Efter næsten 10 år med lav økonomisk vækst i de udviklede kapitalistiske lande dukkede et nyt problem op i form af den såkaldte gældskrise. Da Mexico i august 1982 meddelte, at landet ikke længere var i stand til at betale de aftalte renter og afdrag på gælden til udlandet, stod det pludselig klart, at endnu en krise truede den kapitalistiske verdensøkonomi.
Den tredje verdens gæld til de vestlige banker steg fra 50 milliarder US$ i 1972 til omkring 900 milliarder US$ ved årskiftet 1985-86. Fra blot at være voksende tal i landenes regnskaber er gælden blevet til et alvorligt økonomisk problem. Dels for de underudviklede lande i den tredje verden, hvor befolkningen lider under økonomiske vilkår, der stadig forringes i takt med forsøgene på at klare betalingen af gælden. Dels et problem for de vestlige industrilande, der frygter at et eller flere af mest forgældede lande vil erklære sig fallit og stoppe betalingerne. Et sådant betalingsstop vil indebære en risiko for at flere store banker i de vestlige lande går fallit, hvilket gennem en kædereaktion kunne forårsage en alvorlig krise i de vestlige industrilande.
De latinamerikanske lande er de mest forgældede, Brasilien og Mexico er således henholdsvis nr. 1 og 2 på listen over de mest forgældede lande. Det var ikke nogen tilfældighed at det blev Mexico, der som det første land måtte erklære, at det simpelthen ikke havde penge til at betale renter og afdrag. Det lykkedes dog at få betalingerne i gang igen.
****
Denne bog handler om gældskrisen. Dels i form af en teoretisk artikel af Arghiri Emmanuel, dels i form af et interview med Fidel Castro, og til slut et efterskrift, som vi selv har skrevet.
Arghiri Emmanuels navn er ikke meget kendt i Danmark. Kun få af hans bøger og artikler er udgivet på dansk, og har ikke fået nogen stor læserskare. Emmanuel har imidlertid leveret et af de største teoretiske bidrag til forståelsen af den imperialistiske verdensøkonomi, som den fungerer idag, nemlig gennem formuleringen af teorien om det ulige bytte i verdenshandelen. Lige siden Lenin skrev sin pjece “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” i 1916, har venstrefløjen i de kapitalistiske lande holdt fast ved hans udlægning af hvordan udbytningen af den tredje verden fandt sted – i det forholdsvis ringe omfang at venstrefløjen overhovedet har beskæftiget sig med dette problem.
Imidlertid ser verden i dag helt anderledes ud end i slutningen af forrige århundrede – den periode som Lenin analyserede i sit værk. Den vigtigste måde, hvorpå den tredje verden udbyttes af de rige vestlige lande, er ikke gennem kapitaleksport til den tredje verden med hjemtagning af superprofitter. Men derimod gennem det ulige bytte i verdenshandelen, hvor de fattige lande i den tredje verden med lave lønninger producerer billige varer, der eksporteres til de rige lande, der til gengæld med høje lønninger fremstiller dyre varer, der importeres af de fattige lande. Det var Emmanuel, der først påviste dette forhold i sin bog “Le Exchange Inegalité” fra 1969 [1]. Emmanuel har siden bidraget til udviklingen den marxistiske økonomiske teori med talrige artikler samt endnu et hovedværk “Le Profit et les Crises” fra 1974, hvori han forklarer, hvorfor det kapitalistiske system har en indbygget tendens til at løbe ind i økonomiske kriser, der skyldes systemets egen virkemåde [2].
Arghiri Emmanuels artikel kan umiddelbart virke overraskende at læse. Det er vel de fattige ulande, der bliver plyndret gennem betalingen af renter på den enorme gæld? Ja,men strengt taget først i det øjeblik at landene i den tredje verden har betalt mere i renter og afdrag end de rige imperialistiske lande har udbetalt i lån. Som artiklens titel antyder, er det Emmanuels hovedkonklusion, at der faktisk er sket en betragtelig overførsel af midler fra de rige til de fattige lande i og med stiftelsen af den kolossale gæld. Og der bliver reelt ikke tale om et lån – som gruppe betragtet kommer landene i den tredje verden nemlig aldrig til at betale pengene tilbage. Det kan de ikke, hvor gerne de end ville.
Det skal dog straks understreges, at i den samme periode, hvor landene i den tredje verden har fået tilført disse mange penge, har de samme lande gennem det ulige bytte i verdenshandelen samtidigt måttet aflevere langt større summer til de rige lande. Dette kan dog ikke aflæses i de officielle regnskaber, der benytter de ulige priser og derfor ikke viser den reelle udbytning. Den imperialistiske udbytning er stadig dominerende i verdensøkonomien, men de imperialistiske lande ser altså ud til at komme til at betale en del at dette udbytte tilbage, fordi de aldrig vil kunne få hele gælden inddrevet.
Emmanuel behandler først årsagerne til den kolossale vækst i den tredje verdens samlede gæld. De forhøjede oliepriser gav de olieproducerende lande i Mellemøsten større indkomster end de var i stand til at forbruge, og derfor placeredes de overskydende milliarder af US$ i de vestlige landes banker. På grund af den økonomiske stagnation, der fulgte i kølvandet på olieprisstigningerne, var det ikke muligt at investere denne kapital profitabelt i de udviklede kapitalistiske lande. Landene i den tredje verden, der altid har manglet kapital til investering, fik derfor adgang til at låne af disse oliemilliarder, som bankerne var ved at brænde inde med.
Herefter ser Emmanuel på, hvilke konsekvenser gældsætningen har haft på landene i den tredje verden, og til slut behandles problemet omkring tilbagebetalingen.
****
Fidel Castro stod i spidsen for den revolution, der væltede Batistas korrupte og under-trykkende regime i 1959 og løsrev Cuba fra USAs økonomiske dominans, og har siden ledet opbygningen af det moderne socialistiske Cuba.
Castro har gennem talrige taler og interviews, stået frem som den statsleder i den tredje verden, der klarest har indset betydningen af den imperialistiske udbytning og kampen herimod. Og Cuba har gennem sin udenrigspolitik aktivt givet støtte til andre undertrykte folks kamp. Indtil for nylig var Castro den eneste leder fra et socialistisk land, der ikke stadig søgte at forklare den imperialistiske udbytning ved hjælp af Lenins forældede teori, men klart udpegede det ulige bytte i verdenshandelen, som en af de væsentlige faktorer (det ser dog ud til at Sovjetunionens Kommunistiske Parti er ved at ændre opfattelse på dette punkt, idet generalsekretær Gorbatjov, da han fremlagde centralkomiteens politiske beretning på partiets 27. kongres i februar 86, faktisk nævnte ulige udveksling og uligeberettiget handel først blandt imperialismens udbytningsformer i dag, mens Lenins forklaring ikke længere nævnes direkte [3]).
Castros udgangspunkt er et andet end Emmanuels – han står overfor de praktiske problemer med at betale af på gæld til udlandet, men konklusionen er den samme: Gælden kan ikke betales tilbage. Hans synspunkter fremsættes i form af et interview med en mexikansk journalist, og er i formen mindre strengt opbygget end Emmanuels artikel, men dækker i høj grad de samme emner.
Castro starter med at slå fast, at for de latinamerikanske lande er krisen nu langt værre, end da der var international økonomisk krise i 1930erne. Gælden til de rige lande hindrer udviklingen i den tredje verden, der drænes for de ressourcer, der ellers kunne have bidraget til en udvikling. Det er således de fattige lande, der financierer de rige landes udvikling. Befolkningen i flere latinamerikanske lande er begyndt at sætte sig til modværge. Militærregimerne der prægede 1970ernes Latinamerika har givet op overfor de økonomiske problemer, der nu er givet videre til civile regeringer, der skal søge at klare afdragene, samt gennemføre de økonomiske nedskæringer som kræves af kreditorerne med IMF i spidsen [4]. Pengene, som de fattige lande har lånt, er kun i begrænset omfang anvendt til udviklingsprojekter, i stedet er store dele brugt til militæret eller er blevet anvendt til forbrugsgoder for den lille middel- og overklasse. Endvidere har der været en stor kapitalflugt til USA, hvor de latinamerikanske kapitalister har anbragt deres penge til høje renter istedet for at investere pengene i deres hjemland. Den nuværende krise hænger sammen med de imperialistiske magters udbytning af den tredje verden gennem århundreder. Denne udbytning tager i dag form af en økonomisk verdensorden, som betinger at den tredje verdens lande får stadig lavere priser for deres produkter, medens de selv må betale mere og mere for importen fra de udviklede kapitalistiske lande.
Castro mener ikke at en genforhandling af betalingsbetingelserne vil løse de forgældede landes problem. Gælden må helt annulleres, hvis ikke der skal opstå samfundsmæssige omvæltninger i Latinamerika. De rige landes regeringer har sagtens råd til at overtage landenes egne bankers tilgodehavende, hvis blot militærudgifterne skæres lidt ned. De forgældede lande bør slutte sig sammen og selv bestemme, hvad de vil gøre ved gældsproblemet. Castro mener, at landene i sidste ende kan være tvungne til at sige helt stop for betaling på gælden. Og dette vil de rige lande i så fald intet kunne gøre ved.
Men selvom gælden annulleres vil et nyt gældsproblem igen kunne opstå, sålænge den ulige verdenshandel råder. Castro støtter derfor kravet om en ny økonomisk verdensorden, der skal fjerne den ulige handel, og muliggøre en samfundsmæssig ændring i landene i den tredje verden.
****
Vi afslutter bogen med et efterskrift, der især handler om, hvorfor overførslen af de mange milliarder US$ kun medførte en ringe industriel udvikling i landene i den tredje verden. Som eksempel behandles Brasilien.
Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe
Juni 1986
Noter
[1] Dette hovedværk blev 3 år senere udgivet på engelsk: “Unequal Exchange: A Study of the Imperialism of Trade”, Monthly Review Press, New York, 1972. Vi har selv på dansk præsenteret Emmanuels teori i “Imperialismen idag”, Manifest København, 1982)
[2] “Le Profit et les Crises”, Maspero, Paris, 1974. Først 10 år senere udgivet på engelsk: “Profit and Crises”, Heinemannt London, 1984. På dansk er en del af indholdet præsenteret i M.K. Andersens “Kapitalismens krise” Manifest København, 1985, samt i Emmanuels “Krisepolitikkens fallit”, Manifest, Københavnt 1986.
[3] Beretningen findes på dansk i “Fakta om Sovjet-unionen”, særnummer, marts 1986, Se side 11 spalte 4.
[4] IMF (International Monetary Fond) – Den internationale Valutafond er et organ under FN oprettet med det formål at fremme internationalt samarbejde omkring valuta og handel. IMF giver medlemslandene muligheder for kredit i forbindelse med international handel, og kan derfor bremse et lands muligheder for at importere varer ved at nægte kredit, IMFs medlemslande har stemmeandele der svarer til deres økonomiske styrke i fonden, hvorfor USA spiller en dominerende rolle, når IMFs politik fastlægges.
