Marx til Engels
London, 22. juni 1867
Jeg håber, du er tilfreds med de fire ark. (Korrektur på Kapitalen. Red.) Det, at du indtil nu er tilfreds, er vigtigere for mig end alt, hvad den øvrige verden kan finde på at sige om det. I hvert fald håber jeg, at bourgeoisiet vil huske mine karbunkler resten af deres liv igennem. Her er endnu et bevis på, hvilke svin de er. Du ved, at Kommissionen om børnearbejde har fungeret i fem år. Som resultat af deres første rapport, der udkom i 1863, blev der straks truffet “foranstaltninger” mod de fordømte industrigrene. I begyndelsen af den nuværende samling har Tory-ministeriet, gennem Walpole, den grædepil, fremlagt et lovforslag, der accepterer alle Kommissionens forslag, omend i stærkt beskåret stand. De folk, der skal træffes foranstaltninger imod, blandt dem de store metal-fabrikanter og især “hjemmearbejdets” vampyrer, var tavse og ydmygede. Nu sender de en ansøgning til parlamenter og kræver en fornyet undersøgelse! De siger, at den tidligere var forudindtaget. De regner med at Reformloven vil opsuge al den offentlige opmærksomhed, således at det hele kan smugles igennem i fred og ro, mens fagforeningerne samtidig står foran et uvejr. Det værste i “rapporterne” er disse karles egne erklæringer. Så de ved, af en ny undersøgelse kun kan betyde een ting, men det er netop “det vi bourgeois’er ønsker” – en ny femårig udbytningsperiode. Heldigvis gør min stilling i Internationale det muligt for mig at ødelægge disse køteres beregninger. Det er en yderst vigtig ting. Det er et spørgsmål om at afskaffe lidelserne for halvanden million menneskelige væsener, de voksne mandlige arbejdere ikke medregnet.
Marx til Engels
London, 30. november 1867
Det englænderne endnu ikke ved, er, at siden 1846 er det økonomiske indhold og derfor også det politiske formål med engelsk dominering i Irland trådt ind i en helt ny fase, og at, fenianismen netop derfor er kendetegnet ved en socialistisk tendens (i negativ betydning, rettet mod tilegnelsen af jorden) og af ved at være en bevægelse af de lavere samfundslag. Hvad kan være mere latterligt end at sammenblande Elizabeths eller Cromwells barbariske handlinger, der ønskede at erstatte irerne med engelske kolonialister (i den romerske betydning), med nuværende system, der ønsker at erstatte dem med får, køer og grise! Systemet fra 1810-46, med dets ublu lejeafgifter og mellemmænd, brød sammen i 1846. (I denne periode var udsættelserne undtagelsen og fandt hovedsageligt sted i Leinster, hvor jorden er særlig velegnet til kvægavl). Ophævelsen af kornlovene, der delvis var resultat af eller i det mindste blev fremskyndet af den irske hungersnød, berøvede Irland dets monopol på Englands kornforsyninger i normale tider. Uld og kød blev slagordet, derfor blev agrene omskabt til græsgange. Derfor har vi fra da af den systematiske konsolidering af kvægbrug. Loven om forgældede godser, der gjorde en masse mellemmænd, der tidligere var blevet velhavende, til godsejere, fremskyndede processen. Rydning af det irske gods! er nu den eneste tanke med engelsk herredømme i Irland. Den tåbelige engelske regering i London selv ved ingenting, naturligvis, om denne uhyre forandring siden 1846. Men irerne ved det. Fra Meaghers Proklamation (1848) til Hennesys valgmanifest (Tory og Urquahrt’isk) (1866) har irerne på den klareste og mest magtfulde måde udtrykt deres bevidsthed om det.
Spørgsmålet er nu, hvad skal vi råde de engelske arbejdere til? Efter min mening må de gøre ophævelsen af Unionen (kort sagt, det der skete i 1783, blot demokratiseret og tilpasset tidens betingelser) til et punkt i deres pronunciamento. Dette er den eneste legale og derfor eneste mulige form for irsk Frigørelse, der kan tillades i et engelsk partis program. Erfaringen må senere vise, hvorvidt en ren personalunion kan fortsætte med at eksistere mellem de to lande. Jeg er lige ved at tro, at den kan, hvis den bliver skabt i tide.
Det, irerne har brug for, er:
1) Selvstyre og uafhængighed af England.
2) En agrarrevolution. Med de bedste hensigter i verden kan englændeme ikke fuldføre dette for dem, men de kan give dem de legale midler til selv at fuldføre den.
3) Beskyttelsestold mod England. Mellem 1783 og 1801 begyndte hver eneste gren af irsk industri at blomstre. Unionen, der fjernede beskyttelsestolden, der var oprettet af det irske parlament, ødelagde alt industrielt liv i Irland. Den lille smule hørindustri er ingen som helst kompensation. Unionen af 1801 havde ganske den samme virkning på irsk industri som foranstaltningerne til undertrykkelse af den irske uldindustri o.s.v., som det engelske parlament gennemførte under Anne, George II og andre. Når først irerne er selvstændige, vil nødvendigheden gøre dem til protektionister, som det skete med Canada, Australien o.s.v.
Marx til Kugelmann
London, 6. april 1863
Det irske spørgsmål er det dominerende her lige nu. Det er blevet udnyttet af Gladstone og co. naturligvis, blot for at komme til regeringsmagten igen, og først og fremmest for at have én valgparole ved næste valg, der vil finde sted på grundlag af husstands-valgretten. I øjeblikket er denne tingenes udvikling til skade for arbejdernes parti, intrigemagerne blandt arbejderne, såsom Odger og Potter, der gerne vil ind i det næste parlament, har nu en ny undskyldning for at knytte sig til de borgerlige liberale.
Dette er imidlertid kun en straf, som England – og følgelig også den engelske arbejderklasse – betaler for den store forbrydelse, det har begået i mange århundreder mod Irland. Og på langt sigt vil det gavne den engelske arbejderklasse selv. Den engelske statskirke i Irland – eller hvad de her plejede af kalde den Irske Kirke – er det engelske godsejervældes religiøse bolværk i Irland, og samtidig Statskirkens forpost i England selv. (Jeg taler her om Statskirken som godsejer.) Omstyrtelsen af Statskirken i Irland vil betyde dens fald i England, og de to vil blive fulgt af godsejervældets dommedag – først i Irland og derefter i England. Jeg har imidlertid fra første færd været overbevist om, at den sociale revolution må begynde alvorligt fra grunden, det vil sige, fra grundbesiddelsen.
Bortset herfra vil det hele have det særdeles nyttige resultat, at når først den Irske Kirke er død, vil de protestantiske irske fæstebønder i provinsen Ulster gøre fælles sag med de katolske fæstebønder i Irlands tre andre provinser, mens godsejervældet indtil nu har været i stand til at udnytte denne religiøse antagonisme.
Engels til Marx
Manchester, 18. november 1863
Hvad mener du om valgene i fabriksdistrikterne? Endnu engang har proletariatet bragt sig frygteligt i miskredit. Manchester og Salford vælger tre Tory’er for hver to Liberale, hvoriblandt tilmed den fade Bayley. Bolton, Preston, Blackburn o.s.v. vælger praktisk taget ikke andet end Tory’er. I Ashton ser det ud til, at M. Gibson er gået bag af dansen. Ernest Jones opnåede intet, på trods af al begejstringen. Alle steder er proletariatet halehæng til de officielle partier, og hvis noget af partierne har vundet på grund af de nye vælgere, er det Tory’erne. De små byer, de halvrådne småbyer, er den borgerlige liberalismes redningsplanke, og rollerne bliver byttet om: Tory’erne vil nu være tilhængere af flere medlemmer fra de store byer og de Liberale af ulige repræsentation.
Her af antallet af stemmeberettigede vokset fra 24.000 til knapt 48.000, mens tory’erne har forøget deres stemmetal fra 6.000 til 14-15.000. De Liberale lod en del gå tabt, og hr. Henry gjorde en masse skade, men det lader sig ikke benægte, at forøgelsen af antallet af arbejder-vælgere har givet Tory’erne mere end deres simple procentuelle stigning; den har forbedret deres relative stilling. Som helhed taget er dette af det gode. Det ser i øjeblikket ud til, at Gladstone vil få et knebent flertal og derfor være tvunget til at få videre og reformere Reformloven; med et stort flertal ville han som sædvanligt have overladt det hele til forsynet.
Men det er alligevel stadig et katastrofalt brev på usselhed for det engelske proletariat. Sognepræsten har vist sig at have uventet magt, og det samme har kryben for respektabiliteten. Ikke en eneste arbejder-kandidat havde skyggen af en chance, men min Lord Timnoddy eller enhver parveny-snob kunne med glæde få arbejdernes stemmer.
Det liberale bourgeoisis hylen op ville more mig overordenligt, hvis det ikke var for denne omstændighed.
Engels til Marx
Manchester, 24. oktober 1869
Irsk historie viser, hvilken ulykke det er for en nation af have underkuet en anden nation. Alle englændernes afskyeligheder har deres oprindelse i den Irske Pale. (Den engelske koloni i det østlige Irland, grundlagt i det 12. århundrede. Red.) Jeg mangler stadig at pløje mig igennem Cromwells periode, men så meget forekommer mig sikkert, at sagerne ville have udviklet sig anderledes også i England, hvis det ikke havde været for nødvendigheden af militært styre i Irland og skabelsen af et nyt aristokrati dér.
Marx til Engels
London, 18. november 1869
I tirsdags åbnede jeg diskussionen (på et møde i Første Internationales generalråd den 16. nov. Red.) til punkt 1, det britiske ministeriums holdning til spørgsmålet om irsk amnesti. Holdt en tale på omkring en time og et kvarter, der fik stort bifald, og foreslog dernæst følgende resolution til punkt 1:
Besluttet:
at i sit svar på de irske krav om frigivelse af fængslede irske patrioter – et svar der indeholdes i hans brev til hr. O’Shea, o.s.v. o.s.v. – fornærmer hr. Gladstone bevidst den irske nation;
at han kæder politisk amnesti sammen med betingelser, der er i lige grad degraderende for ofrene for misregeringen og for det folk, de tilhører;
at han efter på trods af sin ansvarlige stilling offentligt og begejstret at have hyldet de amerikanske slave-ejeres oprør, nu træder frem for over for det irske folk at prædike den passive lydigheds doktrin;
at hans hele fremgangsmåde i forbindelse med spørgsmålet om irsk amnesti er det sande og ægte resultat af den “erobrings-politik”, som hr. Gladstone så kraftigt fordømte – en fordømmelse ved hvis hjælp han fjernede sine Tory-rivaler fra magten;
at den Internationale Arbejderassociations generalråd udtrykker sin beundring for den modige, faste og ædle måde, hvorpå det irske folk gennemfører sin amnesti-bevægelse;
at disse resolutioner skal udsendes til alle afdelinger af og til arbejder-organisationer forbundet med den Internationale Arbejderassociation i Europa og Amerika.
Marx til Kugelmann
London, 29. november 1869
Jeg er blevet mere og mere overbevist om – og det eneste problem består i at hamre denne overbevisning ind i den engelske arbejderklasse – at den aldrig kan udføre noget afgørende i England, før den adskiller sin politik med hensyn til Irland på det mest bestemte fra de herskende klassers politik, før den ikke alene gør fælles sag med irerne, men i virkeligheden tager initiativet til at opløse Unionen, der blev oprettet i 1801, og erstatte den med et frit føderalt forhold. Og dette må gøres, ikke som et spørgsmål om sympati med Irland, men som et krav der fremsættes i det engelske prolelariats interesse. Hvis ikke vil det engelske folk forblive bundet til de herskende klassers ledesnore, fordi det vil være nødt til at gå sammen med dem i en fælles front mod Irland. Hver eneste af dets bevægelser i England selv forkrøbles af striden med irerne, der udgør en meget vigtig del af arbejderklassen i England. Den første betingelse for frigørelse her – omstyrtelsen af de engelske jordbesidderes oligarki – forbliver umulig, fordi dets positioner her ikke kan stormes, så længe det opretholder sin kraftige forpost i Irland. Men når først sagerne ligger i det irske folks egne hænder, når først det bliver gjort til sin egen lovgiver og hersker, når først det bliver autonomt, vil afskaffelsen af det jordbesiddende aristokrati dér (i stor udstrækning de samme personer som de engelske godsejere) blive uforligneligt lettere end her, fordi i Irland er det ikke blot et simpelt økonomisk spørgsmål, men samtidig et nationalt spørgsmål, eftersom godsejerne dér, ulig dem i England, ikke er de traditionelle dignitarer og repræsentanter, men nationens dødeligt hadede undertrykkere. Og ikke blot forbliver Englands indre sociale udvikling forkrøblet på grund af dets nuværende forhold til Irland; også dets udenrigspolitik og især dets politik med hensyn til Rusland og Amerikas Forenede Stater, lider på tilsvarende måde.
Men eftersom den engelske arbejderklasse utvivlsomt kaster det afgørende lod i den sociale frigørelses vægtskål i almindelighed, må løftestangen anvendes her. I virkeligheden led den engelske republik under Cromwell skibbrud over Irland. Non bis in idem! (Ikke det samme to gange. Red.) Irerne har spillet den engelske regering et puds ved at vælge den “dømte forbryder” O’Donovan Rossa til parlamentet. Regeringsbladene truer allerede med en fornyet suspension af Habeas Corpus Loven, et fornyet terror-system! I virkeligheden har England aldrig hersket over og kan aldrig – så længe den nuværende forbindelse vedvarer – herske over Irland på anden måde end ved hjælp af det mest afskyelige terror-regime og den mest afskyvækkende korruption.
Engels til Marx
Manchester, 9. december 1869
Jeg havde næsten ventet det af Ireren (en avis i Dublin, der ikke omtalte Første Internationales støtte til irernes kamp. Ed.) Irland er stadig den sacra insula (hellige ø. Red.) hvis forhåbninger på ingen måde må sammenblandes med den øvrige syndige verdens klassekampe. Til dels er dette bestemt ærlig galskab hos disse mennesker, men det er lige så sikkert, at det til dels også er en velberegnet politik fra ledernes side for at bevare deres hold over bonden. Føj dertil, at en nation af bønder altid må tage sine litterære repræsentanter blandt bourgeoisiet i byerne og dets ideologer, og i denne henseende er Dublin (jeg mener det katolske Dublin) i høj grad for Irland, hvad København er for Danmark. Men for disse herrer er hele arbejderbevægelsen det rene kætteri, og den irske bonde må ikke under nogen omstændigheder få lov at vide, at de socialistiske arbejdere er hans eneste forbundsfæller i Europa.
Marx til Engels
London, 10. december 1870
…Jeg vil fremlægge sagen som følger næste tirsdag: at helt bortset fra alle fraser om “international” og “human” retfærdighed for Irland – hvilket betragtes som en given ting i det Internationale Råd – er det i den engelske arbejderklasses direkte og absolutte interesse at slippe ud af sin nuværende forbindelse med lrland. Og dette er min fuldeste overbevisning, og af grunde som jeg delvis ikke kan fortælle den engelske arbejder selv. I lang tid mente jeg, det ville være muligt at styrke det irske regime ved hjælp af den engelske arbejderklasses opstigen. Jeg har altid givet udtryk for dette synspunkt i New York Tribune. Dybere studium har nu overbevist mig om det modsatte. Den engelske arbejderklasse vil aldrig opnå noget, før den er sluppet af med Irland. Løftestangen må anvendes i Irland. Derfor er det irske spørgsmål så vigtigt for den sociale bevægelse i almindelighed. ……
(fortsættes i næste nummer)
