Olieindustrien er kun godt 100 år gammel. Den er i det første trekvarte århundrede først og fremmest historien om oliegiganternes opkomst og indbyrdes rivaliseren om verdensmarkedet. “De syv søstre” – fem amerikanske og to europæiske selskaber – beherskede op til efterkrigstiden 88 % af råolieproduktionen udenfor USA.

Rockefellers oliemonopol og dets opsplitning

I 1863 – allerede fire år efter at den første oliekilde begyndte at springe i Titusville i staten Pennsylvania i USA – stiftede John D. Rockefeller det første af de store selskaber og byggede sit første raffinaderi. 7 år senere omdannede han selskabet til et aktieselskab under navnet Standard Oil Company og begyndte opkøbet af andre raffinaderier.

1879 ejede Standard Oil 90% af USAs raffinaderier mod 10-20% i 1870. Selskabet producerede som hovedprodukt petroleum til belysning, men også smøreolier og brændselsolie.

Rockefeller interesserede sig for at kontrollere raffineringen, transporten og distributionen, men ikke produktionen af råolie.

Rockefellers næsten absolutte herredømme over oliemarkedet ophørte definitivt i 1911, da en højesteretskendelse sprængte hans olieimperium i over 30 selvstændige selskaber. Mange af de nye selskaber beholdt navnet Standard, og først i løbet af 1920’erne ophørte samarbejdet dem imellem. De trængte ind på hinandens territorier, og i 1930’erne konkurrerede de lige så stærkt mod hinanden som mod andre. (John D. Rockefeller døde i 1937.)

Foruden Standard Oil of New Jersey (= ESSO = EXXON), Standard Oil of New York (= Mobil Oil) og Standard Oil of California (= Chevron) findes endnu idag også Standard Oil of Indiana samt Continental blandt de 10 største. (Det engelske BP overtog i 1969 et af de gamle Rockefeller-selskaber, Standard Oil of Ohio.)

Standards amerikanske monopol brydes imidlertid allerede i 1901, da olieindustrien i Texas grundlages. Det skete ved et oliefund, Spindletop, og i løbet af et år oprettedes to stærke selskaber: Gulf (som Mellon-gruppen stod bag) og Texas Oil Company, senere Texaco. I 1902 blev der gjort nye oliefund i Oklahoma og Louisiana, som disse selskaber også satte sig på.

I begyndelsen af det 20. århundrede slog elektriciteten petroleum ud som belysningskilde. Samtidig svulmede et mægtigt marked op for benzin til biler. Benzinen havde hidtil været et betydningsløst biprodukt i olieindustrien. I 1914-15 solgtes mere benzin end petroleum. I 1902 fandtes der kun 23.000 køretøjer på USAs veje, og benzinsalget var på 5,7 mill. barrels (1 barrel = 160 liter). I 1912 var antallet af person- og lastbiler steget til over en million, og salget af benzin androg 20,3 mill. Barrels.

Der var også et stigende behov for dieselolie til lokomotiver, i skibe og på fabrikker.

Disse nye markeder gav de nye selskaber mulighed for at trænge ind i olieindustrien, så meget mere som Standards hovedprodukt hele tiden havde været petroleum.

Standard Oils eksport til Europa var i fuld gang i midten af 1860’erne – petroleum i tønder og dunke. Men allerede fra 1873 begyndte de svenske brødre Nobel en transport af olie fra de russiske Baku-felter til Europa. I 1900 produceredes halvdelen af verdens råolie i Baku, og i 1883 havde Rotschild-familien anlagt en jernbane fra oliefelterne i Baku til Sortehavet.

Europa var herefter slagmark for Rockefeller, Nobel og Rotschild, indtil Royal Dutch Shell og BP dukkede op i landskabet.

Royal Dutch og Shell

Royal Dutch – Shell = 60 % – 40 %

Royal Dutch startedes i Indonesien (Sumatra). I 1890 var det blot et lille selskab, i 1900 var det blevet det førende hollandske selskab i det Fjerne Østen.

Shell blev stiftet af to britiske forretningsfolk, brødrene Samuel, der ejede et handelskompagni, der solgte maskiner fra England til Japan og bl.a. importerede porcelæn og muslingeskaller. Shell gik ind i olieindustrien med et stort salgsapparat, men ejede ingen oliekilder. Gennem 90’erne var det til næsten 100% afhængig af Rotschild-forsyninger fra Baku.

Shells første mål var sammen med Rotschild-familien at erobre markedet i det Fjerne Østen fra Standard. Det lykkedes, da de byggede de første tankbåde og sejlede olien via Suez til Østen, hvor prisen kun blev det halve af Standards.

I 1902 foreslog Royal Dutch’s ejer, hollænderen Henri Deterding et samarbejde, og Samuel, der hellere vil hellige sig politik end forretning, går med. På grund af et uheld ved Spindletop-kilden i Texas, der skulle levere til Shell, må Samuel opgive at overholde sine leveringskontrakter til Europa, og da Royal Dutch og Shell går sammen i 1907, er RD så meget stærkere end Shell, at aktierne i det nye, fælles, selskab fordeles med 60% til RD og 40% til Shell.

Det sidste af de nuværende syv store selskaber kom til i 1909. Det var Anglo-Persian Oil Company kom til i 1909. Det var Anglo-Persian Oil Company (senere kaldet Anglo-lranian, nu British Petroleum Company, BP). Dets stifter var en britisk statsborger, William Knox d’Arcy, der havde tjent en formue på guldfund i Australien.

Den britiske regering går ind i BP

d’Arcy blev i 1901 interesseret i den persiske olie og sendte folk ud for at forhandle med den svage Shah, der ikke havde anelse om oliens betydning for vestens voksende industri.

d’Arcy opnåede en koncession med eneret til at udnytte 480.000 kvadratmiles mod at betale 20.000 pund sterling kontant og afgive løfte om aktier i et kommende selskab for andre 20.000 pund samt 16% af den fremtidige profit.

Boringerne begyndte i 1902. I 1904 havde d’Arcy mistet 225.000 pund sterling og kunne ikke fortsætte. Den britiske regering kom ham til hjælp, da man i det britiske flådeministerium var klar over, at det var nødvendigt at erstatte kullene i flådens skibe med olie. Den engelske regering var desuden interesseret i oprettelsen af et rent britisk olieselskab, og Persien var let at få under imperiets kontrol.

Regeringen sørgede derfor for en sammenslutning mellem d’Arcys selskab og et lille, men velhavende britisk selskab, Burmah Oil Company.
Først i 1908, da man i London havde besluttet at opgive boringerne, fandt den udsendte ekspedition den første olie. Dermed startede olieindustrien i Mellemøsten.

Fundet vakte vild opstandelse i England,og The Ango-Persian Oil Company blev stiftet.

Der blev anlagt en rørledning på 130 miles fra kilden til Gulfen, og et raffinaderi blev bygget. Dette tog imidlertid fem år, og før 1913 fik man ikke en dråbe olie ud af Mellemøsten. Regeringen trådte endnu engang til – denne gang direkte. Winston Churchill ønskede olie til flåden, og regeringen overtog 6 dage før den 1. verdenskrigs udbrud 50% af aktierne i selskabet.

Mellemøstens olie fordeles – USA forbigås

Allerede i 1871 havde tyske geologer opdaget, at der var tegn på olie ved Bagdad og Mosul i Mesopotamien (del af det nuværende Iraq).

Områderne var imidlertid naturmæssigt utilgængelige under datidens transportforhold, og områdets daværende regeringer – den tyrkiske sultan i Konstantinobel og Shahen af Persien – var dels for tilbagestående og dels for svage til, at vestlige oliefolk kunne få aftaler i stand med dem.

Først i 1888 fik tyskerne gjort en begyndelse i Mellemøsten derved, at Deutsche Bank under bygning af en jernbane fra Berlin til Bagdad sikrede sig 20 km på begge sider af jernbanen og førsteret til evt. olieudvinding i området. Deres interesse for jorden gjorde imidlertid sultanen mistænksom, og han lod jorden ekspropriere. Regimet var selv for korrupt og for reaktionært til at iværksætte en egen udvinding.

Situationen i Tyrkiet ændredes radikalt, da et nyt regime trådte til, og alle parter, der var interesseret i olieudvinding, stillede op på ny.

Deutsche Bank fastholdt, at der var garanteret den førsteret til udvinding allerede i 1890. Anglo-Persian (BP) fastholdt på sin side, at d’Arcy havde søgt at få en koncession i Mesopotamien lige så længe, han havde søgt efter olie i Persien. Forhandlingerne var kommet i stand gennem en armensk handelsmand, Gulbenkian, der førte Shell ind i billedet. Man enedes til slut om, at BP skulle have 50%, Deutsche Bank og Shell hver 25% af aktierne i et nyt selskab, The Turkish Petroleum Company, TPC. (De to sidstnævnte skulle hver give Gulbenkian 2,5 % af deres udbytte.) Inden udvindingen kom i gang, brød 1. verdenskrig ud, og under og efter krigen var tyskerne ude af billedet. Franskmændene indtog deres plads gennem Compagnie Francaise des Pétroles, der havde myndighedernes støtte. (I 1931 fulgte den franske regering det engelske eksempel og købte aktier i selskabet. Det blev dog kun til 35% med 40% stemmeret.) Franskmændene fik tilladelse til at anlægge en rørledning gennem Syrien til Middelhavet.

Forhandlingerne blev hemmeligholdt for den amerikanske regering. Først da overenskomsten var underskrevet, sivede nyheden ud, og det engelske og amerikanske udenrigsministerium indledte et større skænderi – begge drevet frem af frygt. Den britiske regering var blevet nervøs, da revolutionen i 1917 i Rusland fik olieindustrien i Baku til at bryde sammen. Briterne vidste, at udvindingen af landets kul og jernmalm havde været en af de vigtigste støttepiller for deres magt og indflydelse i det 19. århundrede, og de var derfor besluttede på at få så meget af verdens olie under deres egen kontrol som muligt. Efter at Baku-olien var unddraget den vestlige verdens udnyttelse, havde amerikanerne 65% af “verdens” olieproduktion inden for deres grænser.

USAs regering på sin side var overbevist om, at dens oliekilder snart ville tørre ud, og at den derefter ville stå uden adgang til olieudvinding. Fra 1914 til 1920 var USAs hjemlige behov steget fra 210 mill. barrels årligt til 455 mill. Ingen regnede med, at de hjemlige kilder kunne klare denne vækstrate. I 1920 steg råoliepriserne 50% til det tredobbelte af 1913-prisen. At indskrænke forbruget var utænkeligt – med 10 millioner person- og lastbiler på vejen.

For at styrke deres stilling gik de amerikanske selskaber I 1921 sammen i et syndikat, der skulle repræsentere de amerikanske interesser i Mellemøsten. Syndikatet bestod af Exxon, Mobil, Gulf, Texaco og tre mindre selskaber.

I 1922 gik den britiske regering med til, at det amerikanske syndikat kom med i TPC. Forhandlingerne om fordelingen af aktierne varede i 7 år, og i slutrunden var der kun Exxon og Mobil tilbage. De to selskabers ihærdighed skyldtes, at de begge havde store markeder i Europa og det Fjerne Østen.

Resultatet af forhandlingerne blev “Red Line Agreement”, der dannede mønster for oliekoncessionerne i Mellemøsten op til i dag.

Ideen med overenskomsten var, at selskaberne skulle undlade at konkurrere med hinanden inden for området, der omfattede hele det efter 1. verdenskrig opløste tyrkiske imperium. Desuden måtte ingen af dem søge at opnå individuelle koncessioner uden partnernes godkendelse.

Fællesskabet, som i 1925 skiftede navn fra The Turkish til Iraq Petroleum Company, begyndte sin første store udvinding i 1927 i Kirkuk i Iraq – hvor kurderne i dag kæmper.

“Modparten” i hele foretagendet var den iraqiske regering under kong Feisal. Den fik to shilling i guld for hvert ton udvundet olie.

Venezuela bliver næststørste producent

De amerikanske selskabers manglende interesse for Mellemøsten på dette tidspunkt skyldtes først og fremmest nye, store oliefund i Venezuela og i USA.

De første oliekilder i Venezuela blev fundet af Shell i 1914, og i det følgende tiår fulgte Gulf og Standard Oil of Indiana efter. De tre selskaber tegnede sig efter 1. verdenskrig for næsten hele Venezuelas olieproduktion. I 1922 blev der udvundet to millioner barrels olie i Venezuela og i 1928 126 millioner, hvilket betød, at Venezuela blev verdens næststørste olieleverandør.

I slutningen af 20’erne begyndte Exxon at æde sig ind på markedet, og i 1932 købte det Indiana Standard ud. Exxon benyttede sig afr at den amerikanske regering under den store krise indførte importrestriktioner. Derved blev Indiana Standards olie afskåret fra sit vigtigste marked og skulle derfor finde nye markeder i Europa, hvor Jersey Standard (Exxon) i forvejen stod stærkt. For at undgå en ulige konkurrence solgte Indiana i stedet til Exxon.

Også Gulf havde afsætningsvanskeligheder under krisen, og i 1927 lykkedes det Exxon sammen med Shell at få kontrol over størsteparten af Gulfs produktion og koncessioner i Venezuela.

Resultatet blev, at Exxon etablerede sig som det ledende selskab i landet med 52% af den samlede produktion. Shell fik de 40%, mens Gulf måtte nøjes med 7%.

Olieselskaberne havde i hele denne periode intet besvær med Venezuelas myndigheder, der var overordentligt korrupte. Landet blev regeret af diktatoren, general Vincente Gomez, der modtog store beløb fra selskaberne. Ved hans død i 1935 blev hans personlige formue opgjort til godt 200 millioner dollars.

I USA gjorde selskaberne i løbet af 1920’erne store, nye oliefund, først og fremmest i Californien og Texas. Det betød, at USA beholdt sin stilling som verdens førende olieproducent – en position det har bevaret op til i dag. (Samtidig har USA i alle årene været verdens største olieforbruger).

Mens de fem store amerikanske selskaber i kamp med hinanden og de to europæiske søgte at få kontrol over alle oliekilder i udlandet, måtte de inden for USAs grænser leve med en lang række mellemstore selskaber og ikke mindre end 9.000 enkeltmandsforetagender, de såkaldte “wildcatters”, som populært sagt pumper olie op i deres baghaver. Nogle af disse “wildcatters” har tjent og tjener stadig enorme formuer på deres olieudvinding.

Denne struktur i USAs olieindustri skyldes en lov, hvorefter ejeren af et jordstykke har ret til at udvinde den olie, der kan pumpes op fra undergrunden.

Resultatet blev, at enhver jordejer, som fandt olie, hurtigt måtte udvinde det mest mulige, inden konkurrenterne gik i gang på de tilstødende jordstykker. Denne totalt ukontrollerede olieproduktion medførte stærke prisfald ved hvert oliefund. Den amerikanske Kongres vedtog derfor i 1925 “Hot Oil”-loven, som lader enkeltstaterne fastsætte en månedlig produktionskvota.

Aramco dannes

I slutningen af 1920’erne havde endnu ingen opdaget Saudi Arabiens, Kuwaits eller Traktatstaternes olierigdomme. Adskillige af de store selskabers geologer havde foretaget undersøgelser, men de regnede ikke med, at der kunne findes betydningsfulde oliekilder. Ikke desto mindre var først og fremmest BP indstillet på ikke at lade andre komme ind i Gulf-området. Det britiske koloniministerium  var ansvarlig for Storbritanniens forbindelser med sheikdømmerne langs Gulfen, hvoraf de fleste på en eller anden måde stod under britisk “beskyttelse”. Ministeriets politik gik ud på at “beskytte herskerne” mod “skrupelløse koncessionsjægere”, som det udtryktes i en officielt meddelelse fra 1924.

Det var en outsider, der først fandt olie i Bahrein i 1932. Selskabet hed Eastern and General Syndicate men koncessionen tilhørte en britisk ingeniør, Holmes, der havde fået den som gave, fordi han på et for Bahrein kritisk tidspunkt havde fundet en vandåre i området. Han fik koncessionen i 1925. Pengemangel hos outsiderselskabet gjorde snart en tilnærmelse til de store nødvendig. Gulf var parat til at foretage prøveboringer, men de europæiske selskaber sagde nej, idet de henviste til Red Line Agreement.

Gulf måtte mod sin vilje afslå, og Standard Oil of California (Chevron) tog chancen.

Nyheden om oliefund i Bahrein vakte rædsel hos de store selskaber. De havde regnet med at sidde på alt, hvad der var værd at have med at gøre. Og når der var olie i Bahrein, kunne der også være olie andre steder i Mellemøsten.

For Gulf betød Bahrein-fundet, at det trak sig ud af Iraq-overenskomsten, men til gengæld fandt det sig afskåret fra begge udvindingsområder i Mellemøsten. Gulf gik derefter sammen med Holmes om at få fingre i Kuwait. Holmes blev sendt til Kuwait for at forhandle om koncession, men den britiske regering havde i forvejen sikret sig: Sheiken var bundet af en overenskomst, der gik ud på “aldrig at give en koncession til nogen person, der ikke var udpeget af den britiske regering”. Forhandlingerne varede et år. De foregik både i Kuwait mellem Holmes for Gulf og repræsentanten for BP og mellem det amerikanske og det britiske udenrigsministerium. I 1933 enedes man endelig om et kompromis: Et fælles ejet Kuwait Oil Company blev oprettet (Eastern and General Syndicate blev købt ud af Gulf).

Til alles forbløffelse viste det sig, at Kuwait bogstaveligt talt flød på et hav af olie og rummede 1/6 af verdens indtil da fundne reserver – langt mere end Bahrein.

I slagsmålet om Saudi Arabien var parterne Iraq Petroleum Company og Standard of California (Chevron).

Kong Ibn Saud var personligt mest stemt for det rent amerikanske selskab, fordi det så mindre magtfuldt ud end dets rival og ikke havde forbindelse til Storbritannien. Han mistænkte, ikke uden grund, den britiske regering for også at ville sætte sig på hele Saudi Arabien, som den havde gjort det med Gulf-staterne. På den anden side var han også interesseret i penge. Hans krav lød på 50.000 pund sterling i guld. Hertil svarede Iraq Petroleum Company med et tilbud på 30.000, men California Standard slog til inden for 48 timer, og kontrakten var deres. Derved opstod Aramco i 1933. I 1936 købte Texaco halvdelen af Chevrons aktier i de to områder – dette samarbejde førte til betegnelsen Caltex. På grund af “Red Line Agreement” var BP, Shell, Exxon og Mobil afskåret fra at købe sig ind i de nye koncessioner. De to resterende parter i overenskomsten, Compagnie Francaise og hr. Gulbenkian (Mr. 5 percent) stillede sig begge negativt til nye oliefelter.

I 1939 enedes Aramco og Iraq-gruppen imidlertid om en salgsaftale – men så kom 2. verdenskrig.

Under alle omstændigheder ville overenskomsten ikke i længden have tilfredsstillet Exxon og Mobil. “Red Line” havde vist sig profitgivende, men havde nu overlevet sig selv. Exxon havde således fået 10 dollars i kapitalværdi for hver 1 dollar, der var investeret i Iraq, men i 1941 stod det klart, at Saudi Arabiens reserver var større end nogen havde forestillet sig, og de to amerikanske selskaber var besluttede på at være med i racet om koncessionerne.

Med krigsudbruddet faldt alle Iraq Petroleum Companys aftaler fra hinanden. Frankrig blev afskåret fra sin olie. Exxon og Mobil erklærede “Red Line” for ophævet og undskyldte sig med, at de ville overtræde amerikanske antitrust love, hvis den blev opretholdt.

Derefter begyndte de at forhandle med Chevron og Texaco, og i marts 1947 overtog Exxon en andel i Aramco på 30%. Prisen var 76,5 millioner dollars. Mobil fik 10% for 25,5 millioner.

Købet af Aramco betød, at de enorme saudi-arabiske oliereserver kunne opsluges på de internationale markeder gennem de allerede eksisterende distributionssystemer, hvorved både Chevron og Texaco sparede en del kapitalinvesteringer – og Exxon og Mobil fik beskyttelse mod en ny konkurrencekilde.

En lignende handel var også nødvendig for Kuwaits olieforekomster, hvor BP og Gulf sad på store reserver uden at have de nødvendige salgsfaciliteter. Exxon og Mobil underskrev langtidskontrakter om køb af olie fra BP, og Shell  gjorde det samme med Gulf.

Ved udgangen af 1947 var der således skabt en lykkelig harmoni mellem de vigtigste engelsk-hollandsk-amerikanske gruppers olieinteresser i Mellemøsten.

Vi fortsætter gennemgangen af olieindustriens historie i et senere nummer af K.O.