Brugen af hash udlægges tit, som den kunne føre det borgerlige samfund i forfald, sjældnere som et resultat af et sådant forfald, og desværre aldrig som et middel til at forhindre dette samfunds totale sammenbrud.
Det borgerlige samfunds mindre bevidste moralprædikanter kan ikke indse, at interessen for hash tjener samme reaktionære formål som interessen for automobiler, fodbold og musik, som den kommer til udtryk i dette samfund. De ved, at disse interesser kastrerer ungdommen politisk. Derfor skænder de eller taler om de fysisk skadelige virkninger, skønt disse virkninger vel næppe er større end de i denne del af verden mere klassiske bedøvelsesmidler som øl og brændevin. Og ligesom man ikke kan drukne det borgerlige samfund i et ølglas, vil det heller ikke forkulle i hashpiberne.
Tværtimod må man betragte hash og andre lignende stoffer som et godt bolværk for det kapitalistiske samfund, så meget mere som en stor del af den ungdom, der opfatter sig selv som fjende af dette samfund, har samme fejlagtige opfattelse og tror, at hash-rygning ”nedbryder” det borgerlige samfund.
I stedet for at betragte virkeligheden om sig og lære af den og studere andres erfaringer andetsteds eller i en anden tid mener de at kunne opnå større klarhed ved at bedøve sig med hash. Og i stedet for at forberede sig på politisk kamp for ad denne vej at styrte det bestående, søger de at underminere kapitalismen ved igen at bedøve sig.
Det vietnamesiske folk og den vietnamesiske ungdom har ikke opnået sine store sejre i en hashbrandert og ville aldrig have kunnet opnå dem i en sådan rus.
Vi må gøre os klart, at man heller ikke her vil kunne opnå det mindste ad denne vej. Vi må gøre os klart, at problemet hash ikke skader kapitalismen – ikke skaber noget nyt – ikke fremmer nogen revolutionær udvikling. Men at det sammen med popmusik, spiritus, sport (som den drives i dette samfund), borgerlig film og litteratur er det, der skal forhindre, at ungdommen bliver revolutionær.
