INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Den Internationale Socialistiske kongres i Stuttgart

[Vladimir Iljitj Lenin: Om imperialisme og opportunisme. Forlaget Futura København, 1973, 91 s.]

(Uddrag)

Skrevet august-september 1907,
offentliggjort i "Proletary",
nr. 17, 20. oktober 1907.

(…)

Det er ikke første gang, det koloniale spørgsmål har været fremme på internationale kongresser. Indtil nu har deres beslutninger altid været en ubetinget fordømmelse af borgerlig kolonipolitik som en politik for plyndring og vold. Denne gang var kongresudvalget imidlertid sammensat på en sådan måde, at opportunistiske elementer, med Van Kol fra Holland i spidsen, dominerede i det. Der blev indføjet en sætning i resolutionsudkastet om, at kongressen ikke i princippet fordømte enhver kolonipolitik, for under socialismen kunne kolonipolitik spille en civiliserende rolle. Mindretallet i udvalget (Ledebour fra Tyskland, de polske og russiske socialdemokrater og mange andre) protesterede energisk mod, at man kunne huse nogen som helst tanke i denne retning. Sagen blev forelagt kongressen, hvor de to tendensers styrke stod så omtrent lige, at der udfoldedes en meget heftig debat.

Opportunisterne skarede sig bag Van Kol. Bernstein og David talte for flertallet i den tyske delegation og gik kraftigt ind for, at man accepterede en "socialistisk kolonipolitik", og rasede mod de radikale for deres ufrugtbare, negative holding, deres afvisning af betydningen af reformer, deres mangel på et praktisk koloniprogram o.s.v. De blev forøvrigt imødegået af Kautsky, der følte sig tvunget til at anmode kongressen om at udtale sig imod flertallet af den tyske delegation. Han påpegede rigtigt, at der ikke var tale om at forkaste kampen for reformer; det blev udtrykkeligt erklæret i andre dele af resolutionen, der ikke havde fremkaldt diskussion. Det, det drejede sig om, var om vi skulle gøre indrømmelser til det moderne regime med borgerlig plyndring og vold. Kongressen skulle diskutere kolonipolitikken af i dag, der var baseret på direkte slavebinding af primitive befolkninger. Bourgeoisiet indførte i virkeligheden slaveri i kolonierne og udsatte de indfødte befolkninger for uhørte skændselsgerninger og voldshandlinger, og det "civiliserede" dem ved at udbrede alkohol og syfilis. Og i den situation forventedes socialister at fremsætte undvigende fraser om muligheden af at acceptere kolonipolitik i princippet! Det ville betyde en direkte faneflugt til det borgerlige synspunkt. Det ville være et afgørende skridt i retning af at indordne proletariatet under borgerlig ideologi, under borgerlig imperialisme, der nu hovmodigt rejser hovedet.

Kongressen afviste udvalgets forslag med 128 stemmer mod 108 med ti blanke stemmer (Svejts). Det bør bemærkes, at i Stuttgart fik hver nation for første gang et bestemt antal stemmer, varierende fra tyve (til de store nationer, herunder Rusland) til to (Luxembourg). Den samlede stemmeafgivning fra de små nationer, der enten ikke fører kolonipolitik, eller som lider under den, opvejede stemmeafgivningen fra nationer, hvor selv proletariatet er blevet i nogen grad smittet med erobringslyst.

Denne afstemning om kolonispørgsmålet er af meget stor betydning. For det første afslørede den slående socialistisk opportunisme, der bukker under for borgerlig smiger. For det andet afdækkede den et negativt træk i den europæiske arbejderbevægelse, et træk der kan forvolde ikke ringe skade på den proletariske sag, og som af den grund bør betragtes med alvorlig opmærksomhed. Marx citerede ofte en meget betydningsfuld udtalelse af Sismondi. Proletarerne i den antikke verden, lyder denne udtalelse, levede på samfundets bekostning; det moderne samfund lever på proletarernes bekostning.

Den ejendomsløse, men ikke arbejdende klasse er ude af stand til at styrte udbytterne. Kun den proletariske klasse, der opretholder hele samfundet, kan gennemføre den sociale revolution. Som resultat af den omfattende kolonipolitik befinder den europæiske proletar sig imidlertid til dels i en situation, hvor det ikke er hans arbejde, men de praktisk taget slavebundne indfødtes arbejde i kolonierne, der opretholder hele samfundet. Det britiske bourgeoisi får f.eks. mere profit ud af de mange millioner mennesker i befolkningen i Indien og andre kolonier end af de britiske arbejdere. I visse lande skaber dette den materielle og økonomiske basis for at smitte proletariatet med kolonial chauvinisme. Naturligvis, dette er måske kun et midlertidigt fænomen, men ondet må ikke desto mindre klart erkendes og dets årsager forstås, for at man skal kunne skare proletariatet i alle lande til kampen mod den art opportunisme [1]. Denne kamp vil med sikkerhed blive sejrrig, eftersom de "privilegerede" nationer udgør en stedse mindre del af de kapitalistiske nationer.

(…)

[1] Se side 28 i Gotfred Appel: Der kommer en dag..., Futura 1971.

LCW bd. 13, s. 75-77.

Ikke tidl. online på dansk
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA