[Citat af Marx s. 2]
Alt, hvad det engelske bourgeoisie kan blive tvunget til at gøre (i Indien, red.), vil hverken befri folkets masse eller i væsentlig grad forbedre dets sociale stilling, der ikke alene er afhængig af produktivkræfternes udvikling, men også af folkets tilegnelse af dem. Det, det engelske bourgeoisie i alle tilfælde vil gøre, er at skabe de materielle forudsætninger for begge dele. Har bourgeoisiet nogensinde gjort mere? Har det nogensinde bevirket et fremskridt uden at slæbe individer og hele folkeslag gennem blod og snavs, elendighed og ydmygelse?
(Marx i “De fremtidige resultater af det britiske herre-dømme i Indien”)
Verdensbanken [s. 3-7]
Den 20. september dette år åbnes Verdensbankens årlige kongres i Bella-centret i København.
3-4.000 økonomiministre, finansministre, nationalbankdirektører, bankdirektører, vekselerer, regeringsrepræsentanter og andre af ny-kolonialismens topfolk ankommer – fulgt af deres sikkerhedsagenter – til København, som i den anledning er sat på den anden ende. Hotellernes dyreste og bedste suiter er reserveret, efter at specielle udsendinge har været København og Sjælland rundt for at efterprøve madrassernes blødhed og tjenernes belevenhed. For første gang i sin 150-årige historie holder Tivoli en uge ekstra åben! Alt er lagt til rette for invasionen. Denne samling af verdens mest udsøgte parasitter har det officielle imperialistiske Danmark taget til sig i fladpandet benovelse over æren der vederfares fædrelandet. Den internationale kapitals sorteste engle gæster os, folk direkte skyldige i de mest beskidte nederdrægtigheder, verden kender til, bliver i København modtaget med hatten i hånden og Dannebrog til tops.
Det er toppen, der kommer, det er imperialismens spidser, der henrykker Danmarks herskende klasse og deres spytslikkere umådeligt. Men der er også dem, der siger, at vi hellere ser dette krapyls hæl end tå.
I anledning af dette “ærefulde” besøg vil vi gerne komme med nogle få oplysninger om Verdensbankens virksomhed og funktion.
Verdensbanken (“folkeligt” udtryk for IBRD = International Bank for Reconstruction and Development) blev oprettet i 1946. Formålet var dels at opbygge Europas industri efter krigsødelæggelserne, dels at “få udviklingen i gang i de store dele af verden, der tidligere økonomisk set havde været stedbørn”, og det skulle gøres ved at give disse lande mulighed for at optage store lån fra de kapitalstærke lande gennem en fælles bank.
Hvad angår genopbygningen af Europa blev Verdensbankens rolle minimal, det var Marshall-hjælpen, der fik betydning.
De lande, der kom til at spille den førende rolle under dannelsen af IBRD, var først og fremmest de dengang stærkeste imperialistiske magter USA og England. Dette fik de fleste “socialistiske” lande til at holde sig væk, kun Tjekkoslovakiet og Polen var medlem de første år, Cuba gik ud i 1961, og tilbage bliver den øst-vestlige bastard Jugoslavien, der stadig er medlem.
De enkelte landes indflydelse bestemmes af deres indskudte kapital – jo større et lands kapitalindskud i Verdensbanken er, jo større er dets andel i stemmerne. USA har 27,9 % af stemmerne og England 11,5 % – altså tilsammen godt 4o % af det samlede stemmeantal.
USA, England, Frankrig, Vesttyskland og Canada har tilsammen stemmemajoritet – hvad der er selvindlysende for et imperialistisk foretagende. I 1968 var det samlede antal medlemslande 107, hvoraf alt-så to lande har 40 % af indflydelsen og de fem ovennævnte over 50 %.
Præsidenten for Verdensbanken vælges af en bestyrelse på 20 direktører, der igen vælges af medlemslandenes repræsentanter. Siden april 1968 har USAs tidligere krigsminister Robert S. McNamara beklædt posten. Ikke at forglemme hans erfaringer fra den imperialistiske krig i Vietnam, er det hans fortid som professor i “Business Administration” på Harvard, som direktør for Scott Paper Company og for Ford Motor Co., der særlig kvalificerer ham til denne post.
Verdensbanken giver lån til forskellige projekter i medlems-landene, først og fremmest de nykoloniale lande. Den sender en ekspertgruppe til det land, som ønsker et lån, for grundigt at undersøge det planlagte projekt og om fornødent lave det om, så det passer efter Verdensbankens dvs den vestlige imperialismes behov. Hvis projektet godkendes af banken og garanteres af det pågældende lands regering, undertegnes en kontrakt om lånet og dets vilkår. Lånet udbetales i portioner, og tilbagebetalingen, der begynder efter 5 til 10 år, varer oftest mellem 15 og 25 år til en rente på 7 % (i renten 4,25 %).
Kommentar til kurven
Kurven over hele verdens andel af Verdensbankens lån viser fire store udsving som ikke findes på kurven over de nykoloniale lande. Det første i 1947 skyldes långivning til Europas genopbygning, de tre øvrige (stigning i 1958 og 1964-65, fald i 1960) skyldes dels meget store enkeltlån til imperialistiske lande, dels slet ingen lån til Europa (faldet i 1960). Kurven over de nykoloniale lande viser, at Verdensbankens virksomhed har været generelt stigende siden begyndelsen af halvtredserne, at den har været specielt stigende 1953 til 1957, nogenlunde konstant fra 1957-62, hvorefter den har været stigende fra 62 med en kollosal stigning i 1968-69. Tallene fra de første tre kvartaler af regnskabsåret 69-70 viser at tendensen fastholdes.
Kilde: Keesing’s Contemporary Archives 1947-70.
Alle varer, som landet skal bruge til projektet, skal købes i Verdensbankens medlemslande, det vil i praksis sige i de industrialiserede lande, der samtidig leverer ingeniører, teknikere osv.
Op til juni 1968 har Verdensbanken givet 552 lån til 11.246,9 millioner US-dollars (det oprindelige lånebeløb minus tilbagebetalinger) til 95 af medlemslandene. De lande, som ikke har fået lån overhovedet er meget betegnende USA, England, Vesttyskland og Sverige. Lånene fordeler sig således: (Procenten udtrykker det enkelte landområdes del af det samlede lånebeløb)
De nykoloniale lande:
| Asien (+ Tyrkiet og Cypern, – Israel og Japan) | 25,2 |
| Latinamerika | 28,5 |
| Afrika (- Sydafrika) | 10,9 |
| I alt | 64,6 |
De imperialistiske lande:
| Europa (+ Japan, Israel, Sydafrika, Australien og New Zealand) | 34,5 |
To trediedele af Verdensbankens lån går altså til nykoloniale lande (se også kurven) og de største lånebeløb er koncentreret på ganske få af disse, nemlig Indien, Mexico, Brasilien, Colombia og Pakistan. Det bør bemærkes, at imperialistlandene udenfor Nordamerika og Europa har fået store lån, og at de europæiske lande, som har fået de største lån, er imperialismens grænselande ved Middelhavet.
Hvis man ser på opgørelser over de projekter, som Verdensbanken hidtil har givet lån til, vil man se, at hovedvægten bliver lagt på projekter til konstruktion og udbygning af transportsystemet og til el-kraftværker, den procentvise fordeling er følgende:
| El-kraft | 33,6 |
| Transport | 32,2 |
| Industri (+minedrift) | 15,2 |
| Genopbygning efter 2. verdenskrig | 8,0 |
| Landbrug | 7,4 |
| Telekommunikation o.a. | 1,7 |
2/3 af projekterne er altså til el-kraft og transport. Da imperialistlandene rent faktisk har monopol på konstruktion af dæmninger, veje, jernbaner, havne osv – et monopol, der yderligere forstærkes ved det nykoloniale lands tilknytning til Verdensbanken – afkaster dette allerede i første omgang en enorm profit. Udbygningen af veje og jernbaner er derudover ikke umiddelbart profitabelt for imperialismen, men på langt sigt er sådanne projekter af vital betydning for den imperialistiske produktion. El-kraften giver øgede muligheder for industriproduktion og minedrift; veje og jernbaner gør det muligt at effektivisere handelen – de råvarer, der er absolut uundværlige for imperialistlandene, kan transporteres hurtigere og i større mængder til eksportbyerne, og samtidig bliver det muligt at transportere større mængder af imperialistlandenes dyre færdigvarer til det ny-koloniale marked. Udbygning af havne og luftfart er også et naturligt led i denne proces.
Ved at give lån til sådanne projekter hjælper Verdensbanken nykolonialistiske firmaer til at komme ind på nye markeder, sikre sig nye råvarekilder, starte ny produktion og udbygge de markeder og råvarekilder, der allerede findes.
Det er bemærkelsesværdigt, at Verdensbanken giver så relativt mange lån til industri. Det skal ses i forhold til dels den kendsgerning, at en del af lånene går til industrialiserede lande, og dels at der i de ny-koloniale lande kommer mere og mere industri. Det er hovedsagelig let forarbejdningsindustri (forarbejdning af visse råvarer, f.eks. Guineas bauxit, inden de eksporteres) samt forbrugsindustri indenfor de områder, hvor imperialistlandene har oparbejdet et marked, f.eks. Coca Cola, maling fra Sadolin & Holmblad. Det må understreges at denne industri er afhængig af de imperialistiske landes investeringer og sværindustrielle produktionsapparat.
Verdensbanken blev oprettet efter 2. verdenskrig og dens virksomhed kom for alvor i gang i begyndelsen af halvtredserne og har siden været stigende. I modsætning til før 2. verdenskrig, hvor hvert imperialistland havde sine afgrænsede koloniale områder, hvor de andre landes kapital blev holdt ude med våbenmagt, er Verdensbanken et eksempel på de nykoloniale metoder: Den imperialistiske lejr samarbejder om udbytningen af de nykoloniale lande og rovet deles efter kapitalstørrelse.
Bortset fra, at Verdensbanken som bank er et profitabelt foretagende (høj rente og “hårde” lånevilkår), er dens funktion først og fremmest at være den nykoloniale profits fødselshjælper.
Ved at koncentrere sin virksomhed omkring el-kraft, transport og industri i de nykoloniale lande medvirker Verdensbanken til en frigørelse af produktivkræfterne under imperialismens herredømme. Samtidig er den med til at skabe et industriproletariat, som vil få stor betydning for fremtiden.
To opfattelser af Verdensbanken – To opfattelser af verden [s. 8-15]
Der er i den senere tid udkommet en hel del materiale om Verdensbanken. Vi vil i det følgende nøjere behandle tre forkerte opfattelser i dette materiale (Vietnamsolidaritets pjece om Verdensbanken (A) – Politisk Revy (B) – Verdensbankgruppens pressemeddelelse (C)). Samtidig kan det slås fast, at selv de bedste motiver og det størst tænkelige studiemateriale ikke nødvendigvis fører til de rigtige konklusioner, at det, der tæller, er et korrekt udgangspunkt og klar afstandtagen fra ønsketænkning, og ikke mere eller mindre velmente forsøg på at “få tingene til at passe”. De tre fejl, vi her behandler, er naturligvis ikke de eneste i det foreliggende materiale, men det er de vigtigste og dem, der træder skarpest frem. At de overhovedet forekommer, skyldes ikke mindst det beklagelige faktum, at de forskellige forfattere ligger under for den småborgerlige idealistiske tankegang, de foregiver at bekæmpe, og derfor er afskåret fra at give et korrekt billede af virkeligheden. Men lad os studere deres påstande lidt nøjere:
1: Kapitalismen udvikler sig af frygt for kommunismen.
Denne betragtningsmåde findes utallige steder i materialet. Sandsynligvis er den udsprunget af følgende fejlagtige forestilling:
“Kommunisterne stod stærkt i mange lande – Frankrig, Italien, Tjekoslovakiet (efter 2. verdenskrig -red.), og den politiske karakter i bankens virksomhed, at dæmme op for kommunismen, var klar fra begynde1sen.” (A)
Når denne forestilling yderligere udbredes til at gælde ikke kun på det politiske plan og til at tegne Verdensbankens karakter i dens virksomhed andre steder end i Europa, er det klart, at billedet af Verdensbanken bliver totalt forvirret, men det er, hvad man gør:
“Oprindelig skulle Verdensbanken dæmme op for kommunismens fremtrængen (sic!) i Europa, men var af forskellige grunde ikke effektiv nok, hvorfor den sattes ind for bevarelse af det privatkapitalistiske system i den såkaldte tredje verden.” (A)
“Medens vi sidste gang så, at nogle få vestlige stormagter havde den afgørende indflydelse på Verdensbankens virksomhed, og at dens formål kun kunne forstås i relation til den kolde krig og verdenskapitalismens forsøg på at indkredse socialistiske revolutioner, vil vi dette nummer..” (B)
og endelig
“… Verdensbanken fik i stedet til opgave at gøre en indsats ved verdenskapitalismens forsvar på en anden front, i den såkaldte tredje verden…” (B) (vore fremhævn.)
Der findes mange flere eksempler. Men ovenstående viser klart, at forfatterne betragter Verdensbanken og dermed imperialismen som defensive foretagender, at alt hvad imperialismen og Verdensbanken foretager sig er forsvarsaktioner mod “socialistiske revolutioner” og “kommunismens fremtrængen”, at Verdensbanken er det imperialistiske bourgeoisis sidste redningsplanke i deres forsøg på ikke at drukne i den verdensrevolutionære storm – som om kapitalismen udvikler sig på grund af dens frygt for kommunismen.
Hvilket selvsagt er det rene nonsens.
Allerede Marx og Engels kunne i kapitalismens barndom iagttage, hvorledes kapitalismen bestandigt må udvikle produktivkræfterne – at dette er en lovmæssighed for den kapitalistiske produktion. Kapitalismen må nødvendigvis søge nye markeder, nye råstofkilder, underlægge sig andre samfund, altså forandre produktionsforholdene i hele verden.
“Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladeligt at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder fremfor alle andre.” (Det Kommunistiske Manifest)
Produktivkræfterne udvikler sig og gennemtvinger uafbrudt ændringer i produktionsforholdene. Derfor er der opstået nye, højere, former for kapitalistisk udbytning – igår kolonialismen og idag nykolonialismen.
Nykolonialismen er ikke et forsvar “mod kommunismens fremtrængen”, men det system – de produktionsforhold – der idag bedst tjener produktivkræfternes udvikling under imperialismens herredømme, der mest effektivt akkumulerer kapital. Verdensbanken er heller ikke en økonomisk forsvarsbastion for den vestlige imperialismen, men et redskab til videreudbygning af den imperialistiske økonomi for at skaffe øget profit.
Når Verdensbanken giver lån til Liberia til forbedring af LAMCO’s jernudskibningshavn, Buchanan, når den sammen med Danmark investerer i en cementfabrik i Thailand eller en papirfabrik i
Tyrkiet, når den giver lån til vejbygning i Nordøstbrasilien, til køb af landbrugsmaskiner i Paraguay, til produktion af bauxit i Guinea, til plantning af oliepalmer i Malaysia, osv, osv, så er det ikke noget, “som kun kan forstås i relation til verdenskapitalismens forsøg på at indkredse socialistiske revolutioner”, det er et led i imperialismens bestræbelser for at få mere profit.
Imperialismen ligger ikke på dødslejet. Nykolonialismen er et yderst driftigt foretagende.
Rivaliseringen mellem de forskellige imperialistiske magter er efter 2. verdenskrig blevet overskygget af samarbejdet om udbytningen af de nykoloniale lande, og rovet deles efter kapitalstørrelse. Nykolonialismen betyder en fortsat og forstærket udnyttelse og undertrykkelse af de tidligere koloniale folk, efter at de har fået deres “nationale selvstændighed”. Den nykoloniale udbytning foregår gennem øget kapitaleksport, gennem forstærket ulighed i handelsmæssig henseende, gennem forstærket udbygning af et kapitalistisk produktionsapparat i de tidligere koloniale lande og en forstærket hjemtagning af profitter.
Verdensbanken har en central placering som det redskab, den vestlige imperialisme har brugt til revolutionering af produktionsforholdene ved overgangen fra den traditionelle kolonialisme til nykolonialismen. Den har fungeret som banebryder for nykolonialismen og ved sit virke, hovedsagelig i opbygning af el-kraft, transport o.lign., er den blevet et uundværligt instrument i den imperialistiske udbytning af de nykoloniale lande.
I virkeligheden kan tesen om “kommunismens fremtrængen” kun opstå som tankespind i borgerlige hjerner, der intet har fattet af videnskabelig metode, men naivt og idealistisk antager “kapitalismen” som et klogt uhyre, der nøje vurderer og reflekterer over, hvorledes det skal handle. Bourgeoisiet handler ikke mere eller mindre klogt som klasse, det fremmer viljeløst og modstandsløst produktivkræfternes udvikling, en udvikling, det ikke har en jordisk chance for at påvirke i den ene eller den anden retning.
2: Verden er delt i udviklede og underudviklede lande.
Sætningen stammer fra (A) første side, første afsnit, og den genfindes utallige andre steder som f.eks:
“der er ingen modsætning mellem McNamaras fortid som medansvarlig for den brutale undertrykkelse af det vietnamesiske folk og hans rolle som præsident for den indirekte vold, der fastholder størstedelen af verdens befolkning i håbløs underudvikling.”(C)
og titlen på en artikel i (B):
“Verdensbanken – lån til underudvikling”
og endelig når denne opfattelse sit højdepunkt i en tekst under et billede af blodhunden McNamara i (A):
” Verdensbankpræsident McNamara på jagt efter nye områder at underudvikle.”
Udtrykket “underudviklet land” kan med en vis ret benyttes, såfremt man dermed vil sige, at der her i verden findes nogle lande – de nykoloniale – hvis produktivkræfter befinder sig på et lavt udviklingstrin i forhold til en anden gruppe lande – de imperialistiske – hvis produktivkræfter befinder sig på et højt udviklingstrin. Såvidt er sætningen “verden er delt i udviklede og underudviklede lande” ikke forkert. Men hvis der ikke skelnes skarpt mellem den her nævnte betragtning og den gængse borgerlige opdeling af verden i “U-lande” og “I-lande” – og det gøres der ikke – så bliver påstanden uholdbar. Og når McNamara fremstilles på jagt “efter nye områder at underudvikle” – når Verdensbankens formål beskrives som det at underudvikle verden – så går denne opfattelse over i det helt barokke!
Såfremt man undersøger Verdensbankens virksomhed kan man ikke undgå at erfare, at produktivkræfterne rent faktisk bliver udviklet i de nykoloniale lande.
Når den f.eks. giver lån til overrisling af områder i Marokko med det formål, at 2300 bønder skal starte en produktion af citroner, sukker og foder, når den giver lån til et trykke- og publiceringsfirma i Argentina, som vil give arbejde til 3600 heltidsansatte:og 1900 halvtidsansatte, når den giver lån til Congo-Brazzaville til bygning af en vej fra en potaskemine til en fabrik til forædling af potaske, til en papirfabrik i
Nordøstbrasilien med 1600 ansatte, osv, osv. Når Verdensbanken gør alt dette, så betyder det naturligvis øget profit til imperialisterne og øget velstand til snylterstaterne, men det betyder også
en frigørelse af disse landes produktivkræfter – og skabelsen af et proletariat i disse lande.
Man kan næppe sige, at disse lande bliver mere “underudviklede” ved denne virksomhed.
Frigørelsen af produktivkræfterne under imperialismens herredømme og skabelsen af et proletariat er ikke en “underudvikling af disse lande, men en udvikling, der indebærer en omvæltning af disse landes klasseforhold, hvilket på den ene side skaber imperialismens hidtil fedeste profitter, men på den anden side indeholder og modner de kræfter, der en dag vil være med til at begrave imperialismen selv.
“Kapitalismen producerer sine egne banemænd,” sagde Marx og Engels og det er så sandt som det er sagt.
3: Verdensbanken koncentrerer sine lån omkring de sorteste reaktionære regimer.
Også denne opfattelse møder man mange gange, på en tekstplakat, løbesedler, og i citater som disse:
“Denne målsætning giver sig bl.a. til udtryk i hvilke lande, der i særlig grad har bankens bevågenhed. Det gælder især en række reaktionære regimer, som vi kender dem i Sydkorea, Taiwan, Iran, Sydafrika, Etiopien, Brasilien, etc.” (C)
og
“Denne lidt tunge redegørelse for, hvor IBRD og IDA anvender sine midler viser med al tydelighed, at organisationerne først og fremmest har “støttet” regimer, der hører til de sorteste reaktionære og som samtidig har været villige til at åbne de pågældende lande for imperialistiske staters profitjagt.” (A)
Forfatterne har uden tvivl været ivrige efter at stille Verdensbanken i et så dårligt lys som muligt, og det er en sund indstilling. Men det er sket på bekostning af en beskrivelse af den imperialistiske virkelighed – der i sig selv er modbydelig nok for verdens undertrykte og sultende masser – og det er aldeles utilladeligt i en videnskabelig analyse.
Verdensbankens ledelse sidder næppe med ondskaben malet i alle træk og udvælger sig de styggeste militærdiktaturer som deres nærmeste fæller, og det er tvivlsomt, at folk når til nogen dybere forståelse af imperialismen, hvis de har dette billede af Verdensbanken.
For det første er forskellen på regimerne i de forskellige nykoloniale lande ikke særlig stor fra imperialistisk synsvinkel (hvilket faktisk står i (A) andetsteds), for det andet findes ikke noget fuldgyldigt bevis – trods forfatternes bestræbelser for at skaffe det – på, at Verdensbanken virkelig fører nævnte politik.
Verdensbanken er først og fremmest et økonomisk foretagende, og den er for så vidt ligeglad med, om et land regeres af en Nasser eller en Haile Selassie – det afgørende og grundlæggende for dens virksomhed er dens investeringers og låns sikkerhed for imperialismen.
Denne forkerte tankegang – at Verdensbanken hovedsagelig giver lån til de sorteste reaktionære regimer – støder da også på en del protester fra virkeligheden.
Hvorfor har Verdensbanken f.eks. givet større lån til det “socialistiske” Syrien end til det reaktionære Jordan og slet ingen lån til det ultrareaktionære Saudi-Arabien?
Hvorfor har den i det sidste halvandet år – 1969 og første halvdel af 1970 – kun givet 1 lån på 6,0 mio. US-dollar til det reaktionære Congo-Kinshasa og hele tre lån på 7,9 mio. US-dollar til det progressive Congo-Brazzaville, der har Internationale som nationalsang?
Hvorfor har den i samme periode overhovedet ikke givet lån til Sydafrika, men store lån til Ægypten og Tanzania?
Og hvorfor har den givet sit hidtil største lån i Afrika til det “venstreorienterede” regime i Guinea, der støtter PAIGC’s befrielseskamp mod Portugals koloniale undertrykkelse i nabolandet Guinea-Bissau – Portugal, der også får store lån fra Verdensbanken?
Vi kunne stille mange andre spørgsmål, men ser ingen grund til det. Pjece- og artikelforfatternes påstand om “de sorteste reaktionære regimer” er både fejlagtig og direkte forvirrende for forståelsen af Verdensbankens funktion i den imperialistiske økonomi.
Vi sagde i indledningen, at forfatterne lå under for småborgerlig, idealistisk tankegang – en sygdom, der desværre er yderst almindelig i det danske venstre, ikke mindst blandt lederne. Det er således symptomatisk, at parlamentarikeren Chresten Amby (VS), – der sidste efterår gjorde sig betmærket ved militante, antiimperialistiske slagord ved våbenstilstandslinjen mellem Nord- og Sydkorea – på et møde i Verdensbankgruppen øjeblikkeligt tog afstand fra et forslag om en resolution til støtte for PFLP’s flyaktioner. En anden side af samme sag:
Verdensbankgruppen “garanterer” på forhånd overfor offentligheden, at demonstrationerne får et fredeligt forløb – hvordan den så ellers kan gøre det. Og som sædvanligt er der organiseret et “ordensværn” til at holde Lov & Orden blandt demonstranterne.
KUML – en diskussionsklub, der mener sig værdig til at løfte arven fra Kinas Kommunistiske Parti – er nedkommet med en løbeseddel, der i een sætning blotlægger hele den problematik, der bevæger sig i det småborgerlige danske venstre: “…Derfor bekæmper vi idag Verdensbanken mest effektivt ved at sprede oplysning om den i masseoplag…” Hvorfor? – Jo, for ellers vil “danske lønarbejdere” ikke forstå, hvorfor KUML og andre “bekæmper” Verdensbanken – alt imens denne uhindret fortsætter sine svinestreger.
Et par ord til alle disse ordhelte: Enhver hane er helt på egen mødding, og jeres galen om “solidaritet” og “bekæmp” er åben hån mod de folk, der rundt om i verden kæmper mod imperialisme og reaktion med våben i hånd. En med vold standset Verdensbankkongres var tusind gange mere værdig end tvivlsomme oplysninger og endnu mere tvivlsomme solidaritetserklæringer.
Kongressens program 20.-25. [s. 16]
Udover Bellacentret, hvor kongressen afholdes fra mandag til fredag, og udover de steder, der er nævnt i nedenstående program,er der mange muligheder for at få krapylet i tale : de bor på byens 25 dyreste hoteller (med telefon!), de beser byens seværdigheder og de vil tilbringe megen tid i dyre flotte biler undervejs til og fra alle disse steder.
| Søndag | Kl. 16.00 cocktail-party på D’Angleterre |
| Mandag | Kongressen åbner i Bella-centret, Baunsgård holder velkomsttale. Demonstration på Blågårds Plads 15.45, ankomst til Bella-centret kl 17.00. Tivolis sidste åbningsdag for alle, men især for kongresdeltagerne, hvoraf eliten spiser på NIMB kl. 20.00. |
| Tirsdag | Kl. 19.00 middag på Børsen, Finansbanken inviterer. Kl. 19.00 demonstration på Frue Plads, derefter til Det Kgl. Teater. Kl. 20.30 særforestilling på Det Kgl. Teater. |
| Onsdag | Kl. 20.30 særforestilling på Det Kgl. Teater. |
| Torsdag | Intet specielt program |
| Fredag | Kongressens sidste dag i Bella-centret. Kl. 11.30 demonstration på Rådhuspladsen. Kl. 12.00 modtagelse på Københavns Rådhus. |
Fortæl Verdensbankens kongresdeltagere, hvad du mener om dem, fortæl dem, så ingen tvivl er mulig, fortæl dem, så de aldrig glemmer!
