MANIFEST bringer for anden gang en artikel af Arghiri Emmanuel, derfor bringer vi en kort biografisk skildring oversat fra bagsiden af Emmanuels bog “Unequal Exchange: A Study of the Imperialism of Trade”, Modern Reader 1972: “Arghiri Emmanuel blev født i 1911 i Patras, Grækenland. I 1942 meldte han sig som frivillig til de Græske Befrielsesstyrker i Mellemøsten og var aktiv i oprøret i april 1944 mod den græske eksilregering i Cairo. Oprøret blev knust af britiske tropper, og Emmanuel blev dømt til døden af en græsk krigsret i Alexandria. I slutningen af 1945 blev han benådet og frigivet i marts 1946. Efter krigen slog han sig ned i Paris, hvor han studerede socialistisk planlægning. Han opnåede sin doktorgrad i sociologi på Sorbonne. Han er nu leder af afdelingen for økonomiske studier på Paris-VII Universitetet”.
Arghiri Emmanuels artikel, som bringes her, er fra 1971. Heri beskriver Emmanuel modsigelsen mellem imperialismen og de europæiske settlere. Netop denne modsigelse er væsentlig for forståelsen af forholdene i et af verdens brændpunkter i dag: Det sydlige Afrika, med settler-staterne Rhodesia, Sydafrika og Sydvest-afrika. Mange venstreorienterede i de imperialistiske lande og selv visse befrielsesbevægelser har tendenser til ikke at forstå denne modsigelse indenfor imperialismen. Befrielseskampens gode resultater i Zimbabwe gør artiklen mere aktuel.
Ganske vist formulerer Emmanuel ikke i denne artikel sine teorier om “det ulige bytte”, men hans problemstilling angående “det ulige bytte” kontra kapital-eksport som imperialismens hovedudbytningsform fortjener opmærksomhed. En opmærksomhed der må give sig udtryk i fornyede studier og diskussioner om Lenins klassiske imperialismeteori og den imperialistiske virkelighed i dag.
Vi skal dog gøre opmærksomhed på en oplagt svaghed ved Emmanuels artikel. I hans beskrivelse af befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika forenkler han tingene ud over det acceptable, når han over en kam betegner befrielsesbevægelserne som CIA-finansierede. Han savner dialektisk forståelse for at visse aspekter i disse befrielsesbevægelser netop i kampen mod den gammeldags kolonialisme udvikler elementer, der går ud over det oplagte alternativ; den neokoloniale løsning. Disse aspekter hælder, trods alle vanskeligheder, mod den socialistiske løsning.
Artiklen fremkom første gang på fransk i “L’Homme et la Societe” no. 22 december 1971 og er her oversat fra den engelske udgave i “New Left Review” no. 73 maj-juni 1972.
Finansimperialisme er et fashionabelt begreb. Den formodes at være forskellig i sin natur fra den “merkantile” imperialisme i det 17. og 18. århundrede, at være blevet modnet i den sidste fjerdedel af det 19. århundrede og have ledt til en “uformel” og siden “formel” dominans af verden, kulminerende i opdelingen af de sidste ikke okkuperede territorier – Afrika, det ottomanske Mellemøsten og Indokina. Denne teori er fornylig blevet underkastet svære prøver. De umådelige koloniimperier, som det tog århundreder at opbygge, blev nedbrudt på få år forholdsvist uden vold og uden nogen markant forarmelse af de store moderlande eller nogen reduktion i deres evne til at udbytte resten af verden.
Teorierne om neokolonialisme og neoimperialisme er utilfredsstillende. De er opfundet for syns skyld, i lyset af en uventet situation, og de kan ikke redde den traditionelle teori. Det er blevet mere og mere åbenbart, at politisk dominans, langt fra at have været betingelsen, for slet ikke at tale om højdepunktet af økonomisk dominans (eller hvad jeg vil kalde udbytning), i virkeligheden havde den modsatte effekt. Det er tidens tegn, at i en sådan traditionel sammenhæng som Den 7. sociologiske Verdenskongres i 1970 afholdt i Varna i Bulgarien, blev der rejst det synspunkt, der klart og åbent gik imod “den falske identifikation af imperialisme med kolonialisme” og hævdede, at det koloniale fænomen, fra 1880 til sidste krig, kun var en ’avatar’ af imperialismen, som har eksisteret lang tid før, og som den både fordrejede og hæmmede, selv om den ikke desto mindre var en historisk nødvendighed.(1)
Uheldigvis forhindrer en vis pietet mod Lenins skrifter stadig marxister fra at frigøre sig intellektuelt fra et marginalt værks indflydelse, som aldrig havde nogen videnskabelige ambitioner, og som blev skrevet hurtigt under exilets hårde forhold, uden nogen anden dokumentation ved hånden en Bern’s bibliotek. Forfatteren beskriver selv bogen som et beskedent “forsøg på popularisering”, og langt fra at være en almen teori om imperialismen, var det kunen imperisk analyse betinget af en speciel historisk situation.
Jeg tror denne halv-religiøse indstilling forklarer den revolutionære marxismes gentagne misforståelser og ufuldstændigheder iforbindelse med alle de store begivenheder, som fulgte med afkoloniseringen – som f.eks. løsrivelserne i Katanga og Rhodesia, Biafra-krigen og selv Algier-krigen og den Israelsk-Arabiske konflikt. Marxister synes at cirkle uden om disse problemer uden at vide, fra hvilken vinkel de skal angribes.Utallige ’mini-teorier’ er blevet produceret, som hver modsiger hinanden; ord gendrives med andre ord; og ingen nuværende doktrin om imperialismen er accepteret af mere end smågrupper, selv indenfor de store ’venstre’ partier ved de lejligheder hvor refleksion bliver opmuntret, tilladt eller blot tolereret. Denne forvirring bliver utålelig, når de gamle teoriers utilstrækkelighed erkendes og folk prøver at redde dem med mængder af deduktive videreudviklinger istedet for at erstatte dem med nye.
Det er denne artikels hovedformål at vise en særlig mangel ved de traditionelle skemaer. Det er manglen på erkendelse af den 3. faktor, der kommer imellem den imperialistiske kapitalisme og folkene i de udbyttede lande, det vil sige kolonialisterne selv. Ikke alene er denne mangel for os at se den mest aktuelle og den, der mest umiddelbart er knyttet til bestemte aktuelle problemer af største vigtighed, men undersøgelsen af den vil gøre os i stand til i logisk rækkefølge at betragte en hel serie af andre modsigelser mellem anerkendte opfattelser og virkeligheden.
Kolonialismens anden bølge
Det er nytteløst at komme ind på de forskellige indskrænkninger og bevæggrunde, som pludselig satte den koloniale erobrings- og ekspansionspolitik i gang ved det 19. århundredes afslutning. Som J. Galagher og R. Robinson udtrykker det: “Hvorfor den engelske og andre europæiske regeringer, efter århundreders ligegyldighed, i løbet af 16 år skulle kappes om at tilegne sig ni tiendedele af det afrikanske kontinent, er et gammelt problem, der stadig venter på svar.” (2) En ting synes dog sikker og begynder at blive vidt akcepteret. Hvad der end var drivkræfterne bag dette eventyr, modtog den avancerede kapitalistiske verden ikke nogen supplerende gevinst fra den direkte administration af disse nye territorier.
Uden at gå ind på detaljerne i Coquery-Vidrovitch’s ovenfor nævnte demonstration, eller nogen af forfatterne Strachey, Brunschwig, Crouzet, osv (3), kan man sige, at imperialisternes nemme opgivelse af deres kolonier og den kendsgerning, at det ikke påførte dem tab eller reduktion i indtjening, er et stærkt argument for, i alt fald a posteriovi (ud fra erfaringen o.a.), teorien, udfra hvilken direkte administration af de underudviklede lande på et vist tidspunkt ophørte med at være profitabel, og fra da af ophørte med at tilføje noget til det automatiske udbytningsmaskineri og “blokering”, udgjort af verdens økonomiske kræfters frie spil og produktionsrelationerne.
Dette betyder ikke nødvendigvis, at kolonialismen var en teknisk fejltagelse. Som Sweezy så udmærket sagde, da han talte om britisk kolonialisme: “Skønt engelske kapitalister kan have meget lidt at vinde ved anektionen … har de meget at tabe ved (andres) annektion … Resultatet kan komme til at blive et netto tab … (men) hvad der er vigtigt, er ikke tabet eller gevinsten sammenlignet med den tidligere eksisterende situation, men snarere tabet eller gevinsten sammenlignet med den situation, der ville have hersket, hvis det var lykkedes en rival at komme ind før.” (4)
Dette er der intet nyt i. Tilskyndet af konkurrence og af deres indre modsigelser, er kapitalister ofte tvunget til, inden for hvert land, at opføre sig på en måde, der er skadelig over for deres klasse og deres system. Det samme er tilfældet i den internationale sfære. Imperialismen som helhed ville måske med glæde have undgået udgiften ved at administrere de tilbagestående lande direkte, men hver imperialist som enkeltstående havde intet valg. Det var faktisk på disse antagonismer og denne konkurrence, at Lenin baserede sin gendrivelse af Kautsky’s teori om ultraimperialisme, udfra hvilken udviklingen henimod koncentration ville kulminere i en slags monopolistisk planlægning på verdensskala, som derpå skulle lede til universel fred og den rationelle organisation af verdensøkonomien.
Denne forklaring er sandsynlig. Den bliver bekræftet af de mest relevante historiske analyser. Frygt for fremmed indblanding på søvejen til Indien synes at have bestemt Englands overtagelse af Sydafrika og interventionen i Ægypten. Dernæst, i løbet af den følgende periode, og inddirekte, synes forbindelsen mellem disse to områder at have betinget Englands forkærlighed for Østafrika, hvilket følgelig tilskyndede Frankrig til at erobre den vestlige side osv. National prestige, militær ambition, “gengæld”, ren magtpolitik, de forskellige “civiliserende missioner” ydede ofte tilstrækkelige øjeblikkelige motivationer for denne eller hin kostbare og irrationelle koloniale operation. Men alt dette hører igen til en ideologisk overbygning, som ikke ville have eksisteret, hvis ikke den internationale imperialisme allerede havde været der, med dens behov for økonomisk ekspansion og udbytning.
En uafhængig faktor: kolonisterne
Denne forklaring er dog hverken fuldstændig eller tilstrækkelig. Hvis det koloniale problem, som en “forvandling af den imperialistiske proces”, kun skyldtes de interne politiske modsigelser (og komplikationer) ved den internationale imperialisme, ville det være vanskeligt at gøre rede for små lande som Belgiens, Hollands og Portugals målbevidsthed med at etablere og fremfor alt bevare imperier, som viste et underskud, hvis politiske hensigtsmæssighed var i modstrid til kapitalisternes interesser i egentlig forstand. Ser man bort fra Portugal, er det svært at se, hvilke særlige fordele kolonierne bragte til de store belgiske og hollandske finansfolk i modsætning til dem i lande som Danmark, Schweits, Sverige, osv. (5)
At et tilfælde i historien ledte til Congo’s kolonisation gennem en kombination af Leopold IIs personlige ambitioner og mangelen på modstand hos ledende belgiske kapitalister, er sandsynligt. Men at Portugal i dag lidenskabeligt klynger sig til Mozambique og Angola imod alle odds, skønt finanskapitalisme er praktisk talt ikke-eksisterende i det land, og skønt det højst imperialistiske CIA finansierer beboernes befrielsesbevægelser, kan ikke på nogen måde være resultatet af investerings- og monopolimperialisme, hverken direkte eller indirekte, positivt eller negativt.
Tingene forandrer sig og alting bliver klart, trods alt, hvis man indrømmer at der bagved årsagerne, som så at sige er “iboende” i kapitalismen, eksisterer en anden uafhængig drivkraft, som frembringer det koloniale fænomen, en social faktor særegen for den, som udtrykker den modsigelse, der tidligere er henvist til. Denne drivkraft, særegen for kolonialismen, er ingen andre end kolonisterne selv – og i denne kategori inkluderer jeg ikke alene settlerne, men hele import-eksport-verdenen, inklusive den lokale stab ved de store moderlandskompagnier og de koloniale statstjenestemænd (i hvert fald de lavere grader), disse interessegruppers agenter og støtter i moderlandet ikke at forglemme.
For disse folk var det koloniale eventyr hverken en “hindring”, en “modsigelse” eller en “forvrængning” (6), men deres eksistens’s drivfjeder og deres højeste berettigelse. De nød godt af kolonialismen og virkede derfor for den, uden forbehold eller modsigelse – og af selve den grund var de i grunden antiimperialistiske, hvor paradoksalt det end må lyde. Fra selve begyndelsen var de i konflikt med deres respektive moderlande og derfor med selve imperialismen – objektivt således til alle tider, subjektivt således i krisetider, idet de gik så langt som at gribe til våben mod den (Algier, Congo, Biafra, etc.).
Dette yderst degenererende og reaktionære element ledte kampen på to fronter – ubøjeligt og helhjertet imod de besatte områders indfødte, forholdsvis og lejlighedsvis, men ofte meget voldsomt mod storkapitalisterne “derhjemme”. Netop præcis på grund af dets antagonistiske forhold til storkapitalen blev dette element længe anskuet imødekommende, ja endda støttet af venstrepartierne i de respektive metropol-lande. Resultatet blev en mekanisk overføring af slogans fra den antimonopolistiske kamp, som blev ført i metropolerne. Alt var nu blevet stillet på hovedet. For i visse koloniers specifikke forhold og især dem i det sorte Afrika, hvor der hverken eksisterede nationale bourgeoisier eller egentlige indfødte proletariater, og hvor der var stærke stammerester og ingen infrastruktur eller socioøkonomisk udvikling værd at tale om – under sådanne betingelser udgjorde den store, upersonlige virksomhed, paradoksalt som det må forekomme, om ikke den mest progressive faktor, i det mindste den mest positive i historisk forstand.
Få i antal som de var, meget ofte integreret både vertikalt og horisontalt, kontrollerede disse firmaer alle ressourcer og markeder og nød godt af en teknokratisk, gensidig infiltration med en administration, hvis politiske og økonomiske opgaver smeltede sammen på ethvert niveau; disse foretagender blev naturligt tilskyndet til en planlægning, der tog hensyn til helheden. Fra et produktionens synspunkt repræsenterede de de mest rationelle organisationsformer, og fra distributionens var de forholdsvis de mest tålelige. På det politiske plan var disse store kapitalistiske foretagender i stand til at komme til enighed med den lokale elites essentielle higen vedr. afrikanisering af kadrer meget velvilligt; med national uafhængighed med større eller mindre reservationer afhængigt af omstændighederne.
Som kontrast: settlersamfundet kunne ikke komme til enighed med nogen som helst, hverken med trusterne eller med metropollandet – endnu mindre med afrikanisering eller uafhængighed. Det kunne kun reddes ved en adskillelse fra metropolen og ved at oprette en uafhængig “hvid” stat. Settlerne forsømte ikke at påskønne, at dette var tilfældet, og gav det snart en konkret form af et udtrykt krav.
På det økonomiske plan udgjorde settlersamfundet en dødvægt – hvis ikke ligefrem et snyltende og skadeligt element. En konkurrende og anarkisk sektor, som eksisterede i udkanten af trusternes dirigeren og planlægning, og som kun kontrollerede en lille del af økonomien og derfor kun lidt klar over helhedens imperativer, grådig efter øjeblikkelig profit, en stor øder af arbejdskraft og ressourcer, settlersamfundet brugte og investerede også en stor del af sine indtægter udenlands. Det forårsagede således en strøm af midler ud, i stedet for den udenlandske finansiering, uanset hvor minimal den var sikret af de store selskaber, og som disse lande havde så hårdt brug for.
På det politiske plan var settlernes relative vægt og deres evne til at optræde uafhængigt, vidt forskellig, afhængig om de befandt sig i en settlerkoloni eller i en overvejende administrativ koloni. Men deres position og holdning var grundlæggende den samme, mens deres aggresivitet og effektivitet afhang af styrkeforholdet på et givet tidspunkt. Der var kun få af dem i Congo, og de blev slået, men kun efter at have tvunget imperialisterne til at bruge alle til rådighed stående midler. De var næppe mere talrige i Rhodesia, men det lykkedes dem med overrumplende lethed. Dog, i Algier bukkede de ikke desto mindre under, selv om de var langt mere talrige, både absolut og relativt – dog ikke før de havde bragt selve moderlandet i fare og tvunget en fransk statsminister til at fare til radioen midt om natten for at hidse befolkningen op imod en hypotetisk nedkastning af faldskærmstropper over hovedstaden.
Antagonismen mellem de hvide settlere og imperialismen
Der var dog intet nyt i alt dette. De imperialistiske landes vanskeligste kampe siden det attende århundrede havde ikke været mod de indfødte i kolonierne, men imod deres egne settlere. Og det må ikke glemmes, at når England i dag er en andenrangs magt, er det p.g.a. dets nederlag i en konflikt af denne type og den påfølgende grundlæggelse af USA. Uden dette ville Nordamerika nu have været en ekskoloni af røde indianere, for nylig bragt til selvstændighed, og derfor stadig udbyttet af England.
Marx og Engels forsømte ikke her og der at referere til “hvide settlere”, “fattige hvide”, osv., skønt problemet, mens de levede, ikke var akut. Men Lenin ytrede sig stærkt til fordel for boerne i 1900, lige som Mao Tse Tung’s Kina for nyligt gav uventet støtte til Biafra og dets lejetropper. Endelig betød den overdrevne skematisering, hvortil marxismen efter Lenins død blev begrænset, at der ikke kunne gøres plads til dette ubekvemme “tredie element”, i de ædle formularer hos “folkets kamp mod finansimperialismen.”
I stedet for videnskabelig analyse har vi hårdnakkede myter, som ingen kendsgerning, nok så brutal, kan rokke ved. Dette bidrager til at skabe alvorlige misforståelser og forhindrer en ægte dialog mellem revolutionær marxisme og de afkoloniserede folk. For at tage et aktuelt eksempel, tøvede ikke selv de bedst informerede marxister med at akceptere den populære version, efter hvilken Tshombe var Union Miniére’s, de belgiske trustkompagniers og international imperialismes marionet. Intet kunne være længere fra sandheden. Tshombe har aldrig repræsenteret finanskapitalisme. Han repræsenterede de hvide settlere. Og det var i denne egenskab at han blev afskyet og afvist over hele Afrika. Af den samme grund var han trustkompagniernes og den belgisk-amerikanske imperialismes offentlige fjende nr. et.
Selvfølgelig, hvis man med Union Miniére mener Katanga-kompagniets lokale stab, er der intet til hinder for at sige, at Tshombe var deres mand. Ligesom de belgiske statstjenestemænd og officerer repræsenterede disse mennesker moderlandet før Congos selvstændighed, og var som sådan på den anden side af hegnet. Settlerne havde altid kaldt dem “niggerelskere”, det mest hånlige skældsord i deres ordforråd. Men individuelt havde de truffet forberedelser for deres fratrædelse i kolonien, nogle ved at købe en andel af en plantage, andre ved at investere i fast ejendom, osv. Da den navlestreng, der knyttede dem til hjemlandet pludselig blev skåret over, gik de en masse over på settlernes side.
Og hvad mere kunne Union Miniére’s lokale ledere og administratorer forlange? Fra at være de blotte agenter, tvungne til at telefonere til hovedkontoret i Bruxelles, før de tog den mest ubetydelige beslutning, blev de med Tshombe og løsrivelsen af Katanga, fra den ene dag til den anden, kompagniets faktiske ledere. Og når det under Tshombe’s styre var Union Miniére forbudt at udbetale den ringeste dividende, mishagede det ikke disse lokale folk, som ikke havde nogen grund til at berige belgiske aktieejere, men tværtimod al grund til at byde akkumulation af profitter på stedet velkommen, hvad der kunne forbedre firmaets potentiel og derved deres egen position.
Men hvis man med Union Miniére mener den belgiske monopolaktiebesidder, der stod bag Katanga-virksomheden, dvs. den belgiske bank La societé Generale, så bliver tingene helt anderledes. For dem, for belgisk højfinans, og derfor for international imperialisme var Tshombe den mand, der skulle ryddes af vejen, og de sluttede med at angribe ham fysisk – først i 1962-63 i Elisabethville, under de Forenede Nationers troppers flag, for anden gang i 1967 ved at sende anti-Castro cubanske piloter ud for at bombe hans lejetropper i Bukavu, og endelig den tredie gang ved at sende en CIA-agent for at kidnappe ham personligt og udlevere ham til Algier.
Den mand, som den belgiske højfinans bakkede op, i alt fald i starten, var Lumumba. Han blev på alle mulige måder støttet af det belgiske liberale parti, dvs. højfinansens parti. Det var takket være dette parti, at han blev løsladt fra fængsel i Stanleyville i 1958 før udståelsen af en straf for underslæb. Det var dette parti, der hjalp ham, finansielt og på andre måder, med at få dannet Congos nationale Bevægelse (MNC), som skulle komme til at spille så vigtig en rolle i begivenhederne, der fulgte.
Nu i juli og august 1960, blev belgisk kapitalisme stillet over for et fait accompli (fuldbyrdet kendsgerning o.a.) af et brud med Lumumba, som fulgte den lokale hærs mytteri og de andre besværligheder, ophidset af settlerne, som tvang Lumumba og Kasavubo til at appellere om Sovjetunionens hjælp. (7) Så det er muligt, som Eric Rouleau foreslår, at de for en tid lod sig overtale til, når alt kom til alt, at “Katanga for dem, i det mindste midlertidigt, kunne tjene dem som et “fredens tilflugtssted” og en anti-Lumumba bastion”. (8) Den “vestlige” refleks kan have gået forud for andre overvejelser. Hvis dette er sandt, repræsenterede deres attitude kun et kort øjebliks opportunisme. Snart, med neutraliseringen og den fysiske udryddelse af Lumumba, blev Tshombe og hans løsrivelsesstat endnu en gang det vigtigste mål for den imperialistiske offensiv. (9)
Tre gange angreb FN-tropperne, manipuleret af belgisk-amerikansk imperialisme, Elisabethville med Tshombe og hans regime. To gange blev de slået tilbage, den tredie gang kæmpede de sig igennem … Og der er objektiv sandhed, der står fast, over vore analyser, vore bøger og vor mentale forvirring: fondsbørsen. Hver gang FN-tropperne angreb Elisabethville, steg Union Miniére-aktierne til en markeret grad på markederne i Paris og Bruxelles. Hver gang, angrebet blev slået tilbage, faldt aktierne stærkt. Under den sluttelige offensiv og Tshomberegimets efterfølgende omstyrtelse i januar 1963 steg Union Miniére-aktierne med ca. 50% på 20 dage! (10)
Men militante hvide settlere havde længe før Tshombe prøvet at løsrive sig. Det første forsøg blev gjort i 1946. Det blev undertrykt med hårdhed,
og den belgiske regering gjorde foranstaltninger til at begrænse emigrationen af belgiere til Congo, til koloniorganisationernes vrede. Blandt andre ting pålagde den en tvangsbetaling af et depositum på 50.000 belgiske francs. (Disse forholdsregler var tydeligt utilstrækkelige, da der i 1960 var nok settlere i Congo til at sætte landet i flammer). Fra 1946 til 1960 voksede kolonialist-agitationen, opmuntret af “venstreorienterede” aviser, som stod det Belgiske socialistiske Parti nær, så som L’Avenir Colonial eller Le Stanleyvillois og modsagt af højreorienterede aviser, tæt op af administrationen, af højfinansen og af det katolske Parti, så som Courrier d ‘Afrique eller Echo de Stanleyville. Charles Bonte, en af ekstremisternes mest aktive ledere, rejste rundt i Congo og prædikede frit for antagelsen af den sydafrikanske model.
Konflikten blev uddybet, lige så snart spørgsmålet om Congo’s selvstændighed blev bragt på bane. Som Eric Rouleau siger: “Den belgiske regering afslørede mindst tre sammensværgelser i 1960 der som mål havde Katangas selvstændighed. Konspiratørerne, der var i kontakt med politikere i Nordrhodesia, hentede støtte hos settlerne, så vel som hos en del af den lokale administration og sikkerhedspersonel. De manglede et trumfkort: den belgiske højfinans’ bistand … som forblev resolut “unionistisk”. (11)
Afkoloniserings imperativer
Folk er blevet slået af den lethed hvormed afkoloniseringen skete i Afrika, og de har konkluderet, at imperialismen var ivrig for at eliminere uøkonomiske forpligtelser. Det er rigtigt, at kolonierne ikke var, eller ikke længere var, profitable for moderlandene, og at direkte politisk dominans var blevet en byrde. Men denne negative faktor er ikke nok. Elimineringen af omkostningerne ved direkte administration ville forklare en vis passiv indstilling, men den kan ikke forklare den ekstraordinære hast3hvormed selvstændigheden blev givet i mange tilfælde, specielt med hensyn til Congo. Dette kan kun forklares med et positivt motiv, det vil sige moderlandenes behov for på et bestemt tidspunkt at komme deres egne settlere iforkøbet, som næsten alle steder truede med at løsrive sig og danne hvide stater. Dette er indlysende i Belgisk Congo, hvor det blev pludseligt og koldblodigt bestemt at give det selvstændighed, selvom ingen ventede det før efter 2 eller 3 år. Men med varierende styrke gjaldt samme faktor næsten overalt. (12) Dette var ikke første gang i historien, at imperialistiske lande var nødt til at gøre op med deres egne settlere. Selbourne viste bemærkelsesværdig fremsynethed, da han i 1896 skrev til Chamberlain, at hvad angik Sydafrika, var han mere bange for, at de engelske settlere skulle danne deres egne republikker end for Boer dominans i Transvaal. Hvad der for enhver pris skulle undgås, tilføjede han, var flere Canada’er eller Forenede Stater. Dette betyder selvfølgelig ikke, at Englands modstand mod boerne var sekundær. Gallagher og Robinson har ret, når de siger, at efter Storbritanien okkuperede Capeprovinsen, var deres administration ofte mere pro-Bantu end pro-Boer. (13) Som Demangeon fremfører: “Boernes had mod britisk dominans var stort set forårsaget af engelsk beskyttelse af de indfødte. Det var, fordi de betragtede ophævelsen af slaveriet som utålelig, at flere tusinde boere udvandrede fra Cape kolonien i 1835, idet de startede de store “trek”, der resulterede i grundlæggelsen af Natal, Orange og Transvaal.” (14)
Selvom Bennet argumenterer ud fra en etnisk synsvinkel, bruger han et træffende ordvalg, idet han, under henvisning til Hobson, beskriver den gruppe, der altid har været de tilbagestående folks mest uforsonlige fjende: “Hvis de civiliserede magters regeringer afslog opgaverne, ville de slippe en horde af private eventyrere, slavehandlere, piratagtige handlende, skattejægere og jordspekulanter løs, som, animeret af guldhunger eller magtsyge, ville sætte hele udbytningen uden for offentlig kontrol uden hensyn til fremtiden … Kontakten med den hvide race kan ikke undgås, og den er forholdsvist mere farlig og mere skadelig, når den savner regeringssanktioner og kontrol.” (15) Det samme synspunkt fremføres af L.S. Woolf: “Økonomisk imperialisme har i sig selv skabt betingelser, hvor efter kontrol nødvendigvis må fortsætte … Den europæiske stat er, hvis den forbliver i Afrika, nødvendigvis et instrument for europæernes udbytning af afrikanerne; hvis den trækker sig tilbage, vil den kun overgive den indfødte til en endnu mere grufuld udbytning fra uansvarlige hvide mennesker.” (16)
Hele imperialismens og kolonialismens historie viser helt klart, at modsigelsen mellem tilbagestående folk og den lille hvide settler er den værst tænkelige; og vores vægring ved at optage den i vores klassiske beskrivelser af klassekampen vil ikke eliminere denne “hårdnakkede kendsgerning” som finder rigelig bekræftelse i dag i den blodige konflikt mellem katolikker og protestanter i Irland og i den nådesløse krig i Mellemøsten.
Irland var Storbritaniens første egentlige koloni, som Demangeon igen minder os om. I det 16. århundrede “slår tusinder af englændere … sig ned på land, de har frataget de irske klaner, og anglosaxisk ejendom og udbytning blev erstatningen for det keltiske fællesskab. Den engelske kolonisation af Irland stammer fra denne tid, da den første bølge af britiske emmigranter kom,” drevet fra det engelske landbrug ved hjælp af indhegninger og erstatningen af dyrkning med græsning. Dette er et slående eksempel på den her diskuterede antagonismes uigenkaldelige natur. Efter 4 århundreders sameksistens har de to samfund ikke været i stand til at tage det mindste skridt mod integration. For katolikkerne er Belfast-protestanterne hverken kapitalister eller imperialister, de er stadigvæk settlere. Når protestanterne ikke forlanger løsrivelse, skyldes det indlysende historiske og geografiske årsager. De forlanger dog en høj grad af autonomi, som tillader dem at behandle det undertrykte folk på deres egen måde.
Hvad gælder Israel er det altfor ofte blevet glemt, at hvis dette land repræsenterer et brohoved for imperialismen i den særlige nuværende internationale sammenhæng af antagonisme mellem de to store blokke, er det kun et resultat af specielle forhold. Dets sande natur er at være fuldt af små “hvide” settlere, der spreder sig mere og mere for at kolonisere et underudviklet område. Det er dette, der gør deres konflikt med regionens folk så ubarmhjertelig, selv når de sidst nævnte lever under provestlige regimer, som selv er imperialismens satelliter. På trods af dets unaturlige alliance, bestemt af omstændighederne, med den amerikanske imperialisme, en alliance der ikke er helt så sikker, hvilket den nylige uoverensstemmelse med William Rogers om grænsespørgsmålet viser, er Israel en løsrevet kolonial stat. Dets grundlæggelse var resultat af en lang og blodig kamp mod England, der spillede rollen som det imperialistiske moderland.
Tilfældet Algier skal heller ikke glemmes. Efter FLN var blevet neutraliseret som følge af “slaget om Algier” og den regulære hær var gjort ubevægelig bag de algerisk-tunesiske grænseafspærringer, foregik kampen hovedsageligt mellem Frankrig og de franske settlere samt assimilerede grupper, der – som tidligere nævnt – gik så langt som at true selve den franske stat.
Finansimperialisme eller handelsimperialisme
Hvis denne analyse bliver accepteret, opstår et afgørende spørgsmål: hvorfor modsatte imperialismen sig så voldsomt de hvide settleres løsrivelse? Hvis afkoloniseringen måtte komme, hvilken forskel gør det da, om det var til fordel for den indfødte befolkning eller settlerne?
Ifølge fashionable teorier er imperialismens grundlæggende træk de multinationale selskabers investeringer. Hvis dette var sandt, ville den lille forskel, der måtte eksistere mellem de to slags afkolonisering, være til settlerstatens fordel. Multinationale selskaber investerer meget mere i Canada, Australien, Sydafrika og selv Rhodesia, end de gør i Tanzania eller Uganda. Men jeg tror ikke, at direkte eller portefølje investeringer og kapitalbevægelser i det hele taget udgør imperialismens essens, og dette er, hvad jeg herefter vil prøve at demonstrere. Det afgørende element er handel. På dette niveau gør det en enorm forskel for moderlandet, om det er settlerne eller de indfødte, der overtager magten. En “indfødt” stat kan langt bedre gøres til genstand for udbytning, kommercielt talt, end en hvid stat, uanset hvor stor en handel, der er involveret. Storbritanien kan købe og sælge meget mere i Canada end i Tanzania, men det udbytter Tanzania, hvorimod det bliver udbyttet af Canada. (17) Begge lande er tidligere britiske kolonier. I den ene tog engelske settlere magten, i den anden de indfødte. Resultatet er, at i dag er Canada mindre engelsk end Tanzania (18).
De Gaulle, som var den franske kapitalismes ledende repræsentant, så alt dette klart med hensyn til Algeriet. Hvis “Fransk Algier”s tilhængere havde vundet, ville Algeriet havde været meget mindre fransk, end det endnu er i dag, på trods af de dybe brud som revolutionen og krigen skabte. Det var for at bevare Algeriet så fransk som muligt, at han bekæmpede OAS, præcis som Salan eller Soustelle ville have gjort, hvis de havde været ansvarlige for den franske regering. (19)
Kapitaleksporten
Det spørgsmål, der derfor opstår, er om kapitaleksporten er så afgørende for imperialismen, som de fleste marxister har anset den for at være indtil nu. Kernen i dette argument findes i J. A. Hobson’s teori, som blev bifaldet af Lenin, i alt fald i dens hovedelementer, og senere omformet af Strachy og et antal andre økonomer. Den kan opsummeres således:
På et vist udviklingstrin, er kapitalismen stillet overfor problemet med at reinvestere de profitter, den har ophobet. På den ene side resulterer industriens koncentration i truster, syndikater etc. i besparelser på kapitalen på samme tid, som konkurrencens eliminering eller reduktion har forøget profitterne og derfor øget summen af frisk kapital skabt i hver produktions- eller salgscyklus. På den anden side er indkomstdistributionen i det kapitalistiske system sådan, at massernes konsumption forbliver relativt stagnerende. Dette begrænser de koncentrerede industriers expansionskapacitet og derfor deres evne til at absorbere ny kapital. Kapitalisterne kan ikke længere finde muligheder for at investere deres overskudsprofit i deres egne monopoliserede industrier. Sådan står de i et dilemma. De må enten redistribuere nationalindkomsten gennem øgede lønninger (hvilket ville føre til højere indenlandske investeringer, men lavere profitter) eller bevare det lave lønniveau og den høje profitrate, men finde anden brug for deres overskudskapital. Så den eneste måde at undgå en “blokering” af systemet er investeringer i udlandet. Og dette nødvendiggør imperialistisk beskyttelse, hvilket fører til verdens opdeling. (Lenin tilføjede, at kapitalismens ulige udvikling imellem de store imperiemagter resulterer i en modsigelse mellem det økonomiske potentiales flexibilitet og den politiske strukturs stivhed. På grund af denne må der ske periodiske nyopdelinger ved krig.)
Med den hensigt at bekræfte denne teoris historiske sandhed, identificerede Lenin Englands, Frankrigs og Tysklands udenlandske aktiver i perioden 1870-1914 med kapitaleksporten. Denne identifikation er uacceptabel her. En udenlandsk investering kan forøges ved at reinvestere profitterne, uden der er noget behov for yderligere eksport af kapital. Den kan endog forøges samtidig med en netto kapitalimport til det besiddende land. Dette er hvad der skete i den omtalte periode, som vi senere skal vise.
Lenin opfandt naturligvis ikke alene identifikationen. Mange borgerlige økonomer brugte den før ham, og de bruger den nu med hensyn til nationalregnskabet. Det er da belejligt, og ofte gjort, at inkludere alle udenlandske tjente renter og dividender i nationalindkomsten, hvad enten de er reimporteret eller ej, og at bringe regnskaberne i balance ved at vise renter og dividender reinvesteret på stedet som en netto kapitaleksport. Dette er kun et spørgsmål om terminologi og regnskabsprocedurer, og alle ved, hvad det betyder.
De internationale investeringers akkumulation
Men når spørgsmålet drejer sig om at bekræfte en imperialismeteori baseret på den indenlandske kapitalakkumulation, som det her drejer sig om, forandrer tingene sig radikalt. Fordi, mellem en situation, hvor kapital skabt indenlands investeres udenlands, og omvendt en situation hvor dele af profitten skabt udenlands reimporteres og forbruges indenlands, resten reinvesteres på stedet, er den samme forskel som mellem enten at producere mere end man kan konsumere eller at konsumere mere end man faktisk producerer. Og det bliver helt uantageligt at forklare imperialistisk ekspansion ved den første situation, når tallene, man citerer viser, at den virkelige situation er nøjagtig den modsatte.
De største kapitalistiske landes udenlandske investeringer i millioner pund sterling. (20)
|
ÅR |
UK |
FRANKRIG |
TYSKLAND |
USA |
|
1870 |
1.006 |
513 |
nær 0 |
nær 0 |
|
1885 |
1.602 |
678 |
390 |
nær 0 |
|
1900 |
2.485 |
1.068 |
986 |
103 |
|
1914 |
4.004 |
1.766 |
1.376 |
513 |
Hvis vi begrænser os til de to, lande, der bedst repræsenterer den såkaldte investeringsimperialisme gennem denne periode – England og Frankrig – vil vi se, groft sagt, førstnævntes investeringer forøges i løbet af 44 år fra en til fire milliarder og sidstnævntes fra en halv til en tre kvart milliard. Med andre ord, Englands multipliceres med fire og Frankrigs med tre en halv. Men hvis den kendsgerning tages i betragtning, at Frankrig efter 1871 var nødt til at afvikle dele af sine udenlandske aktiver for at betale Tyskland den berømte krigsskadeerstatning på 5 milliarder franc, det vil sige 200 millioner pund, kan man sige at vækstraten for disse landes udenlandske investeringer mellem 1870 og 1914 var påfaldende ens, hvilket vil sige 400% i løbet af 44 år.
Nu er det indlysende, at for at opnå dette resultat, er der intet behov for frisk kapital overhovedet. Ikke alene ville reinvesteringer af profitter være tilstrækkeligt, men det ville normalt overstige det ønskede beløb med en bred margin. Med 5% vokser en kapital på 44 år med over 850% og med 4% med over 560%. 4 eller 5% (oftere fem end fire – eller endog et endnu højere tal) er de procentsatser, der almindeligvis er antaget af de folk, der har studeret spørgsmålet, som Giffen, Hobson, Lenin, Frankel, Feis, Seyd, Beaulieu, Léon Say, R. L. Nash, Nogaro osv. De nævner enten udtrykkeligt disse procentsatser eller bruger dem indirekte ved at give et beløb for de financielle indkomster og investeringsbeløbet i et givet år. Hvis man godtager selv det laveste tal 4% finder man, at hvis England havde ladet den milliard pund det havde investeret i 1870 stå, ville disse udenlandske aktiver i 1914 have beløbet sig til omkring 5,6 milliard pund, hvis der ikke var blevet tilføjet nogle eksporterede midler eller fradraget nogle reimporteret midler. Da de kun beløb sig til 4 milliarder, må man nødvendigvis konkludere, at ikke alene “eksporterede” England ikke kapital i denne periode, men det “importerede” den.
Men der er ingen grund til at bruge en mere eller mindre hypotetisk procent. Vi har nu de nøjagtige tal for Storbritaniens årlige nationalregnskaber for den undersøgte periode, såvel som delvise, men betydningsfulde tal for Frankrig. For Storbritanien er det tallene fra C.K.Hobson (ikke at forveksle med J.A.Hobson, forfatteren til “Imperialismen”) men fremfor alt Cairncross’ meget mere præcise og pålidelige tal. (21) Hobsons statistik ender i 1912. Ved at lægge dem sammen finder man, at fra 1870 til 1912 viste Englands handelsbalance, som var konstant negativ, for varer – inklusive guld og sølv – ialt et importoverskud på 5.517.1 million pund. Hvis vi interpolerer gennemsnitstallene for de sidste fem år, har vi i 1914 et importoverskud, i afrundet beløb, på ialt 5,8 milliarder. Fra denne må vi selvfølgelig trække servicesektorbalancen, der er positiv. Overskuddet på denne balance var i 1912 4.071.2 millioner pund. Hvis vi fortsætter på samme måde som for underskuddet på handelsbalancen, har vi i 1914 et samlet beløb på 4,3 milliarder pund.
Derfor forbliver der et endeligt underskud på 1,5 milliarder, som England kun kunne dække ved at bruge en tilsvarende del af dets udenlandske indtægt, idet den anden del måtte blive og akkumulere. Dette betyder ikke alene at fra 1870 til 1914 eksporterede England ingen ny kapital, men at det derimod trækker på sine udlandske aktiver for at dække sit samlede betalingsbalanceunderskud. Ifølge Hobsons tal beløber disse udtog sig til 1,5 milliarder pund, hvilket ikke er langt fra de formodede 1,6 milliarder pund, der var beregnet på basis af et anslået udbytte på 4 procent.
Hobsons tal er dog temmelig ugunstige for min teori af 2 grunde:
a) han medregner ikke de penge brugt af englænderne, der rejser i udlandet, som ikke er dækket af almindelige bankoverførsler. Disse udgifter ville have forøget handelsbalanceunderskuddet.
b) Blandt den engelske eksport af serviceydelser beregner han “udgifterne til den indiske regering i dette land”, det vil sige det indiske administrationsapparats medlemmers løn udbetalt ved fordringer på London banker. Men selv hvis man accepterer den (på en måde morsomme) tanke, at England leverede Indien “gode regerings ydelser”, er det tvivlsomt om disse “ydelser” kan blive inkluderet i Englands (synlige eller usynlige) nationalprodukt. Og, som vi allerede har haft lejlighed til at gentage, dette er, hvad der er spørgsmålet her: det vil sige, om den hjemlige produktion i den undersøgte periode virkelig tenderer mod at overstige forbruget og derfor fremkalder en kapitaleksport.
Cairncross reviderede omhyggeligt alle Hobsons tal et efter et, og det samlede resultat, han nåede frem til, adskiller sig kun på et par ubetydelige punkter. Hans statistik stopper i 1913 istedet for 1912. Hans totale overskud af de importerede varer over de eksporterede op til 1913 er 5.507,9 millioner pund; tallet for 1912 er 5.363 istedet for Hobsons 5.517. Men han medregner bevægelserne for møntet og umøntet guld seperat, hvilket giver et importoverskud på 125,5. Additionen af de to summer, giver 5.488,5 for Cairncross mod 5.517,1 for Hobson, det vil praktisk talt sige samme beløb. Alle andre forskelle mellem de to talsæt er af samme størrelsesorden. Det endelige resultat fra hans tabel nr. 40 (p. 180) kan fremstilles som følger:
Samlet for perioden 1870-1913 i mill. £
| Overskud af importerede varer | 5.507,4 | |
| Overskud af importeret møntet og umøntet guld | 137,4 | |
| Samlet underskud på varehamdel | 5.645,3 | |
| Overskud på servicesektor balancen | ||
| Indtægt fra handelsflåden | 2.608,8 | |
| Andre skjulte | 1.457,8 | 4.066,4 |
| Samlet underskud (1870-1913) på betalingsbalancen for varer og tjenesteydelser dækket ved udtog af indtægt fra udenlandske investeringer | 1.578,9 |
Dette er ikke langt fra de 1,5 mia. pund, som fremkom ovenfor på basis af Hobsons’s tal og de 1,6 mia., som fremkom, når renters rente blev beregnet. Tallene ville være endnu nærmere hinanden og endog en lille smule større, hvis det ikke var fordi året 1914 blev beregnet ved ekstrapolation af Hobson’s tal og af den beregnede rentes rente, men at dette år mangler hos Cairncross. På den anden side er vi umiskendelig på den modsatte pol af “dilemmaet” rejst af teorien om investeringsimperialismen.
Selvom den franske statistik for den samme periode ikke er så udførlig, viser alt – en lignende rate for akkumulation af aktiver, vedvarende handelsbalance underskud – at vi står overfor det samme fænomen, d.v.s. en netto import af kapital. (22) Hvilke forskelle, der måtte være, er ikke tilstrækkeligt til at forandre retningen af strømmen. Langt fra at eksportere deres overskudskapital, drænede de to vigtigste imperialistiske lande – og Tyskland med, i hvert fald fra 1900 – dele af kapitalen fra resten af verden, alene ved at reimportere indkomsten fra tidligere investeringer, og dette uden at medregne handelsudbytning og bytteforhold. Langt fra at blive hæmmet af deres begrænsede forbrug, forbrugte de en del af andres produkt.
Så meget om den berømte anden periode af imperialismen, fra 1870 til 1913. Men hvad med den tidligere periode? Før 1870, er situationen mere usikker. Statistiken er mere sparsom og mindre pålidelig, og overslagene mere divergerende. Keynes gik så langt som til kategorisk at fornægte nogen netto eksport af kapital siden ….. 1580, da dronning Elizabeth investerede Drake’s formue i Levant Company og senere brugte profitterne til at grundlægge East India Company! (23) Men en ting synes sikker. Hvis der har været nogen kapitaleksport, uanset hvor lille, har det været før 1870. Den mest sandsynlige ser ud til, at der var en lille kapitaleksport mellem 1800 og 1850 eller 1855, og at situationen ændredes radikalt derimellem og 1870. I alle tilfælde var Englands handelsbalance positiv indtil 1824; og man kan med sikkerhed sige, at der på den tid var en eksport af kapital, hvor stor den så har været. Efter 1824 blev handelsbalancen negativ, men dette retfærdiggør ikke den konklusion, at der skete et, omslag i strømmen, da de “usynlige” poster meget vel kunne mere end kompencere for nogle få år og skabe en positiv betalingsbalance. (24) Det er derfor meget vanskeligt at fastslå “omslaget” præcist; men det kom et eller andet sted i midten af århundredet.
Den traditionelle teoris svagheder
Det kunne fremføres, at det dominerende element i finansimperialismen ikke er netto kapitaleksporten, men niveauet af udenlandske investeringer, uanset deres kilde, hvad enten den er indenlandsk eller udenlandsk. Men i det tilfælde, må alle vores godkendte ideer om imperialismen revideres.
1) Imperialismen har da intet at gøre med en indenlandsk “overmodenhed” af kapitalismen, som medførte eksport af kapital. Grundlaget for imperialistisk ekspansion ville hverken være overakkumulation af kapital eller overproduktion af varer.
2) Hvis udenlandske investeringer var en væsentlig, hvis ikke den væsentligste dimension af imperialismen, ville vi være tvunget til at indrømme at engelsk og fransk imperialisme var blevet svækket siden 1914, idet niveauet af deres udenlandske investeringer faldt progressivt efter dette tidspunkt indtil de blev en ubetydelig størrelse sammenlignet med 1914 tallene.
3) At sige, at den Nord-Amerikanske imperialisme har overtaget investeringsrollen vil ikke redde teorien, da det nuværende beløb for US-investeringer og selv det samlede beløb for alle de fremskredne kapitalistiske lande lagt sammen er en ubetydelig mængde sammenlignet bare med Englands investeringer i 1914, og en absolut ubetydelig mængde sammenlignet med de fire fremskredne kapitalistiske landes investeringer i 1914.
For at tage de højeste overslag, er USAs samlede nuværende investeringer på 70 mia. dollars. Dette ser ud som en enorm sum. Men Englands 4 mia. guldstøttede pund af 1914 er, ifølge de mest konservative beregninger, 40 mia. værd af vore dages papirpund. Det er lig 96 mia. af vore dages dollars, d.v.s. allerede en anselig højere sum, i absolutte tal, end USA’s investeringer i dag. (25) Men en sammenligning i absolutte tal mellem et England med 45 mill. indbyggere på 1914’s økonomiske niveau, og et Amerika med over 200 mill. indbyggere på 1970 niveauet, har kun lidt mening. Disse investeringer må undersøges i lyset af nationalindkomsten i de investerende og måske også de modtagende lande. Vi finder da, at England’s akkumulerede investeringer i 1914 repræsenterede noget lignende som to gange dets årlige nationalindkomst, hvorimod USA’s nuværende akkumulerede investeringer kun repræsenterer en ellevte- eller tolvtedel af dets årlige nationalindkomst. Hvis modtagerlandenes nationalindkomst blev taget i betragtning, ville resultatet blive af lignende størrelsesorden.
Sluttelig, hvis man sammenligner de totale investeringer fra alle de imperialistiske lande i 1970 og i 1914, vil dem fra 1970 falde endnu værre ud, da England’s 4 mia. i 1914 må lægges sammen med de 3,6 mia. fra de andre tre investerende lande: Frankrig, Tyskland og USA. Hvorimod der idag ikke er meget at lægge til de 70 mia. fra USA. Hvad er da meningen med i dag at lægge så meget vægt på udenlandske investeringer for at forklare imperialismen (og selv en vis amerikansk “superimperialisme”) selvom England for et halvt århundrede siden gjorde det tyve gange bedre og alle de fremskredne kapitalistiske lande tilsammen omkring tredive gange bedre?
4) I alle tilfælde er der – hvadenten imperialismens vigtigste symptom er den aktuelle eksport af kapital eller kun niveauet af de udenlandske investeringer – ingen mulig forbindelse mellem akkumulationen af disse investeringer fra 1870 til 1914 og imperialisternes territoriale ekspansion i den samme periode. Denne ekspansion tog form af delingen af Afrika, nedbrydelsen af det Ottomaniske Imperium og fuldendelsen af erobringen af Indokina. Men igennem den undersøgte periode, og selv efter den, blev disse nye territorier totalt negligeret af investorer. Og bortset fra mineområderne i Sydafrika, Rhodesia og Katanga, hvor grunden til investering ikke var placering af overskudskapital, men behovet for visse vigtige produkter, var investeringerne i territorierne erhvervet under det imperialistiske “kapløb” praktisk taget nul.
Her er den geografiske fordeling af britiske investeringer i 1914:
| Offentlige Investeringer | I mill. pund |
| Canada | 514,9 |
| Australien og New Zealand | 416,4 |
| Sydafrika | 370,2 |
| Indien og Ceylon | 378,8 |
| Andre kolonier | 99,7 |
| USA | 754,6 |
| Argentina | 319,6 |
| Brasilien | 148,0 |
| Resten af Latinamerika | 289,0 |
| Rusland | 110,0 |
| Resten af Europa | 108,6 |
| Japan | 62,8 |
| Resten af verden | 190,7 |
| 3.765,3 | |
| Private investeringer | 250,0 |
| 4.013,3 |
Hvilke investeringer på denne liste berører den region vi er interesseret i her. Meget få. Dele af de 99,7 mill under “andre kolonier”, dele af de 190,7 under “resten af verden” og dele af de 250 “private investeringer”.
I Frankrigs tilfælde var 30 ud af 45 mill. francs investeret i Europa og 15 i de tre andre kontinenter – Asien, Afrika og Amerika – tilsammen. Afrikas
andel var ikke stor, og hvis man fratrækker de 4,5 milliarder investeret i Ægypten, Suez og Sydafrika med et specielt formål, og ikke som en simpel finansiel operation, bliver de afrikanske koloniers andel ubetydelig.
Sluttelig, hvis vi betragter de samlede investeringer i Afrika (udeladende Sydafrika, Rhodesia og Katanga) fra alle de kapitalistiske lande tilsammen i 1936, får vi følgende tabel (26):
| I mill. pund | |
| Nigeria | 75,0 |
| Guldkysten | 35,0 |
| Sierra Leone | 3,4 |
| Sudan | 43,4 |
| Kenya-Uganda | 46,4 |
| Tanganyika-Zanzibar | 52,0 |
| Fransk Equatorial Afrika | 21,3 |
| Fransk Østafrika | 30,4 |
| Togo-Camerouns | 18,6 |
| Angola | 32,0 |
| Mozambique | 35,0 |
Med andre ord, ialt 392,1 mill. pund som repræsenterer 2,3% af de samlede udenlandske investeringer fra alle kapitalistiske lande i 1936. Og selvom man tillægger Sydafrika, Rhodesia og Katanga, når denne procentandel kun 7,4%. Crouzet har ret i at sige, at det påståede behov hos investorer for at finde muligheder for placering af overskudskapital har meget lidt at gøre med delingen af Afrika.
5) På samme tid, som han fremførte teorien om overskudskapitalens søgen efter placering i udlandet, fremkom J. A. Hobson med teorien om “overmodenheden”, som skaber en parasitkapitalisme og en “Rentier stat”. Lenin brugte denne teori i hans “Imperialismen”. Men de to forestillinger er selvmodsigende. Ifølge den første er kapitalismen ikke i stand til at bruge sit eget overskud og investerer dele af det udenlands. Ifølge den anden får kapitalismen det hele til at løbe rundt ved hjælp af et overskud, som kommer ind fra resten af verden. Det kan ikke engang påstås, at den første situation nødvendigvis går forud for den anden, heller ikke at den sidste er den logiske følge af en overmodenhed, som Lenin kaldte “det sidste stade” og Bukharin “forrådnelsen” af kapitalisme. (27)
Efter endnu et halvt århundrede af fortsat “modning” er både de ubeskæftigede rentierer og “kuponklipperne” forsvundet, i England såvel som i Frankrig og det er de aktive, direkte investerende kapitalister, som har overtaget deres plads på Promenade des Anglais …. Hvis produktionsstaten, under visse historiske betingelser bliver rentierstat, så bliver rentierstaten igen produktionsstat under andre betingelser (særligt når der ikke er flere kuponner at klippe). Uden at give nogen som helst advarsel, genvinder kapitalismen sin ungdom og vitalitet efter sin “rådnen”, og et efter et viser de elementer, som Marxismen i perioder har regnet for at være struktuelle, sig kun at være historiske.
Konklusioner
Betyder det at dilemmaet: omfordeling af indkomst eller overproduktion, aldrig har eksisteret? Nej, det er altid latent i kapitalismen, og det bliver åbenbart under visse forhold. I England, var det faktisk relativt ligeså stærkt før 1870 som efter. Efter 1870 hjalp fagforeningernes kamp og forhøjelsen af lønningerne den fremskredne kapitalisme ud af dette dilemma, i hvert fald til en vis grad. Dette betyder dog ikke, at et tilbagefald ikke kan forekomme igen i fremtiden.
Når dette dilemma opstår, leder det ikke til forsøg på at afsætte kapital, men til at afsætte varer. Marx forklarede dette meget fint, da han sagde, at overproduktion af kapital i sidste instans ikke betyder andet end overproduktion af varer. Men hvis den nye kapital allerede er skabt, er produktet allerede solgt, i hvilket tilfælde der hverken er overproduktion eller mangel på investeringsmuligheder. Ingen har nogen sinde haft besvær med at anbringe sin kapital.
Alligevel kan der ske det, at behovet for at sælge produkter tilskynder kapitalismen til at eksportere varer udover sin kapacitet til at importere andre varer, idet det eksporterende land er parat til, hvis nødvendigt, at lade overskuddet forvandle sig til udenlandske aktiver. Det er da på dette tidspunkt, at eksporten af kapital forekommer, som en afledet form af overskudseksporten af varer, selv når kreditterne går forud for salgene og forårsager dem. Det er derfor, ideerne efter Marx om en eksport af kapital, som får forrang over eksporten af varer, ikke giver nogen som helst mening. (28) Det er en helt anden ting at sige, at eksporten af kapitalvarer i visse perioder tager overhånd over eksporten af forbrugsvarer. Dette er korrekt, men det er stadig et spørgsmål om eksport af varer.
Det er ikke eksporten af kapital, der forhindrede udviklingen af tilbagestående lande, og Marx havde i teorien ret, da han forudså at Indien ville blive et kapitalistisk land ligesom England. (29) Det er tværtimod afbrydelsen af denne eksport og omslaget af strømmen, der er skadelig for de underudviklede lande. Dette omslag sker, når renteydelser af tidligere gæld overskrider tilførslen af ny kapital, og når desuden det lille overskud, der er blevet produceret på stedet, bliver sendt udenlands af lokale kapitalister og investeret i de udviklede lande. Den vigtigste faktor i denne situation var den anselige stigning af massernes levestandard i de store kapitalistiske lande som følge af en særdeles vellykket reformistisk kamp af de arbejdende klasser, som Marx ikke kunne have forudset.
Dette betyder ikke, at tildeling af denne fremmede kapital er det bedste for den nationale økonomi i de underudviklede lande set ud fra specialiseringens og den internationale arbejdsdelings synspunkt. Men hvis de underudviklede lande ikke kan gøre den mest ønskelige brug af disse investeringer, er det ikke på grund af nationaliteten af den involverede kapital, men på grund af modtagerlandenes særlige strukturer, og især deres lokale markeders snævre grænser – som skyldes de lave lønninger – sammenlignet med markeder og lønninger i de udviklede lande. (30) Uanset om den er national eller international, søger kapitalen profit, og den opfører sig på den samme måde.
De folk, der lægger eftertryk på modbydeligheden i de fremmede investeringer og multinationale selskaber er derfor komplet ude af føling med realiteterne i de underudviklede lande, siden alle kapitalistiske under- eller semi-udviklede lande, uden undtagelse, og selv nogle “socialistiske” lande i Østeuropa, gør deres yderste for at fastsætte investeringsformler og øge fritagelserne og privilegierne, som bliver givet for at tiltrække fremmed kapital.
4) Internationale antagonismer kan ikke altid automatisk reduceres til klassekampstermer. Vi må gå fra fabriksantagonismer til nationale antagonismer. På dette niveau er der ingen fælles målestok mellem på den ene side modsigelserne mellem den internationale storkapital og de underudviklede folkeslag og på den anden side den totale slavebinding og endog fysiske udryddelse nogle af disse folk trues af fra den egentlige kolonialisme, som udøves af de hvide settlere og deres stat, hvor de eksisterer.
Noter
1) Duplikat af C. Coquery-Vidrovitch: “De L’Imperialisme Ancien a L’Imperialisme Moderne: l’Avatar Colonial.”
2) Africa and the Victorians,London 1963, s. 17.
3) John Strachey, End of Empire,London 1961. Henri Brunschwig, Mythes et Réalités, Paris 1960. Francois Crouzet, “Commerce et Empire”, Annalec nr. 2, marts-april 1964.
4) The Theory of Capitalist Development, New York 1942, s. 303.
5) Ingen af disse områder, ej heller nogle af dem som blev erhvervet i denne imperialismens anden periode (som er blevet kaldt “investeringsimperialisme”), var udsøgte områder for finanskapitalismen. Desuden kunne England, som var spydspidsen i det koloniale slagsmål, næppe siges at være et land af karteller og andre former for kapitalistisk koncentration, specielt på den tid. Tværtimod, siger Sombart, disse fænomener kan observeres i visse lande som Schweiz, som ikke viser nogen tendens imod imperialistisk ekspansion, med eller uden politisk dominans. (L’Apogée du capitalisme, Paris 1932, bd. I, s. 90).
6) Udtryk brugt af Coquery-Vidrovitch for at beskrive imperialismens koloniale fase.
7) Denne appels ægthed er på ingen måder sikker. Ifølge Kamitatu, som på den tid var præsident for Kinshashas provinsregering, var det berømte telegram fra juli 1960, som påstås at anmode om en øjeblikkelig militær intervention mod de belgiske troppers aggression, simpelthen et bedrageri. Ifølge ham var det kun et udkast til en besked, som aldrig blev sendt, udfærdiget af en overivrig kollaboratør; Damien Kandolo, Lumumbas privatsekretær, stjal senere teksten og overgav den til sine venner Mobuto og Bamboko, som så overbragte amerikanerne den (jf. Cléophas Kamitatu, La Grande Mystification du Congo-Kinshasha,Paris 1971, s. 56).
På den anden side, hvad der er helt sikkert er, at Lumumba, før han henvendte sig til russerne, havde appelleret til amerikanerne, som ikke svarede. Endelig var der den officielle anmodning til FN med dens fatale konsekvenser for Lumumbaregeringen.
8) Le Monde, 7-8. januar 1962.
9) Misforstå mig ikke. Den kendsgerning, at Tshombe blev angrebet af finansimperialismen betyder ikke derfor, at han spillede en historisk progressiv rolle. Tværtimod betyder det, at denne rolle i et enestående historisk sammentræf, blev spillet af den internationale højfinans. Tshombe personificerede trusselen om komplet slavebinding og sandsynlig fysisk udryddelse, der dengang hang over det congolesiske folk – og som stadig hænger over det sorte Afrika som helhed. Denne trussel kommer fra de hvide settlere. Til sammenligning repræsenterede den internationale højfinans, som bekæmpede Tshombe, og repræsenterer stadig, det mindre onde for den del af Afrika.
Denne forklaring er nødvendig, fordi ved en tidligere repræsentation af mine teser i Paris, bebrejdede en diskussionsdeltager mig for at fremstille Tshombe som den “gode mand” og Lumumba som forrædderen. Jeg ved ikke, hvilken del af min tekst, der kan have forårsaget en sådan misforståelse – hvorefter jeg skulle have sagt det stik modsatte af, hvad jeg mener. Tshombe var helt enkelt den fuldstændige forrædder. Lumumbas tilfælde er mere komplekst. I mangel af reelle sociale klasser bliver staten, kunstigt konstrueret og sat sammen, et mål i sig selv. Politiske partier bliver kliker og partiledere stammehøvdinge. Lumumba var en sådan. Men der var intet forrædderi i en alliancepolitik over for højfinansen for at modstå settlernes stigende pres. Under de givne omstændigheder var det det congolesiske folks vitale interesse, dets eneste mulige redning.
Det blev mig også foreslået, at selv om, under bestemte betingelser, finanskapitalen forekom at være det mindste onde og de hvide settlere fjende nr. et, er det kun et kortsigtet valg. Mit svar er enkelt: når det er et spørgsmål om fysisk overlevelse, er der ingen lang frist.
10) Her er markedspriserne på Pariser-børsen, hvorUnion Miniéreaktierneer stærk efterspurgte, og hvor den intensive voldgift praktisk talt opretholder kurserne på linie med dem på Bruxelles Børsen. Efter indtagelsen af Elisabethville af FN-tropperne, steg aktierne fra 110 til 117. Den følgende dag, d. 4. januar 1963, efter bekendtgørelsen af Jadotvilles indtagelse og til trods for den påførte materielle skade og afbrydelsen af de lokale mineaktiviteter, steg de til 121. D. 10. januar 1963 steg de til 125, selv om mineinstillationerne ved Kolwezi og den hydroelektriske spærredæmning var mineret af lejetropperne. D. 16. januar 1963, da Kolwezi-minerne og spærredæmningerne stadig var truet, steg Union Miniéreaktierne fra 125,5 til 132,9 efter bekendtgørelsen om Tshombes overgivelse. D. 18. januar 1963 steg de til 140, skønt trusselen om sabotage stadig varede ved. D. 21. januar 1963 invaderede FN-tropperne Kolwezi, som var Tshombes sidste bastion. Aktierne steg til 150. Den følgende dag stod de stille ved 160.
11) Le Monde, d. 9. januar 1963.
12) I.de Staercke, generalsekretær i den belgiske katolske arbejdsgiverforening, vidste, hvad han talte om, da han allerede i 1959 skrev: “Det, der må gøres, er at lede Congo mod uafhængighed i god orden og forståelse med Belgien. Hvis det, for at varetage denne orden og forståelse, er nødvendigt at give selvstændighed lidt før det er teknisk ønskeligt, skal vi ikke tøve med at gøre det”. Den af I. de Staercke omtalte “orden” blev truet af settlernes konspiration. I andre tilfælde var det omvendt den samme frygt for settlerne, der tilskyndede moderlandene til at klynge sig til deres kolonier og udskyde selvstændigheden. De franske kommunister så for eksempel denne fare for løsrivelse, da de tog del i den første efterkrigsregering og havde betroede poster i den koloniale administation. Blandt andre har Suret-Canale givet et rammende svar til dem, der bebrejdede det franske kommunistparti for ikke at have fremført uafhængighedstanken på den tid, idet han pointerer, at i manglen på nogen politisk struktur hos den indfødte befolkning, ville uafhængighed betyde løsrivelse og skabelse af hvide stater som Sydafrika eller Rhodesia.
13) op. sit. s. 53.
14) Albert Demangeon: L’Empire Britannique. Paris 1923, s. 217. Det var bestemt ikke for humanistiske grunde, at det imperialistiske England modsatte sig de lokale settlere så voldeligt. De protestantiske missionærers kampagner for “Bantu-folkets beskyttelse” var bestemt et vildledende påskud for at retfærdiggøre den engelske imperialismes politik med at bruge magt mod boerne, hvilket i sig selv var bestemt af økonomiske årsager. Men dette retfærdiggør ikke Lenin for så brændende at gøre sig til talsmand for boernes sag mod England i 1900, og det samme gælder for Mao Tsetung’s støtte til Biafra’s løsrivelse i 1969.
15) George Bennett: The Concept of Empire. London, 1962 s. 376.
16) Empire and Commerce in Africa. London 1920 ss. 334-5, 356-8.
17) Jeg håber dette er blevet tilstrækkeligt demonstreret i min bog Unequal Exchange (London 1972) . Det er ikke muligt at diskutere denne teori her.
18) Jeg har valgt Tanzania som det mest ufordelagtige eksempel for min teori, siden dette land har indtaget en neutralistisk holdning, der gør det relativt fritstående fra den vestlige verden. Hvis jeg havde valgt Kenya eller Uganda, ville sammenligningen være meget mere rammende. Disse to lande er forblevet så engelske, som man kan ønske. De køber engelsk, tranporterer engelsk, forsikrer engelsk og opererer gennem engelske banker. Dette er ikke tilfældet for Australien og New Zealand, selvom de har været koloniseret af det reneste engelske menneskemateriale, og det er endog endnu mindre sandt i tilfældet Canada, der idag er mere amerikansk end noget.
Skønt L. Woolf forenkler det noget, og skønt han kun behandler forskellene i etableringen af europæiske firmaer og kapital i perioden før tanken om løsrivelse opstod, så kommer han tæt ind på det egentlige problem i sin kommentar til William Mackinnon og Chamberlain deklaration om, at de erhvervet områder skulle bruges som råstof reserver for den britiske industri. Han siger: “Nu er dette kun muligt der hvor, som det er tilfældet med palmekærner som på Afrikas vestkyst, råvarer bliver produceret af indfødte. Hvorimod der de stederhvor, som i Østafrika, råmaterialerne produceres af britiske kapitalister, plantageejere og aktieselskaber, sker det, at disse den europæiske stats statsborgere sørger for ikke at blive hindret i at sælge deres produkter, hvor de får den højeste pris”.
19) Fornyligt – den 24. marts 1971 – erklærede general Salan i et interview med Radio Luxemburg, at den franske tilstedeværelse han ønskede i Algier var “som Rhodesia, men uden apartheid”. Hvilket er overordentligt naivt! For hvis hans Algier ikke var mere fransk, end Rhodesia er engelsk, hvordan kan han da være overrasket over, at Frankrig afslog det?
20) S. H. Frankel: Capital Investment in Afrika. Oxford 1938, s. 6. Dette er de tal, der nu anses for de mest pålidelige. Lenins tal er ikke meget anderledes, men som han selv forklarer, er de kun tilnærmelser. For eksempel giver han i 1914 75-100 milliarder franc, det vil sige 3-4 milliarder pund, hvilket er for “stort et span” til eksakte kalkulationer. Da hans bog er skrevet i den første del af 1916, havde han sandsynligvis kun overslag til sin disposition, ikke egentlig statistik. I alle tilfælde, hvis vl godtager Frankels tal på 4 milliarder pund, så tager vi Lenins øverste grænse, og derfor det tal, der er mest fordelagtigt for den teori, vi ønsker at gendrive.
21) C.K.Hobson: The Export of Capital. London 1914, ss. 170-204. A.K.Cairncross: Home and Foreign Investment 1870-1913. Cambridge 1953, ss. 176-80.
22) Frankrigs kumulative handelsbalanceunderskud fra 1875 til 1913 var 25.187 mill francs, dvs. omkring 1 milliard £.
23) J. M. Keynes, Essays in Persuasion, London 1930.
24) Dette er Francois Crouzets mening, L’Economie du Commonwealth, Paris 1950.
25) Den brugte vekslekurs er den som var gyldig tidligt 1971, før den sidste devaluering af dollaren.
26) S. H. Frankel, Capital Investment in Africa, side 158.
27) Mærkelig “forrådnelse”, som sætter ind før døden, som Lucien Laurat bemærker!
28) Hvis ikke nogle marxister havde en uheldig tendens til at “forbigå” den politiske økonomi i stedet for at “gå udover den”, ville de ikke have glemt det elementære udsagn, at eksport af kapital ikke er andet end eksport af ubetalte varer. Ingen anden materiel måde findes for overførsel af kapital mellem lande.
29) Lenin var af den samme opfattelse, da han skrev: “Kapitaleksporten påvirker den kapitalistiske udvikling i importlandene, idet den fremskynder den overordentligt. Medens derfor eksporten af kapital til en vis grad kan have tendens til at hæmme udviklingen i de kapitaleksporterende lande, så kan den kun gøre det ved at udvide og uddybe den videre udvikling af kapitalismen i hele verden.” (Udvalgte værker bind 6 side 120-121)
30) Det spørgsmål er også blevet detaljeret behandlet i Unequal Exchange (op. sit.) og kan ikke yderligere diskuteres her.
