Forord

Det første udkast til denne artikel blev afsluttet maj 2008. Det var skrevet af Jan Weimann, Niels Jørgensen og Torkil Lauesen, som siden domfældelsen i Blekingegade-sagen er blevet kaldt den hårde kerne. Vi blev alle tre dømt 10 års fængsel for kriminelle aktiviteter, der var motiveret i støtte til befrielsesbevægelser i Den 3. Verden.

I løbet af august 2008 holdt vi i alt seks møder med politiske bekendte og venner for at få deres reaktion på artiklens indhold og form. Det var en særdeles positiv oplevelse, hvor vi fik mange værdifulde kommentarer. Dels med hensyn til selve formen, men også i høj grad til hvilke emner og holdninger, der trængte til at blive uddybet, fremhævet, forklaret eller problematiseret.

Det næste trin var at få gennemskrevet teksten, i forhold til de kommentarer vi havde fået. Desværre kom denne proces ikke til at forløbe, som vi havde forestillet os. I september 2008 døde Niels Jørgensen efter få dages sygdom. Dette var et stort personligt tab for os, men også et tab for processen med at gøre artiklen færdig.

Vi besluttede dog hurtigt, at det ikke skulle komme i vejen for at gøre artiklen færdig. Det var også i Niels’ ånd at færdiggøre projektet. Ydermere havde vi hen ad vejen diskuteret mange af de forslag, der var kommet på bordet under møderækken og var enige i holdningen til dem. Derfor har vi brugt efteråret 2008 på at få færdiggjort artiklen.

Niels Jørgensen er bibeholdt som forfatter fordi artiklen i det væsentlige indhold allerede var færdig i maj 2008, hvor Niels Jørgensen havde været med til at sætte sit tydelige fingeraftryk på resultatet.

København 20. januar 2009
Torkil Lauesen og Jan Weimann

Forord til netudgaven

Dette er en Internetudgave af en artikel, der tidligere har været publiceret i Social Kritik nr. 117. I forhold til udgaven i Social Kritik er der foretaget enkelte præciseringer, opdateringer og få uddybninger blandt andet som konsekvens af kommentarer til artiklen.

Efter artiklen i Social Kritik, har dokumentarfilmen ”Blekingegadebanden” af Anders Riis-Hansen haft premiere. I den får ”Stemmen” i Øvigs bøger et ansigt. Det ville være mærkeligt ikke at revidere artiklen i forhold til dette.

Filmen er i øvrigt afdæmpet i forhold til Øvigs terrorvinkel og andre udokumenterede anklager.

Dokumentarfilmen ”Blekingegadebanden” handler især om Bo Weymanns meget personlige erfaringer og forvandling fra idealist til at deltage i politisk motiverede røverier og igen tilbage til familiemenneske. Vores artikel beskriver de mere politiske vurderinger og erfaringer. Vietnamkrigen, Palæstina-konflikten og uligheden mellem rige og fattige lande var ikke kun psykologiske faktorer som påvirkede vores handlinger. Vores handlinger udsprang i høj grad af en politisk analyse af uligheder i Verden og muligheder for socialisme. Vores handlinger havde ligesom vores analyser, et globalt perspektiv, at støtte befrielsesbevægelser der kæmpede mod lokale og globale undertrykkere. Vi ønskede en ny verdensorden.

Mens filmen fokuserer på Danmark, der mistede sin uskyld og politiet, der løser en kriminalsag, vægter vi i vores fremstilling dilemmaet mellem det nationale og globale perspektiv i politik. Vi prøver også at udbrede diskussionen om mål og midler og anvendelse af vold i politisk sammenhæng fra den mere banale nationale / kriminelle sfære til den politiske sfære.

Vi har i denne udgave udover rettelser indføjet et mindre afsnit Øvigs konspirationsteorier. Her funderer vi over den manglende seriøse reaktion fra PØK på vores artikel, samt bruger nogle kilder vi ikke har brugt i første udgave til at uddybe vores kritik af hans bøger.

København 31. maj 2009

Torkil Lauesen og Jan Weimann

Hvad er formålet med artiklen?

I de senere år er den såkaldte Blekingegadebande blevet voldsomt eksponeret i pressen. Især har pensioneret efterforskningsleder fra politiet Jørgen Moos og forfatteren Peter Øvig Knudsen (PØK) været meget i medierne i forbindelse med deres bogprojekter om Blekingegade-gruppen. I begyndelsen af 2009 har der været premiere på dokumentarfilmen ”Blekingegadebanden” og et teaterstykke. Endvidere er der en TV-serie fra Zentropa er på vej.

Ikke mindst PØKs 2-binds værk står tilbage som sandheden om Blekingegade-gruppen. I eftertiden vil disse bøger måske fremstå som hovedkilderne om emnet. Dette ønsker vi at rokke ved. Der er bragt mange forkerte påstande og fordrejninger frem i pressen og ikke mindst i de omtalte bøger. Denne artikel er blandt andet en modreaktion herpå.

Navnet Blekingegadebanden er pressens etikette på vores gruppe. Vi betragter os først og fremmest som deltagere i en politisk gruppe. Vi har alle fra vores tidligste ungdom været politisk interesserede og organiserede. I første halvdel af 70erne blev Jan Weimann, Niels Jørgensen og Torkil Lauesen medlem af KAK – Kommunistisk Arbejdskreds. Denne politiske gruppe blev sprængt i 1978, og vi var alle tre med til at danne organisationen Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe, forkortet M-KA eller blot KA.

Disse to politiske gruppers praksis omtales i denne artikel. Én blandt disse organisationers praksis var med illegale midler at skaffe finansiel støtte til befrielsesbevægelser i Den 3. Verden. Denne form for praksis omfattede ikke alle medlemmer af de to politiske grupper. Det var en slags undergruppe i gruppen, der ikke konstant havde den samme medlemskreds. Den illegale gruppe kalder vi i det efterfølgende Blekingegadegruppen.

Vi har to hovedformål med denne artikel.

• Dels har vi behov for at beskrive vores politiske projekt.
  Verden så meget anderledes ud i 70’erne og 80’erne, hvor vi var politisk aktive. Derfor indeholder artiklen et tidsbillede af denne tid.
  Hvordan så vi på verden, da vi udfærdigede det politiske projekt? Hvad var vores holdninger og teorier? Hvem blev vi inspireret af? Hvem var vores samarbejdspartnere og allierede? Hvordan valgte vi at handle på vores viden?
• Dels ønsker vi at tilbagevise misopfattelser af vores teori og praksis.
  Det er ikke hensigten systematisk at reagere på alle ukorrekte udsagn om vores politiske ståsted, samarbejdspartnere og legale og illegale ­handlinger. Men vi vil tage nogle vigtige og oftest gentagne misforståelser og usandheder op.

Teksten har forskellig form og tyngde. Det er primært en fremstilling af begivenhedsforløb og politiske analyser, men også kritik og kommentarer til bøger, artikler og avisskriverier. Teksten omhandler således både principielle og vigtige spørgsmål samt små detaljer. Vi har prioriteret det principielle og det vigtige, men nogle gange er detaljen vigtig for forståelsen af de større sammenhænge.

Øvigs kilder og metode

Inden vi går i detaljer med kritik af PØKs bøger, vil vi belyse hans kilder og metode.

Hvad tæller på plussiden, når man betragter PØKs bøger ud fra en dokumentarisk vinkel?

Først og fremmest har han forsøgt at finde alle tidligere medlemmer af KAK og M-KA for at få dem til at udtale sig. Også de som havde hemmelig adresse og/eller skiftet navn har han støvet op. Således er det lykkedes ham at få en del mandlige personer med indsigt i KAK og M-KAs historie i tale. Vi vil opsummere hvem, der er fremkommet med væsentlige oplysninger til PØKs bøger:

1. De to KUFere Gert Rasmussen og Xander Truelsen [1]
   Disse to personer var medlemmer af Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF), der var KAKs ungdomsorganisation. De blev begge, som PØK forklarer, i oktober 1969 sendt til Amman for at knytte forbindelse til den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP – Popular Front for the Liberation of Palestine (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). Deres historie må stå for deres egen regning. Disse to personer forlader begge KUF i 1970, og kan altså kun udtale sig om en meget kort periode fra 1968 til 1970.

1. En tidligere KAKer. [2]
   PØK har fået en tidligere KAKer til at udtale, at KAK allerede i 1975-76 stod for to røverier og et bedrageri.
   – Røveri den 9. december 1975 mod pengebude fra SIDs A-kasse på Nordre Fasanvej med et udbytte på ca. en halv mill. kr.
   – Røveri den 2. september 1976 mod postfunktionærer fra posthuset i Lyrskovgade på Vesterbro med et udbytte på lidt over en halv mill. kr.
   – Postbedrageri den 8. november 1976 for 1,4 mill., hvor falske postgiroer blev indløst på københavnske postkontorer.
   Vedkommende var relativ kortvarigt medlem af KAK og forlod organisationen ved splittelsen i 1978. Han nævnes ved fornavn ud for en del oplysninger, men har valgt at være anonym med hensyn til oplysningerne om de tre ovennævnte kriminelle handlinger.
2. Stemmen. [3]
   PØKs primære kilde til de politiske og moralske overvejelser i KAK og M-KA med hensyn til de illegale aktiviteter er den såkaldte stemme. I forbindelse med lanceringen af filmen ”Blekingegadebanden” af Riss-Hansen trådte stemmen frem som Bo Weymann. Han udtaler sig om de politiske og organisatoriske forhold i både KAK og M-KA. Han udtaler sig også om overvejelserne og de moralske spørgsmål ved at udføre den illegale aktivitet.

Vi må imidlertid gøre opmærksom på, at Bo aldrig har været medlem af KAK, han blev optaget i M-KA kort efter dannelsen i 1978.

Fra engang i 1982 begyndte han at deltage i det illegale arbejde. Hans første opgave blev at indsamle oplysninger om personer og firmaer, der støttede staten Israel, primært med det formål at afsløre israelske agenter. Den såkaldte Z-file. Han deltog desuden i planlægningen og forberedelserne til gennemførelsen af en kidnapning, som blev opgivet. Denne operation påvirkede Bo meget og efterfølgende deltog han i betydelig mindre omfang i det illegale arbejde.

Han har således siden kun deltaget i perioder og i dele af den illegale aktivitet, men udtaler sig ikke desto mindre om KAKs historie og om overvejelser, der ligger til grund for den illegale aktivitet. Vi må gøre opmærksom på, at han kun indirekte er vidne til mange af de ting, han udtaler sig om.

Bo Weymann har naturligvis meget større indsigt i fup eller fakta omkring KAK og M-KA end PØK. Vi er bekendt med, at han har fremført en del af de argumenter og fakta, som vi også fremlægger i denne artikel. Men PØK har afvist hans argumentation, blandt andet med den begrundelse, at han ikke har direkte kendskab til KAK og udviklingen af den illegale praksis.

PØK har altså ingen kilder, der har været medlem af både KAK og M-KA. Han har heller ingen kilder til de overvejelser, der ligger til grund for det at starte de kriminelle aktiviteter. Ikke desto mindre har han dog fået informationer frem, hvoraf en hel del faktisk i hovedtrækkene er korrekte.

PØK har således været meget grundig med at prøve at støve vidner op til de forskellige begivenheder omkring de dømte. Når det er sagt, hvad tæller så på negativsiden?

PØKs primære kilde er politiets rapporter og hans samtalepartnere er i stor udstrækning politifolk. I programmet Litteratursiden (DK-4), optaget i det gamle Horsens Statsfængsel, bliver PØK interviewet af Gunhild Agger. Han udtaler, at hovedkilden til bøgerne fortrinsvis er politiets materiale, og at han blev guidet af politifolk igennem materialet, da det ellers ville være for uoverkommeligt. For os virker det som om, at han ikke har checket mange af de oplysninger, han har fået fra politiet med selve bilagene. Han tager desuden mange af de antagelser og gætterier, som politiet har, for fakta. Det skaber fejlkonklusioner, som vi vil komme ind på i artiklen. PØK udtaler ydermere, at han udover den dokumentariske vinkel også prioriterer spændings-vinklen højt. Dette forhold vil vi påvise sætter sine tydelige og fejlagtige aftryk i hans bøger.

Vi vil vægte den politiske sammenhæng i stedet for krimi-vinklen. Når alt kommer til alt drejer Blekingegade-sagen sig om politik. Vi ser også begivenhederne i samtidens lys, mens PØK anlægger tidens ”terrorvinkel” på sagen.

Hans politiske viden og research har mangler. En læsning af PØKs kildehenvisninger viser, at han ikke systematisk har været igennem basale kilder som KAKs og M-KAs tidsskrifter og bøger, ligesom hans kendskab til befrielsesbevægelserne ikke rækker meget ud over politisk populærlitteratur. En sådan research ville have givet svar på mange af hans spørgsmål og forhindret en del fejlkonklusioner.

Den alvorligste kritik er dog, at læseren ikke har mulighed for at skelne mellem fakta og fiktion. Der mangler kilder til mange oplysninger. Læseren kan ikke selv vurdere troværdigheden af PØKs mange fakta.

Når vi senere i artiklen fortæller om væsentlige fejl i PØKs bøger, vil mange måske betvivle vores troværdighed. Men vi fremlægger trods alt vores argumenter som vores egne og angiver kildehenvisninger, hvor det ikke er os der udtaler os. Hos PØK er det hele tiden uklart, hvor oplysningerne kommer fra og med hvilken vægt de forskellige kilder indgår. PØK har mange detaljer i hans beskrivelser. Det giver en troværdighed hos læseren. Men for os, der kender historien, er der en utroværdighed i PØKs detaljer. I det følgende giver vi en række eksempler på de mange fejl i detaljerne – ikke fordi de i sig selv er vigtige – men fordi de principielt afspejler hans lemfældige omgang med fakta ikke kun i uvæsentlige detaljer, men også i meget vigtigere forhold som vi senere vil vise.

Lad os give en række eksempler taget fra blot ni sider af første bind. [4] De tre første eksempler er fra omstændighederne ved arrestationen af Jan Weimann. De sidste fire eksempler er oplysninger fra Jan og Holger Jensens gymnasietid (Holger var en af de centrale figurer i KAK og M-KA). Så mange faktuelle fejl på blot ni sider fortæller noget om PØKs forhold til kilder og kildekritik:

• PØK skriver, at Jan Weimann er i Udenrigsministeriet sammen med sin bror Bo, og at han forlader stedet med en bemærkning om, at han skal stille på P-skiven og købe en gave.
  Det er faktuelt forkert. Jan forlader stedet, fordi han har glemt nogle program­opdateringer, som han kan få en kopi af på Dansk Byplanlaboratorium, som ligger i nærheden. I øvrigt ”glemmer” PØK at skrive, at der er tale om Udenrigs­ministeriets Bibliotek. Historien får en lille drejning – for det vil tilsyneladende være mere interessant, hvis det var selve Udenrigsministeriet.
• PØK skriver, at Jan – i forbindelse med sin arrestation – får lov til at ringe til sin hustru, der er ansat i en Bank.
  Jans hustru var ansat i et IT-firma, der solgte IT-løsninger til banker og sparekasser. Igen en drejning, der gør historien ekstra interessant.
• PØK nævner, at Jan havde en liste med bilnumre i sin bil, da han blev arresteret. Hovedparten er numre på PETs biler, der benyttes til skygning.
  I den forbindelse skriver PØK, at Jan og Bo har været involveret i at installere et nyt Edb-system, som kriminalpolitiet bruger til at registrere særligt alvorlige forbrydelser. De har derfor haft jævnlig adgang til politiets lokaliteter, hvor der er terminaladgang (undtagelsesvist har PØK her angivet en kilde: efterforskningsleder Nils Bach).
  Dette er direkte usandt. Jan har aldrig haft adgang til, endsige besøgt, nogen form for politi-lokalitet i forbindelse med denne installation eller ved senere servicering af installationen.
• Jan var en slagsbror skriver PØK.
  Hvor kommer denne oplysning fra? Igen ukorrekt.
• I forbindelse med at Jan bliver valgt som elevrådsformand på Gladsaxe Gymnasium, skriver PØK, at det var Holger, der trak i trådene.
  Det er også faktuelt forkert, og igen passer det fint ind i PØKs strategi, der i bogen vælger den vinkel, at Holger er den, der får læsset de værste beskyldninger over på sig. At Jan blev elevrådsformand, skyldtes dels, at han havde lysten og dels, at han havde et gemyt, som gjorde, at han kunne få støtte fra begge de to socialistiske fløje på Gymnasiet: gruppen med tilknytning til Socialistisk Ungdoms Forum (SFs ungdomsorganisation) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKPs ungdoms­organisation).
• PØK skriver, at Holger Jensen blev bortvist fra gymnasiet et par dage i forbindelse med, at han nøgenbadede med en kvindelig gymnasieelev i skolens svømmehal.
  Det passer ikke. Han blev bortvist flere måneder.
• PØK nævner, at Jan en nat har overmalet S-toge med slagord om Vietnam, og at hans mor dækker over aktiviteterne, også da det næste morgen nævnes i radioavisen.
  Denne oplysning er faktuel rigtig, men ved ikke at angive kilde, kan læseren fejlagtigt få det indtryk, at oplysningerne stammer fra et interview med Jan. Et sådan interview har aldrig fundet sted.

Disse syv eksempler er ikke betydningsfulde fejl. Problemet er, at læseren ikke har mulighed for at vurdere oplysningerne, og at de hele tiden får en drejning, så de bliver mere mystiske og dramatiske.

Når PØK senere skriver om vores forbindelser til bestemte organisationer og personer, så er den slags unøjagtigheder ubehagelige for os. Vi ønsker ikke at få skudt i skoen, at vi har samarbejdet med organisationer, vi bevidst har fravalgt. PØK sammenroder faktuelle ting, fejlagtige oplysninger og egne konklusioner fuldstændig.

Vi vil ikke videre beskæftige os med de mange øvrige små unøjagtigheder og fejl, men kun beskæftige os med de mere betydningsfulde fejl.

Denne artikel består af tre hoveddele.

I. En historisk del, der omhandler KAK, medlemsoprøret i KAK 1977-78 og videreførelsen af den politiske linje i organisationen M-KA fra august 1978 og frem.

II. Kommentarer til nogle af de kriminelle anklagepunkter og juridiske aspekter ved retssagen.

III. Nogle politiske og moralske betragtninger om vold som politisk middel.

Noter

[1] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1, side 114 ff.

[2] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1, side 236 ff.

[3] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1, side 327 ff.

[4] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1. Side: 24-27 og 76-80