Geografisk er en svensk provinsby ved navn Ludvika adskilt af uhyre afstande fra det land, der gennemstrømmes af Zambezi-floden.
Økonomisk er disse to punkter på jorden knyttet sammen med tråde, der er dele af det net, imperialismen har fanget størstedelen af verden i.
Mennesker, der ønsker at frigøre sig fra imperialismen, at bekæmpe den, må, hvad enten de lever i Mocambique, i Sverige eller Danmark, kende nettet, se det i dets helhed og ikke blot kende den maske, de selv spræller i.
Når vi i det følgende ser lidt nærmere på en af de økonomiske tråde, der går fra et skandinavisk til et afrikansk land, er det ikke, fordi netop den tråd indtager en særstilling; vi faldt blot tilfældigt over den. Og når den går til Sverige og ikke til Danmark, er det ikke fordi vi ønsker at tilsløre Danmarks rolle som medlem af den imperialistiske blok og deltage i den almindelige enighed på ”venstrefløjen” om, at Danmark er en amerikansk koloni. Vi kunne udmærket have valgt f.eks. F.L. Smith i stedet for Wallenbergs ASEA.
Cabora Bassa er navnet på et vældigt dæmningsanlæg, der planlægges opført i Mocambique. En dæmning skal bygges over Zambezi-floden 120 kilometer fra provinshovedstaden Tete, ca. 500 kilometer fra flodens udmunding i Det indiske Ocean. Anlægget vil efter sin fuldførelse (1974) kunne levere 18,6 milliarder KWh årligt og senere efter udvidelser kunne nå helt op på 45 milliarder KWh. Til sammenligning kan det nævnes, at Assuan-dæmningen i Den forenede arabiske Republik kommer til at yde 10 milliarder KWh årlig, og at Afrikas samlede resourcer i dag udgør 62 milliarder KWh årligt, af hvilke Sydafrika tegner sig for de 57%.
Den vældige strommængde, som Cabora Bassa-anlægget kommer til at producere, kan ikke forbruges i Mocambique, som kun vil kunne aftage 0,19 milliard KWh årligt. Den overvejende del skal leveres til Sydafrika, Rhodesia og Malawi.
Sydafrika står i en endnu mere akut situation, efter at man har måttet opgive planerne om en udvidelse af kraftværket ved Kariba-dæmningen, der ligger ved Zambeziflodens nordlige bred. Området tilhører Zambia, og står ikke til Ian Smith-regimets disposition.
Blandt de regimer, der styrer de afrikanske stater med formel selvstændighed, er Malawis vel nok det, der mest åbenlyst beder imperialismen om at udplyndre landet. Derfor er der kø af udenlandske investorer, der vil have god brug for el-kraft i de kommende år, selv om det ikke kan blive i samme målestok som Malawis store naboer og venner Rhodesia og Sydafrika.
Som vi ser af dette, vil Cabora Bassa i første omgang komme landene omkring Mocambique til gode, dette betyder imidlertid ikke, at imperialismen ikke har brug for anlægget til udnyttelse af selve Mocambique. I udviklingsplanerne for Zambesi-dalen indgår bl.a. jern- og stålværker, kunstgødningsfabrikker og fabrikker til fremstilling af kobber og alluminium, alt sammen urealisabelt uden adgang til enorme resourcer af billig el-kraft. Alle disse mineraler findes endnu uudnyttet i Mocambique i relativ kort afstand fra Cabora Bassa, desuden findes der mangan, krom, guld, nikkel, grafit, beryllium, uran og sølv i området. Endvidere vil selve opdæmningen af vandmasserne åbne mulighederne for udnyttelse af millioner af hektarer jord, der i dag er utilgængelig jungle, busksteppe og sumpområder.
Som vi kan se af disse ganske vist noget fragmentariske oplysninger, vil Cabora Bassa være til umådelig hjælp for imperialismen i udplyndringen af en ikke ringe del af Afrika. Denne påstand bekræftes fuldt ud ved mødet med projektets initiativtagere og medarbejdere. Her træffer vi repræsentanterne for den internationale storfinans med de sydafrikanske koncerner, Anglo-American Ltd. (Harry Oppenhejmer) og Industrial Development Corporation (statsejet) i spidsen efterfulgt af Siemens fra Vesttyskland, Companhia Uniaci Fabril (portugisisk selskab med Salazars efterfølger Marcello Caetano som medejer), Compagnie Générale Electricité fra Frankrig og ASEA fra Sverige.
Tilfældet Cabora Bassa er karakteristisk for imperialismen i dag. Efter at de store kolonimagter har givet deres kolonier formel selvstændighed, er der indtrådt en periode med samarbejde, hvor de imperialistiske lande foretrækker at gå hånd i hånd i udplyndringen af de afhængige lande.
På grund af udviklingen i Europa og Nordamerika, hvor kapitalen er blevet mere og mere international, og hvor den bevæger sig på tværs af alle nationale grænser, er også imperialismen blevet international, sådan at forstå at de udbyttede lande i Afrika og Latinamerika i dag er at betragte som en art fælles koloni af ny type, som de imperialistiske magter udbytter i fællesskab.
Men hvor bliver Portugal af, agter vi da slet ikke at fortælle, at Mocambigue er en portugisisk koloni?
At Portugal er en barbarisk kolonimagt, der som et lille uanseeligt europæisk land råder over enorme områder i Afrika? Lad os da se lidt på denne ”vældige kolonimagt”, som bliver kritiseret så voldsomt fra reformistisk og rent borgerligt hold.
Grunden til at Portugal ikke har kunnet gøre som sine store kolleger, nemlig give sine kolonier formel selvstændighed og lade dem gå over til nykolonial status er den simple at Portugal ikke har de fornødne økonomiske resourcer og det fornødne høje industrielle niveau. Portugal er i virkeligheden selv en nykoloni, der udbyttes af de højere udviklede imperialistiske magter (USA, England, Vesttyskland osv.).
Dette indebærer naturligvis, at det ikke er Portugal, der ejer Angola, Mocambique og Guinea, men at det blot er et redskab i de imperialistiske magters hænder. Bourgeoisiet i Portugal får selvfølgelig en lille del af rovet, så længe de formår at opretholde herredømmet, men også netop kun så længe. Den mulighed, at de portugisiske kolonier gør sig fri af Portugals forældede kolonistyre, har imperialisterne også taget bestik af. Det er klogt at spille på flere heste, hvis uforudsete hændelser skulle indtræffe. Samtidig med at Portugal benytter amerikanske og vesttyske våben for at forsvare amerikanske og vesttyske kapitalinteresser i Afrika mod befrielsesbevægelser, støtter bl.a. Ford Foundation, den danske og den svenske regering befrielsesbevægelsen FRELIMO, omend det hedder sig, at pengene kun går til humanitære formål, uddannelsessteder i Dar es Salaam og de befriede områder i Mocambique m.m. Dette gør imperialisterne i forvisning om, at FRELIMO ikke vil kæmpe for en selvstændighed, der rækker udover nykolonialismen.
Den linje, der repræsenteredes af afdøde Eduardo Mondlane (årets frihedshelt i småborgerlige, venstreorienterede kredse), er en linje for skabelse af en afrikansk overklasse ved hjælp af nykolonialisme, på den overvejende del af folkets bekostning. Men denne linje er ikke den eneste i Afrika. FRELIMOs kamp er kun en kamp mod den portugisiske kolonialisme. Vi er overbevist om, at folket i Mocambique før eller senere belært af sine erfaringer også vil forstå at bekæmpe nykolonialismen.
Men tilbage til det, der var formålet med denne artikel, at fortælle en smule om en enkelt detalje i forholdet mellem et skandinavisk og et afrikansk land.
ASEA er Sveriges største firma, det har datterselskaber i en snes lande og er et af de få nordiske firmaer, der rangerer mellem verdens største selskaber. Det ejes og kontrolleres næsten til fuldstændighed af familien Wallenberg. Bestyrelsesformand er Marcus Wallenberg. Der findes meget snævre forbindelser mellem Wallenberg-gruppen og store grupper i den danske industri.
Cabora Bassa projektet er budgeteret til ca. 1250 millioner svenske kroner, heraf er ASEA ansvarlig for de 120 millioner. Deres opgave er at bygge verdens længste højspændingsledning: 1400 kilometer fra Cabora Bassa til den sydafrikanske kraftstation Apollo nær Pretoria. 7000 ståltårne skal bære to ledninger, der skal løbe parallelt med flere kilometers afstand for at hindre afbrydelse af strømforsyningen i tilfælde af sabotage mod den ene ledning.
De skandinaviske landes regeringer har med Sveriges i spidsen gennem de sidste år gentagne gange ført sig frem som de undertrykte folks forsvarere. Man erindrer debatterne om Sydafrika i FN og et friskt eksempel er Hartlings udtalelser om ”den nordiske stormagt”, hvor han forklarede at ingen ude i den store verden kunne mistænke os for at pleje vore egne interesser. Sveriges anerkendelse af Nord-Vietnam er et virkeligt markant eksempel på denne politik. Det er naturligvis et udtryk for bestræbelser for på den ene side at vinde goodwill og indflydelse i de undertrykte lande til et nykolonialistisk fremstød, og på den anden side at dæmme op for kritik i den indenrigspolitiske debat.
ASEAs andel i Cabora Bassa er et af mange eksempler på, hvor forløjet det borgerlige billede af verden er.
Her er et tilfælde, hvor man selv med borgerlige briller kan se løgnene og modsætningerne. Sydafrikas apartheid-politik kan man da kritisere gratis, det er noget ”alle” kan være enige om. Ian Smiths racist-styre i Rhodesia er heller ikke synderlig populært i den almindelige borgerlige presse, og Portugals kolonialisme har kun få åbne fortalere.
Alle disse institutioner af den mest åbenlyst reaktionære art vil projektet gavne. Det vil yderligere styrke og sammensvejse imperialismens solideste bastioner i Afrika.
Og alligevel går den svenske arbejderklasse hverken i den ene eller anden form for aktion.
Arbejderne på fabrikken i Ludvika nægter ikke at lægge ryg til det job.
Kun et lille mindretal, først og fremmest unge åbner munden, men ingen hører deres råb.
Arbejderklassens paroler er fuld beskæftigelse, 36 timers arbejdsuge, højere løn, længere ferie osv osv.
OG DISSE KRAV STILLES TIL EN KAPITALISME, DER HAR BEHOV FOR ET KØBEDYGTIGT FORBRUGS-HUNGRENDE FOLK!
Nu ville det måske være mere rigtigt at kalde det for arbejderklassens ønsker i stedet for krav, for det er såkaldte socialister, der allermest højlydt kræver ind.
MENNESKER, DER ØNSKER SOCIALISME, BINDER I VIRKELIGHEDEN ARBEJDERNE TÆTTERE TIL IMPERIALISMEN, LÆNKER HAM VED HJÆLP AF SNÆVER ØKONOMISK ”KAMP”.
Klassesamarbejde, store socialdemokratier, økonomisk ”kamp”, borgerliggørelse, forbrugsgoder, hjertesygdomme på grund af fedme, verdens højeste selvmordsprocenter, et samfund, der er ved at kvæles af ”spild”.
Det er den svenske side af imperialismen. Den afrikanske ser anderledes ud. MEN DE ER IKKE MODSÆTNINGER, DE ER TO SIDER AF SAMME SAG.
I morgen og i overmorgen:
Cabora Bassa vil medvirke til en yderligere udplyndring af det afrikanske kontinent, men den vil samtidig uundgåeligt på længere sigt medvirke til imperialismens udslettelse. Imperialismen vil i de kommende år rive ældgamle stammebånd over, den vil ødelægge en lige så gammel naturalie- og bytteøkonomi og skabe nød og elendighed. Den vil skabe et proletariat og et bourgeoisi.
Den vil kort sagt tilvejebringe forudsætningerne for den kommende revolution. Imperialismens nederlag og de undertrykte folks sejr er lige uundgåelige.
