I de senere år er arbejderstrejker blevet yderst hyppige i Rusland. Der findes ikke mere et eneste industrielt gouvernement, hvor der ikke har fundet adskillige strejker sted. Og i de store byer er der til stadighed strejker. Det er derfor forståeligt, at klassebevidste arbejdere og socialister hyppigere og hyppigere beskæftiger sig med spørgsmålet om strejkers betydning, om metoder til at føre dem og om opgaverne for de socialister, der deltager i dem.
Vi vil gerne forsøge at skitsere nogle af vore ideer i forbindelse med disse spørgsmål. I vor første artikel har vi til hensigt i almindelighed at behandle betydningen af strejker i arbejderbevægelsen, i den anden agter vi at behandle anti-strejkelovene i Rusland, og i den tredje den måde, strejkerne blev gennemført og gennemføres på i Rusland og med den holdning, som klassebevidste arbejdere bør indtage over for dem.
I
Først og fremmest må vi søge en forklaring på strejkers udbrud og udbredelse. Enhver, der genkalder sig strejker fra personlig erfaring, fra andre beretninger eller fra aviser, vil med det samme se, at strejker bryder ud og breder sig, hvor som helst store fabrikker skyder op og vokser i antal. Det vil næppe være muligt at finde en eneste blandt de større fabrikker, der beskæftiger hundreder (sommetider endda tusinder) af arbejdere, hvor der ikke er forekommet strejker. Da der kun fandtes nogle få store fabrikker i Rusland, var der få strejker, men lige siden antallet af store fabrikker hastigt er blevet mangedoblet både i de gamle industridistrikter og i nye byer og landsbyer, er strejker blevet mere hyppige.
Hvordan kan det være, at den storstilede fabriksproduktion altid fører til strejker? Det er fordi kapitalismen nødvendigvis må føre til en kamp fra arbejdernes side mod arbejdsgiverne, og når produktionen foregår i stor målestok, antager kampen nødvendigvis form af strejker.
Lad os forklare dette.
Kapitalismen er det navn, der gives til det samfundssystem, under hvilket jorden, fabrikkerne, redskaberne o.s.v. tilhører et lille antal jordejere og kapitalister, mens folkets masse ingen ejendom har eller har meget lidt ejendom og er tvunget til at leje sig selv ud som arbejdere. Jordejerne og fabriksejerne lejer arbejdere og får dem til at producere varer af den ene eller den anden art, som de sælger på markedet. Fabriksejerne betaler desuden kun arbejderne en løn af en sådan størrelse, at den skaffer dem og deres familier en nøgen eksistens, mens alt det, arbejderen producerer over dette beløb, går i fabriksejerens lomme, som hans profit. Under den kapitalistiske økonomi er folkets masse andres lejede arbejdere, de arbejder ikke for sig selv, men arbejder for arbejdsgivere for løn. Det er forståeligt, at arbejdsgiverne altid forsøger at sænke lønningerne, jo mindre de giver arbejderne, desto større er deres profit. Arbejderne forsøger at få den størst mulige løn for at skaffe deres familier tilstrækkeligt og nærende kost, at bo i gode huse og at klæde sig som andre mennesker og ikke som tiggere. Der foregår derfor en stadig kamp mellem arbejdsgivere og arbejdere over lønnen; arbejdsgiverne har frihed til at leje hvilke arbejdere som helst det passer ham at leje, og han søger derfor de billigste. Arbejderen har frihed til at leje sig ud til en arbejdsgiver efter sit eget valg, og han søger derfor den dyreste, den der vil betale ham mest. Hvad enten arbejderen arbejder på landet eller i byen, hvad enten han lejer sig ud til en godsejer, en rig bonde, en entreprenør eller en fabriksejer, tinger han altid med arbejdsgiveren, slås med ham om lønnen.
Men er det muligt for en enkelt arbejder at føre kamp alene? Antallet af arbejdsfolk stiger; bønder ruineres og flygter fra landdistrikterne til byen eller fabrikken. Godsejerne og fabriksejerne indfører maskiner, der berøver arbejderne deres job. I byerne er der et voksende antal arbejdsløse, og på landet er der flere og flere tiggere; de, der er sultne, presser lønningerne lavere og lavere ned. Det bliver umuligt for arbejderen at slås mod arbejdsgiveren alene. Hvis arbejderen kræver en god løn eller forsøger ikke at affinde sig med en lønnedskæring, beder arbejdsgiveren ham forsvinde, fortæller ham at der er masser af sultne ved porten, der ville være glade for at arbejde for en lav løn.
Når folket er blevet ruineret i en sådan udstrækning, at der altid findes et stort antal arbejdsløse i byerne og på landet, når fabriksejerne samler enorme formuer, og de små næringsdrivende presses ud af millionærerne, bliver den enkelte arbejder absolut magtesløs over for kapitalisten. Det bliver da muligt for kapitalisten at knuse arbejderen fuldstændigt, at drive ham til døde ved slavearbejde, og i sandhed ikke blot ham, men hans kone og hans børn foruden. Hvis vi for eksempel tager de arbejdsområder, hvor arbejderne endnu ikke har været i stand til at vinde lovens beskyttelse, og hvor de ikke er i stand til at yde modstand mod kapitalisterne, ser vi en overordentlig lang arbejdsdag, sommetider op til 17-19 timer; vi ser børn på 5 eller 6 overanstrenge sig ved arbejde; vi ser en generation af til stadighed sultne arbejdere, der gradvis dør af underernæring. Et eksempel: de arbejdere, der arbejder i deres egne hjem for kapitalister; desuden kan enhver arbejder huske en hoben af andre eksempler! Selv under slaveriet eller livegenskabet foregik der aldrig en underkuelse af det arbejdende folk så frygtelig som under kapitalismen, når arbejderne ikke kan yde modstand eller ikke kan vinde beskyttelse gennem love, der begrænser arbejdsgivernes vilkårlige handlinger.
Og derfor, for at afværge, at de bliver drevet til sådanne yderpunkter, begynder arbejderne en desperat kamp. Efterhånden som de ser, at de hver for sig, som enkeltpersoner, er fuldstændigt magtesløse, og at kapitalens underkuelse truer med at knuse dem, begynder arbejderne at gøre oprør i fællesskab mod deres arbejdsgivere. Arbejderstrejker tager deres begyndelse. Til at begynde med formår arbejderne ofte ikke at erkende, hvad de forsøger at opnå, idet de mangler bevidsthed om årsagen til deres aktion; de knuser simpelthen maskinerne og ødelægger fabrikkerne. De ønsker blot at give udtryk for deres harme over for fabriksejerne; de holder prøve på deres fælles styrke for at komme ud af en utålelig situation, uden endnu at forstå, hvorfor deres stilling er så håbløs, og hvad de bør stræbe efter.
I alle lande antog arbejdernes harme til at begynde med form af isolerede oprør – politiet og fabriksejerne i Rusland kalder dem for “mytterier”. I alle lande gav disse isolerede oprør stødet til mere eller mindre fredelige strejker, på den ene side, og til arbejderklassens alsidige kamp for sin frigørelse, på den anden side.
Hvilken betydning har strejker (eller arbejdsnedlæggelser) for arbejderklassens kamp? For at besvare dette spørgsmål må vi først have et mere fuldstændigt billede af strejker. En arbejders løn fastsættes, som vi har set, gennem en overenskomst mellem arbejdsgiveren og arbejderen, og hvis den enkelte arbejder under disse omstændigheder er fuldstændigt magtesløs, er det klart, at arbejderne må kæmpe i fællesskab for deres krav, de er tvunget til at organisere strejker enten for at forhindre arbejdsgiverne i at nedskære lønnen eller for at opnå højere løn. Det er en kendsgerning, at der i ethvert land med et kapitalistisk system forekommer arbejderstrejker. Overalt, i alle de europæiske lande og i Amerika føler arbejderne sig magtesløse, når de er splittede; de kan kun yde modstand mod arbejdsgiverne i fællesskab, enten ved at strejke eller ved at true med at strejke. Efterhånden som kapitalismen udvikler sig, efterhånden som der i voksende tempo åbnes store fabrikker, efterhånden som de små kapitalister mere og mere trænges ud af de store kapitalister, jo mere påtrængende bliver nødvendigheden af arbejdernes fælles modstand, fordi arbejdsløsheden vokser, konkurrencen skærpes mellem kapitalisterne, der stræber efter at producere deres varer billigst (for at gøre det, må de betale arbejderne så lidt som muligt), og industriens fluktuationer bliver mere fremherskende og kriserne [1] mere akutte. Når industrien blomstrer, får fabriksejerne store profitter, men de drømmer ikke om at dele dem med arbejderne; men når en krise bryder ud, forsøger arbejdsgiverne at lægge tabene over på arbejderne. Nødvendigheden af strejker i kapitalistiske samfund er blevet anerkendt i en sådan grad af alle i de europæiske lande, at loven i de lande ikke forbyder organiseringen af strejker; kun i Rusland bliver barbariske love mod strejker stadig i kraft (vi vil ved anden lejlighed omtale disse love og deres anvendelse).
Imidlertid betegner strejker, der opstår som følge af selve det kapitalistiske samfunds natur, begyndelsen på arbejderklassens kamp mod dette samfundssystem. Når de rige kapitalister står over for enkelte, besiddelsesløse arbejdere, betegner dette arbejdernes totale slavebinding. Men når disse besiddelsesløse arbejdere forener sig, ændrer situationen sig. Der findes ingen rigdom, der kan gavne kapitalisterne, hvis de ikke kan finde arbejdere, der er villige til at bruge deres arbejdskraft på redskaberne og materialerne, der tilhører kapitalisterne, og producere ny rigdom. Så længe arbejderne står over for kapitalister på individuel basis, forbliver de veritable slaver, der må arbejde uophørligt til gavn for en anden for at få en brødkrumme, og som for altid må forblive ydmyge og stumme lejede tjenere. Men når arbejderne fremsætter deres krav i fællesskab og nægter at underkaste sig pengesækken, ophører de med at være slaver, de bliver menneskelige væsener, de begynder at kræve, at deres arbejde ikke blot skal tjene til at berige en håndfuld lediggængere, men skal gøre det muligt for dem, der arbejder, at leve som menneskelige væsener. Slaverne begynder at fremsætte kravet om at være herrer, ikke at arbejde og leve som godsejerne og kapitalisterne ønsker, at de skal leve, men som det arbejdende folk selv ønsker at leve. Strejker indgyder derfor altid kapitalisterne frygt, fordi de begynder at undergrave deres overherredømme. “Alle hjul står stille, hvis jeres mægtige arm vil det”, hedder det i en tysk arbejdersang som arbejderklassen. Og det er virkelig sådan: fabrikkerne, godsejernes jord, maskinerne, jernbanerne o.s.v. o.s.v. Er alle sammen som hjul i en gigantisk maskine – den maskine der uddrager forskellige produkter, forarbejder dem og leverer dem til deres bestemmelsessted. Hele denne maskine sættes i bevægelse af arbejderen, der dyrker jorden, udgraver malme, fremstiller varer i fabrikkerne, bygger huse, værksteder og jernbaner. Når arbejderne nægter at arbejde, truer hele maskinen med at gå i stå. Enhver strejke minder kapitalisterne om, at det er arbejderne og ikke dem selv, der der de virkelige herrer – arbejderne der mere og mere højlydt kræver deres ret. Enhver strejke minder arbejderne om, at deres stilling ikke er håbløs, at de ikke er alene. Se hvilken enorm virkning strejker har både på de strejkende selv og på arbejderne på nabofabrikker eller fabrikker i nærheden eller på fabrikker inden for samme industrigren. I normale, fredelige tider udfører arbejderen sit arbejde uden at knurre, modsiger ikke arbejdsgiveren og diskuterer ikke sine forhold. I strejketider fremsætter han sine krav med høj røst, han minder arbejdsgiverne om alle deres overgreb, han kræver sin ret, han tænker ikke alene på sig selv og på sin løn, han tænker på alle sine arbejdskammerater, der har nedlagt arbejdet sammen med ham, og som rejser sig for arbejdernes sag uden at frygte afsavn. Enhver strejke betyder afsavn for det arbejdende folk, forfærdende afsavn der kun kan sammenlignes med en krigs katastrofer – sultne familier, tab af løn, ofte arrest forvisning fra byerne, hvor de har deres hjem og deres beskæftigelse. På trods af alle disse lidelser foragter arbejderne dem, der svigter deres arbejdskolleger og slår en handel af med arbejdsgiverne. På trods af alle disse lidelser, der hidføres af strejker, får arbejderne på nærliggende fabrikker nyt mod, når de ser, at deres kamme rater har kastet sig ud i kamp. “Folk der udholder så meget for at bøje en enkelt bourgeois, vil være i stand til at bryde hele bourgeoisiets magt,” sagde en af socialismens store lærere, Engels, i en omtale af de engelske arbejderes strejker [3]. Det er ofte nok for een fabrik at strejke, så begynder der øjeblikkeligt strejker på et stort antal andre fabrikker. Hvilken stor moralsk indflydelse strejker har, hvordan de påvirker arbejdere, der ser, af deres kammerater er ophørt med at være slaver og, omend blot for en tid, er blevet mennesker på lige fod med de rige! Enhver strejke bringer med stor kraft tanker om socialisme til arbejdernes sind, tanker om hele arbejderklassens kamp for frigørelse fra kapitalens underkuelse. Det er ofte sket, at arbejderne på en bestemt fabrik eller i en bestemt industrigren eller i en bestemt by før en stor strejke dårligt nok vidste noget om og næppe nogensinde skænkede socialismen en tanke; men efter strejken bliver studiekredse og foreninger mere udbredt blandt dem, og flere og flere arbejdere bliver socialister.
En strejke lærer arbejderne at forstå, hvori arbejdsgivernes styrke og hvori arbejdernes styrke består; den lærer dem ikke at tænke på deres egen arbejdsgiver alene og ikke på deres umiddelbare arbejdskammerater alene, men på alle arbejdsgiverne, hele klassen af kapitalister og hele klassen af arbejdere. Når en fabriksejer, der har samlet millioner gennem flere generationer af arbejderes slid, nægter at indrømme en beskeden lønforhøjelse eller endog forsøger at nedskære lønnen til et endnu lavere niveau, og som, hvis arbejdere yder modstand, kaster tusinder af sultne familier på gaden, bliver det helt klart for arbejderne, at kapitalistklassen som helhed er hele arbejderklassens fjende, og at arbejderne kun har sig selv og deres forenede aktion at stole på. Det sker ofte, at en fabriksejer gør sit bedste for at bedrage arbejderne, posere som velgører og skjule sin udbytning af arbejderne ved hjælp af et par almisser eller løgnagtige løfter. En strejke nedbryder altid med eet slag dette bedrag ved at vise arbejderne, at deres “velgører” er en ulv i fåreklæder.
En strejke åbner desuden arbejdernes øjne for ikke blot kapitalisternes, men også regeringens natur, og desuden for lovenes natur. Ganske som fabriksejerne forsøger at posere som arbejdernes velgørere, forsøger regeringsembedsmændene og deres lakajer at forsikre arbejderne om, at tsaren og den tsaristiske regering tager lige stort hensyn til fabriksejerne og arbejderne, som retfærdigheden kræver. Arbejderen kender ikke lovene, han har ingen kontakt med regeringsembedsmænd, især ikke med dem på de højere poster, og som følge heraf fæster han ofte lid til alt dette. Så kommer der en strejke. Statsadvokaten, fabriksinspektøren, politiet og ofte tropper, dukker op på fabrikken. Arbejderne får at vide, at de har brudt loven: arbejdsgiverne har ved lov tilladelse til at samles og åbent diskutere midler til at nedskære arbejdernes lønninger, men arbejderne bliver erklæret for forbrydere, hvis de når frem til en fælles aftale! Arbejdere drives ud af deres hjem; politiet lukker de forretninger, hvor arbejderne kunne få mad på kredit, der udfoldes bestræbelser for at ophidse soldaterne mod arbejderne, selv når arbejderne opfører sig roligt og fredeligt. Soldater får endog ordre til at skyde på arbejderne, og når de dræber ubevæbnede arbejdere ved at beskyde de flygtende skarer bag fra, sender tsaren selv tropperne en udtalelse om sin taknemmelighed (på denne måde takkede tsaren de tropper, der havde dræbt strejkende arbejdere i Jaroslavl i 1895). Det bliver klart for enhver arbejder, at den tsaristiske regering er hans værste fjende, eftersom den forsvarer kapitalisterne og binderne arbejderne på hænder og fødder. Arbejderne begynder at forstå, at love skrives alene i de riges interesse; at regeringsembedsmænd beskytter disse interesser; at det arbejdende folk er kneblet og ikke har lov til at gøre sine behov kendte; at arbejderklassen må tilkæmpe sig retten til at strejke, retten til at offentliggøre arbejderaviser, retten til at deltage i en nationalforsamling, der vedtager love og overvåger deres overholdelse. Regeringen selv er fuldt ud klar over, at strejker åbner arbejdernes øjne, og af denne grund er den så bange for strejker og gør alt for at standse dem så hurtigt som muligt. En tysk indenrigsminister, en der, ikke uden grund, var berygtet for den ustandselige forfølgelse af socialister og klassebevidste arbejdere, erklærede over for folkets repræsentanter: “Bag enhver strejke lurer revolutionens uhyre” [4]. Enhver strejke styrker og udvikler hos arbejderne forståelsen af, at regeringen er deres fjende, og at arbejderklassen må forberede sig på kamp mod regeringen for folkets rettigheder.
Strejker lærer derfor arbejderne at forene sig; de viser dem, at de kun kan kæmpe mod kapitalisterne, når de er forenede; strejker lærer arbejderne at tænke på hele arbejderklassens kamp mod hele klassen af fabriksejere og mod den vilkårlige politiregering. Dette er årsagen til, at socialister kalder strejker “en skole i krig”, en skole hvor arbejderne lærer at føre krig mod deres fjender for befrielsen af hele folket, af alle der arbejder, fra regeringsembedsmændenes åg og fra kapitalens åg.
“En skole i krig” er imidlertid ikke krigen selv. Når strejker er udbredt blandt arbejderne, begynder nogle af arbejderne (herunder nogle socialister) at tro, at arbejderklassen kan begrænse sig til strejker, strejkekasser eller strejkeforeninger alene; at gennem strejker alene kan arbejderklassen opnå en betydelig forbedring af sine forhold eller endog sin frigørelse. Når de ser, hvilken magt der ligger i en forenet arbejderklasse og selv i små strejker, tror nogle, at arbejderklassen blot behøver at organisere en generalstrejke over hele landet, for at arbejderne skal få alt det, de ønsker, af kapitalisterne og regeringen. Denne tanke blev også fremsat af arbejderne i andre lande, da arbejderbevægelsen befandt sig på sine første udviklingstrin, og arbejderne stadig er meget uerfarne. Det er en fejlagtig ide. Strejker er en af de måder, hvorpå arbejderklassen kæmper for sin frigørelse, men det er ikke den eneste måde; og hvis arbejderne ikke retter deres opmærksomhed mod andre midler til at føre kampen med, vil de forsinke væksten og arbejderklassens resultater. Det er rigtigt, at penge er nødvendige for at underholde arbejderne under strejker, hvis strejker skal give resultater. Sådanne arbejder-kasser (sædvanligvis kasser for arbejdere i enkelte industrigrene, enkelte fag eller fabrikker) eksisterer i alle lande; men her i Rusland er dette særligt vanskeligt, fordi politiet opsporer dem, beslaglægger pengene og arresterer arbejderne. Arbejderne er naturligvis i stand til at skjule sig for politiet; naturligvis er organiseringen af sådanne kasser værdifuld, og vi har ikke til hensigt at råde arbejderne til ikke at oprette dem. Men man må ikke tro, at arbejderkasser, når de er forbudt ved lov, vil tiltrække et stort antal bidragydere, og så længe medlemskabet i sådanne organisationer er lille, vil arbejderkasser ikke vise sig af stor værdi. Desuden, selv i de lande, hvor arbejderforeninger eksisterer åbenlyst og har uhyre midler til deres rådighed, kan arbejderklassen stadig ikke begrænse sig til strejker som kampmiddel. Det eneste, der kræves er en nedgang inden for industrien (en krise som den, der nærmer sig i Rusland i dag), og fabriksejerne vil endog med vilje fremkalde strejker, fordi det er til deres fordel at standse arbejdet for en tid og tømme arbejdernes kasser. Arbejderne kan derfor ikke under nogen omstændigheder begrænse sig til strejkeaktioner og strejkeforeninger. For det andet kan strejker kun give resultat, hvor arbejderne er tilstrækkeligt klassebevidste, hvor de er i stand til at vælge det passende øjeblik til at strejke, hvor de forstår, hvordan de skal fremsætte deres krav, og hvor de har forbindelser med socialister og kan fremskaffe flyveblade og pjecer gennem dem. Der er stadig meget få sådanne arbejdere i Rusland, og enhver anstrengelse må udfoldes for at forøge deres antal for at gøre arbejderklassens sag kendt for arbejdermasserne og gøre dem bekendt med socialismen og arbejderklassens kamp. Dette er en opgave, som socialisterne og de klassebevidste arbejdere må påtage sig i fællesskab ved at organisere et socialistiske arbejderparti med dette formål. For det tredje viser strejker, som vi har set, arbejderne, at regeringen er deres fjende, og at der må føres kamp mod regeringen. I virkeligheden er det strejker, der gradvis har lært arbejderklassen i alle lande at kæmpe mod regeringerne for arbejderrettigheder og for folkets rettigheder som helhed. Som vi har sagt det, kan kun et socialistisk arbejderparti føre denne kamp ved blandt arbejderne at udbrede en sand forståelse af regeringen og af arbejderklassens sag. Ved en anden lejlighed skal vi specifikt diskutere, hvordan strejker føres i Rusland, og hvordan klassebevidste arbejdere bør benytte sig af dem. Her må vi påpege, at strejker, som vi sagde ovenfor, er “en skole i krig”, og ikke krigen selv, at strejker kun er eet kampmiddel, kun een side af arbejderbevægelsen. Fra individuelle strejker kan og må arbejderne, som de faktisk er ved at gøre det i alle lande, gå over til en kamp ført af hele arbejderklassen for frigørelse af alle, der arbejder. Når alle klassebevidste arbejdere bliver socialister, d.v.s. når de stræber efter denne frigørelse, når de forener sig i hele landet for at udbrede socialismen blandt arbejderne, for at lære arbejderne alle kampmidler mod deres fjender, når de opbygger et socialistisk arbejderparti, der kæmper for folkets frigørelse som helhed fra regeringsunderkuelse og for alle arbejdende mennesker fra kapitalens åg – først da vil arbejderklassen blive en uadskillelig del af den store bevægelse af arbejdere i alle lande, der forener alle arbejdere og hæver den røde fane, der bærer ordene: “Arbejdere i alle lande, foren jer!”
Noter
Disse noter var ikke med i KAKs udgivelse, men er taget med, for bedre at kunne sætte teksten ind i en historisk sammenhæng, og fordi den forklarer et par uklarheder i teksten, se specielt note [2]. (snylterstats-red.). Noterne er oversat af redaktionen fra den engelske udgave af artiklen, der er online på Marxist Internet archive, MIA
[1] Vi vil andetsteds mere detaljeret behandle kriser i industrien, og deres betydning for arbejderne. Her vil vi blot bemærke, at under de seneste år i Rusland, har industrielle foretagener gået godt, industrien har været i “fremgang”, men nu (ved afslutningen af 1899) er der allerede klare tegn på, at denne “fremgang” vil ende i en krise: vanskeligheder med at markedsføre varer, konkurser blandt virksomhedsejere, ruinering af små ejendomsbesiddere, og forfærdelige ulykker for arbejderne (arbejdsløshed, lønnedgang, etc.) – Lenin
[2] Lenin skrev ”Om strejker” til Rabochaya Gazeta, da han var i exil (se “Letter to the Editorial Group,” p. 207 i dette bind (Lenin Collected Works, Progress Publishers, 1964, Moscow, Volume 4. Snylterstats-red.)), Kun den første del af artiklen er i Institute of Marxism-Leninism’s arkiver; det vides ikke om de andre dele blev skrevet.
[3] Frederick Engels, The Condition of the Working Class in England (Marx and Engels, Selected Works, Vol. II, Moscow, 1958, p. 260).
[4] Lenin citerer en udtalelse af den preussiske indenrigsminister, von Puttkamer.
