(Uddrag)
Kommunistisk Internationales II kongres
blev afholdt d. 19. juli til d. 7. august 1920.
Første gang offentliggjort i 1921 i bogen
“The Second Congress of the Communist
International. Verbatim Report”.
1. Rapport om den internationale situation og Kommunistisk Internationales grundliggende opgaver. 19 juli.
(…)
Her må vi spørge: Hvordan kan man forklare, at sådanne strømninger vedvarende eksisterer i Europa? Hvorfor er denne opportunisme stærkere i Vesteuropa end i vort land? Det skyldes, at de fremskredne landes kultur har været og stadig er resultatet af, at de er i stand til at leve på bekostning af et tusind millioner undertrykte mennesker. Det skyldes, at kapitalisterne i disse lande får en hel del mere på denne måde, end de kunne få som profit ved at udplyndre arbejderne i deres egne lande.
Før krigen blev det anslået, at de tre rigeste lande – Storbritannien, Frankrig og Tyskland – fik mellem otte og ti tusind millioner francs om året alene fra kapitaleksport, foruden fra andre kilder.
Det er uden videre klart, at af denne nette sum kan der bruges mindst fem hundrede millioner på at berolige arbejderlederne og arbejderaristokratiet, det vil sige til alle former for bestikkelse. Det hele er i sidste ende intet andet end bestikkelse. Det gøres på tusinder af forskellige måder: Ved at forøge de kulturelle goder i de største centrer, ved at skabe undervisningsinstitutioner og ved at skaffe lederne fra kooperationen, fagforeningerne og parlamenterne tusinder af behagelige jobs. Dette gøres, hvor som helst der eksisterer moderne, civiliserede kapitalistiske forhold. Det er disse tusinder af millioner i superprofitter, der udgør det økonomiske grundlag for opportunismen i arbejderbevægelsen. I Amerika, Storbritannien og Frankrig oplever vi meget stærkere hårdnakkethed hos de opportunistiske ledere, hos arbejderklassens øvre lag, arbejderaristokratiet; de yder langt stærkere modstand mod den kommunistiske bevægelse. Derfor må vi være beredt på at finde det vanskeligere for de europæiske og amerikanske arbejderpartier at befri sig for denne sygdom, end det var tilfældet i vort land. Vi ved, at der er opnået uhyre resultater i behandlingen af denne sygdom, siden Tredje Internationale blev dannet; men vi er endnu ikke færdige med dette stykke arbejde; rensningen af arbejderpartierne, proletariatets revolutionære partier verden over for borgerlig indflydelse, for opportunistiske elementer i deres egne rækker er langt fra fuldført.
Jeg skal ikke opholde mig ved den konkrete måde, på hvilken vi må gøre det, det behandles i mine offentliggjorte teser. Min opgave består i at pege på dette fænomens dybe økonomiske rødder. Sygdommen er langvarig, helbredelsen tager længere tid, end optimisterne håbede, den ville. Opportunismen er vor vigtigste fjende. Opportunismen i arbejderbevægelsens øvre lag er borgerlig socialisme, ikke proletarisk socialisme. Det er blevet vist i praksis, at arbejderaktivister, der følger den opportunistiske strømning, er bedre forsvarere for bourgeoisiet end bourgeoisiet selv. Uden deres ledelse af arbejderne kunne bourgeoisiet ikke forblive ved magten. Dette er blevet bevist ikke blot af historien om Kerenski-regeringen i Rusland; det er også blevet bevist af den demokratiske republik i Tyskland under den socialdemokratiske regering, såvel som af Albert Thomas’ holdning over for sin borgerlige regering. Det er blevet bevist af tilsvarende erfaring i Storbritannien og de Forenede Stater. Dette er vor vigtigste fjende, en fjende, vi må overvinde. Vi må forlade denne kongres fast besluttet på at føre denne kamp helt til ende i alle partier. Det er vor hovedopgave. [49]
(…)
3. Kommisionens rapport om de nationale og koloniale spørgsmål. 26. juli.
(…)
Jeg vil også gerne understrege vigtigheden af de kommunistiske partiers revolutionære arbejde, ikke blot i deres egne, men også i de koloniale lande, og særligt blandt tropperne, som de udbyttende nationer bruger til at holde de koloniale folk underkuede.
Kammerat Quelch fra det Britiske Socialistiske Parti talte om dette i vor kommision. Han sagde, at den almindelige britiske arbejder ville betragte det som forræderisk at hjælpe de slavebundne nationer i deres oprør mod det britiske herredømme. Sandt nok, de chauvinistisk-sindede arbejderaristokrater i England og Amerika udgør en meget stor fare for socialismen og er II Internationales bolværk. Her står vi over for det største forræderi fra de ledere og arbejdere, der tilhører denne borgerlige Internationale. Det koloniale spørgsmål er også blevet diskuteret i II Internationale. Basel-manifestet [50] er ganske klart også på dette punkt. II Internationales partier har forpligtet sig til revolutionære handlinger, men der findes intet tegn på ægte revolutionært arbejde eller hjælp til de udbyttede og afhængige nationer i deres revolter mod de undertrykkende nationer. Dette, mener jeg, gælder også for de fleste af de partier, der er trådt ud af II Internationale og ønsker at slutte sig til III Internationale. Vi må erklære dette offentligt, så alle kan høre det, og det er uigendriveligt. Lad os se, om nogen gør forsøg på at benægte det.
(…)
[49] Se side 14, samme værk. [Gotfred Appel: Der korner en dag…, Futura 1971, – Online Red. anm.]
[50] Blandt andet fordømte Basel-manifestet (vedtaget d. 25. november 1912) de imperialistiske landes ekspansionistiske politik og opfordrede kraftigt socialisterne at kæmpe mod al slags undertrykkelse af små nationer og mod alle former for chauvinisme.
LCW bd. 31, s. 230-231, s. 245.
(…)
4. Tale om Kommunistisk Internationales optagelsesbetingelser. 30. juli.
(…) Derefter gik Crispien over til at tale om høje lønninger. Situationen i Tyskland, sagde han, er den, at arbejderne er ganske velbeslåede sammenlignet med arbejderne i Rusland eller med Østeuropa i almindelighed. Som han ser det, kan en revolution kun gennemføres, hvis den ikke forværrer arbejdernes levebetingelser “for meget”. Jeg spørger, er det tilladt at tale på en sådan måde i et kommunistisk parti? Dette er kontra-revolutionens sprog. Levestandarden i Rusland er uden tvivl lavere end i Tyskland, og da vi oprettede diktaturet, førte det til, at arbejderne blev mere sultende og til, at deres levebetingelser blev værre. Arbejdernes sejr kan ikke opnås uden ofre, uden en midlertidig forringelse af deres levevilkår. Vi må fortælle arbejderne det stik modsatte af, hvad Crispien har sagt. Hvis man, i ønsket om at forberede arbejderne til diktaturet, fortæller dem, at deres levebetingelser ikke vil blive forværret “for meget”, mister man hovedsagen af syne, nemlig at det var ved at hjælpe sit “eget” bourgeoisi med at erobre og kvæle hele verden med imperialistiske metoder, med det formål at sikre bedre betaling til sig selv, at arbejderaristokratiet udvikledes. Hvis de tyske arbejdere nu ønsker at arbejde for revolution, må de yde ofre, og ikke være bange for at gøre det.
Generelt og i verdenshistorisk betydning er det sandt, at kulien i et tilbagestående land som Kina ikke kan gennemføre en proletarisk revolution; men at fortælle arbejderne i den håndfuld rige lande, hvor livet takket være den imperialistiske plyndring er lettere, at de skal være bange for “for stor” forarmelse, er kontra-revolutionært. Det er det modsatte, arbejderne skal have at vide. Arbejderaristokratiet, der er bange for at yde ofre, bange for “for stor” forarmelse under den revolutionære kamp, kan ikke tilhøre partiet. Ellers er diktaturet umuligt, særligt i vesteuropæiske lande. (…)
LCW bd. 31, s. 248-249.
(…)
6. Tale om optagelse af det Britiske Arbejderparti. 6. august.
(…)
Kammeraterne har understreget, at arbejderaristokratiet er stærkere i England end i noget andet land. Det er sandt. Arbejderaristokratiet har, når alt kommer til alt, eksisteret i England ikke i årtier, men i århundreder. Det britiske bourgeoisi, som har langt større erfaring – demokratisk erfaring – end noget andet lands bourgeoisi, har været i stand til at købe arbejderne og blandt dem skabe et betydeligt lag, større end i noget andet land, men ikke så stort sammenlignet med arbejdermasserne. Dette lag er gennemsyret med borgerlige fordomme og fører en absolut borgerlig reformistisk politik. I Irland findes der for eksempel to hundrede tusinde britiske soldater, som med barbariske terrormetoder undertrykker irerne. De britiske socialister udfører overhovedet ikke revolutionær propaganda blandt disse soldater, skønt vore resolutioner klart siger, at kun de britiske partier, der udfører ægte revolutionær propaganda blandt de britiske arbejdere og soldater, kan optages i den Kommunistiske Internationale. Jeg understreger, at vi ikke har hørt nogen indvendinger mod dette hverken her eller i kommisionerne.
(…)
LCW bd. 31, s. 261.
Delvist online på Marxisme Online
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
