Venstrefløjens glorificering af det danske demokrati

Hvad skal en demokratisk internationalist gøre, når de rige “internt” demokratiske lande opfører sig udemokratisk “eksternt”. Når deres økonomiske og politiske system dominerer og udbytter den fattige verden. Et svar til Preben Wilhjelm.

I et debatindlæg d. 5.2.95 argumenterer Preben Wilhjelm (PW) for, at nynazisterne og de autonome er ét fedt. Begge parter er i følge PW fundamentalt antidemokratiske. Dog behøver vi ikke frygte, at nynazisterne får tag i større dele af ungdommen, da fremmedhadet, ved hvis bål de henter deres næring, fortrinsvis appellerer til de ældre og mere satte danskere, beroliger PW os. Anderledes forholder det sig med de autonome. Deres “slagvarer”, så som Unionsafstemningen, Tamilsagen og Øresundsbroen, hvis centrale element er tilsidesættelse af de demokratiske spilleregler, er der noget mere “salg” i, og derfor kan man frygte, at de autonome vil få øget tilslutning.

Umiddelbart kan det undre, at PW sætter nynazisterne og de autonome i samme anti-demokratiske bås. All den stund at nynazisterne har det anti-demokratiske som et direkte programpunkt, medens de autonome netop ønsker decentrale og deltagerdemokratiske styreformer.

De autonome består af en bred vifte af grupper med forskellige holdninger til den måde det eksisterende demokrati fungerer på. Det kan godt være der er nogle få “udemokratisk sindet” blandt denne brogede flok, ligesom der var i VS, dengang P.W. var ung og politisk aktiv, men det er ikke betegnende for den autonome bevægelse. Deres interne organisationsform er basisdemokratisk, og de tager netop demokratiet meget alvorligt og har påpeget den forvitring, P.W. også ser i proceduren omkring EU-afstemningen, Øresundsbroen osv.

PW gør da heller ikke meget ud af at dokumentere sine påstande om de autonomes anti-demokratiske sindelag. Er det aktioner mod Shells støtte til apartheidregimet, husbesættelser, modstand mod Øresundsbroen m.m., der beviser de autonomes antidemokratiske sindelag?

Det præciserer PW ikke nærmere. Dog fremgår det indirekte, at PW finder et udtryk for de autonomes manglende demokratiske ånd i deres støtte til Marc Rudin, “som i deres øjne nærmest er en politisk martyr” og deres kontakt med Blekingegadebanden (BB). Denne kontakt underbygger og beviser åbenbart PWs centrale kritik mod de autonome, der gælder deres opfattelse der gælder deres opfattelse af situationen i danmark. PW skriver:

(De er) Altid skarpe analytikere med stor viden især om tredjeverden. Der hvor kæden springer af for dem er lige præcis ved betydningen af vilkårene for den politiske kamp: Det er for dem grundlæggende et fedt om den foregår under et styre som ikke tillader oppositions-partier, der forfølger anderledes tænkende og monopoliserer opinionsdannelsen, eller den foregår i et politisk demokrati for det er til syvende og sidst kun et skindemokrati

Men beviser og underbygger de autonomes politiske kontakt med BB, at de er antidemokratiske? BB har brudt den borgerlige straffelov, det er uomtvistelig, men derfra og til at forkaste det politike demokrati, er der et stykke vej. BBs politiske strategi var ikke at angribe statsapparatet i Danmark, vi mener ikke, at en voldelig revolution står på dagsordenen her i landet.

BB og de autonome tror ikke, man kan revolutionere samfundet uden et befolkningsflertal ønsker forandring. BZ’ere og autonome har f.eks. altid taget afstand fra de leninistiske strømninger, der prægede den gamle venstrefløj – inklusive BB’s røddcr og PW’s VS. De autonome har aldrig set sig selv som avantgarden, der skulle lede masserne. Kritikken af det borgerlige demokrati går på, at det er utilstrækkeligt. Men det betyder ikke at vi sidestiller det danske politiske system med militærdiktaturer og fascistregimer, sådan som PW antyder. Vi mener således ikke at det danske parlamentariske demokrati er en ligegyldig facade, men tilkæmpede rettigheder som vi ønsker at uddybe og udbrede.

Imidlertid foreligger der et dilemma, som tilsyneladende ikke eksisterer i PW’s verden. Problemet er, hvordan tilhængere af et globalt folkeligt demokrati – en mere lige verden både økonomisk og politisk – skal handle i en rig enklave med et parlamentarisk politisk demokrati. Dilemmaet uddybes af den sammenhæng, der er mellem vores rigdom og Den tredje Verdens fattigdom. Hvordan kan vi bevare de possitive træk ved det borgerlige demokrati, samtidig med at demokratiet uddybes til også at omfatte den økonomiske sfære, og udvides til ikke kun at omfatte en lille minoritet af verdens befolkning, men udbredes globalt.

Det dilemma, som tilsyneladende ikke eksisterer for PW, men i allerhøjeste grad for mennesker, der tænker og opfatter sig som internationalister, kan meget vel illustreres af Palæstina-konflikten.

I 1947 vedtager FN med Danmarks stemme den såkaldte delingsplan, der skulle føre til en israelsk stat og en palæstinensisk stat. Denne plan bliver som bekendt aldrig ført ud i livet. Årene går, og Danmark og resten af den rige verden lever på ingen måde op til den vedtagne plan, kun israelerne får et hjemland, palæstinenserne kan rådne op i deres flygtningelejre.

Hvad så? Skal man være legalist i Danmark og dermed deltage i Danmarks medløberi. Eller skal man være international demokrat og støtte udbredelsen af nationale- og demokratiske rettigheder? Hvad skal en demokratisk internationalist gøre, når de rige “internt” demokratiske lande opfører sig udemokratisk “eksternt”. Når deres økonomiske og politiske system dominerer og udbytter den fattige verden? Hvor vigtigt er da hensynet til det formelle parlamentariske system i dcn rige enklave i en udemokratisk verden? Det var/er vores dilemma. Det er et dilemma, som vi ingen patentløsning har på, men immervæk et som eksisterer for nogle mennesker, og vil blive yderst fremtrædende i de kommende år.

Det kan godt være vores handlinger har været forkerte, men kritikken mod os fra den gamle venstrefløj har været en hændervridende glorificering af det danske demokrati og en negligering af den internationalisme, der burde være et særkende for den politiske venstrefløj.

Spørgsmålet er, om det ikke er PW’s kæde der springer af, at han ikke kan se de globale vilkår for den politiske kamp. Han ser det danske politiske system isoleret fra en verden, der i stadig stigende grad internationaliseres økonomisk og politisk. Globaliseringen betyder, at internationale økonomiske og politiske forhold i stadig højere grad er bestemmende for det danske samfunds udvikling. Konsekvensen er ikke, at man skal føre samme politik i en bananrepublik og i et borgerligt demokrati. Men er det ikke sådan, at det danske demokrati kun kan bevares og udvikles, hvis demokratiseringen udvides til at omfatte hele verden? Man må være internationalist, tænke globalt og handle lokalt.

Sjovt nok peger PW lige netop på sager, der har stærke internationale forbindelser, når han giver eksempler på “forvitringen af Tamilsagen, EU-afstemningen, Øresundsbroen. Disse eksempler er jo netop udtryk for internationaliseringen og den økonomiske magts undergravning af demokratiet. Flygtninge fra politiske og økonomiske kriser i de fjerneste egne af verden kan nå vores grænser. Omdannelsen af EF til EU er Danmarks indlemmelse i en økonomisk og politisk regional blok. Privatøkonomiske interesser har været hoveddrivkraften i beslutningen om bygningen af Øresundsbroen.

Når man læser PW’s indlæg får man det indtryk, at den demokratiske forvitring primært skyldes opportunistiske politikeres dårlige moral, og nu må de tage sig sammen for ellers kommer de autonome og ødelægger det hele… Vi mener, at baggrunden for nedbrydningen at det nationale demokratis funktionsevne hænger sammen med globalisering af markedskræfterne og dermed en undergravelse af demokratiets centrale funktion: at give mennesker indflydelse på deres egen tilværelse og samfundets indrettelse.

Det er netop denne forvitring de autonome påpeger og aktionerer imod. Og måske skulle det hellere hilses velkomment i stedet for at kalde det medløberi, når nogle interesserer sig for de forhold, vi lever under. Når PW ligestiller de autonome med nynazister, kan det ikke undre, at den gamle venstrefløj har svært ved at kommunikere deres synspunkter til de anderledes tænkende autonome.

I en verden der bliver mere og mere globaliseret økonomisk og politisk. Hvor det politiske demokratis muligheder for at kontrollere og regulere markedskræfternes polarisering af verden i rige og fattige på internationalt og på nationalt plan bliver alvorligt svækket, er det nødvendigt at gennemtænke hvad demokrati er, og hvordan det skal organiseres som politisk system. At de autonome beskæftiger sig med denne problemstilling, viser netop deres støtte til Marc Rudin. Dels er det støtte til et menneske, der kæmper for at også mennesker i den Tredje Verden kan nyde godt af de demokratiske rettigheder der, vi i vores del af verden finder så selvfølgelige. Dels er det et forsvar for de demokratiske regler her i landet. Det er ikke de autonome der gør Marc Rudin til “martyr”, det er justitsministeriet i og med de udsætter Marc Rudin for en negativ særbehandling, i form af særdeles restriktive afsoningsvilkår, og dermed bryder med det borgerlige demokratis princip om lighed for loven. Man behøver ikke at være “fan” af Marc Rudin for at forsvare hans rettigheder som fange, ligesom du vel heller ikke var “fan” af DDR’s Stasi, da du i sin tid forsvarede spionen Jörg Meyers rettigheder i det juridiske system.