Ungkommunisten 1970 nr. 2 s. 10-11.
Ungkommunisten 1970 nr. 2 s. 10-11.
7 min read

Om artiklen:

Fra: Ungkommunisten, 3. årgang, februar 1970, nr 2, s. 10-13.

Oversat fra Finsbury Communist (England) nr. 60, januar 1970.

Kommunister har ofte en tendens til at se på verden gennem rosenfarvede briller.

Elektrikernes fagforening blev kontrolleret af det Kommunistiske Parti, følgelig blev elektrikere betragtet som værende af en ædlere type end mere almindelige mennesker.

I 1960 deltog kommunister i Campaign Committee, som fik kontrol over London Cooperative Society (LCS) (et brugs- foreningsforetagende – red.). Dette blev følgelig betragtet som en socialistisk institution.

Et partimedlem, vi kender, bor ved kysten, men fik ikke desto mindre mælkebilen fra LCS til at bringe sig mælk, uagtet at Express-mejeriet bragte mælken ud 9 timer tidligere. Den livgivende væske ankom sjældent før kl 16.30, men han var tilfreds.

Det er efterhånden blevet ret indlysende – i det mindste for antirevisionistiske kommunister – at alle brugsforeninger og næsten alle fagforeninger er komplet nytteløse foretagender, og at ingen kommunist, der har poster i sådanne, har nogen muligheder for at kæmpe for arbejdernes interesser. Særligt med brugsforeningerne er det blevet ringe, siden de venstreorienterede overtog den.

En forringelse af de handelsmæssige fordele ville være uden betydning, hvis brugsforeningerne gjorde en nyttig indsats på andre områder, men det er ikke tilfældet.

Hvad angår fagforeningerne, er den overvældende del af dem låst fast i produktionsaftaler og tilbageholdenhed i lønspørgsmål. For de fleste arbejdere er fagforeningskontingentet blot et yderligere fradrag af lønnen.

Kun et spørgsmål kan ophidse de fleste fagforeninger til handling, nemlig spørgsmålet om arbejdsgivernes anerkendelse – for dette angår det livsvigtige problem om, hvorvidt fagforeningen kan indkassere mere kontingent eller ej.

Imidlertid findes der nogle få “gode” fagforeninger, og disse forårsager en vis forvirring i de progressives hoveder.

Der blev oprettet fagforeninger af grupper af arbejdere, som ønskede at kæmpe for bedre løn og vilkår for netop deres gruppe. De akcepterede ingen ansvarlighed for den nationale økonomi ved tilbageholdenhed i lønspørgsmål, ejheller søgte de at ændre samfundssystemet fra kapitalisme til socialisme.

Siden anden verdenskrig er flere og flere fagforeninger blevet mere optaget af den nationale økonomi end af deres medlemmers velfærd. Husk f. eks. jernbanearbejdernes og
minearbejdernes fagforeningers forræderi, som førte til masseafskedigelser.

Der er imidlertid en eller to fagforeninger, som uden snærende bånd kæmper for bedre løn og arbejdsforhold. Dem vil vi herefter kalde for “gode” fagforeninger.

I Australien, hvor Barbara Castles straffeklausuler er lov i arbejdsmarkedets forhold, trodsede C. O’Shea, viceformand for Australiens Kommunistiske Parti (M-L) og Sporvejenes Fagforening, regeringen. O’Shea blev kastet i fængsel og først løsladt efter en kampagne, der omfattede ca. 1.000 000 arbejdere.

England har hverken en så hård arbejderlovgivning eller sådanne selvindlysende “gode” fagforeninger.

Association of Supervisory Technical and Managerial Staffs (ASTMS) er imidlertid gået imod tilbageholdenhed i lønspørgsmål under Clive Jenkins’ ledelse. Han har udtalt, at han er villig til at gå i fængsel for medlemmernes skyld, og som følge deraf er han blevet en slags helt mellem militante fagforeningsfolk. Draughtmen’s and Allied Technicians’ Association (DATA) er en anden “god” fagforening, hvis fremtrædende personligheder er George Doughty, Jim Mortimer, Mike Cooley og Sam Mauger, sekretær i Britaniens Kommunistiske Forbund (M-L).

Når vi har spurgt visse kammerater, hvad de foretager sig politisk, har de følt det tilstrækkeligt at svare, at de “arbejdede i DATA”.

Det er indlysende, at disse “gode” fagforeningers eksistens giver stødet til mange illusioner.

Det er derfor af værdi sort på hvidt at skrive ned, nøjagtigt hvad disse fagforeningsledere foretager sig, officielt som uofficielt.

1) De kæmper for bedre lønninger og arbejdsforhold for deres medlemmer.

2) De udfærdiger progressive udtalelser om alt og alle, smukt pyntet med citater af Lenin for at vise, at de er en lille smule mere oplyste end de almindelige fagforeningsledere.

Somme tider kan de progressive udtalelser være så “revolutionære” , at de siger, at det ikke er nok at være en god fagforeningsmand, at man også skal kæmpe for socialisme og mod imperialisme.

Desværre indeholder disse progressive udtalelser overhovedet ingen vejledning til handling, hvorfor de er totalt blottet for værdi.

Hvis imidlertid alle fagforeninger var “gode” og kæmpede for bedre lønninger og arbejdsforhold, ville situationen utvivlsomt være bedre end den er nu, set med arbejderklassens øjne.

Men arbejderklassen ville ikke være kommet et skridt videre hen imod at gøre en ende på Englands udbytning af resten af verden og oprettelsen af arbejderklassens egen stat.

For fagforeninger er ikke – uanset hvor millitante de kan være – anti-imperiaIistiske eller socialistiske foretagender. Folk er simpelthen medlemmer af fagforeningerne for at beskytte deres løn og vilkår.

I begyndelsen af dette århundrede var næsten alle fagforeninger “gode”, men Lenin fandt det nødvendigt at kritisere dem for deres begrænsede målsætning.

ASTMS, DATA, osv, stiler imidlertid end ikke så højt som til at hjælpe andre arbejdere (som ikke er medlemmer af ASTMS, DATA, osv.) til at oprette deres egne ”gode” fagforeninger.

Dette ville nemlig betyde, at ASTMS, DATA, osv, skulle oprette et nyt Trades Union Congress (svarer til det danske LO – red.) til erstatning for det gamle TUC.

ASTMS, DATA, osv, står på udmærket fod med de mere reaktionære fagforeninger, de sætter lidt fart i tingene og fungerer som en slags loyal opposition ved konferencer o. lign. Til gengæld får de lov til at sikre deres medlemmer en bedre behandling end den, der bliver andre fagforeninger til del.

Det spørgsmål, der så rejser sig, er, hvad man skal gøre med ASTMS, DATA, osv. Skal man lade dem have fred til at “bekæmpe cheferne” på deres egen begrænsede måde?

Af to årsager kan man ikke lade dem være i fred.

For det første fordi det er nødvendigt at samle arbejderklassen for at styrte det bestående samfundssystem. Fagforeningerne skiller arbejderne efter faggrænser, selv fagforeningsforbund ( “almene” forbund) organiseres på denne måde. De værste forbrydere er sandsynligvis de “gode” fagforeninger på grund af den følelse af overlegenhed de fremmer blandt deres medlemmer.

For det andet: selvom anti-revisionistiske kommunister lod fagbevægelsen gå sine egne søde veje, ville fagbevægelsen ikke lade den kommunistiske bevægelse gøre det samme.

Båret oppe af deres fagforeningsprestige stiger folk som Clive Jenkins, Mick McGahey, Reg Birch, Mike Cooley og Sam Mauger ned til den kommunistiske bevægelse og de venstreorienterede, hylder deres snævre fagforeningsideer i et par citater af Lenin og lidt om Vietnam og serverer blandingen som sidste nyt i socialistisk tænkning.

Halvfærdige studenter, hovedsagelig fra overklassen og middelklassen, som tror, at fagforeningsarbejde er “arbejderklasse” og derfor godt, falder for den slags. Dette sikrer, at de forbliver halvfærdige og ude af stand til at udvikle en korrekt holdning til situationen, uanset hvor meget de måtte ønske det.

Nødvendigheden af at gå imod de ukorrekte ideer, der sættes i omløb af ledende fagforeningsfolk, tvinger antirevisionistiske kommunister – der for tiden kun udgør en lille minoritet af arbejderklassen – til at klargøre deres egen holdning til fagforeningerne.

Efterhånden som nødvendigheden af at styrte det bestående samfundssystem bliver klart for et stigende antal arbejdere, vil de blive tvunget til at overveje, hvorvidt den nuværende organisationsform med dens faglige skillelinjer – altså fagforeningerne – vil være dem til nogen nytte, eller om den i virkeligheden er en hæmsko.

Konklusionen kan kun blive, at socialismen vil blive oprettet imod og ikke gennem de eksisterende fagforeninger.

Om forfatteren / About the Writer

FC
Finsbury Communist
+ posts