(Uddrag)
Første gang offentliggjort i den fjerde
(russiske) udgave af Samlede Værker.
(…)
2. Svar på skrevne spørgsmål.
(…)
Den anden uklare note indeholder følgende. Hvad skal der gøres, når arbejdere, vildledt af de social-revolutionæres appeller, ikke arbejder, går i strejke og modarbejder sovjet-magten på grund af fødevaremangel? Jeg kan selvfølgelig ikke regne med, at alle arbejdere, hver og en, støtter sovjet-magten. Da de parisiske arbejdere gjorde oprør i 1871, kæmpede et ganske stort antal arbejdere fra andre byer imod dem i de hvidgardistiske tropper og knuste de parisiske arbejdere. Dette afholdt ikke politisk bevidste socialister fra at hævde, at de parisiske kommunarder repræsenterede hele proletariatet, det vil sige, alt hvad der var godt og hæderligt – kun tilbagestående lag af arbejdere tjente i de hvidgardistiske hære. Vi har også tilbagestående arbejdere, som ikke er politisk bevidste, og som endnu ikke har forstået sovjetmagten; vi gør vort bedste for at oplyse dem. Ingen anden regering har tilfredsstillet kravene om stående repræsentative arbejderforsamlinger i den grad sovjetterne har, som er villige til at give enhver repræsentant for en fabrik en plads i en regeringsinstitution. Vi drager, så vidt det er muligt, arbejdere ind i gennemførelsen af statens politik; under kapitalismen, selv i republikker, blev arbejderne holdt ude, men sovjet-magten gør sit bedste for at tiltrække arbejdere, skønt nogle vil føle sig tiltrukket af det forgangne i et godt stykke tid fremover.
Der er kun meget få blandt jer, sandsynligvis en enkelt eller to, der husker livegenskabet; kun meget gamle mennesker kan huske det; men der findes folk, som kan huske hvordan det var for tredive eller fyrre år siden. Alle, der opholdt sig på landet, ved, at der for godt tredive år siden var en hel del gamle mennesker i landsbyerne, som sagde, “Det var bedre under livegenskabet, der var mere orden, der var stramme tøjler og kvinderne klædte sig ikke ekstravagant.” Hvis I nu læser Gleb Uspensky – vi er ved at rejse et monument for ham som en af de bedste skildrere af bondemiljøet – vil I finde beskrivelser, der daterer sig helt tilbage til firserne og halvfemserne, af hæderlige gamle bønder og sommetider blot almindelige ældre mennesker, som åbent sagde, at det havde været bedre under livegenskabet. Når en gammel samfundsorden ødelægges, kan den ikke ødelægges med det samme i alle menneskers sind; der vil altid være nogle, der drages mod det gamle.
Nogle arbejdere, typografer for eksempel, siger, at kapitalismen var god, der var mange aviser, mens der nu kun er få; på den tid tjente de en hæderlig løn, og de ønsker ikke nogen socialisme. Der var ikke så få industrigrene, der var afhængige af de rige klasser eller af produktionen af luksusartikler. Under kapitalismen levede en hel del arbejdere i de store byer af at producere luksusartikler. I Sovjetrepublikken vil vi være nødt til at lade disse arbejdere gå arbejdsløse en tid. Vi vil sige til dem: “Find jer noget andet, nyttigt arbejde.” Og arbejderen vil svare: “Jeg lavede fint arbejde, jeg var guldsmed, det var rent arbejde, jeg arbejdede for fine folk. Nu har bondeknolden magten, de fine herrer er forsvundet, og jeg vil tilbage til kapitalismen.” Sådanne mennesker vil prædike tilbagevenden til kapitalismen, eller som mensjevikkerne siger: fremmarch til sund kapitalisme og sundt demokrati. Man kan finde nogle få hundrede arbejdere, der siger: “Vi levede godt under en sund kapitalisme.” De folk, der levede godt under kapitalismen, var et ubetydeligt mindretal – vi forsvarer interesserne hos flertallet, der levede dårligt under kapitalismen. Sund kapitalisme førte til verdensslagteri i landene med den største frihed. Der kan ikke eksistere sund kapitalisme, der kan eksistere kapitalisme af den art, der hersker i den frieste republik, som f.eks. den amerikanske republik, kulturel, rig, teknisk udviklet. Og den demokratiske og særdeles republikanske kapitalisme førte til det mest brutale verdensslagteri omkring udplyndringen af hele verden. Ud af de 15 millioner arbejdere finder man nogle få tusinde, der levede godt under kapitalismen. I de rige lande er der flere af den art arbejdere, fordi de arbejder for et større antal millionærer og mangemillionærer. De tjente denne håndfuld og modtog særligt høje lønninger af dem. Tag hundreder af britiske millionærer – de har samlet tusinder af millioner, fordi de har plyndret Indien og et stort antal kolonier. Det betød ikke noget for dem at give gaver til 10.000 eller 20.000 arbejdere, at give dem dobbelt så store eller endnu større lønninger, for at de skulle arbejde godt for dem. Jeg læste engang en amerikansk barbers erindringer, som en multimillionær betalte en dollar om dagen for at blive barberet. Og den barber skrev en hel bog, hvor han priste den multimillionær og sit eget vidunderlige liv. For et dagligt visit på en time hos Hans financielle Majestæt modtog han en dollar, var tilfreds og ønskede ikke noget andet end kapitalisme. Vi må være på vagt mod et sådant argument. Det store flertal af arbejderne befandt sig ikke i en sådan position. Vi, hele verdens kommunister, forsvarer interesserne hos det store flertal af det arbejdende folk, og det var et lille mindretal af det arbejdende folk, som kapitalisterne bestak med høje lønninger og gjorde til kapitalismens loyale tjenere. [44] Under livegenskabet var der folk, bønder, som sagde til herremændene, “Vi er dine slaver (det var efter frigørelsen), vi vil ikke forlade dig.” Var der mange af dem? Nogle ganske få. Kan man benægte, at der var en kamp mod livegenskabet ved at henvise til dem? Selvfølgelig ikke. Og i dag kan kommunismen ikke benægtes ved at henvise til det mindretal af arbejdere, der tjente gode penge på borgerlige dagblade, på produktionen af luksusartikler og på deres personlige tjenesteydelser til multimillionærer.
(…)
[44] Se side 18 i Gotfred Appel: Der kommer en dag…, Futura 1971.
LCW bd. 29, s. 27-30.
Ikke tidl. online på dansk
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
