(Uddrag)
Skrevet 14. juli 1919,
offentliggjort august 1919.
Ramsay Macdonald om Tredie Internationale
(…)
III
Med en “skrivebords”-socialists rørende naivitet, som ubekymret bruger ord uden overhovedet at forstå deres alvorlige betydning, og som det overhovedet ikke falder ind, at ord forpligter til handling, erklærer Ramsay MacDonald, at der i Bern blev givet en “indrømmelse til den ikke-socialistiske offentlige opinion”.
Netop! Vi betragter hele Bern-Internationalen som gul, forræderisk og falsk, fordi hele dens politik er en “indrømmelse” til bourgeoisiet.
Ramsay MacDonald ved udmærket godt, at vi har oprettet Tredie Internationale og uforbeholdent brudt med Anden Internationale, fordi vi blev overbevist om, at den var håbløs, uforbederlig, spillede rollen som tjener for imperialismen, som et redskab for borgerlig indflydelse, borgerlige løgne og borgerlig korruption i arbejderbevægelsen. Hvis Ramsay MacDonald, når han ønsker at diskutere Tredie Internationale, går uden om sagens kerne, kommer med udenomssnak, bruger tomme fraser, og ikke taler om det, der bør tales om, er det hans fejl og hans forbrydelse. Thi proletariatet behøver sandheden, og der er intet mere skadeligt for dets sag end plausible, respektable, småborgerlige løgne.
Spørgsmålet om imperialismen og om dens forbindelse med opportunismen i arbejderbevægelsen, med arbejderledernes forræderi mod arbejdernes sag, blev rejst for længe siden, meget længe siden.
I et tidsrum af fyrre år, fra 1852 til 1892, pegede Marx og Engels konstant på den kendsgerning, at det Øvre lag af den britiske arbejderklasse blev mere og mere borgerlig som en konsekvens af landets særegne økonomiske betingelser (kolonier, monopol på verdensmarkedet, osv.). I halvfjerdserne i forrige århundrede opnåede Marx den hæder at blive forhadt af datidens Bern-Internationales foragtelige helte, af opportunisterne og reformisterne, for at brændemærke mange af de britiske fagforeningsledere som mænd, der solgte sig selv til bourgeoisiet eller var i dets sold for tjenester ydet dets klasse inden for arbejderbevægelsen.
Under Boer-krigen rejste den angelsaksiske presse ganske klart spørgsmålet om imperialismen som det seneste (og sidste) stadium i kapitalismen. Hvis jeg husker rigtigt, var det ingen andre end Ramsay MacDonald, som dengang trak sig tilbage fra Fabianer-selskabet, denne prototype på Bern-Internationalen, dette barnekammer for og forbillede på opportunisme, som Engels, med geniets kraft, åndrighed og sandfærdighed, beskriver i sin brevveksling med Sorge. [46] “Fabianer-imperialisme” – således lød det almindelige udtryk, som dengang blev brugt i britisk socialistisk litteratur.
Hvis Ramsay MacDonald har glemt dette, er det værst for ham selv.
“Fabianer-imperialisme” og “social-imperialisme” er ét og det samme: socialisme i ord, imperialisme i gerning, opportunismens voksen ind i imperialismen. Dette er nu, under krigen 1914-18 og derefter en universel kendsgerning. Den manglende forståelse af dette viser den gule Bern-Internationales store blindhed, og er dens store forbrydelse. Opportunisme, eller reformisme, måtte uundgåeligt vokse til et fænomen af verdens-omspændende betydning, socialistisk imperialisme, eller social-chauvinisme, fordi imperialismen frembragte en håndfuld meget rige, fremskredne nationer, der plyndrede hele verden, og derved satte bourgeoisiet i disse lande, ved hjælp af deres monopolistiske superprofitter (imperialisme er monopolkapitalisme) i stand til at bestikke det øvre lag af arbejderklassen.
Kun ignoranter eller hyklere, der vildleder arbejderne ved at gentage banaliteter om kapitalismen og på denne måde tilslører den bitre sandhed, at en hel retning inden for socialismen er gået over til det imperialistiske bourgeoisi, kan undgå at se den økonomiske uundgåelighed af denne udvikling under imperialismen.
Og af denne kendsgerning kan der drages to ubestridelige konklusioner.
Første konklusion: Bern-Internationalen er i virkeligheden, set i lyset af dens virkelige historiske og politiske rolle, og uanset dens enkelte medlemmers gode vilje og fromme ønsker, en organisation af agenter for den internationale imperialisme, der arbejder inden for arbejderbevægelsen, gennemsyrer den bevægelse med borgerlig indflydelse, borgerlige ideer, borgerlige løgne, og borgerlig korruption.
I lande, hvor demokratisk parlamentarisk kultur har eksisteret længe, har bourgeoisiet strålende lært at bruge bedrag, bestikkelse og smiger i de mest skarpsindige former så vel som voldsanvendelse. Ikke for ingenting er de “frokoster”, der blev trakteret på de britiske “arbejderledere” (dvs. bourgeoisiets løjtnanter, hvis pligt er at bedrage arbejderne) blevet berygtede. Engels på sin tid talte om dem [47]. Til den samme kategori af kendsgerninger hører den “charmerende” reception, som M. Clemenceau gav til forræder-socialisten Merrheim, de høflige receptioner, som Entente-ministrene gav til Bern-Internationalens ledere, og så videre og så fremdeles. “I uddanner dem, og vi køber dem”, sagde en dygtig kapitalist, en englænderinde, til hr. social-imperialist Hyndman, som i sine erindringer berettede, hvorledes denne dame, kløgtigere end alle Bern-Internationales ledere tilsammen, roste de socialistiske intellektuelles “anstrengelser” for at oplære arbejdere til socialistiske ledere.
Under krigen, da Vandervelde’rne, Branting’erne og hele rosset af forrædere organiserede “internationale” konferencer, var et fransk borgerligt blad bidende hånlig, og med rette. Der stod: “Disse Vandervelde’r synes at lide af en slags tic. Ligesom de, der lider af tic, ikke kan fremsige et par sætninger uden der kommer mærkelige trækninger i ansigtsmusklerne, således kan Vandervelde’rne ikke holde en politisk tale uden papegøjeagtigt at gentage ordene internationalisme, socialisme, international arbejderklassesolidaritet, proletarisk revolution osv. Lad dem gentage alle de sakramentale formularer, de lyster, sålænge de hjælper med at tage arbejderne ved næsen og tjener os, kapitalisterne, med at føre den imperialistiske krig og slavebinde arbejderne.”
Sommetider er det britiske og franske bourgeoisi meget dygtige og vurderer strålende den krybende rolle, Bern-Internationale spiller.
(…)
IV
(…)
For virkelig at besejre opportunismen, der forårsagede Anden Internationales skammelige død, for virkelig at bistå revolutionen, hvis komme endog Ramsay MacDonald er nødsaget til at indrømme, er det nødvendigt:
For det første at udføre al propaganda og agitation ud fra revolutions-synspunktet set i modsætning til reformer, idet man systematisk, både teoretisk og praktisk, på ethvert trin af parlamentarisk, faglig, kooperativ osv. virksomhed, forklarer masserne, at de er diametralt modsatte. Under ingen omstændigheder (undtagen i særlige tilfælde, som en undtagelse) at afstå fra at gøre brug af det parlamentariske system og alle det borgerlige demokratis “friheder”, ikke at forkaste reformer, men at betragte dem kun som et biprodukt af proletariatets revolutionære klassekamp. Ikke et eneste af de partier, der er tilknyttet Bern-Internationalen, opfylder disse betingelser. Ikke et eneste af dem viser, at det har den ringeste ide om, hvordan dets propaganda og agitation skal udføres som en helhed, der forklarer, hvordan reformer adskiller sig fra revolution; de ved heller ikke, hvordan de skal opdrage både partiet og masserne urokkeligt for revolutionen.
(…)
For det fjerde, må man ikke tolerere den verbale fordømmelse af imperialismen, samtidig med at der ikke føres nogen virkelig revolutionær kamp for koloniernes (og de afhængige landes) befrielse fra ens eget bourgeoisi. Det er hykleri. Det er bourgeoisiets agenters politik i arbejderklassen (kapitalistklassens arbejderløjtnanter). Det britiske, franske, hollandske, belgiske eller andet parti, der er imperialismen fjendtlig i ord, men i gerning ikke fører en revolutionær kamp i “dets egne” kolonier for at styrte “dets eget” bourgeoisi, som ikke systematisk bistår det revolutionære arbejde, som allerede er begyndt overalt i kolonierne, og som ikke sender våben og litteratur til de revolutionære partier i kolonierne, er et parti af slyngler og forrædere.
(…)
[46] Se s. 65, samme værk. [Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse, Futura 1972., – Online Red. Anm.]
[47] Se s. 61, samme værk.
LCW bd. 29, s. 500-503, 504, 505-506.
Ikke tidl. online på dansk
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA
