Parti, folkehær og forenet front

Fra “Indonesian Tribune”, nr. 8, 1968, har vi hentet denne artikel af Setia Budi. Artiklen er et vægtigt bidrag til forståelse af de to linjer i den internationale kommunistiske bevægelse, sådan som de kom til udtryk i de kommunistiske partiers politik efter den anden verdenskrig, specialt deres holdning til spørgsmålet om deltagelse i regeringerne og opgivelse af deres egne væbnede styrker.

August-revolutionen i 1945 i Indonesien var, efter sin tid en revolution, der havde til opgave at uddrive imperialismen fra hele landet, at befri hele nationen, at gennemføre demokratiske forandringer, at rykke feudalismens levn op med rode og at befri bønderne fra godsejernes udbytning. Efter Oktoberrevolutionens udbrud i 1917 i Rusland og efter den store Lenins oprettelse af den første socialistiske stat i verden har hele verdenshistoriens forløb radikalt ændret sig. Det åbnede en ny æra i verdenshistorien. Formand Mao lærer os, at i denne æra “falder enhver revolution i en koloni eller halvkoloni, der er rettet mod imperialismen, dvs. mod det internationale bourgeoisi eller den internationale kapitalisme, ikke længere ind un der den borgerlig-demokratiske verdensrevolutions gamle kategori, men ind under den nye kategori. Den er ikke længere en del af den gamle borgerlige eller kapitalistiske verdensrevolution, men er en del af den nye verdensrevolution, den proletarisk-socialistiske verdensrevolution.” August-revolutionen i 1945 var en revolution i et kolonialt land, som anført af formand Mao Tse-tung.

Erklæringen af 17. august 1966 fra det politiske bureau fastslog, at “drivkræfterne i August-revolutionen i 1945 er arbejderklassen eller proletariatet, bønderne og småborgerskabet uden for bondeklassen.” Den fastslog yderligere, at “August 1945 revolutionens antiimperialistiske karakter, der manifesterede sig meget klart ved revolutionens begyndelse, muliggjorde mobiliseringen af meget brede lag af den indonesiske befolkning. Foruden det nationale bourgeoisi, der til en vis grad indtog et antiimperialistisk, antifeudalt standpunkt, tog andre patriotiske elementer, inklusive endog patriotiske godsejere, del i eller ydede bidrag til uafhængighedskrigen mod de hollandske imperialister.”

Den objektive situation var ved starten af august-revolutionen i 1945 udmærket. Folkets fjende, dvs. den japanske militærmagt, der okkuperede vort land, indtog en passiv position og havde mistet sin kampånd, hvilket skyldtes, at den allerede havde overgivet sig i den anden verdenskrig, mens det indonesiske folk ikke ønskede fortsat at blive udbyttet og var parat til at ofte alt for at knuse de lænker, det var lagt i. Hvad var grunden til, at august-revolutionen i 1945 under sådanne objektive betingelser ikke resulterede i en sejr for det indonesiske folk? Hvad var grunden til, at august-revolutionen i 1945 ikke kunne oprette en folkedemokratisk regering i Indonesien? I sit strålende værk “Om det folkedemokratiske diktatur” lærer formand Mao Tse-tung os, at “hele revolutionens historie viser, at uden arbejderklassens ledelse slår revolutionen fejl, og at med arbejderklassens ledelse triumferer revolutionen. I imperialismens tidsalder kan i intet land nogen anden klasse lede nogen ægte revolution til sejr. Dette bevises klart af den kendsgerning, at de mange revolutioner, der blev ledet af Kinas småborgerskab og nationale bourgeoisi, alle slog fejl.”

I overensstemmelse med Mao Tse-tungs lære erklærede Indonesiens kommunistiske Partis centralkomites politiske bureau i sin erklæring af 17. august 1966, at den folke- demokratiske revolution kun kunne vinde sejr, hvis den blev ledet af proletariatet. Hvad er det væsentlige i proletariatets lederskab i revolutionen i et halvkolonialt og halvfeudalt land som Indonesien? Problemet om bønderne er af den største vigtighed. Den antiimperialistiske og antifeudale borgerlige demokratiske revolution er i sin kerne en væbnet bonderevolution. Dette er grunden til at lederskabet over bonderevolutionen indicerer proletariatets lederskab over revolutionen.

Om fejlslaget for august-revolutionen i 1945 fastslog erklæringen af 17. august 1966 fra IKPs centralkomites politiske bureau, at “det endnu ikke lykkedes IKP som den indonesiske arbejderklasses fortrop at indtage sin plads som leder af det indonesiske folks kamp for frigørelse, fordi det trådte ind i 1945-revolutionen uden tilstrækkelige forberedelser, havde sine alvorlige svagheder i teoretisk henseende og en manglende forståelse af det indonesiske samfunds konkrete betingelser, hvilket havde resulteret i dets manglende evne til at formulere revolutionens karakter, dens opgaver, dens program, taktik og paroler såvel som de korrekte principper og former for organisation.” Formand Mao Tse-tung lærer os:

“Hvis der skal ske revolution, må der være et revolutionært parti. Uden et revolutionært parti, uden et parti bygget på den marxistisk-leninistiske revolutionære teori og med den marxistisk-leninistiske revolutionære stil er det umuligt at lede arbejderklassen og de brede folkemasser til at slå imperialismen og dens håndlangere.”

På den side ledede IKP ikke konsekvent den væbnede kamp, og på den anden side ledede IKP ikke den antifeudale kamp på landet. Formand Mao Tse-tung lærer os, at bonde problemet er det grundlæggende problem for at løse problemet om proletariatets lederskab i revolutionen. Dette grundlæggende problem var på det tidspunkt ikke løst af IKP. I denne sammenhæng understregede den ovenfor nævnte erklæring af 17. august 1966 fra IKPs centralkomités politiske bureau, at IKP var ude af stand til at se det indonesiske samfunds objektive betingelser som et halvkolonialt og halvfeudalt land, og at det som følge heraf ikke formåede at formulere revolutionens karakter, opgaver og program. På den ene side blev en stor del af IKPs kadrer, iberegnet førstesekretæren, kammerat Pamudji, anholdt eller myrdet under de første seks måneder af den japanske besættelse. På den anden side var IKP endnu ikke i stand til at opsummere den erfaring, der var indvundet af det indonesiske folk, især den erfaring der blev vundet under opstandet i 1926, dvs. det første væbnede oprør, ledet af IKP, der udfoldedes i landsmålestok. Det er en kendsgerning, at IKP ikke kunne vide og ikke var i stand til at løse det grundlæggende problem på det tidspunkt, dvs. problemet om bønderne, problemet om hvordan man skulle lede bønderne, og problemet om hvordan man skulle lede den antifeudale agrarrevolution på landet.

Eftersom IKP var ude af stand til at løse dette grundlæggende problem, var det logisk også ude af stand til at løse problemet om revolutionens lederskab. Om bonde- spørgsmålet understregede viceformand Lin Piao i sit strålende værk “Længe leve sejren i folkekrigen”, at “en af hovedfejltagelserne hos højreopportunisterne, repræsenteret af Chen Tu-hsiu, var deres manglende anerkendelse af bondespørgsmålets vigtighed og deres modstand mod at vække og bevæbne bønderne. I den Anden Revolutionære Borgerkrigs periode bestod en af hoved fejItagelserne hos “venstre”opportunisterne, repræsenteret af Wang Ming, ligeledes i manglende anerkendelse af bondespørgsmålets
vigtighed. De indså ikke, at det var væsentligt at gå i gang med langfristet og omhyggeligt arbejde blandt bønderne og oprette revolutionære baseområder på landet.”
Højreopportunisterne såvel som “venstre”opportunisterne forstod ikke bondespørgsmålets vigtighed, de bagatelliserede bøndernes stilling og rolle. I særdeleshed forstod de ikke det livsnødvendige i og betydning af det proletariske hegemoni over bønderne, der betød proletariatets hegemoni i revolutionen.

Uden IKPs hegemoni over bønderne udgjorde den forenede front, som var oprettet med bourgeoisiet, en forenet front uden fundament. Uden enheden mellem arbejderne og bønderne under proletariatets ledelse som fundamentet for den forenede front med bourgeoisiet kunne der ikke være noget hegemoni over den forenede front i revolutionen. Formand Mao lærer os: “Skal proletariatet følge bourgeoisiet, eller skal bourgeoisiet følge proletariatet? Dette spørgsmål om ansvar for lederskabet i den kinesiske revolution er det afgørende spørgsmål, hvoraf revolutionens succes eller fejlslag afhænger.”

Det er fra formand Mao Tse-tungs side klart defineret, at revolutionens succes eller fejlslag er snævert forbundet hermed. Rigtigheden af formand Mao Tse-tungs lære er ikke blot blevet bevist i den kinesiske revolutions historie, men den er også blevet bevist i den indonesiske revolutions, i August-1945 revolutionens historie. De fejl, der blev begået af IKP ved at acceptere den reaktionære kompromispolitik fra Sjahrirs højreorienterede socialistklike og fra den kontrarevolutionære Masjumi var en naturlig fortsættelse af det standpunkt, som IKP havde indtaget, og som til syvende og sidst forvandlede partiet til bourgeoisiets halehæng.

II

Den befrielseskrig, der blev iværksat af det indonesiske folk efter udbrudet af August-1945 revolutionen, var på den ene side ikke ledet af proletariatet, og på den anden side havde den ingen revolutionære baseområder på landet. Skønt der sad kommunister i regeringen (og blandt dem var en, der fungerede som statsminister og forsvarsminister og forsvarsminister i Amir Sjarifuddins regering), var Republiken Indonesiens stat og regering ikke en stat, hvor ledelsen var i proletariatets hænder, og som følge heraf var det område, der var under republiken Indonesiens herredømme, ikke et revolutionært baseområde. Den indonesiske republiks stat var ikke et våben i proletariatets hånd for at slå den hollandske imperialisme. Den indonesiske republiks stat var et våben i bourgeoisiets hånd for at undertrykke folket og IKP og for at forpurre revolutionen og for at indgå kompromisser med imperialisterne, hvilket forvandlede Indonesien til en halvkoloni og et halvfeudalt land. Den Indonesiske Republiks hær var på den tid ikke en folkehær. Skønt der fandtes adskillige væbnede enheder i den indonesiske republik, der blev ledet af indonesiske kommunister, skønt der fandtes væbnede enheder fra den Kommunistiske Ungdom, “Pesindo”, arbejderkompagnier og Røde Kompagnier, ledet af indonesiske kommunister, samtidig med at forsvarsministeriet gennem en vis periode havde en kommunist, Amir Sjarifuddin, i spidsen, ændrede disse ting ikke den kendsgerning, at republiken Indonesien og dens hær var en bourgeoisiets stat og hær. Statsapparatet var under August-1945 revolutionen det samme, som det der blev brugt af de japanske militarister,og dette igen var en arv fra den hollandske kolonialisme. Erklæringen fra IKPs central komites politiske bureau af 17. august 1966 understregede, at August-1945 revolutionen “burde have knust den koloniale statsmaskine sammen med alle dens organer, der var blevet oprettet for at opretholde den koloniale dominering af Indonesien, og ikke blot have overdraget magten til Republiken Indonesien. August-1945 revolutionen burde have oprettet en fuldstændig ny stat, en stat der i fællesskab blev regeret af alle de antiimperialistiske og antifeudale klasser under arbejderklassens ledelse.” Dette kunne ikke virkeliggøres på grund af den kendsgerning, at bønderne, der dannede revolutionens hovedstyrke, ikke var mobiliseret og bevæbnet.

Enhver revolutions vigtigste spørgsmål er spørgsmålet om statsmagten. Uden arbejderklassens lederskab var Republiken Indonesien ikke en folkedemokratisk stat, men en borgerlig stat. IKPs manglende forståelse af den indonesiske stats karakter kan ses af følgende tragiske begivenheder: På den ene side var de kommunister, der ledede forsvarsministeriet, aktivt med til at inkorporere de væbnede enheder, der blev ledet af kommunister, i den indonesiske republiks væbnede styrker med det formål at “forene” alle væbnede enheder under kommunisternes kommando. Men på den anden side brugte IKPs ledelse i områder, hvor kommunister ledede revolutionære til at knuse det gamle statsapparat og opbygge et nyt, en folkets magt, som det var tilfældet i Litang-Empat-Lawang området (det sydlige Sumatra), væbnede styrker under sin kommando til at undertrykke denne revolution, idet den hævdede, at det var en bestræbelse for at “oprette en stat i staten”. I et andet område, kendt som Pemalang-Brebes-Tegal området (det centrale Java), blev den folkelige opstand, der senere blev ledet af partiet, ikke konsolideret, men den blev ikke forsvaret af IKPs ledelse o[i] Jogjakarta (hovedstaden i Republiken Indonesien på den tid); den blev betragtet som opbygning af en stat i staten, mens kammerater, der ledede den folkelige opstand, uretfærdigt blev erklæret skyldige, hvilket blev fulgt op af urimelige foranstaltninger mod dem.

I forbindelse med disse begivenheder er det nu ikke muligt for os blot at beklage dem som noget tragisk. De var et udslag af den skarpe indre partistrid i de dage, nemlig kampen mellem de to veje, dvs. hvorvidt det var nødvendigt konsekvent at iværksætte en revolution for at knuse det gamle statsapparat, at opbygge en folkehær og at oprette en folkemagt, ledet af kommunister; eller om det var nødvendigt at bevare det gamle statsapparat og overgive sine egne væbnede styrker for at blive “forenet” og “sammensmeltet” med Republiken Indonesiens væbnede styrker, der i det væsentlige var kommanderet af bourgeoisiet. Dette var kampen mellem de to veje inden for IKP, hvor den højreopportunistiske linje indtog en domirende position og for en tid tilintetgjorde den korrekte linje.

Den væbnede opstand i Pemalang-Brebes-Tegal og i Lintang-Empat-Lawang områderne, der fandt sted under partiets ledelse i disse områder for at gennemføre revolutionen for at knuse det gamle statsapparat og oprette en folkemagt burde i virkeligheden have været udviklet til andre områder for at oprette et konsolideret, revolutionært baseområde som en strategisk base, på hvilken guerillakrigsførelsen mod den hollandske imperialisme kunne støtte sig.

IKPs øvrige grundlæggende fejltagelser og mangler under August-1945 revolutionen skyldtes dets fejlagtige opfattelse af statens karakter. Følgelig opbyggede IKP ikke en hær, der fuldt ud stod under partiets ledelse. Formand Mao Tse-tung lærer os: “Uden en folkehær har folket intet.” IKP forstod ikke, at den vigtigste kampform under revolutionen var krig, og at den vigtigste organisationsform burde være en folkehær, der fuldt stod under partiets ledelse. IKP ledede ikke til stadighed den væbnede kamp, hvilket skyldtes den kendsgerning, at det ikke forstod, at den vigtigste kampform var væbnet kamp, og den kendsgerning, at det ikke forstod, at kun ved at rejse bønderne til at iværksætte agrarrevolution ville det være muligt at fastholde den væbnede kamp.

Som følge af den fejlagtige politiske linje var IKP som helhed ikke mobiliseret til at rette hele sin opmærksomhed mod krigen og studiet af militære anliggender. Tværtimod var IKP trådt ned i diplomatiets hængedynd og lod den væbnede kamp være underordnet diplomatiet, hvilket til syvende og sidst medførte enorme tilbageslag og nederlag for revolutionen og for partiet. IKP kæmpede ikke for partiets og folkets militære magt. IKP var ikke i besiddelse af en korrekt og fast militær linje. Det opbyggede ikke en hær, baseret på politik, med den opgave at kæmpe, at udføre propaganda blandt masserne, at organisere masserne, at bevæbne masserne og at hjælpe masserne til at oprette revolutionær politisk magt.

III

August-1945 revolutionen lærte os, at for at vinde revolutionen, der efter sin tid og sine opgaver var en ny borgerlig demokratisk revolution, måtte IKP holde de Tre Faner, der er fremhævet af formand Mao Tse-tung, højt: “Et veldisciplineret parti væbnet med marxismen-leninismens teori, der bruger selvkritikens metode og er forbundet med folkets masser; en hær under ledelse af et sådant parti; en enhedsfront mellem alle revolutionære klasser og alle revolutionære grupper under ledelse af et sådant parti.” Uden at holde disse Tre Faner højt, som formand Mao Tse-tung lærer, og som det er blevet bevist af august- revolutionen i 1945, ville det være umuligt at vinde sejr.

August-revolutionen i 1945 beviste også, at de tilbageslag, som IKP led, var resultat af partiets forkerte politiske linje i behandlingen af spørgsmålet om væbnet kamp og problemet om en forenet front med bourgeoisiet. IKP havde ikke blot ikke en korrekt politisk linje i henseende til den væbnede kamp og den forenede front, det forstod heller ikke forholdet mellem partiet, den væbnede kamp og den forenede front. Formand Mao Tse-tung lærer os, at “den forenede front og den væbnede kamp er de to grundlæggende våben til at slå fjenden med. Den forenede front er en forenet front med det sigte at føre væbnet kamp. Og partiet er de heroiske kriger, der fører de to våben – den forenede front og den væbnede kamp – for at storme og knuse fjendens positioner des er de tre indbyrdes forbundne.” Formand Mao Tse-tung har således lært os, at det at have en korrekt forståelse af disse tre problemer og deres indbyrdes forbindelse betyder at være i stand til på rigtig måde at lede hele revolutionen.

Idet den uddrog læren af den indonesiske revolutions historie, især fra perioden 1951-55, da IKP fulgte en opportunistisk og revisionistisk linje, understregede erklæringen af 17. august 1966 fra IKPs centralkomites politiske bureau og selvkritikken fra IKPs centralkomites politiske bureau, at “for at vinde sejr for den folkedemokratiske revolution må de indonesiske marxister-leninister holde partiets Tre Faner højt, nemlig: Den første fane, opbygningen af et marxistisk-leninistisk parti, der er frit for subjektivisme, opportunisme og moderne revisionisme. Den anden fane, den væbnede folkekamp, der i sin kerne er bøndernes væbnede kamp i en antifeudal aggrarrevolution under arbejderklassens ledelse. Den tredje fane, den revolutionære forenede front baseret på arbejder-bonde alliancen under arbejderklassens ledelse.”

At holde partiets Tre Faner højt i overensstemmelse med Mao Tse-tungs tænkning betyder konsekvent at følge den Folkedemokratiske Revolutions ve|, det vil sige, under IKPs ledelse at rejse bønderne i landdistrikterne til at føre guerillakrig, at iværksætte en agrarrevolution, at oprette revolutionære baseområder i landdistrikterne, at omringe byerne fra landdistrikterne og endeligt at okkupere byerne. Selvkritikken fra IKPs centralkomites politiske bureau erklærede, at de indonesiske marxister-leninister må oprette revolutionære baseområder; de “må omforme de tilbagestående indonesiske landsbyer til store og konsoliderede militære, politiske, økonomiske og kulturelle bastioner for revolutionen.

For at omstyrte det fascistiske Suharto-Nasution regime og for at vinde den folkedemokratiske revolution må agrarrevolutionen iværksættes. Men uden en folkehær vil det være umuligt effektivt at virkeliggøre agrarrevolutionen; hvis folkehæren ikke er forenet med agrarrevolutionen, og hvis agrarrevolutionen ikke danner kernen i den væbnede kamp, kan sejren ikke vindes. Men i tilfælde af at der er enhed mellem den væbnede kamp og agrarrevolutionen, mens de revolutionære baseområder ikke oprettes, kan agrarrevolutionen imidlertid alligevel ikke bevares og konsolideres. Uden et revolutionært baseområde vil de væbnede styrker og guerillakrigen ikke have støtte eller en konsolideret base, ved hvis hjælp de kan nå deres strategiske mål.

For at føre den folkedemokratiske revolution til sejr må Indonesiens kommunister og revolutionære under IKPs ledelse holde partiets Tre Faner højt, sådan som det allerede blev fremlagt i selvkritikken fra IKPs centralkomites politiske bureau; de må gennemføre den helhedsopfatteIse, som formand Mao Tse-tung har lært os, det vil sige oprettelse af en befriet folkemagt eller Rød magt i landdistrikterne baseret på virkeliggørelse af de tre aspekter, nemlig væbnet kamp, agrarrevolution og oprettelse af et baseområde.

Efter at have uddraget læren fra den indonesiske revolution, efter at have udfoldet dybtgående selvkritik omkring de tidligere fejltagelser og efter konsekvent at have kæmpet for at føre Mao Tse-tungs tænkning til sejt i kampen mellem de to veje i partiet formulerede IKP med held den general linje, der er nedfældet i Erklæringen af 17. august 1966 fra IKPs centralkomites politiske bureau, Selvkritikken fra IKPs centralkomités politiske bureau af september 1966 og Erklæringen fra IKPs central komites politiske bureau af 23. maj 1967. Det er dokumenter af stor vigtighed, der betegner et vendepunkt i det indonesiske folks kamp og revolution.

Den revolutionære vej, som det indonesiske folk i dag må tilbagelægge under IKPs ledelse, er den kinesiske revolutions ærerige vej, den væbnede kamps vej fra landdistrikterne til omringning af byerne. Denne folkekrigens uovervindelige vej har sine bugtninger og sving og er fuld af forhindringer. Men det er den eneste korrekte vej. Ved konsekvent at lade sig lede af Mao Tse-tungs tænkning, støtte sig på og have tiltro til masserne og ved at mobilisere masserne vil Indonesiens kommunister og revolutionære med sikkerhed overvinde alle vanskeligheder og vinde den endelige sejr.