37 min read

Om artiklen:

Hæfte 1-6, hver på 6-7s. (Tillæg til Kommunistisk Orientering, 5. årg. nr. 18, 2. oktober 1968 – 6. årg. nr. 2, 30. januar 1969)

I første afsnit af vort svar til det svenske GNISTAN på dets åbne, ukammeratlige angreb på os og på vor beskrivelse af virkeligheden i den fuldt udviklede kapitalistiske, vesteuropæiske verden af i dag skrev vi, at arbejdskraftens værdi har været faldende, men at prisen ikke er faldet. Vi angav, at dette var årsagen til det voldsomme opsving i den brede befolknings, herunder arbejderklassens materielle levestandard i vor verden i de senere år.

De første reaktioner fra ind- og udland på første afsnit af “To linjer” har vist, at det vil være nødvendigt at gå mere i dybden med hensyn til selve begrebet “arbejdskraftens værdi”. De fornyede studier og diskussioner i forbindelse med disse reaktioner har desuden vist, at visse af formuleringerne i første afsnit var ufuldstændige. Lad os derfor, før vi går videre med det egentlige svar til GNISTAN, se nærmere på begrebet arbejdskraftens værdi. Det vil her være nødvendigt som udgangspunkt at bringe nogle citater, der belyser Marx’ og Engels’ opfattelser af dette begreb.

Marx skriver i bind I af “Kapitalen” (tysk folkeudgave kapitel 4, engelsk Moskva-udgave kapitel 6):

“Arbejdskraftens værdi bestemmes ligesom enhver anden vares værdi af den til produktion, altså også til reproduktion, af denne specielle artikel nødvendige arbejdstid. Betragtet som værdi repræsenterer arbejdskraften selv kun et bestemt kvantum i sig legemliggjort samfundsmæssigt gennemsnitlige arbejde. Arbejdskraften eksisterer kun som evne hos det levende individ. Produktionen af den forudsætter altså dette individs eksistens. Når individet er givet, består produktionen af arbejdskraften i individets egen reproduktion eller bevarelse. Til sin bevarelse behøver det levende individ en vis sum af midler til livets opretholdelse. Den til produktionen af arbejdskraften nødvendige arbejdstid opløser sig derfor i den til produktionen af disse livsfornødenheder nødvendige arbejdstid, eller arbejdskraftens værdi er værdien af de til dens ejers bevarelse nødvendige livsfornødenheder. Arbejdskraften realiserer imidlertid kun sig selv derved, at den bruges, bliver virksom i arbejdet. I dens virke, arbejdet, forbruges der imidlertid et bestemt kvantum menneskelige muskler, nerver, hjerne o.s.v., der atter må erstattes. Denne forøgede given ud betinger en forøget tagen ind. Når arbejdskraftens ejer i dag har arbejdet, må han i morgen kunne gentage den samme proces under de samme betingelser i henseende til styrke og sundhed. Summen af de til livets opretholdelse nødvendige midler må altså være tilstrækkelig til at opretholde det arbejdende individ i dets normale tilstand. De naturlige behov selv, såsom mad, klæder, varme, bolig o.s.v. er forskellige alt efter et lands klima og andre naturlige betingelser. På den anden side er omfanget af de såkaldt nødvendige behov, såvel som den måde hvorpå de tilfredsstilles, selv et historisk produkt og afhænger derfor for en stor del af et lands kulturniveau, og blandt andet også i væsentlig grad af, under hvilke omstændigheder og derfor med hvilke sædvaner og krav til tilværelsen klassen af frie arbejdere er blevet dannet,, I modsætning til andre varer indeholder værdibestemmelsen af arbejdskraften altså et historisk og moralsk element. For et bestemt land, i en bestemt periode er gennemsnitsmængden af nødvendige midler til livets opretholdelse imidlertid givne.”

I bind III af “Kapitalen” vender Marx tilbage til begrebet arbejdskraftens værdi i en større sammenhæng. Han omtaler det rent fysiske minimum – altså den nederste grænse for arbejdskraftens pris (lønnen), hvor arbejderen kun lige netop får tilstrækkeligt til den nøgne eksistens og reproduktion – og han fortsætter:

“Hans arbejdskrafts værdi afviger fra dette fysiske minimum. Den er forskellig alt efter klimaet og den samfundsmæssige udviklings stade. Den afhænger ikke blot af de fysiske, men også af de historisk udviklede samfundsmæssige behov, der bliver til den anden natur. Men i ethvert land, til en given tid er denne regulerende gennemsnitlige arbejdsløn en given størrelse.”

Når man læser Marx og Engels, må det ikke et øjeblik lades ude af betragtning, at når de taler om arbejdskraftens værdi, beskriver de de almene, universelt gyldige principielle faktorer, der bestemmer denne værdi – men de gør det ud fra den konkrete virkelighed på deres tid først og fremmest i England. De afviger ikke et sekund og kan ikke afvige fra den virkelighed, de kender.

Derfor taler Marx i det første af de netop anførte citater fra “Kapitalen” om den i hvert enkelt land, af klima og historisk udvikling bestemte sædvanemæssige levestandard hos de lag af befolkningen, der som de første i historien danner en klasse af “frie arbejdere” – et proletariat i et kapitalistisk samfund. Derfor fastslår han, at disse lags tilvante – både af klima og af historien bestemte – faktiske levestandard angiver arbejdskraftens værdi ved industrialiseringens gennembrud i verdens første kapitalistiske land, England.

Samtidig fastslår Marx, at arbejdskraftens værdi ikke må forveksles med det nøgne fysiske minimum, men at selve arbejdernes behov, og den måde hvorpå det tilfredsstilles – det vil sige variationen i de nødvendige livsfornødenheder, deres kvalitet o.s.v. – er et historisk produkt, og at det nødvendige behov derfor også er et spørgsmål om sædvane hos arbejderne selv.

Engels udbygger dette synspunkt ved forskellige lejligheder, f.eks. i sine artikler i bladet “The Labour Standard” fra 1881. Han understreger her, at det, så længe kapitalismen eksisterer, er en uomstødeIig lov, at lønnen til arbejderne set over en længere periode vil give ham netop så meget, som er nødvendigt for at “holde ham selv i arbejdsduelig stand og at videreføre sin art”. Vi understreger, at ordet “nødvendigt” hos Engels såvel som hos Marx i denne forbindelse ikke er ensbetydende med det fysiske mindstemål af mad o.s.v., men at det ibetegner behovet som historisk produkt.

Dernæst skriver Engels, at den “gennemsnitlige løn svarer til den sum af fornødenheder, der er tilstrækkelig til at bevare arten arbejdere i et vist land i overensstemmelse med den levestandard, der er sædvanebestemt i idet pågældende land. Denne levestandard kan være meget forskellig for forskellige fag”.

Engels fortæller, hvorledes engelske murere og murerarbejdsmænd på den tid takket være en stærk fagforeningsorganisation har en løn, der ligger betragteligt over andre arbejderes, skønt disse arbejderes arbejde er lige så faglært og fysisk krævende. Disse arbejdere har nemlig ikke forsvaret sig mod arbejdsgivernes forsøg på at presse lønnen (arbejdskraftens pris) ned under arbejdskraftens værdi, og resultatet heraf er, at “de lærer at leve for mindre og mindre lønninger, og deres lønninger falder naturligt til det niveau, som de selv har lært at acceptere som tilstrækkeligt”.

Engels fortsætter:

”Loven om lønnen (d.v.s. loven om at lønnen ligger på arbejdskraftens værdi. K.O.) er altså ikke en lov, der trækker en fast og hård linje. Den er inden for visse grænser ikke ubøjelig.”

I en anden artikel i “The Labour Standard” skriver Engels:

“Den økonomiske lov om lønnen eksisterer, og den er uomstødelig. Men som vi har set, er den elastisk, og det er den på to måder. Lønnen kan sænkes, inden for et bestemt fag, enten direkte ved gradvis at vænne arbejderne i dette fag til en lavere levestandard, eller indirekte ved at forøge antallet af arbejdstimer pr. dag (eller arbejdsintensiteten i det samme antal arbejdstimer) uden at sætte lønnen i vejret.”

“Det er som allerede påpeget nødvendigt at holde sig for øje, at Marx og Engels skriver konkret om en konkret virkelighed. Derfor taler Engels kun om lønlovens elasticitet i forbindelse med et fald i arbejdskraftens værdi. Derfor taler også Marx kun om muligheden af et fald i arbejdskraftens værdi. Derfor siger han udtrykkeligt, at mens han for klarhedens skyld i “Kapitalen” overalt har forudsat, at arbejdskraften bliver solgt til sin værdi, må man i praksis regne med, at prisen vil blive tvunget ned under denne værdi, og at dette medfører et fald i arbejdskraftens værdi.

Arbejderklassens absolutte forarmelse som grundlov for kapitalismen betyder jo netop, at arbejdskraftens pris og dens værdi falder.

Hverken Marx eller Engels kendte en situation, hvor arbejdskraftens pris i en længere periode lå over arbejdskraftens værdi. De kendte ikke en situation, hvor levestandarden for arbejderklassen som helhed blev højnet og holdt sig på det nye niveau over en så lang periode, at arbejdskraftens værdi blev hævet, fordi arbejderne vænnede sig til at leve for højere og højere lønninger. Derfor har hverken Marx eller Engels beskrevet en sådan situation.

Som vi har set, slog Marx og Engels fast, at arbejdskraftens pris – lønnen – under visse omstændigheder kan virke tilbage på arbejdskraftens værdi. De så det ske i Londons Eastend, hvor dele af arbejderklassen lod sig trykke ned i levestandard, vænnede sig det nye lavere niveau og derved sænkede deres egen arbejdskrafts værdi. Det vil sige, de så det ske på den måde, at en pris på arbejdskraften, der lå under dens værdi, tvang denne værdi nedad.

Vi har siden da fået fornyet bekræftelse på, at arbejdskraftens værdi kan lade sig påvirke af arbejdskraftens pris. Vi har fået ny bekræftelse på, at arbejdskraftens værdi er en historisk betinget og ikke en absolut størrelse. Men vi har set det ske på den måde, at en pris over værdien har ført denne værdi opad.

Reformister og chauvinister

GNISTAN skælder os ud for reformister, fordi vi giver GNISTAN ret i, at arbejderklassen i Sverige og Danmark har fået det bedre dette århundrede igennem, men ikke vil anerkende, at det skyldes udbytningen.

GNISTAN skriver om reformisterne:

“I begyndelsen af århundredet påstod de, at arbejderne ikke var udbyttede, fordi de havde yderkavaj eller overfrakke og gik med hvid flip om søndagen til forskel fra 1870’ernes og 1880’ernes proletarer, der ikke havde råd til den slags. I 20’erne og 30’erne gendrev de udbytningen med henvisning til, at der begyndte at komme badeværelse også i de til arbejdere nyopførte etværelses lejligheder, og at arbejderne i almindelighed havde radio, cykle, 48-timers arbejdsuge og i mange tilfælde kolonihave, hvilket de ikke havde haft i 1900-tallets første årtier.”

Det er karakteristisk for GNISTANS besynderlige måde at behandle problemerne på, at de ikke et øjeblik prøver at benægte, at den her beskrevne stigning i arbejderklassens faktiske materielle levestandard er rigtig.

Vi kan altså med fuld ret sige, at GNISTAN og vi er enige om, at arbejderklassen i vore to lande reelt har fået levestandarden sat op siden århundredskiftet.

Forskellen mellem de af GNISTAN omtalte reformister og os er den simple, at reformisterne tog denne nye levestandard som et bevis på kapitalismens fortræffelighed og evne til efterhånden at give sine arbejdere gode kår, mens vi tager den som udtryk netop for kapitalismens hæslighed – som udtryk for at kapitalismen i vore lande direkte og indirekte har udbyttet og udplyndret de koloniale lande på det mest bestialske og uhyrlige og har ladet sine arbejdere få andel i dette rov.

Forskellen mellem GNISTAN selv og os er den, at mens GNISTAN som eneste baggrund for arbejderklassens stigende levefod anfører en voldsomt forøget udbytning, beskriver vi den som resultat af bestikkelse.

Når GNISTAN således hårdnakket benægter enhver sammenhæng mellem arbejderklassens stigende levestandard og udbytningen af kolonierne er det udtryk for en europæisk-chauvinistisk og en i realiteten racistisk vægring ved at erkende, at den hvide vesteuropæiske “civilisation” er bygget op på dynger og atter dynger af farvede menneskers lig. Det er i virkeligheden udtryk for en fejg og afstumpet vægring ved åbent at indrømme, at den hvide vesteuropæiske imperialisme – at hvide mennesker – har hærget og brændt, myrdet og skændet, røvet og plyndret i hele den øvrige verden for at skaffe sig selv en menneskeværdig tilværelse. Det er en rendyrket opportunistisk vægring ved åbent at erkende, at den vesteuropæiske arbejderklasse aldrig har fået ubehagelige fornemmelser i maven ved at æde af imperialismens veldækkede bord, der bugner af tyvekoster. GNISTAN besmykker i virkeligheden kapitalismen.

Lenin sagde – som vi tidligere har fremhævet i K.O. uden at det har fået GNISTANs folk til at tænke sig den mindste smule om – på Kominterns 2. kongres i 1920 bl.a.:

“… at de fremskredne landes kultur har været og stadig er resultatet af, at de er i stand til at leve på bekostning af et tusind millioner undertrykte mennesker. … at kapitalisterne i disse lande får en del mere på denne måde, end de kunne få som profit ved at udplyndre arbejderne i deres egne lande.”

Hvorfor benægter GNISTAN og mange andre i og uden for Vesteuropa, der kalder sig revolutionære marxister-leninister og hylder Mao Tse-tungs tænkning, denne kendsgerning? Hvorfor nægter de at drage konsekvensen ?

Ujævn opgang i et halvt århundrede

Men lad os vende tilbage til arbejdskraftens værdi i Danmark omkring den tid, da arbejderklassen blev skabt sideløbende med industrialiseringen, dvs. i 1870’erne og 1880’erne. Og lad os i grove træk se, hvordan det er gået med den i de efterfølgende årtier.

Den danske arbejderklasse blev ligesom den engelske dannet af håndværksmestre og småproducenter, hvis virksomheder blev knust af den nye industri, af håndværkssvende, af landarbejdere og småbrugere. Denne uensartede sammensætning betød, at der i starten var meget stor forskel på den “faglærte” og den “ufaglærte” arbejders arbejdskrafts værdi – ikke så meget på grund af uddannelsesfaktoren som på grund af den forskellige tilvante levestandard i de forskellige grupper. Denne forskel har holdt sig indtil i dag, omend mindre udpræget end i begyndelsen.

I England, hvor kapitalismens vugge stod, var industrialiseringen ledsaget af et voldsomt fald i den oprindelige levestandard hos de forskellige samfundslag, der dannede den nye arbejderklasse. I Danmark betød industrialiseringen derimod ikke et sådant almindeligt fald i levestandard.

Som helhed bibeholdt den nye arbejderklasse den levestandard, som dens forskellige elementer havde haft, inden de blev arbejdere. Sagt på en anden måde betød det, at den nye arbejderklasse var i stand til at sælge sin arbejdskraft til dens værdi. Årsagen hertil var, at dansk kapitalistisk industri først og fremmest blev til ved hjælp af lån og investeringer fra England og Tyskland og ikke som den engelske gennem en voldsom og indtil da uhørt udpining af arbejderne.

Da det danske landbrug allerede på det tidspunkt var præget af en højere grad af produktivitet end de fleste andre landes og som følge deraf kunne opnå en monopolagtig stilling på markedet i London, var den danske kapitalistiske klasse i stand til at befale arbejdskraftens værdi i løn. Mere end det: Gennem sine fagforeninger og den økonomiske kamp med arbejdsgiverne kunne arbejderklassen ikke blot bibeholde prisen på arbejdskraften (lønnen) på højde med værdien – arbejderklassen var i stand til at skaffe sig yderligere sociale reformer og yderligere indrømmelser fra kapitalisterne, således at prisen på arbejdskraften ret hurtigt som helhed kom til at ligge over   dens oprindelige værdi.

Som beskrevet i det foregående betyder dette, at arbejdskraftens værdi som historisk produkt gradvis hæves. Arbejderklassen vænner sig til en højere materiel levestandard. Denne højere levestandard bliver, som Marx udtrykte det, til “den anden natur”.

Levestandarden – og dermed arbejdskraftens værdi – hæves imidlertid ikke jævnt for hele arbejderklassen.Fagskellene blev bevaret og til en vis grad uddybet. Dansk industri baseredes mere på håndværksmæssig kvalitetsproduktion end på masseproduktion, hvilket bidrager til at holde produktiviteten pr. arbejder nede og altså til at holde arbejdskraftens værdi oppe. På denne baggrund lykkedes det gennem faglig aktivitet visse grupper at hæve deres pris ret betydeligt, mens andre grupper – først og fremmest arbejderne i det kapitalistiske landbrug – var tvunget til at nøjes med en lavere pris. For visse arbejdergruppers vedkommende sker der altså i årenes løb en større stigning i arbejdskraftens værdi, mens værdien for andre gruppers vedkommende enten stagnerede eller steg i meget langsommere tempo.

På intet tidspunkt sker der i Danmark det, der skete i England i første halvdel af det 19. århundrede: at arbejdskraftens pris blev trykket ned under den oprindelige værdi, og at arbejdskraftens værdi dermed faldt.

Årsagen hertil er ikke, at kapitalismen i Danmark (eller for dens sag skyld i Sverige) er mere “menneskelig end i England” ved industrialiseringens begyndelse. Årsagen er, at kapitalismen i Danmark gennem sine forbindelser med først og fremmest England og Tyskland fik andel i de af Lenin omtalte superprofitter fra den koloniale udbytning.

Under og umiddelbart efter den første verdenskrig faldt arbejdskraftens pris – målt i den mængde varer, der kunne købes for lønnen – under den i de foregående årtier erhvervede nye værdi for arbejdskraften. Men prisen på arbejdskraften nærmede sig dog på intet tidspunkt det fysiske minimum.

Blandt andet på grund af den stærke politiske og faglige aktivitet i 1920 steg prisen atter til værdien. Den første verdenskrig betød, at de “allierede” afviste de tyske og østrig-ungarske forsøg på med magt at gennemtvinge en nyopdeling af verden. Til gengæld bidrog den amerikanske imperialisme til en hurtig genrejsning af den tyske industri efter krigen. Langsomt genvandt den vestlige kapitalisme kræfterne. Efterspørgslen efter arbejdskraft voksede, og prisen på denne arbejdskraft steg atter langsomt over værdiens førkrigsniveau.

Den store krise fra 1929 og fremefter medførte endnu engang, at prisen på arbejdskraft faldt under den værdi, som årene fra 1919 havde ført den op på. Overalt antog arbejdsløsheden uhyggelige dimensioner, og selv for dem, der beholdt deres arbejde, betød krisen og dens følger et fornyet fald i arbejdskraftens pris. Men det må understreges, at mens situationen i andre vesteuropæiske lande var så alvorlig, at dele af arbejderklassen en overgang blev tvunget ned i retning af det fysiske minimum, var dette heller ikke dennegang tilfældet i Danmark.

Imidlertid udløste den omstændighed, at arbejdskraftens værdi faldt under dens værdi, som venteligt en voldsom aktivitet og et kraftigt røre i arbejderklassen. Resultatet af denne aktivitet var forskelligt fra land til land. I Danmark var resultatet en generel forbedring af sociallovgivningen.

Under det socialdemokratiske partis ledelse greb regeringen – den borgerlige stat – ind i forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdere, og igennem sociallovgivningen blev problemer om sygeløn, arbejdsløshedsunderstøttelse og en række andre sociale foranstaltninger delvis løst over statsbudgettet. Et af resultaterne blev den stadig eksisterende sammensmeltning mellem det socialdemokratiske partimaskineri, fagbevægelsens velfærdsorganer og statsapparatet. (En tilsvarende udvikling kom i Sverige nogle år efter.)

Slutresultatet af den store krise fra 1929 og fremefter blev derfor ikke, at arbejdskraftens pris varigt blev tvunget ned på eller ned under den værdi, der var det historiske produkt af udviklingen fra 1890’erne. Tværtimod, resultatet blev, at prisen på arbejdskraften i de sidste år før den anden verdenskrig steg endnu et lille stykke over denne værdi – konkret udtrykt i en bedre materiel standard for arbejderklassen som helhed, og denne gang især for de dårligst stillede lag af arbejderne, i forhold til tiden før krisen.

Vi ser således, at faldet i arbejdskraftens pris både ved den første verdenskrigs afslutning og under krisen i trediverne udløste en voldsom faglig, økonomisk kampaktivitet blandt arbejderne for at holde og hæve prisen. Vi ser, at resultatet i begge tilfælde var, at prisen blev hævet, og af den i takt med kapitalismens hele udvikling og den fortsatte koloniale udplyndring hver gang blev hævet op på den før nedgangen eksisterende værdi og derfra videre op.

Der er imidlertid også en betydningsfuld og afslørende forskel på arbejderklassens reaktion på faldet i arbejdskraftens pris i årene 1918-20 og under den store krise. Efter den første verdenskrig udfoldedes der i arbejderklassen ikke blot en faglig aktivitet, men også en revolutionær, socialistisk politisk aktivitet, rettet mod selve lønsystemet, mod kapitalismen. Dette var langt mindre udpræget i Danmark end i andre lande, men det var mærkbart. Under den store krise i trediverne var der derimod ingen sådan revolutionær aktivitet.

For langt fra det fysiske minimum

Den grundlæggende årsag til denne forskel i arbejderklassens reaktion på de to tidspunkter er ikke vanskelig at få øje på.

Både efter den første verdenskrig og under krisen faldt prisen på arbejdskraft under dennes værdi. Dette må og skal fremkalde en spontan protest og aktivitet fra arbejdernes side. Det påviste allerede Marx i “Løn, pris og profit”, og det er atter og atter blevet bekræftet. Kraften i protesten og især   målet for aktiviteten afhænger imidlertid i meget høj grad af, på hvilket niveau arbejdskraftens værdi ligger, og dermed af hvor højt lønnen ligger over det fysiske minimum.

Vi kommer senere i dette svar til GNISTAN tilbage til hele problemet om levefod, ideologi og kamp for socialisme, men det er allerede her nødvendigt at understrege: Når arbejderklassen var mindre revolutionær i sin reaktion på faldet i arbejdskraftens pris under dens værdi i trediverne end efter den første verdenskrig – og det var den – skyldes det i sidste ende, at afstanden fra det fysiske minimum var større i trediverne end i tiden umiddelbart efter den første verdenskrig. Når den revolutionære bevægelse i Vesteuropa i årene 1917-23 ikke på noget tidspunkt var i stand til for alvor at true det kapitalistiske system, er den grundlæggende årsag den samme: Arbejdskraftens pris var – selv under faldet – længere fra det fysiske minimum, end da klassen blev dannet, og den højere værdi før faldet havde sløvet arbejderklassens socialistiske bevidsthed.

Når vi siger det allerede her, skyldes det, at billedet var nøjagtig det samme under og efter den anden verdenskrig: End ikke millioner og atter millioner af døde, end ikke de enorme krigsødelæggelser og de ufattelige lidelser, som denne krig påførte den arbejdende befolkning også i Vesteuropa var tilstrækkelige til at bringe arbejderklassen som helhed så nær det fysiske minimum, at den simpelthen var tvunget til at lave revolution og indføre socialismen for at overleve.

Her spiller de reformistiske socialdemokratier og de såkaldt kommunistiske partier i vor verden også deres lidet flatterende rolle, men som sagt det kommer vi tilbage til.

Indtil midten af halvtredserne forløb udviklingen i Vesteuropa stort set efter det gammelkendte, netop opridsede mønster, også efter den anden verdenskrig. Gennem faglig aktivitet og takket være Marshall-plan og kolonial udbytning lykkedes det, trods arbejdsløshed af betydelige dimensioner, arbejderklassen at hæve prisen på sin arbejdskraft op til den før krigen opnåede værdi og endda et stykke højere op.

To tendenser med fælles virkning

For rigtigt at vurdere udviklingen i arbejderklassens levestandard i hele den her kort beskrevne periode må man klart have to ting i erindringen:

For det første, at udgangspunktet for enhver bedømmelse af kapitalismens virkning for de fuldt udviklede kapitalistiske landes arbejderklasse bestandig må være, at selve kapitalismens karakter og grundlæggende lovmæssigheder fastsætter, at arbejdernes levestandard bestandig vil blive trykket nedad i retning af det fysiske minimum. HVOR DETTE IKKE SKER UNDER KAPITALISMEN, må årsagen søges i, hvad denne kapitalisme foretager sig andetsteds.

For det andet, at arbejdskraftens ujævnt, men sammenlagt over en så lang periode mærkbart og uafviseligt stigende pris træder endnu grellere frem, hvis man betænker, at kapitalismen i hele denne periode uophørligt forøgede produktiviteten i industrien. Som påvist i første afsnit af dette svar til GNISTAN betyder et sådant forbedret industriapparat uvægerligt et fald i arbejdskraftens værdi. Ifølge den af Engels i “The Labour Standard” omtalte lov om lønnen burde denne stigende produktivitet og dette fald i værdien have medført et fald i prisen.

Vi har her to tendenser, der opererer samtidig, På den ene side falder arbejdskraftens værdi som følge af den øgede produktivkraft i de industrigrene, der producerer varer, som indgår i arbejdernes tilvante daglige forbrug. På den anden side stiger arbejdskraftens værdi som følge af den højere løn, som kapitalisterne ikke blot økonomisk har råd til at betale (superprofitterne), men politisk har interesse i at betale for at holde arbejderne i ro.

Ved første øjekast kunne det se ud, som om disse to tendenser var modsætninger, der kunne “opveje” hinanden. I virkeligheden går de imidlertid hånd i hånd og fører samme vej: til højere levestandard.

Lad os betragte det nærmere: Det må nødvendigvis for klarhedens skyld blive en smule skematisk og “abstrakt”, og vi må understrege, at man ikke skal forsøge at regne detailprocessen på et eller andet tidspunkt ud i kroner og ører, omend det aldeles ikke er umuligt at gøre det.

Det første, der sker efter at den danske industriarbejderklasse er dannet er, at produktiviteten i det danske landbrug bliver sat op. Da levnedsmidlerne på det tidspunkt udgør hovedparten af de varer, der indgår i arbejdernes nødvendige forbrug, betyder dette fald i landbrugsvarernes værdi et fald i arbejdskraftens værdi – der som det huskes måles i den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, der medgår til at producere de varer, der er nødvendige for at bevare det arbejdende individ i dets naturlige tilstand og til at reproducere “arten” arbejder.

Da landbrugets produktivitet og kvaliteten af de producerede varer giver dansk landbrug en monopolagtig stilling på London-markedet, og da dette marked takket være de enorme profitter fra de engelske kolonier kan betale monopolpriserne, er det muligt for arbejderne gennem faglig aktivitet at holde prisen på deres arbejdskraft på det gamle niveau, før arbejdskraftens værdi begyndte at falde.

Dette betyder, af arbejderne for den samme pris på deres arbejdskraft – samme løn – kan købe flere varer end før. De kan altså sætte deres forbrug i vejret og skaffe sig flere forbrugsgoder på et niveau, der ligger højere over det fysiske minimum end tidligere.

Denne udvikling medfører igen, at arbejdskraftens værdi hæves op på det niveau, der bestemmes af den uforandrede pris – bestemmes af den forøgede levestandard, der var resultatet af, at prisen ikke faldt sammen med værdien på det foregående trin.

Denne tilvante højere levefod giver imidlertid ikke blot arbejdernes arbejdskraft en højere værdi, den vænner dem også til at få en pris på deres arbejdskraft, der ligger over værdien. De vænnes med andre ord til en stadig stigende levestandard, og de vil derfor ustandseligt gå i aktivitet for at hæve prisen på deres arbejdskraft.

Samtidig medfører både den forøgede købekraft, der bliver resultatet hver gang prisen på arbejdskraften bevares uforandret trods faldende værdi, og den stigende produktivitet inden for alle industriens grene en forøget efterspørgsel efter forbrugsvarer. Der strømmer uophørligt monopolprofitter fra landbrugseksporten til landet, industri- og handelskapitalen kan uophørligt forøge eksporten også af maskiner og andre industrivarer til de store lande, der direkte udplyndrer kolonierne, og de kan uophørligt forøge importen af råstoffer og forbrugsvarer. Konkurrencen gennemtvinger en stadig teknisk udvikling. Skibsfarten bringer endnu en del af superprofitterne til huse.

Alt dette medfører en stadig øget produktivitet og dermed et stadigt fald i arbejdskraftens værdi og en stadig større efterspørgsel. (Naturligvis med afbræk under krig og krise, kurven er ikke lige).

Processen lavere værdi-uforandret pris-højere værdi-højere pris-lavere værdi o.s.v. fortsætter.

Resultatet er det, vi har kunnet konstatere i praksis: Levefoden for den brede befolkning, herunder arbejderklassen er steget fra århundredskiftet til midten af halvtredserne. Den er ikke steget jævnt og i en ubrudt linje, men den er steget som helhed og steget betydeligt. Det private forbrug i Danmark steg ifølge officiel statistik i århundredets første halvdel med 50 % pr. indbygger. Fra 1949 til 1957 steg det yderligere 10 %. Dette stigende forbrug var ujævnt fordelt mellem de forskellige klasser i samfundet, også ujævnt fordelt mellem de forskellige dele af arbejderklassen. Men alle har fået del i det.

Neokolonialisme og landbrug

Når vi sætter et skel omkring midten af halvtredserne, skyldes det den enkle kendsgerning, at det private forbrug pr. indbygger i Danmark i de næste 10 år – fra 1957 til 1966 – stiger med 44 %, og at det altså til i dag er steget lige så meget som i århundredets første halvdel! Mindst.

Eller for at være helt korrekt: Vi sætter skellet omkring midten af halvtredserne, fordi der på det tidspunkt i verdensmålestok indtræder eller fuldbyrdes en radikal forandring i situationen.

Lad os først se lidt på imperialismens karakter og udvikling. Som bekendt var det Lenin, der først studerede og beskrev imperialismen, og det er derfor naturligt at begynde med et citat fra hans geniale værk “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” (Udvalgte værker, København, bind 6). Lenin skriver heri bl.a. (understregningerne er vore):

“Havde kapitalen nu været i stand til at hæve landbruget, der overalt var blevet langt tilbage for industrien, havde den naturligvis kunnet hæve levefoden for befolkningens store masser, som trods den svimlende tekniske udvikling overalt fristede livet udsultede og ludfattige – så havde der ganske vist ikke været tale om nogen ‘kapitaloverflod’. … Men havde kapitalen kunnet dette, så var kapitalismen ikke kapitalisme, for udviklingens ujævnhed, massernes halvforsultede tilstand er netop væsentlige, uundgåelige betingelser og forudsætninger for denne produktionsmåde. Sålænge kapitalisme er kapitalisme bliver kapitaloverfloden ikke anvendt til at hæve massernes levefod i det pågældende land – thi det ville betyde en forringelse af kapitalisternes profit – men derimod ti1 forøgelse af profiten ved kapitaleksport til udlandet, til de tilbagestående lande. I disse tilbagestående lande er profiten i almindelighed meget stor, thi der findes her kun lidt kapital, jorden er forholdsvis billig, lønningerne små og prisen på råstofferne lav. Muligheden for kapi-taludførsel bliver skabt ved, at en række tilbagestående lande allerede er draget ind i verdenskapitalismens kredsløb, jernbanernes hovedlinjer allerede lagt eller under bygning, de elementære betingelser for industriel udvikling sikret o.s.v. Kapitaludførslen nødvendiggøres ved, at kapitalismen i nogle lande er blevet ‘overmoden’, og at kapitalen der (under forudsætning af landbrugets tilbagestående stilling og massernes armod) savner spillerum for ‘rentabel’ beskæftigelse.”

Til dette citat først en række simple spørgsmål og svar:

Sp. Har Lenin ret i at sige, af massernes halvforsultede tilstand er en væsentlig, uundgåelig betingelse for kapitalismens produktionsmåde ?

Sv. Ja.

Sp. Har Lenin ret i at sige, at hvis kapital omkring århundredskiftet, da den trådte ind i imperialismens fase, havde kunnet hæve landbruget og højne massernes levefod, da havde kapitalismen ikke været kapitalisme ?

Sv. Ja.

Sp. Har Lenin ret i at sige, at en højnelse af massernes levefod ville have betydet en formindskelse af kapitalisternes profit ?

Sv. Ja.

Sp. Har Lenin ret i at sige, at kapitalen – så længe landbruget var tilbagestående, og masserne levede i armod – savnede spillerum for “rentabel” beskæftigelse i kapitalismens moderlande ?

Sv. Ja.

Ja, Lenin har ret i alle disse ting. Lenin gav her en fuldt korrekt beskrivelse af, hvilke uundgåelige betingelser og uomgængelige økonomiske love, der førte til, at kapitalen trådte ind i imperialismens stadium og var tvunget til kapitaleksport for at bevare og forøge profiten.

Vi tror ikke, GNISTAN vil sige os imod, når vi således giver Lenin ret.

Men så kommer GNISTAN til gengæld til at sige sig selv imod, og det vil være dem plat umuligt at forklare, hvad det er for en samfundsform, man har i Sverige i dag – hvis de fastholder, at vi har uret med hensyn til sammenhængen mellem vor brede befolknings høje levefod og netop denne kapitaleksport og udplyndring af de tilbagestående lande.

Lenin siger, at hvis kapitalen havde kunnet hæve landbruget – dvs. mekanisere og modernisere det – så havde kapitalismen ikke været kapitalisme.

Den af GNISTAN så ihærdigt efterlyste konkrete analyse af konkrete kendsgerninger viser, at kapitalen i de fuldt udviklede vesteuropæiske kapitalistiske lande faktisk siden midten af halvtredserne har været i stand til at hæve landbruget.

Den svenske landbrugsproduktion har ikke udvist faldende tendens i de senere år, men ifølge tal fra GNISTANs egen organisation (KFMLs Studiebrev nr. 1, udarbejdet af GNISTANs redaktør) er antallet af ansatte i skov- og landbrug i Sverige fra 1940 til 1960 faldet fra 832.300 til 445.300, og det er siden faldet yderligere. Landbruget er altså blevet “hævet”.

Danmark – hvis samlede arbejdsstyrke i landbruget omregnet i helårsarbejdere i årene fra 1957/58 til 1966/67 fra 318.203 til 193.563 – indtager fortsat en topstilling i Vesteuropa m.h.t. produktivitet, men som helhed er billedet af kapitalens nyerhvervede evne til at hæve landbruget det samme i hele det fuldt udviklede kapitalistiske Vesteuropa.

Betyder det, at kapitalismen er ophørt med at være kapitalisme ?

Pudsigt nok viser GNISTANs egen “konkrete analyse af konkrete kendsgerninger” i Sverige, at den brede befolkning i dette land ikke er halvforsultede eller lever i armod.

Betyder det, at kapitalismen er ophørt med at være kapitalisme ?

Det betyder enten det eller at kapitalismen har fundet profitmuligheder, der har ændret billedet, således at den i dag kan gøre det, Lenin rigtigt påviste, at den ikke kunne gøre i 1900.

Billedet har ganske rigtigt ændret sig. Hvis vi studerer virkeligheden, hvis vi tager vort udgangspunkt i objektive kendsgerninger, vil vi se, at virkeligheden er anderledes i de imperialistiske lande og for imperialismen som helhed, end den var, da Lenin så genialt beskrev den i 1916.

Landbruget er blevet hævet og den brede befolknings levefod er blevet højnet. Intet kan tilsløre denne kendsgerning. KUN TÅBER OG DOGATISKE VANETÆNKERE VIL DRØMME OM AT BENÆGTE DET. Kun folk, der har glemt Mao Tse-tungs ord om, at “folk må tilpasse deres tankegang til de ændrede betingelser”, vil fortsat kunne få sig selv til at anvende ordene “voldsomt udbyttet” eller “udsuget” om vor verdens arbejder-klasse af i dag.

Det betyder også, at Lenins beskrivelse af forholdene i imperialismens lande ikke længere dækker virkeligheden.

Men man kan og man skal fortsat benytte hans måde at studere virkeligheden på, hans måde at anskue den på og hans måde at beskrive den på.

Lenin skrev i “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” at en del af definitionen på begrebet imperialisme er, at den er

“kapitalismen på det udviklingstrin, hvor finanskapitalens og monopolernes herredømme er skabt, hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdens opdeling mellem de internationale truster er begyndt, og opdelingen af jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet.”

I sin kerne er denne del af Lenins definition – lige som den del af den, der siger, at imperialismen er døende og forrådnende kapitalisme, snyltende kapitalisme – fortsat rigtig og fuldt ud gyldig. Men virkeligheden har efter den anden verdenskrig ændret sig i en sådan grad, at de i foranstående citat understregede linjer bør lyde omtrent som følger i dag: “.. hvor den ikke socialistiske verdens opdeling mellem de internationale truster og de sovjetiske moderne revisionister er afsluttet, og opdelingen af jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande med enkelte undtagelser er ophævet.”

Det må fremhæves, at når Lenin sagde, at opdelingen af jordens hele territorium … er afsluttet, sigtede han til opdelingen af de ikke-imperialistiske lande i kolonier under de forskellige kapitalistiske lande, og at med ordet “afsluttet” ikke mente, at sagen var uforanderligt afsluttet, men kun at der ikke var mere at dele. Der kunne fra den dag kun blive tale om at nyopdele.

Når vi skriver, at “verdens opdeling mellem de internationale truster og de sovjetiske moderne revisionister er “afsluttet”, betyder det på tilsvarende måde blot dette, at det kapløb trusterne imellem om at opdele verden, som ifølge Lenin var begyndt, nu er afsluttet på en sådan måde, at de amerikanske truster har vundet absolut overhånd i hele den del af verden, der ligger uden for de sovjetiske revisionisters rækkevidde med undtagelse af de socialistiske lande. Når vi skriver, at “opdelingen af jordens hele territorium … er ophævet”, mener vi, at de gamle kolonier med enkelte undtagelser fra tiden efter den anden verdenskrig har fået deres nationale selvstændighed – at kolonialismen med visse undtagelser er afløst af neokolonialismen.

(Vi har hermed naturligvis ikke tegnet et fuldgyldigt verdensbillede. Selve den kendsgerning, at den sovjetiske revisionisme er trådt ind på arenaen som neokolonialistisk magt, og ikke mindst den kendsgerning, at Kina med en fjerdedel af menneskeheden er blevet og forbliver socialistisk, giver nye og dybtgående ændringer. Men det ændrer intet af den side af sagen, som vi beskæftiger os med her.)

At virkeligheden således har ændret sig med hensyn til imperialismen og kolonialismen, skyldes først og fremmest een ting: Den amerikanske imperialismes altdominerende stilling i den imperialistiske og kapitalistiske verden som følge af den anden verdenskrig. USA var som bekendt bagud med sin kapitalistiske udvikling og det kom derfor bagud ved opdelingen af verden i kolonier. USA har derfor i mange årtier været en “fjende” af kolonisystemet – ikke af pæne “demokratiske” årsager, men fordi det gamle kolonisystem skabte barrierer for den amerikanske kapitals indtrængen i og udbytning af disse kolonier.

Som følge af den anden verdenskrig svækkelse af alle andre imperialistiske magter og styrkelse af USA selv lykkedes det i årene efter den anden verdenskrig med enkelte undtagelser USA at få dette kolonisystem bragt til ophør. Den gamle udbytningsform blev erstattet af den neokolonialistiske udbytningsform – der er langt værre for de udbyttede nationer og langt mere fordelagtig for imperialismen.

Neokolonialismen betyder en fortsat og forstærket udnyttelse og underkuelse af de tidligere koloniale folk efter af de har fået deres “nationale selvstændighed”. Den neokolonialistiske udbytning foregår gennem forøget kapitaleksport, gennem forstærket ulighed i handelsmæssig henseende, gennem forstærket udbygning af et kapitalistisk produktionsapparat i de tidligere koloniale lande (gennem dyre og snærende lån eller gennem direkte fremmed investering) og en forstærket hjemtagning af profitter.

Neokolonialismen har, da den er gennemtvunget af den amerikanske imperialisme, naturligvis først og fremmest gavnet den amerikanske storkapital og givet den endnu større profit end tidligere. Den har åbnet den vejen til de områder af Asien og Afrika (Kina undtaget – heldigvis for Kina og for alverdens folk), der tidligere blev domineret af den engelske, franske, hollandske, belgiske og anden kapital.

Men neokolonialismen har i virkeligheden gavnet hele den imperialistiske verden.   De nye profitter, der blev hentet hjem ved at forstærke udbytningen under de nye former, gav netop kapitalen den mulighed for at hæve landbruget, som den ikke tidligere havde haft. Den gav kapitalen i de vesteuropæiske lande mulighed for at mekanisere landbruget, øge dets produktivitet i hidtil uset grad – uden at det gik ud over profiten. Den gav derigennem stødet til, at kapitalen kunne finde fornyet “rentabel” beskæftigelse i de kapitalistiske moderlande selv ved at hæve den brede befolknings levefod – eller udtrykt økonomisk-kapitalistisk: ved at give muligheder for produktion og afsætning af hidtil usete dimensioner. Den har givet stødet til og skabt profitmulighederne i forbindelse med automatisering o.s.v.

En kraftig forøgelse af landbrugets produktivitet betyder, som snart mange gange påpeget, et fornyet fald i arbejdskraftens værdi. Da profiterne fra neokolonialismen stadig før det muligt for imperialismen ikke at trykke arbejdskraftens pris nedad, betyder et fald i værdien, at arbejderklassen og hele den brede befolkning kan aftage flere forbrugsvarer af anden art end levnedsmidler. Det er i så henseende typisk, at fødevarernes andel i forbruget i Danmark fra 1949 til 1966 faldt fra 32 % til 23 %.

Der bliver således nye muligheder for forbrugsvareindustrien, for produktion af produktionsmidler. Profiten stiger og stiger, levefoden i hele den fuldt udviklede vesteuropæiske kapitalistiske verden stiger og stiger.

Det er symptomatisk og afslørende for den her påviste sammenhæng mellem neokolonialisme og levefod, at lande som f.eks. Frankrig, der længe holdt fast ved sit kolonirige, først nu er ved for alvor at komme med i den almindelige udvikling, mens Portugal, der har beholdt sine gammeldags kolonier i Afrika, slet ikke er med i moderniseringen af landbruget o.s.v. (Dets afhængighed af England spiller selvsagt ind her). Vesttyskland, der slet intet kolonirige havde at afvikle, var med fra starten, og her har udviklingen vil nok været mest eksplosiv.

Neokolonialismen har givet kapitalen mulighed for at gøre det, den på Lenins tid ikke kunne gøre, hvis den fortsat skulle være kapitalisme.

Den har brugt de nye enorme profiter til gennem landbrugets mekanisering at sænke arbejdskraftens værdi og ved samtidig gennem hidtil usete reklamebrøl at skabe helt nye og kunstige behov hos den brede befolkning. I ingen anden periode er der sket en så eksplosionsagtig udvikling i produktion og afsætning af såkaldt varige forbrugsgoder. Det er i denne periode fjernsyn er blevet almindeligt. Det er i denne periode køleskabe og dybfrysere, båndoptagere og smalfilmkameraer er blevet hvermand eje i Danmark og i Sverige. Det er i denne periode teenagerne træder frem som købedygtigt publikum af specielle varer. Det er i denne periode f.eks. den danske Kgl. Porcelænsfabrik lukker sin afdeling for produktion af fajance, fordi der ingen afsætning er på det “billige skidt”. Det er i denne periode, man begynder at anlægge parkeringsplads til elevernes biler ved nyopførelse af gymnasieskoler i Danmark.

Det er også i denne periode – hvor arbejdskraftens værdi ved tilvænningens magt bliver hævet som aldrig før – at vi har Vietnam-krig, der bliver påset i total passivitet af de brede arbejdermasser i Vesteuropa. Det er i denne periode, havnearbejdere i London strejker til fordel for en racistisk konservativ, og det er ikke blot i denne periode, men i indeværende måned – oktober 1968 – at en

 såkaldt “kommunist” stiller til valg til posten som formand for Sømændenes Forbund med det ene afgørende punkt på sit program: at være den stærke mand, der får jaget de fremmede søfolk ud af danske skibe på langfart.

Her er også en sammenhæng, ganske svarende til den sammenhæng Marx så mellem de engelske arbejderes levefod, deres holdning ti1 de irske arbejdere – og deres manglende evne og vilje til at lave revolution, selv om den økonomiske situation i England var til det.

Det ser vi nærmere på i 3. afsnit.

(fortsættes i næste nr.)