To linjer er ved at blive trukket klart op i den vesteuropæiske, antirevisionistiske kommunistiske bevægelse.
Denne bevægelse, der består af nydannede kommunistiske partier og grupper i næsten alle lande, bekender sig åbent til marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning. Den afviser den sovjetiske moderne revisionisme og de enkelte landes revisionistiske partier. Den afviser klassesamarbejdet og samarbejdet med den amerikanske imperialisme. Den afviser talen om fredelig parlamentarisk overgang til socialismen og hylder den proletariske revolution. Denne bevægelses partier og grupper fordømmer den kapitalistiske genrejsning i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande, der står under sovjetisk overherredømme, og de hylder den store proletariske kulturrevolution i Kina, der sikrer det proletariske diktaturs og socialismens fortsatte eksistens og udvikling.
I alt dette er de forskellige partier og grupper enige. Men de er ikke enige, når det gælder den konkrete analyse af de fuldt udviklede kapitalistisk-imperialistiske vesteuropæiske landes øjeblikkelige situation og arbejderklassens stilling. De er ikke enige om perspektiverne for den socialistiske revolution i denne del af verden eller om den politik, som revolutionære kommunister her skal føre i dag.
Det er på disse områder, to linjer er ved at blive trukket op. Det er her kampen mellem to linjer er begyndt.
Ingen kammeratlig diskussion
I Sverige grundlagdes ved midsommer 1967 en organisation ved navn “Kommunistiska förbundet marxist-leninisterna” (KFML). Den stillede sig fra sin start på ovennævnte antirevisionistiske, prorevolutionære grundlag, men den stillede sig i spørgsmålet om de aktuelle opgaver for revolutionære kommunister i vor kapitalistiske verden på en linje, der klart var en anden end den linje, der er lagt frem af Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) og dens organ Kommunistisk ORIENTERING.
KAK har i interne skrivelser til KFMLs ledelse gentagne gange forsøgt at få en diskussion i gang om disse to linjer, ganske som vi har forsøgt at få en kammeratlig diskussion i gang med andre partier og grupper i Vesteuropa og andetsteds. Vi fik aldrig svar fra KFML, før et af organisationens organer, “GNISTAN”, i april i år indledte et voldsomt, åbent angreb på os og den af os repræsenterede linje.
Vi tager kampen op – og vi gør det med glæde. Marxismen har altid udviklet sig gennem kamp, og den er Ikke bange for kamp. Kampen mellem de to linjer skal og må føres – ikke blot mellem KFML og KAK, men i hele den imperialistiske verden. Af denne kamps udfald afhænger denne verdens fremtid.
Hvem lever godt ?
GNISTANs fem artikler imod vor teori for socialismens perspektiver i vor verden (med dette udtryk menes her og i hele denne artikel de fuldt udviklede kapitalistisk-imperialistiske vesteuropæiske lande) retter først og fremmest skytset mod K.O.s beskrivelse af arbejderklassens nuværende situation.
Vi har hævdet som vor opfattelse, at ikke blot et mindre lag af arbejderklassen, men arbejderklassen som helhed lever godt under kapitalismen i dag, og vi har hævdet som vor opfattelse, at ikke blot et mindre lag af arbejderklassen, men arbejderklassen i vor verden som helhed i dag må beskrives som et arbejderaristokrati, der er bestukket af kapitalisterne ved hjælp af superprofitter fra udbytningen af menneskehedens flertal i de tidligere og nuværende koloniale, halvkoloniale og afhængige lande i Asien, Afrika og Latinamerika.
Hvad mener vi, når vi siger at “arbejderklassen som helhed lever godt under kapitalismen i dag”?
Kort fortalt mener vi, at arbejderne som helhed får tilstrækkeligt at spise, har tag over hovedet, tøj på kroppen – at de ikke sulter eller fryser – og at arbejderklassen som helhed ingen grund har til at frygte for morgendagen i spørgsmålet om mad.
Så enkelt er det. Og det forsøger GNISTAN da heller ikke at bestride. Men GNISTAN vil bestride, at der er en sammenhæng mellem denne situation og situationen i Asiens, Afrikas og Latinamerikas undertrykte lande.
Der kunne citeres i hobetal af statistiker, der underbygger vor påstand. Borgerlige videnskabsmænd og skribenter af alle afskygninger er enige om, at en tredjedel af verdens befolkning – det er os og Nordamerika – spiser de to tredjedele, og tilmed de bedste to tredjedele af verdens mad. Alle synes at være klare over, at den gennemsnitlige levealder i f.eks. Danmark og Sverige er næsten dobbelt så stor som i Indien og andre asiatiske lande. Der er ingen, der benægter, at der er et skærende misforhold mellem antallet af læger og hospitalssenge pr. indbygger i vor verden og blandt menneskehedens flertal i de såkaldt “underudviklede” lande.
GNISTAN benægter heller ikke disse kendsgerninger, men vægrer sig hårdnakket ved at drage de indlysende følgeslutninger deraf.
Vi behøver ikke engang at gå videre. Vi behøver ikke at tale om biler, sommerhuse, dyrt hobby-legetøj, ferierejser, sygeløn, arbejdsløshedsunderstøttelse. Vi kan nøjes med at tale om mad, om børnedødelighed, om levealder, sygdom og sult.
KFML taler selv om biler. Mens GNISTAN raser, når vi siger, at arbejderne lever godt under kapitalismen i dag i vor verden, raser KFMLs andet organ “Marxistisk Forum” samtidig mod et af revisionisternes rigsdagsmedlemmer, fordi han går ind for højere skat på biler og benzin. Det er efter KFMLs mening arbejderfjendsk, fordi “også denne indirekte skat rammer arbejderne hårdest”.
Se derefter på Indiens sultende bønder. Se på børnene i Latinamerika. Sammenlign slumkvarterne i Hong-kong med selv den værste “slum” i København eller Stockholm. 750 millioner voksne mennesker i de “underudviklede” lande kan hverken læse eller skrive. Halvdelen af børnene under skolealderen i disse lande får så dårlig ernæring, at de tager varig fysisk og åndelig skade, og dødeligheden blandt dem er 60 gange større end blandt danske eller svenske børn.
Hvem vover så at sige, at vor verdens arbejderklasse i dag ikke lever godt under kapitalismen.
Udbytning og realløn
GNISTAN indrømmer i sit angreb på os, at arbejdernes realløn i Sverige er stigende – altså at de kan købe mere og mere for deres penge – men vi må ikke sige, at arbejderne lever godt under kapitalismen i dag.
Hvorfor ikke? Fordi vi har “glemt”, at arbejderen udbyttes under kapitalismen. Fordi vi efter GNISTANS mening har benægtet, at arbejderne i den kapitalistiske industri producerer merværdi, der går i kapitalisternes lomme.
Vi understreger endnu engang: Vi har på intet tidspunkt benægtet, at en sådan udbytning foregår i Danmark eller i Sverige. Det ville svare til at benægte, at Danmark og Sverige er kapitalistiske lande. Naturligvis producerer den danske arbejder i den danske kapitalistiske industri merværdi. Det forholder sig naturligvis fortsat sådan, at kapitalisten køber den “frie” arbejders arbejdskraft, betaler ham en vis sum penge for brugen af denne vare og tilegner sig de produkter, som arbejderen fremstiller i løbet af det antal timer, han har solgt sin arbejdskraft. Og det forholder sig naturligvis fortsat sådan, at arbejderen i løbet af disse timer producerer mere ny værdi end sin egen arbejdskrafts værdi – eller udtrykt i penge: Kapitalisten skaffer sig et overskud, fordi han kan sælge de af arbejderen fremstillede varer for flere penge, end han betaler arbejderen i løn.
Dette er grundsystemet i udbytningen i det kapitalistiske samfund, og denne udbytning foregår også i dag i Danmark og i Sverige, i alle kapitalistiske lande.
Men hvad har det med den foreliggende sag at gøre? Intet! Arbejdernes ugeløn bliver ikke mindre af, at kapitalisten tjener på at købe og bruge hans arbejdskraft. Det, det i henseende til leveforhold drejer sig om for arbejderne, så længe de faktisk lever i det kapitalistiske samfund, er, hvor stor en løn, de får – udtrykt marxistisk: i hvilket forhold deres løn – arbejdskraftens pris – står til deres arbejdskrafts værdi – til hvad der er nødvendigt, for at de kan eksistere og arbejde og sætte en ny generation af arbejdere i verden.
Det er dette forhold mellem pris og værdi, der er afgørende for hvor godt eller dårligt arbejderne lever under kapitalismen – og når vi siger, at klassen som helhed lever godt under kapitalismen i dag, mener vi, at den som helhed i dag får en pris for sin arbejdskraft, der ligger en hel del over denne arbejdskrafts værdi.
Vi kunne kort udtrykke det med at påpege den simple kendsgerning, som enhver, der blot åbner øjnene, kan konstatere: Arbejdsløse i vor verden får i understøttelse udbetalt tilstrækkeligt til, at de kan leve! De lever af deres understøttelse. De dør ikke af sult. Deres børn bliver ikke underernæret. Deres børn kan fortsat gå i skole og vokse op til at blive arbejdere.
Arbejdsløse i vor verden får i dag – i hvert fald – udbetalt deres arbejdskrafts værdi. (Dermed være ikke på nogen måde sagt, at det ikke er en forbandelse at være arbejdsløs. Dermed være heller ikke sagt, at det ikke giver økonomiske vanskeligheder at være arbejdsløs, set i forhold til det tilvante forbrug. Dermed være kun fastslået den åbenlyse kendsgerning, at arbejdsløse ikke sulter i vor verden i dag.)
Udbytning og produktivitet
GNISTAN vil mene, at K.O. ikke har fattet meget af den marxistiske politiske økonomi. K.O. forstår ikke, hvad udbytning er, hedder det.
GNISTAN skriver:
“D’herrer har aldrig begrebet, at stigende produktivitet må virke tilbage på arbejdskraftens pris, og at denne kan stige, samtidig med at udbytningen forøges.”
Ganske rigtigt, det har vi aldrig begrebet – det er nemlig noget vrøvl! Det er i direkte modstrid med Marx’ analyse af det kapitalistiske samfund og dets udbytningsfunktion.
Hvad menes der med ordet udbytning? I marxistisk forstand betyder det forholdet mellem arbejdskraftens pris og merværdien. Udbytningsgraden måles i, hvor stor en del af den i løbet af arbejdsdagen skabte værdi arbejderen får udbetalt i løn, og hvor stor en del – merværdien – der bliver hos kapitalisten.
(I parantes være bemærket, at det danske ord “udbytning” svarer til det svenske ord “utsugning”. På dansk har vi også ordet “udsugning”, der ikke hører hjemme i marxistisk terminologi. Når vi til tider bruger det, mener vi dermed, at udbytningen er så voldsom og hård, at arbejderen knap nok kan skaffe sig det nødvendige til livets opretholdelse, mens kapitalisterne skovler til sig.)
Lad os derefter se nærmere på GNISTANs påstand om en samtidig stigning i udbytningen og i lønnen – altså en samtidig stigning i merværdien og arbejdskraftens pris ved forøget produktivitet i industrien.
Karl Marx skriver i første bind af KAPITALEN (tysk førkrigsudgave kapitel 15, engelsk udgave fra Moskva kapitel 17), at en samtidig stigning i arbejdskraftens pris og i merværdien kun er mulig i to tilfælde nemlig 1) ved en absolut forlængelse af arbejdsdagen og 2) ved en forøgelse af arbejdsintensiteten.
I begge disse tilfælde sker der det, at der på en arbejdsdag produceres mere værdi end før. I første tilfælde ved, at arbejderen arbejdere længere, i andet tilfælde ved at arbejderen arbejdere hurtigere og hårdere. Når der på en arbejdsdag produceres mere værdi, er der mere at dele, og det er derfor klart, at både arbejderen og kapitalisten kan få mere. Arbejdskraftens pris kan sættes op, og kapitalisten kan samtidig få mere merværdi – fordi den samlede “kage” af værdi er blevet større.
Derimod understreger Marx, at ved stigende produktivitet (produktivkraft, bedre teknik o.s.v.) er et fald i arbejdskraftens pris en absolut forudsætning for en stigning i merværdien. Ved stigende produktivitet produceres der nemlig ikke mere værdi. Den samlede “kage” af værdi forbliver uforandret, og skal den ene part, kapitalisten, have mere af denne kage, må den anden part, arbejderen, naturnødvendigt have mindre.
Dette er det stik modsatte af GNISTANs påstand!
Hvad sker der, når produktiviteten stiger – når maskinerne bliver bedre o.s.v. ? Der sker det, at der kræves mindre samfundsmæssigt nødvendigt arbejde til at fremstille den enkelte vare – altså, at den enkelte vares værdi falder.
En vares værdi (også varen arbejdskrafts værdi) måles i samfundsmæssigt nødvendigt arbejde.
Når en arbejder på en 8 timers arbejdsdag tidligere producerede 10 stk. af en eller anden vare, producerer han ved ny teknik f.eks. 20 stk. De 10 stk.s samlede værdi og de 20 stk.s samlede værdi er den samme – der kræves stadig 8 timers arbejde – men den enkelte vares værdi er faldet til det halve af, hvad den var før.
Marx understreger, at når en sådan ny teknik – forøget produktivitet – slår igennem i produktionsgrene, der fremstiller varer, der indgår i arbejdernes daglige fornødenheder (og som varen arbejdskrafts værdi måles i) falder også arbejdskraftens værdi.
Mens, som vi netop har set, en stigning i merværdien som forudsætning har et fald i arbejdskraftens pris, betyder faldet i de enkelte varers værdi, at både kapitalisten og arbejderen får en større mængde varer, hvis forholdet mellem merværdien og arbejdskraftens pris ikke forrykkes. Det ligger imidlertid i kapitalismens natur, at kapitalisten vil bestræbe sig for at trykke arbejdskraftens pris ned på et niveau, der svarer til arbejdskraftens nye, lavere værdi. Hvor langt denne nedskæring af arbejdskraftens pris går, eller om der overhovedet sker en sådan nedskæring, afhænger ifølge Marx af den økonomiske kamp mellem kapitalisten og arbejderen.
Men hvordan dette end udvikler sig – det kommer vi senere tilbage til – står een ting fast: GNISTANs påstand er grebet ud af luften. For det første er der ikke nødvendigt, at stigende produktivitet “må” virke tilbage på arbejdskraftens pris. For det andet forholder det sig sådan, at hvis der sker en sådan tilbagevirkning, vil den nødvendigvis bestå i, at arbejdskraftens pris falder hvis udbytningen stiger.
Et praktisk eksempel
GNISTAN giver et praktisk eksempel på den påståede “forøgede udbytning” i Sverige. Siden begyndelsen af 1950’erne er den ved bygningen af en treværelses lejlighed anvendte arbejdstid faldet fra 1.500 til 300 arbejdstimer. “Dette betyder”, skriver GNISTAN, “at en bygningsarbejder nu pr. time producerer lige så meget som fem bygningsarbejdere i begyndelsen af 1950’erne.” GNISTAN fortsætter med at påpege, at bygningsarbejderens løn i samme tidsrum ikke er steget fem gange i samme tidsrum, mens bygherrernes rækker i dag tæller flere millionærer end tidligere. “Det er således åbenbart, at bygningsarbejderen i dag, på trods af at pengelønnen og til en vis grad endog reallønnen er forøget, får en mindre andel end i 1950’erne af de værdier, han skaber.” Efter at have opregnet andre lignende tilfælde af forøget produktivitet gennem rationalisering o.s.v. drager GNISTAN følgende konklusion:
“Men … produktiviteten er forøget i hurtigere tempo end arbejdernes realløn, dvs. deres andel af de værdier, de skaber. Således er der inden for alle industrigrene sket en stadig omend fra branche til branche varierende forøgelse af udbytningen.”
Dette er det rene umarxistiske nonsens.
I tilfældet med bygningsarbejderen sker der ifølge Marx’ analyse af kapitalismen simpelthen det, at lejlighedernes værdi i forbindelse med den stigende produktivitet falder, og hvis en bygningsarbejder på samme tid tidligere kunne producere een lejlighed, men nu fem, betyder det, at de enkelte lejligheders værdi nu kun er en femtedel af den tidligere værdi. Bygningsarbejderen producerer ikke mere værdi, fordi han arbejder med bedre byggemetoder, men den værdi, han producerer, fordeler sig nu på fem lejligheder i stedet for een.
At bygningsarbejderen ved hjælp af den forbedrede teknik – større produktivitet – på samme tid frembringer fem lejligheder, mod før een, viser på ingen måde, at han får en mindre andel af den værdi han skaber. De to ting har intet med hinanden at gøre.
GNISTAN siger, at bygningsarbejderen samtidig med indførelsen af den bedre teknik har fået både større pengeløn (hans arbejdskrafts pris/målt i kroner og ører, er altså blevet større) og større realløn (hans arbejdskrafts pris, målt i den mængde varer han kan købe for denne pris, er altså også blevet større). Det tyder ikke på, at der er sket nogen forandring i forholdet mellem arbejdskraftens pris og merværdien. Bygningsarbejderen får takket være den nye teknik – i industrien som helhed – flere varer for den samme løn (fordi disse varers værdi falder med den voksende produktivitet), og samtidig får bygherren flere lejligheder end før, som han kan sælge (udleje) over deres værdi, da der er boligmangel.
Vi har her et typisk eksempel netop på det, Marx sagde i det nævnte kapitel i KAPITALEN: Ved stigende produktivitet kan både arbejderen og arbejdsgiveren få flere varer. Men udbytningen er hverken blevet større eller mindre.
En af de ting, der kan føre læsere af GNISTAN på afveje, er bladets besynderlige brug af ordet “værdier”. Når man taler om udbytning, om merværdi, om arbejdskraftens værdi og dens pris, må man ikke samtidig benytte ordet værdi i betydningen brugsværdi. Det er klart, at den øgede produktivitet betyder, at der fremstilles en større mængde varer ( i dette tilfælde lejligheder), altså “mere brugsværdi”, “Flere brugsværdier” om man vil, men til gengæld har som påpeget, hver af disse varer mindre værdi – i den betydning at der nu kræves mindre samfundsmæssigt arbejde til at fremstille dem.
Hele GNISTANs argumentation omkring den angiveligt voldsomt forøgede udbytning i Sverige beror på den fejlagtige opfattelse, at produktion af flere varer under alle omstændigheder betyder produktion af mere værdi. Hvis der produceres flere varer, fordi der arbejdes flere timer om dagen, eller fordi der arbejdes hårdere – ja så produceres der også mere værdi (og hver enkelt vare har den samme værdi som hidtil). Hvis der produceres flere varer, fordi maskinerne bliver bedre, fordi tekniken fornyes o.s.v., produceres der ikke mere værdi end før. Der produceres den samme værdi fordelt på en større mængde varer. Det er kun arbejde, ikke maskiner der producerer værdi!
Og det et netop ved hjælp af øget produktivitet, ved hjælp af ny teknik og bedre maskiner, at den gamle kapitalistiske verden har sat sin produktion i vejret.
Forarmelse eller bestikkelse ?
I virkeligheden har GNISTAN med sin umarxistiske påstand peget direkte på det centrale problem i arbejderklassens økonomiske stilling i vor imperialistiske verden:
Hvordan kan det økonomisk forklares, hvordan kan den politiske økonomi forklare, at arbejderklassen i vor verden i dag ikke blot ikke trykkes stadig dybere ned i elendigheden, men tværtimod i de sidste årtier har fået det materielt stadig bedre og bedre?
Hvordan forliges denns faktisk foreliggende situation med den af Marx’ opdagede almindelige lov for kapitalens akkumulation, der siger, at arbejderklassen i de kapitalistiske lande forarmes ikke blot relativt, i forhold til kapitalisternes voksende rigdom, men også absolut ?
Lenin forklarer denne lovs virkemåde på følgende vis:
“Arbejderen forarmes absolut, d.v.s. han bliver direkte fattigere end før, han tvinges til at leve dårligere, at ernære sig ringere, at være mere underernæret, til at holde til i kælderrum og loftskamre. …”
Enhver kan se, at denne nedgangsproces ikke har været at spore i vesteuropæisk arbejderklasses økonomiske stilling i de sidste mange årtier, og at den ikke er at spore i dag. (Undtagelser kan være korte perioder i forbindelse med de to verdenskrige.)
Revisionisterne i Sovjetunionen og andre steder har i mange, mange år forsøgt at tale udenom. De har, ligesom GNISTAN gør det i en bisætning, forsøgt at fremstille sagen, som om den absolutte forarmelse nu kommer til udtryk i en forstærket arbejdsintensitet. De har lukket øjnene for, at den faktisk forekommende forøgede arbejdsintensitet i arbejdsprocessen – det vil sige større brug af muskel- og nervekraft – er mere end opvejet af kortere arbejdstid, længere ferie, bedre arbejdsforhold, bedre sundhedsvæsen o.s.v. De har lukket deres øjne for, at selve beviset på dette ligger klart for dagen i den stadig længere gennemsnitlige levealder i arbejderklassen – foruden i dag i den stadigt mere aktive udnyttelse af fritiden, hvilket kræver, at der er kræfter til overs.
Den uafviselige kendsgerning, at den absolutte forarmelse – der lysende klart er defineret af Lenin i det netop anførte citat – ikke foregår i vor verden, kan kun forklares på een måde: at den vestlige kapitalisme-imperialisme har suget så store profitter ud af kolonier, halvkolonier og afhængige lande, og at den stadig gør det, at det ikke har været nødvendigt for de europæiske kapitalister at trykke deres arbejderes løn (arbejds-kraftens pris) ned på eller blot ned i nærheden af arbejdskraftens værdi.
Det er det, vi har udtrykt ved, at arbejderklassen i vor verden i dag er en bestukket klasse (vi gentager, at den samtidig dermed er en udbyttet klasse – i den forstand at den producerer merværdi).
Produktiviteten er steget og stiger stadig voldsomt i den vestlige verden. Drevet frem af konkurrencen har kapitalisterne uophørligt revolutioneret og revolutionerer stadig deres produktion – rationalisering, automatisering o.s.v. Hver enkelt vares værdi (der stadig måles i samfundsmæssigt nødvendigt arbejde) falder og falder i hastigt tempo. Arbejdskraftens værdi falder og falder – men dens pris falder ikke.
Da levnedsmidler fortsat udgør hovedparten af arbejdskraftens værdi, er det ikke besynderligt, at den største stigning i arbejderklassens velstand netop er sket i årene efter den anden verdenskrig, hvor landbrugets modernisering og øgede produktivitet har medført et voldsomt fald i landbrugsvarers værdi. Dette forhold kommer vi tilbage til senere.
Hvem betaler velstanden ?
“Udbytning”, siger GNISTAN. K.O. har glemt udbytningen. “Den svenske arbejderklasse er i dag mere udbyttet end nogensinde før”.
Udmærket, så siger vi det. Når det, GNISTAN kalder voksende kapitalistisk udbytning fører til, at leve-standarden stiger – og GNISTAN indrømmer jo selv, at den stiger – så kan vi kun ønske for de sultende indiske bønder, at de kunne blive “udbyttet” noget mere!
Jo mere af GNISTANS form for udbytning, desto mere mad i skabet, desto mere og bedre tøj, desto bedre bolig, desto længere ferie, desto flere køleskabe til den arbejdende befolkning!
Denne form for “udbytning” gælder i de vesteuropæiske fuldt udviklede kapitalistiske lande. Men i de tidligere og nuværende koloniale og halvkoloniale lande i Asien, Afrika og Latinamerika gælder til gengæld stadig loven om den absolutte forarmelse. De har det dårligere i Asien, Afrika og Latinamerika i dag, end de havde det for 50 år siden. Der er flere hjemløse på Calcuttas gader, nøden er større i Latinamerikas landdistrikter.
Den svenske arbejderklasse udbyttes mere end nogensinde, siger GNISTAN, og så må det samme være tilfældet i Danmark. Og den svenske arbejderklasse har det bedre end nogensinde, siger GNISTAN også, og det samme skal nok være tilfældet i Danmark.
Bør man da ikke hjælpe Perus indianere, de 10 millioner fattige hvide i USA eller de indonesiske landarbejdere til noget mere af denne “udbytning”.
Der er kun to mulige følgeslutninger at drage af den faktisk eksisterende situation i vor verden i dag: Enten har den kapitalistiske udbytning sine ubetvivlelige fordele for de udbyttede, eller også er den voldsomste udbytning henlagt til andre egne af jorden, mens vi i vor verden allesammen nyder godt af dens frugter.
Hvorfor er det så vanskeligt at se? Hvorfor er det så vanskeligt at se, når allerede Engels talte om, at den engelske arbejderklasse fik andel i superprofitterne fra kolonierne og gladeligt tog deres del af byttet fra denne udplyndring.
Hvorfor er det så vanskeligt at se, når allerede Lenin talte om, at de engelske kapitalister hentede en profit hjem fra Indien og andre kolonier, der var mange gange større end den profit, de kunne presse ud af deres egne arbejdere?
Hvorfor er det så vanskeligt at se, når samme Lenin udtrykkeligt sagde, at den europæiske proletar (ikke et lille lag i toppen, men den europæiske proletar) delvis stod i den situation, at det ikke var hans arbejde, men de millioner af udsugede i kolonierne, der opretholdt hele det kapitalistiske samfund?
Jamen, siger GNISTAN, arbejderne i Sverige (og i Danmark) har selv betalt velfærden. De har selv betalt arbejdsløshedsunderstøttelsen, de har selv betalt folkepensionen, de har selv betalt deres ferie.
Nuvel, arbejderne betaler til deres arbejdsløshedskasse, de betaler høje skatter, de betaler folkepensionsbidrag o.s.v. o.s.v. Men hvor har de fået pengene fra? Pengene må jo være i posen, før de kan opkræves. Arbejderne får kun deres penge eet sted fra: som pris på den vare, arbejdskraften, som de sælger til kapitalisterne.
Arbejderne spiser sig mætte hver dag. De kan reproducere deres arbejdskraft fra dag til dag, og de kan sætte en ny generation af arbejdere i verden. Det betyder, at de får deres arbejdskrafts værdi.
Arbejderne kan derudover anskaffe sig stadig flere forbrugsgoder – og de kan tilmed betale de tårnhøje bidrag og skatter.
Det kan kun betyde een eneste ting: At den pris de af deres arbejdsgivere får for deres arbejdskraft ligger over denne arbejdskrafts værdi. Anden forklaring gives ikke.
Lenin fastslog den enkle kendsgerning, at kapitaleksporten fra de imperialistiske lande svækkede antagonismen mellem arbejdsgiver og arbejder. Hvad vil det sige? Det vil sige, at arbejdsgiveren får råd til at slække på sit krav om, at arbejderen kun skal have sin arbejdskrafts værdi betalt og ikke en rød øre mere. Det betyder, at kapitalisterne betaler en højere pris for arbejdskraften, end denne arbejdskraft er værd. Og det betyder at profitten fra kapitaleksporten er årsagen hertil.
Det betyder, at når arbejdsgiverne i den imperialistiske verden ikke holder arbejdskraftens pris nede på dens værdis niveau, skyldes det udplyndringen af de koloniale og halvkoloniale lande.
Andet kan Lenins ord ikke betyde:
Er danmark (og sverige) med i denne udplyndring ?
GNISTAN er uhyre harmfuld over, at vi tillader os at mene, at der er en sammenhæng mellem dansk arbejderklasses økonomiske situation og dansk kapitalismes andel i superprofitterne fra den koloniale og neokoloniale udplyndring – og GNISTAN er især rasende over, at der findes fornuftige svenskere, der siger det samme om forholdene i Sverige.
GNISTAN afviser pure denne uhyrlige beskyldning mod svensk monopolkapital. Den svenske kapitalisme har efter GNISTANs mening kun gjort sig skyldig i at udbytte de svenske arbejdere så hårdt, at flere og flere af dem står med bil eller sommerhus, fotografiapparater, dybfryser, fjernsyn og elektrisk legetøjstog. Ingen skal komme og sige om svensk monopolkapital, at den har udbyttet de koloniale og halvkoloniale folk.
Som “bevis” anfører GNISTAN en række statistiske opgørelser over, hvor mange produktionsvirksomheder, den svenske monopolkapital i dag ejer i andre lande, og hvor disse ligger. Man når triumferende til det resultat, at kun knapt 20 pct. af den slags virksomheder ligger i de undertrykte lande i Asien, Afrika og Latinamerika. Man konstaterer videre, at langt størsteparten af disse virksomheder er anlagt efter den anden verdenskrig, og at pengene til denne investering nok så pænt er udført fra Sverige med Rigsbankens tilladelse.
Og hvor er pengene da kommet fra? Ja, når de er udført over Rigsbanken fra Sverige, er det jo klart, at de er hentet op af svenske arbejderes lomme.
Sjældent har man hørt magen til sludder! Ifølge GNISTAN er svensk monopolkapital på en eller anden måde pludselig dukket op af ingenting. Den har så vidt man kan se af GNISTANs forklaring ingen forbindelse bag ud. Den er der bare, fiks og færdig.
Hvordan opstod kapitalismen i Sverige? Hvordan foregik industrialiseringen i Sverige? Vi skal ikke gå i detaljer, men vi skulle tage meget fejl, om ikke den svenske kapitalisme ganske som den danske i meget høj grad i sin start var baseret på lån fra de kapitalistiske stormagter – England, Tyskland. Og hvor fik disse store kapitalistiske lande pengene fra til at låne ud? Det ved vi fra Marx, fra Engels, fra Lenin: Fra kolonierne.
Vi ved , at dansk kapitalistisk industris udvikling hænger uløseligt sammen med det langvarige danske monopol på forædlede landbrugsprodukter (baseret på import af billige råvarer fra Asien og Latinamerika) til det engelske marked, hvor profitterne fra kolonierne skabte et købedygtigt publikum.
Hvordan ligger det med en ting som svensk eksport af jernmalm til den hurtigt voksende tyske industri omkring århundredskiftet? Er der nogen sammenhæng mellem den tyske industris kraftige efterspørgsel efter svensk malm og den udbytning, der fandt sted i de tyske kolonier i Afrika, der bl.a. betød total udslettelse af hele afrikanske folkeslag? (Driver vesttysk kapitalisme ikke neokolonialistisk udbytning i dag, og køber den ikke fortsat svensk jernmalm?)
Mon ikke GNISTAN skulle undersøge disse problemer – i stedet for at operere med en svensk monopolkapital anno 1968, som om den ingen forhistorie havde, og som den var helt alene i den kapitalistiske verden?
Da GNISTAN udtrykkeligt siger, at det er i produktionsvirksomhederne, at udbytningen især foregår, skal vi i forbifarten minde om, at der i årene fra Koreakrigen og fremover skete et kraftigt fald i de undertrykte landes eksportvarepriser til vor verden og en endnu kraftigere stigning i de priser, som de måtte befale for deres import fra vore lande – også deres import fra Danmark og Sverige. Så måske har svensk monopolkapital også tjent en smule på de mange svenske salgs-virksomheder, der er oprettet verden over siden den anden verdenskrig. Og måske har denne voksende prisforskel haft en vis betydning for de svenske arbejderes stigende realløn?
(Fortsættes i næste nummer af K.O.)