(Uddrag)
Skrevet i maj-juni 1915,
offentliggjort i 1915 i “Kommunist” nr. 1-2.
(…)
Med social-chauvinisme mener vi godkendelse af tanken om forsvar for fædrelandet i den nuværende imperialistiske krig, retfærdiggørelse af et forbund mellem socialister og bourgeoisiet og regeringerne i deres “egne” lande i denne krig, afvisning af at drive propaganda for og støtte proletarisk-revolutionær aktion mod ens “eget” bourgeoisi o.s.v. Det er aldeles Indlysende, at socialchauvinismens grundlæggende ideologiske og politiske indhold fuldt ud falder sammen med opportunismens grundlag. Det er en og samme tendens. Under krigens betingelser i 1914-15 fører opportunismen til social-chauvinisme. Tanken om klassesamarbejde er opportunismens hovedtræk. Krigen har ført denne tanke til dens logiske konklusion og har forøget dens sædvanlige faktorer og stimuli med en række særlige; gennem specielle trusler og tvang har den tvunget de filistrøse og splittede masser til at samarbejde med bourgeoisiet. Denne omstændighed har selvsagt kraftigt forøget opportunismens tilhængere og forklarer til fulde, hvorfor mange radikale af i går er deserteret til denne lejr.
Opportunisme betyder at ofre massernes fundamentale interesser for de midlertidige interesser hos et ubetydeligt mindretal blandt arbejderne, eller med andre ord et forbund mellem en del af arbejderne og bourgeoisiet rettet mod proletariatets brede masser. Krigen har gjort et sådant forbund særligt iøjnefaldende og uundgåeligt. Opportunismen blev fremavlet igennem årtier af de særlige træk i den periode i kapitalismens udvikling, da den forholdsvis fredelige og civiliserede tilværelse for et lag af privilegerede arbejdende “borgerliggjorde” dem, gav dem krummer fra deres nationale kapitalisters bord og isolerede dem fra de forarmede og ruinerede massers lidelser, elendighed og revolutionære glød. Den imperialistiske krig er den direkte fortsættelse og kulmination af denne tingenes tilstand, fordi dette er en krig for stormagtsnationernes privilegier, for nyopdeling af kolonierne og dominans over andre nationer. At forsvare og styrke deres privilegerede stilling som et småborgerligt “øvre lag” eller aristokrati (og bureaukrati) i arbejderklassen – det er den naturlige krigstids-fortsættelse af småborgerlige opportunistiske forhåbninger og den dertil svarende taktik, det er det økonomiske fundament for social-imperialismen af i dag. Og naturligvis, vanens magt, den relativt “fredelige” udviklings rutine, nationale fordomme, frygt for pludselige forandringer og mistro til dem – alt dette var yderligere omstændigheder, der forstærkede både opportunismen og en hyklerisk og krysteragtig forsoning med opportunismen – tilsyneladende kun for en tid og kun på grund af ekstraordinære årsager og motiver. Krigen har ændret denne opportunisme, der var blevet opelsket i årtier, løftet den op på et højere niveau, forøget dens nuancers antal og mangfoldighed, forøget dens tilhængerskare, beriget deres argumenter med en mængde nye sofismer og har, så at sige, sammensmeltet mange nye bække og åer med opportunismens hovedstrøm. Hovedstrømmen er imidlertid ikke forsvundet. Tværtimod.
Social-chauvinisme er en opportunisme, der er modnet i en sådan grad, at denne borgerlige bylds fortsatte eksistens i de socialistiske partier er blevet umulig.
De, der nægter at se den tætteste og ubrydelige forbindelse mellem social-chauvinismen og opportunismen, klynger sig til individuelle tilfælde – denne eller hin opportunist, siger de, er blevet internationalist, denne eller hin radikaler er blevet chauvinist. Men den slags argumenter har ingen vægt, for så vidt angår udviklingen af tendenser. For det første har chauvinismen og opportunismen i arbejderbevægelsen den same økonomiske basis: forbundet mellem et numerisk lille øvre lag af proletariatet og småborgerskabet – der kun får småbidder af deres “egen” nationale kapitals privilegier – mod proletarernes masser, de brede masser af arbejdende og undertrykte i almindelighed. For det andet har de to tendenser samme ideologiske og politiske indhold. For det tredje svarer den gamle opdeling af socialister i en opportunistisk strømning og en revolutionær, der var karakteristisk for Anden Internationales periode (1889-1914) i det store og hele til den nye opdeling i Chauvinister og internationalister. (…)
LCW bd. 21, s. 242-244.
Ikke tidl. online på dansk
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
