INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Hvad sker i Tjekkoslovakiet

[Ungkommunisten, 1. årgang, september 1968, nr. 9]

I anledning af Sovjetunionens besættelse af Tjekkoslovakiet afholdt KUF offentligt møde d. 28-8 på Vartov. Vi havde indbudt SUF og DKU til at indlede sammen med en af vore egne kammerater. DKUs vanlige frygt for en debat med os gav sig som venteligt udslag i et ”vi mener ikke at have tid”. Hvad vi derimod ikke havde ventet var, at Land og Folk nægtede at annoncere mødet. Normalt er Danmarks såkaldte eneste socialistiske dagblad jo ikke kræsen med hvilke annoncer de optager: tilbud om pornografi, om ferieture til Grækenland, Spanien og Portugal etc, i skønt sammensurium. Af rædsel for, at DKU'ere skulle få saglig oplysning om karakteren af begivenhederne i Tjekkoslovakiet turde man altså ikke samarbejde (hvad man ellers ikke er kræsen med i Dr. Tværgade).

Vi bringer har indlægget fra KUF:

Det er af forskellige såkaldt venstreorienterede herhjemme blevet sagt, at Sovjets besættelse at Tjekkoslovakiet skruede udviklingen tilbage, og den svækkede socialismens sag, at det er betænkeligt og tragisk at uoverensstemmelser mellem socialistiske brodernationer søges løst ved våbenmagt.

Vi fatter ikke sådanne påstande. Vi forstår ikke, at to store imperialistiske magters kamp om et lille land kan skade socialismen. Tværtimod viser historien, at imperialistisk voldsanvendelse i overordentlig mange tilfælde er blevet efterfulgt af et revolutionært opsving, fordi det beviser nødvendigheden af at bekæmpe kapitalismen.

Det er forfærdende, at oktoberrevolutionens land er degenereret i en sådan grad, som det er tilfældet – det er uhyggeligt, at Sovjets kommunistiske parti i en årrække har været travlt beskæftiget med at genrejse kapitalismen i verdens første socialistiske land, men det er ikke desto mindre sket.

Skulle vi så nu begynde at beklage, at kapitalismen viser sit sande ansigt ved en imperialistisk aggression, skulle det kunne skade socialismen? Naturligvis ikke.

Sovjet har ved sin fremfærd leveret mennesker verden over beviser for, at den påstand, som kommunister gennem snart lang tid har fastholdt er rigtig – nemlig at Sovjet ikke længere er et socialistisk land.

I årene efter den 2. verdenskrig betød den røde hærs tilstedeværelse i Tjekkoslovakiet en garanti for likvidationen af den tyske imperialismes håndlangere, som så skamløst havde beredt vejen for Hitlers røvertogter. I dag betyder de sovjetiske styrker kun en garanti for, at Sovjets interesser stadig kan varetages. Og det er lige netop her, de modsætninger, der har fundet sin midlertidige løsning ved besættelsen, ligger.

Det er ikke Sovjets mening at hindre kapitalisme i Tjekkoslovakiet. Dubchek må blot ikke lede landet ind i den vestlige imperialismes lejr. Novotnys fald i januar i år var det første ydre tegn på konflikten. Novotny stod for en linie med kapitalistisk genrejsning under Comecon, hvor al planlægning, arbejdsdeling og handel er til ubetinget fordel for Sovjet. Novotny-styret savnede endvidere forståelse for den nye kapitalismes krav og deres ynkelige sammenblanden af socialistisk planøkonomi og de økonomiske reformers markedsøkonomi bragte Tjekkoslovakiet ind i en kriseagtig situation, som Sovjet iøvrigt også har oplevet i noget mildere form.

Dubchek og de kredse, han repræsenterede, forstod at man måtte gå mere radikalt til værks, og en rivende udvikling mod en kapitalistisk stat af vesteuropæisk tilsnit begyndte.

Det kommunistiske partis nye handlingsprogram, som blev vedtaget i april åbnede store muligheder. I dette slår man efter gængs revisionistisk recept fast, at klassekamp tilhører en fjern fortid; at det er en løgn, kommer dog til udtryk i programmet, hvor det hedder: ”Det kommunistiske parti må søge at tilfredsstille forskellige interesser på en sådan måde, at de ikke skader hele samfundets interesser, men gavner dem og skaber nye progressive interesser,” En sætning, der er som hentet ud af vore hjemlige klasseforræderes partidokumenter. Et andet sted fejer man proletariatets diktatur af bordet med følgende sætning: ”Partiets ledende rolle er tidligere blevet opfattet som et magtmonopol i hænderne på partiorganerne. Hvilket modsvarede den falske tese om partiet som et redskab for proletaristets diktatur.”

Kernen i denne kontrarevolutionære offensiv var den økonomiske reform, der benyttede parolen ”Bort med urentable foretagender.” Økonomisk opmuntring skulle anvendes og virksomhedsledelser skulle have større rådighed over mere og mere kapital. Regeringen forudså, at arbejderne nok kunne tænkes at knurre lidt; således udtalte, Cernik ved forelæggelsen af regeringens program: ”Vi skal gå ud fra princippet om, at lønudviklingen bygger på kollektive aftaler mellem fagforeninger og virksomhedsledelser. Men regeringen anerkender fuldt ud fagbevægelsens ret til at forsvare arbejdernes interesser i spørgsmål om løn og socialpolitik.”

Men Tjekkoslovakiet tørstede efter kapital til oprettelse af økonomien på grund af Sovjets udplyndring, og lige på den anden side af grænsen ligger det kapitalstærke Vesttyskland, der er meget ivrig efter at finde indbringende investeringsmuligheder. Det var her Dubchek lod sig friste – det punkt, hvor Sovjet ikke vil give ved dørene. Al snakken om socialismen i fare over for den vesttyske revanchisme er noget vrøvl og tågesnak. Når Sovjet står stillet over for valget om selv at skumme fløden eller lade Vesttyskland gøre det, kan svaret kun blive et.

Mao Tse-tung har lært os, at der før en revolution går en lang periode med forberedelse af den offentlige mening. På samme måde forholder det sig med en kontrarevolution, hvis den skal have en chance for at lykkes. I Tjekkoslovakiet har kultur og livsholdning spillet en vigtig rolle i denne forberedelse. Tjekkoslovakiet har været det østeuropæiske land der mest ivrigt har modtaget vestlige kulturformer lige fra borgerlig kunst på et højt kvalitetsniveau til den vestlige massekulturs mest flade produkter med pop og skønhedskonkurrencer og lækker tomhed.

Men socialismen havde dog fået et vist fodfæste, mange arbejdere ville kunne skelne mellem en ganske vist ikke særlig velorganiseret socialistisk stat og den opdukkende kapitalisme. Derfor omhyller man fra revisionisternes side stadig liberalismen i røde faner og har en nødtørftig forklaring i marxistiske vendinger parat.

Derfor er revisionisterne i Østeuropa også bange for revolutionær propaganda, derfor er det f.eks. ved lov forbudt at indføre skrifter fra Kina og Albanien i de revisionistiske lande.

Disse ting, der er sagt her som tegn på socialismens midlertidige nederlag i Tjekkoslovakiet, kunne med større eller mindre nuancer overføres til Sovjet eller til hvilket som helst af landene under Sovjets dominans.

Sovjet er ligeså lidt indstillet på at tillade nogen af dens støttepunkter i at frigøre sig, som USA er det. Disse to lande er i øjeblikket ved at foretage en nyopdeling af verden; ustandselig vil de komme hinanden på tværs, ustandselig vil de begå agressioner mod mindre lande i deres udvidelser af magtsfærene. En ting er de enige om: Undertrykkelse af folkenes frihed. Under disse manøvrer vil begge magter uvægerligt rende panden imod muren adskellige steder. Og her er det, det borgerlige handelstalent kommer til fuld udfoldelse. Sovjet har længe direkte og indirekte hjulpet USA i Vietnam, og nu ser USA med stiltiende forståelse på Sovjet i Tjekkoslovakiet. Som eksempel kan nævnes den kølige modtagelse Washington gav Kiesingers forslag om et NATO ministermøde om Tjekkoslovakiet. Spilfægteriet i FN var kun beregnet på særdeles tungnemme.

De borgerliges reaktion herhjemme er jo også ganske stilfærdig. En blid vind i forhold til den storm som Tjekkoslovakiet i 48 og Ungarn i 56 gav anledning til.

Vi skal naturligvis støtte den Tjekkoslovakiske arbejderklasse i kampen mod besættelsesmagten. Men det må fremgå klart, at det skal være en kamp for socialismen og ikke en borgerlig, national kamp; på samme måde må arbejderne i Sovjet og det øvrige Østeuropa dreje kampen for Tjekkoslovakiet over i et angreb på deres hjemlige revisionister for en ny socialistisk revolution og genoprettelsen af proletariatets diktatur.

Vi vil hævde, at verdens brændpunkter ikke er flyttet med nogle begivenheder, som i verdensmålestok er meget små, selv om den borgerlige presse forsøger at få det til at se sådan ud.

Vi vil håbe, at denne fuldstændige afsløring af sig selv, som Sovjet har leveret, først og fremmest vil trænge ind i de lande, hvor folkets masser på grund af imperialistisk udbytning er i stand til at gennemføre revolutionen.

Vi håber, at de tjekkoslovakiske begivenheder i sammenhæng med utallige andre slyngelstreger efterhånden afholder folkene i de undertrykte lande fra at fæste lid til de sovjetiske ledere.

I Asien, Afrika og Latinamerika vil det sandsynligvis være nemmere at gennemskue både Sovjet og Tjekkoslovakiet. Den borgerlige individualisme, der kæmper for ligegyldige friheder, mens millioner sulter, er naturligt nok begrænset til Europa og Nordamerika.

ooo000ooo

Det er vor pligt at afklæde de sovjetiske forrædere såvel som de amerikanske imperialister, det er en opgave, som alle socialister må søge at løse, det er en del af den internationale proletariske solidaritet.

Den anden del er arbejdet for tilintetgørelse af vort eget borgerskab. Denne del er ulige mere krævende, der er ingen hjælp at hente fra de kuldskære ”antiimperialister”, der har det som en lænkehund, som glammer forbitret efter fremmede, men kryber slesk for sit herskab.

Vi bekæmper ikke vor egen kapitalisme ved at stikke arbejderklassen løgne om revolution lige om hjørnet, heller ikke ved at forskønne det borgerlige Danmark med reformer.

Kampen for socialismen, hjælpen til det vietnamesiske og det tjekkiske folk, kræver anvendelse af Mao Tse-tungs tænkning i vort eget land. Det er en langvarig proces, der kræver det bedste af hver enkelt. Det er ikke sekterisme, det er illusionsløs realisme, det er forberedelse til kamp.

Det er årsagen til Kommunistisk Ungdoms Forbunds eksistens.