Ungkommunisten 1969, nr. 5, s. 8-9
Ungkommunisten 1969, nr. 5, s. 8-9.
4 min read

DANSK SAMVIRKE er en forening, hvis erklærede formål er ”at fremme samarbejdet mellem danske kredse og enkeltpersoner hjemme og ude og at sprede kendskabet til dansk kultur.” Foreningen er en videreførelse af selskabet ”De danske Atlanterhavsøer” som i 1919 efter salget af De vestindiske øer unægtelig havde vægtige grunde til en navneforandring.

Da vi nu skriver 1969, finder man, at tiden er inde til et 50-årsjubilæum. Det markeres blandt andet ved en udstilling i Forum den 13.-22. juni under titlen ”Danmark ude i verden”.

Naturligvis står det os helt klart, at udstillingens initiativtagere er folk med overordentligt grundigt kendskab til Danmarks rolle i verden, blot er vi bange for at disse mennesker i deres iver for at sprede den danske kultur vil være tilbøjelige til at give et noget forlorent billede af verden i almindelighed og Danmarks placering i den i særdeleshed. Vi finder denne vor mistanke bekræftet allerede ved mødet med nogle af foreningens prominente repræsentanter: hofchef Ebbe Munk (medlem af bestyrelserne i ØK og Atlas), ingeniør Jørgen Saxild (medindehaver af Kampsax, medlem af bestyrelserne i ØK og NESA), ingeniør Kann Rasmussen (Christiani & Nielsen) og Bent Suenson (medlem af bestyrelserne i Store Nordiske Telegraf, Privatbanken, Nordisk kabel- og trådfabrikker, Hellesen, direktør for Alluminord og Davum).

Klip fra “Dansk Samvirkes” blad DANMARKSPOSTEN:

Foreningen afholder 13. – 22. juni en udstilling i Forum

DANMARK UDE I VERDEN

hvis bærende idé er at vise et bredt udsnit af den danske befolkning, hvad danskes virke i udlandet betyder for vort lands anseelse og for hele vort samfunds trivsel. Kongeparrets nærværelse kan forventes ved udstillingens åbning.

Udenrigsministeriet vil gå i spidsen for at vise det officielle Danmark derude; landbruget og en lang række af vore kendte rederier, ingeniørfirmaer og andre vil give udtryk for det vovemod og den energi den arbejdende udlandsdansker præsterer, pionérernes gerning, store og små virksomheder som grundlagde og udbyggede denne vældige del af »Forretningen Danmark«.

Udstillingen skulle være af særlig interesse for ungdommen, der gerne selv vil ud og prøve kræfter, men i det store og hele er baggrundstanken at skabe forøget samfundskontakt og good-will.

Paranteserne bag navnene indeholder jo unægtelig et og andet, der ligesom slår en tone an. Vi mener faktisk, at dette fine selskab har taget munden lidt for fuld, at de ikke kan yde det, den udmærkede titel ”Danmark ude i verden” kræver. De vil vise os, ”hvad dansk virke i udlandet betyder for vort samfunds trivsel”. Mon de også vil vise os, hvad dansk virke i udlandet betyder for de pågældende udlandes trivsel?? Vi tvivler. Vi tror ikke ØK har i sinde at lade deres fattige udenlandske ”medarbejdere” komme til orde, plantagearbejderne i Thailand, Malaysia, Burma og Malawi. Vi tror ikke, at de store ingeniørfirmaer vil fortælle, hvad den amerikanske hær bruger deres store anlæg til i Sydøstasien. Vi tror ikke, der vil blive lagt tilstrækkelig vægt på, hvilke konsekvenser de faldende råvarepriser og de stigende industrivarepriser har for de 3 udplyndrede kontinenter. Vi tror ikke, at repræsentanterne for den danske afdeling af den internationale kapital, der har lagt det meste af jorden i sine lænker, vil fortælle om deres slavers tilværelse, om sulten, håbet og kampen derude.

Og det er egentlig en skam!

Derfor vil vi prøve at gøre noget for at få det med, som de andre glemmer. Vi råder ikke over lokaler som Forum, men vi laver plakater, plancheudstillinger og en pjece. Og vi håber, at der er mange, der vil give et nap med, der skal bruges mange kræfter for at bringe balance i foretagendet.

Alle må være med til at gøre ”Danmark ude i verden” bedre, henvend jer til Den anti-imperialistiske Aktionskomité og lad os finde ud af, hvor hjælpen skal sættes ind.

Den anti-imperialistiske Aktionskomités kontor har i perioden d. 6. til d. 22 juni åbent hver dag fra kl. 18,00 til kl. 19,00.

3 blomster