Fakta, fidusmagere og fiduser

1. maj er blevet beskrevet som den dag, arbejderklassen mønstrer sine styrker.

1. maj kan arbejderne – ved at strømme ud i gaderne – se hvor stor en styrke de er.

I mange kapitalistiske lande, hvor forsamlingsfriheden er indskrænket ved lov, kan arbejderne kun vurdere deres forenede styrke ved at gå i illegale demonstrationer.

1. maj 1890 i London, da – har man fortalt os – ”hele London syntes på vej til Hyde Park”, viste arbejdernes forenede vilje for 8-timers arbejdsdagen, som intet andet kunne have gjort på den tid.

Omtrent på samme tid som hundrede tusinde arbejdere marcherede til Hyde Park, dannedes Fabian Society [1] af nogle få middelklasse-socialister. Disse socialister gjorde sig til talsmænd for en gradvis forbedring af arbejdernes levestandard. De sagde intet om, hvor pengene skulle komme fra. Senere erfaringer har vist, at pengene kom fra udplyndring af kolonierne.

Fabianerne var imidlertid en såre ubemærket sekt på den tid. De ønskede at fortælle nationen, at de havde massestøtte. Derfor anvendte de teknikken at skrive samtidige breve til aviserne. Bernhard Shaw fortæller os, at 24 breve blev skrevet af forskellige mennesker til ”The Star” på samme tid.

Denne fremgangsmåde er blevet brugt mange gange siden. Men dengang var den ny. Og den virkede. Pressen troede de havde at gøre med en gigantisk bevægelse. Fabianerne fik reklame. Og med reklamen kom indflydelse.

Siden 1890 er mange massebevægelser opstået og forsvundet i England. Nogle har været virkelige mobiliseringer af arbejderklassen som første maj dagen. Men de fleste havde ingen rødder i arbejderklassen. De var bedrag ligesom Fabian Societys reklamesøgende anstrengelser. De var bedrag, fordi de – selvom de gjorde krav på at tale i arbejderklassens navn – ikke gjorde nogen alvorlige forsøg på at vinde arbejderklassestøtte.

Bedrag findes i alle former og størrelser. Arbejderpartiets og fagforeningernes march den første søndag i maj er et førsterangs eksempel. Næsten to tusinde demonstranter marcherer afsted mellem Co-op-lastbilerne [2] med deres revolutionære slogans og anstrenger sig mest muligt for at give det indtryk, at de britiske fagforeningers 10 millioner medlemmer ønsker at befri Rhodesia, smide Wilson ud og indføre socialismen. Disse demonstranter gør intet praktisk forsøg på at overbevise arbejderklassen om, at det er den, der skal gøre alt dette. Måske regner de med, at de ikke kan overbevise arbejderklassen, hvis de prøver. Men de prøver ikke engang – for så at finde ud af, hvorfor det ikke lykkedes.

Bedrag kan også være heroiske. Således er det mere modigt at marchere gennem Grosvenar Square ”repræsenterende” den britiske arbejderklasse end at vandre rundt om White Hall til Hyde Park. [3] Det er endnu mere modigt at demonstrere foran den amerikanske ambassade eller kaste sten gennem vinduerne i South Africa House.

Det er mere selvopofrende at marchere 1. maj og miste en dagløn end at marchere den første søndag i maj. Men det er også det hele.

I det mindste efter krigen var kommunistpartiet nødt til overfor udlandet at skabe indtryk af stor aktivitet og massestøtte fra arbejderklassen. Det behøvede prestige for at nå frem til dets virkelige arbejde med at infiltrere verdens revolutionære bevægelse.

Derfor dominerede ”kampagnekulten” i hvert fald i 20 år. Den ”britiske arbejderklasse” marcherede her, demonstrerede der, anbragte strejkevagter et tredie sted og vedtog overraskende revolutionære resolutioner. Kampen var selvfølgelig altid omfattende og skærpet.

Reklame, gunstig eller ikke-gunstig, fra presse, TV og radio blev taget til indtægt for ”bevægelsens stigende styrke”.

Reklamen havde også sin virkning i udlandet. I den sidste tid blev nogle mennesker overbevist om, at der måtte have foregået noget. Kun arbejderklassen og den herskende klasse forblev uoverbeviste.

Kommunistpartiets svindel blev afsløret. Dette har imidlertid ikke betydet den bedrageriske aktivitets ophør. Trotskister, anarkister, selvbestaltede ”maoister”, der fandt arbejderklassen uimodtagelig for revolutionære ideer, fandt det lettere at ”repræsentere” arbejderklassen end at øve indflydelse på den.

Højdepunktet kom i 1968, da så mange som 20.000 mennesker gik ud på gaderne, hovedsagelig fra studenterne og middelklassen. Fra New York til Peking blev denne aktivitet hilst med bifald. Sådan skulle det være, som en selvopofrende handling, men ikke som en slags spirende arbejderrevolution. Arbejderklassen forblev uoverbevist.

I virkeligheden blev der bortset fra slogans – ikke gjort noget forsøg på at overbevise den.

Demonstrationernes forskellige ledere var derfor nødt til at slås indbyrdes om en del af de tyve tusinde, reklamemaskinen havde samlet sammen. Råb om ”forræderi” og ”eventyrisme” flængede luften. Visse ledere med hidtil fleksibel ideologi opdagede ”ideologiske forskelle”.

Resultatet så man i 1969. Adskellige ”mini-demonstrationer” fandt sted. Hvor tusinder havde marcheret i 1968, marcherede hundreder i 1969.

Så vidt man kan skønne, vil splittelsesprocessen fortsætte. Mao Tsetungs tænkning bestemmer farten i dag. Og Mao har aldrig sagt noget for at retfærdiggøre falsk enhed under uhæderlige ledere for et intetsigende mål.

Der vil aldrig blive nogen fremgang, før det åbent indrømmes, at den anti-imperialistiske bevægelse har gjort lille eller ingen fremgang indenfor den britiske arbejderklasse, og ærlige forsøg gøres for at afdække årsagen til det.

[1] Fabian Society blev stiftet 1884. Navnet Fabian er taget fra Fabius Cunctator (Fabius Nøleren), der sejrede over Hannibal ved sin langsomme, nølende taktik. Fabianerne kom til at udgøre teoretikerne i the Labor Party.

[2] Co-op-lastbilerne: Co-op Cooperativ Society, svarer til brugsforeninger.

[3] Den amerikanske ambassade ligger på Grosvenar Square. Den store Vietnam-demonstration i 1968 foran den amerikanske ambassade førte til et kæmpeslagsmål med politiet.