Under den seneste tids begivenheder i Østeuropa stikker revisionismen igen sit skabede fjæs frem. Novotny skal udskiftes, en led gammel stalinist med guderne ved hvor mange forbrydelser på samvittigheden. Og man ved straks, hvad klokken er slået, når en mand bliver udskreget som stalinist, det værste skældsord fra de moderne revisionisters ordforråd: Han er på vej ud af sagaen til fordel for en mere liberal og ”fremskridtsvenlig” herre. Vel at mærke af borgerlig, revisionistisk tilsnit.
Når velmenende DKP’ere forsvarer ”demokratiseringen” og ”reform”-politikken i Sovjet og Østeuropa, og naivt tror, at de forsvarer marxismen-leninismen, bør de vide, at de hverken kan tage Marx eller Lenin til indtægt for deres synspunkter. Læs blot følgende citat hentet fra ”Radikalismen, kommunismens børnesygdom”, og betænk så, at de moderne revisionister i Lenins navn har undsagt proletariatets diktatur og i stedet indført ”hele folkets stat”, et gammelt borgerligt nummer for at vildføre folket.
”Proletariatets diktatur er den ny klasses mest opofrende og skånselsløse krig med den langt mægtigere fjende, mod bourgeoisiet, hvis modstand er blevet tidoblet ved dets fald …. og hvis styrke ikke blot ligger i den internationale kapitals kraft, i styrken og fastheden af bourgeoisiets internationale forbindelser men også i vanens magt, i småproduktionens styrke. Thi småbedrifter …. avler kapitalisme og bourgeoisi, uafladeligt, hver dag og time, elementært og i masseomfang. Af alle disse grunde er proletariatets diktatur nødvendigt, og sejren over bourgeoisiet er ikke mulig uden en langvarig, stædig og forbitret kamp på liv og død, en kamp, der kræver udholdenhed, disciplin, sejghed, ubøjelighed og viljens enhed.” (Lenins understregninger.) Lenin: Udvalgte Værker, bd. 12, s. 122.
Hrustjof startede officielt i 1956 sit felttog mod marxismen-lenismen på Sovjetunionens 20. partikongres. Kan noget menneske med sine sansers fulde brug tro, at al borgerlighed og alle reaktionære skulle være udryddet i f. eks. Tjekkoslovakiet siden magtovertagelsen for tyve år siden, når det kommunistiske parti, der burde være avantgarden under opbygningen af socialismen, i hvert fald i mere end halvdelen af tiden har været under dominans af de moderne revisionister? Skulle ”vanens magt” som Lenin omtaler som ”den frygteligste magt af alle”, mon være udryddet i løbet af en snes år? Skulle tjekkiske småbedrifter af enhver art være ophørt med ”at avle kapitalisme og bourgeoisi” selvom proletariatet formelt har haft magten i to årtier? Skulle alle reaktionære være udryddet netop i det land, revisionisterne tager til indtægt for deres tese om ”fredelig overgang”, hvor der intet egentligt opgør har været mellem de udbyttede og deres udbyttere? [*]. Usandsynligt. Ja, mere end det, umuligt: Læren fra Ungarn 1956 om de reaktionæres forsøg på at udnytte modsigelserne indenfor folket for at nå deres konspiratoriske mål, fortjener opmærksomhed, som Mao Tse-tung siger.
Ja, i aller højeste grad!
Eftersom der findes klasser i samtlige eksisterende stater i verden, altså også i Sovjetunionen og i Østeuropa, er der også klassekamp. Og de reaktionære prøver overalt, hvor det er muligt, at fiske i rørte vande.
”Efter den socialistiske revolutions grundlæggende sejr i vort land findes der stadig en række mennesker, der forfængeligt håber på at genrejse det kapitalistiske system og bekæmper arbejderklassen på alle fronter, herunder den ideologiske. Og deres højre hånd i denne kamp er revisionisterne.”
(Den lille røde bog, s. 21)
Rørelserne i Østeuropa, der udmærket kan tænkes at få et langt alvorligere forløb end det ser ud til nu, fortæller en historie om, hvorledes marxister-leninister, der er degenereret til socialdemokrater, kan skabe rørte vande for de reaktionære – der nok skal vide at udnytte chancerne.
———————
NB [*] ”Fredelig overgang”? – pladder. Selv Land og Folk viste billeder af bevæbnede arbejdere på 20-årsdagen for magtovertagelsen. Trusler om vold kan sidestilles med vold, man viser ikke en knyttet næve for at kilde folk under hagen. Den tjekkiske magtovertagelse fandt desuden ikke sted på grund af en objektiv revolutionær situation, men skyldtes foruden klassemodsætningerne også tilstedeværelsen af Sovjets røde hær – hvad der ikke var en uvæsentlig faktor.
