Klassekampen lader sig aldrig skjule. Intet kan standse det arbejdende menneskes march mod lyset, mod magten. Ingen kræfter er stærke nok til at hindre det, og ingen er i stand til at skjule, at fremtiden tilhører menneskehedens flertal, de der idag er de udbyttede, de fornedrede.
Fremtiden er socialismens.
Borgerskabet søger forgæves at få deres kulisser til at ligne virkelighed, men bestandig detonerer indbyggede sprængladninger og får kulisserne til at vakle. Bedst som de tror, deres løgne ser troværdige ud, får klassekampens stormstød deres korthus til at vælte.
Selv i vor del af verden, hvor bestikkelsen har overtaget geværets rolle som kapitalismens våben, lader virkeligheden sig erkende, hvis vi et øjeblik får øjnene væk fra de blodpenge, som viftes os om næsen.
Olympiaden er et eksempel. Dette gigantiske profitable shownummer er ikke i stand til at skjule virkeligheden. Det, der med hule floskler skulle narre folk, får i stedet sandheden til at træde tydeligere frem. Vi ser kapitalismens ansigt tegnet med blod i Mexico City. Vi ser fine idrætsanlæg – og slum der råber på revolution. Vi ser også, hvor forvrænget den danske arbejderklasses verdensbillede er. Det er tankevækkende, at en indsamling som hjælp til nogle danskeres olympiadetur indbringer næsten lige så meget som en indsamling til Vietnam har indbragt i løbet af 2 år.
Vi hører Mexicos udenrigsminister udtale, at han vil håbe, at studenterne vil dreje deres krav over til effektivisering af studierne og indflydelse på universiteternes ledelse. Og vi forstår, hvorfor Mogens Fog og hans kolleger verden over taler, som de gør – det må da være dejligt, hvis studenterne kun tripper for at få gjort det borgerlige uddannelsesvæsen mere effektivt.
Men hvad der er muligt i den rige del af verden, er ikke muligt i den udbyttede. Klassesamarbejde på tværs af sultegrænsen lader sig vanskeligt praktisere. Studenternes kampe afspejler klassernes kampe.
Vi stoler på Mexicos folk, som vi stoler på de øvrige folk i Asien, Afrika og Latinamerika. Mexico vil med sikkerhed kaste imperialismen af sig og dermed hjælpe os i vor kamp for socialismen, ligesom vi ved, at den amerikanske neger, som er repræsenteret på cindersbanen, er vor kammerat.
Derfor blænder den olympiske ild ikke os, derfor er vore tanker hos vore mexicanske kammerater, arbejderne og studenterne, der gennem kampe vil bevise, at Mao Tse-tungs tænkning også er den revolutionære teori for Latinamerika.
Che Guevarras død var ikke forgæves, læren vil blive draget af Che Guevarras fejlslag. Latinamerika har ikke brug for ensomme mænds død i bjergene, men for politisk mobilisering af de brede masser – det er af denne mobilisering, folkekrigen vokser frem.
Det, vi idag ser i Mexico, er spirerne til den store kamp, og derfor bliver jernhælen brugt, derfor fængsler man i tusindvis og udsætter dem for den mest infame behandling.
Mexicos folk vil vide at svare igen.
De skal også kunne mærke, at vi er til. Vort had til kapitalismen er blevet større, arbejdet for socialismen her må forstærkes. Det er vor simple og krævende pligt.
Taberen i Mexico bliver imperialismen.
Eksemplarer af løbesedlen ”OLYMPIADEN OG OS” kan fås til uddeling ved henvendelse til KUF.
