Ungkommunisten1969, nr. 2, s. 4-5.
Ungkommunisten1969, nr. 2, s. 4-5.
6 min read

Om artiklen:

Fra: Ungkommunisten 2. årgang, februar 1969, nr. 2, s. 5-8.

Oversat fra ZIMBABWE NEWS, d. 30. marts 1968


Folkekrigens fanfarer, der lød fra Zimbabwes Afrikanske Nationalunions centralkomité i august 1964, har zimbabweanerne siden besvaret i stadigt stigende tal. Visse mennesker, der søgte en ”lettere” vej, har tvunget zimbabweanere til militær træning udfra det synspunkt, at de på et eller andet ubestemt tidspunkt i fremtiden skulle påtage sig kampen. Dette har vi ikke gjort, da vi mener, at man opnår bedre resultater, når Zimbabweanerne kommer frivilligt. Ligeledes tror vi, at det er muligt at skabe en revolutionær stemning, som vil bevæge folk til af patriotiske grunde at tage til fronten og kæmpe.

Erfaringen har vist, at reaktionen på denne fremgangsmåde varierer fra sted til sted i det zimbabweanske samfund. I denne og følgende artikler vil vi prøve at undersøge nogle af de negative reaktioner, som kravet om Chimurenga (national befrielseskrig) har fremkaldt.

En af de vanskeligste forhindringer er den anti-revolutionære tankegang blandt en hel del zimbabweanere, som koncentrerer sig omkring holdningen til akademisk uddannelse.

En stærk trang til uddannelse er karakteristisk for de afrikanske folk over hele kontinentet. Afrikanere anser spørgsmålet om uddannelse for presserende, og dette har fundet udtryk i de afrikanske landes uddannelsespolitik, der har fremskaffet så mange uddannelsesmæssige faciliteter, som de nationale resourcer har tilladt. Tørsten efter uddannelse er i sig selv et sundt fænomen. Den har skaffet lederskab i de nationale kampe over hele Afrika langt tidligere, end det var forventet af imperialist-kolonialisterne. Imidlertid kan en uhæmmet trang til uddannelse i krigstider virke som en stor hindring, hvis ikke den omhyggeligt bliver ledet efter revolutionære retningslinier.

Kort over det sydlige Afrika

Under en befrielseskrig er der brug for så mange unge mænds og kvinders indsats som muligt. Chimurenga er folkekrig – en folkekrig, i hvilken enhver zimbabweaner forventes at deltage. Hvis unge menneskers indstilling til uddannelse er den samme som i fredstid, vil dette berøve Chimurenga denne livsvigtige del af den afrikanske befolkning, som er nødvendig for energisk at bringe krigen til afslutning.

Fuldstændig på det rene med dette har fjenden prøvet at forbinde de unge zimbabweaneres trang til uddannelse med hans egne kontrarevolutionære interesser. I Zimbabwe har den fascistiske fjende forsøgt at gøre kandidater fra det Sorte Universitet så tilfredse, som hans had til sort hud tillader ham. Motivet har været at neutralisere den del af den afrikanske befolkning med de bedste evner til at bringe den anti-imperialistiske revolution til dens logiske konklusion. Fjenden har utrætteligt arbejdet på at inddoktrinere snæversynet individualisme i unge zimbabweaneres hjerner for at få dem til at koncentrere sig om selviske mål på bekostning af nationale interesser. Smith-klikens ondsindede radioprogram ”Padara” fastslår ustandseligt, at det er klogere for unge afrikanere at stræbe efter akademisk uddannelse end at deltage i kampen. Programmet skjuler det faktum for sine lyttere, at hovedparten af hvide kolonialist-teenagere afkorter deres skolegang for at bekrige zimbabweanske frihedskæmpere i forskellige dele af landet.

Det følgende viser nogle af de holdninger, som ikke ville kunne tolereres i et samfund, der opbygger socialismen, men som er aldeles uundskyldelige hos et kolonialt folk, der kæmper for sin befrielse.

Siden personer med en såkaldt ”bedre” uddannelse i mange nye afrikanske lande har fået indbringende jobs uden hensyn til, om de har deltaget i frihedskampen eller ej, tror visse mennesker, at de kan tillade sig at glemme alt om kampen, koncentrere sig om at opnå en stadig ”bedre” uddannelse og i øvrigt afvente befrielsen. Resultatet af denne reaktionære og anti-revolutionære tankegang er, at et betydeligt antal zimbabweanere i forskellige uddannelsesinstitutioner både hjemme og andre steder ikke er indforstået med det nødvendige i at afslutte deres studier i tide og forene sig med nationen i Chimurenga. De vælger at forblive studenter så længe muligheden tillader det, og vil hellere afslutte et kursus blot for at påbegynde et andet i stedet for at skynde sig tilbage og kæmpe.

Når tilhængere af den slags anti-revolutionær tankegang tilsidst har udnyttet enhver tænkelig mulighed og før befrielsen bliver nødt til at forlade uddannelsesinstitutionen, tager de til et uafhængigt afrikansk land for at finde arbejde – hvis de da ikke søger statsborgerskab i det land, hvor de har studeret. De har så i sinde at blive væk indtil den dag landet er befriet. De tror, at de på grund af deres høje uddannelse er et uundværdligt aktiv for et frit Zimbabwe, og at de derfor må passe på sig selv så omhyggeligt, som en køkkenpige passer på et æg.

At dette synspunkt er til gode for imperialismen anskueliggøres af de talrige muligheder for studieophold på kurser, der ikke har nogen relevans til vores kamp eller til en ny stats behov. Unge zimbabweanere udenlands foretrækker disse kurser, fordi de på en nem måde udgør den hurtigste vej til en række meningsløse titler. Imperialisterne hilser hans valg af sådanne kurser velkommen, fordi det giver dem et værktøj i hænde til inddoktrinering af kapitalistisk-imperialistisk ideologi. Valget behager dem også, fordi det skaber villig jordbund for fremtidige imperialistiske ”eksperter”, der kan oversvømme vort land med ”rådgivere”, mens vore egne intellektuelle klodrianer med de fine titler specialicerer sig i at underskrive dokumenter og udstede bureaukratiske memoranda.

Den eneste vej ud af dette morads er at genopfriske alle zimbabweaneres tanker om Chimurenga. Indtil Zimbabwe er frit, må vi underordne vore uddannelsesplaner Chimurengas behov. Det vigtigste uddannelsescenter for enhver zimbabweansk mand eller kvinde er vore militære træningsinstitutioner og en sand revolutionær zimbabweaner må ikke lade nogen muligheder uprøvet for at nå frem til disse vor nationale befrielses hellige institutioner. Vi kan godt tage andre steder hen for at studere emner, vi ikke kan lære der, forudsat at kurserne har forbindelse til Chimurenga. Revolutionen må begynde i vore hoveder, først da kan de tage fast form i virkeligheden. Vi må frigøre os for al gammeldags ”nem” tankegang og være opmærksomme på nye tankebaner, der har forbindelse med Chimurenga og det ny Zimbabwe, vi vil bygge. De gamle koloniale ideer om ”dannelse” og ”respektabilitet” er døde, undtagen hos dem blandt os, som aldrig vil udvikle sig videre.