Grænseprovokationer

Den 2. marts i år trængte sovjetiske grænsesoldater – som det er sket så ofte før i de senere år – ind på kinesisk territorium i den nordøstlige provins Heilungkiang. I stedet for at rette sig efter de kinesiske patruljers betimelige advarsel og trække sig hjem, hvor de kom fra, beskød de sovjetiske soldater de kinesiske grænsevagter og dræbte og sårede et ikke nærmere opgivet antal af dem. Som rimeligt er, satte de kinesiske grænsevagter sig derefter til modværge og fordrev de indtrængende.

Provokationer af denne art er et typisk udslag af de sovjetiske revisionisters social-imperialistiske politik og fjendtlige holdning over for det socialistiske Kina. Den
omstændighed, at den sovjetiske revisionistiske lederklike dennegang fandt det nødvendigt selv at give verden meddelelse om sine provokationer (ved at sende en hyklerisk “protestnote” til Kina) bidrager kun yderligere til at afsløre dem.

Det kan ikke kraftigt nok understreges, at de sovjetiske grænsevagter foretog deres væbnede provokation i et område, der selv ifølge den gamle Peking-traktat af 1860 mellem det tsaristiske Rusland og det kejserlige Kina tilhører Kina.

Det er i k k e noget tilfælde, at Kina har kunnet underskrive nye grænse traktater – baseret på en gensidig erkendelse af de gamle grænsers historiske opståen som resultat af imperialistisk fremtrængen og på gensidig respekt for den nu faktisk foreliggende situation – med alle sine naboer undtagen Sovjetunionen og Indien. Dette skyldes ikke, at Kinas holdning til grænseproblemerne er en anden, når det gælder disse lande, end når det gælder f. eks. Afghanistan eller den Mongolske Folkerepublik. Det skyldes, at Indien under Nehru og nu under hans datter har arvet og stræber efter at videreføre den engelske erobringspolitik over for Kina, og det skyldes, at de revisionistiske ledere i Sovjetunionen på ganske samme måde har arvet og stræber efter at videreføre det tsaristiske Ruslands erobringspolitik over for Kina.

Dette er baggrunden for de idelige provokationer og sammenstød langs den sovjetisk-kinesiske grænse – men det forklarer ikke, hvorfor de sovjetiske revisionister netop dennegang fandt for godt at bringe sagen offentligt frem og tilmed at foranstalte massedemonstrationer foran den kinesiske ambassade i Moskva i “protest” mod det kinesiske nødværge mod et væbnet angreb.

Der er mange grunde til, at det skal gøres netop nu – og dermed også til at grænseprovokationerne (og lad ingen nære illusioner: det gøres ganske bevidst og kynisk) den 2. marts skulle kræve flere menneskeliv end de tidIigere.

Sovjetlederne har brug for et “alibi” på den planlagte revisionistiske “verdenskonference”, når de på trods af alle forsikringer vil have Kina “fordømt”.

De har brug for et røgslør over deres skuespil omkring Berlin, hvor de og deres østtyske vasaller endnu engang har spillet med musklerne – og endnu engang vist, at det netop er skuespil, der i sidste ende skal tjene til at forråde DDR og sælge det til Bonn.

Sovjetlederne har brug for en afledningsmanøvre for at dække over deres forræderi mod de arabiske folks nationale interesser i forbindelse med Israels ustandselige aggression – og for at skabe et “klima” hjemme og ude, der vil være gunstigt for et fornyet forræderi på de kommende forhandlinger om “situationen i Mellemøsten”.