For kort tid siden kom meddelelsen om John Steinbecks død. Imperialismen havde mistet en af sine mere prominente forsvarere. Vi husker hans modbydelige krigsreportager fra Vietnam, hvor al den amerikanske småborgerligheds racisme og snæversynethed fik frit løb.
Disse reportager gav anledning til, at en hel del intellektuelle startede et forargelsens kor om, hvor forfærdeligt det var, at en stor progressiv forfatter kunne svigte så fatalt, at han måtte have været voldført og lignende.
En mærkelig tankegang, for hvad gjorde Steinbeck andet end det, han altid havde gjort? Hans skildringer af USA har dog aldrig været flammende revolutionsskrifter, således som man kunne tro efter visse kommentarer til hans Vietnam-togt.
Steinbecks horisont har aldrig været synderlig større end horisonten hos de personer han beskrev. Gennem sin kunst formidlede han sine erfaringer og oplevelser, og lige så lidt som de mennesker, han skildrede, havde en dybere forståelse af det amerikanske samfund, havde han, der blot var iagttageren og talerøret, det.
Derfor passede hans ”vrede” romaner så glimrende ind i perioden, hvor monopolkapitalen lod Roosewelt udforme sin ”New Deal”, der var i nøje overensstemmelse med de krav og muligheder, USA’s placering i den imperialistiske verden stillede og gav.
I 1966 drager så en del mennesker fra det miljø og samfund, Steinbeck altid har været knyttet til, bort fra Californiens sol og store sjusser for at hjemsøge Saigons og Bangkoks bordeller og ellers i øvrigt deltage i det folkedrab, der er nødvendigt, for at den amerikanske kapitalisme kan overleve og også i fremtiden opfylde de borgerlige krav, størstedelen af arbejderklassen stiller på hjemmefronten.
Hvor har Steinbeck svigtet? Han har jo blot fulgt sine venner, også i denne del af deres mangeartede livsudfoldelse.
Dette er, som det forhåbentlig fremgår, ikke noget forsvar for hverken USA eller Steinbeck, men et beskedent forsøg på at gå imod tendenser til at udråbe ethvert nok så spinkelt angreb på enkelte af det borgerlige samfunds sider (som der naturligvis har været i nogle af Steinbecks arbejder) til vægtige, revolutionære værker. I stedet for at tage dem som det, de er, afspejlinger af begivenheder og forhold, som det er socialisters pligt at drage ind i en større sammenhæng for at kunne hjælpe til en større forståelse.
Omtrent samtidig med Steinbecks død måtte vi tage endelig afsked med en anden forfatter. Hans Scherfig bekendte endelig kulør på en sådan måde, at selv de af os, der har haft mest respekt for ham, måtte erkende, at der ikke er nogen grund til at tildele ham en særlig position indenfor Det ”kommunistiske” Parti.
Vi er vel mange, som har ment, at vi gennem Scherfigs bøger har fået et godt skub fremad mod socialismen. Derfor har det også voldt kvaler for os at gøre op med ham, og ikke frede ham som en kær særling.
Efter de helt klare standpunkter han tog i radioen den 22. december, er det ulige nemmere. Her var jo hele det komplette sæt af reformisme, som DKP faldbyder:
”Vi (DKP) er jo et lille parti. Det må være vor opgave at drive de andre (socialdemokrater, SF) lidt længere mod venstre”.
Det er da en formulering, der burde udelukke beskyldninger for revolutionære hensigter hos fremsætteren.
Men denne ”detalje” fik ikke lov at stå alene i al sin uskønhed. Scherfig forklarede os, at det, at arbejdere havde det materielt dårligt, så sandelig ikke gjorde dem modtagelige for socialismen. Denne bortvisning af en grundlæggende sandhed klaredes ved på sædvanlig, reformistisk vis at henvise til antallet af ”kommunister” i forskellige fagforeninger, hvor det viste sig at lavtlønnede arbejdsmænd og slagteriarbejdere indtager en beskeden plads på DKP’s hitliste.
Spørgsmålet om den mætte danske arbejder og det sultne Biafra burde ikke kunne ødelægge madglæden i de små hjem; hvis det alligevel kneb at få plads til den sidste bid and, kunne man jo slippe en skilling til en indsamling. Det var vist kort, hvad Scherfig mente om den sag.
Imperialismens kernevåbentrusler blev bakket op ved en udmaling af rædslerne, hvis ikke USA’s og Sovjets linie for fredelig sameksistens blev fulgt. Hvordan man samtidig kan sige ”solidaritet med det kæmpende Vietnam” uden at falde splittet om i to dele, er besynderligt, men for Scherfig gik det nemt og ubesværet.
Hele udsendelsen var kort sagt en eneste underdanig leflen for de mest trivielle småborgerlige synspunkter.
Nu er spørgsmålet så, om det er rigtigt at benytte overskriften ”gravskrifter”. For sagen er, om Scherfig nogensinde har levet (i denne sammenhæng været en revolutionær forfatter), eller om det, vi oplevede, i stedet for at være en åndelig afdød persons udgydelser, blot var illusioner, der døde hos nogle af os tilhørere. Ved nærmere eftertanke er vi tilbøjelige til at mene det sidste.
For har Scherfig nogensinde adskilt sig fra den trøsteløse karikatur af en revolutionær linie, DKP har fremlagt de sidste mange år? Er det ikke sådan, at han gennem sin usædvanlige fantasi og sjældent store sprogbegavelse har kunnet få en reformistisk kritik af det borgerlige Danmark til at ligne socialisme? Eller, sagt med andre ord, at velvillige læsere har lagt mere i hans skriv, end der egentlig er dækning for?
Scherfig har selv beskrevet hvordan produkterne fra smarte pop-fabrikanter i nogle menneskers øjne forvandles til gyldig kunst. Vi mener, at mange har været udsat for et lignende fænomen i politisk forstand i forbindelse med hans bøger.
Marxister kræver en sand beskrivelse af verden – enhver forvrængning af de faktiske forhold er til skade. Intet andet end den klare virkelighed er anvendelig som arbejdsgrundlag for de, der vil socialismen.
Dette punkt er vel nok Scherfigs svageste, hans produktion er tilrettelagt efter et mønster, der vil have verden til at fungere mest bekvemt. Det er ikke Danmark, der berettes om, men enkelte dele, der forstørres, så helheden bliver en anden og til at magte for en venlig idealist.
Vi er ikke tilhængere af bogbrændinger, det er en foreteelse, det hører reaktionen til. Vi ønsker kun at få bragt orden i begreberne, og dermed også at få Scherfig placeret rigtigt.
Vi mener, at de tanker, han har sået hos mennesker, kræver udvikling, at de vil være forkerte uden en sådan udvikling. Scherfig må ses som Steinbeck og enhver anden forfatter i nøje sammenhæng med den tilstand i samfundet, der har formet dem.
Scherfig blev borgerlig, omend på en sær og kantet facon.
Vi begraver vore illusioner.
