Vedlagte løbeseddel:”Skal vi sige: Solidaritet med den tredie verdens revolutionære kamp? eller skal vi mele vores egenkage?” blev uddelt under studenterdemonstrationen på Frue Plads og resolutionen blev oplæst fra talerstolen.
Mange har forstået vort resolutionsforslag derhen, at KUF kræver medbestemmelse og studenterløn med det forbehold, at det er farlige krav. Det er ikke tilfældet. Men når vi er blevet forstået på den måde, er det vores egen skyld. Vi har gjort den fejl, at vi har udtrykt os uldent for at få folk i tale. Denne erfaring viser, at det er en forkert form for politisk agitation.
KUF kræver hverken medbestemmelse eller studenterløn. Vi kræver ikke medbestemmelse, fordi vi ikke agter at hjælpe systemet med mest effektivt at fordumme studenterne og systematisk forsyne dem med argumenter til at besmykke imperialismen. Vi kræver ikke studenterløn, for vi vil ikke bestikkes endnu mere til at leve en luksustilværelse på verdens flertals bekostning.
Udtrykket ”den tredie verden” udspringer af samme fejltagelse. Det er et karakteristisk udtryk blandt venstreorienterede og i sig selv forkert. Der findes ingen ”tredie verden”; der findes to ”verdener”: den socialistiske og den imperialistiske. Til den imperialistiske verden hører de undertrykte lande i Asien, Afrika og Latinamerika – imperialismens fundament og livskilde. Udtrykket ”den tredie verden” benægter den afgørende sammenhæng mellem den rige og den fattige del af den imperialistiske verden, det benægter, at den rige del lever på bekostning af den fattige del.
Bevægelsen for medbestemmelse og bevægelsen for studenterløn er begge gennemborgerlige bevægelser. Og de bliver ikke en døjt mindre borgerlige, fordi studenterne har den frækhed at spille Internationale ind i mellem de USA-imperialistiske popmelodier og Finn Ejnar Madsen iført Mao-mærke er med i spidsen.
Hvordan bør ungkommunister stille sig til en sådan borgerlig bevægelse? Skal vi sidde, hjemme og rynke på næsen: ”Det dur ikke, det er borgerligt” eller skal vi sige: ”Det er godt, der er bevægelse, der sker noget” – og sætte os i spidsen?
Ingen af delene. Det første er udtryk for en sekterisk, selvtilfreds holdning. Det andet er udtryk for en opportunistisk holdning. Som den gamle revisionist Bernstein sagde: ”Bevægelsen er alt, målet er intet”.
Derimod er det ungkommunisters opgave at udnytte enhver passende lejlighed og bevægelse til politisk agitation. Som Mao Tse-tung siger ”Alt reaktionært har det på samme måde: hvis man ikke slår til det, falder det ikke.” Og dette gælder også den reaktionære borgerlige ideologi, som i dag er den herskende også i arbejderklassen. Det er denne opgave, vi må gå i kast med: at udnytte selv den vanskeligste situation til propaganda og agitation – uden leflen for forsamlinger som den på Frue Plads, der hylede som stukne grise, blot de hørte ordet ”klasser”.
*****