Ned med værdigheden

Efter en dødkedelig “forelæsning” af Benito Scocozza foran ingeniørkasernen, der endte med håbet om, at den anden moratoriedag måtte blive ef værdigt udtryk for modviljen mod USAs krig i Vietnam, traskede en halv snes tusind d. 15. november – skaren voksede efterhånden – med en talerpause foran den amerikanske ambassade til Christiansborg. Toget var langt og farverigt – både med hensyn til deltagernes påklædning og de medbragte gigantiske transparanter – men det er længe siden, man i Danmark har set så mange mennesker optræde så uinspireret og så sløvt på een gang.

Der gik en flok revolutionære i optoget med Palæstinas flag – de råbte slagord som “Vietnam – Palæstina, samme kamp”. Alle de andre traskede – netop traskede stilfærdigt og “værdigt” af sted.

Det var alle tiders største Vietnam-demonstration! Det var en sejr for Vietnam-bevægelsen! Åh nej – det var en frysende afsløring af Vietnam-bevægelsens totale fallit.

Har man tænkt over, hvorfor der ikke er nogen, der i dag skænker Vietnam-demonstrationen d. 15. november en tanke? Hvorfor har den ikke givet stødet til fornyet aktivitet, til murren og sammenrend, til politiske gruppedannelser, til debatter og hidsige diskussioner? Har man tænkt over, hvorfor SAGA-demonstrationen endnu huskes, og hvorfor den endnu sætter sig spor?

Eller sagt på en anden måde: Har man tænkt over, hvorfor politiet lod de vilde engle slå løs på SAGA-demonstranterne, men diskret fjernede dem den 15. november, da de havde samlet sig til angreb? Har man tænkt over, hvorfor politiet på forhånd meddelte Vietnam-demonstrationens arrangører, at man nok skulle sørge for, at den ikke blev forulempet?

Eller sagt på en anden måde endnu en gang: Har man tænkt over, hvorfor det amerikanske politi skyder de Sorte Panteres ledere, men lader Moratorie-demonstranterne defilere forbi ?

SAGA-demonstrationen var ikke værdig. De Sorte Pantere er ikke værdige. Og har Vietnam-arrangørerne ikke opdaget det, så har politiet både her og andetsteds til gengæld opdaget det: Værdigt er det samme som ufarligt.

De palæstinensiske guerillaer (fedayeen) optræder ikke “værdigt”, når de står over for israelske soldater ved Jordan-floden. Hvor “unfair” det end lyder for “værdige” danske demonstranter og deres pæne stuerene ledere, så bruger de både maskinpistoler, håndgranater – ja endog knive.

Hvilke tanker mon en palæstinensisk feday, en sort panter eller en vietnamesisk soldat ville gøre sig, hvis de vidste, at danske såkaldte “aktivister” danner “ordensværn”, der beslutsomt bistår politiet med at beskytte den amerikanske ambassade, så den nydelige bygning på Dag Hammerskjølds Alle ikke lider nogen form for overlast?

Hvis de overhovedet kunne fatte en sådan tankegang – hvad vi tvivler meget på – ville de i hvert fald kun have et foragteligt skuldertræk tilovers for sådanne “aktivister”.

Den borgerlige presse kunne efter Vietnam-demonstrationen med tilfredshed konstatere, at “alt forløb i god ro og orden” .

Der er de, der er stolte over dette forløb. Det gælder DKPisterne, der i mange år har tudet folk ørerne fulde med “ro og værdighed” – det gælder en Otto Sand og en Bente Hansen. Alle går de med deres pæne demokratiske borgerlige sindelag ind på at følge de spilleregler, det lige så pæne borgerlige demokratiske statsapparat har opstillet for dem.

 Det er en pinlig affære – slet og ret.

Disse “værdige” demonstrationer er en hån og intet andet end en hån mod de folk, der af imperialisternes “uværdige” optræden – deres gemene myrderier, deres brutale nedslagtninger, deres uhyrlige tortur, deres iskolde og beregnende massemord – er tvunget til og har mod og hjerte nok til at slå igen med samme mønt.

Der er nogen, der endnu er i stand til at blive vrede – de var der i Vietnam-demonstrationen, både danske og udlændinge, de prægede SAGA-demonstrationen. Det er dem, der er fremtid i.

Vandene vil skilles. De, der er noget ved, vil vise deres vrede – og flere vil komme med. Her – og ikke i ti eller tyve tusind værdigt og hængeøret traskende demonstranter til akkompagnement af fint afslebne akademiske taler – ligger kimen fil en revolutionær bevægelse. Lad os hæge om den og få den til at vokse.

Ned med værdighed og stuerenhed.

Længe leve vreden og harmen.