Om teksten:
Fra: Kommunistisk Orientering, 6. årgang, nr. 4, 25. februar 1969, s. 3-4.
Det er karakteristisk for den politik, som de vietnamesiske ledere fører, at de ikke som forudsætning for optagelse af diplomatiske forbindelser med lande, der tillige anerkender marionetstyret i Saigon, kræver, at disse forbindelser afbrydes. Det er en politik, der kan føre til en yderligere vanskeliggørelse af en fredelig genforening af Nord- og Sydvietnam. Det er under alle omstændigheder en politik, der har ført til at pressen og politikere i Vesteuropa og USA ganske åbent hævder, at den nordvietnamesiske regering og befrielsesfronten er villig til i ganske lang tid at acceptere en deling af Vietnam i to stater, hvis USA under forhandlingerne om en “politisk løsning af Vietnam-spørgsmålet” vil love at medvirke til oprettelse af et fredsstyre i Saigon og trække sine tropper ud af Sydvietnam. Det er tillige en politik, der begrænser Vietnambevægelsernes virksomhed til en påvirkning af de borgerlige regeringers holdning.
Vietnamesiske kommentar til anerkendelsen
I Vietnam Courier fra den 20. januar 1969 findes der en artikel med overskriften: Sverige og bevægelsen til støtte for Vietnam mod amerikansk aggression. I denne artikel bringes en rosende omtale af en række svenske initiativer til støtte for Vietnam og en rosende omtale af en række personer – deriblandt formanden for Venstrepartiet kommunisterna, Hermansson – for deres virksomhed i disse bevægelser. I artiklen siges bl.a. følgende om den svenske anerkendelse af DRV:
“I kølvandet på den svenske regerings tilladelse til Sydvietnams Nationale Front for Befrielses til at oprette et informationsbureau i Stockholm i oktober 1968 sendte kongeriget Sveriges udenrigsminister, Torsten Nilsson, den 10. januar 1969 en note til sin kollega i DRV, Nguyen Duy Trinh, som foreslog oprettelse af diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Disse uforglemmelige begivenheder var kulminationspunkter i det svenske folks bevægelse til støtte for Vietnams antiamerikanske modstandskrig.
Folket i både Nord-og Sydvietnam, der uden ophør kæmper mod de amerikanske aggressorer i forsvar af dets uafhængighed og frihed, skatter og er taknemlig for den ædle og helhjertede internationale støtte fra venner på alle fem kontinenter og fra det svenske folk. Som statsminister Pham Van Dong udtrykker det: “Den internationale antiamerikanske bevægelse til støtte for det vietnamesiske folk vil ubestrideligt føre til kamp mod den amerikanske imperialisme overalt i verden, og denne kamp vil antage stadig mere beslutsomme og kraftige former.
Det vietnamesiske folk er overbevist om, at det svenske folk vil opnå nye fremgange i kampen mod alle nationers fælles fjende; den amerikanske imperialisme.”
DKP vejrer morgenluft
Det er klart, at hele den problematik, der ligger til grund for de vietnamesiske lederes stillingtagen, passer som hånd i handske til DKPs revisionistiske holdning til Vietnambevægelsen.
Derfor greb DKP den givne anledning til at erklære gennem sekretær Ingmar Wagner, at “nu må den danske Vietnambevægelse forstærke sit arbejde for at fremkalde også en dansk anerkendelse af Nordvietnam”. Denne opfordring blev fulgt af en parlamentarisk manøvre, udført af SF-folketingsmand Gert Petersen, der i folketinget stillede forslag til beslutning om oprettelse af diplomatiske forbindelser med Nordvietnam. Dette forslag blev naturligvis afvist af den borgerlige regering, der ikke ønskede at tirre USAs nye præsident, og nedstemt.
Også under Knud Jespersens besøg i Hanoi i januar blev dette spørgsmål berørt, idet det i det udsendte communique efter forhandlingerne hedder:
“Den danske delegation ønsker at give udtryk for sin dybe taknemlighed over den ære, der er vist det danske kommunistiske parti ved dette besøg, der inspirerer os til yderligere at styrke solidaritetsbevægelsen i Danmark for det tapre vietnamesiske folk, for oprettelsen af normale og venskabelige forbindelser mellem de to stater, DRV og Danmark.”
Sådanne parlamentariske slag i luften og forsikringer i ord flytter naturligvis ikke den danske borgerlige regering en tomme – og ej heller flertallet i folketinget for NATO-alliancen – en “kamp” på dette plan er ikke og kan ikke under de betingelser, der eksisterer i vort land, nogen sinde udvikle sig til en virkelig støtte for det vietnamesiske folks befrielseskrig.