I mangel af et sørøverskib

Du spørger, om jeg opfatter mig som politisk fange. Jeg ved det ikke, i én forstand er jeg vel. Jeg har overtrådt loven ud fra moralske motiver, en samvittighedshandling, så samvittighedighedsfange er måske mere præcist

Utraditionel u-landshjælp, kalder Carsten Nielsen det postrøveri, der kostede en ung betjent livet og ham selv synet og friheden.

Vis indlæg

Alt er sort omkring mig. Det gælder solstrålerne, der om formiddagen falder igennem mit vindue. Det gælder smukke postkort fra venner, ja, det gælder alt. Aviserne jeg køber, personalet, der kommer og går, selv fjernsynet. Sortseer, ja.

Sådan skrev Carsten Nielsen, 37 år, i et brev til sin familie knap to måneder efter, han var forulykket i en lejet bil på Birkerød Kongevej i maj 1989. Episoden, der fik den såkaldte Blekingegadesag til at rulle. Carsten Nielsen anfører lakonisk afsenderadressen som ”Enghave Hotel”. Et synonym for Vestre Fængsels sygeafdeling.

Carsten blev blind ved ulykken. Han mistede også hørelsen på det ene øre og lugtesansen var væk for altid.

Tanken om at ende bag Vestres mure og berberisbuske havde Carsten levet med i over et halvt år. Lige siden postkuppet i Købmagergade, der endte med en politibetjents død og 13 millioner kroner, som skiftede ejere. Men Carsten brugte ikke sin andel til dyre biler eller høj cigarføring. Der var en sag, der var vigtigere, et motiv, der fra begyndelsen gjorde netop dette røveri enestående. Carsten Nielsens historie begynder i Århus langt før de begivenheder, der skulle give den historieinteresserede håndværker og klunser en plads i Danmarkshistorien.

Rig lærling

Carsten Nielsen voksede op i et socialdemokratisk kernevælgerhjem ved Århus. Efter realeksamen kom han i tømrerlære, og her vaktes hans politiske interesse.

– Som lærling levede jeg trods mine ti kroner i timen et liv i luksus. Jeg læste om verdens deling i rig og fattig og blev   grebet af bøger som ”Grænser for vækst”. Men samtidig rejste jeg på charterferier hvert år, tog på den ene skitur efter den anden til alperne for min lærlingeløn og så pludselig mig selv i et utroligt privilegeret lys dér ved skiliften. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på de millioner af mennesker, der aldrig nogensinde får chancen for de fornøjelser.

– Jeg nåede til en erkendelse af, at vores rige liv baserer sig på et forbrug af ressourcer, som folk i den fattige del af verden har produceret. Jeg læste om de sydafrikanske minearbejdere, hvis ferie var en uges årlig udflugt hjem til familien i reservatet tusinder af kilometer borte, og begyndte at få dårlig samvittighed over mine egne muligheder.

Napalm og kommunisme

Resultatet blev i første omgang, at Carsten rettede bebrejdelserne mod sig selv. Tog på færre ferier. Nægtede at deltage i forbrugerræset. Køb-og-smid-væk-kulturen ødelagde ikke kun Den tredje Verden, men også miljøet. Carsten begyndte at arbejde for en forandring og kastede sig bl.a. ind i kampen mod atomkraft i OOA.

Ude i verden skete der også ting, som satte afgørende spor i teenageren Carsten Nielsen. På fjernsynet sås tunge B52-bombemaskiner droppe deres last af napalm over landsbyer fjernt fra deres hjemlands kyster. Vietnam brændte. I Chile styrtede USA den folkevalgte præsident.

– Dengang forstod jeg ikke grusomhedernes årsag, men jeg var dybt forarget. Og det hele fortsætter i dag. USA oprustede Saddam Hussein i hans krig mod Iran, i dag er det andre reaktionære i området, der får USAs støtte. USA invaderede Grenada og Panama. Hvorfor sendte man ikke Olfert Fischer til farvandet ud for USAs kyst for at presse USA ud af Panama? Hvor er logikken?

De mange spørgsmål gjorde Carsten til kommunist.

Soldier Blue

Carsten har aldrig slået om sig med sine synspunkter. I dag fortæller han med sindig stemme og let jysk accent, at han måske nok altid har stået lidt alene med dem.

– Jeg er ikke særlig agitatorisk anlagt, jeg var faktisk så tilbageholdende med mine meninger, at min omgangskreds slet ikke havde mulighed for at tage stilling til mine synspunkter.

Carsten er frem for alt kendt blandt sine venner for sit rolige væsen. Men det kunne brænde indvendigt, om end over ting de fleste danskere lader passere med et skuldertræk. Og som i aviserne ikke er meget mere end en notits.

– Da jeg hørte om sydafrikanske kommandosoldaters massakre på 1000 mennesker i en flygtningelejr i Angola, var det en begivenhed, der prentede sig dybt i mig. Jeg har mødt nogle af de overlevende, og det er lige hårdt hver gang, jeg konfronteres med den slags menneskelige oplevelser. Selv en film som Soldier Blue rystede mig, fordi den har baggrund i virkelighedens udslettelse af indianerne.

Direkte adspurgt. indrømmer Carsten, at stillet over for så stor grusomhed er afmægtigheden ofte den første følelse. Men han pointerer også, at han altid har haft trangen til at kaste afmagten over bord.

Fra Århus til Blekingegade

I efteråret 87 flyttede Carsten til København. Arbejdet for ulandene var blevet fuldtids og han var med til at oprette Tredje Verdens Stemme, som havde til formål at formidle nyheder fra den del af verden, de danske medier ikke interesserede sig for. Og han var engageret sælger for Ulandsimporten, der betaler producenterne en hæderlig pris for deres produkter.

Men han begyndte også oftere og oftere at træde gennem den dør i Blekingegade, der på navneskiltet var en computerklub, men som i dag er kendt for at indeholde så meget andet end software.

Her fandt planlægningen af Danmarkshistoriens største kup sted. Her syede Carsten politiuniformer og her blev det vedtaget, at der skulle medbringes et jagtgevær under kuppet. Og at der skulle skydes skræmmeskud eller mod dækkene på forfølgende vogne.

Torsdag den 3. november 1988 kl. 5.05 går det løs. Røvere forklædt som politifolk entrer gården i Købmagergades Posthus. De første minutters skuespil går som planlagt. Pludselig væltes trådvognen med værdiforsendelserne, en kassevogn bakker ind i gården, og røveriet, der er afsat præcis to minutter til, begynder. 120 lange, lange sekunder for den ventende chauffør. På sekundet forlader kassevognen gården, Carsten sidder ved rattet og får kastet vognen forbi den første politibil, der dukker op. En betjent springer ud, ser et hoved i kassevognens bagrude og åbner ild. Kuglen smadrer bagruden, rikochetterer rundt i vognen og ender i førersædet få millimeter fra Carstens ryg.

Han standser vognen om hjørnet i Købmagergade, som det var aftalen, hvis de blev forfulgt. Personen ved hans side springer ud og overraskes af endnu en politibil og en betjent med trukket pistol. Personen, som det aldrig er blevet klarlagt hvem er, affyrer sit jagtgevær. En 22-årig betjent styrter til jorden og dør senere på aftenen.

Rebet strammes

I månederne efter røveriet holdt Carsten lav profil i forhold til lejligheden i Blekingegade. Han var arbejdsløs og fortsatte sit arbejde med at sælge kaffe og mocambiquanske cashewnødder til solidaritetspris.

– Den dag mine medtiltalte blev arresteret, gik jeg under jorden. Jeg forlod mit havehus og tog til Blekingegade for at bo der og fjerne spor.

Carstens hus blev ransaget dagen efter og et par dage senere begik han den dumhed at kontakte en kammerat,

der også var under observation af politiet. Fra da af blev det næsten umuligt at ryste skyggerne af sig.

Den 2. maj 1989 kører Carsten galt på Kongevejen i Birkerød nord for København. Han havde sikkerhedssele på og kørte ifølge politiets rapporter ikke stærkere end tilladt. Vidner hævder, han pludselig kørte over i den anden side af vejen og ind i en lygtepæl. Andre vidner har set ham blive presset af en anden bil.

– Jeg husker intet fra ulykken, jeg kan slet ikke huske noget fra den morgen. Om natten havde jeg ravet rundt i en skov, jeg ikke kendte.

Carsten lå bevidstløs i fire dage på Rigshospitalet. Da han vågnede, var han straks klar over, at han var under arrest, og at der var sket en ulykke. Men endnu ikke over konsekvenserne.

Jeg troede ikke på, jeg havde mistet synet. Jeg så nemlig helt tydeligt, hvem der stod omkring mig, jeg har simpelt hen skabt billedet af dem, som jeg huskede dem, med farver og det hele. De prøvede forsigtigt at lirke sandheden ind i mig; at der var et problem med mine øjne.

– Jeg forsøgte at berolige dem og sagde, lad os nu vente og se. For jeg så jo alt helt klart omkring mig og beskrev det tøj, de havde på, sygeplejerskerne og så videre. Undtagen kriminalbetjenten, men han sagde heller ikke en lyd, så der var intet grundlag for at skabe et billede.

Carstens ansigt var svært skamferet og han havde voldsomme kvæstelser. I pressen var han allerede udskreget som terrorist med forbindelse til bombningen af ruteflyet over Lockerbie, attentatplaner mod prinserne og forbindelser til Carlos, den myteomspundne superterrorist. Nationen rystede over den første ægte, danske terrorsag, og imens blev Carsten overført til Vestre Fængsels sygeafdeling under store sikkerhedsforanstaltninger.

Mørket

Mågeskrig gennem tremmerne minder alle om, at nu er det fodringstid her på Vestre. Skriget er skingert og ligner en påmindelse til mig; nok er du på sygeafdeling, nok er du isoleret, men mad får du vel, som de andre. Fuglene vil have deres andel.
Jeg misunder disse skabninger deres store vinger, der som ingen sag bærer dem over hegn, mure og berberisbuske.

Normalt sættes der ind med store ressourcer, når et ungt menneske pludselig bliver blind. Men for Carsten blev der hverken et halvt års ophold på Blindeinstituttet eller mulighed for at få den PC’er, der kunne have lettet hans overgang til et liv i mørke. Det blev til lidt undervisning i punktskriftalfabetet, bordskik med kniv og gaffel og træning i at gå med stok.

Dispensationsansøgninger blev afvist og småchikanerier tog til. Politiet stod over for en gruppe mennesker, der reagerede helt anderledes end de normale kriminelle miljøer. Man beskyttede kammeraterne. Skulle gruppesolidariteten brydes, måtte presset lægges på kædens svageste led.

– 13 måneders total isolation er ingen spøg, siger Carsten med velkendt jysk understatement.

– Heller ikke kontrollen af min post og mit ugentlige én-times besøg, der ofte gjorde det mere pinefuldt end fornøjeligt at have besøg af kæresten. Jeg tror kun, det er de færreste fængselsbetjente, der har en sygelig trang til at genere os, mange forsøger faktisk at være flinke og bøje regulativerne, men systemet begrænser deres muligheder for at behandle os menneskeligt.

Fortrængningsevnen er i topform, erkender Carsten. Han har svært ved at finde eksempler på ydmygelserne i fængslet frem, selv om der er så rigeligt af dem. Men det værste er dog at skulle eksistere uden et privatliv, når han frem til. Og så alle de korte besøg gennem 24 måneders varetægtsfængsling foregik med ”to kriminalbetjente på skødet”. Mange isolerer sig simpelt hen, fordi begrænset kontakt er mere smertefuldt end ingen kontakt, fortæller han.

– Forestil dig så, at vi ligger dér på briksen, for det er det, vi gør, og helst vil glemme alt og alle omkring os, blandt andet de nøglesvingere, der holder os lås fast; end ikke denne flugt ind i drømmeland respekteres. 10-20 gange om dagen sparkes celledøren op uden varsel. Nøglen bliver ikke stukket i døren, den bliver smidt i låsen. Jeg har lært, at privatlivets fred er et af vores mest grundlæggende behov. Og uden for fængselsmuren er det da også strafbart at krænke den. Inden for eksisterer begrebet slet ikke.

Ren samvittighed

Med indespærringen fulgte savnet. Før anholdelsen havde Carsten en samkvemsordning med sin tolvårige søn, og året inden ulykken var de sammen på cykelferie på Bornholm. Men kort efter anholdelsen kunne Ekstra Bladet bringe en helside under følgende overskrift: »Misbrugte barn til kup«. Det var Købmagergade-røveriet, det drejede sig om, og misbrugeren var Carsten og barnet hans søn.

Historien var ren opspind. Og blev aldrig dementeret.

Carsten fik ikke ét besøg af sin søn i de 13 måneders isolation.

Men trods alle afsavnene står Carsten Nielsen, fange nr. 629, ved sine handlinger.

– Samvittighed er vigtigere end lov. Jeg kan ikke sidde med hænderne i skødet, når jeg hører om hungersnød i Sudan og vort landbrug har svært ved at skaffe siloer til vores overproduktion af korn.

– Jeg skelner mellem lovbrud og kriminalitet. Mine egne handlinger er forsvarlige lovbrud. I mangel af et sørøverskib,   som jeg kunne bruge til at sejle vores overproduktion fra landbruget sydpå, valgte jeg at lænse et posthus. Det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne overføre store værdier til folk, der savner de mest elementære behov som mad og medicin.

–   Jeg begik lovbruddet, fordi jeg vidste, at disse mennesker ikke ville få opfyldt deres behov ad andre kanaler og ud fra en erkendelse af, at vi i de rige lande tiltusker os broderparten af verdensproduktionen af alting til en pris, som vi selv fastsætter på vores børser i Europa og USA. Tag for eksempel vores enorme import af foderstoffer fra den fattige verden til vores svin og kyllinger i form af sojakager og fiskemel. Det er forrykt, at den import, som praktisk taget er hevet ud af munden på de sultne masser, resulterer i overskudslagre. Det er forrykt.

Foreslog jøde

Der er skrevet mere om Blekingegade-sagen end om nogen anden dansk kriminalhistorie. Alligevel mener Carsten, at de vigtigste spørgsmål ikke er blevet rejst.

– TV-avisen sendte Jens Nauntofte helt til Damaskus i Syrien for at interviewe folk fra PFLP, Folkefronten til Palæstinas befrielse. Spørgsmålene handlede om deres tilknytning til os. Ikke ét spørgsmål om intifadaen, opstanden   mod   besættelsesmagten. Ikke ét spørgsmål om de 16.000 fængslede i Israel uden rettergang, ikke ét spørgsmål om den israelske terrorisme med bombestærkninger af hjem, hvor børnene har kastet med sten.

Under nævningesagen valgte både statsadvokaten og forsvarerne at nedtone sagens politiske aspekter. Spørgsmålet om hvorvidt PFLP var en terrororganisation eller en befrielsesbevægelse krævede dog en dags vidneførelse.

– Som sagkyndigt vidne foreslog jeg Felicia Langer. Hun er israelsk advokat og jøde har ført sager for palæstinenserne. Hun kender forholdene og kæmper dagligt mod de israelske disinformationskampagner, der prøver at svine alle modstandere til som terrorister. Hun ville kunne give en beskrivelse af palæstinensernes leveforhold under besættelsen og frihedskampens legitimitet. Og så tror hun på, at en fredelig sameksistens mellem israelere og palæstinensere er mulig-

Men Carstens forsvarer var af en anden mening. Og vidneafhøringen i Østre Landsrets sikkerhedsindkapslede retssal bidrog ikke til opklaring af spørgsmålet.

Thi kendes for ret

Den 30. april, knap to år efter Carstens sidste synsindtryk af livet omkring ham, faldt dommen. Otte års fængsel for Købmagergaderøveriet, våbenhæleri, ulovlig våbenbesiddelse og dokumentfalsk. To år er gået i Vestre, hvor mågerne skriger udenfor, og det er ligegyldigt, om pæren i loftet er tændt eller ej.

– Du spørger, om jeg opfatter mig som politisk fange. Jeg ved det ikke, i én forstand er jeg vel. Jeg har overtrådt loven ud fra moralske motiver, en samvittighedshandling, så samvittighedsfange er måske mere præcist.

– Jeg har arbejdet fuldtids for Den tredje Verden siden 1980. Det lyder så helligt og opofrende, men sådan opfatter jeg det ikke. Jeg arbejder med de ting, jeg finder politisk og moralsk rigtige og har mødt en masse dejlige mennesker. Alle vesterlændinge burde have et personligt venskab med fremmede, det er dét, der skal til, før folk går med til at sætte ulandshjælpen i vejret. Mindst en tidobling. Og det skal ske over finansloven frem for gennem nødhjælpsshow i TV, hvor store firmaer høster billig reklame. For lad os bare være ærlige: det er Svært at ryste op med kronerne, når vi først har dem i lommerne.

Interviewet er forbi, og Carsten må endnu en gang søge vejen tilbage til cellen. Der er spørgsmål, der ikke er blevet stillet, for de ville forblive ubesvarede. Hvem sad ved siden af dig på førersædet den skæbnesvangre morgen? Hvor er jagtgeværet gravet ned?

Men Carsten har fået fortalt om de motiver, der knap kom frem i retten eller medierne. Og det obligatoriske spørgsmål om fremtiden skal lige nås, inden nøglen igen smides i låsen.

– Jeg tror på eventyret forude, på at utopien om fred og solidaritet mellem mennesker kan blive virkelighed, hvis vi arbejder hårdt nok for den. Når jeg selv tog af kassen, er det naturligvis ikke fordi jeg mener, det er en farbar vej i det store hele. Men jeg har stået ansigt til ansigt med mennesker i akut nød, og så kan ingen bare sidde med hænderne   i   lommen. Eller bruge tiden på skiferier.