Denne måned vil vi mindes martyrerne fra Tel al Za’atar. Selvom dens huse er ødelagt, og de fleste folk er dræbt, står Tel al Za’atar som et monument for palæstinensisk udholdenhed overfor fascistisk folkedrab.
Tel al Za’atar-lejren blev oprettet i 1950. De fleste indbyggere i lejren var palæstinensere, der blev fordrevet fra deres hjem og jord i 1948 af zionist-styrkerne, da den koloniale stat “Israel” blev oprettet i Palæstina. Disse folk blev forflyttet til et industriområde i det sydøstlige Beirut, hvor der befandt sig 29 % af Libanons fabrikker og 23 % af den totale libanesiske kapital, investeret i industri, og hvor 22 % af alle industriarbejdere boede.
Som i de fleste palæstinensiske lejre var de økonomiske og sociale forhold i Tel al Za’atar dårlige. 90 % af folkene, der boede dér, var fattige arbejdere. Som følge deraf blev revolutionens opmærksomhed henledt på den med henblik på at rekruttere folk. Befolkningen i lejren led under politisk forfølgelse og økonomisk udbytning fra de libanesiske kapitalister og deres repræsentanters side. Denne skæbne delte de med 90 % af den libanesiske befolkning.
I halvtredserne og især under borgerkrigen i 1958, blev lejren terroriseret af det libanesiske politi og Chamouns og falangisternes fascistbander. Den grove repression kan ses af følgende regulativer, der blev håndhævet i lejren:
- Det var forbudt at diskutere politik, selv den palæstinensiske sag var tabu.
- Det var forbudt at modtage gæster uden politiets tilladelse.
- Det var forbudt at flytte fra en lejr til en anden uden officiel tilladelse.
- Det var forbudt at gå omkring i lejren efter kl. 21.
- Det var forbudt at samles i grupper på mere end fem.
- Det var forbudt for palæstinensere at reparere eller udvide deres huse.
Desuden blev palæstinenserne udbyttet af fabriksejerne. De havde ingen ret til social eller sundhedsmæssig sikkerhed. Ejerne kunne afskedige dem uden grund, da palæstinenserne ikke var beskyttede af arbejderloven. For at undgå denne lov ansatte de libanesiske kapitalister ofte palæstinensiske kvinder og børn til daglige ti-timers skift til mindre end minimumslønnen.
De reaktionære styrker forbød masserne at bære våben for at undgå en opstand. Efter 67-krigen bad folkene i Tel al Za’atar den libanesiske hær om militær træning for at kæmpe mod den israelske hær, men deres forespørgsel blev ikke besvaret. Senere blev mange folk hemmeligt trænet og bevæbnet af den palæstinensiske modstandsbevægelse.
I 1969 var masserne stærke nok til at befri lejren fra det libanesiske politi. Revolutionen kunne derefter åbent give militær træning til mænd og kvinder i lejren. Denne sejr, som også anerkendte modstandsbevægelsens tilstedeværelse i det sydlige Libanon, truede de reaktionære styrker, som søgte nye midler mod den stigende organisering af masserne. Fascisterne angreb den palæstinensiske revolution i 1969 og lagde en fælde for et ubevæbnet palæstinensisk begravelsesoptog i 1970 i Kahale, hvor de dræbte 17 personer. I maj 1973 blev mange lejre omringet og beskudt af den libanesiske hær.
Disse angreb kulminerede i borgerkrigen i 1975-76. Det er indlysende, at baggrunden for denne krig skal søges i klassekampen indenfor det libanesiske samfund. Tidspunktet for dens udbrud var betinget af imperialismens forsøg på at påtvinge den arabiske verden en forsoning med Israel. For at gennemføre denne ordning, som skulle sikre imperialismen dens uhindrede udbytning af områdets rigdom, måtte den ødelægge alle revolutionære bevægelser, først og fremmest den palæstinensiske revolution. Dertil viste de libanesiske fascister sig at være et villigt redskab.
Omkring den tid, det afgørende slag om Tel al Za’atar skulle stå, hældede magtforholdet i borgerkrigen til fordel for de progressive libanesiske styrker og den palæstinensiske modstandsbevægelse. Muligheden for en progressiv udvikling i Libanon truede såvel imperialismens planer som de arabiske regimer, der håbede på at vinde noget ved gennemførelsen af disse planer.
For de libanesiske fasciststyrker var Tel al Za’atar et modstandscenter, der måtte tilintetgøres, hvis de skulle gennemføre deres planer om hegemoni i Libanon. Historien om Tel al Za’atar taler for sig selv: konfrontation med fascisterne er et spørgsmål om sejr eller død. Der er ikke plads til halve løsninger. Massernes kamp i lejren viste, at de helt var på det rene med dette. Men på grund af mangelen på en enig politisk opfattelse af, hvordan den skulle bekæmpe den fjendtlige sammensværgelse, var den palæstinensiske modstandsbevægelse ikke i stand til at sejre i Tel al Za’atar. I stedet blev nederlaget det vendepunkt, der markerede enden på de progressive styrkers fremgang i borgerkrigen. For modstandsbevægelsen var Tel al Za’atar mere et politisk nederlag end et militært. Mens vi mindes Tel al Za’atar, må vi huske dens lære, der har lige så stor gyldighed i dag, hvor den palæstinensiske modstandsbevægelse står overfor nye forsøg på likvidering.
Belejringen
Efter den 13. april 1975, da de nedslagtede en busfuld palæstinensere på vej til Tel al Za’atar fra et Afvisningsfront møde, omringede falangisterne lejren. Snigskytter begyndte at skyde på alt, hvad der bevægede sig. Mange af ofrene var børn, kvinder og gamle mænd. Snart blev der brugt artilleri og raketter. Efter den tid var lejren under belejring, bortset fra perioder på tre eller fire dage, hvor vejen blev åbnet. Allerede på dette tidspunkt var det svært at forsyne lejren med mad, da snigskytterne brugte enhver mulighed for at forøge deres nedskydning. Desuden satte fascisterne vejspærringer op for at fange og dræbe palæstinensiske og libanesiske patrioter på vej ud eller ind i lejren.
Situationen fortsatte indtil den 11. marts 1976, tidspunktet for Aziz el Ah-dab’s kortlivede militære statskup, da lejren blev fuldstændig afskåret og den endelige belejring begyndte.
Den 22. juni begyndte en større fascistisk offensiv fra den østlige side af lejren. Mere end 6000 militsfolk med tungt artilleri, maskingeværer, automatiske rifler og tanks deltog i angrebet. Vore styrker var mindre, og vi havde færre og dårligere våben. Ved begyndelsen af kampen samledes ledelsen af de palæstinensiske organisationer og besluttede at gå imod angrebet.
Trods den svære beskydning, gennemsnitlig 16 bomber i minuttet døgnet rundt, lykkedes det vore fightere at slå angrebet tilbage, ødelægge tre tanks, og dræbe 40 fjender den første dag. Fascisterne fik forstærkninger og fornyede deres angreb. Fjenden prøvede at besætte nogle positioner, men vore kæmpere slog dem tilbage. Som kampen fortsatte var fascisterne i stand til at indtage nogle strategiske punkter på grund af deres overlegenhed i antal og med hensyn til ammunition. Senere begyndte de at bruge rekylfri våben til at ødelægge de høje bygninger med beskyttelsesrum fulde af civile, og lægge alle veje og stræder i lejren under direkte ild fra snigskytter.
Før hvert angreb bombarderede fasciststyrkerne heftigt lejren i mere end tre timer. Alligevel bevarede forsvarerne næsten altid deres positioner. Når angrebet startede, foretog fighterne et modangreb, og påførte fascisternes rækker svære tab. Men angriberne, der var udholdene, besatte den ene efter den anden af vore stillinger og trak sig aldrig tilbage med mindre deres forreste geledder blev ødelagt. Vore fighteres beslutsomhed var ikke mindre. Det er et eksempel herpå, at falangisterne nåede en af PFLPs stillinger ti gange, men blev slået tilbage hver gang. Da de nåede derhen den ellevte gang, kunne vi ikke længere holde den på grund af mangel på ammunition og store tab blandt vore kæmpere.
Mangel på mad, vand og medicin
Som følge af belejringen led lejren under mangel på mad. Da blokaden blev forstærket, var der allerede knaphed. De eneste fødevarer de 30.000 mennesker i lejren havde, var linser. Mange, især børn, led derfor af underernæring. 60 børn døde alene af mangel på mælk og anden føde. Vandmangel gjorde situationen værre, da linser ikke kan fordøjes, uden de har ligget i vand.
Vandforsyningen var fuldstændig afbrudt og den eneste mulighed var et vandrør udenfor lejren, der var i stykker. Folk risikerede deres liv i forsøg på at nå denne vandkilde. Så blev vandet afbrudt i 22 timer hver dag, og når det kom, var det kun i dråber. Fascisterne beskød hele tiden denne vandkilde, og dræbte mere end 20 personer om dagen.
Da belejringen begyndte, var der to klinikker i lejren. PFLP og Fateh ledede en hver. Da elektriciteten blev afbrudt, kunne man ikke længere sterilisere bandager og instrumenter. Forsyningerne af medicin var ikke tilstrækkelige til behandlingen af de mange sårede. Da klinikkerne blev ødelagt, var det umuligt at foretage operationer. Medicin og bandage slap snart op, og sårene blev behandlet med salt og den smule vand, der var. Sengetøj og senere alle slags stof, skjorter osv. blev brugt som bandage. Mange sårede døde på grund af de uudholdelige medicinske forhold. Vi fik at vide, at Røde Kors ville komme og evakuere de sårede, men fascisterne skød på ambulancerne, så de ikke kunne komme ind i lejren.
Fascisternes grusomhed
Der er utallige eksempler på fascisternes utrolige grusomhed. Vi vil kun give to eksempler her:
Fascisterne så en gruppe kvinder, børn og gamle mænd gå ned i beskyttelsesrummet under en femetagers bygning, der var holdt oppe af piller. De koncentrerede deres ild på disse piller, så huset faldt sammen og smadrede loftet i beskyttelsesrummet. De der overlevede sammenstyrtningen, men blev spærret inde under murbrokkerne, begyndte at råbe om hjælp. Kæmperne forsøgte at befri dem, men fascisterne begyndte en kraftig beskydning af området, som umuliggjorde enhver redningsaktion. Nødråbene blev svagere og svagere dag for dag, og efter tre dage holdt de op. Fem hundrede mennesker var døde. Dette skete den 24. juli.
Fascisterne indtog et beskyttelsesrum tæt pakket med 90 personer – kvinder, børn og gamle mænd – og nedskød hver og en. Men på trods af denne råhed, vendte de heroiske folk i Tel al Za’a-tar sig mod fascisterne. Fighterne gik til modangreb, og dræbte 15 af fascisterne og tvang resten til at trække sig tilbage.
Lejren indtages
Som følge af styrkeforholdet og mangelen på ammunition, medicin, mad og vand, lykkedes det fascisterne at indtage vandkilden efter 52 dages kampe og 70 massive angreb. Uden vandforsyning var det umuligt at fortsætte konfrontationen. PFLP-kæmperne var fast besluttet på at forsvare beboerne og blive i lejren og kæmpe mod fascisterne indtil de led martyrdøden.
De overlevende i Tel al Za’atar forlod lejren i tre retninger. I den ene retning dræbte fascisterne alle mænd over 12. I en anden, syd for lejren, dræbte Chamouns folk alle palæstinensere og lemlæstede deres lig til ukendelighed. De bandt benene til to biler og kørte i modsat retning. De lavede væddemål om hvem, der kunne brække rygraden på børnene for at vise hvem af dem, der var stærkest. De tog børn og kastede dem mod en skarp streng, for at se om de kunne skære dem i to dele.
Under kampene blev der dræbt 1300 personer, hovedparten ved vandkilden eller på grund af medicinmangel, men den 12. august, den dag lejren faldt, blev 4.000-5.000 brutalt massakreret af fasciststyrkerne.