Ungkommunisten1968, nr. 9, s. 8-9.
Ungkommunisten1968, nr. 9, s. 8-9.
7 min read

Om artiklen:

Fra Ungkommunisten, 1. årgang, september 1968, nr. 9, s. 9-13.

Oversat fra Peking Review nr. 40, 1967.


En artikel i det sovjetiske revisionistiske ”Pravda” d. 27 august havde den frækhed at forsvare de sovjetiske revisionistiske lederes neokolonialistiske handlinger i Mongoliet. Mens de havde stort besvær med at præsentere den revisionistiske Tsedenbal-gruppe i et gunstigt lys, tilføjede artiklen, at de forandringer, der har fundet sted på den mongolske jord også er et resultat af ”enorm og uegennyttig hjælp til Folkets Mongoliet” fra de sovjetiske revisionister.

Det er på høje tid, at vi ser på, hvad den sovjetiske revisionismes ”uegennyttige hjælp” er værd.

For det første er den revisionistiske Tsedenbal-gruppe, renegater fra proletariatet, en samling nationale forrædere. Den politik den følger har ubønhørligt skubbet Mongoliet ind på vejen til at blive en koloni.

Den sovjetiske revisionisme fremskynder, gennem den mongolske revisionistiske gruppe sammensat af en håndfuld af dens agenter, uden skrupler neokolonialisme i Mongoliet og har på enhver måde fået kontrol over landet – politisk, økonomisk, kulturelt og militært. Således bestemmes al betydende politik, både indenrigs- og udenrigs-, fra det mongolske revisionistiske partis og regerings side i virkeligheden bag kulisserne af de sovjetiske overherrer. Hvert år sender Moskva hyppigt højtstående parti-, regerings-, militær- og kulturdelegationer på ”venskabsbesøg” til landet. I virkeligheden kommer de som ”den store chef” for at give instruktioner på stedet og stikke deres næser i alle Mongoliets vigtige sager. Ti tusinder sovjetiske tropper er sendt til landet for at blive stationeret der.

Mongoliet hjemsøges også af sovjetiske ”eksperter”, som direkte kontrollerer dets livsvigtige depardementer. De talrige sovjetisk-mongolske traktater og overenskomster om ”venskab, gensidig hjælp og samarbejde”, en formildende omskrivning for slavebinding og plyndring, har hjulpet med til at legalisere den sovjetiske revisionismes koloniale interesser der og sikre deres fortsatte vækst.

Under skiltet “international arbejdsdeling” og ”økonomisk samarbejde” har de sovjetiske revisionister gennem ”hjælp”, lån og fælles virksomheder opnået stram kontrol over Mongoliets nationale økonomi og udenrigshandel. Mongoliet er således blevet en kilde til råmaterialer for Sovjet og et marked for sovjetisk eksport – både vare- og kapitaleksport.

Den sovjetiske revisionistiske gruppes ”hjælp” og ”lån på favorable vilkår” er i virkeligheden kapitallån eksporteret til en sådan ågerrente, at det mongolske folk aldrig vil være i stand til at betale det tilbage. Ifølge officielle mongolske tal angives de sovjetiske lån mellem 1958 og 1966 at være 6.000 millioner gamle rubler, dvs hver mongolsk borger har pådraget sig en gæld på 5.500 gamle rubler. Det kan med sikkerhed siges, at Mongoliet er det mest gældbetyngede land i verden. Beregnet på basis af priserne på kreaturer eksporteret fra Mongoliet til Sovjet indenfor tre-års-planen (1958-60) er dets gæld til de sovjetiske revisionister 10 gange større end værdien af alle de kreaturer, Mongoliet nu har. Med andre ord, selv hvis Mongoliet sælger alle de kreaturer det har, har det stadig ikke nok til at tilbagebetale denne gæld.

Gennem disse lån, som de sovjetiske revisionister bruger til at flå Mongoliet for al dens ejendom, har de reduceret Mongoliet til deres egen græsgang og dets arbejdende folk til hyrder, der tjener den sovjetiske revisionisme.

Handel er et af de listige midler de sovjetiske revisionister bruger til at udbytte og presse Mongoliet. De og Tsedenbal-gruppen bliver imidlertid aldrig trætte af at beskrive den mongolsk-sovjetiske handel som ”til lige og gensidig gavn” og en ”udveksling af lige værdier”. Lad os bringe nogle noteringer for at vise, hvor sand denne ”udveksling af lige værdier” er. I handelen med de sovjetiske revisionister må Mongoliet eksportere værdien af 40 får for at kunne importere en tyr fra Sovjet, 50 kilo uld for en meter uldtøj, 4 heste for en cykel, 26 får for en radio, og et levende får for et legetøjsfår! Der har vi det – Sovjetunionens såkaldte ”faderlige omhu” for Mongoliet, som den revisionistiske Tsedenbal-gruppe så gerne taler om!

Til gengæld for denne ”faderlige omhu” sender den mongolske revisionistiske gruppe hele tiden kreaturer fra Mongoliets græsgange til de sovjetiske fødevarefabrikker i et antal af rundt regnet 15.000 om dagen, 450.000 om måneden eller 5.5 millioner om året. For at tilfredsstille deres herrers umættelige behov er de mongolske revisionister gået så vidt som til at sende endog hunkreaturer og unge kreaturer til Sovjetunionen.

For et århundrede siden skrev Marx i sin artikel ”Det britiske herredømme i Indien”, at den britiske kolonialistiske indtrængen i Indien gradvis ”oversvømmede …. bomuldens egentlige moderland (Indien) med bomuldstøj”. I dag gentages en lignende tragedie i Mongoliet, husdyrenes egentlige moderland, som nu oversvømmes af sovjetisk fabrikerede husdyrprokukter – lædersko, uldtøj, dåsemad, pulvermælk og meget andet. Disse fabriksvarer er fremstillet af dyr, der er opfodret i Mongoliet, med en mongolsk hest svarende til værdien af et par sovjetiske lædersko, et får for to dåser konserves osv. Mongoliet må eksportere sine dyr for at importere disse varer. Tag for eksempel året 1963. Ifølge de åbenlyst forfalskede tal, som de officielle mongolske og sovjetiske kredse har offentliggjort, var den totale sum af kvæg og får indkøbt af den mongolske regering 114.000 tons, hvoraf 80% eller 88.100 tons blev eksporteret til Sovjet. Af 117.000 heste opkøbt det år, blev 71% eller 83.700 afsendt til Sovjetunionen. Resultatet er, at antallet af kreaturer i Mongoliet hurtigt skrumper ind, mens dets gæld til Sovjetunionen vokser. Dette er resultatet af ”uegennyttig hjælp”, som de sovjetiske revisionister så skamløst hævder. Hvis dette er ”faderlig omhu”, er der så nogen forskel fra den kapitalistiske verdens junglelov?

Den sovjetiske revisionistiske gruppe har også erklæret, at det ”sovjetisk-mongolske venskab” har bragt ”udvikling og velstand” til Mongoliet. Humbug! Lad os se på industrien. Mongoliet har ikke sin egen maskinbyggende industri, ikke engang en ordentlig reparations- eller samlefabrik. Det er afhængigt af Sovjet selv med hensyn til mindre reservedele og tilbehør. De eneste miner og fabrikker, det kan prale med, blev bygget til at producere råstoffer eller halvfabrikata for at lette eksporten til Sovjet. Før det nye uldspinderi, der blev bygget med kinesisk hjælp, kom i gang i 1960, producerede Mongoliet ikke en eneste meter af dets egne tekstiler.

Karikatur af Susil Premaratne, Ceylon - fra Selections of Afro-Asien People's Anti-imperialist Caricatures, udgivet i Kina. Susil Preparatne var en kendt og populær sanger og tegner i Sri Lanka.
Karikatur af Susil Premaratne, Ceylon – fra Selections of Afro-Asien People’s Anti-imperialist Caricatures, udgivet i Kina. Susil Preparatne var en kendt og populær sanger og tegner i Sri Lanka (- note fra onlineredaktionen).

Der er også kreaturavl, en afgørende faktor for landets økonomi. Ifølge tal fra officielle mongolske kilder havde landet 24.470.000 kreaturer i 1956, men 10 år senere i 1966 havde det kun 22 millioner. Det virkelige tal er imidlertid endnu mindre.

Det er så sandelig ”udvikling og velstand”!

Ikke desto mindre er den mongolske revisionistiske gruppe så sammenspist med Moskva-revisionisterne, at den erklærer, at Moskvas ”stadige omhu og enorme hjælp på forskellige områder altid har været grundlaget for de fremgange og resultater, det mongolske folk har opnået.” Dette betyder, at det mongolske folk ikke kan have fremgang uden Sovjets ”hjælp”; det er logik for dem, der stræber efter magt og fremgang ved at bedrage deres land.

Dette minder om, hvad Lenin sagde: ”Slaven, der smisker, når han selvbehageligt beskriver slavetilværelsens glæder, og som geråder i ekstase over sin gode og venlige herre, er en krybende tølper.”

De mongolske revisionister har ikke tøvet med at opgive nationens selvstændighed og sælge folkets interesser for nogle krummer fra de sovjetiske revisionister. Tsedenbal og Co. er endog faldet i ekstase over deres sovjetiske revisionistiske herrer. Er de ikke den slags krybende tølpere, som Lenin med svidende foragt fordømte?

De hårde realiteter har sønderrevet de løgne, den sovjetiske revisionistiske gruppe har spredt. Mongoliet i dag under den revisionistiske Tsedenbal-gruppe er et levende eksempel på de sovjetiske revisionisters neokolonialisme.