Vores teori, praksis og samarbejdspartnere

Denne første del af artiklen omhandler fem temaer:

1. KAKs tilblivelse og udviklingen af den politiske teori – Snylterstatsteorien.
2. KAKs legale og illegale praksis.
3. Hvad var vores forhold til PFLP og hvorfor havde vi ikke samarbejde med RAF og Wadi Haddads Special Forces?
4. Bruddet i KAK og opbygningen af den nye organisation M-KA.
5. Hvem var vores inspirationskilder, og hvem kan man med rette sammenligne os med?

Det politiske udgangspunkt i KAK

Som baggrund for vores politiske engagement og praksis, er det nødvendigt at beskrive den politiske organisation KAK, hvor vi fik vores grundlæggende politiske skoling.

Denne beskrivelse omfatter:

• En kort beskrivelse af KAKs historie og KAKs politiske teori – Snylterstatsteorien. Vi sætter fokus på den nye internationale politiske situation, som KAK udsprang af.
• KAK som en organisation, der dels så det som sin opgave at opbygge en handlekraftig organisation, og dels så det som sin opgave at give sit lille bidrag til at undergrave imperialismen ved at støtte strategisk udvalgte befrielsesbevægelser.
• En afvisning af påstanden om, at KAK i 1970erne var en maoistisk organisation, som PØK og mange andre fører frem.
• En afvisning af, at vi var politisk isolerede og revolutionære fantaster, som det påstås af visse dele af venstrefløjen. Vi delte politisk verdenssyn med mange andre bevægelser og teoretikere, og vi var i løbende dialog med dem.
• En beskrivelse af, hvorfor KAK valgte ikke kun at have en legal, men også en illegal praksis.

KAK blev dannet i 1964 af en række tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. Ledelsen bestod dengang af syv medlemmer, bl.a. Gotfred Appel og Benito Scocozza. Man udgav bladet Kommunistisk Orientering. Ved stiftelsen offentliggjorde KAK et politisk 12-punktsprogram, [5] der kritiserede DKP samt den politiske linje i Sovjetunionen. Grundlaget for dannelsen af KAK var inspireret af Mao og Kinas kommunistparti.

KAK havde ud over den maoistiske vinkel en international vinkel, og var den første organi­sa­tion, der indkaldte til en Vietnam-demonstration i Danmark. Det skete den 8. februar 1965 under parolen: Befri syd, forsvar nord og genforen fædrelandet! Samme år tog KAK initiativet til at indsamle penge til et spedalskheds-sanatorium i Nordvietnam. Spiren til den kommende teori om at støtte befrielsesbevægelser var allerede lagt på dette tidlige tidspunkt. KAK forventede at kampen mod den amerikanske imperialisme ville undergrave kapitalismen og bringe os nærmere socialismen. I 1966 danner KAK Vietnam-komiteen, der senere bliver en bred bevægelse.

Enheden i KAK knager dog. På grundlag af en debat om synet på den danske arbejderklasse, bliver organisationen splittet, og Benito Scocozza og flere andre forlader organisationen. KAK står herefter mere enig og samlet, men også medlemsmæssigt svækket. Der er enighed om at gøre kampen for Vietnams befrielse til det vigtigste fokuspunkt i den politiske kamp i Danmark. KAK kommer med de første udtalelser om, at den danske arbejderklasse er bestukket med lønforbedringer, og derfor er svær at mobilisere til international solidaritet.

I 1966 beskrives hovedessensen i det, der senere kaldes snylterstatsteorien i en artikel i Kommunistisk Orientering. Det skitseres her, hvordan socialister i den rige del af verden nødvendigvis må handle, når man anerkender denne teori:

Ønsker vi socialisme i den vestlige kapitalistiske verden, og herunder i Danmark, er det derfor i dag vor fornemmeste pligt at støtte de undertrykte nati­oner og folk i deres kamp netop mod denne vestlige kapitalisme – den fælles fjende. [6]

KAK dannede i 1968 ungdomsorganisationen KUF, der udgav bladet Ungkommunisten. De ganske få medlemmer i selve KAK ønskede at tiltrække unge. KUF dannede Anti-imperialistisk Aktionskomite for at tiltrække sympatisører.

Først på dette tidspunkt kom vi ind i billedet. Ingen af os havde noget med KAKs tidlige historie at gøre. [7] Vi blev organiseret i Anti-imperialistisk Aktionskomite. Jan Weimann blev tilknyttet organisationen fra 1967 i forbindelse med demonstrationerne mod den græske junta. Niels Jørgensen kom med i 1969 i forbindelse med demonstrationerne mod Saga-biografens fremvisning af filmen De grønne Baretter, der forherligede USAs krigsforbrydelser i Vietnam.  Torkil Lauesen – der boede i Holbæk – fik forbindelse til KUF i 1971. Holger Jensen, som omtales meget i PØKs bøger, blev leder af Anti-imperialistisk Aktionskomite.

Gotfred Appel og Ulla Hauton udgjorde reelt KAK i 1968. De var på dette tidspunkt ved at udvikle Snylterstatsteorien. [8] Hovedessensen i Snylterstatsteorien er, at de rige (imperialistiske) lande udbytter landene i Den 3. Verden. De indkasserer ekstra store gevinster (superprofitter) via investeringer i disse lande. Superprofitterne tilfalder ikke kun kapitalisterne, men finder også vej til arbejderklassens lønningsposer. Den vestlige arbejderklasse har ikke mere ”kun deres lænker at tabe”. [9] De fik interesser i, at det gik kapitalismen godt, så deres kamp for højere løn kunne føres igennem med succes. Arbejderklassen i Vesteuropa var ikke revolutionær i 1960’erne, det var soleklart for os, når vi tog udgangspunkt i den virkelighed, vi så omkring os. Dette er kort fortalt Snylterstatsteorien.

Da Snylterstatsteorien blev udviklet i 1968 var KAK den gruppe i Danmark, som Kinas Kommunistiske Parti (KKP) samarbejdede med og officielt anerkendte. KAK havde eneret til at trykke Den lille røde, der bestod af en endeløs række Mao-citater.

Fra maoister til antiimperialister

Da KKP afholdt sin 9. Kongres i 1969, beskrev man situationen i Vesteuropa, som om revolutionen stod for døren. KKP beskrev for eksempel fuldstændig virkelighedsfjernt arbejderklassens situation i Vesteuropa som: ”den revolutionære og selvopofrende arbejderklasse”. KAK valgte i et særnummer af Kommunistisk Orientering at kritisere denne analyse. Herefter brød KKP forbindelsen med KAK.

Hvis man ser hvilke emner KAK skrev om i Kommunistisk Orientering, bekræftes det yderligere, at KAK ikke var maoistisk. I 1974-1975 indeholder Kommunistisk Orientering en beskrivelse af KAKs politik, kritik af Scocozza, teoretiske artikler, hungersnød i Indien, de multinationale oliefirmaer, den vesttyske arbejderklasse, USAs landbrugspolitik, en kronik om samt artikel af Don Barnett [10] samt en artikel, der så RAF [11] i et kritisk lys. Ikke én eneste artikel omhandlede Kina. At KAK har haft forhåbning om, at Kina ville være i stand til at opbygge en socialistisk stat uden de fejltagelser, der blev begået i Sovjetunionen under Stalin, betød ikke, at KAK var maoistisk.

At PØK [12] og andre beskriver os og KAK som maoister op gennem 1970’erne, er derfor ikke rigtigt. KFML/KAP, [13] ledet af Benito Scocozza, overtog rollen som Kina-sympatisører. Denne bevægelse var PØK kortvarig medlem af, så han skulle vel egentlig vide bedre.

• På mange afgørende punkter var KAK uenig med KKP.
• I synet på den vestlige arbejderklasse var vi som beskrevet fundamentalt uenige.
• KAK så det som den vigtigste praksis at støtte Den 3. Verdens befrielsesbevægelser, hvorimod KKP anså den vestlige verdens arbejderklasses kamp som det vigtigste.
• Vi var fundamentalt uenige i synet på Sovjetunionen. [14] Vi så Sovjetunionen som en taktisk allieret i kampen mod imperialismen. Vi var ikke enige med dem i et og alt – specielt ikke hvad angår opbygningen af socialismen i Sovjetunionen. KKP så Sovjet som den farligste imperialistiske magt.
• Stort set alle de bevægelser, vi støttede i Den 3. Verden, blev kritiseret af Kinas kommunistiske Parti og maoistiske bevægelser i Vesteuropa. De havde for det meste valgt at samarbejde med helt andre bevægelser, som vi ikke nærede nogen som helst sympati for. Vi støttede f.eks. MPLA i Angola, mens Kina støttede UNITA og FNLA.
  Lederen af UNITA var Jonas Savimbi. Organisationen var en flok antikommunistiske banditter, der terroriserede civilbefolkningen. Kina kom dermed til at danne fælles front med USA, Sydafrika og Israel i deres støtte til UNITA. Senere indledte de også et samarbejde med lederen af FNLA – Holden Roberto. Denne organisation var kendt for at myrde alle, når de angreb en hvid farm: de hvide, deres familier, de sorte arbejdere og deres familier.
  Også i synet på Mellemøsten var vi uenige med den kinesiske linje. PFLP har ikke modtaget anden støtte fra Kina end en kasse bøger af Mao.

For generationerne efter os fremstår de forskellige socialistiske grupperinger måske som hørende til en fælles sag blot med forskellige høvdinge. Men for os, som deltog, var der meget væsentlige forskelle, blandt andet denne, at vi ikke var maoister. Vi var grundlæggende uenige med den kinesiske linje.

Udgangspunktet for vores politiske engagement var det uretfærdige i udbytningen og undertrykkelsen i Den 3. Verden og sympatien for de revolutionære bevægelser, der opstod som konsekvens heraf.

Vi brugte det marxistiske begreb modsigelse i vores analyse af verden. Kort fortalt består en modsigelse af to modsatrettede kræfter, der samtidigt bekæmper og betinger hinanden.

Den traditionelle marxistiske litteratur har fokus på modsigelsen mellem kapitalejere og arbejdere. Med udgangspunkt i vores analyse af verden var hovedmodsigelsen mellem de fattige og udbyttede lande og de rige imperialistiske lande.

Med afsæt i vores opfattelse af virkeligheden og Snylterstatsteorien, mente vi, at modsigelsen mellem den vestlige verdens arbejdere og kapital-ejere var stærkt svækket. Arbejderklasse og kapital-ejere havde på kort sigt en fælles interesse i at hive profitter hjem fra Den 3. Verdens lande, selvom de naturligvis førte en lønkamp om fordelingen.

Vi så Den 3. Verden som brændpunktet. Her var der åbenlys kamp i form af massebevægelser og politiske organisationer, der tog våben i hånd for at gøre op med den lokale magtelite og imperialistiske udbytning. Vi betragtede hovedmodsigelsen i verden som værende mellem Imperialismen og befolkningen i Den 3. Verden – især arbejdere og bønder. Vi så det som vores hovedopgave at støtte de organisationer og befolkningsgrupper i Den 3. Verden, der var aktive i kampen mod de rige imperialistiske lande.

Enighed mellem os og Den 3. Verdens befrielsesbevægelser

Vores analyse var ikke en vi stod alene med, selvom den ikke var særlig populær på den danske venstrefløj. I det samarbejde vi begyndte at opbygge med befrielsesbevægelser i Den 3. Verden, var der bred enighed om analysen. Vi havde samme mål: Dels at løsrive Den 3. Verden politisk fra imperialismen, dels at stoppe den økonomiske udbytning og endelig at skabe fundamentet for, at verden bevæger sig i en socialistisk retning. Che Guevara, der var en af lederne i den cubanske revolution og senere udenrigsminister i Cuba, talte om at skabe flere ”Vietnammer”:

En strålende fremtid ville være inden for rækkevidde, hvis to, tre mange Vietnam blomstrede på klodens overflade, hver med deres umådelige tragedier, med deres daglige heroisme, med deres gentagne anslag mod imperialismen, som ville blive tvunget til at sprede sine styrker på grund af det pludselige angreb, under det voksende had fra alle jordens folk. [15]

Vores støtte til bevægelser i Den 3. Verden havde både et kortsigtet og et langsigtet perspektiv. Det kortsigtede perspektiv var at hjælpe disse lande til økonomisk og politisk selvbestemmelse. Det langsigtede perspektiv var, at denne løsrivelse ville mindske superprofitterne og dermed skabe betingelser for, at modsigelsen mellem arbejderklasse og kapital igen blev aktuel. Dette ville bringe socialismen nærmere i vores del af verden. Disse synspunkter havde vi til fælles med mange af Den 3. Verdens ledere og revolutionære.

Jawaharlal Nehrus (Indiens første premierminister) skrev allerede i 1933:

Kapitalismen forlængede sit liv helt til vore dage på grund af en faktor som Marx ikke fuldt ud tog hensyn til. Det var den udbytning af kolonierne, som vestens industri­lande gennemførte. Det gav dem nyt liv og velstand, men det sker rigtig nok på bekostning af de fattige lande, som blev udbyttet. [16]

Che Guevara skriver i 1965:

Lige siden monopolkapitalen overtog magten, har den holdt den overvejende del af verdens befolkning nede i fattigdom og delt profitten mellem de stærkeste nationer. Disse landes højere levestandard er baseret på vores elendighed. For at hæve de under­udviklede folks levestandard er det derfor nødvendigt at kæmpe mod imperialismen. [17]

Julius K. Nyerere (Tanzanias daværende præsident) sammenligner i 1973 arbej­der­nes vilkår i Europa i det 19-århundrede med de fattige nationers arbejdsstyrke i 1970’erne. Han skriver:

Den eneste forskel mellem disse to situationer er den, at dem, der i den inter­nationale situation nyder goderne nu, er de rige nationers nationaløkonomi – heri indbefattet disse nationers arbejderklasse. Og den uenighed med hensyn til delingen af byttet, som tidligere eksisterede mellem medlemmerne af kapitalist­klassen i det 19. århundrede, repræsenteres nu af uenighed om delingen af byttet mellem arbejderne og kapitalisterne i de rige økonomier. [18]

Det var ikke kun politikere, som analyserede situationen, ligesom vi gjorde. Opfattelsen fandtes også i den akademiske verden. En af de mest anerkendte historikere, Eric Hobsbawn, beskæftigede sig meget med sammenhængen mellem imperialisme og arbejderaristokrati og skriver i 1964:

For at opsummere. Rødderne til den britiske reformisme ligger uden tvivl i historien om et århundrede med økonomisk verdensdominans og skabelsen af et arbejderaristokrati og endda mere generelt en hel arbejderklasse, som drog fordel af det.” [19]

Den respekterede økonom Joan Robinson skriver:

Det var ikke blot den overlegne produktivitet, som fik den kapitalistiske rigdom til at vokse. Hele verden blev plyndret for resurser. De oversøiske magtområder, som de europæiske nationer havde forskaffet sig og kæmpet om siden det sekstende århundrede, blev nu vældig udviklet, så det kunne levere råmaterialer til industrien…
Industriarbejderne i hjemlandet profiterede af imperialismen på tre måder. For det første var råmaterialer og fødevarer billige i forhold til forarbejdede varer, og det opretholdt deres lønningers købekraft. F.eks. blev the, der havde været en middelklasseluksus, en uundværlig nødvendighed for fattige englændere. For det andet dryppede de store formuer, som blev skabt inden for industrien, handlen og finansverdenen på resten af samfundet i form af skatter og milde gaver, mens den fortsatte investering gjorde, at efterspørgslen efter arbejdskraft voksede med befolkningen. Endelig kunne de ”give” den rundt omkring i verden som medlemmer af herrenationerne og derved nære deres selvagtelse ved forestillinger om racemæssig overlegenhed. [20]

Joan Robinson konkluderer:

Således blev industriarbejderklassen, samtidig med at den tilsyneladende kæmpede imod systemet, i virkeligheden opsuget af det.

Den politiske situation i 1970’erne

Mens de revolutionære perspektiver for Vesteuropa fortonede sig i det fjerne var situationen i Den 3. Verden anderledes positiv.

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne fik oprøret mod imperialisme og kolonialisme overalt i Den 3. Verden fornyet kraft.

Der kunne være flere årsager til, at der opstod befrielseskamp i et givet land. Der kunne være et ønske om national uafhængighed (det nationale aspekt). Der kunne være et ønske om at få brød på bordet (udbytnings aspekt) – at tage magten fra en dominerende klasse i landet eller at forhindre udenlandske firmaer i at udnytte ressourcer og udbytte befolkningen. Endelig kunne der være et socialistisk aspekt – et ønske om grundlæggende at ændre magtforholdene i landet så ressourcerne blev fordelt på en mere retfærdig måde. Flere af disse aspekter var ofte til stede samtidigt.

Det nationale aspekt

De nationale bevægelser havde som mål, at udenlandske magter ikke skulle sætte den politiske dagsorden – afkolonisering. På det afrikanske kontinent løsrev Algeriet sig fra Frankrig i 1962. Der var en national befrielseskamp i Eritrea op gennem 1970´erne. Der var oprør i Mozambique, Angola, Guinea-Bissau og på Kap Verde øerne, som alle var portugisiske kolonier. Det var også et nationalt aspekt, der dominerede i de lande, hvor et hvidt mindretal sad på hele den politiske magt. Der var således en national befrielseskamp mod Jan Smiths settler-regime i Rhodesia (det senere Zimbabwe). Der var kampen mod apartheid i Sydafrika og befrielseskampen i Sydvest­afrika (det senere Namibia). I Mellemøsten voksede den palæstinensiske befrielsesbevægelse sig stærk, og i Tyrkiet gjorde det kurdiske mindretal oprør.

Udbytningsaspektet

I mange af de lande hvor udbytning og undertrykkelse af befolkningen var massiv, gjorde man oprør. Der var tale om befolkninger (proletariat, bønder, slumbeboere osv.), der intet havde at miste – de kæmpede imod feudale regimer og imod kapitalistiske regimer. Disse regimer havde ofte en høj grad af udenlandsk dominans.

Der var revolutionær uro i Marokko. Kejser Haili Selassi i Etiopien blev styrtet ved et kup i 1974. I Iran var der oprør mod Shahens regime.

I Latinamerika var der ligeledes en bølge af oprør og forandringer. Fidel Castro kom til magten i Cuba i 1959. Salvador Allende kom til magten i Chile ved et demokratisk valg i 1970. Herudover var der oprør i flere lande. De mest kendte er Guatemala, Nicaragua og El Salvador. Latinamerika var samtidig CIAs legeplads, hvor de støttede de mest korrupte og brutale regimer. I de fleste latinamerikanske lande var der dødspatruljer, som torturerede og dræbte alle modstandere af regimet, det gjaldt oppositionspolitikere, fagforeningsfolk og revolutionære katolske præster.

Det socialistiske aspekt

Mange af de nævnte bevægelser havde samtidig en socialistisk ideologi, som havde fællestræk med vores ideologi. Det socialistiske perspektiv i det vietnamesiske oprør smittede af på befrielseskampen i andre asiatiske lande: stærkest i Cambodja og Laos. I Thailand og på Filippinerne voksede der også nye kommunistiske bevægelser frem. Et venstreorienteret styre kom til magten i Syd Yemen, og der var befrielseskamp i Oman.

Kampen var global og perspektiverne lyse

Optimismen for Den 3. Verdens befrielsesbevægelser stammede især fra FNLs [21] kamp. FNL – Front National de Liberté – blev dannet i 1960 i Sydvietnam, og med støtte fra Nordvietnam kæmpede de i 15 år for et frit og forenet Vietnam. Kampen foregik imod den herskende elite i Sydvietnam og mod den udenlandske dominans – først Frankrig og dernæst USA. Ønsket var, at skabe en samlet socialistisk nation. Det blev en realitet efter erobringen af Saigon den 30. april 1975.

FNL viste, at det kunne lade sig gøre at stå op imod selv USA. Strategien var farbar. Der blev etableret nye nationer, som resultat af succesrige befrielseskampe. Der opstod hermed et socialistisk perspektiv i disse lande. Hvis man i midten af 1970erne satte røde knappenåle på verdenskortet i de lande, hvor der var befrielsesbevægelser som kæmpede eller var kommet til magten, så det lovende ud. Det var ikke bare i vores fantasi, at kampen i Den 3. Verden gik fremad. [22]

USA

Oprøret var centreret i Den 3. Verden, men selv i USA var der bevægelser, som havde en anden dagsorden. De sortes kamp for lige rettigheder nåede verdenspressen hver dag. Der var folkelig mobilisering i store demonstrationer. Politiske grupper opstod, det så ud, som om de forberedte sig på åben kamp.

Her tænker vi især på to bevægelser Black Muslims og Black Panther Party for Self-Defense. De sorte pantere blev grundlagt i 1966 af Huey P. Newton, Bobby Seale mfl. blandt andet med det formål at beskytte den sorte befolkning imod politibrutalitet. Derfor bevæbnede de sig til selvforsvar, hvilket som bekendt er legalt i USA. I 1968 blev deres tidsskrift trykt i et oplag på en halv mill. eksemplarer. Gruppen blev hurtigt og systematisk chikaneret og angrebet af den amerikanske stat. Politiet angreb det ene Panter-kontor efter det andet og dræbte mange af deres ledere og menige medlemmer. Derfor måtte medlemmer gå under jorden eller flygte til udlandet.

I 1969 opstod der også en militant hvid venstregruppe – The Weathermen – der søgte at sabotere den amerikanske våbenindustri og regeringskontorer for at standse Vietnam-krigen.

Alt dette betød ikke, at revolutionen ulmede i USA. Men det betød, at USA så vakkelvornt ud. Hvis den rigdom, der overførtes til USA fra de fattige lande, kunne blive afbrudt, så ville de økonomiske muligheder for at reformere sig ud af krisen være mindre.

I slutningen af 60erne og begyndelsen af 70 var der en reel mulighed – ”et vindue” – for radikale globale ændringer. Kombinationen af antikolonial og antiimperialistisk kamp over store dele af Den 3. Verden med det anti-autoritære ungdomsoprør i Europa og USA, var for os objektive betingelser, som skabte mulighed for at forandre verden. Der er ingen tvivl om af denne konkrete situation bidrog til vores radikalisering og engagement. Det var ikke kun en drøm, vi kunne blive et tandhjul i den igangværende revolutionære proces.

Politiske studier

Studiet af marxismen – den historiske materialisme og den politiske økonomi spillede en stor rolle. Den kunne forklare, hvordan verden var skruet sammen. Det var vigtigt for os, at vores praksis var baseret på teori, empiri og erfaringer, og at det ikke bare var en idealistisk drøm. Vi stræbte efter viden om, hvordan den økonomiske udbytning fungerede. Vi stræbte efter viden, om hvordan samfundet var sat sammen. Vi fandt det vigtigt at tilegne os denne viden for effektivt at være med til at forstå og forandre verden.

Vi brugte meget tid på at studere Karl Marxs værk Kapitalen. Vi brugte tid på at lave økonomiske analyser, landestudier og undersøge de befrielsesbevægelser, vi var begyndt et samarbejde med.

Vi nøjedes ikke med en teoretisk indfaldsvinkel til verden. Vi rejste i starten af 70’erne rundt for ved selvsyn at erfare, hvordan situationen var mange steder. Ud fra disse måned lange studieophold blev der udfærdiget rapporter, om de enkelte landes økonomi, magtforhold, udbytning fra de rige lande, befolkningens levestandard og meget mere. Disse rapporter blev så diskuteret på medlemsmøder i KAK. De lande, der blev besøgt og studeret var: Indien, Irak, Iran, Syrien, Israel, Libanon, Ægypten, Tanzania og Kenya, men også vestlige lande som Portugal, Tyskland, Nordirland, USA og Canada.

Gennem disse studier blev vi bekræftet i, at det var i Den 3. Verden, det revolutionære potentiale lå. Det var hér, de økonomiske værdier blev skabt, som kapitalismen behøvede for at forblive et dynamisk system. Det var hér, der var objektive årsager – udbytning og politisk undertrykkelse – til at ønske forandring. Det var hér, det revolutionære potentiale fandtes. Arbejderklassen i Vesteuropa ønskede nok højere løn og mere velfærd, men nærede ikke noget ønske om grundlæggende forandringer. Der ligger ikke nogen moralsk kritik eller afstandtagen i denne analyse, det er en simpel analyse af interesser. Dette synspunkt bundede også i vores personlige erfaringer. I slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne var det almindeligt, at KAK-medlemmer arbejdede på store arbejdspladser: B&W, FL Smith, Tuborg osv. I midten af 70erne tog fire medlemmer af KAK endog arbejde et års tid i Frankfurt på store arbejdspladser for at få en fornemmelse af, hvad der rørte sig andre steder i Vesteuropa.

Vi mener i dag at denne analyse har vist sig at være rigtig. Den vestlige arbejderklasse udviklede ikke noget revolutionært potentiale i de følgende årtier. Vi synes derfor ikke det var os, der var fantaster – vi var realister. Det var ikke os, men DKP og KAP der skrev programmer for et socialistisk Danmark.

Man taler i den marxistiske litteratur om revolutionens objekt og subjekt. Objektet er de faktuelle økonomiske og politiske forhold, man ønsker at forandre. Subjektet er de mennesker/klasser, som skal gennemføre forandringerne. Det er de grupper, der er undertrykte og udbyttede og har viljen til at gøre oprør. Marxismen sætter arbejderklassen ind i rollen som revolutionens subjekt. Vi betragtede ikke den vestlige arbejderklasse som revolutionær – det var ikke udbytning og undertrykkelse, der karakteriserede denne klasse. Tværtimod havde den meget at miste: levestandarden var høj og mange arbejdere havde bil og hus. Den havde ikke ønsket eller viljen til revolution. Vi så derimod bønder og arbejdere i Den 3. Verden, som dem der havde et revolutionært potentiale. Vi skiftede således ikke arbejderklassen ud med os selv eller andre små aktivistgrupper, som det revolutionære subjekt, som Morten Thing [23] og Andreas Bülow [24] skriver. Nej – vi skiftede den vesteuropæiske arbejderklasse ud med de revolutionære bevægelser i Den 3. Verden, der havde folkelig støtte.

Hvis en revolutionær bevægelse skal kunne opstå og have succes, er det nødvendigt, at befolkningen ikke vil leve på den gamle måde, og at den demokratiske vej har vist sig ikke at være farbar. Marx taler om, at den revolutionære klasse kun har deres lænker at miste.

Kommunisterne forsmår [25] at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde. Proletarer i alle lande, foren jer! [26]

Vi fandt mening med vores politiske arbejde, især fordi vi fandt sammenhæng mellem de teoretiske studier og vores praktiske viden om verden. Engagementet kom både fra teorien om den ulige verden, fra vores viden om den imperialistiske udbytning og endelig fordi vi ved selvsyn så konsekvenserne af denne udbytning i Den 3. Verden. Vi ønskede brændende at være med til at give disse mennesker i Den 3. Verden er værdigt liv. Her tænker vi både på de dårlige arbejds- og leveforhold for befolkningen i Den 3. Verden, men også den politiske undertrykkelse og de myrderier, der foregik mod fagforeningsmedlemmer og politisk organiserede mennesker, der ønskede at ændre forholdene.

Vi var ikke isolerede

Mange venstrefløjspartier og -skribenter har omtalt os som politisk isolerede. Bente Hansen skriver f.eks. i tidsskriftet Salt:

“Forfatteren (PØK) har, navnlig i interviews, gjort alt, hvad han kunne, for at gøre gruppen ’til en integreret del af venstrefløjen’, men sjovt nok viser hans fremstilling i bogen det modsatte: Fra den tid, hvor det virkelig bliver en aktiv gruppe (omkring 1969-70) lukker den sig totalt om sig selv og sine aktiviteter og trækker sig helt væk fra den venstrefløj, hvor den næppe havde haft et solidt fodfæste. Gruppen mørklægger sig selv, og dens kontakt til venstrefløjen er nul. Den nærer angiveligt en dyb foragt for ’venstredynen’”. [27]

Vi havde en teori, som ikke var velset, og som blev betragtet som udokumenteret og underlig.  At vi var isoleret fra venstrefløjspartierne i Danmark, er ikke det samme, som at vi var isolerede generelt.

Vi var på ingen måde politisk isoleret hverken fra politiske diskussionsparter eller fra folkelige bevægelser. De boede bare ikke primært i Danmark og var ikke medlemmer af DKP, Venstresocialisterne eller KAP. Vi diskuterede politik med befrielsesbevægelser, når vi besøgte dem, eller når de var i Danmark. Vi havde forbindelse med grupper i den rige del af verden, som delte vores synspunkter og havde samme praksis som os – nemlig at støtte befrielsesbevægelser. Grupper som Liberation Support Movement i USA og Canada, samt grupper i Norge og Sverige. I Danmark havde vi forbindelse til solidaritetsgrupper, der støttede PFLO, Filippinerne, Vestsahara og El Salvador. Via Tøj til Afrika var vi i forbindelse med Ulands­klunserne og andre organisationer, der arbejdede med praktisk hjælp til flygtningelejre bl.a. WUS – det senere Ibis – og Mellemfolkelig Samvirke. Vi diskuterede ivrigt vores politiske synspunkter med alle de bevægelser og politiske aktører, vi havde kontakt med – vi følte os på ingen måde isoleret.

Hvilken praksis havde KAK?

KAK valgte tidligt at støtte befrielsesbevægelser både moralsk og materielt. Tesen var, at denne støtte var den vigtigste praksis for en socialistisk organisation i den imperialistiske del af verden. Det materielle støttearbejde fik både legale og illegale former.

KAKs praksis havde et dobbelt formål. Det ene var at opbygge en disciplineret og handlekraftig organisation, som både kunne arbejde legalt og i visse tilfælde illegalt. Det andet var at udføre politisk og praktisk solidaritetsarbejde til støtte for befrielsesbevægelser i Den 3. Verden.

Gotfred Appel og Ulla Hauton havde et ønske om at opbygge en kommunistisk gruppe, som havde viljen og evnen til at udføre handlinger, som de opstillede som nødvendige. Sådanne handlinger kunne være at agere forbilleder i forbindelse med demonstrationer, at opbygge medlemmers evne til at udføre illegale ting og at lave nålestiksoperationer.

Den amerikanske propagandafilm om Vietnamkrigen – De Grønne Baretter – kom på plakaten i Saga-biografen på Vesterbrogade i maj 1969. I alle andre Vesteuropæiske lande var fremvisningen af filmen blevet stoppet af demonstranter. KAK og andre venstre-grupperinger besluttede at det også skulle ske i København. Ungdomsorganisationerne KUF og Den Antiimperialistiske Aktionskomite skulle således være i frontlinjen ved Saga-demonstrationerne i 1969. De skulle dels lave sabotage i biografen ved at sprede smørsyre på sæderne og dels opildne demonstranterne til at forhindre filmen i at blive afspillet. Filmen blev stoppet efter flere dages demonstrationer og slagsmål på Vesterbrogade mellem de venstreorienterede aktivister på den ene side og politi støttet af De Vilde Engle på den anden side. Aktionen havde således et dobbeltformål fra KAKs side, dels at stoppe filmen (vise solidaritet) og dels at træne medlemmerne i ikke lovlig aktivitet.

Mange blev også sendt ud og male slagord på broer og bygninger med slogans som Leve PFLP og Vietnam Palæstina – samme kamp.

I september 1970 holdt Verdensbanken kongres i København. Verdensbanken blev af størstedelen af venstrefløjen betragtet som et redskab for imperialistisk udbytning af 3. Verdens lande. Her stillede KAK igen op, dels for at forhindre/besværliggøre gennemførelsen af kongressen, dels for at træne medlemmerne og dels for at inspirere andre dele af venstrefløjen. KAK udførte et brand-attentat mod det daværende Bella-Center for at forhindre et planlagt møde fra Verdensbanken. Vi er af den overbevisning, at for KAKs ledelse var processen lige så vigtig som resultatet. Med andre ord den erfaring den enkelte fik med små illegale handlinger, var ligeså vigtig som selve det synlige resultat.

Tøj Til Afrika (TTA)

Den anden praksisform var materiel støtte til befrielsesbevægelser. Derfor startede KUF i 1972 organisationen Tøj Til Afrika. I første omgang gik man i gang med at indsamle dansk overskudstøj og sende det til flygtningelejre i Afrika. Her blev tøjet givet til befrielses­bevægelser, der administrerede lejrene. Bevægelserne uddelte så tøjet til de flygtninge, der havde behov. Mange KUFere og sympatisører var aktiveret i dette arbejde med at indsamle tøj, sortere det, presse det i baller og sørge for forsendelse. Der blev oprettet lokalafdelinger i Odense, Løgstør og Holbæk.

Resultaterne af TTAs arbejde de syv første år var:

1972: 0,9 tons til MPLA (Angola)

1973: 8,7 tons til FRELIMO (Mozambique) og til PFLOAG (Oman)

1974: 4,7 tons til FRELIMO

1975: 13,3 tons til MPLA, PFLO (Oman) og ZANU (Zimbabwe)

1976: 9,1 tons til ZANU

1977: 27,3 tons til ZANU

1978: ca. 70 tons til ZANU

Derudover blev der afholdt loppemarkeder med indsamlede effekter. De største loppemarkeder kunne på en weekend give 100.000 kr. Disse penge blev delvist anvendt til at betale for forsendelser og delvist brugt som pengegaver til udvalgte befrielsesbevægelser.

Det illegale arbejde

KAKs ledelse og medlemmer ville gøre mere. Én af mulighederne var at skaffe penge på illegal vis. Ingen af os var i KAKs ledelse på det tidspunkt, hvor beslutningen blev taget. Derfor kan vi kun give et kvalificeret gæt på, hvorfor KAK startede denne praksis. Dette gæt bygger dels på den snak vi har deltaget i efterlods og det Jan Weimann har fået fortalt og erfaret da han blev optaget i KAKs ledelse i 1975. Meget tyder på, at det er startet som et eksperiment. Til dette eksperiment har der været knyttet mange spørgsmål, som ledelsen i KAK ønskede belyst.

• Kan det overhovedet lade sig gøre at skaffe store økonomiske midler med illegale midler?
• Havde organisationen de medlemmer, som kunne udføre disse aktioner?
• Kunne de, der udførte aktionerne holde tæt overfor andre medlemmer og mennesker uden for organisationen?
• Kunne disse aktioner udføres uden for meget vold?
• Kunne aktionerne udføres, uden at politiet kom på sporet af KAK?
• Kunne man forsvare at udføre de illegale handlinger politisk / moralsk?
• Ville de enkelte medlemmer, der blev udpeget af ledelsen, besvare disse spørgsmål på samme måde som ledelsen?

Man må huske, at springet ikke blot gik fra tøjindsamling til røverier. Nej, først deltog medlemmerne i voldelige demonstrationer, dernæst i nålestiksoperationer såsom brandattentatet mod Bellacenteret. Det gjorde springet til røveri mindre. KAKs ledelse mente at spørgsmålene blev besvaret positivt, men det krævede samtidig nogle strukturelle ændringer af organisationen. Sikkerheden blev skærpet, blandt andet ved, at man kun havde kontakt med andre medlemmer, når der var et formål med det. KAK rustede sig til ændringen i den illegale praksis i årene 1972 – 1976. Socialt samvær blev ikke sat i højsædet. Én person blev f.eks. udelukket fra ledelsen fordi man anså ham som en sikkerhedsrisiko.

PØK påstår, [28] at KAKs ledelse i 1970 lægger en plan sammen med PFLP om at støtte dem med økonomiske midler skaffet ved kriminelle handlinger. Det tror vi ikke på. Da Gotfred og Ulla var i Jordan 1970 styrkede man de politiske forbindelser med PFLP. Samtalerne mellem KAK og PFLP overbeviste Gotfred og Ulla om, at PFLP var en organisation, der opfyldte de krav, der skulle til, for at vi ville støtte dem. At man samtidig skulle have udarbejdet en kriminel plan, har PØK ingen dokumentation for, og blandt andet den meget langsomme og eksperimenterende måde at overgå til kriminelle handlinger på tyder på det modsatte.

Efterhånden blev den kriminelle praksis taget i anvendelse og retfærdiggjort verbalt. Problemstillingen var, at hvis vi ved at gøre ulovlige ting i Danmark – med begrænsede voldelige midler – kunne skaffe store økonomiske midler, der kunne være til gavn for befolkningen og befrielsesbevægelserne i Den 3. Verden, så anså vi disse ulovlige handlinger for retfærdiggjort. De politiske/moralske overvejelser uddybes i afsnittet Mål og Midler.

KAK blev således kørt i stilling til at udføre bedragerier og røverier. Ved enhver aktion blev de volds­midler, der skulle tages i anvendelse, debatteret meget grundigt. Kunne aktionen tilrettelægges på en anden måde, der gav mindre risiko for ofrene? Hvilken polstring skulle kniplen eksempelvis have? I disse kriminelle handlinger forsøgte vi altid at minimere skaden på uskyldige mennesker, men vi var rede til at indkalkulere tvang, knippelslag, advarselsskud og lignende i planlægningen. Da disse kriminelle handlinger viste sig at give store beløb, der kunne ekspederes videre til befrielsesbevægelser – især PFLP – blev denne praksis set som mere og mere vigtig op gennem KAKs historie.

Problemstillingen kan kort opsummeres på den måde, at KAKs hoved-formål med de kriminelle økonomiske handlinger var, at give befrielsesbevægelserne så stor en økonomisk støtte som muligt. Et andet, men mindre vigtigt formål var at træne KAKs medlemmer til at blive en organisation, der rustede sig til en revolutionær situation. Den effektive støtte til befrielsesbevægelser var det væsentligste for medlemmerne, uanset hvad Gotfred og Ullas oprindelige intentioner havde været.

Forholdet til RAF, PFLP og Wadi Haddad

I dette kapitel vil vi tilbagevise de påstande, PØK har om vores forbindelser til visse bevægelser, samt den måde han karakteriserer vores forhold til PFLP på. Lad os slå fast:

• Vi havde ingen forbindelse til andre illegale organisationer i Vesteuropa, heller ikke RAF i Vesttyskland og De Røde Brigader i Italien.
• Vi havde samarbejde med PFLP – ikke Wadi Haddad.
• Vi var en suveræn selvstændig organisation og ikke en celle i PFLP.

Vi vil afvise den linje PØK lægger, der insinuerer, at KAK og senere M-KA var en del af det internationale terror-netværk. PØKs fejlagtige påstande bygger på en lille portion fakta og en stor portion fantasi. Han vægter en dramatiseret spændende fremlæggelse frem for en beskrivelse baseret på fakta.

Vi vil også vise at PØK faktisk får alle muligheder for at fjerne sig fra dette terror-vildspor, idet både ”stemmen” og ”hans backinggruppe” advarer ham. Men som det vil fremgå har han forelsket sig netop i denne vinkel og kan simpelthen ikke få sig selv til at opgive den.

PØK [29] postulerer i sin bog, at vi havde et samarbejde med RAF. Det er pure opspind. Allerede i 1975 kritiserede vi RAF i en artikel i Kommunistisk Orientering. [30] Vi kritiserede både deres analyse og praksis. Vi delte f.eks. ikke RAFs opfattelse af Tyskland som værende et fascistisk land bag en demokratisk maske. RAF havde en ambition om at opbygge en front i Vesteuropa til støtte for kampen i Den 3. Verden. Vi var overbeviste om, at det ikke var muligt. Vores kriminelle praksis var ikke ledsaget af politiske udtalelser, netop fordi vi ikke troede på den politiske mulighed i Vesteuropa. Vi har utallige steder i bøger og tidsskrifter forsøgt at klarlægge strategien for antiimperialister i de rige lande – nemlig støtte til befrielsesbevægelser i Den 3. Verden især af materiel karakter. [31]

Årsagen til, at vi ikke havde forbindelse med RAF, var primært politisk. Men der var også en taktisk begrundelse. I starten af samarbejdet med PFLP kunne vi se, at også andre europæere besøgte dem. Vi var ikke interesseret i at blive observeret af andre når vi besøgte PFLP. Vi anså RAF og andre grupper, som en sikkerhedsrisiko, når det drejede sig om det illegale arbejde. Vi fik således udarbejdet procedurer med PFLP, når vi skulle mødes, der sikrede, at vi ikke tilfældigvis rendte ind i andre grupperinger. Vi ville ikke risikere, at et eller andet RAF-medlem – der blev fængslet eller overvåget – skulle fortælle, at de kendte en dansk hemmelig gruppe, der arbejdede med røverier og andet i Danmark. Af samme årsager prøvede vi også at holde os fra de danske politisk organiserede palæstinensere. I forbindelsen med bruddet fra KAK til M-KA mistede vi kontakten til PFLP og valgte at genetablere den via de danske PFLPere. Det fik meget uheldige følger, idet de blev aflyttet og igen henledte PETs interesse på vores gruppe. Den fejl gentog vi ikke.

PØK har ikke noget, der understøtter hans påstand om, at vi har haft for­bindelse til RAF. Derfor insinuerer han også, at vi simpelthen ikke kan have undgået at løbe ind i dem, når vi har besøgt PFLP. Ifølge PØKs tankeverden er der åbenbart ikke langt fra et tilfældigt møde til et konstitueret samarbejde. Ifølge den mest omfattende biografi om RAF [32] fremgår det ellers, at RAF i 1970 besøgte Fatah. At det er Fatah som RAF var i træningslejr hos, undgår PØK [33] fuldstændigt at nævne, læseren får herved det indtryk, at det er en PFLP træningslejr, de har opholdt sig i. Da anden generation af RAF i 1976 ønsker kontakt til træningsfaciliteter, hen­vender de sig igen til Fatah. De blev imidlertid henvist videre til PFLP, der henviste dem til Haddad. Ifølge denne biografi, har RAF altså slet ikke haft forbindelse til PFLP. PØKs fantasi under­støttes ikke af fakta.

Det er i det hele taget svært at finde ud af hvad han mener. Igen og igen pointerer han, at han ikke kalder os terrorister, samtidigt med at han udtaler at vi indgår i et internationalt terror-netværk. Vi forstår ikke denne skillelinje:

Jeg siger ikke, at de har siddet i Libanon og har drukket øl med Baader-Meinhof-gruppen, men det er altså korrekt, at de indgik i et internationalt netværk med dem, svarer Peter Øvig Knudsen og pointerer, at han netop ikke kalder gruppemedlemmerne for terrorister. [34]

Hvor vidt forskellige organisationer RAF og KAK/M-KA var, kan også ses på de formål de havde med at opsøge de palæstinensiske organisationer. Vi opsøgte organisationerne for at finde ud af, om der var en palæstinensisk organisation, vi ønskede at støtte. Vi fandt PFLP – gennem dem ville vi støtte den palæstinensiske revolution. RAF kontaktede Fatah for at modtage militær træning og udrustning til den politiske kamp i Vesttyskland.

Efter borgerkrigen i Jordan i 1970 kom det til brud mellem PFLP og Wadi Haddads gruppe Special Force. RAF var interesseret i et samarbejde med Wadi Haddad. Men denne gruppe valgte vi bevidst fra.

Det er korrekt, som PØK skriver, at der var en række møder mellem KAKs ledelse og Wadi Haddad. Disse møder var netop af opklarende karakter. Hvad stod denne organisation for? Var deres sag værd at støtte? Og ville det være fornuftigt og hensigtsmæssigt at arbejde sammen med dem? Hvis disse forudsætninger var til stede, var det så muligt at arbejde sammen med dem uden at udsætte os for en unødig risiko? Vores egen sikkerhed betød meget for os, for det var den, der sikrede, at vi kunne fortsætte det illegale støttearbejde.

Vi besluttede af en række årsager ikke at have noget samarbejde – endsige at have nogen relationer til Wadi Haddad. Denne beslutning blev truffet i enighed af KAKs ledelse. Årsagerne var:

• Den vigtigste årsag var, at Haddads aktioner var et stort skridt væk fra at mobilisere de palæstinensiske masser. I stedet for at skabe en folkelig modstand mod den israelske besættelse, som f.eks. i Intifadaen, valgte Haddad at udføre elitære aktioner. Det vil sige aktioner, der krævede høj grad af træning og udstyr at føre ud i livet. Disse aktioner havde den effekt, at de nærmest pacificerede befolkningen, for sådanne aktioner kunne befolkningen ikke udføre. Det at demonstrere og kaste med sten mod besættelses­magten animerede derimod til modstand og handlen – ikke til passivitet.
• Derudover blev vi rystede over, at Haddad startede det første møde med at spørge, hvad vi kunne gøre for ham og hvad han kunne gøre for os. Han ville indlede et praktisk sam­arbejde med det samme. Vi insisterede på at starte med en politisk drøftelse og herefter se, om det var fornuftigt at arbejde sammen praktisk.
• Ydermere havde Haddad jo ikke nogen form for succes med sine operationer. Medens han var medlem af PFLP, var han hovedkraften bag flykapringer mv. Disse aktioner havde til formål, at sætte Palæstina-problematikken på den internationale dagsorden. Det lykkedes langt hen ad vejen. Men Haddads aktioner efter bruddet med PFLP var stort set alle fiaskoer såvel politisk som praktisk.
• Endelig mente vi, at PFLP havde ret i deres politiske analyse af situationen efter Den Sorte September 1970 i Jordan. I slutningen af 60’erne valgte de palæstinensiske organisationer at have en meget åben tilstedeværelse i Jordan. De optrådte med våben i flygtningelejre og i gaderne i Amman. De brugte Jordan som afsæt til operationer mod de israelske besættelsestropper på Vestbredden. Palæstinenserne udgjorde 60 % af Jordans befolkning, og Kong Hussein anså dem som en trussel og indledte et angreb på flygtningelejrene i september 1970. Resultatet blev, at de palæstinensiske organisationer måtte forlade Jordan og flytte til Libanon. På baggrund af dette militære nederlag, havde George Habash og Wadi Haddad hver deres strategi. Haddad konkluderede, at modstandsbevægelsen måtte gå under jorden. Den var ikke stærk nok til at kunne have en åben og dermed sårbar tilstedeværelse i noget arabisk land. Habash konkluderede derimod, at modstandsbevægelsen måtte forblive over jorden med en stor synlig tilstedeværelse og dermed større mulighed for at mobilisere palæstinenserne. Den måtte være i stand til at forsvare flygtningelejrene i Libanon – specielt i forhold til den kristne højrefløj i Libanon.

Vi valgte derfor at fortsætte samarbejdet med PFLP under ledelse af George Habash, som havde den folkelige basis, vi altid så som en forudsætning for at støtte en bevægelse.

PØK når frem til den modsatte konklusion i sin bog, nemlig at vi arbejdede sammen med Haddad, på trods af at det efterfølgende forløb jo viser, at det netop var PFLP/Habash vi samarbejdede med. PØKs konklusion strider også mod politiets bevisførelse. Alt hvad politiet har fremlagt, peger på den samme samarbejdspartner: aflytninger af kommunikation mellem herboende palæstinensere og PFLP, politiets skygninger, og de personer der beviseligt fra PFLPs side havde en finger med i en del af vores planlægning. Endvidere var de personer, der blev anholdt den 26. marts 1983 i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris med et million-beløb skjult i deres tøj, medlemmer af PFLP. Af samme grund blev vi senere sigtet for et røveri, der blev begået den 2. marts 1983, hvor der blev røvet 8,3 millioner kr. fra en pengetransport i Lyngby. Alle disse ting burde lede PØK til en anden konklusion.

Det vi tror, PØK lader sig forlede af, når han mener vi samarbejder med Haddad og ikke PFLP, er et udsagn fra Gotfred Appel til politiet. Her fortæller Gotfred, at Holger Jensen på det andet møde mellem KAKs ledelse og Haddad gik imod KAKs ledelse og proklamerede sin villighed til at støtte Haddad. Det er helt forkert og for dem, der kendte lidt til disciplinen i KAK, er udsagnet latterligt. PØK skriver, [35] at mødet fandt sted i begyndelsen af 1977 i Bagdad, og at der var tre af de fire ledere fra KAK tilstede nemlig Gotfred Appel, Ulla Hauton og Holger Jensen. Dette er også forkert, der var fire tilstede og den fjerde var Jan Weimann. PØKs referat af mødet er skrevet i fuldstændig blind tiltro til, at Gotfred Appel taler sandt til politiet.

Hvorfor kom Gotfred Appel så med dette udsagn efter vores arrestation? Gotfred var naturligvis ikke interesseret i, at KAKs kriminelle handlinger skulle blive afsløret, og at han selv ville havne i fængsel. Derfor valgte han, klog som han var, at fortælle, at den slags ting ikke foregik i KAK. Han havde en mistanke om, at nogle af de unge mennesker (hvor han kun nævnte Holger Jensen med navn, fordi han var død) nærede sympatier for den slags handlinger og endda havde sympati for bevægelser som Wadi Haddads Special Force. Hans bluff virkede ikke alene overfor offentligheden, men måske også overfor politiet. At det virker overfor PØK, er dog mærkværdigt. Han har jo selv fundet kilder, der fortæller, at røverier og andre kriminelle handlinger allerede foregik i KAK, [36] og formålet med disse var støtte til befrielses­bevægelser og i særdeleshed PFLP. PØK omtaler et interview med en tidligere KAKer, der fortæller, at KAK stod for to røverier. Det ene i december 1975 mod en pengetransport, der på Nordre Fasanvej skulle læsse en halv mill. kr. af til SIDs arbejdsløshedskasse. Det andet i september 1976 mod to postfunktionærer fra Postkontoret i Lyrskovgade, der skulle aflevere 550.000 kr. i banken. Lettere presset fortæller informanten også, at KAK stod for et postbedrageri den 8. november 1976, der gav 1,4 mill. kr. i udbytte ved at indløse falske postgiroanvisninger.

Hele det pågældende kapitel i PØKs bog er fyldt med fejl, der bruges til at underbygge hans teori om vores forbindelser med Haddad. Vi vil kun tilbagevise enkelte fejl.

PØK påstår, at KAKs kontaktpersoner til PFLP ikke fik stempler i deres pas i de mellemøstlige lufthavne. [37] Det er fuldstændigt forkert. Denne procedure gjaldt udelukkende de få møder, vi havde med Wadi Haddad i Bagdad. Hvis PØK havde gransket lidt i retsprotokollerne, ville han se, at vi havde et omfattende projekt i gang med at skaffe falske pas. Det havde vi, fordi vi fik stempler, hver gang vi tog til Mellemøsten. Vi gjorde derfor det, at vi tit meldte vores pas bortkommet. Derved fik vi nye pas, der ikke var overfyldt med arabiske stempler. Dette kan bekræftes både af sagens akter, af retsprotokollerne og hvis PØK havde kontaktet pas-myndighederne. Men det lyder jo godt og er med til at skabe den spændende historie, at vi bare kunne passere grænserne uden at få stempler.

Møderne med Wadi Haddad, som PØK omtaler, var ikke i M-KAs tid, men alene en møderække der fandt sted mellem KAK (under Gotfred Appels ledelse) og Haddad. Det var en kort møderække, som blev afbrudt af KAK, fordi man ønskede at fortsætte samarbejdet med PFLP og ikke Wadi Haddad. I det selv samme kapitel hvor PØK beskriver denne dialog mellem KAK og Wadi Haddad, har han masser af fakta, der modsiger hans egne konklusioner. PØK omtaler i samme kapitel samt i andre en række af personer, vi havde kontakt til. Alle disse er repræsentanter for PFLP, den mest kendte er en af PFLPs offentlige talsmænd Taysir Quba.

I M-KAs tid var der ingen forbindelser til resterne af Haddads organisation. Wadi Haddad selv døde i 1978, det år M-KA blev oprettet.

RAF havde beviseligt forbindelser til Wadi Haddad. Haddad stod for fly-bortførelsen den 13. oktober 1977. Flyet endte i Mogadishu i Somalia. Her forlangte flybortførerne, at tilfangetagne palæstinensere og RAF-medlemmer skulle løslades til gengæld for frigivelsen af passagererne. Aktionen endte som et nederlag for Haddad, idet det tyske antiterrorkorps angreb flyet og fik befriet passagererne. Vi har altså på et tidspunkt kendt nogen, der samarbejdede med RAF – ikke mere. Alligevel bruger PØK firs sider i sin bog på at gentage historien om RAF. Den er da interessant og øger spændingsværdien, den kommer bare ikke Blekingegade-gruppen ved.

Øvigs konspirationsteorier

Det er bemærkelsesværdigt, at PØK glider af på substansen i vores kritik af terrorvinklen i hans bøger om Blekingegadegruppen som vi fremførte i artiklen i Social Kritik nr. 117. samt i et interview med Modkraft. PØK gentager blot ”der er ikke noget at komme efter”, så behøver man ikke forholde sig til faktuelle ting. [38]

Vi har i detaljer beskrevet vores forhold til Wadi Haddad, der er den centrale figur i dette netværk. Vi har detaljeret tilbagevist PØKs påstande, men også andre har brugt deres sunde fornuft og set det problematiske i hans tese.

Øvigs backinggruppe er skeptisk

Allerede da Øvig skrev sine bøger var hans fokusgruppe kritiske over for koblingen af Blekingegadegruppen til RAF, Carlos m.v. I et interview [39] i Politiken d. 17.3.07, fortælles om Øvigs proces med at skrive bøgerne:

Han har forelsket sig i hele terrorsporet, der løber gennem 1970’erne og fortæller om de danske forbindelser til PFLP og videre ud til terrorister som ’Sjakalen’ Carlos, De Røde Brigader og Baader-Meinhof-gruppen.

Hård kritik
Han sender efterfølgende sine ’terror’-kapitler til dem, han kalder sin backing group. En gruppe gamle bekendte, han denne gang bruger som førstelæsere, Morten Bohr, Ulrik Dahlin og Jakob Gottschau. Tre journalister han kender fra starten af 1990’erne på magasinet Press.
De skal sætte fingrene på de ømme punkter. Og de gør, hvad de har fået besked på.
Ja, ja, siger de, da de møder ham efter at have læst kapitlerne. Det kan godt være, at ham Carlos var en berømt terrorist, og at han skød sig fri et sted i Paris, men hvad skal vi lige bruge det hele til? Hvad vil du med det?
Øvig kunne lige så godt have stillet sig ind under den kolde bruser. Stoffet, han selv elsker at have skrevet, får hård kritik.
»Så bliver man trist«, siger han nogle måneder senere. Han kan stadig huske, hvordan det lammede ham, at de kritiserede det sønder og sammen. Og ikke forstod hans vekslen frem og tilbage i tid. Og hvor vigtigt stoffet var. Øvig kan ikke se, hvor det gik det galt? Manglede han et link i stoffet, så læserne kunne se hans ide?
…
Hjemme blandt alle notaterne og bøgerne gør han derefter det, han ofte gør, når han står med et uløseligt problem. Han ruller sig en stor, tyk joint af den hjemmedyrkede slags.
Det betyder, at han tager det hele lidt mindre alvorligt. I den tilstand sætter han sig foran computeren. Rykker rundt på stoffet. Surfer på nettet efter oplysninger, der kan bringe ham videre.
Han ved, Holger Jensen var parat til at gå i aktiv tjeneste for PFLP, men hvor og hvordan? I sin rus tjekker han tidens terroraktioner. Jo, der var faktisk en aktion i Spanien dengang. På Mallorca. Den berømte action, der endte i Mogadishu. Her er forbindelsen til PFLP, Holger og hele den danske gruppe. Vejen til Mellemøsten er åbnet igen.

Men hvorfor skulle Holger deltage i en aktion med det formål at få de fængslede RAF-fanger frigivet i oktober 1977? Vi arbejdede på at støtte befrielsesbevægelsers kamp i den 3. verden. Vi troede netop ikke på revolutionen i Europa. Tidspunktet alene gør det fuldstændig absurd. Det var medens kønsdiskriminerings-kampagnen var på sit højeste i KAK. Holger var på det tidspunkt udset til at være den største af alle mandschauvinister i KAK, han var som de andre mandlige medlemmer, der stod for skud meget mentalt påvirket af det. At han midt i det kaos skulle have haft mulighed for og overskud til at kontakte Wadi Haddad og fået en opgave omkring den pågældende flybortførelse er ren og skær konspirationsteori.

Politisk havde KAK taget afstand fra RAF, som beskrevet tidligere i dette kapitel, og KAK tog sine politiske analyser alvorligt. Er det ikke underligt, hvis vi skulle have en praksis, der ikke var i overensstemmelse med vores politiske grundlag?

Øvigs eneste information, der peger i retning af, at vi har indgået i et netværk med Wadi Hadad og dermed RAF og Carlos er en politiafhøringen af Gotfred Appel. Vi har tidligere i kapitlet netop forklaret Gotfred Appels motiver til at stille Holger i et dårligt lys.

Det er fuldstændig i strid med hvad Øvig ellers skriver om forholdene i KAK, dels den hårde disciplin i organisationen og dels beskriver han forholdet mellem Gotfred og Holger som et far/søn forhold. Alligevel påstår han at Holger bryder disciplinen og går imod selve fader-skikkelsen i KAK til lige med alle hans kammerater i KAK. At Holger skulle foretage sig noget på egen hånd i modsætning til KAKs politik er netop ”helt ude i hampen”.

”Stemmen” har informeret om at han tog fejl

I en anden artikel i Politikken [40] fra den 20.11.2007 fortæller Øvig om ”stemmen”, som er et tidligere medlem af Blekingegadegruppen:

Da Øvig talte med ’stemmen’, ærgrede manden sig. Det havde irriteret ham, at Peter Øvig efter udgivelsen af første bind om bandens aktiviteter i et interview fortalte om, hvordan der efter hans mening havde været klare forbindelser mellem Blekingegade­banden og datidens terrornetværk.
…
Det kunne ’stemmen’ godt tænke sig at give et par ord med på vejen i bind 2, havde han fortalt Øvig. Forfatteren talte ham imidlertid fra det. Det ville have virket mærkeligt, mente Øvig. Som en slags procedure fra Blekingegadebanden. Og nu var bind 2 kommet. Inklusive ’stemmen’s bidrag, der var afstemt og rettet til i samarbejde med Øvig. Chancen for en replik var forpasset.
»Det ærgrede ham, at han ikke havde insisteret på at få sine kommentarer med«, fortæller Peter Øvig Knudsen.
Og det vil nok ærgre ham endnu mere, at forfatteren i dag siger, at ’stemmen’ formentlig havde fået sin vilje, hvis han havde insisteret hårdt nok.
»Til det sidste var jeg nervøs for, om ’stemmen’ kunne finde på at trække alt tilbage. Jeg havde haft et problem, hvis han havde gjort det«, siger Peter Øvig Knudsen.

”Stemmen” som Øvig ellers har stor tillid til og beskriver som ”bund ærlig” fortæller ham således, at hans tese om Blekingegadegruppen som del af et terrornetværk er forkert. PØK nævner end ikke at ”stemmen” er uenig med ham. PØK fortæller ellers, at hans metode er at fremlægge begge sider når han er stødt på divergerende opfattelser i en sag. Men ikke her, han vælger helt bevidst at udelade kendsgerninger der ikke støtter hans konspirationsteori. I stedet skriver han i hundredvis af sider om RAF. Øvig har simpelt hen forelsket sig i den spændende historie. Det er godt salgsstof og det bliver en kioskbasker i forbindelse med udgivelsen af bogen. Selv Information rydder 3. marts 2007 forsiden med overskriften ”Afsløring: Blekingegade-banden var del af internationalt terrornetværk” sammen med de kendte forbryderbilleder af RAF-folkene.

Moos er ligeledes skeptisk overfor terror-vinklen

Øvig får heller ikke nogen medhold hos den pensionerede efterforskningsleder af Blekingegadesagen, Jørn Moos. Således skriver Ritzaus Bureau den. 19. februar 2009:

Også efterforskningslederen tvivler på, at medlemmerne arbejdede sammen med terrorgrupper. For påstandene stammer fra gruppens ideologiske ophav, Gotfred Appel, og der er ifølge Moos ingen reelle beviser for, at det er sandt.

Alle fakta i sagen viser, at vi samarbejde med PFLP og ikke Waddi Hadad. Der er intet der indikerer at vi var indblandet i flybortførelsen til Mogadishu eller andre af Hadads eller RAFs operationer i perioden. Vi delte ikke deres politik og vi har ikke haft noget samarbejde med dem. Det er ren og skær konspirationsteori.

Sjakalen / Carlos – Ilich Ramirez Sanches

PØK bruger også mange sider i sine bøger på at fortælle om Haddads aktioner, ikke mindst dem, der blev ledet af Ilich Ramirez Sanches. [41] Han er mere kendt under dæknavnene Carlos og Sjakalen. Carlos er født i Venezuela, hans politiske engagement ledte ham til et samarbejde med PFLP og senere Wadi Haddad. De få møder vi havde med Haddad, var udelukkende med ham. Det er korrekt, som PØK omtaler, at han var flankeret af to kvinder, men det var ude­lukkende Haddad, der førte ordet. Vi har aldrig mødt eller kendt Carlos. Men Haddads aktioner og inddragelse af den legendariske Sjakal øger naturligvis spændingsværdien, men har ikke noget med os at gøre.

I retten blev det fremlagt, at Carlos måske havde kendskab til navnet KAK. Da han skulle anholdes i sommeren 1975 i Paris, dræbte han en politibetjent og den PFLPer, der havde stukket ham. I en lommebog i lejligheden fandt politiet et sted noteret ”KAK & KOUF”.  Den eneste forklaring vi kan finde på det – for det er jo sandsynligt, at det er KAK & KUF, der henvises til – er, at PFLP har givet nogle af de agenter, de har haft under jorden i Europa, navnet på vores organisation. Det kunne måske være praktisk for dem, hvis de skulle flygte og deres flugtrute kom forbi Danmark. De ville vel forvente hjælp fra os i denne situation. Det er dog noget PFLP har gjort uden vores vidende. Politiet forsøgte heller ikke at bevise, at vi skulle have haft kendskab til Carlos. I Dokumentarfilmen ”Blekingegadebanden” har instrutøren Anders Riss-Hansen en telefonsamtale med Carlos, der fra fængslet i Paris bekræfter vores fremstilling. Han kendte vores eksistens og vidste vi skaffede penge til PFLP, men der var ikke noget samarbejde.

Vi var en suveræn selvstændig organisation

Vores samarbejde med PFLP har på ingen måde haft den karakter, at vi var en celle i PFLP, som PØK beretter. Hvis man omtaler os som en celle i en organisation, må dette implicere, at cellen får ordrer oppefra. Vi har altid, som katten på vejen, været vores egen. Vores praksis var styret af vores egen politiske analyse og strategi. Vi har aldrig holdt et møde med PFLP, uden vi har diskuteret politik. Vi støttede ikke kun PFLP på grund af ønsket om etableringen af en palæstinensisk nationalstat, men fordi PFLP havde en vision om en socialistisk samfundsmodel i den arabiske verden, og fordi PFLP havde en klar international profil. Når vi støttede PFLP, støttede vi internationalisme. PFLP stod for træning af mange medlemmer fra befrielses­bevægelser fra Den 3. Verden. De første sandinister [42] blev uddannet i PFLPs lejre i Libanon. Sandinisterne – FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional, Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront) – gennemførte en succesfuld befrielseskamp i Nicaragua i 1979, hvorved de fik statsmagten. For os havde støtten til PFLP en vigtig international vinkel, men vi støttede og samarbejdede med mange andre bevægelser fra Den 3. Verden.

M-KA var en selvstændig gruppe med egen politisk linje, der divergerede fra PFLPs politiske linje på flere punkter. Vi diskuterede f.eks. meget forholdet til Sovjetunionen, som PFLP nærmede sig mere og mere i 1980erne. Vi kritiserede også deres aktioner hen over den libanesiske grænse ind i Israel, fordi de i nogen udstrækning havde det samme elitære præg som Haddads aktioner og medførte blodige gengældelsesaktioner fra Israel.

Opbygningen af Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe

I det følgende beskriver vi tilblivelsen af efterfølgeren til KAK: Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe (M-KA). Vi vægter følgende tre temaer:

• M-KA dannelse var et opgør med den autoritære ledelsesstil.
• M-KA udviklede en mere nuanceret teori, der bedre afspejlede virkeligheden. Teorien om det ulige bytte.
• M-KA videreførte det legale og illegale støttearbejde.

Splittelsen i KAK

I løbet af 1977-78 var der skabt grobund for personlige og politiske magtkampe i KAK. Organisationen bestod oprindeligt af to ledere Godfred Appel og Ulla Hauton og så en række unge entusiastiske relativt uskolede medlemmer. I slutningen af 70’erne havde vi 10 års politiske studier i rygsækken, samt erfaring fra rejser, solidaritetsarbejde mv. De unge var blevet mere modne og havde fået deres egne meninger.

Der var en begyndende utilfredshed med den manglende udvikling af den politiske linje og kadaverdisciplinen, som hæmmede nyskabelse af den politiske teori. Økonomiske studier af imperialismen, oliekrisen m.m. førte ikke til udvikling af det politiske grundlag. Virkelyst og initiativer blev holdt tilbage, fordi man ikke gjorde noget, før man fik besked på det. Desuden var der personlige konflikter. Ulla følte sig overset af de mandlige medlemmer. Der har uden tvivl været kønsdiskriminering i KAK og det var tiden, hvor rødstrømpebevægelsen stod stærkt. Konflikterne tog således form af et kønspolitisk opgør, hvor en kvindegruppe i KAK, med ledelsesaccept krævede, at de mandlige kammerater udøvede selvkritik. Hvis man ikke deltog i disse seancer, var truslen eksklusion. Det var en alvorlig trussel, fordi medlemskabet af organisationen var centralt i vores liv. Man kunne ikke bare gå et andet sted hen. Der var ikke mange organisationer, der prioriterede det praktiske solidaritetsarbejde med befrielses­bevægelserne. KAKere var stolte af deres organisation.

Kritik-selvkritik møderne kørte i vinteren 1977/78 og lammede organisationens øvrige arbejde. Kvindegruppen krævede flere medlemmer ekskluderet. Venskaber, parforhold og kammeratskabet i organisationen blev sat under pres. Det gik op for flere af de centrale aktører i kønsdiskrimineringskampagnen – mænd som kvinder – at den var kørt af sporet. På deres initiativ indkaldtes til det første af en række møder udenom ledelsen den 4.maj 1978. De 25-30 medlemmer mødtes i en villa på Godthåbsvej, hvor 4-5 medlemmer boede i et kollektiv. Dagsordenen var i første omgang at få standset kampagnen og finde ud af, hvorfor det var gået galt. Hvad var det i KAKs organisation, der førte til den slags? Ulla og Gotfred blev indkaldt til et møde nogle dage senere for at give deres redegørelse. Ulla var vred og mente kampagnen skulle køre videre. Derfor mødte Godfred op alene og foreslog et halvt års stilstand, hvorefter ledelsen ville redegøre for, hvad der var gået galt. Det ville forsamlingen ikke, de ville selv udrede årsagerne til hændelsesforløbet i kønsdiskrimineringskampagnen. Et stort flertal beslutter at ekskludere Gotfred og Ulla.

Sommeren over holdtes en række møder, hvor KAKs politiske linje, praksis og organisationsform blev diskuteret. Det viste sig, at der i forsamlingen var uenighed om, hvordan arbejdet med at analysere fortidens fejl og opbygningen af en ny organisation skulle gribes an og prioriteres. Der blev lavet talrige papirer med evalueringer og planer om yderligere omfattende undersøgelser af teori og praksis. Det så ud til, at diskussionerne kunne vare hele og halve år.

For os og nogle få andre var det et problem, at praksis samtidig var lammet. Vi måtte forholde os til vores solidaritetsarbejde – både det legale og det illegale. Vi måtte forholde os til sympatisørerne i Tøj til Afrika. Vi måtte genetablere kontakten til de befrielsesbevægelser, vi samarbejdede med. De undrede sig jo over, hvad der foregik. Vi ville genoptage praksis samtidig med, at vi fortsatte den politiske evaluering og udvikling. Vi meldte dette synspunkt ud i august 1978 og dannede en fraktion.

Fra da af var KAK reelt splittet i tre grupper. Gotfred Appel og Ulla Hauton, der nægtede at anerkende eksklusionen, fortsatte under det gamle navn KAK. I Kommunistisk Orientering skriver de, at de havde ekskluderet resten af medlemmerne. De tilsluttede sig kritikløst både de kinesiske teorier og valgte at støtte de samme bevægelser som kineserne. Kinesisk udenrigspolitik byggede i denne periode på en analyse, der opdelte verden i tre dele: to konkurrerende imperialistiske magter – USA og Sovjet – og så resten af verden. Kina så Sovjet som den aggressive og imperialistiske magt, som resten af verden måtte stå sammen mod. Pludselig fik landene i Den 3. Verden og de Vesteuropæiske lande fælles interesser i kampen mod Sovjet. Denne 3-Verdens teori overtog KAK. Hvad angår praksis, tog de kontakt til et klunserkollektiv i Ollerup. Sammen med dem valgte de i overensstemmelse med Kinas verdensbillede bl.a. at støtte Pol Pot i Cambodja.

Andre gamle KAKere dannede for en kortere periode Marxistisk Arbejdsgruppe (MAG). De forsøgte at fortsætte de kritiske studier af fortiden og hvad der gik galt, samtidig med at de forsøgte at udvikle en ny politik og solidaritetsarbejdet. Men uden held. De opløste sig i løbet af 1980.

Vi tre og 4-5 andre KAKere forberedte dannelsen af en ny organisation. Dem der havde kendskab til det illegale arbejde, sikrede aktiverne ved at flytte dem til et nyt lokale. Vi tog kontakt til befrielsesbevægelserne og forklarede den nye situation. Vi lejede lokaler og etablerede et trykkeri. Sympatisørorganisationen Tøj til Afrika (TTA) splittedes også. Størstedelen af TTA-folk i København fulgte os. Vi knyttede også TTA-gruppen i Odense til os og senere oprettedes en gruppe i Århus.

Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe dannes

Den 3. september 1978 blev Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe (M-KA) formelt dannet. Til at begynde med bestod den blot af syv medlemmer heriblandt Holger og os. I oktober udkom vores blad Manifest. Den første artikel Kommunistisk Arbejdsgruppe dannet [43] ridser baggrunden op. Vi følte os dels som KAKs arvtagere, dels ønskede vi at udvikle vores forståelse af verden for at forbedre praksis.

Den organisatoriske målsætning var anderledes i MKA end i det gamle KAK. Gotfred Appel ønskede, på trods af at revolutionen i Danmark lå langt ude i fremtiden, at opbygge en organisation, der havde de fornødne ressourcer, viden og disciplin til at agere, når der opstod en revolutionær situation her. [44] Støtten til befrielseskampen havde et klart dansk perspektiv. KAK skulle være klar når dagen kom. [45] For M-KA var det revolutionære perspektiv at støtte befrielsesbevægelser. Revolutionen lå ude i en fjern og ukonkret fremtid. Vi anså tre ting for vigtige: at udvikle og sprede den politiske teori, samt at videreføre den illegale og legale praksis. Vi ville yde finansiel hjælp til befrielsesbevægelser, men være en organisation, der ydede denne støtte på sit eget grundlag, sine egne analyser og beslutninger. Det danske nationale perspektiv gled i baggrunden til fordel for et globalt perspektiv. Vi var på den måde et udtryk for en globalisering, selvom begrebet knapt eksisterede dengang. Det kunne også ses i vores logo en jordklode sat sammen med en femtakket stjerne.

Etableringen af den nye organisation frisatte en enorm mængde energi. Efter at have ligget underdrejet i trekvart år skulle der gang i aktiviteterne. Autoriteten Gotfred Appel havde hæmmet mulighederne for politisk udvikling. Kadaverdisciplinen, hvor folk ikke gjorde noget før de fik besked på det, havde hæmmet aktiviteterne. Nu var der nye muligheder.

Organisationen

M-KA var en lille, men hårdt arbejdende organisation. Folk var enten heltids ”professionelle” på arbejdsløshedsunderstøttelse eller brugte al deres fritid på arbejdet. Nogle få gik ud, andre kom til. Medlemstallet var mellem 12 og 15. Det illegale arbejde gjorde, at nye medlemmer først blev optaget efter et årelangt nøje kendskab. Der var en lidt større kreds af sympatisører og folk vi arbejdede sammen med om det praktiske solidaritetsarbejde. Vores blad Manifest havde ca. 200 betalende abonnenter.

Organisationsformen i M-KA var et brud med den centralisme og lukkethed, KAK havde stået for. Vi havde en demokratisk valgt ledelse og i det hele taget en flad struktur. Vi ønskede en organisation, der var i stand til at udvikle sin politik gennem diskussion internt og eksternt. Holger var en af dynamoerne i denne periode, men mere med sit engagement end ved egentlig ledelse. Hans død i 1980 var et stort tab for os, men tiden efter viste, at M-KA havde udviklet sin styrke og bredde til at fortsætte arbejdet op gennem 1980’erne. Der var etableret en arbejdsdeling i gruppen mellem det organisatoriske, teoretiske, legale og illegale arbejde med en gensidig respekt. Det gav stabilitet og effektivitet i gruppen.

Det er klart, at det illegale arbejde gav nogle væsentlige begrænsninger i åbenheden. Kun de, der var involveret i dette arbejde, havde en konkret viden. Men det var organisationen som helhed, der besluttede, hvilke befrielsesbevægelser vi støttede.

Vi indrettede lokaler på Vibevej i Københavns Nordvest Kvarter med offset trykkeri og forlag. Herfra udgav vi blad, trykte materiale for Tøj til Afrika og senere hen en række bøger. Udgifterne til lokaler blev betalt med kontingent. Man betalte efter evne og den var ofte høj.

Udvikling af politikken

Det politiske udviklingsarbejde spillede en stor rolle i M-KA. Vi indbød sympatisørkredsen i TTA til studiearbejdet. Vi indrettede et lokale på Vibevej med et lille tidsskriftbibliotek. Det var før Internettets tid, så vi havde blandt andet et abonnement på BBC-world service. Det var daglige udskrifter af lokale nyhedstelegrammer fra Mellemøsten, det sydlige Afrika osv. På den måde kunne vi holde os opdaterede fra dag til dag, med hvad der foregik i de lande, hvor vi støttede bevægelser. Studierejserne fortsatte ligeledes. Der var rejser til Zimbabwe, Mozambique, Sydafrika, Botswana, Filippinerne og forskellige lande i Mellemøsten. Hele M-KA besøgte PFLP i Libanon i 1981, dels for at diskutere politik og dels for at give de medlemmer, der ikke havde set de palæstinensiske flygtninges forhold den mulighed.

Teori var vigtig for os. Både en mere overordnet forståelse af økonomi og politik og mere konkrete analyser af, hvor og hvordan det var hensigtsmæssigt at handle. Vi var meget bevidste om ikke kun at blive en praktisk arbejdende organisation. Der lå altid bevidste strategiske og taktiske overvejelser bag praksis. Vi tog os tiden og roen til at udvikle teori og samle viden. Vi diskuterede altid politik før praktisk samarbejde med befrielsesbevægelser. Vi delte erfaringer og udvekslede politiske synspunkter med dem.

Fra Lenin til det ulige bytte

Gotfred var Leninist. [46] Hvis der var et teoretisk problem, var hans svar: Så må vi se, hvad Lenin skriver om det. Alle svar kunne findes i Lenins: Collected Works i 40 bind. KAKs analyse af imperialisme tog derfor også udgangspunkt i Lenins skrift: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. [47]

I midten af 1970´erne søgte KAK at opdatere Lenins analyse, ligesom Vargas og Mendelsohn havde gjort i deres bog New Data. [48] I årevis studerede vi kapitaleksport til Den 3. Verden og profitrater. Vi undersøgte de transnationale selskabers udvikling. Vi undersøgte råvareudvindingen osv. Efter meget omfattede undersøgelser måtte vi konstatere, at Lenins forklaringer på imperialismen ikke holdt vand mere. Investeringernes størrelse og profitmængde kunne ikke forklare den voksende kløft mellem rige og fattige lande. Men KAK var ikke i stand til at tage konsekvensen og revidere teorien om Superprofitterne.

Det problem eksisterede ikke i M-KA. Vi kunne derfor drage nytte af den udvikling, som imperialismeteorien gennemgik i 1970’erne. Den ægyptiske økonom og historiker Samir Amin [49] formulerede teorien om de rige lande i centeret, der udbyttede de afhængige fattige lande i periferien som forklaring på Den 3. Verdens fattigdom og underudvikling. Den amerikanske professor i sociologi Immanuel Wallerstein [50] beskrev den historiske udvikling af verdenssystemet og opdelingen i fattige og rige lande fra 14-hundredetallet og frem til i dag. Arghiri Emmanuel fremsatte teorien om det ulige bytte. I stedet for kapitaleksport og superprofitter, var det den ulige handel, der var årsagen til verdens opdeling i rige og fattige lande. [51] Ulige bytte opstår, når varer bliver produceret med lave lønninger i 3. Verden og sælges til de rige lande med højt lønniveau. Ulige bytte kan beskrives som et resultat af ulige betaling for arbejde af samme værdi.

Det der særligt fangede os ved Emmanuel, var hans videnskabelighed. Hans analyse lå i direkte forlængelse af Marx’ værk Kapitalen. Den tog udgangspunkt i samme grundige gennemgang af, hvad der var af teorier om udenrigshandel fra 18-hundretallets klassiske økonomer og frem. Hvert argument blev vendt og drejet.

Vi havde kontakt med Emmanuel allerede fra 1974, men efter splittelsen blev forbindelsen tættere. Vi besøgte ham flere gange gennem årene. Kontakten fortsatte efter vores fængsling frem til hans død i 2001. Da vi i begyndelsen af 1980’erne skrev en bog om imperialismens politiske økonomi og de politiske konsekvenser med titlen Imperialismen i dag gennemgik vi bogen med Emmanuel og han var så venlig at bidrage med et forord. [52] Heri skriver han bl.a.:

Ofte når jeg har skullet forelægge min teori om “det ulige bytte” og den internationale udbytning, som er et resultat heraf, er jeg på både akademiske og på andre møder blevet stillet et bestemt spørgsmål i forskellige versioner. Oprigtige, militante venstreorienterede har rådvildt spurgt: Hvad nu hvis det er rigtigt, at proletariatet ikke længere eksisterer i vores industrialiserede lande? Hvad nu hvis alle eller næsten alle lønmodtagere, såvel arbejdere som funktionærer, er blevet til arbejderaristokrater, som pr. definition skaber mindre værdi end den værdi, deres lønninger gør det muligt for dem at tilegne sig, og at de derfor objektivt set er blevet allierede med den imperialisme, der giver dem denne ekstra værdi? Hvis dette er rigtigt, hvad skal der så blive af de revolutionære marxisters politiske praksis? Til hvem, til hvilken klasse, til hvilket lag i samfundet kan de så henvende sig? … Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe svarer på dette spørgsmål i denne bog. Man må, siger de, helt enkelt tjene de klasser, som har interesse i at styrte imperialismen – uanset hvor de findes i verden. Dette er mere klart og præcist end noget svar, jeg selv har været i stand til at mumle til mine forskellige spørgere her og der.

.. Som et resultat af nogle historiske forandringer, som Marx ikke kunne forudse, er klasser i dag ikke længere fordelt “geografisk” indenfor de enkelte lande efter den klassiske model. Proletariatet – som den sande varetager af den socialistiske revolution – er praktisk talt forsvundet i centerets overflodslande.

Det eksisterer fortsat i periferien.

Denne bogs opbygning afspejler udviklingen af deres praksis, som jeg selv har kunnet bevidne gennem de personlige kontakter, jeg har haft med forfatterne. Først kende verden – så forandre den. Men kende verden, som den er i dag, og ikke som den var på Marx’ tid – og alligevel at bruge den marxistiske metode.

I bogen er vi optaget af at give et realistisk bud på det ulige byttes størrelse. Gennem tal for lønninger og handel beregnede vi, at det i 1977 var ca. 350 milliarder US$., der blev overført fra Den 3. Verden til de rige lande (OECD-lande). [53]

Emmanuel trak sig tilbage fra den akademiske verden i slutningen af 1980´erne og døde i 2001, 90 år gammel. Men flere har fortsat arbejdet med studiet af det ulige bytte. Hvis man sætter det ulige bytte til nul i 1865, viser beregningen af handelstal, løntal og købekraft, at det ulige bytte i 1995 beløb sig til 1750 milliarder dollars, dengang svarende til 6,6 % af verdens samlede nationalprodukt. De tre største tabere i 1995 på det ulige bytte var Kina, Mexico og Indonesien. De tre største vindere var USA, Japan og Tyskland. [54] I dag har det ulige bytte rundet de 2000 milliarder dollars årligt. Dette beløb er flere gange større end den samlede udviklingshjælp plus private kreditter og investeringer i Den 3. Verden.

Andre studier

I hele M-KAs periode, fra 1978 til vores fængsling i april 1989, blev der studeret. Nogle af resultaterne blev offentliggjort. Vi undersøgte den historiske oprindelse til verdens opdeling i rige og fattige lande. Vi studerede, hvorfor nogle tidligere kolonier – Sydamerika – forblev fattige, mens andre gamle koloniale områder – Nordamerika – udviklede sig og blev en del af den rige verden. En del af dette arbejde er trykt i Manifest. [55]Vi studerede kriseteori og kapitalismens evne til at tilpasse og forandre sig. [56] Vi studerede Sovjetunionens udvikling i 1980´erne. [57] Vi interesserede os for USAs militære strategi i Den 3. Verden efter Vietnam-krigen. [58] Vi søgte bestandig ny viden og diskuterede vores synspunkter både med politiske venner og folk i det akademiske miljø. I midten af 1980’erne var vi med til at starte et politisk tidsskrift Liberation, der udkom i Tanzania og Uganda. Fra 1978 og frem har vi således svært ved at se den dogmatisme i vores verdensbillede, som PØK fremstiller.

Solidaritetsarbejdet

Det legale solidaritetsarbejde fortsatte i M-KA regi. Via Tøj til Afrika sendte vi tonsvis af sorteret tøj, sko og telte til flygtninge fra Zimbabwe i Mozambique og flygtninge fra Namibia i Angola. Vi besøgte lejrene for at sikre, at tingene kom frem. Sammen med Ulandsklunserne arrangerede vi månedlige loppemarkeder. Overskuddet gik til bl.a. politiske flygtninge fra Sydafrika og til PFLO (Peoples Front for the Liberation of Oman) i den arabiske golf. Denne aktivitet støttedes op med politisk materiale, hvor vi fortalte om de befrielsesbevægelser vi støttede. Således udgav vi i 1983 en bog Konflikten om Vestsahara. [59] Vi var i 1985 med til at starte Vestsahara-komiteen, der støttede flygtninge fra Vestsahara. Vi arbejdede desuden i Namibiaforeningen, Filippiner komiteen og i El Salvador kampagnen.

I 1987 åbnede vi Cafe Liberation på Islands Brygge, der blev drevet med frivillig arbejdskraft. Her gik overskuddet til befrielsesbevægelser.

Vi havde fire kriterier, for hvem vi støttede: [60]

1. Bevægelsen skulle have et socialistisk perspektiv.
2. Den skulle være knyttet til brede folkelige massebevægelser.
3. Kampen skulle have en strategisk betydning i forhold til imperialismen.
4. Endelig var der en mere taktisk prioritering. Vores begrænsede støtte skulle gøre en forskel. Vi støttede ofte bevægelser i en tidlig fase, hvor de ikke var blevet alment accepteret i det internationale solidaritetsarbejde.

Lad os nævne et eksempel. I begyndelsen af 1980’erne støttede vi en politisk bevægelse – Black Conscious Movement – i Sydafrika. Det var en bevægelse, der havde sit udspring blandt studenter og unge i de fattige townships omkring Johannesburg. Vores støtte gik ud på at trykke deres blad Islandwana Revolutionary Effort, løbesedler og plakater. Vi sendte materialet til Botswana, hvorfra det blev smuglet ind i Sydafrika. Vi støttede også driften af en svinefarm og en forretning i Botswana ved grænsen til Sydafrika. Disse aktiviteter blev drevet af politiske flygtninge fra Sydafrika og fungerede som base for aktiviteter inde i selve Sydafrika. Dette er blot ét eksempel på, at vores støttearbejde har været mere alsidigt, både hvad angår form og målgruppe, end det, der er skildret i PØKs bøger.

Vi valgte at videreføre det illegale støttearbejde, først og fremmest fordi resultaterne heraf var kvantitativt større end det, de legale former for praksis, kunne skabe.

Spejlinger

I kapitlet Spejlinger i andet bind [61] af Peter Øvig Knudsens bøger gør forfatteren, på grundlag af samtaler med den anonyme stemme, sig nogle betragtninger om hvilke personer og organisationer – Blekingegade-gruppen – har spejlet sig i. Vi kan være lidt i tvivl om, hvad det betyder, at spejle sig i andre. PØK anskuer det ved at han drager nogle overfladiske lighedspunkter imellem andre og os.

Vi har ikke bevidst spejlet os i nogen. Ud over at tilbagevise dette, vil vi hellere rejse to andre spørgsmål, som er mere relevante:

• Hvem inspirerede os rent faktisk via deres teorier og praksis?
• Vi vil fortælle om organisationer/grupper, i hvis praksis man med rette kan drage paralleller til os.

I følge PØK og stemmen skulle vi blandt andet have spejlet os i Wejra-sagens [62] persongalleri. Wejra er en navet på et våbenfirma i Ålborg, der handlede med våben på Israels vegne. Vi skulle med andre ord have fundet ligheder mellem deres motiver og handlinger og vores. Det er noget vi har svært ved at genkende, endsige på noget tidspunkt har hørt nævnt i vores kreds. Hvis nogen har spejlet sig i Wejra-persongalleriet finder vi det ejendommeligt, men vi kan naturligvis ikke afvise at stemmen har gjort det.

Hele kapitlet og dets konklusioner forekommer os at være et mixum compositum som Kipling sagde, da han havde skrevet On the road to Mandalay og fik at vide, at der ikke lå nogen ”grå Moulmein pagode” i Mandalay og at det inde midt i Burma ville være svært at ”se flyvefisk i leg bag Kinabugtens kaj”.

Persongalleriet omkring Wejra – med undtagelse af den israelske bagmand og Uggi Mersholm – har som hovedmotiv haft egen vinding. De var villige til at sende krudt og kugler hvorhen og til hvem, det skulle være, hvis der bare var penge i det. Det var ikke vores motiv.

I andre sammenhænge bl.a. i forskellige radiointerviews har PØK hævdet, at vi så os som arvtager til modstandsbevægelsen under anden verdenskrig. Her må vi også melde pas. Dels var den sammenhæng hvori, modstandsbevægelsen fungerede, radikalt anderledes end den kontekst, vi handlede i. Modstandsbevægelsen opererede i et besat land, hvor mange af de almindelige borgerlige rettigheder var afskaffet. Danmark var desuden ikke besat af en hvilken som helst magt, men af det brutale Naziregime, hvor enhver opposition – lille som stor – blev slået ned med hård hånd. Vi respek­terer og beundrer den uselviskhed og det mod, disse mennesker havde – klar til at risikere selv den ultimative pris. Men fra dette og til at se sig som arvtager, er der godt nok langt.

Lad os i stedet vende os imod nogle personer og organisationer som rent faktisk inspirerede os, og organisationer hvor man kan drage paralleller til vores illegale praksis.

Che

Che Guevara var for os – som for mange andre – et forbillede. Holger havde allerede i slutningen af 60’erne været på Cuba med den første danske arbejdsbrigade i sukkerhøsten. Che’s død i Bolivia faldt sammen med vores politisering. Men inspirationen stak dybere end fascinationen af et ikon. Den politik vi siden hen udviklede, er langt hen ad vejen den samme som hans. Che havde netop et globalt perspektiv på befrielseskampen. For ham drejede det sig ikke kun om den nationale befrielse af Cuba fra amerikansk dominans. Denne kamp var et led i en global – eller international strategi – som det hed dengang. Imperialismen skulle angribes i periferien, hvor udbytningen og undertrykkelsen og dermed modstanden var stærkest. ”Skab to, tre mange.. Vietnam” [63] var Ches parole. En anden parallel er som tidligere nævnt hans forståelse af sammenhængen mellem udbytningen i Den 3. Verden og levestandarden i vores del af verden.

Ches internationalisme lå i hans praksis. Efter befrielsen af Cuba drejede det sig ikke kun om Cubas nationale interesser. Cuba skulle støtte befrielseskampen i Asien, Afrika og Latinamerika. Che, der selv var argentiner, tog kort tid efter sejren i Cuba til Algier, derefter til Congo og senere søgte han at udvikle befrielseskampen i Bolivia, der igen skulle blive et springbræt for kampen i hans hjemland Argentina.

En anden væsentlig inspirationskilde var PFLP. De havde fra starten et nationalt, regionalt og globalt perspektiv og ikke mindst en praksis i overensstemmelse hermed.

PFLP

KAK fokuserede i slutningen af 60’erne på Vietnam-krigen. Det var solidariteten med det kæmpende vietnamesiske folk mod supermagten USA, der følelsesmæssigt og rationelt kunne få folk til at demonstrere og organisere sig. I begyndelsen af 70’erne stod det klart, at Vietnam-krigen var ved at gå på hæld. Modstanden mod krigen var voksende i USA og FNL / Nordvietnam var militært i fremgang. Derfor ønskede vi at finde en anden konflikt, der kunne overtage den mobiliseringseffekt, som Vietnam-krigen havde.

KAK valgte at fokusere på Mellemøsten, dels på grund af den strategiske betydning med de største olielagre i verden og dels på grund af den palæstinensiske konflikt. I Vietnam-demonstrationer blev KAKere og sympatisører udstyret med det palæstinensiske flag og bannere med paroler som Vietnam Palæstina – samme kamp.

Det næste fokuspunkt var så, hvilken palæstinensisk bevægelse vi skulle støtte? Fatah blev hurtigt fravalgt, dels på grund af deres rent nationalistiske profil uden nogen form for socialisme og dels på grund af korruptionen, der var bygget op omkring Yassir Arafat – lederen af Fatah og paraplyorganisationen PLO (Palestine Liberation Organisation). Derudover var der en del palæstinensiske bevægelser, der tydeligvis var styret af hver sin arabiske nation. Vi ledte efter en organisation der opfyldte forskellige kriterier: Dels skulle den have et socialistisk perspektiv, dels skulle den have basis i befolkningen, dels skulle den være uafhængig og endelig måtte den meget gerne have en teori om verden, der mindede om KAKs. Det vil sige en teori, der betonede vigtigheden af kampen i Den 3. Verden – ikke i den rige verden.

Når vi her skriver vi, så er det en sandhed med modifikationer. Den endelige beslutning ville naturligvis blive taget i KAKs ledelse, men emnet var til debat i hele organisationen og i alle sympatisørgrupperne. Alle undersøgte og læste om den palæstinensiske kamp og de forskellige befrielsesbevægelser. Denne diskussion flød op i organisationen og alle undersøgelser og synspunkter blev opsamlet på ledelsesniveau.

Vi fandt to organisationer, der opfyldte disse krav. Dels PFLP og dels udbrydergruppen fra PFLP den demokratiske front – DFLP. Vi havde i starten svært ved at vælge, hvem vi ville støtte. Oddsene stod stærkest for PFLP, men valget var ikke endegyldigt, da KAK i oktober 1969 sendte to medlemmer af ungdomsorganisationen KUF til Jordan. De skulle besøge begge organisationer og rapportere tilbage, når de kom til Danmark. PØK fremstiller det i bind 1 noget anderledes, men man skal være klar over, at det ikke er Gotfred Appel, der er kilden, men to medlemmer, der ret hurtigt efter trådte ud af KAK. Deres version af historien synes at være meget præget af efterrationaliseringer. At det blev PFLP skyldtes hovedsageligt to ting. Den ene årsag var, at PFLP så ud til at have en større tilslutning end DFLP. Den anden årsag var, at PFLPs internationale perspektiv og synet på den vestlige arbejderklasse, var mere samstemmende med vores eget syn på virkeligheden.

Et tredje argument, der måske ikke var afgørende, men meget vigtigt, var PFLPs fokus på at gøre kvinderne til ligeberettigede borgere og kampfæller. Det var noget, der var meget tiltrængt i det feudale tankegods, som prægede den arabiske verden. Det var ikke tilfældigt ved flykapringen i august 1969 i Rom, at PFLP valgte en kvinde som den ene flykaprer. Leila Khaled skulle være en af rollemodellerne for de palæstinensiske kvinder.

Dette var lidt om hvorfor vi valgte at støtte PFLP. Men hvordan blev PFLP dannet, og hvad stod organisationen for omkring 1970?

PFLPs daværende ledere George Habash og Wadi Haddad var medstiftere af Arab Nationalist Movement (ANM) allerede i 1953. De kendte hinanden fra medicinstudiet i Beirut. ANM var en panarabisk bevægelse, der ligesom Ægyptens præsident Nasser, arbejdede for en samlet arabisk nation. Fra denne bevægelse udsprang PFLP 14 år senere.

I 1967 blev den palæstinensiske nationalisme og modstand vakt. Mange nye organisationer opstod og de fik stor tilslutning fra den palæstinensiske befolkning. Den ydre årsag var de arabiske landes (Ægypten, Syrien og Jordan) nederlag til Israel i 1967-krigen. Troen på at de arabiske lande kunne vinde over Israel og være med til at skabe en palæstinensisk nation, afsløredes som fuldstændig utopi. Det palæstinensiske folk var tvunget til at tage deres skæbne i egen hånd. [64]

Ved dannelsen af PFLP skiftedes den panarabiske nationalisme ud med marxismen. PFLP var således et ikke religiøst parti, medlemmerne kom såvel med kristen og muslimsk kulturel baggrund.

PFLP lancerede en guerilla strategi med inspiration fra Vietnam som alternativ til de arabiske hæres nederlag. Denne guerilla-aktivitet var allerede indledt af Yassir Arafat et par år tidligere. PFLP havde både et nationalt, regionalt og globalt perspektiv, der sammenfattedes i deres parole: Vores fjender er Israel, den zionistiske verdensbevægelse, imperialismen og de arabiske reaktionære stater. [65] PFLPs internationale solidaritet var en inspirationskilde for os, og ved at støtte PFLP støttede vi socialisme på internationalt plan.

Det var noget om vores inspirationskilder. Nu til to organisationer, hvor man kan drage paralleller mellem deres og vores illegale aktiviteter. Disse handlinger har faktisk udspillet sig i Danmark henholdsvis i 1930erne og 1960erne.

Wollwebers organisation

Blekingegade-gruppen er blevet betegnet som unik i dansk sammenhæng. Det specielle var, at organisationen arbejdede illegalt politisk uden at give sig til kende. Men der er faktisk andre eksempler. Hvis man ønsker at finde personer, hvor vi ser paralleller i motiver, handlinger og dilemmaer skal vi tilbage til mellemkrigstiden til den såkaldte Wollweber-organisations danske afdeling, som Erik Nørgaards [66] meget spændende og interessant har beskrevet i et 4-binds værk.

Her har vi med personer at gøre, som fra Hitlers magtovertagelse i 1933 og frem mente, at aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan) skulle bekæmpes med alle midler – om nødvendigt med ulovlige midler på dansk grund. De levede i Danmark under et parlamentarisk demokrati, hvor selv DKP havde sæde. Alligevel gik de ikke af vejen for at sprænge skibe i luften i danske havne, smugle våben til Spanien under borgerkrigen osv.

Wollweber-organisationens perspektiv var internationalt. Selvom der i Danmark var demokrati, fungerede de i en samtid, som internationalt var knapt så demokratisk. Fascismen og nazismens tunge skyer truede, og de anså det for overvejende sandsynligt, at aksemagterne ville kaste verden ud i endnu en alt omfattende verdenskrig.

De stod dermed i det dilemma, som på mange punkter lignede vores. Kunne de tillade sig at benytte ulovlige midler, som kunne betyde skade på dansk ejendom og i sidste instans uskyldige mennesker, når de gennem den demokratiske vej havde mulighed for at gøre deres indflydelse gældende? Deres overvejelser faldt ud til, at det kunne de godt, som det klart fremgår af de hændelser, som Erik Nørgaard beskriver i sine bøger. Her skal kun nævnes tre hændelser ud af mange.

1. Den. 3. september 1935 saboterede Kaj Gejl med en brandbombe Amerika-båden United States i Københavns havn. Efter tre forgæves forsøg lykkedes det fjerde gang. United States var kort tid før blevet solgt til Italien med henblik på det skulle anvendes af Mussolini til troppetransport til Abessinien. Her førte Italien en brutal erobringskrig.
2. Den. 22. maj 1938 sprængte Alberti Hansen og Kaj Thandrup Christensen to spanske trawlere i Frederikshavn. Baggrunden var, at de to trawlere før den spanske borgerkrig var blevet bestilt af den lovlige spanske regering. Men på grund af udviklingen i borgerkrigen stod det klart, at trawlerne ville blive udleveret til Franco-styrkerne, som i det tilfælde kunne bestykke dem med kanoner og bruge dem mod de våbentransporter til de republikanske styrker, som omtales i punkt 3. Dette blev en anden fisketrawler, som var faldet i Franco-styrkernes hænder i forvejen benyttet til.
3. Her er vi fremme ved et noget længere begivenhedsforløb. Under det meste af den spanske borgerkrig chartrede Richard Jensen op til ni skibe – de såkaldte krudtbåde – som sejlede våben og ammunition til den trængte republik. Disse skibe blev bemandet med hovedsageligt danske søfolk, som frivilligt tog den – ikke ubetydelige – risiko at sejle til Spanien. Næsten 1.000 danske søfolk mønstrede disse krudtbåde.

Ligesom Blekingegadegruppen havde Wollwebers organisation ingen trang til at offent­liggøre, at de stod bag disse hændelser. Det var handlinger, som måtte foregå i al hemmelighed, for at de kunne fortsætte med at bekæmpe fascismens fremmarch.

En anden parallel, som falder i øjnene er, at SIPO (datidens PET) havde et ualmindeligt tæt samarbejde med en fremmed magts efterretningstjeneste, nemlig Gestapo. Som det blandt andet fremgik under retssagen mod Blekingegadegruppen, havde PET i en periode et tæt samarbejde med en anden fremmed efterretningstjeneste – nemlig Mossad. Vi vender tilbage til dette emne. SIPO havde sågar – ligesom PET i en periode havde ansat en MOSSAD-agent – en Gestapo-agent ansat.

Et punkt, hvor vi derimod adskiller os, er, at Wollwebers organisationen var styret af Sovjets Kommunistiske Parti, idet de var en del af Komintern. Vi har altid været fuldstændig selvstændige i vores beslutninger, selv når vi i visse situationer har fået forslag til aktioner, har vi selv suverænt bestemt om vi ville gøre det eller ej. Vi forestod egne opgaver. I enkelte tilfælde ”lånte” vi personer fra en anden organisation, men de deltog så under Blekingegadegruppens ledelse.

PØK og Moos nævner flere gange, at vi kunne sløre vores rejseaktiviteter ved at blive ført uden om den normale paskontrol i arabiske lande og Østeuropa. Han insinuerer således et samarbejde med syriske, libanesiske eller DDRs myndigheder. [67] Dette var ikke tilfældet. Vi løste problemerne med arabiske stempler ved at have to pas. Et der var meldt ”bortkommet” til ind og udrejse fra arabiske lande og et gyldigt til ud og indrejse i Danmark. Hvad angår DDR var der ikke noget problem. Alle danskere, der rejste til DDR via Vestberlin, fik deres visa med stempler på et løst bilag til passet, som pas-myndighederne inddrog igen, når man rejste ud. Så ingen danskere, der rejste ind og ud via Checkpoint Charlie eller Friedrichstrasse, har DDR-stempler i passet.

Vi har aldrig haft noget samarbejde med DDRs myndigheder eller andre statsmagter for den sags skyld. Det var et princip. Myndighederne i DDR eller Bulgarien har sikkert været opmærksomme på, når prominente personer fra befrielsesbevægelser har besøgt deres land og måske også hvem, de mødtes med. Men vi var lige så omhyggelige med at undgå overvågning og aflytning ved møder i Østeuropa, som vi var i Danmark.

En sidste parallel mellem Wollwebers folk og os – som dog først stod klart efter vores arrestation – det var den massive fordømmelse, vi blev udsat for. Dele af venstrefløjen kaldte os for maoister, tosser, terrorister, antisemitter osv. Datidens venstrefløj var lige så fordømmende da Wollweber-organisationen sprang to spanske trawlere i luften i Frederikshavn. I en artikel i Arbejderbladet (DKPs parti-avis) umiddelbart efter skibssabotagen på Frederikshavn værft, skriver DKPs centralkomite til afdelinger og medlemmer:

Vær paa vagt mod provokatører!… kredse, hvis arbejdskraft bestaar af trotskister, stikkere, gestapoagenter og nazister … Vi advarer disse elementer og deres bagmænd, som vi skal vide at afsløre for offentligheden. [68]

Støtte til Algier

Også i nyere tid er der eksempler på folk, der støttede befrielsesbevægelser i det skjulte i Danmark. I midten af 1960’erne var der en lille gruppe danske trotskister, der støttede den algierske befrielsesbevægelse FLNs kamp mod fransk kolonialisme. Fire danske trotskister sendte mellemfabrikata til Marokko, der blev brugt på en våbenfabrik. Denne fabrik støttede FLN. Opgaven, de danske trotskister påtog sig, var at forsyne fabrikken med værktøjsmaskiner og rør af forskellige dimensioner. Desuden skulle danskerne løse et problem med at skaffe bestemte fjedre, som var nødvendige for at skydevåbnene kunne fungere. Konkret gik opgaven ud på at købe det manglende udstyr fra danske metalvarefabrikker og sende varerne videre til Marokko. Det foregik via papir-en-gros-firmaet Erges, som den trotskistiske gruppe have opkøbt som dækadresse for våbenaktiviteterne. Firmaets meget lidt nøjeregnende forhold til kreditorer og told- og skattevæsenet var stærkt medvirkende til de lave omkostninger. Pengene, der blev sparet ved ikke at betale kreditorerne, havnede hos FLN i form af våbendele. [69]

Noter

[5] KAK: Til alle kommunister! Til alle der vil socialisme. Forlaget Futura. 1964. 

[6] KAK: Perspektiverne for Socialisme i Danmark. (Tillæg til Kommunistisk Orientering. 3. Årgang nr. 3-5, 1966).

[7] Åke Sparring, (red.): Kommunismen i Norden. Fremads Fokusbøger 1966. I denne bog kan man læse nærmere om KAKs tidlige historie.

[8] KAK: To linjer. Hæfte 1-6, hver på 6-7s. (Tillæg til Kommunistisk orientering, 5. årg. nr. 18, 2. oktober 1968 – 6. årg. nr. 2, 30. januar 1969). Snylterstatsteorien udgives i seks hæfter som tillæg til Kommunistisk Orientering. 

[9] Udtrykket stammer fra Det Kommunistiske Manifest af Karl Marx og Friedrich Engels (1848). Hele afsnittet bringes senere i teksten.

[10] Don Barnett: Grundlægger af Liberation Support Movement (LSM) i 1968. Denne organisation bestod af flere afdelinger i USA og Canada. De udgav især informationsmateriale om befrielsesbevægelser i de portugisiske kolonier i Afrika, samt støttede disse materielt. KAK oversatte en del af deres hæfter, som blev udgivet på forlaget Futura. Don Barnett døde den 25. april 1975.

[11] RAF – Rote Armee Fraktion – også kaldet Baader-Meinhoff gruppen efter de to mest kendte skikkelser i bevægelsen, var en tysk byguerillagruppe, der blev dannet i 1970.

[12] Peter Øvig Knudsen interviewes af Clement Kjersgaard i programmet Autograf. Blev vist på DR2 den 12. september 2008.

[13] Benito Scocozza dannede i 1968 KFML (Kommunistisk Forbund Marxister – Leninister), der blev arvtagere af den maoistiske linje i Danmark. I 1976 tog de navneforandring til KAP (Kommunistisk Arbejderparti), som stillede op til flere folketingsvalg. Partiet blev nedlagt i 1994.

[14] M.K. Andersen & T. Retbøll: Myter om Sovjet. Forlaget Manifest 1986. Forord online. Her kan man læse nærmere om vores syn på Sovjetunionen.

[15] Che Guevara: To, tre, mange Vietnam! Udgivet i bogen Vi er praktiske revolutionære. Artikler af Fidel Castro, Che Guevara og Regis Debray. Bibliotek Rhodos, 1968.

[16] Jawaharlal Nehru:Verdens historie. Pax Oslo 1967, side 173.

[17] Che Guevara: Vor fælles stræben . En udskrift af hans tale ved den afro-asiatiske solidaritetskonference i Algier 26. februar 1965. Udgivet i bogen Vi er praktiske revolutionære. Artikler af Fidel Castro, Che Guevara og Regis Debray. Bibliotek Rhodos, 1968, side 63-64.

[18] Julius Nyerere: En opfordring til europæiske socialister. Artiklen er trykt i ”Ny Politik” nr. 3, marts 1973, side 8.

[19] Eric Hobsbawn: Labouring Men. Weidenfeld London 1964, side 341. Læs evt. mere i Eric Hobsbawn: Lenin and the Aristocracy of Labor. Monthly Review april 1970.

[20] Joan Robinson: Frihed og Nødvendighed. Gyldendal, København 1971, side 79-81.

[21] FNL: Front National de Liberté, den sydvietnamesiske befrielsesorganisation. I pressen er FNL primært omtalt som Viet Cong. Navnet Viet Cong stammer fra den vietnamesiske betegnelse for en vietnamesisk kommunist Việt Nam Cộng Sản. Betegnelsen blev brugt af den sydvietnamesiske regering og de amerikanske tropper.

[22] For en analyse af hvordan det siden hen gik med befrielseskampen, se Gaia nr. 61,62 og 63 2008-9. Befrielseskampens problemer af Torkil Lauesen. Online på snylterstaten.dk

[23] Morten Thing: Venstrefløjen og terroren. (Social Kritik, nr. 111, 2007. Side 4-17). Artiklen findes online på www.modkraft.dk i Kontradoxsa. 

[24] Andreas Bülow: Anmeldelse af “Blekingegadebanden 1, den danske celle”. (Socialistisk Standpunkt, 30. maj 2007). “Blekingegade-bandens mest afgørende fejl – som gik igen, hos de bevægelser de støttede i Den 3. Verden – var at de erstattede den marxistiske forståelse af arbejderklassen som den afgørende kraft for samfundsforandring, med troen på at en lille gruppe heltemodige aktivister kan klare ærterne”.

[25] Forsmår, er et gammeldags ord for nægter at.

[26] Karl Marx og Friedrich Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest. Forlaget Tiden, 1971, Kapitel 4.

[27] Bente Hansen: Mossad og Blekingegade. (Salt, nr. 2, april 2007, s. 28) 

[28] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bind 1. Kapitlerne Verdensbank (side 149 – 178), der findes online på historie.nu og Cellen (side 179 – 209).

[29] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1, side 242 – 272.

[30] KAK: Kritik af RAFs analyse og strategi (Kommunistisk Orientering, nr. 5, 1975, s. 12-16) 

[31] Manifest-KA: Imperialismen i dag – det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt Verden. Forlaget Manifest 1983. Forord af A. Emmanuel og Kapitel 6 er online på snylterstaten.dk

Findes også i engelsk udgave: Unequal Exchange and the prospects of Socialism. Forlaget Manifest 1986.

[32] Stefan Aust: Rote Armee Fraktion. Lindhardt og Ringhof. 2008, side 79 ff. og 289 ff.

[33] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1., billedtekst side 145.

[34] Karoline Markholst: ”Øvig: Blekingegadebandens forsvar er grotesk og sørgeligt” (Berlingske Tidende, 20. februar 2009) 

[35] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1. Kapitlet Mesteren side 242 ff.

[36] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1. side 236 ff.

[37] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1, side 244 ff.

[38] Keld Hybel: ”Peter Øvig afviser kritik fra Blekingegadebanden” (Politiken 26. februar, 2009)

[39] Carsten Andersen: Interview med Peter Øvig Knudsen: To år med Blekingegadebanden. (Politiken 17.3. 2007)

[40] Carsten Andersen: Interview med Peter Øvig Knudsen: Effektivt forbryderhåndværk (Politiken 20.11. 2007)

[41] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1 siderne: 127, 143-145, 251-255 og 273-282. Bd. 2 siderne: 94, 222 og 239.

[42] Sandinister: FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional, Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront), gennemførte en succesfuld befrielseskamp i Nicaragua i 1979, hvorved de fik statsmagten. Blev senere væltet af kontraerne, der fik massiv støtte fra CIA. FSLN har sit navn fra Augusto Cesar Sandino, som ledede en oprørsbevægelse i Nicaragua mod nordamerikanske interventionsstyrker fra 1927 til 1934.

[43] Manifest-KA: Kommunistisk Arbejdsgruppe dannet. (Manifest, nr. 1. oktober 1978) 

[44] Gotfred Appel: Et 3 timer langt interview til DR-lokalradio i 1985.

[45] Gotfred Appel: Der kommer en dag – Imperialisme og Arbejderklasse. Forlaget Futura, 1971.

[46] Se mere om G. Appel i Leksikon for det 21. århundrede www.leksikon.org

[47] Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Findes på dansk i Bind 6 i Lenins Udvalgte værker. Tidens Forlag 1946.

[48] Varga og L. Mendelsohn: New Data for V.I. Lenin’s Imperialism – The Highest stage of Capitalism. International Publishers, New York 1940.

[49] Samir Amin: Unequal Development. London 1977. Oversat til dansk med titlen: Den ulige udvikling på Forlaget Aurora 1979. Amin er født i 1931. Han anses som en vigtig imperialisme-teoretiker.

[50] Immanuel Wallerstein: The Modern World-System. Academic Press 1974. Wallerstein blev født i 1930 i New York. Han udviklede teorien om verden som et økonomisk og politik system ”World System theory”. Han har desuden beskæftiget sig med befrielseskampen i Afrika.

[51] Arghiri Emmanuel: Unequal Exchange. Modern Reader 1972. Emmanuel blev født i Grækenland 1911. Som økonom blev han kendt i 1960’erne, efter han udgav sit hovedværk om det ulige bytte.

[52] Manifest-KA: Imperialismen i dag – det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt Verden. Forlaget Manifest 1983. Forord af A. Emmanuel og Kapitel 6 er online på snylterstaten.dk. Vi havde en korrespondance med bl.a. Immanuel Wallerstein og Samir Amin om bogen, da vi lavede den engelske udgave.

[53] Manifest-KA: Imperialismen i dag – det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt Verden. Forlaget Manifest 1983, side 151. Forord af A. Emmanuel og Kapitel 6 er online på snylterstaten.dk

[54] G. Köhler: The Structure of Global Money and World Tables of Unequal Exchange. (Journal of World System Research, vol. 4. Nr. 2. Side 145-168)

[55] Manifest-KA: Verdens Deling i To. (Manifest. nr. 4, 19. marts 1979 og nr. 5,  23. juli 1979)

[56] Manifest-KA.: Kapitalismens krise. Forlaget Manifest. 1985 og Torkil Lauesen: Handelsbalancens politiske økonomi. (Häften för Kritiska Studier. Nr. 3 1986)

[57] M.K. Andersen & T. Retbøll: Myter om Sovjet. Forlaget Manifest 1986. Forord online

[58] Manifest-KA: Om fred. (Manifest nr.17. 1982, s. 2-9) Artiklen er p.t. ikke online.

[59] Forlaget Manifest udgiver i 1983 bogen: Konflikten om Vestsahara, Polisarios kamp for et uafhængigt land.

[60] Se: ”Bidrag til en anti-imperialistisk strategi”. Forlaget Manifest 1985. 

[61] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den hårde kerne. Gyldendal 2007, bd. 2. Side 172-203

[62] Nærmere om Wejra-sagen senere.

[63] Che Guevara: To, tre, mange Vietnam! Udgivet i bogen Vi er praktiske revolutionære. Artikler af Fidel Castro, Che Guevara og Regis Debray. Bibliotek Rhodos, 1968.

[64] Walid Kazziha: Revolutionary Transformation in the Arab World. Habash and his comrades from Nationalism to Marxism. London 1975

[65] Kampen För det palestinska avantgardet. Stockholm, Forlaget Aurora, 1974, 273 s. Indeholder dokumenter fra PFLP’s 2. kongres, 1969 og 3. kongres i 1972.

[66] Erik Nørgaard: Krig og slutspil, Gestapo og dansk politi mod Kominterns “bombefolk”, fra besættelsen af Danmark til i dag. Bogan 1986, 4. bd. af serie på 4 bd. Se ovenfor i litteraturlisten under Nørgaard (1986)

[67] Øvig Knudsen (2007). Bind 1 s. 244-45, 357. Bind 2. s. 145 og 303 & Moos (2008). Side 99.

[68] Erik Nørgaard: Krigen før krigen, Wollweber-organisationen og skibssabotagerne, fra den spanske borgerkrig til besættelsen af Danmark. Bogan 1986. Bd. 3. i serie på 4 bd. Se ovenfor i litteraturlisten under Nørgaard (1986)

[69] Åge Skovrind: Trotskisterne og befrielseskampen i Algeriet. (Socialistisk Information. Nr. 181. November 2003).