Hvad der sker i USA – verdens førende imperialistmagt – har stor interesse for os i USAs lille imperialistpartner Danmark, – dels fordi vores land på mange måder er økonomisk forbundet med USA, og dels fordi de kræfter, der i USA kæmper mod magthaverne, har stor indflydelse på den danske venstrefløj.
Vi ved, at der i de seneste år er vokset en revolutionær opposition op i USA ledet af de sorte folk og folk fra andre etniske grupper, der har det fælles, at de er det amerikanske samfunds mest undertrykte folk – og desuden gennem århundreder har været udsat for magthavernes og deres allieredes racisme.
Den spontane reaktion mod racisme er oftest racisme, men vi har set, at store dele af de oppositionelle grupper har hævet deres bevidsthed i klassemæssig henseende og i stedet for kampen mellem de forskellige grupper og mellem farvede og hvide har søgt at samarbejde på et klassegrundlag. De sorte pantere har stået forrest i disse bestræbelser og har med deres proletariske indstilling for første gang stillet USAs magthavere over for et indre problem, som ikke kan løses med bestikkelse eller vold.
Vi har de sidste par år fulgt panternes kamp i USA og har set, at imperialismens ansigt indadtil kan være lige så grusomt som dets ansigt udadtil: sult, arbejdsløshed, racistisk undertrykkelse, hensynsløse mord på farvede, forrykte anklager og domme osv.
Med glæde har vi konstateret, at panterne på intet tidspunkt har tabt hovedet under disse omstændigheder, men i stedet har konsolideret deres stilling som revolutionens fortrop i USA. Mord eller fængsling af deres ledere har blot ansporet de sorte folk til endnu mere indædt modstand.
Men hvad med de hvide i USA?
Vi vil gerne se lidt på de sorte panteres stilling til de hvide oppositionelle i USA -“The white left” – og det hvide proletariat.
Vi er ikke i stand til at give en fuldstændig analyse af forholdene i USA, men vi kan trække nogle eksempler frem, som viser nogle tendenser i udviklingen.
Allerede på et tidligt stadium af sin udvikling som verdens førende imperialistland fandtes der visse linjer i USA, der peger fremad til den nuværende situation.
En amerikansk arbejderdelegation var i 1927 i Sovjet og havde samtaler med Stalin om bl. a. situationen i USA.
Stalin stillede spørgsmålet til delegationen, om den ikke syntes, at det var et tegn på det amerikanske proletariats svaghed – og på svaghed af dets kampmidler, at det amerikanske proletariat ikke var organiseret i fagforeninger.
De delegerede svarede:
“Brophy: Det lille medlemstal i fagforbundene skyldes ikke arbejderorganisationernes fejlagtige taktik, men landets almindelige økonomiske situation, som ikke stimulerer hele massen af arbejdere til at organisere sig, og som takket være deres favorable karakter mindsker arbejderklassens behov for at kæmpe mod kapitalisterne. Selvfølgelig vil disse forhold ændre sig, og når de ændrer sig, vil fagforbundene vokse og hele fagbevægelsen tage en anden retning.
Douglas: Jeg er enig med forrige talers forklaring. Jeg vil gerne tilføje, for det første, at det må huskes, at i den senere tid har kapitalisterne i de Forenede Stater selv hævet lønningerne ganske betragteligt. Denne proces med hævning af lønningerne sås i 1917, i 1919 og senere. Hvis reallønningerne i dag bliver sammenlignet med dem i 1911, vil de blive fundet meget højere…
En anden meget vigtig kendsgerning i Amerika er, at kapitalisterne sår strid mellem arbejdere af forskellig nationalitet. I de fleste tilfælde er de ufaglærte arbejdere indvandrere fra Europa eller, som det er blevet tilfældet i den seneste tid, negre. Kapitalisterne prøver at så strid mellem arbejdere af forskellig nationalitet. Denne nationale opdeling findes mellem faglærte og ufaglærte arbejdere. Kapitalisterne sår systematisk modsætninger mellem arbejderne af forskellige nationaliteter uden hensyn til graden af deres faglige uddannelse. I de sidste ti år har de amerikanske kapitalister ført en mere bevidst politik, idet de har lavet deres egne fagforeninger, de såkaldte “fabriksforeninger”. De forsøger at give arbejderne en medinteresse i dens profitter og så videre. Amerikansk kapitalisme viser en tendens til at sætte vertikal opdeling i stedet for horisontal opdeling, det vil sige, at splitte arbejderklassen op ved at give den en medinteresse i kapitalismen.”
(“Interview with the first American labour delegation”, September 9th 1927, J. Stalin Works, bd. 10)
Reallønstigning, medinteresse i kapitalismen, splid mellem arbejdere af forskellige nationaliteter, splittelse af arbejderklassen – det var USA i 1927.
Over fyrre års udvikling – med kriser, verdenskrig, nykolonialisme, måneraketter osv – har ikke fjernet disse tendenser. Tværtimod træder de nu, hvor USA er verdensimperialismens førende magt, endnu tydeligere frem.
Følgende citat fra “The Movement and the Workers” af C. van Lydegraf (1969) fortæller noget om arbejderklassens situation i USA nu:
“Konkurrence blandt arbejdere, snævre og selviske interesser, kortsigtede fordele, samt social pression og national og racistisk chauvinisme har meget ofte afledt forskellige grupper af arbejdere, selv hele nationale grupper, fra en revolutionær rolle til en rolle, der enten er passiv eller reaktionær i sin virkning. Nutidens USA-imperialister er blevet stenrige på grund af superprofitter, og de har haft en forholdsvis lang periode med relativ velstand til at manipulere med forskellige befolkningsgrupper…
De bedst organiserede arbejdere, der er koncentreret hos de største firmaer og i de mere velstående erhverv, har fået den største del af goderne. Arbejdere i svagere fagforeninger og ikke-organiserede arbejdere, f.eks. i detailhandelen, en del af fødevareindustrien, i landbruget, hospitalsarbejdere, folk der aflønnes af den lokale stat (undtagen de højt betalte lærerstillinger) er alle ringere stillet. Foruden lavere lønninger har de dårligere sygehjælpsordninger og betaler forholdsmæssigt mere i husleje og for fødevarer, der har de største prisstigninger.”
I sin udvikling som verdens førende imperialistmagt har USA systematisk favoriseret det hvide proletariat på de farvede gruppers og de fattige landes bekostning. Derved har de kunnet skaffe sig allierede i arbejderklassen, som frivilligt har ladet sig slagte i de to imperialistiske verdenskrige, ladet sig slagte som imperialistsoldater i Korea, Vietnam og andre steder og lader sig anvende som magthavernes redskab i den racistiske undertrykkelse af farvede grupper inden for landet selv.
Et samarbejde mellem de farvede grupper og dette hvide racistisk-imperialistisk inficerede arbejderaristokrati kan ikke foregå uden problemer, hvis det i det hele taget på nuværende tidspunkt kan foregå.
Så vidt vi er informeret er det da heller ikke det hvide proletariat i USA, der har stillet sig solidarisk med de sorte pantere – men snarere individualistiske grupper af småborgerlig eller borgerlig herkomst – hippier, intellektuelle og andre.
Dette såkaldte “white left” har i det revolutionære ordforråd ofte været panterne jævnbyrdige, men dette har ikke vist sig at være tilfældet, når det drejede sig om praksis.
Flere episoder – sidst Chicagoretssagen – har bragt splittelse mellem panterne og de hvide venstreorienterede. Og på nuværende tidspunkt foregår en diskussion om deres fremtidige relationer – en diskussion, der på langt sigt er af enorm betydning.
De sorte pantere gør deres stilling som ledere af den revolutionære bevægelse klar med henvisning til deres historiske klassemæssige baggrund.
I en artikel i THE BLACK PANTHER, 28. marts 1970 med titlen “Revolution, Necessity vs. Desire” trækkes de væsentligste linjer i diskussionen frem. “… Ligheden mellem den kamp, der finder sted i det sorte samfund, og den kamp, der finder sted i det hvide racistiske moderland, stammer fra den kendsgerning, at sorte folks fjender, de der er direkte ansvarlige for undertrykkelse, udbytning, brutalitet og drab på sorte mennesker som gruppe, er de samme, der er ansvarlige for undertrykkelse af enkelte hvide. Der er med andre ord to forskellige kampe mod en fælles fjende. The Black Panther Party står i spidsen for kampen for national befrielse og selvbestemmelse i det sorte samfund, og de hvide, der føler sig undertrykt på grund af deres særpræg, danner det, der kaldes ‘det nye venstre’, ‘det hvide venstre’, ‘hvide radikale’, ‘modersamfundets radikale’.
The Black Panther Party anerkender, at for at opnå resultater i vor kamp er det nødvendigt at foretage nøjagtige analyser af de virkelige betingelser, som de forefindes nu, og af de reaktionære og racistiske kræfters historiske udvikling til det nuværende stade. Gennem vor undersøgelse og under Huey P. Newtons ledelse fandt vi, at vi, sorte folk, ikke blev kidnappet fra Afrika og bragt til dette land fordi vi var sorte, snarere blev vi bragt hertil for at arbejde. Racisme har udviklet sig som europæernes, hvide menneskers retfærdiggørelse, deres undskyldning for at slavebinde os. Med andre ord: begærlighed var formålet, racisme var undskyldningen. Racisme er også blevet brugt til at splitte etniske grupper, så de bekæmper hinanden i stedet for at se ligheden i deres undertrykkelse og udbytning og i stedet for at forenes til en magtfuld kraft mod reaktionens og racismens kræfter.
The Black Panther Party har også gennem praksis og af partimedlemmers død – f.eks. Alprentice ‘Bunchy’ Carter og John Jerome Huggins, der blev myrdet af en såkaldt ‘sort organisation’ – lært, at den eneste sande og nøjagtige måde at bedømme enkeltpersoner og grupper på, er at bedømme dem efter hvad de gør, snarere end efter hvad de siger. Et specifikt princip må være sandt for alle situationer, hvis det skal have nogen værdi. Mange sorte mennesker misforstod os, da The Black Panther Party åbent og aktivt gennem eksempler begyndte at vise, at solidaritet er den bedste måde at bekæmpe racisme på. Da vi begyndte at påpege, at vi alle er undertrykte og udbyttede uanset hudfarve, og at det eneste, der forhindrer os i at forenes og gennemføre revolution i Amerika, er racisme, da begyndte nogle sorte mennesker at kalde os ‘integrationister’ og nogle sorte mennesker sagde: ‘Vi lærte intet af borgerrettigheds-bevægelsens erfaringer’.
Det er på nuværende tidspunkt nødvendigt at påpege, at vor analyse af racismen og af, hvordan den arbejder, er korrekt. Vi må forstå, at vi skal have principper til at lede os i vor kamp, hvis vi skal have held med os, og vi skal ikke træffe beslutninger, der er baseret på følelser, for fejltagelsernes pris er menneskeliv.
Når princippet at bedømme mennesker og grupper på deres praksis anvendes på moderlandet, viser det, hvad vi subjektivt vidste, nemlig at hvide mennesker i Amerika er racister. Der findes forskellige grader af racisme, og selv modersamfundets radikale (hvoraf mange tror, at de har forkastet deres racisme) har ikke – bedømt efter deres praksis – gjort fremskridt i at udrydde deres racisme i de tre år, The Black Panther Party har eksisteret. For eksempel er hvide racistiske radikale enige i, at sorte mennesker er de mest undertrykte, udbyttede og revolutionære mennesker i Amerika, og at en revolution er nødvendig for at afhjælpe de sorte massers lidelser. Men på den anden side nægter hvide radikale – der hovedsagelig stammer fra borgerligt eller småborgerligt miljø, og som ønsker revolution snarere end at se revolution som en nødvendighed på grund af de økonomiske og klassemæssige betingelser – at anerkende lederskab og eksempel hos de mest revolutionære mennesker, der har den eneste sandt revolutionære organisation, nemlig sorte mennesker i Amerika.
…. På grund af deres racisme tror hvide radikale, der kæmper mod den samme fjende som sorte mennesker, at de kan bruge en anden taktik. De vil råbe paroler som ‘politisk magt vokser ud af et geværløb’ og så gå ud og knuse ruder. Efter “Chicago 8”-retssagen var forbi, og 7 af de 8 var dømt, blev de rasende og knuste ruder og angreb undertrykkerens symboler og forventede at blive betragtet som revolutionære af sorte mennesker. Sorte mennesker siger, at det ikke er undertrykkelsens symboler, der brutaliserer og myrder os, det er undertrykkerne selv og deres betalte racistiske svinekorps. For at blive betragtet som revolutionære af sorte mennesker må hvide radikale følge sorte menneskers eksempel og begynde at dræbe nogle svin. Da Bobby Seale blev bagbundet og kneblet var der ingen knuste ruder; da Fred Hampton blev myrdet i sin seng var der ingen brændende banker. Grunden til dette er RACISME!!!
Vi vil forhindre, at racisterne sætter Bobby Seale i den elektriske stol, punktum. Med alle nødvendige midler. Hvis dette indebærer, at al elektricitet skal afbrydes, så vil dette blive gjort. Så fra nu af vil vi regne med de hvide, der forstår den politiske nødvendighed af at befri Bobby, og som gennem praksis viser, at de kan fremstille apparater til at afbryde elektriciteten. I hvide racister kaldte os ‘revisionister’, da vi bad jer om hjælp til at udbrede et krav om kontrol med politiet; lad os se, om dette angår jer – hvis I ønsker fri passage gennem det sorte samfund, så dræb nogle svin og afbryd elektriciteten.”
Den farceagtige retssag i Chicago mod de 8 sammensvorne er blevet en slags skillelinje. De syv hvide anklagede blev dømt og sat fri på kaution. Den 8. anklagede – panter-formanden Bobby Seale – sidder stadig i fængsel. Han er blevet overført til Connecticut, og retssagen mod ham startede d. 27. april. Bobby Seale står til dødsstraf, og det er blevet prøvestenen for dem, der er revolutionære og står solidarisk med de sorte pantere, om de vil være med til at befri Bobby fra den elektriske stol.
Den sort-hvide solidaritet skal nu for alvor stå sin prøve.
Spørgsmålet, som panterne stiller for øjeblikket til de hvide venstreorienterede er, om der skal være racekrig eller klassekrig:
“Vor forsvarsminister Huey P. Newton lærer os, at for at være i sikkerhed for fjendens aldrig ophørende aggressioner må vi altid befinde os i en position, hvor vi kan pådrage aggressoren en politisk konsekvens for hver aggresionshandling. Dette forsøg på koldblodigt at myrde formand Bobby Seale i den elektriske stol er en åben provokation og den endelige aggressionshandling mod sorte mennesker. Det er et velovervejet skridt, de fascistiske svin tager i udførelsen af deres ondskabsfulde plan til at begå folkemord imod sorte mennesker.
Vi sorte mennesker må, hvis vi tvinges til at gøre det alene, være beredt på at udløse den endelige politiske konsekvens overfor denne racistiske nation. Den endelige politiske konsekvens, sorte mennesker har magt til at udløse, er racekrig. Faktisk har vi været og er stadig i dette øjeblik ofre for racistisk undertrykkelse. Alle og enhver ved, at The Black Panther Party har taget en førende rolle i bestræbelserne for at undgå præcis denne ulykkelige racekrig, som de fascistiske undertrykkere har arbejdet dag og nat på at skabe. Men vi kan og vil ikke fortsætte disse bestræbelser, indtil vi begår racemæssigt selvmord. Vi vil ikke ofre Bobby Seale på den racemæssige harmonis alter, hvis hvide mennesker fortsætter med at læne sig tilbage og tillade dette forfærdelige komplot at fortsætte. Så hvis de såkaldte frihedselskende hvide mennesker i Amerika ikke rejser sig nu, mens der endnu er lidt tid tilbage, og afslutter forfølgelsen af formand Bobby Seale, så vil sorte mennesker gøre det alene og træde frem alene. Dette vil betyde afslutningen på vore drømme om den klassekrig, som Amerika behøver, og begyndelsen på den racekrig, som Amerika ikke kan overleve. Dette er de politiske konsekvenser, som Amerika er stillet overfor på grund af dette utroligt onde forsøg på at myrde formand Bobby Seale.”
Pressemeddelelse fra Algier, Eldridge Cleaver, 2.3. 1970.
Også i forholdet til de europæiske venstreorienterede er panternes linje trukket skarpere op.
Allerede i 1969, da Bobby Seale talte i København, og danskerne for første gang fik ærlige oplysninger om de sorte pantere, gjorde han det klart, hvad panterne stod for.
“Folket er magten! Bevæbnet, ikke bare med geværer og magt til at forsvare sig imod angreb fra svinenes magtstruktur, men bevæbnet med en revolutionær ideologi. For at skabe et nyt system i en ny verden, hvor mennesker ikke udbytter mennesker. Det er meget væsentligt for folk at indse, at verden forandrer sig. Menneskeheden er i stadig udvikling, den har bestandig været det. Inden for teknisk forskning, naturvidenskab, og også inden for sociologi er menneskehedens udvikling i bevægelse.
Revolutionen er en videnskab. Vi snakker om sult. Den er grundlaget for politik. Fordi vi taler om menneskers grundlæggende politiske ønsker og behov. Mange af jer kan ikke begribe dette, fordi I aldrig har været sultne nok. Men I må begribe, at den tredje verdens folk, som undertrykkes af kolonialisme og kapitalisme, underbygget og opretholdt af racisme – disse folk er sultne, de lider nød. De er trætte af at blive myrdet. De er trætte af at blive dræbt i Vietnam. Så der kommer en dag, hvor menneskehedens udvikling tager et langt skridt fremad: man indser visse ting og analyserer visse ting, og de sultende masser begynder at planlægge, hvordan denne tilstand kan standses, hvordan imperialismens skændige gerninger kan standses. Og de begynder at kæmpe. De begynder at rejse sig, at organisere sig. Hvorfor? Fordi de sulter. Hvis I aldrig har været sultne, så gå sultne en tid, af en eller anden grund, og se hvor rasende I bliver.”
Fra Bobby Seales tale holdt i Grundtvigshus, marts 1969, udsendt af BPP-solidaritetskomiteen.
Efter Bobby Seales besøg, og mens Connie Mathews opholdt sig i Skandinavien udbredtes hurtigt en ret stor sympati for de sorte pantere blandt de danske venstreorienterede. Der blev demonstreret, holdt møder, vist film, dannet solidaritetsgrupper osv. Men de sorte pantere blev dog ikke brugt som noget nyt bevidsthedsskabende – de kom ikke til at betyde et skridt fremad for den danske venstrefløj.
Solidaritetsmærker, Black Panther-blade og forskellig terminologi blev optaget i de venstreorienteredes daglige liv. “All power to the people” og “Free Huey” blev nye revolutionære kodeord for de indviede, og der opstod noget af en panterkult, hvis indhold hovedsagelig var eskapisme og romantik. Sorte pantere, beat-musik, intellektualisme blev kædet sammen og indgik blot i kulturlivet som noget nyt, farverigt, småborger-progressivt. En revolutionær udvikling af de venstreorienteredes egen bevidsthed er panternes eksempel ikke blevet brugt til.
På mange måder ligner “the white left” i USA de danske venstreorienterede: i ord og løfter udtrykker de stærkt deres solidaritet med de sorte pantere, men i praksis forbliver solidariteten afslørende ringe.
Opgøret med “the white left” bliver også opgøret med de hvide venstreorienterede i Europa.
Eldridge Cleaver har fremført sin uforbeholdne mening om danskere og skandinaver for nylig (og det til trods for. at studenterne i Århus har kåret ham til deres æreskunstner. I øvrigt et udmærket eksempel på danskeres nationale velbehagelighed: Man betragter det som givet, at Eldridge Cleaver vil føle sig beæret og udtrykke sin taknemmelighed ved at komme her op for at modtage en pris fra det borgerlige universitet i Århus. Det falder slet ikke de gode studenter ind, at Eldridge Cleaver kan have andet og mere vigtigt at foretage sig, og at han stort set er ligeglad med denne form for solidaritet.)
“Skandinaver, det er Europas bourgeoisi, de har haft det for godt, ikke blandet sig i noget. Derfor tror jeg ikke, jeg bryder mig om skandinaverne. Politisk er jeg fjendtligt indstillet over for dem. På andre områder ville jeg sikkert kunne lide dem. Du siger, folk er et produkt af deres historie, okay så foragter jeg jeres historie. Jeg synes, skandinaverne er åndssvage, hvis de sidder på deres røve og akcepterer det, der sker i Vietnam, Korea, Sydafrika og USA, når de har muligheder for at hjælpe. Og jeg vil tage imod den pris i Århus, eller hvad det nu hedder, udelukkende for at forbande dem, og så i øvrigt get the hell out of there…
Mange mennesker viger tilbage for at analysere deres problemer i relation til arten af det system, de lever under. Vi skelner imellem de bevidst revolutionære og folket, masserne. De mennesker, som ikke forstår løsningen på deres problemer, kan købes. Hvis regeringen bare giver dem skoler og jobs og andre ting, der gør dem glade, så er man fri for bomber. I stedet får man mennesker, der er glade ligesom i Danmark…”
Fra Ekstrabladet d. 30.3. 1970 – Cleaver-interview af Suzanne Brøgger.
Connie Mathews kom til København i begyndelsen af april i år, og hun fortsatte med at trække de to linjer op.
I Carlton Bio, kl. 1 om natten holdt hun en tale for et publikum, der var forberedt på at hygge sig med musik, film og revolutionstaler som et ekstra krydderi på programmet.
Men Connies tale blev en knytnæve i synet på folk – helt forskellig fra den slatne småborgerlige hånd, som man var vant til selv at knytte og betragte som tilstrækkeligt løsen for at komme på den rigtige side i kampen.
Tanken bag mødet var vistnok den, at beatmusik og film skulle trække folk til og ligesom danne optakten til de revolutionære taler – ligesom lægge et fælles grundlag for en situation, hvor publikum ville kunne modtage revolutionær ideologi.
Man pakker sandheden ind i vat og håber, at folk vil sluge vattet og dermed sandheden uden videre. Denne opportunistiske tankegang, som vi kender til bevidstløshed i den danske venstrebevægelse, led imidlertid totalt nederlag.
Folk fik for en gangs skyld sandheden at høre uden vat, og det sved, da man måtte sluge sandheden – om sig selv.
Her følger Connie Mathews’ tale i fuld ordlyd – (vi uddelte et uddrag af talen til demonstrationsdeltagerne i den værdige Vietnamdemonstration d. 15. april) – den er afskrevet efter en båndoptagelse.
‘Power to the people’ – og revolutionære hilsner til brødre og søstre i Danmark fra The Black Panther Party i det racistiske, dekadente samfund på den anden side Atlanten, som vi foretrækker at kalde Babylon.
Sagen er, at når vi bruger vendingen brødre og søstre – sorte mennesker har en masse faste vendinger, det er fordi de har en særlig betydning for os – når vi bruger vendingen brødre og søstre, mener vi ikke brødre og søstre som sådan, men brødre og søstre i lidelse, brødre og søstre i modstand, brødre og søstre i kamp. Og jeg er begyndt at spekulere på, om denne vending kan bruges på jer folk i Danmark. (Spredt bifald, tilråb: hvorfor ikke?).
The Black Panther Party står for øjeblikket overfor et problem. Vi står overfor problemet, om vi bliver tvunget til at føre racekrig eller klassekrig. “The white left” i de Forenede Stater har for nyligt demonstreret, at det er opportunistisk, og at det vil ofre sine sorte allierede for publicity. Dette skyldes, at “the white left” i USA er selvtilfredse – hvad der er en form for racisme – og det stikker så dybt, at det ikke er nok sammen at sige: “Jeg er revolutionær!” (Tilråb: bravo)
Denne racisme i de Forenede Stater er så indgroet en del af folks livsform, at de ikke selv er i stand til at indse det – og et meget udmærket eksempel på det var sagen mod de otte sammensvorne, som nu meget, meget nydeligt er blevet reduceret til de syv sammensvorne – på Bobby Seales bekostning.
Under retssagen i Chicago – jeg husker det, jeg var selv i Chicago under retssagen, og Panterne demonstrerede omkring retten, og der var plakater, og alle var rede til at tale om Bobby. Og Bobby fik et budskab ud af fængslet til os, og han sagde: “‘Niggers, look!’ Vi er otte under anklage her. Lad os ved eksemplets magt bevise for verden og Amerika, at vi er stærke nok til enhed, at vi lever i tider, hvor denne enhed kan opnås!” – Og vi demonstrerede og marcherede, og vi talte om de otte sammensvorne.
Men ved I hvad?
Bobby Seale blev fundet skyldig i foragt for retten,og disse zionister, resten, de syv sammensvorne – jeg bruger ordet zionist, og jeg skal forklare det om et øjeblik, for det er racisme – disse zionister ofrede Bobby, og det blev reduceret til de syv sammensvorne.
Det meste af problemet omkring “the white left” i de Forenede Stater opstod for omkring et år siden. Vi havde problemer før da, for man rejser sig ikke bare op en dag og beslutter, at man laver revolution efter klassebaner, når vi i 400 år har levet med racisme, det er ikke noget, der bare sker. Men vi har prøvet, og indtil for et år siden havde vi i en vis udstrækning sukces.
Men for et år siden erklærede The Black Panther Party, at det stod solidarisk med det palæstinensiske folks kamp. (Spredt bifald)
Ikke såsnart havde The Black Panther Party erklæret, at det stod solidarisk med det palæstinensiske folks kamp,før “the white left” i de Forenede Stater begyndte at hakke i det. De vidste ikke, hvorhen de skulle vende sig.
Der er en ting, man må forstå: “The white left” i borgerrettighedsbevægelsen har hovedsageligt bestået af jøder – og vi er ikke antisemitter, men antizionister, fordi zionismen er en racistisk doktrin. (Spredt bifald og højlydt mishagsytringer)
På grundlag af vores stillingtagen for det palæstinensiske folks kamp har “the white left” demonstreret, at det ikke har forstået et hak af klassekampen, at det stadig er dybt inficeret af racisme, og at det ikke så let slipper af med den.
Det var en zionistisk dommer, som dømte Huey P. Newton fra to til femten års fængsel. Det var en zionistisk dommer, der idømte Bobby Seale fire år for foragt for retten i Chicago. Og det var de syv – ‘well’, der var seks af dem – seks zionister – såkaldte revolutionære kammerater – som lod Bobby Seale i stikken. I slutningen af denne måned bliver Bobby Seale anklaget for sammensværgelse alene!
Hvem har han sammensvoret sig med? – Zionisterne?
Derfor siger vi, at vi igen må understrege vor stilling.
Vi fordømmer zionismen.
Vi står solidariske med det palæstinensiske folks kamp, fordi de kæmper for det samme, som vi kæmper for, og det er alle menneskers ret: jord, brød, tag over hovedet og ret til at bestemme sin egen skæbne!
Vi siger, at det er forkert af “the white left” i de Forenede Stater at komme herover og lyve for europæerne. De skulle ikke have foregivet, at vi står med ryggen mod muren, for det gør vi ikke.
Den film I så fra People’s Park – I ved, det var anden gang, de havde denneher ‘Memorial-twenty-days’ – vi bad de her hvide folk om sammen med os at protestere mod, at Bobby Seale blev lænket og kneblet. Og de sagde til os: “Vi har lige fået tæsk for to dage siden, ‘so let’s make love not war!'”
Vi er blevet dræbt i 400 år – de havde lige fået en smagsprøve på, hvad vi har oplevet i 400 år.
Vi spørger: hvor meget mere skal der til, før I vågner op?
I ved, at Fred Hampton og Mark Clark blev myrdet, mens de sov. Men hvide mennesker i de Forenede Stater går stadig fortumlede omkring.
Derfor siger vi: The Black Panther Party har lige fra begyndelsen – oktober 1966 – gjort det klart, at vi ikke ønskede en racekrig. Vi ønskede enhed på klassebasis.
Men vi siger dette: hvis vi bliver tvunget ud i en situation, hvor vi står alene, så er vi rede til at stå alene, for vi vil opnå vores frihed med alle nødvendige midler. Og det vil betyde sorte folk, der kæmper alene, og den yderste konsekvens vil være racekrig.
Afgørelsen ligger hos “the white left”, ikke hos os.
Vi har passeret det stadium, vi er vågnet, og vi kan ikke tage det længere. Vi er lede og kede af at være lede og kede af det. Og vi siger så meget: vi vil ikke gå med til at ofre Bobby Seale. Babylon kan brænde, og vi kan alle dø, men Bobby kommer ikke i den elektriske stol i Connecticut! (Bifald)
Det skete der – lige for øjnene af dem – hvor mange flere af os skal dø? 32 medlemmer af The Black Panther Party er allerede blevet dræbt, og folk siger stadig:”‘Well’, det er rigtigt, men der må være en forklaring.”
‘Well’, man dør, man dør, – man dør ikke halvvejs – der er ikke nogen forklaring på det lort!
De falske anklager mod Bobby Seale er systematisk blevet bygget op siden 1966, og for os er disse anklager – disse falske morderanklager – indlysende, selv for en nyfødt.
Vi siger i dette øjeblik til det hvide Amerika: brødre og søstre – for vi kalder jer stadig brødre og søstre, vi tror, der er håb for jer – der skal handles nu, ‘seize the time!’
Men vi vender os og siger til det europæiske venstre: hvor står I, brødre og søstre?
For et år siden kom Bobby til Danmark – det er faktisk ironisk, for Danmark betyder noget specielt for The Black Panther Party. Før den tid var vi i en situation, hvor vi snakkede og vi snakkede om international solidaritet. Men Danmark var det første land, hvor Bobby eller The Black Panther Party blev repræsenteret udenfor de Forenede Stater. Siden da har vi besøgt solidaritetskomiteer i 10 europæiske lande, og vi samarbejder med folk i Asien, Afrika og Latinamerika – dette i løbet af et år. Men det skete her for første gang for lidt over et år siden.
Og Bobby fortalte jer, at vi ikke ville bekæmpe ild med ild, at vi ikke ville bekæmpe racisme med racisme, men med solidaritet, og vi ville bekæmpe fascisme med international proletarisk solidaritet.
Dette land får bedre informationer om, hvad der sker i de Forenede Stater, end noget andet europæisk land. Da så Bobby Seale den anden marts blev udleveret til Connecticut, og I kære danskere blev bedt om at protestere og gøre noget ved det, kom tre mennesker – i et land med 5 mill. indbyggere!
Og jeg siger ‘it’s nice, it’s cool’ – I har set en film, og den fylder jer med rædsel, og I skal have noget musik til at afkøle jer og dæmpe jer ned.
Brødre og søstre, den musik I lytter til, kommer fra vores lidelser – I ved, den kommer direkte derfra – og vi kan lide den musik, men vi har ikke tid til at lytte til den, for vi dør!
Og vi gør et sidste forsøg og vender os til jer og siger: I snakker, og I går ud, det er fridag og en dejlig aften. Den slags kender vi ikke noget til for tiden. Vi siger: vil I sidde her på jeres fine, selvtilfredse røve, som Eldridge Cleaver sagde? Han sagde: “Hvis det er, hvad jeres historie har gjort jer til, så foragter jeg jeres historie, og jeg kender jer ikke!”
Vil I bare sidde på jeres røve og lade massemord ske i de Forenede Stater?
For hvis I gør det, beviser I gennem jeres handlinger, at I er nøjagtigt ligeså racistiske som de Forenede Staters dekadente samfund!
Jeg siger, at afgørelsen er jeres, men vi har ikke tid. For os kan ‘power to the people’ blive en realitet, men kan det det for jer?
Tak for ordet. (Spredt, men taktfast bifald)
Der var spredt bifald efter talen og en mærkelig murrende stemning. Mødet gik i opløsning, og folk forlod biografsalen.
De fleste var irriterede over en spoleret beataften, andre følte sig bekræftede i deres selvbeskuende aktivistglæde og havde alligevel ikke forstået noget, andre igen havde pludselig fået noget at tænke på.
Det varer sikkert længe, før vi ser nogle sorte pantere i Danmark igen. Men vi kommer til at høre mere om dem. Hvad der sker i den nærmeste fremtid med Bobby Seale-retssagen, ved vi ikke. Men vi ved, at de sorte pantere ikke vil holde op med at kæmpe.
De hvide venstreorienterede i USA må vælge deres kampfæller, og det samme må vi.
Vi støtter ikke de sorte pantere ved at sige, at vi støtter de sorte pantere, men ved at bekæmpe de kræfter, som bekæmper de sorte pantere og folkene i de fattige lande – og som er parate til at bekæmpe os.
Vi må være forberedt på, at fascismen vil kunne vokse frem i vores samfund, når magthaverne finder det nødvendigt at mobilisere de kræfter, som århundreders racisme og et lille århundredes snyltende imperialisme har forsynet os med.
Racisme findes her – det ville være en katastrofal fejltagelse at benægte det.
Den kommer til udtryk i hvert fald på to områder: i forholdet mellem danskere og fremmedarbejdere eller andre udlændinge, som findes i landet – og gennem zionismen, der bl.a. på grund af Danmarks specielle gode forbindelser til Israel har stor grobund i befolkningen.
Vi har fremmedarbejderne i Danmark, vi har den bestukne arbejderklasse, vi har den åbenlyse zionisme, der ikke skyr noget middel for at støtte Israel, vi har udlændinge, som bliver terroriseret af myndigheder og Vilde Engle, vi har løgnene i massemedierne. Vi har den forbandede virkelighed for vore øjne.
Den må vi erkende.
Vi er selv en del af virkeligheden, og vi må erkende vor egen situation. Hvis det skulle knibe med erkendelsen, så spørg de sorte pantere, spørg de arabiske fremmedarbejdere, spørg de mennesker, som ved hvad sult og undertrykkelse er – de skal nok fortælle os. hvem vi er.
Den danske arbejderklasse mærker ikke sulten og den fysiske undertrykkelse på sin krop – endnu. Derfor kan man ikke forlange, at den på nuværende tidspunkt skal kunne rejse sig og lave revolution.
Men vi har øjne at se med, og vi kan ikke passivt blive ved med at være vidne til racismen i USA, og vi har en masse at gøre.
Her og nu.