Gnisten og steppebranden

“En enkelt gnist kan starte en steppebrand”. Dette citat fra Mao Tse-tung står som fast parole på forsiden af det svenske Kommunistiska forbundet marxist-leninisternas organ, GNISTAN.

Og det er naturligvis så sandt, som det er sagt – men vel at mærke som det er sagt.’

For de ledende folk i KFML og for GNISTANs redaktion har disse ord imidlertid en helt anden mening, end de har hos Mao Tse-tung.

Hos Mao Tse-tung udtrykkes en revolutionær optimisme, der grunder sig på at nøje kendskab til faktiske omstændigheder og reelt eksisterende betingelser for den kinesiske revolutions udvikling i årene omkring 1930, da artiklen med samme navn blev til. Hos KFML er de udtryk for en subjektivistisk og idealistisk tankegang, der ender i rendyrket og højst umarxistisk ønsketænkning.

Hvad bruger KFML-folkene dette citat til? Hvilken betydning har disse ord for dem? Det fremgår med al ønskelig tydelighed af udtalelser fra dem selv efter KFMLs kongres i december 1968. Således skriver Gunnar Bylin, en af de ledende folk, i Marxistiskt Forum nr. 1/1969:

Og til slut i samme artikel:

I GNISTAN nr. 2/1969 kører man samme linje:

Kort sagt: En enkelt gnist kan starte en steppebrand, siger Mao Tse-tung. Vi må altså slå denne gnist an; vi må danne et parti, så kommer svensk arbejderklasse i skred.

D’herrer i KFMLs top har som sædvanligt ikke begrebet et suk, og de har endnu engang afsløret deres manglende evne til at læse, hvad der står på de trykte linjer, som de med utvivlsomt meget stor flid lader deres øjne følge.

Lad os begynde forfra igen. Hvad skriver Mao Tse-tung om gnisten og steppebranden? Han skriver:

Og senere i samme artikel:

Situationen i Kina – klassekræfternes indbyrdes forhold, imperialismens og feudalismens underkuelse og udplyndring af folket, den omstændighed, at “der er hungersnød og bandituvæsen overalt, og bondemasserne og byernes fattige næppe kan opretholde livet”, gjorde en flodbølge i revolutionen uundgåelig: I denne situation ville revolutionens “subjektive kræfter”, dersom de førte en rigtig politik på grundlag af en rigtig vurdering netop af denne situation, lige så uundgåeligt vokse sig stærke og være i stand til, som Mao siger det, at “fremskynde den revolutionære flodbølge”. (s. 118)

Hele Kina var spækket med tørre risknipper, der snart uundgåeligt ville stå i flammer! Mao Tse-tungs genialitet består netop i, at han kunne se dette, at han formåede at udlede de rigtige følgeslutninger af denne kendsgerning og på grundlag af disse objektive kendsgerninger udarbejde den rigtige politik. Revolutionens “subjektive kræfter”, de organiserede kræfter, partiet, skabte ikke de tørre risknipper de rejste ikke den revolutionære flodbølge – Mao Tse-tung lærte partiet, at denne flodbølge ville komme og lærte partiet at fremskynde den!

Det er netop marxistisk at erkende vekselvirkningen mellem den faktisk eksisterende situation, den revolutionære flodbølge, og partiets virksomhed. Det er marxisme at tage sit udgangspunkt i de faktisk foreliggende omstændigheder (og det kræver marxisme at skaffe sig et klart og holdbart billede af dem) og dernæst ud fra disse omstændigheder fastslå, hvornår og hvordan kommunister kan fremme den igangværende flodbølge, fastlægge de veje, der vil føre til målet og lede arbejderklassen og det arbejdende folk ad disse veje.

Gnisten kan starte en steppebrand, hvis steppen er tør! Hvis den er dyngvåd, fænger gnisten ikke. Og hvis gnisten ikke fænger, bliver revolutionens subjektive kræfter heller ikke store og stærke!

Det er kommunisters opgave at konstatere, om steppen er tør eller våd. Mao Tse-tung var i 1930 – modsat andre – ved med sit geni at anvende marxismens anskuelsesmetode i stand til at konstatere, at den var tør, at Kina var spækket med tørre risknipper. Derfor konstaterede han, at en enkelt gnist kunne antænde steppebranden.

Det er i håbløs modstrid med Mao Tse-tungs analyse og arbejdsmetode deraf at udlede, at steppen i alle lande i verden er lige så tør, som den var i Kina i 1930.

Hvis man vil følge Maos eksempel, må man nøje undersøge om ens egen steppe er tør, og man må, dersom det viser sig, at den ikke er det, undersøge, hvordan den bliver det.

GNISTANs og Marxistiskt Forums snak om en “gnist” er en jammerlig forvrængning af marxismen og af Mao Tse-tungs ord. Det lyder flot, revolutionært, optimistisk og ukueligt – men det er det rene bavl.

De citerer selv, som ovenfor nævnt, Mao Tse-tungs ord om, at den kinesiske revolution fik et helt nyt præg, da marxismen-leninismens almengyldige sandhed blev forbundet med dens konkrete praksis.

De forstår blot ikke selv, hvad de citerer. De tror, at Mao siger, at revolutionen blev iværksat, fordi disse almene sandheder blev forbundet med dens praksis. De ser ikke, at Mao Tse-tung udtrykkeligt taler om en revolution, der allerede var i gang. De tror, at Mao Tse-tung her har sagt, at partiet starter revolutionen ved at blive stort og stærkt. I virkeligheden siger han, at partiet bliver stort og stærkt ved på rigtig måde at lede en revolution, der er startet uafhængigt af partiet, på grund af en række objektive, samfundsmæssige forhold.

Marxistiskt Forum drømmer søde drømme om, hvad der kunne være sket i Sverige, hvis den svenske arbejderklasse tidligere var blevet ledet af et kommunistisk parti væbnet med marxismen-leninismen (og ikke af det faktisk eksisterende SKP). Sådanne drømme er mere end ørkesløse – KFML’erne skulle hellere søge en forklaring på, at den svenske arbejderklasse ikke blev ledet af et sådant parti, og de kunne passende begynde med at undersøge, om der på noget tidspunkt i det kapitalistiske Sverige har foreligget en situation, der gjorde det muligt for et kommunistisk parti at vokse sig stort og stærkt ved at lede arbejderklassen i en revolutionær kamp. Hvornår har der i det kapitalistiske Sverige eksisteret en revolutionær situation? Hvornår har der i det kapitalistiske Sverige eksisteret en revolutionær flodbølge, der uundgåeligt ville storme frem, og som et kommunistisk parti kunne have fremskyndet? Sandt at sige, en sådan situation har aldrig eksisteret i det kapitalistiske Sverige, ikke mere end i det kapitalistiske Danmark!

KFML drømmer søde drømme om, når de er “færdige” med at studere Mao Tse-tungs tænkning og det svenske klassesamfund – (og det er de efter eget udsagn i løbet af indeværende forår), at blive den “gnist”, der kan starte “Steppebranden” i Sverige. De skænker det ikke en tanke, om Sverige i dag virkelig er spækket med tørre risknipper, der snart vil stå i flammer – og de begriber naturligvis slet ikke, at disse risknipper, hvis de er der, vil bryde i brand, hvad enten der eksisterer et parti eller ej! (Vi henviser til brevet fra Engels til Bebel af 30. august 1883, der bringes som tillæg til denne artikel)

Det kommunistiske parti kan ikke antænde risknipperne. Når risknipperne bryder i brand, vil det vise sig, om det kommunistiske parti er sit navn værdigt. Det vil vise sig i, at det på forhånd har indset, at risknipperne vil bryde i brand og har forberedt sig på denne situation. Det vil vise sig i partiets evne til at puste til flammeme, give dem den rigtige retning og påse, at de fortærer de rigtige ting og ikke lader sig slukke.

Revolutionens subjektive kræfter kan ikke skabe en revolutionær situation, men hvis de er dygtige nok og har de rigtige ledere og den rigtige politik, kan de lede arbejderklassen og de arbejdende masser, når den revolutionære situation er i anmarch, og når den er der – lede dem til at udnytte situationen rigtigt, til at vinde sejr.

Hvad var det, Mao Tse-tung sagde om gnisten og steppe-branden? Lad os citere et stykke af det igen:

I Maos mund er det ikke “vore kræfter” (partiet), der er gnisten, og revolutionen der er steppebranden. Det er omvendt! Gnisten – det er den spontane rejsning, der er fremkaldt af samfundsforholdene, blandt Kinas arbejdere og bondemasser. Steppebranden – det er den spontane rejsnings hastige udbredelse, det er denne spontane rejsnings udvikling under partiets ledelse, og i takt hermed er det partiets egen hastige vækst, numerisk og i politisk modenhed og erfaring i at lede.

GNISTAN fra Göteborg tror sig i stand til at antænde en revolutionær steppebrand i Sverige. Desværre er der en del af den slags “gnister” i den kapitalistiske verden i dag. De slår om sig med Mao-citater og forstår ikke, hvad de selv siger. De har ikke anelse om, hvad en revolutionær situation er. De taler om sig selv som “marxister-leninister” og har ikke begrebet den mindste smule af den historiske materialisme. De hylder Mao Tse-tung – og de fornærmer ham ved at forvrænge hans udtalelser til subjektivistisk og idealistisk snak.

Disse “gnister” har dannet eller vil danne “marxistisk-leninistiske” partier, og samtidig afviser de blankt Lenins klare og utvetydige beskrivelser af, hvordan revolutionen kommer.

Lad os se på en sådan beskrivelse fra Lenins side:

Dette er de objektive forudsætninger for en revolution – som almindelig regel. Uden dem ingen revolution. Med dem ikke nødvendigvis en revolution. Marxister anskuer ikke tingene mekanisk. Lenin fortsætter derfor:

KFML og tilsvarende “gnister” andre steder i den imperialistiske verden har ikke accepteret dette marxistiske syn på revolution, og heri ligner de til forveksling de gamle revisionistiske partier. De er ikke marxister.

En revolutionær situation som her beskrevet af Lenin har ikke eksisteret på noget tidspunkt i det kapitalistiske Danmark eller det kapitalistiske Sverige (men nok i andre europæiske lande under og efter den første verdenskrig, det ved vi). Derfor er det meningsløst, når KFML taler om, hvad der ville være sket, hvis der havde eksisteret et “kommunistisk parti”, der kunne have ledet arbejderklassen. De objektive forandringer, der er nødvendige for skabelsen af en revolutionær situation – eller rettere: som udgør den revolutionære situation – har ikke fundet sted, og det følger umiddelbart deraf, at de klassemæssige subjektive forandringer, som Lenin taler om, ikke har haft mulighed for at finde sted – de subjektive forandringer kan kun finde sted på grundlag af de objektive forandringer.

I dag er de objektive forandringer, der udgør en revolutionær situation, ikke indtruffet noget sted i den imperialistiske verden, og de er ikke i umiddelbar anmarch. Gnisten kommer ikke, fænghætten er væk, og steppen er dyngvåd.

KFML har for det første ikke forstået, hvad Mao mener med “gnisten”, og de tror derfor, at de selv kan få risknipperne så tørre,at deres private gnist kan antænde dem. De tror med andre ord, at de kan få historien til pludselig at bevæge sig i omvendt rækkefølge. Derfor stiller de sig op i heltepositur på den dyngvåde slette og brænder blålys af!

En sørgerlig, men også lattervækkende forestilling.

Vi er fuldstændigt på det rene med, at KFML-folkenes evne til at læse indenad er så ringe udviklet, at de vil aflægge deres saligheds ed på, at vi med det foregående har sagt, at det ville være umarxistisk at arbejde på at skabe et ægte revolutionært parti på marxismens grund i Danmark og i Sverige i dag. Det har vi imidlertid ikke dermed sagt, og det mener vi naturligvis på ingen måde. Det drejer sig blot om at vide, hvilke opgaver et sådant kommunistisk parti har i dag i lande af vores slags. Ved man det ikke – og det gør KFML-folkene og deres fæller i andre lande ikke – kan man naturligvis døbe sin organisation om og kalde den “parti”, men man kan ikke danne et revolutionært parti, hvis dannelse vil have den ringeste betydning for arbejderklassens historie i det pågældende lande.

Ved man det, kan man for alvor gå i gang med det langvarige forberedende arbejde til at danne et sådant parti.

(Let revideret)