Den Store Socialistiske Oktoberrevolutions 50-årsdag er blevet fejret verden over. Den blev også fejret af Danmarks ”Kommunistiske” Parti og Danmarks ”Kommunistiske” Ungdom.
Men den er ikke blevet fejret for det samme alle steder. Nogen har fejret den ved at tale om rumfart, liberalisme og ”velstand” for hele folket, andre har fejret den, fordi Oktoberrevolutionen var en socialistisk revolution, der under proletariatets partis ledelse skabte proletariatets diktatur og var indledningen til en ny æra i verdenshistorien.
D.K.P. og D.K.U. Talte ikke om proletariatets diktatur og de talte ikke om den væbnede revolutions nødvendighed. Ikke desto mindre er det dette, der var og er hovedsagen ved Oktoberrevolutionen.
Lenin sagde udtrykkeligt, at i detaljerne vil hvert enkelt lands socialistiske revolution adskille sig fra Oktoberrevolutionen, men i visse grundlæggende hovedtræk bliver revolutionerne ens.
Det gælder først og fremmest to ting: Det kommunistiske partis ledelse i revolutionen og skabelsen af proletariatets diktatur.
En af forudsætningerne for Oktoberrevolutionens sejr var Lenins kompromisløse kamp mod opportunisme og reformisme af enhver art – politisk, ideologisk og organisatorisk. Lenin understregede, at udryddelse af opportunismens indflydelse på arbejdermasserne var en absolut nødvendig betingelse for revolutionens sejr.
I hele perioden fra slutningen af 1890’erne til revolutionen førte Lenin en ihærdig og aldrig standsende kamp mod alle afvigelser fra marxismen, mod alle de folk, der ville ”forbedre” eller ”revidere” marxismen. Han bekæmpede hårdnakket dem, der ville gøre kampen for højere løn, som de forarmede russiske arbejdere var tvunget til at føre for at overleve, til en kamp for socialismen. Han bekæmpede hårdnakket dem, der ville lade bourgeoisiet eller småborgerskabet tage ledelsen i revolutionen. Han bekæmpede først og sidst enhver, der forsøgte at ødelægge det bolsjevikkiske parti – at give det en forkert politik – aflede det fra dets hovedopgave, at organisere og lede proletariatets og de arbejdende folkemassers kamp. Lenin bekæmpede enhver, der forsøgte at svække og nedbryde partiets jernhårde disciplin, der byggede på den rigtige, den marxistiske politik.
Lenin gav i ”Staten og revolutionen” en forbilledlig gennemgang af Marx’ og Engels teori om den proletariske revolution, og han videreudviklede denne teori ved at anvende den på den konkrete russiske virkelighed i den konkrete internationale situation.
”Kun den har anerkendt klassekampen, der udvider denne anerkendelse til anerkendelse af proletariatets diktatur” – og det var ikke tilfældigt, at Lenin som den første betingelse for optagelse i III Internationale satte ikke blot anerkendelse, men pligt for de kommunistiske partier til uophørligt at arbejde for forståelse hos arbejderne for nødvendigheden af proletariatets diktatur.
Hvad har Sovjetunionens Kommunistiske Partis ledelse under Hrustjov og under hans efterfølgere Kosygin og Brezienev gjort ved proletariatets diktatur? De har ophævet det og skabt noget de kalder ”hele folkets stat”. Hvad har D.K.P. og D.K.U. gjort, og hvad gør de i dag for at udbrede forståelsen af proletariatets diktatur? Ingen ting! Eller rettere de gør det stik modsatte. I kongresudtalelsen fra D.K.P.s sidste kongres siges det udtrykkeligt, at man i et land af Danmarks slags må forestille sig socialismen som en parlamentarisk republik. Og hvad gør D.K.P. og D.K.U. for at udrydde opportunismens og reformismens indflydelse på arbejderne i Danmark? Intet som helst! Tværtimod, med deres snak om ”arbejderflertal” og ”samarbejde” med Socialdemokratiet og SF, går de direkte og åbent mod Lenins påbud, mod selve Oktoberrevolutionens grundlæggende erfaringer.
S.U.K.P.s ledelse har forrådt proletariatets diktatur, D.K.P. og D.K.U. har forrådt proletariatets diktatur – dermed har de forrådt socialismen. Hvad har de sovjetiske revisionister gjort med proletariatets parti? De har ændret partiets karakter og gjort det til noget, de kalder ”hele folkets parti”.
Proletariatets parti, det kommunistiske parti, eksisterer og må eksister lige så længe proletariatet selv eksisterer. Og proletariatet som klasse eksisterer lige til det klasseløse, det kommunistiske samfund er nået. I hele perioden fra kapitalismen til kommunismen, altså i hele socialismens periode eksisterer der klasser, og et politisk parti vil altid være en klasses parti. Så længe der eksisterer klasser, eksisterer også proletariatet som klasse, og så længe skal proletariatet have sit parti.
At ophæve proletariatets politiske parti før det klasseløse samfund betyder at afvæbne proletariatet og at fratage proletariatet dets fortrop, dets ledende kerne. Og at gøre det under socialismen betyder at fratage proletariatet dets ledende rolle, at opgive proletariatets opdragende rolle over for de andre klasser – og det betyder at opgive kampen for det klasseløse samfund.
I dag er det kommet dertil, at bourgeoisiets aktivitet mod proletariatet er vidt udbredt i Sovjetunionen, i by såvel som på land, i industrien såvel som i landbruget, på såvel produktionens som omsætningens område, hele vejen fra de økonomiske departementer til parti- og regeringsorganisationer og fra grundorganerne til de højere ledende organer.
I Sovjetunionen er de borgerlige elementer ikke blot forøget i antal som aldrig før, men deres samfundsmæssige status er fundamentalt ændret.
Da Sovjetunionen var det første og på det tidspunkt det eneste land, der byggede socialismen, og det ingen udenlandsk erfaring havde at gå efter, og da Stalin afveg fra marxistisk-leninistisk dialektik i sin forståelse af loven for klassekamp i det socialistiske samfund, erklærede han forhastet, efter at industrien var nationaliseret og landbruget i det grundlæggende var blevet kollektiviseret, at der ”ikke mere findes klasser, der bekæmper hinanden” i Sovjetsamfundet, og at ”klassesammenstød er fremmede for det”, understregede ensidigt det socialistiske samfunds indre homogenitet og overså dets modsigelser, undlod at støtte sig på arbejderklassen og masserne i kampen mod kapitalismens kræfter og betragtede muligheden for kapitalismens genrejsning som kun forbundet med væbnet angreb fra den internationale imperialisme. Dette var forkert både i teori og praksis. Ikke desto mindre forblev Stalin en stor marxist-leninist. Så længe han ledede det sovjetiske parti og den sovjetiske stat indtog de borgerlige elementer ikke den herskende stilling i Sovjetunionen. Deres virksomhed var på mange måder begrænset, og de var udsat for angreb. Stalin fastholdt proletariatets diktatur og den socialistiske kurs og fulgte en marxistisk-leninistisk linie. Men siden Hrustjov-revisionisterne overtog styret, idet de skridt for skridt tilrev sig ledelsen af partiet og staten og under Kosygin og Brexienev, er de nye borgerlige elementer gradvis steget til den herskende stilling i partiet og regeringen og i de økonomiske, kulturelle og andre departementer og har dannet et priviligeret lag i det sovjetiske samfund.
S.U.K.P.s ledelse, der varetager dette priviligerede lags interesser har gjort Sovjetunionen, der engang var lyset og håbet for hele verdens proletariat til centret for moderne kontrarevolutionær revisionisme og et andet hovedkvarter for verdensreaktionen.
S.U.K.P.s ledelse har trampet leninismen under fode, forrådt Oktoberrevolutionens vej og under dække af ”opbygning af kommunismen” erstattet den socialistiske planøkonomi og princippet om ”til enhver efter hans arbejde” med det kapitalistiske profit-systems og den frie konkurrences princip. Fabrikker ejet af folket og kollektivt drevet landbrug er degenereret til fabrikker af kapitalistisk natur og landbrug med kulak-økonomi.
Under dække af ”hele folkets kultur” gør de sovjetiske revisionister energisk reklame for reaktionære ideer, dekadent levemåde og kapitalistisk kultur. Bourgeoisiets ideologi dominerer idag alle sfærer af ideologi og kultur i Sovjetunionen og den kommunistiske moral er vraget og erstattet til fordel for egoismens sump.
Den kulturrevolution der i dag foregår i Kina er nødvendig for at konsolidere proletariatets diktatur og hindre en kapitalistisk genrejsning. Men vi må hele tiden erindre os, at Sovjet var det første socialistiske land. Det kommunistiske parti under Lenins og Stalins ledelse betrådte helt nye veje, man arbejdede på et bygningsværk, der var væsentligt forskelligt fra alle tidligere kendte samfundsformer.
I dag kan vi i lysets af Kinas og Sovjets udvikling sige, at efter skabelsen af proletariatets diktatur er det strengt påkrævet at gennemføre en kulturrevolution rettet mod al borgerlig tankegang og levemåde.
S.U.K.P.s ledelse har forrådt den proletariske internationalisme og verdens proletariats revolutionære sag, deklameret ”fredelig sameksistens”, ”fredelig kappestrid” og ”fredelig overgang” som generallinie og solgt sig til de amerikanske imperialister og skabt en by ”Hellig Alliance” med den amerikanske imperialisme og andre reaktionære kræfter i verden mod kommunismen, mod folket og mod revolutionen. De sovjetiske revisionister faldbyder alle steder revisionismens opium, prøver at passivisere folkets masser sælger ud af revolutionens interesser og underminerer revolutionære kampe, med det resultat, at kommunister og revolutionære kæmpende er blevet nedslagtet i titusindvis af imperialismen og dens lakajer.
Men tusinder af blodige lektioner har lært et voksende antal mennesker ikke at lade sig narre. De har lært at forstå, at ægte fred kun kan vindes ved beslutsomt at føre kampen mod den amerikanske imperialisme til ende og ved at knuse dens planer om verdensherredømme.
Kosygin, Brezienev-kliken har nu den uforskammethed at optræde som varetagere af Oktober-revolutionens 50-årsdag. Dette er en uhyrlig forhånelse af den store Lenin, af den store Oktoberrevolution og af det store sovjetiske folk.
De moderne revisionisters tilranen sig statsmagten og den gradvise opståen af en gennemgribende kapitalistisk genrejsning i Sovjetunionen og andre socialistiske lande har forsynet marxister-leninister og hele verdens revolutionære folk med en meget grundig historisk lektion: Efter at have erobret statsmagten kan proletariatet stadig miste den og proletariatets diktatur kan stadig dreje tilbage til bourgeoisiets diktatur. Ikke kun må proletariatet gardere sig mod væbnet erobring af statsmagten fra dets udenlandske og hjemlige fjender. Hvad er mere vigtigt, det må være agtpågivende mod, at folk af Hrustjov-typen indefra tilraner sig parti-og statsmagten og være imod talen om den ”Fredelige udviklings vej”. Hrustjov-revisionisternes fremkomst er en dårlig ting, der har medført midlertidige tab for folkenes revolutionære sag verden over. Men den har opdraget folkene gennem negativt eksempel, skærpet deres årvågenhed, hjulpet med til at højne deres politiske bevidsthed og fremmet folkenes store revolutionære enhed verden over. Den er derfor også en god ting.
Den omfattende genrejsning af kapetalismen i Sovjetunionen er kun et kort mellemspil i den internationale kommunistiske bevægelses historie. De ægte sovjetiske kommunister og det store sovjetiske folk, som har marxismen-leninismen og Oktoberrevolutionens strålende tradition og som har vundet rig erfaring i den antifascistiske krig, vil ikke i lang tid tolerere de sovjetiske revisionisters herredømme.
