Fællesmarkedet og marxismen

Kernen i den marxistiske teori om kapitalismen kan udtrykkes således: Kapitalismen er kendetegnet ved en enorm udvikling af produktivkræfterne og ved stordrift med vidtgående arbejdsdeling. Den oprindelige frie konkurrence fører lovmæssigt til en stadig mere udpræget monopolisering og kapitalkoncentration, og den stadig mere samfundsmæssige produktion fører på et eller andet tidspunkt til en situation, hvor den private ejendomsret til denne samfundsmæssige produktion medfører en dybtgående økonomisk og politisk krise, hvor ud af den socialistiske revolution opstår.  Socialismen skaber overensstemmelse mellem den samfundsmæssige produktion og ejendomsforholdene, ved også at gøre sidstnævnte samfundsmæssige.
      Fællesmarkedet betegner endnu et skridt for det kapitalistiske Vesteuropa på denne vej. Den nye tekniske revolution i det kapitalistiske produktionsliv – den nye stordrift, automatisering, EDB og alt, hvad dertil hører – kan ikke udfoldes tilstrækkeligt under de gammelkendte forhold. Som allerede Engels så klart påpegede:
      “Det er de vældigt voksende produktivkræfters modtryk mod deres kapitalkarakter, denne stigende tvang til at anerkende deres samfundsmæssige natur, som mere og mere tvinger kapitalistklassen selv til at behandle dem som samfundsmæssige produktivkræfter, for så vidt dette overhovedet er muligt inden for kapitalforholdet”.
      Det er produktivkræfterne selv, der “blindt”, uafhængigt af de enkelte kapitalisters eller koncerndirektørers eller politikeres vilje i dag kræver at blive behandlet som stedse mere internationalt samfundsmæssige og ikke længere blot som samfundsmæssige inden for de enkelte landes rammer.

For en marxistisk betragtningsmåde kan svaret på denne udvikling ikke være et forsøg på at bremse den – hverken den økonomisk-produktionsmæssige eller den deraf følgende politiske.                                      
      “Proletariatets svar på finanskapitalens økonomiske politik, imperalismen, kan ikke være frihandelen, det kan kun være socialismen”, sagde Hilferding, og Lenin citerede ham bifaldende.
      I dag må marxister sige det samme: Svaret på imperialismens nye fase kan ikke være kamp for bevarelse af den gamle nationale imperialisme.
      Da Kautsky i sin tid prædikede mod monopolernes opståen, svarede Lenin:
      “Spørgsmålene om, hvorvidt en ændring af imperialismens grundlag er mulig ved reformer, om man skal gå fremad mod en tilspidsning og uddybning af de modsigelser, den har skabt – eller tilbage mod en afsvækkelse af dem, det er grundspørgsmålene for kritik af   imperialismen”.
      At ville bekæmpe Fællesmarkedet og dansk deltagelse i det betyder netop at ville forhindre en tilspidsning og uddybning af imperialismens modsigelser, det betyder netop at kræve en tilbagegang mod en afsvækkelse af dem. Ganske som Kautskys krav om en tilbagevenden til den før-monopolitistiske kapitalisme (som monopolkapitalismen lovmæssigt er vokset ud af!) betyder det at kræve en situation tilbage, hvoraf den nuværende er vokset. Det er med andre ord reaktionær maskinstorm.

Kautskys holdning var ifølge Lenin udslag af en “småborgerlig-demokratisk opposition mod imperialismen” fremkaldt af imperialismens almindelige reaktionære tendenser i samfundslivet. Kautskys brud med marxismen bestod ifølge Lenin i, at han “ikke alene har undladt og ikke forstået at imødegå denne småborgerlige, reformistiske, i sit økonomiske grundlag reaktionære opposition, men at han tværtimod praktisk har gjort sig til eet med den”.
      Vi oplever i denne tid igen en sådan småborgerlig-demokratisk opposition mod den nye mangenationale imperialismes almindelige reaktionære tendenser i samfundslivet. Vi oplever også, at SF, VS, DKP og hele den “revolutionære” venstredyne ikke blot undlader at imødegå denne i sit økonomiske grundlag reaktionære opposition, men praktisk har gjort sig til eet med den! De gentager Kautskys forrædderi mod marxismen.

Ingen samfundsformation går til grunde, før alle de muligheder for produktivkræfternes udvikling, som den rummer, er udtømt, sagde Karl Marx. Vi ser for vore øjne, at kapitalismen endnu ikke har udtørnt alle disse muligheder.
      Fællesmarkedet skaber rammerne for endnu en gigantisk udvikling af de samfundsmæssige produktivkræfter. Set med marxismens øjne betyder dette, at Fællesmarkedet bringer den dag nærmere, da kapitalismen har udtømt alle sine muligheder og vil føre ud i den dybtgående – denne gang ikke blot nationale, men mangenationale – krise, der vil tvinge arbejderklassen til revolution. Hvis Romtraktaten gennemføres, vil denne krise komme samtidig i alle medlemslandene, hvilket naturligvis kun vil gøre det lettere for arbejderklassen at gennemføre og fastholde revolutionen!
      Lenin kaldte sin tids nyopståede truster for “progressive fænomener”, uanset de lidelser de medførte. Han vidste, at man ikke slås for socialisme ved at stræbe efter at forhindre den økonomiske udvikling, der vil føre til den tilspidsning af imperialismens modsigelser, uden hvilken ingen socialisme er tænkelig.
      De nye gigantkoncerner, de nye mangenationale monopoler er også progressive fænomener. De betyder nye samfundsmæssige produktivkræfter. Fællesmarkedet vil ikke løse kapitalismens indre modsigelser, tværtimod. Det vil skabe nye og vil yderligere tilspidse dem.
      Fællesmarkedet kan marxistisk betragtet kun betegnes som et nyt skridt nærmere den socialistiske revolution.