Imperialismen
Danmark tilhører det imperialistiske verdenssystem. Vi lever i et imperialistisk land. Danmarks rigdomme stammer ikke kun fra produktion her i landet, men har som grundlag såvel den fortidige som den nutidige udbytning af 3. verden. Udplyndringen af ressourcerne i Asien, Afrika og Latinamerika har haft forskellige former i de forskellige epoker. Det lille Danmark har fulgt ganske pænt med i alle epoker, startende med jagt på slaver og kolonidrift ved slaveri. I en lang periode var en væsentlig del af den danske udbytning af kolonierne inddirekte. Det skete ved at Danmark fik gode priser for sine landbrugsprodukter på det engelske marked og således fik del i Englands koloniprofitter. Den neokoloniale udbytning, der er hovedformen i dag, stiller gode betingelser for at et lille land som Danmark får sin del af rovet.
De imperialistiske lande har monopol på finans, industri og højtudviklet teknisk viden. Dette monopol benyttes i en verdensomspændende systematiseret udbytning af folkene i 3. verden. Udbytningen foregår på flere måder. Dels igennem lån. Dels ved direkte investeringer i minedrift, industri, plantager o.l., der udnytter den billige arbejdskraft samt ofte udnytter de gunstige vilkår for investeringer, som udbyttede lande stiller de multionationale monopoler. Dels igennem at presse ulandenes råstofpriser i bund. Dels gennem salg af licenser, hvilket kun er muligt p.g.a. det imperialistiske monopol på den højtudviklede tekniske viden.
Oprindelig havde den gryende kapitalisme skabt en forarmet arbejderklasse, et proletariat, der levede på randen af hungersnød. Deres arbejdskraft blev udnyttet groft, både igennem en lang arbejdsuge, såvel som igennem en intensiv rovdrift. Senere gjorde ekstraprofitter fra kolonierne det muligt for kapitalen at svække modsigelsen mellem arbejderklassen og borgerskabet ved at bestikke visse lag i arbejderklassen fagforeningsfolk og særlig højtuddannede faglærte arbejdere. Langsomt fik et lag af arbejdere, et arbejderaristokrati, visse økonomiske privilegier i forhold til det forarmede flertal. Denne udviklingstendens forstærkedes løbende under imperialismen.
Den neokoloniale epoke af imperialismen, slog endelig igennem efter 2. Verdenskrig. Udbytningen af folkene i 3. verden blev mere intensiveret og systematiseret. Dette fik sin virkning i de kapitalistiske hjemlande, forbrugersamfundet slog endeligt igennem. Der var ikke mere tale om noget arbejderaristokrati, hele arbejderklassen uden undtagelse nød gennem deres høje levestandard godt af udbytningen af 3. verden. Udtrykket arbejderaristokrati har nu kun mening at anvende i verdensmålestok, hvis man sammenligner den imperialistiske arbejderklasse med de forarmede befolkninger i de undertrykte lande.
“Bestikkelsen” af arbejderklassen i de kapitalistiske lande har skabt en effektiv borgfred mellem kapitalister og arbejdere. Klassekampen, med socialistisk perspektiv, mellem borgerskab og proletariat føres ikke i dag. Arbejderklassens kamp har gennemgået ændringer sideløbende med ændringer i arbejderklassen selv. Snylterstatsarbejderklassen fører klassekamp, men kun en kamp, der drejer sig om fordeling af rovet. De imperialistiske landes arbejderklasser har under 2. Verdenskrig kastet sig ud i krig med hverandre og kæmpet for det nationale borgerskabs koloni, profit, markeds og råstofhunger. Millionvis af mennesker måtte lade livet under denne krig uden de kapitalistiske bagmænd blev gjort ansvarlige, uden at arbejderne (i det store hele) ville afskaffe den rådne kapitalisme for at opbygge et nyt samfund uden verdenskrige, et socialistisk samfund.
Den langvarige periode med stigende velstand i arbejderklassen har sat sine tydelige spor. Opportunismen har trængt kraftigere og kraftigere ind i arbejderklassen. Som påvist af Engels og Marx, havde et mindretal af den engelske arbejderklasse fået en priviligeret stilling på deres tid. Lenin påviste, at på hans tid, havde en del af arbejderklassen i ethvert af de imperialistiske lande opnået en priviligeret stilling. I dag har hele arbejderklassen i samtlige imperialistiske lande opnået en priviligeret stilling i forhold til arbejdere og bønder i de undertrykte lande.
Dette har skabt en situation, hvor arbejderklassens kortsigtede interesser her i Danmark og andre imperialistiske lande ikke har skyggen af et revolutionært socialistisk perspektiv. Alle venstreorienterede partier og grupper slås om at være avantgarden i arbejderklassens fagegoistiske, egenkærlige, forstokkede, spidsborgerlige, chauvinistiske og racistiske kamp for bedre forhold. Arbejderne har ikke kun deres lænker at tabe, som på Marx/Engels tid, de har et hav af materielle privilegier, som det kun har været muligt at skrabe sammen, fordi millioner af mennesker i 3. verden holdes nede i fattigdom og elendighed.
Kampen mod imperialismen
Engels skrev i 1885:
Sandheden er følgende: Så længe Englands industrimonopol varede ved, fik den engelske arbejderklasse til en vis grad andel i dette monopols fordele. Disse fordele blev fordelt meget ulige imellem dem; det priviligerede mindretal indkasserede størsteparten, men selv det store flertal fik sin part, i hvert fald af og til, forbigående. Og det er grunden til, at der efter owenismens uddøen ikke har eksisteret nogen socialisme i England. Med monopolets sammenbrud vil den engelske arbejderklasse miste denne priviligerede stilling. Den vil en skønne dag i sin helhed – inklusive det priviligerede og ledende mindretal – komme til at stå på samme niveau som udlandets arbejdere. Og det er grunden til, at der igen vil opstå socialisme i England.
I modsætning til 1885 har vi i dag en arbejderklasse, der i lang tid som helhed har nydt og nyder store privilegier, på grundlag af den imperialistiske udbytning af 3. verden. Vi må som Engels konstatere, blot i uhyre grad, at socialistiske bevægelser først virkeligt kan opstå når forudsætningerne for arbejderklassens privilegier forsvinder.
Arbejderklassen i Danmark er gennemsyret småborgerlig, den er hverken i stand til at føre socialistisk klassekamp eller virkeligt at støtte befrielsesbevægelser i 3. verden. Dele af arbejderklassen kunne meget vel udtrykke deres solidaritet med FNL under Vietnamkrigen. Ligeledes kunne dele af arbejderklassen give symbolske syndsforladelser til FNL-indsamlingen. Men det var utænkeligt, at man tog skridt, der krævede ofre, hvor små de end måtte være. Boycottede man sejladsen på Vietnam, der støttede de sydvietnamesiske marionetter og den amerikanske krigsførelse? Nej! De danske sømænd hyttede deres eget skind ved at kræve øget risikobetaling for sejlads i området. Det var deres solidaritet med de kæmpende vietnamesere. Fy fanden for en solidaritet.
Det nytter ikke at stikke blår i øjnene på sig selv og arbejde efter det dogme, at arbejderklassen er revolutionær! De objektive betingelser for revolutionen, for arbejderklassens magtovertagelse, er ikke tilstede i de imperialistiske lande. Der er intet der tvinger arbejderklassen til at gøre oprør og man kan ikke snakke klasser til oprør. Klasser gør oprør, når de vilkår de lever under tvinger dem til det, når de kun har valget mellem oprør og udslettelse, vælger de oprør. I dag har arbejderklassen kortsigtede fælles interesser med borgerskabet i udbytningen af 3. verden, og hvad enten de mener det eller ej, så handler de dog ud fra dette faktum.
Der findes ingen revolutionære masser i de imperialistiske lande, de findes i de undertrykte lande. De objektive betingelser for kamp mod det imperialistiske system findes ikke her,men der. Selve kampen mod imperialismen føres ikke her, men føres rent faktisk der forskellige steder i 3. verden.
Befrielseskampe i den 3. verden er med til at undergrave det fundament imperialismen er bygget på, det indskrænker imperialismens udviklingsveje. Imperialismen undergraves hverken med ord eller med krav om højere løn, uanset om disse krav indfries eller ej. Befrielsesbevægelsernes kamp får ikke bedre forudsætninger p.g.a. fine solidaritetserklæringer, fra vor del af verden. Vil vi have socialisme heryog det vil vi som socialister, må vi tage konsekvensen og materielt støtte de eneste massekampe i dag, der undergraver imperialismen, nemlig de revolutionære kampe, der foregår forskellige steder i 3. verden.
Situationen i Zimbabwe
Den antiimperialistiske kamp har haft et af sine centre i Det sydlige Afrika de senere år. En kamp der er blevet ført såvel mod portugisisk kolonialisme, de hvide settlerregimer og neokolonialismen. Kampens betydning for os er speciel stor, når man betragter de enorme råstofressourcer i Sydafrika og dets koloni Sydvestafrika (Namibia) og betragter hvorledes disse råstofressourcer plyndres af imperialismen.
I dag er kampen i Det sydlige Afrika centreret omkring Zimbabwe. Hjælp til befrielsesbevægelser i Det sydlige Afrika vil således være særlig effektivt placeret i Zimbabwe. Vi har valgt at støtte ZANU, fordi vi ønsker at støtte de kræfter, der mest effektivt på længere sigt bekæmper imperialismen i Det sydlige Afrika. Man må støtte dem, der ikke stopper revolutionen på halvvejen og forsumper i en neokolonial “løsning”. ZANU er den mest effektive kraft i kampen i Zimbabwe mod Smithregimet og har samtidigt de fornuftigste perspektiver med hensyn til udryddelsen af såvel settlerregimet som neokolonialismen.
ZANU har et stort behov for hjælp til kampen, til administration af de befriede områder og til varetagelse af befolkningens interesser i de ZANU-administrerede flygtningelejre i Mozambique. Specielt er situationen i de befriede områder kritisk. Settlertropperne har på grund af ZANLAs øgede militære aktivitet næsten rømmet alle såkaldte “beskyttede landsbyer”. Først er bønderne frataget alle muligheder for selv at dyrke deres jord og klare sig selv, dernæst flygter racistregimets styrker og folket står nu uden såvel mad som såsæd og kreaturer. I de områder, hvor der kæmpes om kontrollen, har Smith-regimet indført skærpede undtagelsestilstande, som har øget befolkningens nød og elendighed. I de befriede områder er befolkningen på 1,3 millioner, i kampområderne med undtagelsestilstand er befolkningen på 3,5 millioner. ZANUs behov er således store. Hertil kommer de 80.000 zimbabweanere i flygtningelejrene i Mozambique. Disse folk lever under meget vanskelige forhold. Før ZANU havde direkte befriede områder flygtede mange til Mozambique fra Rhodesia for at få militærtræning af ZANU og således kunne deltage i kampen. Mange flygtede fra terroren i Rhodesia, men de får den stadig at føle. Jævnligt bomber de rhodesiske fly flygtningelejrene i såvel Mozambique som Zimbabwe. Hundredevis dør under sådanne bombe- og napalmangreb og tusinder bliver såret.
ZANU har udover militært materiel brug for mad, tøj, medicin, hospitalsudstyr, landbrugsudstyr og uddannelsesudstyr. I Robert Mugabe’s appel om økonomisk støtte (se artiklen senere i bladet) angiver han, at der er et presserende behov for indkøb af disse ting på ialt 5 mill. $ og et behov for det næste halve år på ialt 20 mill. $. Tøj indgår som den næststørste post (efter mad) blandt de presserende behov. I alt 750.000 $ er afsat til indkøb af tøj, svarende til 15% af hele det afsatte beløb.
Behovet for tøj er således meget stort specielt i de befriede områder i Zimbabwe. Vi mener vi bedst kan udnytte vores kræfter ved primært at sende brugt tøj. Det er relativt let at samle store værdier af brugt tøj ind i Danmark, hvor folk ofte smider store mængder af næsten nyt tøj væk. Brugsværdien af dette tøj er næsten den samme som brugsværdien for nyt tøj. Store værdier kan således overføres til ZANU i form af brugt tøj, der dækker et presserende behov hos befolkningen i Zimbabwe og flygtningelejrene og frigør ZANUs rede penge til andre formål. Desuden sætter tøjet folket i bedre stand til at producere livsfornødenheder og deltage i kampen.
Resultaterne af det hidtidige arbejde
Siden 1972 har TØJ TIL AFRIKA samlet brugt tøj. Det bedste tøj er blevet sendt med skib til befrielsesbevægelserne.
Følgende tøjmængder er blevet sendt:
| 1972 | 0,9 | tons til MPLA (Angola) |
| 1973 | 4,7 | tons til FRELIMO (Mozambique) |
| 4.0 | tons til PFLOAG (Oman) | |
| 1974 | 4.7 | tons til FRELIMO |
| 1975 | 1,4 | tons til MPLA |
| 6.8 | tons til PFLO (Oman) | |
| 5.1 | tons til ZANU (Zimbabwe) | |
| 1976 | 9,1 | tons til ZANU |
| 1977 | 27,3 | tons til ZANU |
| 1978 | 54,0 | tons til ZANU (januar-september) |
Ialt løber dette op til 118 tons brugt tøj, såsom skjorter, bukser, kjoler, frakker, trøjer, undertøj, børnetøj, sko, tæpper og uniformer.
Et kg. tøj har cirka en værdi af 25 kr. for befrielsesbevægelserne på stedet. Den samlede tøjmængde svarer således til 3. mill. kr.
Afdelingerne og deres arbejde
TØJ TIL AFRIKA består idag af følgende 5 afdelinger, der alle er knyttet til Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA):
| København: | Vibevej 7, 2400 København NV |
| Holbæk: | Munkholmvej 19 st. th. 4300 Holbæk |
| Odense: | Adamsgade 1 A, 5000 Odense |
| Nordjylland: | Vesterkærsvej 110, Tolstrup, 9670 Løgstør |
Den enkelte afdeling planlægger og udfører arbejdet i det lokale område. Arbejdet består blandt andet i uddeling af løbesedler, indsamling af tøj, sortering samt presning af tøjet i baller.
Finansieringen af forsendelserne foregår ved indsamlinger af penge, afholdelse af loppemarkeder, salg af klude samt i Odense ved salg af brugt tøj fra butikken Adamsgade 1 A.
De enkelte afdelingers arbejde bliver effektiviseret igennem en koordinering af arbejdet, samt igennem udveksling af erfaringer afdelingerne imellem. Afdelingerne laver sammen med Kommunistisk Arbejdsgruppe informations- og propagandaarbejde, for at samle flere folk i det antiimperialistiske arbejde i TØJ TIL AFRIKA.
Vi har behov for flere kræfter!
Enhver som anerkender TØJ TIL AFRIKAs grundlag og ønsker at yde en stabil indsats kan blive medlem ved at henvende sig til den nærmeste afdeling. Nye afdelinger kan komme igang ved henvendelse til Kommunistisk Arbejdsgruppe, Vibevej 7, 2400 København NV.
Vi ønsker at så mange som muligt forenes i TØJ TIL AFRIKA. Derved øges støtten til befrielsesbevægelserne, og tidspunktet for deres sejr over imperialister og settlere rykker nærmere.