De kriminelle aktiviteter og retssagen

I dette afsnit ønsker vi at rette op på nogle forkerte opfattelser, der knytter sig til KAK og M-KAs illegale praksis. PØK har i sine bøger ofte valgt ikke at interessere sig for bevisførelsen og selve retshandlingen. Hans tese synes at være, at vi var skyldige i alt, hvad politiet mistænkte os for, der var bare ikke tilstrækkeligt med beviser til, at vi kunne dømmes. Det gælder selv de sigtelser, politiet trak tilbage. Det er korrekt, at vi som gruppe ikke blev dømt for alt, hvad vi havde gjort, pga. forældelse eller fordi beviserne ikke kunne relateres til bestemte personer. Men der er også eksempler på det modsatte, at vi blev sigtet for noget, vi ikke har gjort.

Formålet med dette kapitel er at vise:

• Hvad var vores grundlæggende overvejelser i forhold til at udføre kriminelle aktiviteter, der skulle støtte befrielsesbevægelser i Den 3. Verden?
• Tilbagevisning af PØKs insinuation af, at våbnene i Blekingegade-lejligheden skulle bruges til terror i Vesteuropa.
• Tilbagevisning af, at der var tale om et forsætligt drab på politibetjenten under Købmagergade­-røveriet.
• Nogle kommentarer til mistanker og sigtelser, der senere blev frafaldet, herunder en tilbagevisning af, at vi havde noget med røveriforsøget mod Forstædernes Bank at gøre.
• Tilbagevisning af PØKs konspirationsteori i Justitsministeriet, der angiveligt skulle have hindret anklagemyndigheden i at anvende terrorparagraffen (§114).
• Vi vil beskrive nogle af PETs tvivlsomme aktiviteter, blandt andet at PET overlod det til Mossad at operere mod palæstinensere i Danmark.

De kriminelle aktiviteter

KAK var allerede i slutningen af 60’erne involveret i ulovlige aktiviteter. Dels maling af slogans på broer og S-toge med støtteerklæringer for Vietnam og den palæstinensiske befrielseskamp. Dels aktioner rettet mod salg af israelske varer i Brugsen og ØKs teaktræshugst i Thailand. Endvidere kan nævnes aktionen mod filmen ”De grønne baretter” i 1969 og forsøget på at forhindre Verdens­bankens kongres i København i 1970.

Aktionen mod israelske varer i Brugsen er omtalt i Ungkommunisten april 1970. Flere Brugser i Storkøbenhavn blev overmalet med slogans samme nat, det skete i forbindelse med en lancering af israelske varer. Sloganene var Vietnam – Palæstina samme kamp og Leve PFLP. Aktionen blev omtalt som antijødisk af BT den 5. marts 1970: ”Arabere over Øresund for at gennemføre anti-jødisk demonstration i Danmark”.

KAK hjalp desuden en gruppe indonesiske kommunister, som var strandet i Østeuropa, efter Suhartos kup [70] og massakre på kommunister i 1967. I 1968 ville de hemmeligt tilbage til Indonesien og være med til genopbygningen af kommunistpartiet. KAK hjalp dem ud af Ungarn til Danmark og videre tilbage til Indonesien på falske papirer.

Springet fra disse aktiviteter til at skaffe penge til befrielsesbevægelser på illegal vis var naturligvis stort. Men aktionerne kan beskrives som en brobygning, dels i form af at medlemmerne viste viljen til at udføre illegale aktiviteter og dels fordi de implicerede lærte nøje planlægning og hemmeligholdelse. KAKs ønske om at støtte befrielses­bevægelser med større midler var drivkraften til at begynde med røverier. De blev startet på eksperimentel basis, og i takt med succesen og løbende overvejelser blev røverier en vigtigere praksis.

PØK og den øvrige presse vender gentagende gange tilbage til, at vi skulle have opholdt os i træningslejre i Mellemøsten. Det har vi ikke. Vi har naturligvis besøgt PFLP mange gange, men guerillateknik i Mellemøsten og kriminel aktivitet i Danmark har ikke meget tilfælles. Vores viden om planlægning, observationer, hvordan man lever et dobbeltliv og opererer illegalt kræver helt specifik viden om danske forhold. Vi gjorde alle erfaringer selv.

I det illegale arbejde må man skelne mellem KAKs motiver og den enkeltes motiver.

KAKs ledelse har på et tidspunkt taget en principiel beslutning om at forsøge at skaffe økonomiske midler til befrielses­bevægelser på illegal vis. Vi mener, at KAK havde to motiver til det. Dels at give konkret finansiel støtte og dels at træne medlemmerne i illegale aktiviteter.

Ingen af os tre var i KAKs ledelse på det tidspunkt. For os har der kun været ét motiv, at støtte befrielsesbevægelserne materielt, og vi tog naturligvis først konkret stilling, den første gang vi fik en henvendelse fra KAKs ledelse om at deltage i finansiel kriminalitet.

Andre muligheder end røverier er løbende blevet overvejet. Ingen i KAK – og senere i M-KA – havde evner i retning af at få investering af penge til at give udbytte – så det var ikke en mulighed. Én havde IT-teknisk viden, men ikke på et tilstrækkeligt højt niveau til at det kunne være en realistisk vej. Jan Weimann er godt nok blevet udråbt til IT-ekspert i mange medier, men det vil ikke være svært at finde arbejdskollegaer til ham, som ville trække kraftigt på smilebåndet over denne påstand. Det eneste forhold, der kommer i nærheden af IT-svindel, er forfalskningen af postgiroer i 1976, der gav 1,4 mil. kr. i udbytte.

Vores erfaringer og konklusioner fra de første røverier (1974-1976) var:

• Detaljeret og omhyggelig planlægning var nødvendig for at kunne styre begivenhederne. Især flugtruten skulle planlægges, så chancen for at personer eller biler satte efter os var umulig­gjort eller vanskeliggjort.
• Man kunne ikke regne med rationelle handlinger fra ofrene. Man skulle for eksempel ikke søge at true ofret til at udlevere penge, man måtte selv tage pengene.
• Overraskelsesmomentet og skræmmeeffekten var vigtig, så ofrene afholdt sig fra at gøre modstand. Ved at skræmme kunne man minimere volden, så de fysiske skadevirkninger var små.

Vi havde ikke tanke på de psykiske skadevirkninger. Det kan delvis forklares ud fra tids­ånden, hvor der ikke som i dag var den fokus på psykiske traumer. Vi under­vur­derede i høj grad de psykiske skadevirkninger. Om vi ville have handlet anderledes med den viden, vi har i dag, vil være rent gætværk, men vi er bestemt ikke stolte af de psykiske skade­virkninger, vi har påført nogle ofre.

Trin for trin gik vi efter større og større beløb. Det øgede i nogle tilfælde chancen for at ting kunne gå galt. Både for ofrene og for os selv. Vi forsøgte at være tro mod de principper, der er skitseret ovenfor, men vi har helt klart lavet fejlvurderinger.

Den organisation, hovedparten af vores støtte gik til, var PFLP. Det palæstinensiske folks situation var i perioder meget vanskelig. Samtidig blev vores venskaber med repræsentanter fra PFLP dybere. Vi handlede hele tiden af fri vilje, men den til tider desperate situation for palæstinenserne var med til at flytte vores grænser. Forskellige hændelser i Mellemøsten var afgørende for udviklingen af vores praksis: Den jordanske kong Husseins overfald på de palæstinensiske flygtningelejre i Amman 1970, den libanesiske borgerkrig, massakren på den palæstinensiske flygtningelejr Tel Al Za’atar i 1976, hvor omkring 6.000 palæstinensere blev dræbt, israelernes hårdhændede undertrykkelse af den palæstinensiske intifada og den israelske invasion i Libanon 1982.

Der er imidlertid især én begivenhed, der fik nogle i M-KA til at blive forbitrede og tænke ”nu skal hjælpen til PFLP øges, om nødvendigt ved at tage større risici både for os selv og for ofre”.

Massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Chatila:
Der blev indgået en aftale imellem PLO og Israel, da Beirut var belejret af israelske tropper i 1982. Aftalen gik ud på, at Israel afstod fra et angreb på Beirut, hvis PLOs styrker forlod byen. Til gengæld skulle de israelske tropper beskytte de palæstinensiske flygtningelejre. Det var daværende forsvarsminister Ariel Sharon, der stod for aftalen.
Den 16. september tillod de israelske vagter, at bevæbnede falangister fik lov til at gå ind i de to flygtningelejre – Sabra og Chatila. I tre dage foregik der en massakre i lejren, mens de israelske vagter forhindrede palæstinenserne i at flygte og pressen i at få adgang. I starten foregik drabene med knive for ikke at lave støj, men snart begyndte falangisterne at gå ind i husene og skyde alle tilstedeværende for bagefter at sprænge huset i luften. Mellem 3.000-3.500 flygtninge blev dræbt – de fleste kvinder, børn og gamle.
På grund af denne uhyggeligt koldblodige massakre på den palæstinensiske civilbefolkning fik Sharon tilnavnet: ”Slagteren fra Beirut”. På trods af hans rabiate holdninger og dystre fortid blev han valgt til premiereminister i Israel i 2001. Sharon er aldrig blevet stillet for Krigsforbryderdomstolen i Haag.

Massakrerne i Sabra og Chatila var en medvirkende årsag til, at vi gerne ville støtte PFLP med større resultat. Vi diskuterede en plan om kidnapning af en tysk millionær på et tip fra PFLP.

Planen skulle foregå i Tyskland og var rettet mod en af ejerne af firmaet Würth. Vi opgav planen primært fordi, vi mente, at offeret var forkert valgt. Ville vi overhovedet opnå at få udbetalt pengene? Vi kom aldrig tæt på at udføre kidnapningen. De følelses­mæssige og moralske aspekter blev ikke sat på en virkelig prøve.

Vi vendte os mod en ny plan i Sverige, nærmere bestemt Rausing-familien. Jørn Rausing, der boede i Lund, var medejer af den rige koncern Tetra Pak. Det var en plan, der hele vejen igennem forekom os frastødende. Men mange gange undervejs overkom vi vores egne betænkeligheder. Vi bed tænderne sammen, tænkte på palæstinensernes situation og fortsatte planlægningen. Dette er ikke ment som en undskyldning, men er en beskrivelse af, hvad der foregik i vores hoveder dengang.

Da tidspunktet for at udføre kidnapningen i Lund nærmede sig, blev det sværere og sværere at skubbe betænkelighederne væk. Flere datoer blev aftalt, men hver gang blev små forhindringer pustet op til store forhindringer, fordi vi havde en lede ved at skulle føre planen ud i livet. På trods af det store planlægningsarbejde blev planen opgivet. Det skete med baggrund i flere faktorer, måske med forskellig vægt for hver af os.

For det første risikoen for at det kunne gå galt med udførelsen, planen var meget kompleks og kunne løbe af sporet i flere forskellige faser.

For det andet var der jo en risiko for, at pengene ikke ville blive udbetalt. Vi følte os relativt sikre på, at udbetalingen var i en størrelsesorden, som Rausing-familien kunne og ville udbetale. Men tvivlen lå alligevel og nagede. Det stred også mod vores princip om ikke at true os til penge, men selv tage dem.

For det tredje at metoderne var for rå. Det at bedøve en person og transportere ham fra Lund til det planlagte gemmested i Norge var noget, der vendte tilbage i diskussionerne igen og igen. De metoder, vi overvejede at udsætte Jørn Rausing for, afprøvede vi på os selv for at vurdere risiko og gener. Det gjaldt både bedøvelsesmidlerne, og måden han skulle transporteres ud af lejligheden på.

For det fjerde fik vi medfølelse med offeret. Vi lærte Jørn Rausing bedre og bedre at kende, efterhånden som vi spionerede på ham. Hvis bare han havde været en utiltalende person, ville undskyldningen for at gennemføre det være nemmere. Men han fremstod som en ganske almindelig ung mand, der faktisk virkede ret tiltalende.

For det femte var der en følelsesmæssig begrundelse. Vi fik en større og større afsky og frygt for at udføre aktionen. I virkeligheden var det nok denne sidste begrundelse, der var mest afgørende. Planen blev opgivet.

Set i bakspejlet var det jo galimatias, at vi gik i gang med at planlægge denne form for kriminalitet. Dels på grund af den overlast vi ville have tilført et offer, og dels fordi vi jo rent faktisk ikke ville udføre planen, da det kom til stykket. Efter opgivelsen af planerne om kidnapning, konkluderede vi: aldrig mere den form for kriminalitet. Tilbage til vores hjemmebane – det vi kendte til og mente, vi kunne styre – nemlig udførelse af røverier.

Vi var af den opfattelse, at man godt kan lave det perfekte kup uden at blive afsløret. Men det er vanskeligt at lave mange kup gennem næsten 20 år uden at lave små fejl. Disse små fejl, i den enkelte aktion, har isoleret set måske ikke den store betydning, men på sigt kan de være afslørende. Set i bakspejlet var det, der ledte PET på sporet af os, ikke røverierne i sig selv. Det var snarere vores fejl i forbindelse med kommunikation med PFLP og sløseri med mindre rutineopgaver.

Dobbeltlivet blev vores livsform. Der var tilfredshed med at lave ”et godt håndværk” og med at kunne give store pengebeløb til organisationer, der havde behov. Men vores livsform var også præget af stress, skrupler og søvnløshed. Vi vender tilbage til de moralske overvejelser og dilemmaer i sidste del af artiklen.

De kriminelle forhold

Vi er blevet sat i forbindelse med mange kriminelle forhold. Vi vil kort skitsere, hvilke forhold vi blev sigtet for ved anholdelsen og hvilke forhold, der var i det endelige anklageskrift.

Dernæst vil vi fokusere på nogle af anklagepunkterne samt påstande pressen er fremkommet med. Det gør vi for at tilbagevise forkerte opfattelser, samt udrede de faktiske forhold.

Anklagerne ved anholdelsen

Politiet anholdt os den 13. april 1989 lidt over 10 om formiddagen. Efter ransagninger i vores private hjem, arbejdspladser og på Cafe Liberation, blev vi varetægtsfængslet. Senere om aftenen blev vi præsenteret for fire sigtelser:

• Røveriforsøg mod Forstædernes Bank i Glostrup ved at bortføre en bankdirektør den 7. juli 1980.
• Røveri den 2. april 1982 mod to postfunktionærer fra postkontoret i Vester Farimagsgade. Udbyttet var 800.000 kr. i kontanter.
• Røveri den 2. marts 1983 mod to bankbetjente fra Den Danske Bank på Lyngbygårdsvej. Røverne kørte bort i bankbilen med 8,3 mill. kr.
• Sigtelse efter straffelovens § 114 – den såkaldte terrorparagraf.

Disse sigtelser byggede på et meget løst materiale, som internt i politiet blev kaldt Helium-rapporten. Den eneste af disse sigtelser anklagemyndigheden fastholdt hele vejen igennem til det endelige anklageskrift, var røveriet i Lyngby.

Vi vil her gennemgå, hvordan det gik med terroranklagen imod os, fordi PØK og dele af pressen spinder forkerte historier sammen på dette punkt. Vi vil ligeledes omtale røveriforsøget mod Forstædernes Bank [71], fordi PØK i sine bøger omtaler forholdet, som om det er et faktum, at vi står bag.

Den danske terrorparagraf og Blekingegade-sagen

I dette afsnit vil vi kort erindre om, at vi agerede i en verden med mange befrielseskampe – ikke en verden hvor hovedfjenden var den internationale terrorisme. Dernæst tror vi ikke på PØKs påstande om, at det var en sammensværgelse i Justitsministeriet, der forhindrede politiet i, at vi blev anklaget ifølge terrorparagraffen (§ 114). For det første var der adskillige retsmøder, hvor punktet var: ”Er PFLP en terrororganisation?” For det andet var terrorlovgivningen skruet anderledes sammen i 1990 end efter stramninger af lovgivningen i 2002 og 2006.

Blekingegade-gruppen blev taget til fange og dømt i perioden 1989- 91. Det var i samme periode, at Sovjetunionen gik i opløsning og Berlinmuren faldt. Med overgangen fra kommunisme til terrorisme som hovedfjenden passede Blekingegade-gruppen perfekt ind. Vi blev opfattet som ”kommunist-terrorister”. Og endnu bedre – vi havde støttet folk i Mellemøsten, der nu var blevet det nye center for ”ondskabens imperium”.

Således blev Blekingegade-sagen den perfekte sag, folk kunne tage afstand fra og gyse over og således bringe sig i den rigtige position i den nye verdensorden. Man kunne fokusere på terror i stedet for at fokusere på uligheden i verden og de undertryktes ret til at gøre oprør mod undertrykkelse. Vi var ikke alene røvere, vi var også terrorister.

Men for det første var terrorlovgivningen formuleret anderledes i 1990 end i dag. Domfældelse for terror kunne kun lade sig gøre, hvis terrorhandlinger foregik i Danmark. For det andet lavede vi røverier ikke terror. Hensigten bag disse røverier var ikke at skræmme offentligheden med et politisk sigte eller angribe statsmagtens institutioner.

PØK mener tilsyneladende, at årsagen til, at vi ikke blev anklaget ifølge § 114, var at Justitsministeriet var bange for PFLP. Ifølge PØK var der ikke tale om juridiske begrundelser. Forsvarsadvokat Claus Bergsøe skriver om dette i Information: [72]

Da PFLP ikke truede danske offentlige anliggender, var logistisk støtte til orga­ni­sa­ti­onen ikke strafbar efter § 114, ligesom der f.eks. aldrig har været rejst tiltale mod folk, der samlede penge ind til FLN i Algeriet under FLNs frihedskrig mod Frankrig eller til lignende bevægelser …
Man kan ikke laste PØK for manglende viden om den gamle § 114 og dens baggrund og rækkevidde. Han er journalist, ikke jurist med strafferetligt speciale, og hans bog er ikke en videnskabelig undersøgelse, men et tilbageblik på en fortid, set i journa­li­stik­kens skrå projektørlys, der oplyser nogle sider af virkeligheden og lader andre i skygge.
Tværtimod er bogens elan og appel måske netop opstået ved, at forfatteren har gjort sig til talsmand for et antal frustrerede politifolk, og det er egentligt et journalistisk scoop, at det er lykkedes ham at få et antal velmenende debattører til at reagere på konspirationsteorien om det ængstelige Justitsministerium

Under retssagen mod os handlede flere retsmøder som nævnt om, hvorvidt PFLP var en terrororganisation. Johan Bender var indkaldt af forsvaret og Erik Raske-Nielsen var indkaldt af anklageren som ”ekspertvidner” vedrørende PFLP. Erik Raske Nielsen blev spurgt om en lang række aktioner lavet af palæstinensiske organisationer. Han svarede at dem han kendte noget til enten var foretaget af Abu Nidal eller PFLP – General Command. Ingen af de to ville stemple PFLP som en terrororganisation, de havde ingen konkret viden der kunne konkludere det.

Hvad angår støtte til PFLP, er det tvivlsomt om organisationen selv i dag, hvor det er lykkedes for USA at få organisationen på Terrorlisten, kan stemples som en terrorgruppe. PFLPs aktioner er rettet mod en besættelsesmagt, hvorfor modstand ifølge folkeretten er legitim.

Om PFLP er en terrororganisation er igen indbragt for en dansk domstol i forbindelse med retssagen mod Fighters and Lovers, som har solgt T-shirts med PFLP-logo og ville sende overskuddet til et uddannelsesprojekt drevet af PFLP. Københavns Byret frifandt ”Fighters and Lovers” med den begrundelse, at retten ikke fandt det bevist, at PFLP er en terrororganisation. Landsretten omstødte kendelsen. Spørgsmålet blev indbragt for Højesteret.

Den 25. marts 2009 faldt den endelige dom ved Højesteret. Landsrettens afgørelse om skyldsspørgsmål blev stadfæstet, dommene blev dog gjort til betingede fængselsstraffe. I dommen præciseres det at ”der foreligger bevis for, at den per­son, gruppe eller sammenslutning, der indsamles til, begår eller har til hen­sigt at begå hand­linger af den art og med det særlige terrorismeforsæt, som fremgår af § 114”.

Med denne dom er det gjort ulovligt, at støtte såvel FARC som PFLP. Samtidigt slår dommen fast, at stats-terror ikke er omfattet af denne paragraf. Den absurde konsekvens heraf er, at det kan give fængselsstraf at støtte et PFLP-drevet trykkeri, medens at støtte Israel politisk og materielt i deres napalm-bombardementer af den palæstinensiske befolkning er lovlig.

Vi kan kun håbe på at det sidste punktum ikke er sat i denne sag.

Danmark, EU og ikke mindst USA har sat fokus på bekæmpelse af terror, dermed er opmærksomheden fjernet fra det egentlige problem. PFLP og FARCs kamp er – uanset om man kalder det terror eller ej – en kamp imod undertrykkende regimer, dels mod en besættelsesmagt og dels mod et udemokratisk regime. Terror-dagsordenen kriminaliserer modstanden – ikke den oprindelige vold mod civilbefolkninger.

Tankespind og mavefornemmelser

Vi er blevet tillagt mange kriminelle forhold, også sager vi end ikke er blevet sigtet eller formelt anklaget for. PØK har i sine bøger tilsyneladende taget politifolks antagelser som faktum, selv om anklagemyndigheden har frafaldet tiltale.

PØK påstår [73] f.eks., at Blekingegade-gruppen stod bag en bortførelse af en bankdirektør i Glostrup den 7. juli 1980. Ved anholdelserne den 13. april 1989 blev flere medlemmer af gruppen ganske rigtigt sigtet af politiet for forholdet, heri blandt: Jan Weimann, Niels Jørgensen og Torkil Lauesen. Da politiet fandt lejligheden i Blekingegade, var der intet her, som underbyggede mistanken, og politiet frafaldt sigtelsen.

PØK angiver ingen kilder for hans påstand, så man kan ikke se, hvad der er politiets antagelser, vidneudsagn eller hvad der stammer fra senere interviews. Derfor er det vanskeligt at forholde sig til de enkelte ”bevisførelser”. Det ser ud som om, at han ikke har kontrolleret politiets bilag til sagen. Vi kan kun gentage, at vi ikke har haft noget med den pågældende sag at gøre. Det fremgår også af hele fremgangsmåden ved røveriforsøget, som strider mod vores arbejdsmetoder:

• Det var ikke vores metode at bede om penge og dermed være afhængige af ofrenes psyke.
• Vi kunne aldrig finde på at anvende vores egne biler til en kriminel handling, som PØK påstår.

PØK skriver endvidere, at en af os blev genkendt ved en konfrontation med en person, der havde været til stede ved overfaldet, men det strider mod fakta. Der blev ikke udpeget nogen ved konfrontationen, men presset af politiet udtalte personen, et barnebarn af bankdirektøren, at to af personerne var ”af samme type”, som den ene af røverne. De type-udpegede var dels en politimand og dels den ene af os varetægtsfængslede. Vi stillede frivilligt op til denne konfrontation, fordi vi var sikre på ikke at blive udpeget, da det ikke var os.

Et andet eksempel på hvordan en sag tilskrives Blekingegade-gruppen på et tyndt grundlag findes i daværende efterforskningsleder Jørn Moos bog. [74] Det drejer sig om et afpresningsforsøg mod DSB i sommeren 1987. Hvis ikke DBS afleverede et millionbeløb, ville nogen angiveligt beskyde togdriften. Sagen blev aldrig opklaret, men Jørn Moos ”mavefornemmelse” – siger ham, at det må være Blekingegadebanden. Pressen bragte ukritisk historien videre. [75] Jørn Moos konkretiserer ikke, hvad hans mavefornemmelse bygger på, men mener, at forløbet kan tolkes som en slags generalprøve på kidnapningssagen mod den svenske rigmand Jørn Rausing. Dette forhold udspiller sig imidlertid i 1983-84. Så det er en sen generalprøve, eftersom DSB-sagen var i 1987.

Anklageskriftet

Det endelige anklageskrift bestod af nedennævnte 13 forhold. Vi var ikke alle anklaget for samtlige forhold.

Dokumentfalsk

Våbnene i Blekingegade
Groft hæleri med våben.

Spion-paragraffen § 108
At have indsamlet oplysninger om personer, organisationer og firmaer der udtrykte pro-israelske eller pro-zionistiske synspunkter og videregivet dem til PFLP. Kun Bo Weimann blev dømt for dette forhold.

Lyngby-røveriet 1983
At have røvet 8,3 mill. kr. fra en pengetransport fra Den Danske Bank den 2. marts 1983. Nævningene mente ikke, at der var beviser mod enkeltpersoner i denne sag.

Kidnapning
At have indsamlet oplysninger om flere formuende familier, med det formål at frihedsberøve en person og med trusselsbreve at få udleveret en løsesum. Specielt sagen om Jørn Rausing, der skulle gennemføres den 7. januar 1985. Derudover skulle nævningene tage stilling til, om der var tale om frivillig tilbagetræden fra forsøget. I bekræftende fald ville vi – selv om man er dømt for forsøg på kidnapning – blive erkendt straffri.
Flere af os blev dømt skyldige, men straffri på grund af frivillig tilbagetræden fra forsøg.

Rullestolsrøveriet ved Herlev postkontor 1985
At have røvet 1,5 mill. kr. fra to bankbude fra Privatbanken den 3. december 1985. Nævningene mente ikke, at der var beviser mod enkeltpersoner i denne sag.

Planlægning af røveri mod Amagerbanken 1985 – 1986
At have foretaget observationer mod Amagerbanken, Amagerbrogade 23, med det formål at udføre røveri mod en pengetransport fra Amagerbanken. Her skulle nævningene også tage stilling til om der var tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Flere af os blev dømt skyldige, men straffri på grund af frivillig tilbagetræden fra forsøg.

Røveriet mod Daells Varehus 1986
At have røvet 6,1 mill. kr. fra Daells Varehus den 22. december 1986. Nævningene mente ikke, at der var beviser mod enkeltpersoner i denne sag.

Røveriet mod postterminalen i Købmagergade 1988
At have røvet 13 mill. kr. i postterminalen til Købmagergades postkontor den 3. november 1988.

Drabet på politibetjenten under udførelse af Købmagergade-røveriet
At under flugten, efter røveriet mod postkontoret, i overensstemmelse med planen for, hvorledes de skulle undslippe – om nødvendigt ved at skyde – dræbte politibetjenten.

Tillægsspørgsmål om skærpelse af straffen
Skal straffen for de forhold – hvor den tiltalte er skyldig – betragtes som særligt skærpende omstændigheder. Dette giver mulighed for at forlænge straffen med op til 50 %. Nævninge sagde nej til dette forhold.

Vi vil i det følgende behandle tre forhold.

• Våbnene i Blekingegade. Fordi de har givet anledning til spekulationer om terror i Europa.
• Z-file. Fordi det har givet anledning til beskyldninger for antisemitisme.
• Skuddet i Købmagergade. Fordi det har været fremstillet som et overlagt drab, og fordi dommens præmisser ofte er blevet fremstillet forkert.

Våbnene i Blekingegade

Vi havde opsamlet et større våbenlager i Blekingegade. Disse våben stammede primært fra et indbrud i et hjemmeværnsdepot i Jægersborg Vandtårn og et indbrud i november 1982 i et militær depot i Flen, Sverige. Det er et af de forhold vi fortryder af flere grunde.

Vi havde behov for lette våben til at true med under røveri. Men hvorfor indsamlede vi både håndgranater, landminer, panserværnsraketter, sprængstoffer og lignende tungere våben? Som vi allerede forklarede under retssagen, var disse våben tiltænkt eksport til befrielsesbevægelser. Det var indsmugling af våben til Israel eller den israelsk besatte Vestbred, som var vores hovedplan. Især efter Israels invasion i Libanon og massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila ønskede PFLP indsmuglet våben til brug i de israelsk besatte områder. Det ville vi gerne hjælpe dem med.

Det at skaffe våbnene og opmagasinere dem var sådan set ikke noget problem. Problemet var at lave en sikker plan for indsmugling af våbnene til de besatte områder. Vi skulle have lavet sådan en plan før vi gik i gang med at skaffe våbnene.

Da vi havde skaffet våbnene, brugte vi oceaner af tid på at lave planer. Vi indførte mellemdepoter i Frankrig, fordi PFLP måske kunne stå for den videre transport herfra. En anden plan var at agere surfere, som skulle på bilferie til Israel. Vi fandt en bådrute fra Grækenland til Israel, der medtog biler. Vi undersøgte mange biltyper for at finde frem til hvilke biler, der egnede sig til at skjule våben i. Ford Grenada var en af de foretrukne. Vi skilte et surfbræt ad og puttede to panserværns­raketter ind i dem. Det var lavet så professionelt, at da politiet havde fundet Blekingegade-lejligheden og splittet alt ad for at finde ting, som var skjult, så troede de, det blot var et almindeligt surfbræt. Torkil Lauesen fortalte sin sagfører om surfbrættets hemmelighed, for at han skulle fortælle det videre til politiet. Han frygtede, at politiet skulle behandle surfbrættet for lemfældigt med risiko for, at sprængstoffet i panserværnsraketterne derved kunne gå af.

Planen var helt køreklar. Det ville selvfølgelig være langt lettere for europæere end palæstinensere at stå for denne indsmugling til Israel. Men hvad hvis det blev opdaget ved grænsekontrollen? Der var ikke nogen af os, der havde lyst til at blive udsat for tortur i et israelsk fængsel. Så selvom planen var fuldstændig køreklar, blev den skrinlagt. Energien i indsmuglingsplanerne faldt efterhånden. Vi overvejede i stedet at skaffe os af med våbnene, men det var heller ikke uproblematisk. Vi ønskede jo ikke, de blev fundet af andre og hvordan gjorde man i øvrigt en panser­værnsraket ufarlig?

PØK antyder, [76] at våbnene skulle bruges til terroraktioner i Europa. Det er forkert, li]esom PØKs påstande om forbindelser til RAF, De Røde Brigader og Sjakalen samt hans påstand om at vores forbindelse var til Wadi Haddad og ikke PFLP. Det passer ind i PØKs masterplan med hensyn til at øge spændingsværdien og bringe os nærmere den inter­nationale terror.

I bagklogskabens lys var det uklogt at skaffe alle disse våben uden at have en klar plan for den videre transport til Israel. Vi har hermed udsat os selv for spekulationer, der både går i retning af borgerkrig og terrorisme i Europa. Men som alt muligt andet vi har foretaget os, så har formålet været direkte støtte til befrielsesbevægelsernes kamp. For os at se ville militære aktioner i Danmark eller Vesteuropa ikke kun være moralsk og politisk forkerte. Det ville også være ødelæggende for vores egen praksis, fordi en efterforskning ville fokusere på organisationer som os. Vores materielle støtte tog både form af kontanter, udstyr, medicin og tøj. Vi ville også godt støtte med våben, direkte hvor kampen foregik. Men den plan blev aldrig realiseret. Derfor det store våbendepot i Blekinge­gade. Ved at stjæle våbnene før vi havde afklaret den videre transport, fik vi som nævnt en masse praktiske problemer, og ikke mindst udsatte vi beboere for en helt unødig risiko i tilfælde af brand. Dette fortryder vi.

Netop som vi er ved at lægge sidste hånd på denne artikel, er der i Jyllandsposten (JP) 1/12 2008 fremkommet beskyldninger om, at vi har leveret våben til RAF i 1988. Våbnene, nogle håndgranater af samme type som der var i våbendepotet i Flen, skulle ifølge JP have været anvendt i Spanien mod en amerikansk flådebase.

Vi har ikke haft forbindelse med RAF. Hverken i 1977 eller med den såkaldte tredje generation ti år senere i 1988.

For det første fordi vi ikke delte politik med dem. RAF mente de kunne sætte revolutionære omvæltninger på dagsordenen i Tyskland, det mener og mente vi som bekendt ikke. [77]

For det andet var vores praksis helt forskellig. RAF udsendte politiske kommunikerer i forbindelse med deres aktioner og levede under jorden. Deres praksis blev efterhånden fokuseret på deres egen organisation, i form af forsøg på at få deres medlemmer løsladt fra fængsler. Vores fokus var på direkte materiel støtte til befrielsesbevægelser i Den 3. Verden. Vi søgte at kamuflere vores illegale virksomhed som almindelig kriminalitet og leve et dobbeltliv over jorden.

Hvis vi havde haft intentioner om ”terror” i Vesteuropa, så havde langt hovedparten af det militære isenkram fra Flen ikke ligget i vores dæklejligheder i syv år. Vi har aldrig haft sådanne planer eller ønsket at medvirke til den type aktioner. Vi har i perioden siden 1982 – til stor gene for os selv – måttet opbevare og flytte disse våben, hver gang vi skiftede adresse. Havde vi bare haft en mulighed for at komme af med dem til et formål, vi ville støtte, var det blevet gjort for længe siden. Intet ville have været lettere end at transportere dem til Vesttyskland eller et andet sted i Europa. På et tidspunkt var der planer om at overføre våben til PFLP via en mellemstation i Europa. De skulle så selv stå for den videre fragt. Det blev forsøgt via Paris. En del af disse våben blev fundet af fransk politi.

Ved at placere våbendepoter til PFLP i Europa, har vi naturligvis risikeret, at PFLP har overvejet at bruge disse våben til, hvad de har betragtet som legitime aktioner. Vi ved ikke om de i JP omtalte håndgranater stammer fra Flen eller blot er af samme type. Vi kan naturligvis heller ikke afvise, at PFLP eller en anden palæstinensisk organisation har haft et samarbejdet med andre om et angreb på den amerikanske flådebase i Spanien. De kan have betragtet det som et legitimt militært mål, al den stund, at det amerikanske slagskib New Jersey, som opererede fra baser i Middelhavet, i februar 1984 affyrede næsten 300 styk tons tunge granater mod drusiske og palæstinensiske områder i Libanon. Det var det kraftigste bombardement fra søsiden siden Korea-krigen, med hundredvis af dræbte under bombardementet. [78] Vi ved ikke om, der er denne sammenhæng, vi ved derimod, at vi aldrig har haft noget som helst samarbejde med RAF, end sige ønsket et sådant samarbejde.

Den milde spion-paragraf § 108

Dette forhold blev under retssagen omtalt som Z-file (Z for zionist), men af dele af pressen omtalt som jødekartoteket.

PFLP bad os i 1981 forsøge at identificere personer i Danmark, der arbejdede som spioner for Israel. Vi fik at vide, at i efterretningskredse var det kendt, at England og Danmark var lande, hvor Mossad koncentrerede deres europæiske aktiviteter. Her havde de gode arbejdsforhold og venskabelig kontakt til de nationale efterretningsvæsner. Mens de f.eks. i Frankrig og Italien havde et mere anstrengt forhold til landenes efterretningsvæsner. Et billede, der bekræftes af den tidligere Mossad-agent Victor Ostrovsky. [79]

Vi havde også selv en viden fra palæstinensiske kredse i Danmark om, at Mossad søgte at infiltrere dem.

PFLP nævnte flere eksempler på, at de havde mistanke om, at nogle af de påståede venstreorienterede aktivister fra hele verden, der besøgte dem, arbejdede for den israelske efter­retningstjeneste. Hvis de havde en liste med personer mistænkt for spionage, kunne de afvise disse personer.

PFLP havde bl.a. et underjordisk baseanlæg i lejren Burj el-Barajneh i Beirut. Nogle af de besøgende var mere end almindeligt interesserede i, hvor tykke murene var. Et indicium på at PFLPs mistanke nok har været korrekt var, at ved den israelske invasion i juni 1982, blev anlægget ramt af såkaldte dybdeborende bomber, der var afgørende for at ødelægge det underjordiske anlæg.

I starten var vi ikke særlig villige til at påtage os denne identifikationsopgave. Den var tidskrævende, og vi kunne ufrivilligt komme til at afsløre os selv, hvis vi virkelig fik kontakt til Mossad-agenter. Men netop den israelske invasion i Libanon forstærkede vores motivation. Vi havde ikke særlig meget tid til opgaven og besluttede derfor at inddrage en ekstra ressource i det illegale arbejde, hvis hovedopgave blev dette projekt. Denne person blev Bo Weimann, der via sin biblioteksbaggrund havde forudsætninger for at løse opgaven.

En tese var, at hvis man var blevet Mossad-agent, ville man sandsynligvis have luftet sine pro-israelske synspunkter offentligt forinden. Det vi især ledte efter var altså aktive pro-israelske (zionistiske) personer, der pludselig var holdt op med at lufte deres synspunkter offentligt.

En mappe mærket Z-file blev oprettet i første omgang bestående af to dele. Første del bestod af firmaer, organisationer og tidsskrifter, der var pro-israelske. Anden del bestod af personer, der var pro-israelske. De eneste konkrete resultater af undersøgelserne var Wejra-sagen og afsløringen af en enkelt sandsynlig Mossad-agent. I et forsøg på at komme videre lavede vi en tredje del, der indeholdt alle navne på de personer som havde medvirket til en underskrift-indsamling til fordel for Israel i 1973, kaldet Collection of signs. Formålet var at checke om der var navne, vi var stødt på i andre sammenhænge. En stor del af disse personer var naturligvis jøder. Det fik dele af pressen til fejlagtigt at omtale det som jøde-kartoteket.

Lad os slå en ting fast. Vi er ikke og har aldrig været anti-semitter. Vi er imod det zionistiske projekt, der havde og har som plan at oprette en ren jødisk stat. Det palæstinensiske folk er i to krige 1948/49 og 1967 blevet fordrevet og besat af den israelske besættelsesmagt. Vi går ind for, at FN lever op til sine egne resolutioner, der giver det palæstinensiske folk ret til deres egen nation. FN har aldrig håndhævet disse resolutioner. Det er det palæstinensiske folks legitime ret at bekæmpe besættelsesmagten Israel, og vi vil gerne stå på det palæstinensiske folks side i denne kamp.

Røveriet mod postkontoret i Købmagergade

Den 3. november 1988 blev der røvet 13 mill. kr. fra gården til Købmagergades postkontor.

To af de anklagede – bla. Torkil Lauesen – forklarede om deres deltagelse i røveriet under retssagen. To nægtede – Niels Jørgensen og Jan Weimann – men blev dømt alligevel. Én blev dømt for deltagelse i planlægning i en tidlig fase af planen. Senere blev schweizeren Marc Rudin anholdt i Tyrkiet ved den libanesiske grænse og ført til Danmark. Han blev dømt skyldig i Købmagergade-røveriet. Marc Rudin havde i mange år opholdt sig i Mellemøsten tilknyttet PFLP. Han var blandt andet tegner til Al’Hadaf, der er PFLPs arabisksprogede tidsskrift.

Drabet på politibetjenten

I sagen om røveriet mod Købmagergade postkontor og det efterfølgende skud, der forårsagede en politibetjents død, fortalte de to der afgav forklaring, at intentionen var at rette et skud mod bilens dæk. Det skulle forhindre en efterfølgende biljagt.

Politiets tekniske afdeling var i første omgang så fikserede på at fremstille skuddet som et sigteskud, at de via ballistiske undersøgelser nåede frem til, at det var affyret af en person, der havde en øjenhøjde af ca. 178 cm. Sagsfremlægget blev foretaget af Gerhard Martens, chef for våbensektionen i politiets tekniske afdeling. For at få skudepisoden til at passe på de sigtedes højde, antog lederen af den tekniske afdeling, at den der havde skudt stod på tæer. En ret søgt sagsfremstilling, som også viste sig at falde helt til jorden. Han udtalte:

Der er lige så fladt i Købmagergade som på skydebanen på Kalvebod Skydeterræn, hvor vi har lavet prøveskuddene. [80]

Forsvarsadvokaterne Thorkild Høyer og Manfred Petersen gjorde opmærksom på, at Købmagergade hælder. Konsekvensen blev, at lederen af den tekniske undersøgelse blev skiftet ud og en ny teknisk rapport blev udfærdiget. Den nye rapport konkluderede, at gaden hældte mere end 30 cm. fra det punkt, hvor skuddet blev affyret til det sted, hvor betjenten stod. Konsekvensen heraf var, at personen måtte være mindst 2 m 30 cm i højden, hvis tesen om et sigteskud skulle opretholdes. Sagsforløbet beskrives i Jørn Moos bog:

Den værste dag i Østre Landsret oplevede jeg den dag, da lederen af politiets våbentekniske afdeling skulle fortælle om de undersøgelser, som politiet havde lavet på gerningsstedet i Købmagergade. …

Jeg ved ikke hvad der gik galt, men politiets tekniske afdeling havde fremlagt en teori, som ikke tog hensyn til, at Købmagergade har en temmelig stejl hældningsprocent på netop dette sted, hvor drabet fandt sted. …

På et tidspunkt blev det så pinligt, at jeg alvorligt overvejede at besvime og lade mig bære ud af retten. [81]

Derfor konkluderede anklagemyndigheden, at der ikke var tale om et sigteskud, men snarere et skud fra hoften. En sandsynlig forklaring på haglenes bane var, at rekylen havde trukket løbet opad. Alle vidneudsagn og tekniske rapporter endte altså op med at støtte teorien om et ikke sigtende skud, hvor ét vildfarende hagl ulykkeligvis ramte betjenten i hans ene øje. Resten af bygen ramte muren i Hallgren Sko.

I retsformandens Bent Otkens retsbelæring hedder det konkluderende:

Det må imidlertid efter de juridiske dommeres opfattelse efter alt foreliggende, he­runder den hurtige udvikling af begivenhedsforløbet i Købmagergade, anses for over­vejende betænkeligt at antage, at gerningsmændene til røveriet har været ind­forstået med, at man eventuelt skulle skyde med overvejende risiko for at dræbe en eventuel forfølger. [82]

De juridiske dommere tilkendegav hermed, at de ikke ville dømme for forsætligt drab.

På denne baggrund blev vi frifundet. Dels fordi det ikke kunne bevises eller sandsynliggøres, at der var tale om et overlagt drab. Dels fordi det ikke kunne bevises eller sandsynliggøres, at der var en forudgående plan om at skyde for at skade personer. Hvis det sidste havde været tilfældet, havde en kollektiv domfældelse for drab været mulig. Det var denne mulighed, politiet satsede på under retssagen.

En af landets førende eksperter i strafferet, Bent Unmack Larsen, udtalte da også efter dommen:

Men måske har politiet satset alt for højt. Omkring hele sagen var der jo et politi­opbud i uhørt grad. Man kan rejse spørgsmålet, om ikke politiet har overspillet rollen. Det kan ikke undgå at lægge en voldsom pression – tilsigtet eller utilsigtet – mod retten. Det kan eventuelt have fremkaldt en negativ modreaktion hos nævningerne. Vedrørende drabsfrifindelsen er der kun et at sige. Det kunne ikke være anderledes. Der var ikke ført noget bevis for et forsæt til drab eller for hvem, der affyrede det dræbende skud. Selv om nævningerne måske havde haft en fornemmelse af, hvor skylden skulle placeres, er det ikke nok. Der må vi i stedet stille os spørgsmålet: Kunne vi leve med en domsfældelse i det forhold? [83]

I forbindelse med dommen blev det diskuteret, om man i Danmark skulle ændre loven, så det blev muligt at dømme kollektivt for en forbrydelse, begået af en gruppe. Til det siger Unmack Larsen:

Der har været talt meget om kollektiv straf for gruppekriminalitet. Men der savnes ikke noget i den nuværende straffelov om det spørgsmål. Gruppedannelse med et konkretiseret kriminelt formål er strafbart, vel at mærke hvis det enkelte medlem er bekendt med dette formål. I denne sag er der øjensynligt ikke ført bevis for, at nogen i gruppen havde viden om eller forsæt til at begå drab. [84]

Ingen af de fem dømte har udtalt sig om, hvem der affyrede skuddet i Købmagergade. Hvorfor ikke? Fordi vi simpelthen ikke stolede på en retfærdig dom på dette punkt. Med det massive pres der var på nævningene, dels fra presse og anklagemyndighed og dels fra politiet, der skabte en terror­stemning omkring selve retshandlingen, var det ikke sikkert, at nævningene kunne bevare objektiviteten i forhold til dette vigtige anklagepunkt. Den forkerte sagsfremstilling, hvor man gik helt til yderligheder for at bevise et sigtet skud, var endnu en ting, der kunne skabe tvivl om, hvor vidt retten kunne bevare objektivitet. Da lederen af politiets tekniske afdeling skulle redegøre for sagen, foretog han en pludselig bevægelse og sigtede på nævningene med et haglgevær. Det fremkaldte en naturlig skrækeffekt hos nævningene, der kastede sig til side, da der blev sigtet på dem. Det var tydeligt, at alle midler ville blive taget i brug både fra anklagemyndighed og presse for at få en domfældelse på dette punkt. Ydermere måtte vi forvente, at hvis der blev domfældelse på dette punkt, ville maksimalstraffen blive udløst på livstidsstraf. Men vi ved samtidigt, at der ikke var tale om et skud, der skulle ramme politiet. Derfor ønskede vi ikke, at nogen af os skulle risikere en livstidsdom. At melde sig selv eller angive en kammerat var utænkeligt for os alle.

Under planlægningen af Købmagergade-røveriet vurderede vi, at røveriet kunne udføres uden skyderier især på grund af to forhold:

• Alarmeringen:
  Vi mente, at alarmen fra postbilen gik til postvæsenet, der dernæst skulle alarmere politiet. Vi havde regnet ud, at hvis vi maksimum brugte to minutter til selve overfaldet, ville sandsynligheden for at politiet kunne nå at komme frem være minimal. Dette var vigtigt for os. Vi tog fejl. Under retssagen fik vi oplyst, at alarmen fra postbilen gik direkte til politiet. Vi havde næppe valgt den aktuelle plan, hvis vi havde været opdateret omkring dette. Vi ønskede ikke at komme i clinch med politiet.
• Plan hvis politiet skulle nå at dukke op:
  Hvad så hvis der alligevel kom en politibil frem, når vi var på vej væk i bilen?
  Faktisk nåede to politibiler frem. Den første bil møder vi i Løvstræde, umiddelbart efter at vi svinger til højre ud af porten til postgården. Det har undret os, at den ikke bare kørte ind i siden på os. I stedet lader den os passere. Fra den første bil blev der affyret to skud efter flugtbilen. Det ene skud ramte bagruden og kuglen borede sig ind i ryglænet, hvor chaufføren sad. Den anden bil var stoppet på Købmagergade lige før Løvstræde, og den ene betjent gjorde klar til skud. Vi mente under planlægningen, at det sikreste var at afgive et enkelt skræmmeskud mod en eftersættende bil – det være sig en politibil, postbil eller taxa – og så køre væk. Det var hele planen. Et haglgevær var valgt fordi det har den største lydmæssige skræmmeeffekt. Vi valgte store hagl, fordi vi ville punktere en eventuel efterfølgende bil ved at skyde mod et af dækkene. Ulykkeligvis ramte et randhagl betjenten i det ene øje.

Det indebærer naturligvis en risiko, at medbringe et våben under et røveri og at have et skræmmeskud med i planlægningen. Men ingen af os har haft til hensigt at dræbe personer under udførelsen af røveriet. Vi beklager dybt, at det kom så vidt. Vi kan ikke ændre, hvad der er sket, hvor meget vi end vil.

PET og os

Vi har været skygget gennem næsten 20 år. I den periode tror vi ikke, at vi én eneste gang har været skygget, uden vi har været klar over det. Ellers kunne vi jo ikke flere gange om ugen gennem alle disse år bevæge os til diverse dæklejligheder rundt omkring i byen, uden at disse lejligheder var blevet opdaget.

Skygningerne begyndte i 1970, hvor Holger blev skygget i forbindelse med Verdensbank­demonstrationen. Han vendte straks skygningen om, han begyndte at køre efter dem, der skyggede ham, og de forsøgte at køre fra ham.

Efterfølgende lagde vi en strategi for, hvordan vi skulle opføre os, hvis vi opdagede at vi blev skygget. Blev vi skygget, gjaldt det om at agere normalt – ikke lade sig mærke med, at man var klar over, man blev skygget. Alt andet ville virke mistænkeligt. Vi udviklede metoder til at konstatere om vi blev skygget og sikre os, at det ikke var tilfældet, hvis det var nødvendigt.

PET-folk var let genkendelige. I 30erne, omkring 180 cm., nobelt og sportsligt klædt. Altid to i bilerne. Altid upersonlige mellemklassebiler i diskrete farver. Typisk tre til fire biler ad gangen, som skiftevis overtog skygningen. Deres kørselsmønster afslørede dem. Ofte kunne vi regne med, at skygningerne ophørte fredag kl. 16 og blev genoptaget mandag morgen. Enkelte gange var det mere professionelt, men for det meste gik der ikke mange minutter, før man var klar over, at man havde nogen efter sig.

Niels og Holger blev skygget, efter de vendte hjem fra USA i 1979. De var blevet advaret ved en mellemlanding i London. Her blev de visiteret og forhørt om deres formål med rejsen. Da de spurgte om årsagen til visitationen. Var svaret: ”Vi ved godt, hvad I er for en slags”.

Vi oplevede også hemmelige ransagninger i vores hjem, hvor der ikke var ryddet ordentligt op eller måske var PET kommet for hurtigt ud af døren. Vi var overbeviste om, at vores telefoner blev aflyttet, og vi tog vores forholdsregler. I forbindelse med et aktiveringsjob i Udenrigs­ministeriet skulle Torkil ”cleares”. Få dage inden han skulle begynde, fik han besked om, at jobbet ikke blev til noget. Så alt i alt vidste vi godt, at PET var opmærksomme på os.

Vores analyse var, at de kendte til vore kontakter til befrielsesbevægelser særligt PLFP, og det gjorde os interessante. De vidste, at vi havde en eller anden form for praksis, men hvilken? Vi var af den opfattelse, at nogen måske havde en mistanke om den rette sammenhæng, men ikke havde overblik og viden til at kunne lægge brikkerne rigtigt sammen. Vore analyser var, at der måtte være en diskussion i PET om, hvad vi egentlig lavede. At PETs viden om os var begrænset, viste sig, da de valgte at arrestere os i 1989. De arresterede Peter Døllner, der ikke havde været aktiv i mange år. Men de kendte ikke til de senest tilkomne medlemmer, der i en årrække havde været aktiv.

PET og Mossad

Bo Weimann blev dømt for at assistere en fremmed efterretningstjeneste i form af det såkaldte Z-file. Men hvad var PETs forhold til Mossad (den israelske efterretningstjeneste), medens de efterforskede Blekingegadegruppens aktiviteter fra begyndelsen af 70’erne op til anholdelsen i 1989?

Det er naturligvis helt legalt, at efterretningstjenester samarbejder. Men PET må ikke hjælpe et fremmed efterretningsvæsen med at operere på dansk grund. Hvis en fremmed efterretningstjeneste ønsker oplysninger om borgere bosat i Danmark, kan de anmode PET om at indlede efterforskning på disse personer.

Det ser ud til, at PET som minimum har vendt det blinde øje til Mossads operationer i Danmark. Det kom frem under retssagen mod Blekingegade-gruppen, at PET havde en Mossad-agent fast tilknyttet. Telefon-aflytninger af herboende palæstinensere blev foretaget af Mossad og først derefter overgivet til PET. Under retssagen fremlagde politiet en udskrift af en samtale mellem et PFLP-medlem fra Libanon og et PFLP-medlem i København. Denne udskrift var på engelsk. Politiet forklarede, at originalbåndet (på arabisk) var bortkommet. Det passer med den tidligere Mossad-agent – Ostrovsky – der i sin bog [85] har beskrevet Mossads procedurer. Han fortæller at Mossad transporterede originalbånd til Israel, hvor de blev oversat til engelsk, og kun oversættelsen blev returneret. Hvorfor skulle PET oversætte et arabisk bånd til engelsk og ikke dansk? Mossad skyggede, observerede og byttede således oplysninger med PET.

Vi begyndte at interessere os for Mossad i begyndelsen af 1970erne. Årsagen var, at flere palæ­sti­nen­sere bosiddende i Danmark fortalte, at de var blevet afhørt af Mossad, der spurgte om deres familie og forhold i de besatte områder. Disse palæstinensere blev i visse tilfælde holdt op på gaden, tvunget til en hemmelig adresse og afhørt. De kunne vanskeligt reagere mod disse ”anholdelser”, på grund af familien i de besatte områder i Palæstina. Det var palæstinensernes opfattelse, at disse afhøringer skete i forståelse med dansk politi. [86]

Senere blev vi opmærksomme på, at et våbenproducerende firma beliggende i Ålborg ved navn Wejra var delvist ejet af israelske interesser. Det undrede os, at Israel, der selv havde en stor våben­produktion, og kan købe de våben, de vil i USA, var interesseret i at eje en dansk våben­produ­ce­rende virksomhed. Årsagen kunne kun være, at Danmark skulle bruges som dække for aktiviteter, hvor Israel som oprindelsesland skulle skjules.

Vi fandt ud af, at Wejra i 1980erne blandt andet solgte våben til Indonesien, der på daværende tid udkæmpede en krig i Øst Timor. Herudover solgte de også våben til Indien og nogle sydamerikanske lande. Senere er det kommet frem, at Israel gennem Wejra solgte våben for ikke mindre end fire milliarder kr. til Iran. [87] Et forhold, der er klart ulovligt ifølge dansk lov. Danske firmaer eller firmaer bosat i Danmark må ikke handle våben med krigsførende nationer. Årsagen til at Uggi Mersholm, direktør for Wejra, optrådte som dødens købmand, var som han udtalte i et interview:

I mine øjne var og er staten Israel den svage part i den store nærmest uløselige Mellem­østkonflikt. Jeg mente dengang ligesom mine israelske samarbejdspartnere, at det var en væsentlig indirekte hjælp til israelerne at holde gang i krigen mellem den den­gang militært overlegne Irak og det svagere iranske præstestyre. Ud fra devisen om, at min fjendes fjende er min ven… Hvis to rockerbander vil udslette hinanden, så fint nok med mig, hvis vi bare kan undgå at uskyldige, i dette tilfælde israelere lider skade”. [88]

Krigen mellem Irak og Iran kostede mellem 1980 og 1987 omkring en halv million dræbte og op mod en million sårede.

Da vi arbejdede med Z-file, var det vores gæt, at Mossad var indblandet i Wejras aktiviteter.

PET og Justitsministeriet

I forbindelse med PØKs bøger er der opstået et krav om en undersøgelse af PETs rolle i Blekingegade-sagen. I den forbindelse kunne det være interessant også at undersøge PETs forhold til Mossad. Hvordan kunne man have en agent ansat, der havde sin loyalitet i en anden stat? Hvad vidste PET om Mossads aktiviteter i Danmark? I 1993 blev det f.eks. afsløret, at Mossad aflyttede Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, som Mossad mente lå inde med oplysninger om palæstinensere, der opholdt sig illegalt i Danmark. [89]

Det må da også have undret PET, at Israel ville kontrollere en dansk våbenfabrik. Allerede i slutningen af 70erne var politiet opmærksomme på Wejra. Det fremgår af Rigsarkivets sag nr. 257/1976 fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, at anklagemyndigheden interesserede sig for denne usædvanlige relation. Især interesserede man sig for, hvad det israelske firma Salgads interesse kunne være i at investere i en dansk konkurrent. Af dokumenterne fremgår det, at Salgad i adskillige tilfælde har benyttet Wejra som angivelig producent for israelsk fremstillede våben. Ikke mindst efter, at Salgad blev overtaget af den israelske industrikoncern KOOR, kunne et Made in Denmark-stempel lette vejen for en eksport af israelske våben. I forvejen blev omkring 80 procent af Wejras produktion eksporteret bl.a. til Chile under militærdiktaturet og til Franco-Spanien. [90]

Wejra blev solgt til det israelske firma af Johan Schrøder, den senere direktør for Dansk Industri. Schrøder blev ved et tilfælde aflyttet af PET, og i en telefonsamtale fortalte Schrøder, at han og de andre aktionærer ville sælge Wejra via en dansk stråmand til en udenlandsk våbenhandler, Shlomo Zabludowicz, fra det israelske våbenagentur Salgad. Israelerne var interesseret i at erhverve den danske fabrik, bl.a. fordi den kunne bruges som dækvirksomhed for eksport til lande, hvor israelsk producerede våben ikke er velsete. Og stråmanden var nødvendig, fordi det ifølge dagældende lov var ulovligt for udlændinge at eje våbenfabrikker i Danmark. [91]

Det førte senere til en retssag. Den 12. marts 1980 blev Schrøder og en anden Wejra-aktionær fundet skyldige i overtrædelse af våbenloven, og straffen blev otte måneders betinget fængsel. Desuden fik de hver en bøde på 200.000 kr. foruden konfiskation af henholdsvis 42.000 og 72.000 kr. Både retsmøderne i Frederiksberg Birkerets 1. afdeling samt dommen har været mørklagt, “bl.a. under hensyn til statens forhold til fremmede magter”, som det hedder i en retsafgørelse fra 1984. Det mærkelige er, at retssagen ikke fik konsekvenser for Wejras aktiviteter. De fortsatte som før under israelsk ledelse. Bl.a. med salg til Iran. Wejras direktør Uggi Mersholm, havde sin gang på den iranske ambassade og havde besøg fra Iran på fabrikken i Ålborg. Han udtalte i et interview med Jyllands Posten, at han mente, at både PET og CIA var bekendt med våbenhandlen. [92]

I april 2007 stillede folketingsmedlem Bjarne Lausten fra Socialdemokratiet et spørgsmål til Justitsministeriet om Wejras våbenhandel med Iran. Efter Ministeriets opfattelse er alt gået efter bogen. Man kunne dog ikke nøjere oplyse om de tilladelser, der er blevet givet, da papirerne er blevet destrueret. [93]

Generalløjtnant Henrik H. Ekmann, der udførte kontrolbesøgene i Wejra for Forsvarsministeriet har en anden holdning. Han siger om våbenhandlerne med Iran: ”Var vi stødt på noget af den slags, var der øjeblikkeligt blevet grebet ind og virksomheden var blevet lukket” [94]

Men måske kan PET komme med oplysninger, der kan belyse Wejras og Mossads aktiviteter. Var valget af Mossad som nær samarbejdspartner et rygmarvs valg eller en del af dansk Mellemøstpolitik under den kolde krig? Lukkede man blot øjnene for Wejras våbenhandel, eller var transaktionerne godkendt politisk? Det kunne blive interessante elementer i Blekingegade-undersøgelserne.

Noter

[70] Suharto var ansvarlig for forfølgelse og drab på politiske modstandere der nærmer sig en million, ikke mindst i perioden umiddelbart før magtovertagelsen i 1967. Hans stærke antikommunisme sikrede ham vestlig støtte under Den kolde Krig.

[71] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den hårde kerne. Gyldendal 2007, bd. 2. Side 376-389

[72] Claus Bergsøe: Om Peter Øvig og straffelovens § 114. (Information, 16. januar 2008).

[73] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den danske celle. Gyldendal 2007, bd. 1., side 376-415.

[74] Anders-Peter Mathiasen og Jeppe Facius: Blekingegadebetjenten – Kriminalinspektør Jørn Moos fortæller. People’s Press. 2008, s. 89

[75] Se Information 27.10.2007 og Berlinske Tidende 26.10. 2007.

[76] Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden – Den hårde kerne. Gyldendal 2007, bd. 2., side 141

[77] Ud over vores generelle analyse af situationen i Vesteuropa, har vi konkret kritiseret RAF i 2 artikler. Kommunistisk orientering nr. 5 1975: I artiklen ”Kritik af RAFs analyse og strategi”. Kommunistisk Orientering nr. 4 marts 1975: Omhandlende situationen i Tyskland i artiklen: ”Intet kan bygges på illusioner”.

[78] Wikipedia: USS New Jersey

[79] Victor Ostrovsky & Claire Hoy: By way of deception: The making and unmaking of a Mossad Officer. Wilshire Press, 1990. Om Danmark se side:231-233, 241.

[80] Drabet på en politibetjent. Af Morten Pihl, Carsten Ellegaard og Jesper Stein Larsen (Jyllandsposten 22. marts 2008)

[81] Anders-Peter Mathiasen og Jeppe Facius: Blekingegadebetjenten – Kriminalinspektør Jørn Moos fortæller. People’s Press. 2008, side 165 – 167.

[82] Fra det stenografiske referat.

[83] Hans Bunde m.fl. (1991): Blekingegade – røvere eller soldater. DR 1991. – side 113

[84] Hans Bunde m.fl. (1991): Blekingegade – røvere eller soldater. DR 1991. – side 114

[85] Victor Ostrovsky & Claire Hoy: By way of deception: The making and unmaking of a Mossad Officer. Wilshire Press, 1990

[86] Niels Jørgensen har tidligere beskrevet dette i et læserbrevet: Man skal ikke kaste med sten, når… (Weekendavisen 1994. Nr. 48, 2.-8. December 1994) Ligger online på snylterstaten.dk .

[87] Mads Stenstrup: Made In Israel Denmark. Jyllands-Posten, 4.2. 2007. 

[88] Jyllandsposten, Indblik 4.2. 2007(Artiklen er ikke online, men se TV2-Nyhedernes referat: Dansk stråmand for våben til Iran. Af Olst (initialer)(Nyhederne, tv2.dk, 4.02.2007

[89] Ekstra Bladet, 2.12 1993. side 8-9, BT 11.10.1994. s.6

[90] Information 23.10 2007

[91] Information 23.10. 2007

[92] Jyllands-Posten, 4.2.2007.

Mersholm siger: ”Jeg tror faktisk, at Politiets Efterretningstjeneste og f.eks. CIA var klar over hvad der foregik, men jeg talte aldrig med dem om det.”

Skulle nogen have opdaget trafikken, mente Mersholm ikke, at han kunne ende i dansk fængsel. Tværtimod havde han i en skrivelse fra Justitsministeriet dateret 12. august fået fastslået, at han kunne formidle våbenhandler – uden at søge om konkret tilladelse i Danmark – mellem hvilke lande han lystede. På den betingelse at det ikke involverede danske våben eller våben, der havde været i Danmark, og så længe leverandørland og modtagerland havde givet en konkret tilladelse.

[93] Justitsministeriet Spørgsmål nr. S 2606 af den 5.2. 2007

[94] Jyllands Posten 4.2. 2007 Forsiden.