Marx til S. Meyer og A. Vogt
London, 9. april 1870
Blandt det tilsendte materiale vil I også finde nogle af de resolutioner, som I kender til, og som havde deres oprindelse hos mig, fra Generalrådet den 30. november om den irske amnesti; ligeledes en irsk pjece om behandlingen af dømte fenier’er.
Det var min hensigt at foreslå yderligere resolutioner om den nødvendige omdannelse af den nuværende Union (det vil sige slavebinding af Irland) til en fri og ligeberettiget føderation med Storbritannien. I øjeblikket er yderligere fremskridt i denne sag, hvad angår offentlige resolutioner, blevet udsat på grund af mit tvungne fravær fra generalrådet. Ingen af de andre medlemmer af det har tilstrækkeligt kendskab til irske forhold og tilstrækkelig prestige hos dets engelske medlemmer til at kunne tage min plads her.
Imidlertid har vi ikke spildt tiden, og jeg beder jer især lægge mærke til følgende.
Efter at have beskæftiget mig med det irske spørgsmål i mange år er jeg kommet til den slutning, at det afgørende slag mod de engelske herskende klasser (og det vil blive afgørende for arbejderbevægelsen over hele verden) ikke kan rettes i England, men kun i lrland.
Den 1. januar 1870 udsendte generalrådet et fortroligt cirkulære udarbejdet af mig på fransk (for tilbagevirkningen på England er kun de franske, ikke de tyske, aviser af betydning) om den irske nationale kamps forhold til arbejderklassens frigørelse og derfor om den holdning, som den Internationale Association bør indtage med hensyn til det irske spørgsmål.
Jeg skal her kun ganske kort give jer de afgørende punkter.
Irland er det engelske jordbesiddende aristokratis bolværk. Udbytningen af dette land er ikke blot en af hovedkilderne til dette aristokratis materielle velstand; den er dets største moralske styrke. Den repræsenterer i virkeligheden Englands dominering over Irland. Irland er derfor det store middel, hvormed det engelske aristokrati opretholder sin dominering over England selv.
Hvis på den anden side den engelske hær og det engelske politi trak sig tilbage fra Irland i morgen, ville man med det samme have en agrarrevolution dér. Men omstyrtelsen af det engelske aristokrati i Irland indebærer og har som nødvendig konsekvens dets omstyrtelse i England. Og dette ville opfylde betingelsen for den proletariske revolution i England. Ødelæggelsen af det engelske jordbesiddende aristokrati i Irland er en uendeligt lettere operation end i England selv, fordi i Irland har jordspørgsmålet hidtil været det sociale spørgsmåls eneste form, fordi det er et spørgsmål om eksistens, om liv og død, for det uhyre flertal af det irske folk, og fordi det samtidig er uadskilleligt fra det nationale spørgsmål. Ganske bortset fra, fra irerne er mere lidenskabelige og revolutionære af natur end englænderne.
Hvad det engelske bourgeoisi angår har det for det første en fælles interesse med det engelske aristokrati i at gøre Irland til en ren græsgang, der forsyner det engelske marked med kød og uld til de lavest mulige priser. Det er lige så interesseret i gennem udsættelser og tvangsemigration, at reducere den irske befolkning til et så lille antal, at engelsk kapital (kapital investeret i jord, der udlejes til landbrug) kan fungere der med ”sikkerhed”. Det har den samme interesse i at rydde Irlands gods, som det havde i af rydde agerbrugsdistrikterne i England og Skotland. De 6.000 til 10.000 pund sterling til godsejere, der ikke bor i Irland, og indtægter fra Irland, der hvert år strømmer til London, må også tages i betragtning.
Men det engelske bourgeoisi har også lang vigtigere interesser i Irlands nuværende økonomi. På grund af den stadigt forøgede koncentration af landbrug, leverer Irland til eget overskud (af arbejdskraft. Red.) til det
engelske arbejdsmarked og tvinger således lønnen nedad og sænker den engelske arbejderklasses moral og materielle forhold.
Og vigtigst af alt! Hvert eneste industri- og handelscenter i England har nu en arbejderklasse, der er delt i to fjendtlige lejre, engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard. I forhold til den irske arbejder føler han sig som medlem af den herskende nation og gør sig dermed til et redskab for sit lands aristokrater og kapitalister mod Irland, hvorved han styrker disses dominering over ham selv. Han nærer religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning over for ham er stort set den samme som de “fattige hvides” holdning over for “niggerne” i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i sin egen mønt. Han ser i den engelske arbejder på een gang en medskyldig i og det stupide redskab for den engelske dominering i lrland.
Denne antagonisme holdes kunstigt i live og forstærkes af pressen, prædikestolen, de kulørte blade, kort sagt af alle de midler, der står til de herskende klassers rådighed. Denne antagonisme er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses kraftløshed, på trods af dens organisation. Det er den hemmelighed, ved hvis hjælp den kapitalistiske klasse opretholder sin magt. Og denne klasse er fuldt ud klar over det.
Men ondet standser ikke her. Det fortsætter på den anden side oceanet. Antagonismen mellem engelsk og irsk er den skjulte basis for konflikten mellem de Forenede Stater og England. Den umuliggør ethvert ærligt og alvorligt samarbejde mellem arbejderklassen i de to lande. Den gør det muligt for regeringerne i de to lande, når som helst det passer dem, at tage brodden af den sociale konflikt ved hjælp af deres gensidige tyrannisering, og, når det er nødvendigt, ved hjælp af krig med hinanden.
Da England er kapitalens hovedstad, den magt der hidtil har behersket verdensmarkedet, er det i øjeblikket det vigtigste land for arbejdernes revolution, og desuden det eneste land, i hvilket de materielle betingelser for denne revolution har udviklet sig til en vis grad af modenhed. At fremskynde den sociale revolution i England er derfor det vigtigste mål for den Internationale Arbejderassociation. Det eneste middel til at fremskynde den er at gøre Irland selvstændigt. Derfor er det Internationales opgave overalt at sætte konflikten mellem mellem England og Irland i forgrunden og overalt åbent at tage Irlands parti. Og det er den særlige opgave for Centralrådet i London at vække en bevidsthed hos de engelske arbejdere om, at for dem er Irlands nationale frigørelse ikke et spørgsmål om abstrakt retfærdighed eller humanistiske følelser, men den første betingelse for deres egen sociale frigørelse.
…….
Marx til L. Kugelmann
London, 18. maj 1874
I England i øjeblikket viser kun bevægelsen blandt landarbejdere nogen fremgang; industriarbejderne må først skaffe sig af med deres nuværende ledere. Da jeg fordømte disse karle på Haag Kongressen, vidste jeg, at jeg nedkaldte upopularitet, bagtalelse o.s.v. over mig selv, men den slags konsekvenser har altid været mig ligegyldige. Hist og her begynder det at blive erkendt, at ved at foretage den fordømmelse gjorde jeg kun min pligt.
Marx til W. Liebknecht
London, 11. februar 1878
Den engelske arbejderklasse var gradvis blevet mere og mere dybt demoraliseret af korruptionsperioden siden 1848 og var til sidst kommet til det punkt, hvor den ikke var andet end halen på det Store Liberale Party, dvs. på sine undertrykkere, kapitalisterne. Dens ledelse var fuldstændigt faldet i hænderne på de korrupte fagforeningsledere og professionelle agitatorer. Disse karle råbte og skreg bagved Gladston’erne, Bright’erne, Mundalle’erne, Morley’erne og hele banden af fabriksejere o.s.v., in majorem gloriam (til større hæder. Red.) for tsaren som nationers frigører, mens de aldrig rørte en finger for deres egne brødre i Sydwales, fordømt af mineejerne til at dø af sult. Slyngler! For værdigt at sætte kronen på værket: i de seneste splidagtigheder i Underhuset (den 7. og 8. februar, da flertallet af det “Store Liberale Partis” høje dignitarer – Forsterne, Lowe’erne, Harcourt’erne, Goschen’er, Hartingtons’er og endog den store John Bright selv – lod deres hær i stikken og hastede bort fra splittelsen for ikke at kompromittere sig selv for meget ved at stemme) stemte de eneste arbejderrepræsentanter der og tilmed, horribile dictu (med skam at melde. Red.) direkte repræsentanter for minearbejderne og selv oprindeligt minearbejdere – Burt og den jammerlige MacDonald – sammen med resten af det “Store Liberale Parti”. ….
Engels til E. Bernstein
London, 17. juni 1879
I en årrække nu (og i øjeblikket) har den engelske arbejderbevægelse håbløst beskrevet en snæver cirkel af strejker for højere løn og kortere arbejdstid, imidlertid ikke som en vej eller et middel til propaganda og organisation, men som det endelige mål. Fagforeningerne udelukker endog af princip og i deres love enhver politisk handling og forbyder derved også deltagelse i nogen almindelig virksomhed fra arbejderklassens side som klasse. Arbejderne er politisk delt i konservative og liberal-radikale, i tilhængere af ministeriet Disraeli (Beaconsfield) og tilhængere af ministeriet Gladstone. Man kan her kun tale om en arbejderbevægelse (i egentlig forstand), for så vidt der foregår strejker her, der, hvad enten de vindes eller ej, ikke fører bevægelsen eet skridt videre. At puste sådanne strejker – der ofte nok i de senere år med dårlige konjunkturer er blevet hidført med vilje af kapitalisterne for at få et påskud til at lukke deres fabrikker og værker, strejker i hvilke arbejderbevægelsen ikke gør det ringeste fremskridt – op til kampe af verdensomspændende betydning, som det f.eks. gøres i Freiheit i London, kan efter min mening kun gøre skade. Der bør ikke gøres noget forsøg på at skjule den kendsgerning, at der for tiden ikke eksisterer en virkelig arbejderbevægelse i den kontinentale betydning her, og jeg tror derfor ikke, du mister meget, hvis du i øjeblikket ikke får nogen rapporter om fagforeningernes virksomhed her.
Engels til K. Kautsky
London, 12. september 1882
Du spørger mig, hvad de engelske arbejdere mener om kolonipolitik. Tja, nøjagtigt det samme som de mener om politik i almindelighed: det samme som bourgeois’en mener. Der findes ikke noget arbejderparti her, forstår du, der er kun konservative og liberal-radikale, og arbejderne tager gladeligt deres del af byttet fra Englands monopol på verdensmarkedet og kolonierne. Efter min mening vil de egentlige kolonier, det vil sige de lande, der er okkuperet af en europæisk befolkning, Canada, Kapstaden, Australien, alle blive selvstændige; på den anden side må de lande, der bebos af en indfødt befolkning, der simpelthen er bragt under åget, Indien, Algeriet, de hollandske, portugisiske og spanske besiddelser, indtil videre overtages af proletariatet og så hurtigt som muligt ledes mod selvstændighed. Hvordan denne proces vil udvikle sig, er det vanskeligt at sige. Indien vil måske, ja med stor sandsynlighed, lave revolution, og eftersom et proletariat under selv-frigørelse ikke kan føre kolonikrige, ville den få lov til at løbe linen ud; det ville ikke ske uden alle former for ødelæggelse, naturligvis, men den slags ting er uadskillelige fra enhver revolution. Det samme kan også ske andre steder, f.eks. i Algeriet og Ægypten, og det ville i sandhed være det bedste for os. Vi får nok at gøre hjemme. Når først Europa er reorganiseret, og Nordamerika, vil dette give en så enorm magt og et sådant eksempel, af de halv-civiliserede lande vil følge i deres kølvand af egen kraft; det vil, om ikke andet, økonomiske behov sørge for. Men hvad de sociale og politiske faser angår, som disse lande må gennemløbe, før også de når frem til en socialistisk organisation, tror jeg, vi i dag kun kan fremsætte temmelig intetsigende hypoteser. Een ting alene er sikker og vis: det sejrrige proletariat kan ikke påtvinge nogen fremmed nation velsignelser af nogen art uden at undergrave sin egen sejr ved at gøre det. Hvilket naturligvis på ingen måde udelukker forsvarskrige af forskellig art.
Engels til A. Bebel
Eastboume, 30. august 1883
Manifestet fra den Demokr(atiske) Føderation i London er blevet udsendt af omkring tyve til tredive små selskaber, der under forskellige navne (altid de samme folk) i mindst de sidste tyve år gentagne gange har forsøgt, og altid med samme mangel på succes, at gøre sig selv betydningsfulde. Det eneste betydningsfulde er, at de nu endeligt er blevet nødt til åbent at proklamere vor teori som deres egen, mens den i Internationalens periode forekom dem at blive pånødet dem udefra, og at der i den senere tid er dukket en række unge mennesker op, der, til forsmædelse for de engelske arbejdere må det siges, forstår tingene bedre og giver sig i kast med dem med større begejstring end arbejderne selv. For selv i den Dem(okratiske) Fød(eration) accepterer arbejderne for størstepartens vedkommende kun uvilligt og som en formssag det nye program. Lederen af den Dem(okraHske) Fød(eration), Hyndman, er en ærke-konservativ og indædt chauvinistisk, men ikke dum karrieremager, der opførte sig temmelig gement over for Marx (for hvem han blev præsenteret af R. Meyer), og som af denne årsag blev droppet af os personligt. Lad dig under ingen omstændigheder forlede til at tro, at der foregår nogen virkelig proletarisk bevægelse her. Jeg ved, at Liebknecht forsøger at narre sig selv og hele verden med hensyn hertil, men det er ikke tilfældet. De elementer, der i øjeblikket er aktive, kan blive betydningsfulde, nu da de har accepteret vort teoretiske program og således har skaffet sig et grundlag, men kun hvis en spontan bevægelse bryder ud her blandt arbejderne, og det lykkes dem at få kontrol over den. Indtil da vil de forblive individuelle hoveder med et sammensurium af forvirrede sekter, levn af fyrrernes store bevægelser, bag sig og intet mere. Og – bortset fra det uventede – vil en virkelig arbejderbevægelse kun blive til her, når arbejderne føler, at Englands verdensmonopol er brudt. Deltagelse i domineringen af verdensmarkedet var og er det økonomiske grundlag for de engelske arbejderes politiske nullitet. Bourgeoisiets hale i den økonomiske udnyttelse af dette monopol, men ikke desto mindre med del i dets fordele, som de er, er de naturligvis politisk set halen på det “Store Liberale Parti”, der for sin del betaler dem med små opmærksomheder, anerkender fagforeninger og strejker som legitime faktorer, har opgivet kampen for en ubegrænset arbejdsdag og har givet den store masse af bedrestillede arbejdere stemmeret. Men når først Amerika og den fælles konkurrence fra de andre industrilande bryder en tilstrækkelig stor breche i dette monopol (og med hensyn til jern kommer dette hurtigt, men hensyn til bomuld, desværre, endnu ikke), vil man se en masse ting ske her.+)
———
+) Vi minder om, at Lenin i “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” flere gange citerede Engels’ udtalelser om virkningen af Englands kolonimonopol på arbejderklassen, og at han om nedbrydningen af dette engelske monopol samme sted (Udvalgte værker, bind 6, side 175) skrev: “Imperialismen ved begyndelsen af det 20. århundrede har fuldendt verdens opdeling blandt nogle få stater, af hvilke hver enkelt nu udbytter en ikke meget mindre del af verden (regnet efter ekstraprofit) end Englands i 1858; hver indtager en monopolstilling på verdensmarkedet, … hver af dem har til en vis grad et kolonimonopol …”
———
Engels til A. Bebel
London, 20.-23. januar 1886
…….
For seks uger siden sagde man her, at der var symptomer på en forbedring i den økonomiske aktivitet. Nu er alt dette forsvundet igen, nøden er større end nogensinde og også manglen på perspektiver, hvortil kommer en usædvanlig hård vinter. Det er nu allerede det ottende år med tryk fra overproduktion på markederne, og i stedet for at blive bedre, bliver det støt værre. Der er ikke længere tvivl om, at situationen har forandret sig væsentligt fra det tidligere; lige siden England fik alvorlige rivaler på verdensmarkedet, er perioden med kriser, i den hidtil kendte betydning, ophørt. Hvis kriserne bliver kroniske i stedet for akutte og samtidig intet mister i styrke, hvad vil da blive resultatet? En blomstringsperiode, selv om den bliver kort, må, når alt kommer til alt, på et eller andet tidspunkt komme igen, når de ophobede varer er blevet opsuget; men jeg er ivrig efter at se, hvordan alt dette vil gå for sig. To ting står imidlertid klart: vi er trådt ind i en periode, der uden sammenligning er farligere for det gamle samfunds eksistens end perioden med kriser hvert tiende år; og for det andet, når blomstringen vender tilbage, vil England blive langt mindre påvirket af den end tidligere, hvor det alene skummede fløden fra verdensmarkedet. Den dag, dette bliver klart her, vil den socialistiske bevægelse begynde for alvor; ikke før.
