Der har været en livlig debat omkring fascisten Jacopettis film ”Farvel Afrika”, som Platan Bio ville vise. Beslutningen herom vakte forbitrelse langt ind i reaktionære kredse. Selv BT følte sig kaldet til at tage afstand fra så åbenlys imperialistisk propaganda. Den massive modstand parret med frygten for sabotagehandlinger mod biografen ifald filmen blev forevist, bevægede omsider Platans direktion til at ændre beslutning. Filmen kom ikke op.
Al den megen tale om fascisme fik Ugens Debat-mand på Land & Folk, Gelius Lund (det er ham, der tror på grundloven og vil kæmpe for den), til at tage bladet fra munden og tale vise ord til ”venstreorienterede kredse over hele verden, der har en kedelig hang til at omgås begrebet fascisme letsindigt og anvende det om alle mulige menneskelige skavanker. De gør demokratiet en dårlig tjeneste derved.” (L&F 9-10/2 69).
Nu har Gelius Lund jo altid glædet sig ved ”at gøre demokratiet tjenester”, det har han gjort i mangfoldige år. Det borgerlige demokrati! Som alle andre revisionister benægter han den borgerlige stats klassenatur og taler om ”demokrati” uden at stille det for marxister indlysende spørgsmål: ”For hvem?” Han glemmer den gamle sandhed om, at stemmesedlen ikke kan føre til revolution, at demokratiske valg i den borgerlige stat kun og udelukkende kan være et ”barometer” for arbejderklassens politiske modenhed. Alene propagandaen for denne falske problemstilling, som Gelius Lund og hans menings- og partifæller, de moderne revisionister, har udøvet i verdensmålestok, har gjort ”demokratiet” uvurderlige tjenester, bl. a. kostede den i 1965-66 mellem en halv og en hel million indonesiske kommunister livet – partiet fulgte den falske parole fra Moskva om ”fredelig overgang til socialismen”, men som venteligt satte det borgerlige (fascistiske) magtapparat ind med nedslagtningen, da de reaktionæres interesser blev gået for nær.
Omtalte artikel i L&F er endnu en tjeneste. Den behandler det af forfatteren Henrik Stangerup i Politiken brugte udtryk ”den latente Istedgade-fascisme”, og Gelius Lund polemiserer mod den oplagt reaktionære hr. Stangerup – hvad der vel ikke skulle være så vanskeligt. Men hvad er det for ”alle mulige menneskelige skavanker”, som ”venstreorienterede verden over” udråber som fascistiske?
Vi ved ikke, hvilke ”skavanker” Gelius Lund hentyder til, og vi er ikke ”venstreorienterede”. Vi er kommunister med marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning som grundlag, og det forpligter. Det forpligter bl.a. til at bekrige folk af Gelius Lunds slags, der ved manende forelæsninger om kapitalisme og militarisme (hvorfor ikke imperialisme? Er det blevet et slemt ord i Dr. Tværgade?) prøver at gyde olie på vandene og henvise til ”Hellerup-fascismen” i stedet for at åbne øjnene og se, hvad der sker i verden omkring ham. Mon Gelius Lund skulle vide, hvem Enoch Powel er?
Enoch Powel er engelsk konservativt parlamentsmedlem og gør sig med bred folkelig støtte til talsmand for, at de ”farvede” indvandrere i England skal sendes tilbage, hvor de kommer fra, fordi de angiveligt udgør en trussel mod de engelske arbejderes levestandard. Den gamle historie om syndebukken, som Hitler udnyttede under kapitalismens krise i 30’ernes Tyskland. Nu er den engelske økonomi i vanskeligheder, og den ultrareaktionære Enoch Powel forstår at spille på de ”rigtige” strenge, så splittelse i folket og samtidig skaffe sig politisk indflydelse, fordi den racisme, han har gjort til sit evangelium, har en vis dækning i det engelske folk. Generationers imperialisme går ikke sporløst hen over noget folk.
Vi vil foreslå Gelius Lund og andre på L&F at vende sig til DKP’s faglige udvalg og spørge, hvorfor ”Ungkommunisten” i et angreb på DKP bringer Enoch Powel ind i billedet, selvom vi ikke tror, at det ville klare begreberne for d’herrer. Dertil har de været opportunister for længe og har ikke andet end vælgertal i hovedet. Så lad os friske lidt op på hukommelsen:
På B&W, Christianshavn, hvor DKP’ere sidder til bords med direktionen i det hellige klassesamarbejdes navn ”for at få tingene til at glide”, eksisterer fremdeles en aftale mellem fællesklubben og direktionen om, at skal der fyres folk, ryger de udenlandske først. Det er jo en kendt sag, at det er på B&W, at DKP’s faglige linie tegnes, og aftalen blev da også indgået af DKP’ere.
Og hvordan er det med Preben Møller Hansen, selv medlem af DKP’s faglige udvalg og centralkomite? I sin iver efter at overtrumfe en socialdemokratisk rival til formandsposten i Sømændenes Forbund gik han ”uden for” de sædvanlige økonomistiske rammer for DKP-politik med parolen: ”Danske søfolk på danske skibe”.
”Proletarer i alle lande, foren jer” lyder parolen fra det Kommunistiske Manifest. Men Danmarks ”Kommunistiske” Parti mener altså ikke, at klassefæller, der er fostret uden for Danevang omfattes af denne, nej tværtom, de skal holdes uden for. Der findes et pænt ord for den slags: chauvinisme!
Det er en farlig kurs, DKP er slået ind på, men en logisk følge af års ensidige lønkampe.
Lenin sagde i 1902:
”Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse. Man kan ikke stærkt nok understrege denne tanke på et tidspunkt, hvor opportunismens modeprædiken parres med begejstring for de allersnævreste former for praktisk virksomhed… Under sådanne betingelser kan en fejl, der ved første øjekast er ”ubetydelig”, få de sørgeligste følger, og kun kortsynede mennesker kan finde fraktionsdiskussioner eller streng skelnen mellem afskygningerne utidige eller overflødige. Af konsolideringen af denne eller hin ”afskygning” kan det russiske socialdemokratis (læs: det kommunistiske partis) fremtid komme til at afhænge for mange, mange år.” (”Hvad må der gøres”, Udv. V. B.II, s. 35-36).
At der imidlertid ikke kun er tale om en ”afskygning”, men om en fastlagt linie, demonstreredes bedst ved L&F’s åbenlyse rådvildhed sidst i april 68. Enoch Powel havde holdt en usædvanlig kras racistisk tale, og blev omsider fyret fra sin post som ”forsvarsminister” i det konservative partis ”skyggekabinet”. Den folkelige reaktion kom prompte: Tusinder af engelske havnearbejdere strømmede ud i Londons gader og demonstrerede deres sympati for Powel og hans synspunkter. De borgerlige blade herhjemme var fyldt med reportager, men L&F indtog, hvad der hænder et særstandpunkt: Hvad Poliken og Berlingske Tidende havde været fyldt med i tre dage, fik først på fjerde dagen spalteplads i en lille, intetsigende notits i L&F. Og hvorfor, mon? Jo, fordi det engelske ”kommunist”-parti sidder meget stærkt netop i havnearbejdernes fagforeninger!
Jamen, hvad er der galt med disse udenlandske arbejdere?
Spørg Enoch Powel eller DKP: ”De er en fare for vor levestandard, de stjæler de goder, som vi har kæmpet for.” – Og DKP håber at få samme resultat som Enoch Powel: Større stemmetal på valgdagen. For hvorfor skulle DKP føre en sådan politik, hvis der ikke var grund til at formode, at det gav et synligt ”resultat”? End ikke den mest blåøjede DKU’er ville kunne overbevises om, at der lå alvorlige, marxistiske overvejelser (eller ”nyskabelser”) til grund derfor.
Lenin skrev i det ovenfor citerede værk:
”… ethvert knæfald for spontaniteten i arbejderbevægelsen, enhver afsvækkelse af ”det bevidste elements”, af socialdemokratiets (læs: det kommunistiske partis) rolle, betyder en styrkelse af den borgerlige ideologis indflydelse på arbejderne – aldeles uafhængigt af, om den, der afsvækker denne rolle ønsker det eller ikke.” (s. 53).
Disse kloge ord er netop beregnet på den slags mennesker, der tror, at fordi der er et krav i arbejderklassen om f. eks. ”dansk arbejde til danske hænder” for at sikre levestandarden og om muligt forbedre den, at det så er kommunisters pligt kritikløst at sætte dette krav på dagsordenen uden skelen til, om det er godt eller skidt, om det gavner socialismen eller skader den, om det højner klassebevidstheden eller nedbryder den.
Vi ser ikke fascistiske spøgelser, hvor der ingen er, men vi stiller spørgsmålet: Hvorfor er Enoch Powels og DKP’s politik i spørgsmålet om ”fremmed” og ”national” arbejdskraft praktisk taget identiske?
”I Vesteuropa har der udviklet sig et fagegoistisk, snævert, egenkærligt, forstokket, vindesygt, spidsborgerligt, imperialistisk sindet og af imperialisterne underkøbt, af imperialisterne demoraliseret ‘arbejderaristokrati’.” (”Radikalismen” s. 158).
Så godt kan det siges. Lenin talte om et lag af arbejderklassen, men verden har som bekendt udviklet sig siden 1920 – det har imperialismen og dens indvirken på arbejderklassen i de imperialistiske lande også. Det forhold, Lenin beskriver, gør sig i dag gældende for klassen som helhed – og imperialisternes bedste hjælpere i denne proces har været DKP. I forsøg på at vinde socialdemokratiske vælgere, har DKP i årtier kørt frem med aldeles perspektivløs lønkamp, og derved hjulpet med til at forhøje den bestikkelse, allerede Lenin talte om, således at arbejderklassen yderligere føler sig bundet til imperialisternes interesser. DKP fører ikke klassekamp, som de hævder, men en social-chauvinistisk lønpolitik, der ved at splitte klassen i ”1.” og ”2.” klasses arbejdere yderligere forplumrer vandene og sikrer imperialisternes stilling på hjemmefronten.
Gelius Lund afslutter sin formaningstale med ordene: ”Måske ligner detaljerne ikke i alle tilfælde 1930’erne, men er sammenhængen ikke tydelig nok?”
Rent undtagelsesvis vil vi gøre Gelius Lunds ord til vore.
