(Fuld tekst)
Offentliggjort i “Sotsial-demokrat”
nr. 56, d. 6. november 1916.
Huysmans, sekretæren i det Internationale social-chauvinistiske bureau, har sendt et lykønskningstelegram til den danske minister uden portefølge Stauning, leder af det danske såkaldte “socialdemokratiske” parti. Telegrammet lyder: “Jeg ser i aviserne, at du er blevet udnævnt til minister. Mine hjerteligste lykønskninger. Dermed har vi nu ti socialistiske ministre i verden. Det går fremad. De bedste ønsker.”
Det går sandelig fremad. Anden Internationale bevæger sig hurtigt – mod fuldstændig sammensmeltning med national-liberal politik. Kamporganet for de tyske ærke-opportunister og social-chauvinister, “Volkstimme” i Chemnitz, citerer dette telegram og bemærker ikke uden giftighed: “Sekretæren i det Internationale Socialistiske Bureau hilser uden forbehold velkommen, at en socialdemokrat har modtaget en ministerpost. Men dog udtrykte alle partikongresser og alle internationale kongresser kun kort tid før krigen skarp opposition mod dette. Tider og meninger skifter – i dette spørgsmål som i andre.”
Heilmann’erne, David’erne og Südekum’erne har fuld ret til at klappe Huysmans’erne, Plekhanov’erne og Vandervelde’rne på skulderen…
Stauning offentliggjorde for nylig et brev, han skrev til Vandervelde. Det er fuld af spidse bemærkninger af den slags, som en tysk-venlig social-chauvinist ville skrive om en fransk social-chauvinist. Blandt andet bryster Stauning sig af det faktum, at “vi (det danske parti) skarpt og bestemt har afvist at deltage i de organisations-skadelige splittelsesaktiviteter, der udføres på de italienske og svejtsiske partiers initiativ, under navn af Zimmervald-bevægelsen.” Dette er ordret, hvad han siger!
I Danmark daterer dannelsen af nationalstaten sig helt tilbage til det 16. århundrede. Det danske folks masser har for længst gennemgået den borgerlige befrielsesbevægelse. Mere end 96% af befolkningen er danskere. Antallet af danske i Tyskland er mindre end to hundrede tusind. (Danmarks befolkning er på 2.900.000.) Alene dette viser, hvilket groft borgerligt bedrag det er, når det danske bourgeoisi taler om, at en “uafhængig nationalstat” er dagens opgave! Dette siges i det 20. århundrede af bourgeoier og monarkister i Danmark, som besidder kolonier med en befolkning næsten lige så stor som antallet af danske i Tyskland, og som den danske regering nu prøver at afslutte en handel om.
Hvem siger, at der i vore dage ikke handles med mennesker? Man handler for fuld kraft. Danmark sælger til Amerika for så og så mange millioner (man er endnu ikke enige om prisen) tre øer, alle befolkede naturligvis. [39]
Yderligere er et særligt træk ved den danske imperialisme de superprofitter, den får fra sin monopolistisk fordelagtige stilling på kød- og mejeriproduktmarkedet: Under anvendelse af billig søtransport forsyner den verdens største marked, London. Som resultat heraf er det danske bourgeoisi og de rige danske bønder (som er renlivede bourgeoier, på trods af
de russiske narodnikeres fabler) blevet “blomstrende” vasaller hos det britiske imperialistiske bourgeoisi, og deler deres særligt lette og særligt fede profitter. [40]
Det danske “socialdemokratiske” parti har fuldstændig tilpasset sig denne internationale situation, og har utrætteligt støttet og støtter stadig højrefløjen, opportunisterne i det tyske socialdemokratiske parti. De danske socialdemokrater stemte for bevillinger til den borgerlig-monarkiske regering for at “sikre neutralitet” – det var den formildende omskrivning. Ved kongressen d. 30. september 1916 var der ni-ti-endedels flertal for deltagelse i regeringen, for et forlig med den! [41] Korrespondenten ved Berns socialistiske avis rapporterer, at Gerson Trier og redaktør J. P. Sundbo repræsenterede oppositionen mod ministerdeltagelse. Trier forsvarede i en strålende tale de revolutionære marxistiske standpunkter, og da partiet besluttede at gå ind i regeringen, trak han sig tilbage både fra centralkomiteen og fra partiet, idet han erklærede, at han ikke ville være medlem af et borgerligt parti. [42] I de senere år har det danske “socialdemokratiske” parti ikke på noget punkt adskilt sig fra de borgerlige radikale.
Hilsen til kammerat G. Trier! “Det går fremad”, Huysmans har ret – fremad mod en præcis, klar, politisk ærlig, socialistisk nødvendig adskillelse mellem de revolutionære marxister, der repræsenterer det revolutionære proletariats masser, og de Plekhanov-Potresov-Huysmanske forbundsfæller til og agenter for det imperialistiske bourgeoisi, som har flertallet af “lederne” bag sig, men som ikke repræsenterer de undertrykte massers interesser, men et mindretal af privilegerede arbejdere, der er gået over på bourgeoisiets side.
Vil de klassebevidste russiske arbejdere, som valgte de deputerede, der nu er forvist til Sibirien, som stemte imod deltagelse i krigsindustri-komiteerne, der støtter den imperialistiske krig, vil de forblive i de ti ministres Internationale? I Stauning’ernes Internationale? I den Internationale, som mænd som Trier forlader?
[39] De dansk-vestindiske der, Sct. Thomas, Sct. Croix og Sct. Jan blev solgt til USA i 1916 for 25 millioner dollars.
[40] Se side 13 i Gotfred Appel: Der kommer en dag…, Futura 1971.
[41] Under indtryk af verdenskrigen udnævntes d. 30. september 1916 tre nye ministre, de såkaldte “kontrolministre”, således at alle partier blev repræsenteret i regeringen. Det var i modstrid med en socialdemokratisk kongresbeslutning fra 1908, at deltage i borgerlige regeringer, hvorfor ledelsen i hast indkaldte en ekstraordinær kongres, den såkaldte natkongres, som godkendte Staunings indtræden i regeringen med 291 stemmer mod 3
[42] I et brev til Stauning motiverede Gerson Trier sin udtræden af partiet således: “Da kongressen ved sin afstemning i går aftes har ført det danske socialdemokrati ind på nye veje, hvor jeg ikke kan følge det, nedlægger jeg herved mit mandat i hovedbestyrelsen. Denne min udmeldelse er ikke nogen pludselig indskydelse. Lige siden socialdemokratiets ledelse brød partiets program ved at vedtage militærbevillinger, dets koneresbeslutning angående partiets forhold til kongemagten, dets socialistiske grundsætninger ved at ombytte klassekampen med “borgfred”, har jeg følt, at man bevægede sig hen imod en bane, der til trods for bibeholdelse af alle socialistiske talemåder måtte blive skæbnesvanger for socialdemokratiet som socialistisk arbejderparti. Men til trods for alle sidespring fra den retlinede vej håbede jeg på, at der skulle opstå en opposition inden for partiet, navnlig fra de unge arbejderes side, der kunne tvinge partiet ind nå det rette spor igen og bort fra den moderation og den borgerlige opportunisme, der bredte sig videre og videre i partiet. (…) For at jeg, der som ung vendte den borgerlige samfundsopfattelse og politik ryggen og stillede mig på socialismens grund, ikke i min ældre alder uden min gode vilje skal komne til at stå midt i et nyt borgerligt parti, må jeg træde ud af socialdemokratiet.”
LCW bd. 23, s. 134-136.
