Det følgende er den fulde tekst af en resolution vedtaget af Kommunistiske Revolutionæres Koordinationskomité i Bihar.
Kommunistiske Revolutionæres Koordinationskomité i Bihar-staten hylder bøndernes revolutionære væbnede kampe i Muzaffapur distriktets Mushahari region og sender de varmeste hilsner til de militante bønder, der tappert modstår statens og herremændenes brutale kontrarevolutionære terror og udholdende fører væbnet modstandskamp under de kommunistiske revolutionæres ledelse.
Denne revolutionære kamp, der føres af ca. 10.000 bønder, landarbejdere og fattige dækker mere end 12 landsbyer, er en udvidelse af den agrarrevolution, der blev indledt i Naxalbari [1] under Mao Tsetungs tænknings banner – marxismen-leninismen i vor tid. Mushahari bøndernes kamp bekræfter yderligere, at alle de undertrykte lande i Asien, Afrika og Latinamerika er blevet omdannet til verdensrevolutionens centrum, og at der overalt i dette område eksisterer et revolutionært opsving. Kampen i Mushahari, der er et led i serien af væbnede bondeopstande i forskellige dele af landet fra Telangana og Srikakulam i syd til Lakhimpur Kheri i nord, har givet dødsstødet til den myte, som vort lands revisionister og nyrevisionister flittigt har udbredt, nemlig at objektive og subjektive betingelser for at føre væbnet kamp ikke eksisterer i Indien. Denne kamp har naglet endnu et stort kistesøm i den fallerede parlamentarisme, som revisionismens og nyrevisionismens ypperstepræster så kvalmende har prædikedet for. Den har givet endnu et praktisk eksempel, der viser, at den vej Naxalbari afmærkede er den eneste rigtige vej, som det indiske folk må følge for at frigøre sig fra imperialismens, feudalismens og komprador-bureaukrat-kapitalismens trældom.
En omhyggelig analyse af kampens forskellige dele viser, at der ikke kan være nogen kinesisk mur mellem den økonomiske og den politiske kamp, forudsat at kampen ledes til sin logiske slutning og ikke kunstigt holdes tilbage og begraves i økonomismens og legalismens kiste. Mushahari bøndernes kamp blev startet på økonomiske krav, men den kunne tage et kvalitativt skridt henimod politisk kamp, fordi agrarrevolutionens masselinie ved hjælp af vedholdende propaganda ikke blot fik tag i de revolutionære kadrer, men også i betydelige dele af de fattige og jordløse bønder – og masselinien kunne fæstne sig i bøndernes sind, fordi de hele tiden kæmpede for alle mål – store eller små – som berørte deres liv.
Et kritisk blik på denne kamp sønderriver den teori, der prædikes af nogle såkaldte revolutionære, nemlig at væbnet kamp ikke kan og ikke må finde sted på stepperne, hvor terrænet ikke er gunstigt. Den beviser igen, at de revolutionæres sande jernbastion er folket, og at folket for de revolutionære er det samme som havet er for fiskene.
Den kendsgerning, at tusinder revolutionære bønder undslap politiets indkredsnings-forsøg og holdt sig skjult i kort afstand fra det område, politiet havde omringet, viser, hvordan folket virker som et værdifuldt skjold for deres tapre fortrop.
Mushahari kampen blev og bliver stadig ført med traditionelle våben. Med disse våben kæmpede de tapre bønder hårdt og slog gentagne gange statens og godsejernes angreb tilbage. Mushahari kampen viser, at det ikke er våben, men mennesker, der afgør kampens udfald. Bøndernes granithårde sammenhold, deres politiske bevisthed og deres udholdenhed i kamp er de sikreste garantier for sejr.
Endnu en typisk ting ved denne kamp har været bondemassernes gåpåmod og opfindsomhed i planlægning og udførelse af opgaver på kampens forskellige trin, samt deres bemærkelsesværdige evne til organisation og modstand. Havde det ikke været for bondemassernes initiativ, ville kampen – i så kort en periode, på så lille et område med et ugunstigt terræn – ikke have udviklet sig til væbnet politisk kamp mod staten.
Men den afgørende faktor i denne kamp har været, at de Kommunistiske Revolutionæres lokale afdeling hele tiden var i spidsen for bevægelsen og modigt ledte den gennem tykt og tyndt. Dette var muligt, fordi den lokale afdeling består af landarbejdere og fattige bønder, der er fast overbeviste om rigtigheden af Mao Tse-tungs tænkning.
Den lokale afdeling var i stand til at udøve sit lederskab på hvert af kampens trin, fordi den selvkritisk analyserede sine fejl og drog passende lærdomme af dem.
Eftersom kampen stadig udvikler sig, må der nu gøres alvorlige ideologiske, politiske, organisatoriske og tekniske forberedelser til den næste fase. Disse opgaver er vanskelige, og det er nødvendigt med hårdt arbejde. Koordinationskomitéen mener, at den opgave yderligere at konsolidere Kisan Sangram Samiti og organisere nye må gennemføres, mens der samtidig må føres en energisk politisk kampagne for masselinien. Koordinationskomiteen beordrer endvidere den lokale afdeling til at koncentrere sine kræfter til i denne fase at slå herremændenes og deres banditters forenede offensiv tilbage uden et eneste øjeblik at miste den reaktionære statsmagt af syne. En anden opgave, som behøver øjeblikkelig opmærksomhed er hastigt at udvide baseområdet og vinde bønderne for væbnet kamp.
Når disse opgaver er gennemført, er Koordinationskommitéen sikker på at Mashahari bønderne kan blive et lærerigt eksempel for hele Bihar. Yderligere udvikling af denne kamp vil kunne sætte ild i krudttønden og til slut vil de feudale forhold på landet blive ødelagt og give Bihar, særlig det nordlige Bihar en begyndelse til et befriet område og en Folkets Befrielseshær.
Bihar statens Koordinatons-komité formaner alle kammerater til at drage lære af denne heroiske væbnede kamp og begynde lignende kampe i deres områder. Komiteen opfordrer også til, at alvorlige solidaritetsbevægelser til støtte for de kæmpende Mushahari bønder iværksættes og kampens lærdomme udbredes blandt bønderne i alle dele af Bihar.
Komitéen er sikker på, at bønderne vil sejre og herremændene lide nederlag, forudsat Mao Tse-tungs tænkning griber deres sind. Lad os sætte bønderne i stand til at gribe Mao Tse-tungs tænkning!
[1] Naxalbari er det første røde baseområde i Indien oprettet under de Kommunistiske Revolutionæres ledelse. I foråret 1967 fordrev bønderne i Darjeeling distriktet, Vest-Bengalen, godsejerne og de lokale embedsmænd, beslaglagde deres jord og oprettede deres egen politiske magt gennem bondeforeninger og folkedomstole. Dette var begyndelsen til den indiske agrarrevolution som nu under store vanskeligheder breder sig til andre områder i Indien.
Fattigdom giver stødet til ønsket om forandring, ønsket om handling og ønsket om revolution.
Mao Tse-tung, “Den lille røde bog” s.36