Overenskomst og solidaritet

Overenskomstsituationen er over os igen med lovbestemt regelmæssighed og planmæssighed. Arbejdsgiverforeningens repræsentanter og LO-mændene spiller komedie for åbent tæppe med hele den til lejligheden hørende hule dramatik og store armsving, mens revisionisterne i DKP og SF og deres 29 fagforeningsformænd står og hujer i kulisserne og stiller “radikale” og “dybtgående” økonomistiske krav under udfoldelse af lidt “revolutionært” frasemageri og demagogisk snak om “demokrati på arbejdspladsen” og om alt andet gods fra de reformistiske og revisionistiske politiske møddinger, der nu kan bringes frem.

Alt dette foregår uden synderlig interesse eller faglig aktivitet fra arbejderklassens side, der gennem mange år er vænnet til, at statens forligsmand sammen med Arbejdsgiverforeningens formand og LOs formand bag lukkede døre finder ud af, hvad der kan og skal gives arbejderne uden at skade monopolkapitalisternes profitinteresser og for at holde dem i ro.

I den foreliggende situation er der flere muligheder. Der kan fremsættes et mæglingsforslag, der så måske bliver vedtaget – med eller uden de kompetente forsamlinger. Det kan også blive forkastet, hvorefter det vel så ved regeringens og folketingets medvirken bliver ophøjet til lov. Det er også muligt, at der ikke kan fremsættes et mæglingsforslag, hvorefter vi får strejke eller lock-out, enten fordi LO og socialdemokratiet vil genere den “borgerlige” regering, eller fordi arbejdsgiverne ønsker at gøre arbejderne møre. Hvad enten det ene eller det andet sker, så bliver resultatet med hele det monopolkapitalistiske snyltersamfunds økonomiske logik, at arbejdsintensiteten og arbejdsproduktiviteten vil stige. Dette vil med alles velsignelse blive gennemført ved hjælp af de “produktivitetsfremmende lønsystemer”. Følgen heraf vil blive, at den indre konkurrence i arbejderklassen om salg af arbejdskraft vil skærpes, og en stor fare for, at de sidste svage spor af arbejderklassens indre solidaritet helt skal forsvinde. Det vil skånselsløst blive udnyttet af arbejdsgiverne til mere afpresning i form af yderligere stigning i arbejdsintensiteten og til at knytte arbejderne endnu fastere til der monopolkapitalistiske snyltersamfund. Dette vil være til umådelig skade for arbejderklassens langsigtede interesser. Det er også en udvikling, hvorunder de lavtlønnede vil blive ladt i stikken, trods solidaritetserklæringer fra studenter og akademikere, hvor velment disse end er.

Men hvad skal en revolutionær arbejder gøre i denne situation for at fremme solidariteten mellem arbejderne indbyrdes og mellem arbejderne og hele den arbejdende befolkning på et rigtigt grundlag?

Den revolutionære arbejder skal først og fremmest indse, at den stigning i arbejdsintensitet og -produktivitet, der truer med at nedbryde de sidste rester af solidaritet mellem arbejderne, tillige sletter faggrænser og andre traditionelle skel mellem arbejderne og dermed skaber mulighed for at opbygge en revolutionær solidaritet på et helt nyt grundlag.

En revolutionær arbejder skal dernæst tålmodigt og vedholdende forklare sine kammerater, at arbejderklassens nuværende økonomiske stilling er købt på en umenneskelig udbytning af de undertrykte folk i verden, at vi lever i en periode, hvor hele det imperialistiske system går sin undergang i møde, at der vil opstå en række kriser for det kapitalistiske samfund i takt med, at de undertrykte folk frigør sig fra den imperialistiske undertrykkelse. Disse kriser vil skabe grundlag for at føre klassekamp i Danmark i et hidtil uset omfang.

Den revolutionære arbejder må uden ophør bekæmpe den reformistiske og revisionistiske indflydelse i arbejderklassen ideologisk og politisk og skal i takt med arbejdernes vågnende forståelse organisere dem i grupper på virksomhederne, i grupper, der skal føre ideologisk og politisk kamp og herunder fremme en revolutionær solidaritet mellem arbejderne.