Vi var ikke terrorister – i 1970’erne

Vi var antiimperialister, og jeg kunne vel have været med i Blekingegadebanden – men sagde nej. Bandens metode kan ikke anbefales, heller ikke i dag.

Med disse ord ryddede JydskeVestkysten sin forside med det, de troede var en lokalhistorie, i forbindelse med udgivelsen af Peter Øvig Knudsens første bog om Blekingegadebanden i foråret 2007.

Faktum er imidlertid, at jeg forlod Esbjerg efter min gymnasietid, og at hverken jeg eller de andre fra Esbjerg var terrorister. Derimod var jeg indtil 1978 medlem af KAK (Kommunistisk Arbejdskreds), forløberen for Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe (’KA’), i dag kaldet Blekingegadebanden.

I den forbindelse har jeg bidraget med input til Peter Øvig Knudsens første bog, ligesom jeg deltager i Anders Riis-Hansens dokumentarfilm ’Blekingegadebanden’, der har premiere 20. marts, og i DR’s dokumentarprogram om samme emne til efteråret.

En ting er, at den vestjyske avis ikke rigtig havde styr på researchen i sin nyhedsartikel. Men en del af pressen udråbte også KAK til en terrorcelle, da Peter Øvig Knudsens første bog udkom.

Det er efter min mening helt ude af proportioner og ahistorisk, når nogle i dag prøver at presse en sådan nutidig (islamistisk) terrormodel ned over KAK. Der er tydeligvis gået George W. Bushs ’krig mod terror’ i vurderingerne.

Begrebet terror er efterhånden blevet ekstremt politiseret, ikke mindst af USA efter 2001. I vores del af verden har vi magten til at definere terror og udforme vore egne lister over såkaldte terrorister.

Selv forstår jeg terror som en strategi om at bruge rædselsspredende vold eller trusler om vold mod uskyldige civile for en politisk sag. Der hersker således både privat og gruppebaseret terror og statsterror, og historisk set er langt flere mennesker blevet dræbt som følge af statsterror.

Som ung blev jeg i slutningen af 1960’erne grebet af uretfærdighederne i specielt den tredje verden. Jeg kan stadig se billederne for mig af amerikanske B52-bombefly, som forsøgte at bombe Vietnam tilbage til stenalderen.

Billeder af fly, der spredte giftige, plantedræbende stoffer over store dele af landet.

Billeder fra massakren i 1968, hvor amerikanske soldater skød ubevæbnede vietnamesere i landsbyen My Lai.

Billeder af trøstesløse palæstinensiske flygtningelejre i Mellemøsten.

Billeder af skilte med ’kun adgang for hvide’ fra det racedelte USA.

Vi var vidne til starten på globaliseringen. Bøger og pjecer var tilgængelige næsten overalt i verden på samme tid. Revolutionen i transportsektoren gav hurtig og billig flytrafik, så vi rent fysisk kunne mødes med eksempelvis folk fra befrielsesbevægelserne, og vi kunne selv krydse kontinenter og se verdens tilstand. Og ikke mindst var vi den første generation, der fik omverdenen og især Vietnamkrigen direkte ind i vores stuer via tv.

Så allerede i slutningen af 60’erne var jeg sammen med en flok aktivister i Esbjerg med til at arrangere offentlige møder med repræsentanter for befrielsesbevægelser.

Vi forstod ikke, hvorfor de mange antikoloniale befrielseskampe ikke var omfattet af retten til selvstændighed. Vesten anerkendte næsten ingen af disse modstandsbevægelser som frihedsbevægelser. I dag har Nelson Mandela næsten heltestatus i vores del af verden, men dengang blev han betegnet som terrorist.

Vi var allerede radikaliserede før medlemskabet af KAK. Vi mente for alvor, at det også var vigtigt i vores del af verden at vise solidaritet – i praksis. Også vi måtte yde ofre.

Nogle har med en vis ret kaldt os fanatiske. Vores holdninger og praksis udsprang af en historisk konkret virkelighed. Det var herfra, vreden og fanatismen fik sine vitaminer.

Disse følelser blev yderligere forstærket af Vestens politiske magteliter, der ikke bare lukkede øjnene for, men direkte modarbejdede kampen mod undertrykkelse, racisme og ulighed. Desværre lod vi os også forblinde på nogle områder.

Uden denne politiske virkelighed – intet KAK (eller Blekingegadebande). Og i den situation havde KAK noget at byde på: En ’marxistisk’ ideologi, en antiimperialistisk teori, en ’leninistisk’ organisation og en benhård disciplin. KAK blev stiftet i 1963 af en flok Kina-sympatisører med en fortid i DKP. Organisationen blev ledet af Gotfred Appel og hans samleverske, Ulla Hauton.

På teoriplanet herskede den såkaldte snylterstatsteori. Kort fortalt var arbejderklassen i Danmark og Vesten bestukket af superprofitter fra udbytningen af den tredje verden. Derfor var arbejderklassen midlertidigt ude af stand til at deltage i en socialistisk revolution.

Det eneste revolutionære perspektiv var at støtte den tredje verdens befrielses- og antiimperialistiske kampe. Teorien pegede ganske rigtigt på en vigtig side af kapitalismen, nemlig imperialismen og dens udplyndring af den tredje verden. Den var dog ikke nogen dybtgående analyse af kapitalismen på daværende tidspunkt – mere en fremskrivning af dele af Lenins imperialismeteori.

Foruden de to ældre ledere bestod KAK af en gruppe unge, engagerede, begejstrede og fysisk veltrænede aktivister. Her var en politisk organisation, der mente det alvorligt med solidaritetsarbejdet. Den disciplin, som herskede i KAK, passede mig godt midt i det flippede 68-miljø.

Det var helt unikt at blive optaget i KAK. Gotfred fortalte mig senere, at ledelsen satte potentielle medlemmer på en prøve.

De blev afvist flere gange, og hvis de så stadigvæk blev ved med at arbejde politisk ad KAK’s linje, så kunne de måske blive medlemmer.

Denne afart af det leninistiske kadreparti gjorde medlemskabet til noget eksklusivt og betydningsfuldt. Man følte sig som en af de særligt udvalgte. Heri ligger en del af den forførende fascination, som kom til at præge medlemskabet af KAK.

Der blev skrevet meget i pressen om guruen Gotfred og sekten KAK i forbindelse med udgivelsen af den første bog om Blekingegadebanden. Noget ramte ganske godt plet.

KAK var sekterisk af flere grunde. Alligevel synes jeg, at store dele af pressen gik galt i byen ved nærmest at afpolitisere KAK med lommepsykologiske forklaringer. På den måde placerede de KAK i en psykologisk monsterkategori i stedet for at forsøge at finde kausale og historiske forklaringer.

Hvad angår Gotfred Appel, var han ganske rigtigt en demagog, godt opdraget i den stalinistiske tradition og en retorisk begavelse.

Disse faktorer spillede en rolle, ikke mindst set i lyset af, at vi unge i starten var ret politisk og teoretisk uskolede. Vi anerkendte hans autoritet som leder og teoretiker uden kritiske spørgsmål.

Mentaliteten kunne godt nærme sig noget, vi finder i religiøse bevægelser. Ligesom der ikke kan stilles spørgsmål til ’troen’, så kunne ledelsens (Gotfreds) påstande stort set ikke udsættes for en almindelig fornuftig debat eller kritik. Vovede nogen at gøre det alligevel – og holdt de fast – så blev de enten isoleret i organisationen eller smidt ud.

Tendensen til sekterisme blev ligeledes underbygget af snylterstatsteorien, hvor vi fravalgte enhver politisk kamp i Danmark/Vesteuropa og isolerede organisationen fra både venstrefløjen og samfundet.

Samarbejdet med PFLP (Folkefronten for Palæstinas Befrielse) forstærkede yderligere den politiske isolation. Det startede for alvor i 1970, da Gotfred og Ulla var i Amman i Jordan og etablerede de første mere håndfaste forbindelser til PFLP.

Vi kan kun gisne om, at der dengang blev lavet en aftale om at skaffe penge til deres befrielseskamp gennem røverier. Der er ingen tvivl om, at dele af organisationen og enkelte medlemmer blev opdraget og udviklet til den type opgaver.

Jeg var selv sammen med andre medlemmer af KAK midt i 70’erne i en kort periode i palæstinensisk træningslejr i Libanon. Dengang oplevede jeg det som en nødvendig og vigtig mental rejse ind i den verden, som befrielsesbevægelserne og palæstinenserne i flygtningelejrene levede i.

Jeg tror, at den ulovlige praksis i organisationen tog til fra midten af 70’erne. Organisationen blev i praksis opdelt i cirkler: Dem, der lavede forskellige ulovligheder, og dem, der var medlem af KAK og ikke vidste noget om ulovlighederne.

Det kan være farligt at leve i miljøer/organisationer, hvor man udelukker kritik og andres meninger og isolerer sig fra omverdenen. Det fører dog ikke i sig selv til vold eller terror, men kan være gode vækstbetingelser for vold under de rette konkrete forhold. Så længe KAK bestod, var vi ikke en celle af PFLP.

Med mit kendskab til Gotfred Appel tror jeg aldrig, han uden videre ville opgive sit hjerteblod, KAK. Og KAK var heller ikke nogen terrororganisation.

Vi støttede palæstinensernes sag og PFLP, MPLA i Angola, Frelimo i Mozambique, Zanu i Zimbabwe og ANC i Sydafrika. Disse organisationer var befrielsesbevægelser. Og ja, de anvendte vold og terror lige så vel, som deres statslige modparter også anvendte vold og terror.

Vi burde allerede dengang have været mere kritiske og analytiske, hvad angår den antiimperialistiske kamp. KAK udviklede et engagement, der, trods det udtalte marxistiske grundlag, var voldsomt idealistisk og grænsende til det naive ved at gøre kæmpende bønder i den tredje verden til revolutionens fortrop.

En stor del af befrielsesbevægelserne var revolutionære og sågar socialistiske i deres retorik, men de viste sig snart at være mere nationalistiske end anti-imperialistiske. Det var helt fair, men jeg tror ikke, at det var det, vi lagde i antiimperialismen dengang.

Desuden tror jeg, at den kolde krig spillede en større rolle i antiimperialismen, end vi vist nok selv anede eller kunne lide. Den tredje verden var i høj grad supermagternes krigszone.

Det er absurd, når nogle i dag hævder, at eksempelvis befrielsesbevægelsernes kamp i Mozambique, Angola og Zimbabwe havde noget med socialisme at gøre. Tankegangen ligner meget Stalins ideologi om socialismens sejr i Sovjetunionen.

Denne historiske fejltagelse kom til at præge dele af arbejderbevægelsen. Til gengæld gjorde store dele af venstrefløjen op med myten i 1960’erne. Derimod troede og tror den borgerlige fløj blindt på Stalins løgn om socialismen i Sovjetunionen.

Anledningen til opløsningen af KAK i 1978 var en såkaldt kvindesagskampagne, hvor mandschauvinismen skulle udryddes en gang for alle! Kampagnen blev ekstrem, og der blev begået uhyrligheder og overgreb mod en del medlemmer af organisationen. Det værste ved hele kvindekampen var, at den i virkeligheden nok mere drejede sig om en intern magtkamp i ledelsen.

Da vanviddet ophørte, ekskluderede medlemmerne de to ledere Gotfred og Ulla. Jeg tilhørte en gruppe, der ønskede åbne stormøder med alle medlemmerne, hvor vi skulle fortælle, at nogle i organisationen havde udført kriminelle aktiviteter, og samtidig sætte hele vores teori om snylterstaten under kritisk diskussion.

Vi havde også visse bange anelser om, at en fortsættelse af de ulovlige aktiviteter med nogle af de tilbageværende aktivister – det som jeg i dag vil kalde den blinde aktivisme – måske kunne føre til metoder som i Rote Armee Fraktion og De Røde Brigader.

De bange anelser stammede også fra et af de få politiske skrifter, som Gotfred pludselig udgav midt i halvfjerdserne, ’Kritik af RAF’s analyse og strategi’. Stormøderne sluttede efter nogle måneder. En gruppe ville ikke diskutere længere, og de dannede det, som i dag kaldes Blekingegadebanden

I dag har jeg fået et mere kritiske syn på brugen af politisk voldelige metoder Det er ikke, fordi militante kampformer og voldelige metoder under alle omstændigheder er forkastelige, men de skal bl.a. ses i sammenhæng med ret bestemte, konkrete situationer.

Således sikrer FN-pagten folkeslag ret til at kæmpe for deres frihed – med våben. Dog er brugen af vold som aktionsform altid en farlig vej at begive sig ud på, især hvis man ikke er klar over de risici, det kan medføre. Ikke bare i KAK, men i dele af venstrefløjen, herskede dengang, i hvert tilfælde på det ideologiske plan, en vis voldsromantik. Guerillasoldater og væbnet kamp spillede en vigtig rolle i vores radikalisering.

Jeg er ikke i tvivl om, at når man bevæger sig ind på aktiviteter som politisk kriminalitet og vold, kommer man meget nemt ud på en moralsk og politisk glidebane. En tankegang, der deler verden i sort/hvid og ’dem og os’, understøtter denne udvikling.

I Peter Øvig Knudsens anden bog kan man læse, at Blekingegadefolkene medbragte skydevåben og håndgranater i forbindelse med deres aktioner. Dermed er der store chancer for, at man kommer til at bruge dem, som det jo også skete. Det må siges at være en moralsk rutsjetur.

Denne moralske glidebane er dog ikke kun forbeholdt det væbnede oprør. Stater anvender i stor målestok vold og terror mod civilbefolkningen i deres krige. Her forekommer det mig, at det moralske skred er ude på et helt andet plan og har nogle helt andre dimensioner.

Man bør med rette rejse det moralske dilemma, om man kan påføre et tilfældigt menneske lidelse og død i en krig eller et oprør. Det er selvfølgelig naivt at tro, at man helt kan undgå at ramme uskyldige civilpersoner, men at gøre det til en del af ens krigsførelse er efter min mening kriminelt. Vold og terror mod civilbefolkningen i stor målestok er desværre blevet mere og mere udbredt, siden den udvikling fik sit gennembrud i Anden Verdenskrig.

Var støtten til PFLP, der bl.a. byggede på røverier i Danmark, en slags Robin Hood-aktioner og en god ide? KAK troede at have fundet en niche med de kriminelle handlinger, hvor vi kunne ’gemme’ os, selv om al erfaring siger, at sådanne aktioner ikke kan finde sted uden støtte fra dele af befolkningen.

Hvis KAK var blevet opdaget af politiet efter en kort tid, så ville organisationen have været nødt til at gå tilbage til mere traditionelle politiske aktiviteter. Derfor må man sige, den kriminelle støtte var en politisk selvmordsstrategi.

I Danmark lykkedes det alligevel at lave disse ulovlige aktioner i mere end 12 år. Politiet, PET og den israelske efterretningstjeneste Mossad enten kunne eller ville ikke opklare sagerne. Da Blekingegadefolkene blev arresteret i 1989, blev der sat et endeligt punktum for det forsøg. Det kunne ikke lade sig gøre.

Hvis nogle kritiske unge på venstrefløjen i dag flirter med ideen om at lave samme ulovlige aktiviteter, som KAK og Blekingegadefolkene, så er der kun en ting at sige: Projektet er endnu mere dødsdømt i dag end dengang.

Myndighederne som politi og efterretningstjeneste er langt bedre rustet, ikke bare erfaringsmæssigt, men også ressourcemæssigt. Et redskab som antiterrorlovgivningen gør næsten blot tanken om at støtte grupper, der gør oprør mod undertrykkelse, kriminel.