Lidt om »elendighedsteori«

Danmarks “kommunistiske” parti har i alle årene siden den anden verdenskrig uophørligt indprentet sine medlemmer, at “elendighedsteorien” var forkert. Hvor mange gange har vi ikke hørt og selv oplevet, at man blev langt bedre modtaget blandt de bedre betalte faglærte arbejdere på f. eks. Bispebjerg end blandt pjalteproletarerne i de dengang eksisterende husvildebarakker, når man var på bladsalg med “Land og Folk” om søndagen? Der kunne man bare se! DKP har altid haft sine bedste støtter blandt de faglærfe arbejdere på de højeste løntrin.

Dermed er der altså efter DKP’isternes mening givet bevis for elendighedsteoriens fejlagtighed. Arbejderne skal ikke “ned i møget” for at blive kommunister – tværtimod, kun hvis de slås for lønningsposen og opnår resultater, har de kraft nok til at kæmpe i den politiske bevægelse.

Det ligner jo til forveksling argumentationen fra de “revolutionære kommunister”, som folkene i Kommunistisk Forbund (m-l) ynder at betegne sig selv.

DKP’isterne benytter ordet og har benyttet det i mange år, men man har aldrig i DKP hørt noget om, hvor denne “elendighedsteori” egentlig stammer fra. KF(m-l)erne bruger ordet, men endnu har vi heller ikke fra den side set teoriens ophavsmand fremdraget og gendrevet.

Det er ikke så besynderligt. Der findes nemlig ingen ophavsmand. “Elendighedsteorien” har aldrig eksisteret.

Udtrykket “elendighedsteori” stammer fra Bernstein, der skød Marx denne teori i skoene. Da Kautsky endnu var marxist, angreb han Bernstein for denne gemene tilsnigelse og fik fuld støtte hos Lenin, der refererede Kautsky med følgende ord:

“Bernstein erklærer, at alle har forladt Marx’ ‘elendighedsteori’ eller ‘forarmelsesteori’. Kautsky påviser, af også dette er en forvrænget overdrivelse fra Marx’ modstanderes side, eftersom Marx ikke fremsatte en sådan teori. Han talte om væksten af fattigdom, nedværdigelse o.s.v., idet han samtidig pegede på den modvirkende tendens og de reelle samfundsmæssige kræfter, der alene kunne fremkalde denne tendens. Marx’ ord om fattigdommens vækst retfærdiggøres fuldt ud af virkeligheden: for det første ser vi i virkeligheden, at kapitalismen har en tendens til at avle og forøge fattigdom, der antager enorme proportioner, når den nævnte modvirkende tendens ikke er tilstede. For det andet vokser fattigdommen ikke blot i den fysiske, men i den samfundsmæssige betydning, d.v.s. i betydningen svælget mellem bourgeoisiets forbrugs stadig højere niveau og forbruget hos samfundet som helhed og det arbejdende folks levestandards niveau. Bernstein udtaler sig ironisk om en sådan opfattelse af begrebet “fattigdom” og siger, at dette er en Pickwickiansk opfattelse. Som svar viser Kautsky, at folk som Lassalle, Rodbertus og Engels har fremsat meget bestemte erklæringer om, at fattigdom må forstås i sin samfundsmæssige såvel som i sin fysiske betydning. Som man ser – han afparerer Bernsteins ironi – det er ikke noget helt dårligt selskab, der samles i “Pickwick-klubben'”. For det tredje og sidste er passagen om voksende forarmelse stadig fuldstændig sand i forbindelse med kapitalismens “grænseområder”, grænseområder forstået både i den geografiske betydning (lande i hvilke kapitalismen netop er ved at begynde at trænge frem og hyppigt ikke blot fremkalder fysisk fattigdom, men massernes direkte hungersnød) og i den politisk-økonomiske betydning (håndværksindustrier og, i almindelighed, de grene af økonomien, hvori tilbagestående produktionsmetoder endnu bevares).”

Den “elendighedsteori”, som DKP’isterne i årtier har vendt sig imod, og som visse folk i dag beskylder KAK for at være tilhænger af, viser sig altså at være reformisten Bernsteins forvrængning af Marx’ klare påvisning af, at kapitalismen rent faktisk fører til forarmelse.

Bernsteins opfattelse repræsenterede opfattelsen hos den dengang bedst stillede del af den tyske arbejderklasse, der tænkte efter recepten: “Vi har det godt og får det stadig bedre”, og altså er det noget sludder, at arbejderne bliver forarmede under kapitalismen.” De så ikke, Bernstein ville ikke se, at forarmelsen stadig foregik i “grænseområderne”, f.eks. i det daværende tsaristiske Rusland og i kolonierne, og at der var en forbindelse mellem imperialismen og den manglende forarmelse i Vesten.

DKP’isterne og KF(m-l)’erne afviser “elendighedsteorien” – og de nægter at se, at forarmelsen stadig foregår i de kolonialistisk og neokolonialistisk udbyttede lande og de nægter at se forbindelsen mellem imperialisme/nykolonialisme og den endnu manglende forarmelse i de vestlige imperialistiske lande.

I virkeligheden betyder derfor deres afvisning af “elendighedsteorien”, ganske som Bernsteins afvisning, at de afviser Marx’ påvisning af en af grundlovene for kapitalismen! De er Bernsteins arvtagere!