Om teksten:
Fra: Kommunistisk Orientering, nr. 5, 12. marts 1969.
Oversat fra New Zealand Communist Review’, marts 1967.
“Hvis, når vi tager hele kloden, Nordamerika og Vesteuropa kan kaldes “verdens byer”, så udgør Asien, Afrika og Latinamerika “verdens landdistrikter”. Siden den anden verdenskrig er den proletariske revolutionære bevægelse af forskellige grunde midlertidigt blevet holdt tilbage i de nordamerikanske og vesteuropæiske kapitalistiske lande, mens den folkerevolutionære bevægelse i Asien, Afrika og Latinamerika er vokset energisk. I en vis betydning frembyder verdensrevojutionen af i dag også et billede af landdistrikternes omringning af byerne. I sidste ende afhænger hele verdensrevolutionens sag af de revolutionære kampe, der føres af de asiatiske, afrikanske og latinamerikanske folk, der udgør det overvældende flertal af verdens befolkning. De socialistiske lande bør betragte det som deres internationalistiske pligt at støtte de folkerevolutionære kampe i Asien, Afrika og Latinamerika.” (Lin Piao: Længe leve sejren i folkekrigen, Forlaget Futura, København 1967.)
Vi bringer her en artikel skrevet af en newzealandsk kammerat til ‘New Zealand Communist Review’, marts 1967. Artiklen indeholder synspunkter, der er identiske med de synspunkter, som KAK har fremsat i samme spørgsmål. Ovenstående citat af kammerat Lin Piao er indsat af os. RED.
Orientering er vigtig. Lenin sagde:
“Oprettelsen af et landsomfattende politisk blad… bør være den ledetråd, ved hvis hjælp vi støt skulle kunne udvikle, uddybe og udvide denne organisation (dvs. den revolutionære organisation, der altid er rede til at støtte enhver protest og enhver opblussen). Hør nu her: når murerne murer sten i en uhyre og hidtil fuldkommen ukendt bygning – er det så ikke en “papirsag”, når de trækker snore, der hjælper dem til at finde det rigtige sted for murstenens anbringelse og dermed peger på det endelige mål for hele arbejdet og således giver mulighed for at anvende hver eneste sten, ja, hver eneste stump af en sten, der, sluttet til de foregående og efterfølgende, fører til en afsluttet og altomfattende linje? Og oplever vi da ikke netop en sådan tid i vort partiliv, hvor vi har både sten og murere, men hvor vi netop mangler den snor, som alle kunne se og holde sig til? Lad dem blot råbe, at vi ønsker at kommandere, når vi trækker denne snor: hvis vi ønskede at kommandere, mine herrer, havde vi i stedet for “Iskra Nr. 1” skrevet “Rabotjaja Gazeta Nr. 3”, som nogle kammerater foreslog os, og som vi ville have fuld ret til at gøre efter de begivenheder, som vi har fortalt om ovenfor. Men vi gjorde det ikke: vi ønskede at forbeholde os frie hænder til uforsonlig kamp mod allehånde pseudo-socialdemokrater; vi ønskede, at vor snor, hvis den blev trukket rigtigt, skulle respekteres for dens rigtighed, og ikke fordi den var trukket af et officielt organ.” Lenin: Hvad må der gøres? UV, bd. 2, side 207-08. København 1949.
Orientering bestemmer politik. Maos berømte diskussioner om forholdet mellem strategi og taktik har alle orientering som deres udgangspunkt. Faktisk er orientering politisk lederskabs’ kompas og det centrale tema, der løber gennem alle Maos værker. I den sidste er udtrykket blevet almindeligt: “Alt afhænger af rorgængeren”, dvs. af orienteringen i kampen. Hvad er vor egen stilling i denne henseende i øjeblikket?
Som kommunister, som proletarer, er vi medlemmer af en verdensomspændende bevægelse. Vi tror på klassekamp. Enhver, som ikke tror på klassekamp, hører ikke hjemme i partiet. Vi vil ikke være vrede på sådan en “kammerat”. Han hører ikke hjemme i partiet. Der er blevet begået en fejl, og han bør roligt, men straks droppes.
Som kommunister smelter vor skæbne sammen med arbejderklassens. Som parti har vi ikke nogen interesser uden for eller over arbejderklassens interesser. Arbejderklassen er ikke blot et newzealandsk fænomen, men et verdensomspændende fænomen. Klassekampen er international. Den forener hele verdens arbejderklasse under samme skæbne, i en bevægelse.
Vi tænker ikke i begreber som racer og nationaliteter, men i begreber som arbejdere og udbyttere. Alle arbejdende mennesker er vore kammerater. Vi spørger ikke om han er kineser, franskmand eller italiener, men om han tilhører arbejderklassen eller bourgeoisiet. Alle dem fra de rige, udbyttende og ejendomsbesiddende klasser, bourgeoisiet og dets slæng, dets institutioner og regeringer, er vore fjender. De, der vil pånøde den proletariske bevægelse den borgerlige nationalistiske tænkemåde i nationer og racer, hører ikke hjemme i vort parti, men i det socialistiske enhedsparti (Socialist Unity Party,red). Revolutionen har altid været international. Den store ideologiske strid har været et vandskel og skilt marxismen-leninismen fra revisionisme over hele verden.
Adskillelsen fortsætter stadig. Der er endnu rødder af
revisionistisk tænkemåde i vort parti, men de er hurtigt ved at miste taget i jorden.
Situationen er den, at vi, New Zealands kommunistiske Parti, er ved at omorientere os på den proletariske internationalismes marxistisk-leninistiske linje. Vi anerkender perioden som den periode, i hvilken verdensrevolutionen er brudt ud (oktober 1917), og at den internationale klassekamp skærpes, ikke stilner af. Perspektivet forude er ikke perspektivet med revolte på det parlamentariske plan, at trække New Zealand ud af det kapitalistiske verdenssystem hen til en neutralitetens position. Det er ren og skær illusion, en socialistisk enhedsparti illusion. Foran os er den socialistiske verdensrevolution. Som Mao siger er kapitalismen nu “et hus på een pille”, og for os betyder det, at vore bånd vil blive brudt, ikke enkeltvis, men i forbindelse med borgerlighedens sammenbrud i verdensmålestok.
Dette fører os til punkt et i orientering. Videnskabelig analyse viser, at perioden er verdensrevolutionens periode. Foran os, den nærmeste horisont, er socialistisk verdensrevolution.
På grundlag af Mao Tse-tungs værker har Lin Piao udtrykt den kendsgerning strålende i begrebet om verdens landdistrikt, der omringer verdens by. Ligesom i den kinesiske revolution, hvor landdistriktet organiserede og omringede byerne, på samme måde, siger Lin Piao, er Afrika, Latinamerika, Sydøstasien (indbefattet Kina og Indien) verdens landdistrikt, der omringer verdens byer. De udviklede kapitalistiske lande, USA, Vesteuropa, Japan, Canada og Australasien, er verdens byer.
Det er punkt to i orientering.
Begrebet DEN SOCIALISTISKE VERDENSREVOLUTION dikterer strategien. Og inden for denne styrer begrebet landdistriktet, der omringer byen, den taktiske situation. Det er klart, at inden for den socialistiske verdensrevolutions almene strategi vil forskellig taktik, forskellig organisation, forskellig politik finde anvendelse ved revolutionært arbejde i “landdistriktet” til forskel fra det revolutionære arbejde i “byerne”. Spørgsmålet for os er: Til hvilken kategori hører New Zealand?
Faktisk er New Zealand en del af verdens by. Den forestilling, at vi udgør en del af verdens “landdistrikt”, skal bekæmpes. Erfaringen har vist, at den forestilling har en tendens til at vise sig i nogle partikredse, og at den utvivlsomt opstår ved, at man tager betegnelserne “by” og “landdistrikt” bogstaveligt, og også fra den kendsgerning, at vi endnu ikke har haft alvorlige diskussioner om dette punkt og derfor ikke har haft lejlighed til at klargøre vore synspunkter. Eftersom vor hovedfrembringelse er landbrugsvarer, opstår den forestilling let i tankerne, at vi er en del af “landdistriktet”. Men en sådan konklusion hviler på en bogstavelig fortolkning og ikke på klasseanalyse. Vi hører til verdens by, fordi vor levestandard kan sammenlignes med levestandarden i Europa og Amerika. Ganske vist dominerer gårdene i vor økonomi. Men de er raffinerede, moderne gårde med fremskreden teknik. Med hensyn til balancen mellem afgrøder, til videnskabelig forskning til støtte for landbrugsplanlægningen, til arbejdsydelse, til brug af maskineri og til udvikling af forædlingsindustri er vore gårde rige mænds gårde, bourgeoisgårde, i modsætning til – ikke i sammenligning med – de forarmede, og feudale herremandsplagede bondegårde i Indonesien, Indien, Latinamerika osv.
Efter vor størrelse er New Zealands industri raffineret. Vor arbejdsstyrke er uddannet og kan læse og skrive. Vor sociale velfærdstjeneste er vel udviklet sammenlignet med f.eks. Indiens. Vore hospitaler er på højde med verdensstandard. Vort skolesystem er fuldt udbygget til universitetsniveau og alsidigt. Kommunikationer og transport er ved udviklet. Sammenlignet med de store koloniale, halvkoloniale, halvfeudale områder på jorden, det virkelige “landdistrikt”, er New Zealand afgjort “by”.
Sammen med vore kapitalistiske broderlande, med Australien, Nordamerika, Europa, med hvilke vi er forbundet med historiske udviklings-, slægtskabs-, ideologiske, traditionsbånd, med hvilke vi deler den samme kapitalistiske samfundsstruktur, udviklings- og investeringsstruktur, med hvilke vi vedkender os de samme verdenshistoriske rødder – sammen med hvilke vi har haft andel i og fortsætter med at have andel i den fælles udbytning af den underudviklede tredjedel af verden, verdens “landdistrikt”.
Det er rigtigt, at vor økonomi er kapitalistisk økonomi, at oversøiske interesser har en stor investeringsandel i vore industrier, og at New Zealands arbejdere derfor bliver udbyttet af oversøiske monopol interesser. Men det har intet med sagen at gøre, med de strategiske begreber by og landdistrikt i sammenhæng med den socialistiske verdensrevolution. I Kina, dengang de revolutionære styrker i landdistriktet omringede byerne, var der da ikke masser af tiggere og fattige mennesker i byerne? Ikke alle i byerne var rige, men det forvandlede ikke de kinesiske byer til det kinesiske landdistrikt eller proletarerne til bønder. På samme måde forvandler klassestrukturen i New Zealand ikke New Zealand fra at være et medlem af verdens system af ”byer” til at være et medlem af verdens system af “landdistrikter”.
Det er den forarmede, analfabetiske, hungerramte, koloniale og herremandsplagede tredjedel af verden, som er den socialistiske revolutions “landdistrikt”. I verdensmålestok tilhører New Zealands arbejdere arbejderaristokratiet? Hvad han tjener på en uge eller to, ville holde arbejdere i nogle “landdistrikt”-områder med penge på lommen i et helt år. Hans indkomster kan sammenlignes med den sydafrikanske hvide arbejders – ti, halvtreds, hundrede gange den sorte arbejders. Vi har flere biler, fjernsynsapparater, vaskemaskiner, køleskabe osv. pr. person, længere levetid, en lavere børnedødelighed, et højere kødforbrug end lande som Japan og Frankrig. Vort alkohol- og tobaksforbrug, der er mere end 80 millioner pund om året, er det tredje højeste pr. person i verden. “By” eller “landdistrikt” ? – det er virkelig ganske klart.
At komme frem til forestillingen om, at New Zealand er en del af ”landdistriktet”, der omringer “byen” (dvs. USA), kan opstå af en overfladisk analyse. Men vi bør ikke overse, at det også kan tyde på en tilbøjelighed til småborgerlig ideologi og således understrege behovet for konstant årvågenhed, kritik, selvkritik og ideologisk kamp. Dette punkt bliver klart, når argumentet accepteres, men følges op af følgende påstand: “Enig, vi er en del af verdens “by” nu, men vi synker hurtigt ned i afhængighed af USA, og således vil vi blive mere og mere eet med “landdistriktet”, efterhånden som tiden går”.
Det er det gamle argument! Hvis småborgerlig ideologi ikke kan sejre nu, vil den gøre det i fremtiden! “Byen” vil “udvikle sig” til “landdistrikt” nøjagtigt som parlamentariske kapitalistiske nationer vil “udvikle sig” til socialisme. Men denne forestilling overser den marxistiske sandhed om klassekamp. Den overser modsigelse og skærpelsen af modsigelse. I stedet for at “byen” udvikler sig til ”landdistrikt”, vil den rige blive rigere og den fattige fattigere! Fremtiden er en fremtid med skærpelse af klassekampen i verdensmålestok, ikke udvikling mod en borgerlig uniformitet. New Zealand er ikke blot medlem af verdens “by”, men vil forblive det i fremtiden, indtil modsigelsen brydes med verdensrevolutionens indtræden. Indtil da kan modsigelsen kun skærpes.
Set i fremtidsperspektiv tilhører vi således en verdensomspændende bevægelse. Perioden er en periode, i hvilken revolutionær kamp er brudt ud (oktober 1917) og gennembryder kapitalismens verdensfront. Verdens folks skæbne er enten socialistisk verdensrevolution eller imperialistisk verdenskrig. Historien afgiver intet alternativ. Den store internationale ideologiske strid har lagt grundlaget for sådan en verdensomspændende revolutionær udvikling. Det strategiske begreb, der styrer taktikken i denne verdensrevolution, er begrebet, at “landdistriktet” omringer “byerne.” New Zealand er del af verdens system af “byer”. Det er vor grundlæggende logistiske kendsgerning. En kvalitativ ændring i klassekampens form i de udviklede kapitalistiske lande (dvs. i “byen”) i perioden forude, må man afvente som den bestemmende hovedfaktor i den situation, der er ved at udvikle sig.
