Når man opregner den lange række af militære provokationer, som de sovjetiske revisionister har forøvet mod den Kinesiske Folkerepublik i de seneste år og deres militære, økonomiske, politiske og diplomatiske virksomhed i Asien i øvrigt, kan der ikke herske nogen tvivl om, at de forbereder en krig mod den Kinesiske Folkerepublik.

De fører en bevidst indkredsningspolitik over for Kina og forbereder deres væbnede aggression mod det kinesiske folk i nøje koordination med de amerikanske imperialisters indkredsningspolitik og krigsforberedelser og krigsførelse i Asien. De anstrenger sig voldsomt for at inddrage den japanske imperialisme i denne politik, de allierer sig med og sælger våben og militær udrustning til alt det reaktionære rak, de er i stand til, de fører neokolonialistisk politik i Asien – ligesom de gør det i Europa og Afrika og Mellemøsten – for at udnytte de områder, de på denne måde får kontrol over, i indkredsningen af og i forberedelsen af krig mod Kina. De viger end ikke tilbage for at benytte det vietnamesiske folks kamp i dette rådne spil, og de forsøger at lokke den Koreanske Folkerepublik med ind på denne farlige kurs.

De sovjetiske revisionister vil uddybe samarbejdet med de amerikanske imperialister

Især efter samtalerne i Glassboro i juni 1967 mellem Kosygin og Johnson og efter kulturrevolutionens gennemførelse i Kina har de sovjetiske revisionister forstærket deres anti- kinesiske virksomhed. I denne periode har de også fuldstændigt underlagt sig den Mongolske Folkerepublik og stationeret et stort antal tropper ved den mongolsk-kinesiske grænse, og i år er de den 16. februar, den 2. og 15. marts trængt ind på kinesisk territorium på øen Chenpao dels for at provokere en kinesisk reaktion frem og skabe et påskud for at sætte deres fjernøstlige tropper i højeste alarmberedskab (hvad de gjorde efter deres indtrængen den 16. februar, efter hvad det kinesiske telegrambureau Hsinhua har meddelt), dels for at vise de amerikanske imperialister og andre, at de er parat og villige til at indlede en væbnet aggression mod den Kinesiske Folkerepublik.

Efter Nixons overtagelse af præsidentembedet har de sovjetiske revisionister gjort alt for at forny og uddybe det samarbejde, der blev indledt i Glassboro, om indkredsningen af Kina, om undertrykkelse af folkenes befrielseskampe og om at forsøge at fastholde kernevåbenmonopol og at genopdele verden. De skyer intet middel for at få dette samarbejde uddybet. De lykønsker og skamroser Nixon, de arbejder hårdt i kulisserne i FN og Geneve for at slå handler af om kernevåbenspørgsmål og nedrustning og for at tvinge og lokke det vietnamesiske folk og de arabiske folk til at acceptere en “politisk løsning” af Vietnam- og Mellemøst- spørgsmålene. De hjælper endog de amerikanske imperialister med at finde overlevende fra et amerikansk spionfly, der har krænket Nordkoreas suverænitet osv. osv.

Nixon er villig

At præsident Nixon er villig og dybt interesseret i et snævrere samarbejde, viser udtalelser fra hans side allerede fra valgkampen. Under sin valgkampagne udtalte han, at USA måtte væk fra “konfrontationspolitikken”, og han konstaterede, at “vi er ved at gå ind i en forhandlingens æra.” Og for at ingen skulle være i tvivl om hans gode vilje, gentog han det ved flere lejligheder under sin rejse til de europæiske Nato-lande, ligesom han på Natos rådsmøde forsikrede, at USA “vil, når tiden er inde, indlede passende forberedte forhandlinger med Sovjetunionen om en stor kreds af spørgsmål.”

Denne gensidige interesse i kontrarevolutionære kohandler har som grundlag, at både de sovjetiske revisionister og de amerikanske imperialister har stigende indre og ydre vanskeligheder at slås med. De sovjetiske revisionisters vanskeligheder er et naturligt resultat af den genrejsning af kapitalismen, der har fundet sted. Den har skabt et nyt sæt af modsætninger, der kun kan løses midlertidigt ved en skærpelse af undertrykkelsen af de arbejdende masser i Sovjetunionen og ved en imperialistisk og neokolonialistisk udadtil i forholdet til de østeuropæiske lande – et eksempel er undertrykkelsen af Tjekkoslovakiet – og andre lande, som det er muligt for de sovjetiske revisionister at underlægge sig på den ene eller anden måde.

Under udførelsen af denne imperialistiske og neokolonialistiske politik samarbejder og kæmper de sovjetiske revisionister med andre imperialistiske lande, sådan som imperialistiske lande altid har gjort det, for at få del i råstofmarkeder og afsætningsmarkeder og militære støttepunkter. I øjeblikket nærer de sammen med de amerikanske imperialister søde drømme om at dele Kina mellem sig dels for at fjerne den største hindring for de sovjetiske og amerikanske imperialisters deling af verdensherredømmet og dels for at skabe sig et udbytningsområde, der kan bidrage til at løse deres indre vanskeligheder.

En imperialistisk ”teori” maskeret som socialisme

De sovjetiske revisionister har naturligvis forsøgt at konstruere et “teoretisk” grundlag for deres imperialistiske og neokolonialistiske politik. De har ved flere lejligheder – for at besmykke deres forstærkede økonomiske udbytning af de østeuropæiske lande og deres aggression mod Tjekkoslovakiet – talt om “begrænset suverænitet” og om “det socialistiske fællesskab (som) den højeste suverænitet”. Således sagde Brezjnev i november 1968: “Når der eksisterer en trussel mod et socialistisk samfund, bliver det et problem ikke blot for det givne land.” Han fandt det fornødent at gentage det ved den nylig afholdte partikongres i Polen.

En anden af de sovjetiske revisionister, K.T. Mazurov, sagde – også i november 1968 – at “den historiske udvikling ville stille spørgsmålet om at omforme det nationale diktatur til et internationalt diktatur”. Ved samme lejlighed krævede han en effektivisering af Warszawapagt-organisationen og af Rådet for gensidig økonomisk Bistand (COMECON), netop begge institutioner, ved hjælp af hvilke de sovjetiske revisionister fører deres imperialistiske og neokolonialistiske politik over for de østeuropæiske lande og Mongoliet.

Fra autoritativt hold i Sovjetunionen siges det endvidere, at denne “begrænsede suverænitet” ikke blot gælder for de “socialistiske” lande, men for alle lande, hvor der finder en kamp sted mod imperialismen. Selvom denne “teori” iklædes socialistiske begreber og ord, er det ganske klart, at den skal bruges til at forsvare og begrunde de sovjetiske imperialisters økonomiske udbytning af og undertrykkelse af de østeuropæiske lande og Mongoliet og af de nye lande, der modtager sovjetisk “bistands”-hjælp og til at forsvare og begrunde nye aggressioner over for og indblanding i andre lande i almindelighed. Denne “teori” skal i givet fald også anvendes på den Kinesiske Folkerepublik.

De amerikanske imperialister behøver ikke at udarbejde nogen ny “teori”, fordi de naturligvis aldrig har opgivet at forsøge på at generobre det store kinesiske marked, der gik tabt for dem ved den kinesiske revolutions sejrrige afslutning i 1949. Derfor holder USA Taiwan besat, derfor patruljerer den amerikanske 7. Flåde i Taiwanstrædet. Af samme grund har USA indgået “sikkerhedspagter” med Chiang Kai-shek og Japan og oprettet en kernevåbenbase på Okinawa og militærbaser i Japan, Sydkorea, Taiwan, Philippinerne og talrige andre steder i Sydøatasien. Bl.a. af denne grund førte USA aggressionskrig i Korea og fører det aggressionskrig i Vietnam idag.

Det statslige forhold mellem den Kinesiske Folkerepublik og Sovjetunionen

Efter den Kinesiske Folkerepubliks oprettelse blev der – efter at der havde været en vanskelig periode i forholdet mellem Sovjetunionen og KKP fra Sovjetunionens indtræden i krigen mod Japan den 9. august 1945 og til den kinesiske revolutions sejr i 1949 – efter formand Maos forhandlinger med J.V. Stalin, der varede fra december 1949 til februar 1950, indgået tre traktater den 14. februar 1950 mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik: En Venskabs-, Alliance- og gensidig Bistandstraktat, en Aftale vedrørende den kinesiske Changchunjernbane, Lushun (Port Arthur) og Talien (Dairen) og en Aftale om Kreditter til Kina. I september 1952 blev der ført samtaler i Moskva bl.a. om Changchunjernbanen, Lushun og Talien. Det blev bestemt, at Sovjetunionen overdrog den fælles administrerede jernbane til Kina uden erstatning og til det i aftalen af 14. februar 1950 fastsatte tidspunkt, men at den sovjetiske tilbagetrækning fra den fællesbenyttede flådebase Lushun på kinesisk anmodning blev udsat. Først i forbindelse med våbenstilstanden i Korea og Geneveaftalerne om Indokina blev Kina og Sovjetunionen den 12. oktober 1954 enige om, at de sovjetiske tropper på flådebasen Lushun skulle trækkes tilbage, og at administrationen af Talien helt skulle overgå til Kina.

På trods af, at alle disse vigtige spørgsmål kunne løses ved forhandlinger, var det ikke muligt for den Kinesiske Folkerepublik og Sovjetunionen at blive enige om en ny demarkering af grænserne mellem Kina og Sovjetunionen, idet Sovjetunionen nægtede at anerkende, at det kinesisk-sovjetiske grænsespørgsmål er et resultat af det tsaristiske Ruslands imperialistiske aggression over for det kejserlige Kina, hvorunder det påtvang Kina en række ulige traktater, der bl.a. indeholdt store landafståelser til Rusland.

Den Kinesiske Folkerepubliks regering har hele tiden været af den opfattelse, at grænsespørgsmål, der var forblevet uløst, skulle løses ved forhandlinger, og at indtil grænsespørgsmålene var blevet løst ved forhandlinger, skulle de bestående grænser opretholdes og respekteres. På dette grundlag har den Kinesiske Folkerepublik løst komplicerede grænsespørgsmål med Burma, Nepal, Pakistan, den Mongolske Folkerepublik og Afghanistan. Kun grænsespørgsmålene mellem Kina og Sovjetunionen og mellem Kina og Indien er endnu uløste.

Så sent som i 1964 har der været forhandlinger mellem Kina og Sovjetunionen om disse spørgsmål, men disse forhandlinger endte på grund af Sovjetunionens imperialistiske holdning. Nu igen efter de seneste sovjetiske militære provokationer på Chenpaoøen har Sovjetunionen foreslået at genoptage forhandlingerne, et forslag, som den Kinesiske Folkerepubliks regering har svaret positivt på i en erklæring af 24. maj.

Hvad enten disse forhandlinger virkelig kommer i stand eller ej, kan der med god grund være tvivl om de sovjetiske revisionisters gode vilje til at løse grænsespørgsmålene ved forhandling. Hele deres optræden tyder på det modsatte. De forbereder den sovjetiske befolkning på en krig med Kina. Brezjnev, Kosygin og Podgornij har fra tid til anden foretaget rejser til Vladivostok og Khabarovsk for at inspicere militære anlæg. Under disse rejser har de holdt anti-kinesiske taler. De har tilladt Konstantin Simonov at offentliggøre grovt krænkende og chauvinistiske udgydelser mod Kina og det kinesiske folks ledere, de hetzer dag ud og dag ind i hele deres presse, TV og radio mod Kina og er gået så langt som til at true det kinesiske folk med kernevåben.

De sovjetiske revisionisters krigsforberedelser

Det er ikke blot indadtil, at de sovjetiske revisionister forbereder krig mod Kina, de gør de også ved at forsøge at drage andre asiatiske lande ind i indkredsningen. Ét vigtigt led heri er deres ændrede politik over for Japan. Allerede i 1961 sendte Hrustjov Mikoyan til Japan, hvor han bl.a. sagde, at “hindringer (i forholdet) mellem Japan og Sovjetunionen vil blive fjernet, og vi vil blive de mest loyale naboer.” I 1967 foreslog Kosygin den daværende japanske udenrigsminister, Takeo Miki, at samarbejde i organiseringen af “modangreb mod aggression”. I 1968 besøgte ledende sovjetiske revisionister, Baibakov, Suslov og udenrigshandelsminister N.S. Patolitjev, Japan og førte forhandlinger.

Kort efter nytår i år svarede Kosygin på nogle spørgsmål fra en japansk korrespondent til Mainichi Shimbun, hvori han bl.a. gentog: “Jeg ønsker igen at understrege, at den sovjetiske regering ønsker gode naboforbindelser med Japan. Det er ikke blot et spørgsmål om hensigtmæssighed …. Der eksisterer betydeIige muligheder for at udvikle handelsmæssige og økonomiske forbindelser. . . (men også) samarbejde på det politiske område.” For at der ikke skulle opstå tvivl om, hvad han mente, rettede han et angreb på Kina, som han karakteriserede som en “kilde til spænding i de internationale forbindelser.” Og med vanligt sovjetisk hykleri hævdede han, at de gode forbindelser mellem Japan og Sovjetunionen ville blive “en seriøs faktor i spørgsmålet om at bevare freden og i stabiliseringen af situationen i det Fjerne Østen og i Asien i almindelighed.”

Dette fremkaldte naturligvis omgående et svar fra den japanske ministerpræsident Sato, der i en tale den 27. januar erklærede, at han ønskede at fremme de venskabelige forbindelser. Det skete bl.a. på den måde, at en bestående luftfartsaftale af april 1967 om en japansk luftrute mellem Moskva og Tokyo blev udvidet med en aftale, der giver japanske fly tilladelse til at flyve frit over det siberiske luftrum fra slutningen af marts 1970. Den 17. februar undertegnedes i Moskva en anden aftale om japansk bistand ved modernisering af havne- og transportfaciliteter i den fjernøstlige del af Sovjetunionen i forbindelse med en tidligere aftale om japansk udnyttelse af råstofforekomster i Siberien. Disse ting skal – som den japanske ministerpræsident Eisaku Sato sagde ved forhandlingerne om luftfartsaftalen – ses i et videre perspektiv. Og det er der ingen tvivl om at de skal.

Det ligner næsten en tanke, at få dage efter, at denne aftale var undertegnet, modtog Sato Chiang Kai-sheks ambassadør og forsikrede ham bl.a. om, at ligegyldigt hvilke ændringer der ville indtræde i den internationale situation, ville “de venskabelige forbindelser mellem de to lande forblive uændret”. Sato forsikrede ham også om, at Japan, på trods af tidligere rejste krav herom, ikke ville opsige sikkerhedstraktaten med USA og kræve Okinawa tilbage. Han sagde tværtimod, at Okinawa “spiller en vigtig rolle i forsvaret af Japans og det Fjerne Østens sikkerhed”. Men er det ikke først og fremmest den Kinesiske Folkerepublik, der trues af kernevåbenbasen der?

Det er ikke blot Japan, de sovjetiske revisionister søger at drage ind i indkredsningspolitikken af Kina. Fra 1960 og især efter de indiske reaktionæres væbnede indtrængen på kinesisk territorium i 1962 under de indiskkinesiske grænseforhandlinger og frem til 1967 har de leveret Indien våben for 900 mill. $. Men efter deres forstærkede militære provokationer mod Kina arbejder de sovjetiske revisionister på en endnu snævrere koordination af deres og de indiske reaktionæres aggressive politik bl.a. ved at forsøge på at få Indien til at overlade Sovjetunionen flådebaser på Andamanerne og Nicobarerne i det Indiske Ocean. De sovjetiske revisionister hæmmes noget i denne politik, fordi det også er nødvendigt for dem at forsøge at drive en kile ind i de venskabelige forbindelser, der findes mellem den Kinesiske Folkerepublik og Pakistan, med hvilken stat de indiske reaktionære ligger i bestandig strid bl.a. om Kashmir.

Men for at understrege deres samarbejdsvilje sendte de deres forsvarsminister, marskal Gretjko, og N.G. Jasjenko, der er militærchef for det turkestanske militærdistrikt, der grænser op til Kina, til New Delhi den 2. marts, altså på selve dagen for en af deres hidtil frækkeste militære provokationer mod Chenpaoøen. De to sovjetiske militære var ledsaget af en række officerer, der i en hel uge forhandlede med den indiske forsvarsminister Swaran Singh og højtstående indiske officerer. Ifølge det indiske telegrambureau studerede Gretjko og hans ledsagere sammen med indiske officerer kort over Chenpaoøen og førte samtaler om situationen ved den kinesisk-sovjetiske grænse. Ifølge Hsinhua ville den indiske forsvarsminister efter samtalerne kun sige, at de havde diskuteret en “almindelig plan”. Hsinhua kunne ligeledes oplyse, at de indiske officerer havde delagtiggjort deres sovjetiske kolleger i deres erfaringer fra den indiske indtrængen over den kinesiske grænse i 1962.

Den 8. april holdt den indiske udenrigsminister Dinesh Singh en tale i det indiske parlament, hvori han støttede de sovjetiske revisionisters standpunkt vedrørende grænsesammenstødet på Chenpaoøen, idet han påstod, at Kina havde fremprovokeret angrebet. Han tilføjede: “I behandlingen af Kina ville Indien handle, ikke når og hvor Kina ville have os til det, men på tid og sted efter vort eget valg.”

Kosygin benyttede den indiske præsidents død til den 5. maj at flyve til Indien for at føre forhandlinger med Indira Gandhi. Her fandt han det passende at advare Indien mod “det stærke ønske om overherredømme” hos en bestemt af dets naboer. (The Times, 8.5.1969), hvorefter der ikke behøves nogen stor fantasi til at forestille sig, hvad hans forhandlinger med den indiske statsminister drejede sig om.

Vi har tidligere i K.O. beskæftiget os med de sovjetiske revisionisters manøvrer omkring situationen i Vietnam.
Vi skal her blot understrege, at deres skumle planer har til formål sammen med amerikanerne at få oprettet et styre både i Nord og Syd, der er villig til at lade sig bruge i indkredsning af Kina og derved forsøge at bryde venskabet mellem det vietnamesiske og kinesiske folk.

De sovjetiske revisionister søger også at fiske i smult vande andre steder. De forsøger at diplomatisk infiltrere i Laos og Kambodia og de har tilbudt Ne Win i Burma lån og “bistands”-hjælp. Men særlig bemærkelsesværdig er deres fremstød i andre lande i Sydøstasien. Således har de efter Sukarnos reaktionære kup i 1967 leveret Indonesien våben til en værdi af 1 .000 milI. $. 90% af flådeenhederne og 50% af luftvåbenet er sovjetisk bygget, ligesom et stort antal sovjetiske eksperter opholder sig hos det reaktionære styre.

De har efter Sukarnos kup optaget handelsmæssige og diplomatiske forbindelser med det såkaldte Malaysia, Thailand og Singapore, hvor de er kommet på god fod med de reaktionære magthavere. Ligeså lidt som det generer dem at levere våben og militær udrustning til Sukarnos regime, der under dets kup slagtede over en ½ million kommunister og revolutionære, generer det dem at støtte magthaverne i de nævnte lande, hvori der alle steder finder en stærk klassekamp sted og hvor revolutionære forfølges.

Et typisk eksempel på de sovjetiske revisionisters fremgangsmåde er deres aktivitet i Malaysia. De optog diplomatisk forbindelse med Rahman-styret i november 1967, og allerede i maj 1968 tilbød Sovjetunionen økonomisk og militær hjælp. Fra den 25. februar til den 3. marts i år besøgte N.S. Patolitjev Malaysia og førte sammen med deres derværende ambassadør, Kuznetsov, forhandlinger med Rahman for at få det økonomiske og militære samarbejde i gang. Der findes muligheder herfor, fordi de britiske imperialister er blevet tvunget til at trække deres tropper væk i den nærmeste fremtid af finansielle grunde og Rahman af den grund må søge støtte hos andre imperialister – og derimellem altså hos de sovjetiske – for at holde frihedsbevægelsen nede. Patolitjev støttede Malaysias udviklingsplan og tilbød kreditter, der ifølge The Times (4.3.1969) også ville blive givet til private organisationer for at sætte dem i stand til at købe sovjetiske maskiner og udstyr. Men alt dette har ikke hjulpet Rahman-styret, der for øjeblikket kæmper for sit liv, fordi store befolkningsgrupper i landet har reageret kraftigt mod styrets undertrykkelse og den neokolonialistiske politik, der truer med at inddrage området i imperialisternes krigseventyr.

Ligesom de sovjetiske revisionister har vanskeligheder i forholdet til de indiske reaktionære på grund af frierierne til Pakistan, kommer de også i visse modsætninger til de reaktionære ledere i de sydøstasiatiske lande. På FNs Økonomiske Kommission for Asien og det Fjerne Østen’s 25. møde i april måned havde den sovjetiske delegation under ledelse af A. Nestorenko lejlighed til på flere måder at trampe i klaveret. Først på dette mødes tiende dag fandt de det for godt at protestere mod tilstedeværelsen af delegationer fra Sydkorea, Sydvietnam og Taiwan, naturligvis først efter at de nødvendige manøvrer var sluttet i kulisserne. De protesterede også mod forslag om en nærmere tilknytning mellem ASEAN – en organisation, der blev dannet i august 1967 med det formål at fremme det økonomiske samarbejde mellem Indonesien, Philippinerne, Thailand, Malaysia og Singapore – og FNs økonomiske Kommission i brovtende vendinger, fordi de frygter, at denne organisation skal udfylde det tomrum, der er skabt i området efter de britiske imperialister, et tomrum, som de sovjetiske imperialister selv stræber efter at udfylde. Deres stormagtschauvinistiske brovten er så tyk og anmassende, at den skaber vanskeligheder selv hos de kredse, som de gør alt for at vinde.

Flådekoncentrationen i det fjerne Østen

Vi har nævnt, at de sovjetiske imperialister forsøger at skaffe sig flådebaser på Andamanerne og Nicobarerne i det Indiske Ocean, og at den amerikanske 7. Flåde sejler Taiwanstrædet tyndt og med mellemrum foretager militære provokationer i kinesiske farvande. Vi har i april måned været vidne til, hvordan en nordkoreansk nedskydning af et amerikansk spionfly, der havde krænket nordkoreansk territorium, på det skammeligste er blevet udnyttet af de sovjetiske revisionister til at fremme den amerikansk-sovjetiske indkredsning af Kina.

Den 15. april havde nordkoreanske luftværnsbatterier skudt et amerikansk spionfly med 31 mand og 6 tons elektronisk udstyr ned. Den amerikanske udenrigsminister tilkaldte den sovjetiske ambassadør A. Dobrynin og anmodede ham om sovjetisk bistand og hjælp i eftersøgningen af de 31 mand. Samtidig indfandt den amerikanske ambassadør i Moskva sig i det sovjetiske udenrigsministerium og bad de sovjetiske myndigheder om at ville beordre “ethvert sovjetisk skib i området til at deltage i eftersøgningen af overlevende”. De sovjetiske myndigheder sendte to destroyere, der ankom til nedslagsstedet før amerikanerne. De amerikanske imperialister benyttede lejligheden til at sende en stor flådestyrke til det Japanske Hav for at true Nordkorea. Flådestyrken bestod af et slagskib, 4 hangarskibe, 3 krydsere og 16 destroyere med i alt 250 fly.

Nordkoreas regering protesterede naturligvis mod disse flådedemonstrationer og advarede mod de amerikanske provokationer, der kan føre til en ny Koreakrig. Det sovjetiske udenrigsministerium protesterede også og sagde, at Sovjetunionen opfattede de amerikanske “beskyttelsesforanstaltninger” som en trussel mod Sovjetunionens sikkerhed.

Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er ikke de sovjetiske protester, men at de amerikanske flådemyndigheder efter de sovjetiske protester beordrede flåden til at forlade det Japanske Hav og gå til det Gule Hav, hvor denne flådestyrke nu udgør både en trussel mod Nordkorea og Kina. Det reaktionære styre i Sydkorea benyttede lejligheden til at kræve, at de amerikanske imperialister skulle forstærke deres tropper i Sydkorea. Forhandlinger herom er allerede indledt.

Om de sovjetiske og amerikanske imperialisters fælles indkredsning af Kina og deres krigsforberedelser mod Kina virkelig fører til en væbnet aggression mod den Kinesiske Folkerepublik og det kinesiske folk afhænger i betydelig grad af, om det lykkes de sovjetiske og amerikanske imperialister at blive enige om en række spørgsmål, hvorom der findes modsætninger mellem. Man ser derfor også, at de benytter Chenpao-episoden til at fremme samtaler og forberede et nyt topmøde. Således meddelte det amerikanske pressebureau A.P. den 2. marts,”at den amerikanske udenrigsminister William F. Rogers i løbet af de nærmeste dage ville møde den sovjetiske ambassadør Anatolij Dobrynin.” Det franske pressebureau AFP meddelte den 12. marts fra Moskva, “at autoritative kilder i Moskva har sagt, at den il. Marts” – altså under Sovjetunionens tredje provokation mod Chenpaoøen – “gav ambassadør Dobrynin en detaljeret redegørelse til den amerikanske udenrigsminister William Rogers”, og at flere møder skulle holdes mellem dem om et topmøde.

Men uanset hvilke forbryderiske planer de sovjetiske og amerikanske imperialister end smeder, og uanset med hvilke midler de forsøger at virkeliggøre deres planer, så bør alle revolutionære alvorligt erindre sig kammerat Lin Piaos ord på KKPs 9. kongres:

(8. juni 1969)