I “To linjer (4) ” påviste vi, at arbejdernes økonomiske kamp – den daglige kamp for højere løn, kortere arbejdstid o.s.v. – ikke er og aldrig kan blive en del af den politiske kamp, en del af klassekampen.
Betyder det, at der efter vor opfattelse ingen forbindelse er mellem økonomi og politik? Ingen forbindelse mellem den økonomiske og den politiske kamp? NATURLIGVIS IKKE. Tværtimod. Politik er det koncentrerede udtryk for økonomi, og der er den nøjeste sammenhæng mellem klassekampens udvikling og samfundets og dets klassers økonomiske situation og udvikling. I virkeligheden er det hele til syvende og sidst et spørgsmål om økonomi.
Vi modsiger på ingen måde os selv, når vi fastholder det, vi skrev i “To linjer (4)”, og samtidig erklærer os 100 % enige med Vladimir Iljitj Lenin, når han i sin artikel “Økonomiske og politiske strejker” fra 1912 bl. a. skrev følgende:
“… i bevægelsens (den revolutionære bevægelse i Rusland 1905-07) tidlige etape satte mange arbejdere den økonomiske kamp først, mens det på bevægelsens højdepunkt var omvendt. Men hele tiden var der en forbindelse mellem den økonomiske og den politiske strejke. Uden en sådan forbindelse … er det umuligt at have en virkelig stor bevægelse, en der når store mål.
I en politisk strejke træder arbejderklassen frem som hele folkets fremskredne klasse. I sådanne tilfælde spiller proletariatet ikke blot rollen som een af det borgerlige samfunds klasser, men rollen som vejviser, fortrop, leder. …
På den anden side vil det arbejdende folks masser aldrig gå med til at forestille sig landets almindelige “fremskridt” uden økonomiske krav, uden en umiddelbar og direkte forbedring i deres forhold. Masserne drages ind i bevægelsen, deltager energisk i den, værdsætter den højt og udviser heroisme, selvopofrelse, udholdenhed og hengivenhed over for den store sag kun hvis den bidrager til en forbedring af de økonomiske forhold for dem, der arbejder. Ejheller kan det være anderledes, for arbejdernes leveforhold i “almindelige” tider er utrolig hårde. Idet den stræber efter at forbedre sine leveforhold, går arbejderklassen frem moralsk, intellektuelt og politisk, bliver bedre i stand til at nå sine store frigørelsesmål.”
Vi må (ganske som Lenin gjorde det med Manifestets ord om, at “enhver klassekamp er en politisk kamp”) advare mod fejlfortolkninger af Lenins ord. De skal ikke forstås således, at alle arbejdere i alle kapitalistiske samfund til alle tider er nødt til uophørligt at forbedre deres leveforhold for at blive i stand til at nå klassens store frigørelsesmål (dvs. gennemføre revolutionen og opbygge socialismen). Det er nemlig ikke det, der står.
Der står for det første, at arbejdernes leveforhold i det kapitalistiske samfunds “almindelige” tider er utrolig hårde. Dette betyder igen ikke, at arbejderne i alle kapitalistiske samfund til alle tider har disse “utrolig hårde” leveforhold, men netop, at det har de i de almindelige tider.
Dernæst står der hos Lenin nøjagtig tilsvarende som i Marx’ “Løn, pris og profit”, nemlig at hvis arbejderne i den for det kapitalistiske samfund normale situation – den situation, hvor kapitalisterne prøver at presse leveforholdene nedad, presse arbejdskraftens pris og værdi nedad – hvis arbejderne i denne normale situation – de “almindelige” tider – “fejgt gav efter i den daglige konflikt med kapitalen, ville de berøve sig selv evnen til at kunne foretage nogen som helst større bevægelse.” (Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 1, s. 441)
“Hvis den (arbejderklassen) gjorde det, ville den blive trykket ned til at blive en ensartet masse forkuede stakler, som ikke mere kunne frelses”,
skriver Marx samme sted. Men han fortsætter med at understrege, at arbejderne ikke må glemme, at de
“fører kamp mod virkninger, men ikke mod årsagerne til disse virkninger; at de kun kan bremse den nedadgående bevægelse, men ikke ændre dens retning; …”
Også dette er vi 100 % enige i. Men også dette må opfattes som en almengyldig, generel beskrivelse af det kapitalistiske samfund i “almindelige” tider.
GNISTAN-folkene og andre revisionister vil fortolke Marx og Lenin på den allerede antydede måde og sige: Der kan I bare selv se. Arbejderklassen skal naturligvis til stadighed kæmpe for højere løn og kortere arbejdstid, eller bliver de aldrig i stand til at lave revolution.
Andre borgerlige tænkende mennesker af forskellig afskygning vil sige: Jamen, sådan er det jo ikke gået. Arbejdernes leveforhold i vore tider, i vore lande, er ikke utrolig hårde. De har jo faktisk været i stand til ikke blot at “bremse den nedadgående retning”, men til at ændre den til en opadgående retning. Altså har Marx og Lenin ikke ret.
BEGGE PARTER VRØVLER OG HAR IKKE FORSTÅET ET ORD AF, HVAD DE HAR LÆST.
Marx og Lenin påviser, at i “almindelige” tider er arbejdernes leveforhold utrolig hårde, og at normale situation i det kapitalistiske samfund er, at arbejdskraftens pris og værdi bliver tvunget nedad .
Enhver, der ikke sætter kikkerten for det blinde øje, kan se, at sådan ser det ikke ud i de fuldt udviklede vesteuropæiske kapitalistiske lande i dag.
Af disse to ting kan revolutionære kommunister, der anvender den marxistiske anskuelsesmetode, kun drage een enkel følgeslutning: Vore tider er ikke “almindelige”, den nuværende situation i vore kapitalistiske samfund er ikke normal.
Manifestet har stadig gyldighed
Det er Marx’ og Engels’ uvisnelige fortjeneste at have afdækket lovene for det menneskelige samfunds udvikling og herunder også lovene for det kapitalistiske samfunds fødsel, udvikling og død. Deres generelle beskrivelse af dette kapitalistiske samfunds udvikling og af dette samfunds forskellige klassers udvikling og kamp indtil den socialistiske revolution er principielt, generelt sand og holdbar den dag i dag.
Det er ikke, som så mange såkaldte “kommunister” har ment, nødvendigt at hugge en hæl og skære en tå for at få pengene til at passe. Man skal blot læse, hvad de skriver.
Engels har stadig ret, når han f.eks. i et af sine sene værker “Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang” i korte vendinger giver hovedindholdet af det kapitalistiske samfunds dødsårsager. Han skriver, at den kapitalistiske storindustri er bundet af den kapitalistiske produktionsmådes snævre skranker, og at denne storindustri derfor frembringer
“… på den ene side en stadig stigende proletarisering af den store folkemasse som helhed, på den anden side en stadig større mængde uafsættelige produkter. Overproduktion og masseforarmelse – det ene årsag til det andet – det er den absurde modsigelse, som den ender i, og som med nødvendighed kræver, at produktivkræfterne ved en ændring i produktionsmåden befries for deres lænker.
I det mindste i den moderne historie er der … bevist, at alle politiske kampe er klassekampe, og at alle de frigørelseskampe, som klasserne fører, trods deres nødvendigvis politiske form – thi enhver klassekamp er en politisk kamp – til syvende og sidst drejer sig om økonomisk frigørelse.”
Endnu engang: Nogle vil komme med søforklaringer om, at vi jo i dag allesammen er proletarer, at forarmelsen har antaget “andre former” end forudset af Engels. Andre vil som GNISTAN understrege den uhørt stærke udbytning i dag. Andre igen vil tage Engels’ ord som endnu et typisk udtryk for, hvor “håbløst forældet” de marx’ske teorier om det kapitalistiske samfunds udvikling er. Alle parter afskriver i virkeligheden marxismen.
Et af de karakteristiske træk ved en marxist er som bekendt, at vedkommende er enig med Marx, Engels, Lenin og Mao Tse-tung, når de udtrykker almengyldige love og udviklingstendenser og udmønter universelle sandheder, hvis rigtighed er afprøvet i praksis. (Derimod er det indlysende, at det ville være i den mest direkte modstrid med marxismen selv at ville opfatte f.eks. Engels’ konkrete beskrivelse af forholdene i Londons Eastend for godt 100 år siden som en beskrivelse af forholdene i dag , eller at tage Lenins påvisning af, at der i de imperialistiske lande for snart et halvt århundrede siden fandtes et mindre lag af velbetalte arbejdere, der levede godt under kapitalismen, som bevis på, at det endnu den dag i dag kun drejer sig om et mindre lag).
Når vi er enige med Engels i hans netop gengivne beskrivelse af kapitalismens dødsårsager, skyldes det den simple omstændighed, at vi intet ser i virkeligheden, der modsiger den.
Marx’ og Engels’ generelle beskrivelser af det kapitalistiske samfund er i fuld overensstemmelse med den objektive virkelighed. De er baseret på et dybtgående kendskab til lovene for samfundsudviklingen. De er rigtige og sande.
Det drejer sig for marxister ikke om at finde forklaringer på, hvorfor det ikke er “gået”, som Marx og Engels “spåede”, at det ville gå i de gamle kapitalistiske lande, hvor storindustrien dominerer produktionen og samfundet.
Det drejer sig for marxister i vor del af verden om at undersøge og klarlægge, hvorfor det ikke er gået sådan endnu, og dernæst om at undersøge og klarlægge, hvornår og hvordan det vil gå sådan.
Det er netop disse spørgsmål, vi har beskæftiget os med i K.O. i de sidste par år eller mere – og svarene er, at imperialismen og det gamle kolonistyre kunstigt forlængede kapitalismens levetid i de imperialistiske lande, at neokolonialismen stadig kunstigt forlænger dens levetid, og at den opportunisme, der er et barn af imperialisme, kolonialisme og neokolonialisme kunstigt forlænger dens levetid.
Men selvom den europæiske kapitalisme ved at eksportere sine modsigelser til kolonier og afhængige lande og ved at bestikke sine egne arbejderklasser har kunnet forlænge sin egen levetid, har den ikke ophævet sine egne indre modsigelser. Og jo længere levetiden forlænges på andre lande og folks bekostning, jo længere den dag udskydes, hvor den “absurde modsigelse”, som Engels talte om – overproduktion og masseforarmelse – indtræder, desto voldsommere bliver denne “absurde modsigelse”.
Men lad os gemme disse problemer lidt endnu og tage dem op senere, og først nogenlunde kort besvare det enkle spørgsmål, der må besvares, før disse problemer helt kan forstås:
Hvorfor skal vi have socialisme ?
Der er mange grunde til, at enkeltpersoner ønsker socialisme (og der er en hoben forskellige opfattelser af, hvad denne socialisme egentlig er for noget, men lad det ligge). Nogle vil have socialisme, fordi de nuværende samfund fører til krig, fordi USA fører krig mod det vietnamesiske folk. Andre vil have socialisme, fordi der mangler fællesskab i det nuværende samfund, fordi der er for megen ulighed under kapitalismen, fordi der er for megen arbejdsløshed, fordi der mangler vuggestuer og børnehaver.
Der findes også folk, der ønsker socialisme, fordi selve udbytningen (skabelsen af merværdi) forekommer dem “uretfærdig” og “må” afskaffes, eller fordi arbejderne ikke får det fulde udbytte af det, de producerer.Sådanne folk skilter ofte med at være “kommunister”, omend deres udtalelser er noget sørgeligt ævl, der intet har med marxisme at skaffe. Vi lever i et kapitalistisk samfund, der beherskes af vareøkonomien. Så længe arbejderne i dette samfund får deres arbejdskrafts værdi betalt, er der intet “uretfærdigt” i det!
Men de først anførte grunde er udmærkede – misforstå os ikke. Alle kommunister har oprindeligt nærmet sig socialismens tankeverden ud fra et eller andet ønske om en “bedre verden”, ud fra en eller anden harme mod konkrete foreteelser i det kapitalistiske samfund. Også Marx påtog sig det enorme arbejde med at studere det kapitalistiske samfund ud fra et oprigtigt, brændende og ægte ønske om at finde en udvej for det mishandlede og udnyttede proletariat. Uden harme og forbitrelse, uden varme og ildhu, uden brændende ønske om at lave verden om, simpelthen fordi den, vi har, ikke dur – uden dette ingen gode kommunister.
Men socialismen kommer ikke, fordi folk ønsker det. Socialismen kommer som et nødvendigt og lovbestemt led i menneskehedens samfundsmæssige udvikling – og hvis kommunisterne ikke til fulde lærer sig dette, vil deres brændende ønske, deres harme og forbitrelse aldrig føre til det ønskede resultat.
Marx påbegyndte sine opslidende studier for at hjælpe proletariatet – og han opdagede, at ved at frigøre sig selv vil proletariatet frigøre hele menneskeheden. Han opdagede de objektive love, der bestemmer samfundsudviklingen. Han opdagede også, at disse samfundsloves virkning kan hæmmes eller fremmes af mennesker i samfundet – MEN DE KAN IKKE OPHÆVES.
Marx opdagede det fundament, hvorpå klassekampen i alle hidtidige samfund er foregået. Han grundlagde den historiske materialisme.
“Klasser kæmper, nogle klasser triumferer, andre bliver udryddet. Således er historien, således er civilisationens historie igennem tusinder af år. At fortolke historien ud fra dette synspunkt er historisk materialisme, at indtage en holdning imod dette synspunkt er historisk idealisme.”
Mao Tse-tung (Citater, side 8).
Lad os blot se på første kapitel af Marx og Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest, hvor dette synspunkt for første gang kom samlet til udtryk. Det hedder:
“Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.”
Lad os standse et øjeblik og, inden vi fortsætter med Manifestets stadig gyldige gennemgang af arbejderklassens kamp i det kapitalistiske samfund fra begyndelsen til enden, slå fast, at nok er alle hidtidige samfunds historie en klassekampens historie, men klassekampen er ikke den endelige drivkraft bag udviklingen, modsigelsen mellem klasserne er ikke hovedmodsigelsen i klassesamfundene.
Mao Tse-tung skriver i “Om modsigelse”:
“Da Marx og Engels anvendte loven om modsigelse i ting på studiet af den samfundsmæssige proces, opdagede de modsigelsen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, opdagede de modsigelsen mellem de udbyttende og de udbyttede klasser og også den heraf opstående modsigelse mellem den økonomiske basis og dens overbygning (politik, ideologi o.s.v.), og de opdagede, hvorledes disse modsigelser uvægerligt fører til forskellige arter social revolution i forskellige arter af klassesamfund.
Da Marx anvendte denne lov på studiet af det kapitalistiske samfunds økonomiske struktur, opdagede han, at dette samfunds grundlæggende modsigelse er modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og ejendomsrettens private karakter. Denne modsigelse manifesterer sig i modsigelsen mellem produktionens organiserede karakter i de enkelte virksomheder og produktionens anarkiske karakter i samfundet som helhed. Udtrykt i klasseforhold manifesterer den sig i modsigelsen mellem bourgeoisiet og proletariatet.”
Modsigelsen mellem bourgeoisi og proletariat – de to grundklasser i det kapitalistiske samfund – er det klassemæssige udtryk for selve den modsigelse, der definerer det kapitalistiske samfund, modsigelsen mellem den samfundsmæssige produktion – storindustrien, arbejdsdelingen – og den private ejendomsret til produktionsmidlerne, den private tilegnelse af produkterne. Kampen mellem bourgeoisi og proletariat er derfor et resultat af selve det kapitalistiske samfund, og det afhænger i sidste ende af den større eller mindre balance mellem det kapitalistiske samfunds produktionsforhold og produktivkræfter, hvor skarp klassekampen bliver!
Mao Tse-tung skriver videre i “Om modsigelse”:
“I den menneskelige historie eksisterer klasseantagonismen som en særegen manifestation af kampen inden for modsigelsen. Hvad enten det er i slavesamfundet, feudalsamfundet eller det kapitalistiske samfund, er der modsigelse mellem den udbyttende klasse og den udbyttede klasse, og de to klasser, der befinder sig i modsigelse med hinanden, sameksisterer i lang tid i det samme samfund og kæmper med hinanden; men det er først når modsigelsen mellem de to klasser har udviklet sig til et bestemt stade, at den antager den åbne antagonismes form og udvikler sig til revolution.”
Det, der til syvende og sidst bestemmer, hvornår klassemodsigelsen udvikler sig til det bestemte stade, hvor den bliver til revolution, er udviklingen i samfundets grundlæggende modsigelse – modsigelsen mellem produktionsforholdene og produktivkræfterne .
Det var nøjagtig det, Engels udtrykte, da han talte om at “storindustrien bag privatejendommens skranker fører til overskudsproduktion og masseforarmelse! Det er nøjagtig det, Marx mener, når han siger, at intet samfund går til grunde, før alle de muligheder for produktivkræfternes udvikling, dette samfund giver, er udtømt.
Først når produktivkræfternes udvikling for alvor hæmmes af de herskende produktionsforhold – når samfundets hovedmodsigelse skærpes til det yderste – først da skærpes også klassemodsigelsen mellem bourgeoisi og arbejderklasse til det yderste, og først da får vi revolutionen.
På den anden side er det klart, at hovedmodsigelsen allerede inden da kan skærpes så vidt, at den giver stødet til klassekamp, til revolutionære bevægelser. Det er lige så klart, at udfaldet af den revolutionære situation ikke blot afhænger af det økonomiske grundlag, men også af, i hvor høj grad proletariatet er forberedt på denne situation – ideologisk, politisk, organisatorisk – såvel som af de internationale betingelser, hvorunder situation skærpes til det yderste i et enkelt land. Det er også klart, at revolution ikke altid er et kortvarigt fænomen, men meget ofte kan være en endog særdeles langvarig kamp.
Men klassekampens historie gennem de forskellige samfund har hele tiden været historien om kampen mellem produktionsforhold og produktivkræfter!
Vi vender derefter tilbage til Manifestet. Det hedder videre i første kapitel:
“Det moderne borgerlige samfund, der er opstået ved feudalsamfundets undergang, har ikke ophævet klassemodsætningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen.
Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved, at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.”
Jamen, råber alle socialismens modstandere i kor, det har jo vist sig ikke at være rigtigt!
Vi skal ikke et sekund forsøge at bestride, at antallet af arbejdere i den danske industri fra 1958 til 1965 steg fra 252.600 til 312.800, en stigning på godt 19 %, mens antallet af indehavere og funktionærer i industrien i samme periode steg fra 71.800 til 99.600, en stigning på knapt 28 %. Vi agter imidlertid heller ikke at falde i en anden grøft sammen med folk, der forsøger at “forklare” sagen ved at erklære alle, der modtager løn, og som kun har denne løn at leve af, for proletarer.
Vi fastholder, at industriproletariatet – storindustriens alleregentligste produkt – er den klasse, der skal lede revolutionen, og som skal have magten i proletariatets diktaturs stat – men vi prøver ikke at afvise eller bortforklare den åbenlyse kendsgerning, at den del af befolkningen, der direkte producerer i den kapitalistiske industri, for tiden udgør en stadig faldende procent af hele befolkningen. Vi fastholder imidlertid også, at netop dette er et typisk træk ved den snyltende kapitalisme, og at dette træk derfor vil forsvinde, når kapitalismen i vor verden ikke længere har mulighed for at snylte! Kort sagt, vi mener, at Manifestets beskrivelse fortsat har generel gyldighed og på et senere tidspunkt vil vise sig konkret gyldig også!
Marx og Engels beskriver dernæst bourgeoisiets og proletariatets opståen, industrialiseringens indflydelse på arbejderklassens tilværelse og denne klasses kamp mod de elendige forhold, der bydes den.
“I begyndelsen kæmper de enkelte arbejdere, så arbejderne på en fabrik, dernæst arbejderne inden for et fag på et bestemt sted mod den enkelte fabrikant, der direkte udbytter dem.”
“På dette trin”, skriver Marx og Engels, “er arbejderne en masse, som er spredt ud over hele landet og splittet af indbyrdes konkurrence”, og de fortsætter med en gennemgang af, hvorledes selve storindustriens udvikling, konkurrencen mellem de enkelte kapitalister, forbedringen af maskinerne, kriserne o.s.v. betyder, at “sammenstødene mellem den enkelte arbejder og den enkelte bourgeois mere og mere får karakter af et sammenstød mellem to klasser.” De fortsætter:
“Arbejderne begynder med at danne sammenslutninger mod bourgeois’erne; de finder sammen for at forsvare arbejdslønnen. De stifter selv varige sammenslutninger for at have proviant under lejlighedsvise rebellioner. Enkelte steder bryder kampen ud i oprør.
Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp, til klassekamp. Men enhver klassekamp er en politisk kamp.”
Vi har i vor fuldt udviklede kapitalistiske verden fået arbejdernes “varige sammenslutninger”. Vi har også set, at kampen undertiden er brudt ud i oprør for at forsvare arbejdsløn og arbejdstid. Vi har de forbedrede samfærdselsmidler, der er nødvendige, for at de mange lokale kampe overhovedet kan blive til national kamp, til klassekamp.
Men dermed er på ingen måde sagt, af den rent faktisk er blevet til klassekamp, blot fordi fagbevægelsen i f.eks. Danmark og Sverige omfatter langt størsteparten af arbejderne. Dermed være kun sagt, at de nævnte forudsætninger for klassekampens opståen faktisk er til stede. Til gengæld mangler en anden af de af Manifestet fremhævede forudsætninger – den der skjuler sig bag ordene: “Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående”.
Vi har her endnu et af de tilfælde, hvor visse folk vil snærre: Jamen, der er jo ikke rigtigt! Arbejderne i vores del af verden har jo sejret varigt i kampen for at forsvare arbejdslønnen og arbejdstiden. Og endnu engang må vi svare: Forkert! Arbejderne har kun sejret forbigående. De kan kun sejre forbigående!
Vi lever i en periode – en ret lang periode, rigtigt – hvor arbejderne takket være koloniprofitter o.s.v. har sejret forbigående. Dette er den egentlige årsag til, at det i vor verden er blevet netop ved den af Manifestet omtalte “umiddelbare sejr”. Den nødvendige forudsætning for, at kampen kan udvikle sig til klassekamp – nemlig den at arbejderne ikke længere “sejrer” i kampen om arbejdsløn og arbejdstid – lader endnu vente på sig.
Men den kommer! Under det kapitalistiske system kan sejren i kampen om arbejdslønnen ikke vindes endeligt. Virkeligheden viser og vil formentlig endnu en stun vise, at Manifestets “forbigående” kan dreje sig om mange årtier, når der er andre end de gamle kapitalistiske landes egne arbejdere, der kan “overtage nederlaget”: koloniernes og de afhængige landes folk.
Det hedder videre i Manifestet:
“Af alle de klasser, som i dag står over for bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt.”
Industriproletariatet er den klasse, der ene af alle er et direkte produkt af den kapitalistiske storindustri. Det er den klasse, der er direkte forbundet med det ene aspekt af det kapitalistiske samfunds hovedmodsigelse – med den samfundsmæssige produktion. Derfor er industriproletariatet den klasse, der skal, og den eneste, der kan lede revolutionen, styrte den klasse, bourgeoisiet, der er direkte forbundet med hovedmodsigelsens andet aspekt, den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og skabe overensstemmelse mellem den samfundsmæssige produktion og produktionsforholdene: dvs. indføre socialismen.
Proletariatet ejer ikke selv noget, som det skal sikre, konstaterer Manifestet videre, det skal ødelægge alt hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
“Proletariatet, det nuværende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele overbygningen af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften.”
Efter at have konstaterer, at ethvert lands proletariat naturligvis først må gøre op med sit eget bourgeoisi, skriver Marx og Engels videre:
“Idet vi i store træk har tegnet de vigtigste faser i proletariatets udvikling, har vi fulgt den mer eller mindre skjulte borgerkrig inden for det bestående samfund lige til det punkt, hvor den bryder ud i åben revolution, og proletariatet grundlægger sit herredømme ved med magt at styrte bourgeoisiet.”
Dette blev skrevet i 1848! Det er således ikke en beskrivelse af en på det tidspunkt allerede fuldbyrdet afslutning på “borgerkrigen inden for det bestående samfund” – det er en beskrivelse af den ubrydelige og uafvendelige konsekvens af det kapitalistiske samfunds egne indre modsigelser. SÅDAN VIL DET GÅ.
Vi fastholder: Sådan vil det gå! Sådan som Marx og Engels i det her gennemgåede kapitel af Manifestet har tegnet proletariatets udvikling frem til revolutionen, sådan vil proletariatets udvikling forme sig!
Naturligvis passer beskrivelsen ikke på Danmark, på Sverige, på Vesttyskland eller andre fuldt udviklede kapitalistiske lande i Vesteuropa endnu. Vi befinder os endnu på et af de af Manifestet beskrevne tidligere udviklingstrin i proletariatets historie – ja vi er tilmed kørt fast på et sidespor, der ender blindt!
I dag har størsteparten af vor verdens industriarbejdere noget, de ejer, og som de “skal sikre”. De er med gyldne, materielle bånd bundet til borgerskabet. Så længe disse bånd eksisterer, får vi ikke revolution – fordi disse bånds eksistens betyder, at bourgeoisiet ikke tvinger proletariatet til at kæmpe. På den anden side betinges båndenes eksistens af den fortsatte udplyndring af de afhængige landes råvarerigdom og den fortsatte udnyttelse af deres frugtbare jord og “billige” arbejdskraft til ensidig fordel for den imperialistiske verden.
Engels beskrev i 1881 i en artikel i “The Labour Standard”, hvad der ville ske den dag, det engelske industrimonopol ikke blot blev brudt, men den engelske eksport af industrivarer for alvor begyndte at gå i stå. Han besvarede sit eget spørgsmål således:
“Det vil bevirke een stor ting: det vil bryde det sidste led, der stadig binder den engelske arbejderklasse til den engelske middelklasse. Dette led var deres fælles drift af et nationalt monopol. Når først dette monopol bliver ødelagt, vil den engelske arbejderklasse blive tvunget til at tage sine egne interesser i sin hånd, sin egen frelse, og til at gøre ende på lønsystemet. Lad os håbe, den ikke vil vente indtil da.”
Samtidig med, at de indbyrdes konkurrerer og slås, er de imperialistiske lande i dag fælles om monopolet. Det vil ikke længere blive brudt ved, at een industrination tager det hele fra de andre (Engels talte om, at USA tog hele industrieksporten fra England). Det vil blive brudt ved, at ofrene for industrimonopolet rejser sig og kæmper sig fri. Men virkningen på arbejderklassen og på de bånd, der binder den til middelklassen – bourgeoisiet – bliver nøjagtig den samme. Den vil blive tvunget til at gøre ende på lønsystemet!
Vi har stadig lov at håbe, at proletariatet ikke vil vente indtil den dag.
Revolutionære kommunisters arbejdsopgaver i dag i vor verden afgøres af to ting: Viden om, under hvilke omstændigheder arbejderne vil blive tvunget til at føre klassekamp og til at lave revolution, og håbet om, at den vil begynde noget før.
Det var dette “håb”, vi havde i tankerne, da vi i K.O. for den 30. juni 1967 i artiklen “Faglig kamp og socialisme” bl.a. skrev:
“Der vil komme en … række kriser for den vestlige kapitalisme, før Asiens, Afrikas og Latinamerikas folk gennem sejr i deres befrielseskamp netop mod denne kapitalisme undergraver dens fundamenter og skaber forudsætningen for den nationale krise.
—
Igennem kriserne, igennem sin forsvarskamp mod deres følger og igennem det revolutionære kommunistiske partis virksomhed vil arbejderne gradvis vinde forståelse for det kapitalistiske systems uhyrlighed og socialismens nødvendighed. “
Og det var igen dette “håb”, vi havde i tankerne, da vi i “Der kommer en dag …”, den 3. maj 1968, skrev:
“Det afhænger af de revolutionære kommunister – af deres mod og kampånd, af deres tro på sandheden og deres evne til at udmønte den – hvor langt ned i chauvinismens og den imperialistiske tankegangs hængedynd arbejderklassen skal komme, før den besinder sig og gør front mod kapitalismen, sammen med imperialismens ofre, som den også selv har snyltet på og stadig snylter på.”
Det kan blive et spørgsmål om millioner af menneskeliv, om hidtil uhørte lidelser og tab, hvis dette “håb” bliver gjort til skamme.
Med den blanke afvisning af sammenhængen mellem imperialisme og reformisme/revisionisme, med den idelige snak om “udbytning”, med halehængskravene om løn og arbejdstid gør GNISTAN og folkene bag den deres bedste netop for at gøre “håbet” til skamme – og det bliver kun værre af, at de dækker sig bag et slør af hyldest til Mao Tse-tungs tænkning og den kinesiske kulturrevolution!
(Afsluttes i næste nummer)